Fint med Planes, trains.. har set den set den massere af gange og i øvrigt udvlagte scener tidligere i dag. Rart at se at du tager dine komedier alvorligt
Et storslået gangsterdrama med Kevin Costner i rollen som FBI-agenten Elliot Ness, der samler en lille gruppe mænd med det ene formål at bekæmpe Al Capone og dennes gangstervælde i Chicago.
Flot cinematografi, stemningsfuld musik af Ennio Morricone og en række uforglemmelige scener, af hvilke jeg særligt vil fremhæve:
Al Capone (Robert De Niro) der under et middagsselskab smadrer hovedet på en forræder med et baseballbat, mordet på Malone (Sean Connery) i dennes eget hjem, Elliot Ness der smider Malones morder ned fra taget af en retsbygning, samt sidst men ikke mindst et filmhistoriens bedste shoot-outs, der finder sted på en banegårdstrappe - den scene giver mig altid gåsehud.
Sean Connery vandt helt velfortjent en Oscar for Bedste Mandlige Birolle.
189) Gone Baby Gone - (Ben Affleck, 2007)
Ben Affleck har aldrig sagt mig ret meget som skuespiller; i de film jeg har set ham i, har han virket anonym og flad. Men som instruktør har han vundet min respekt med dette uforudsigelige, følelsesladede og tankevækkende bortførelsesdrama. Og så var det det helt rigtige valg at lade sin lillebror Casey Affleck spille hovedrollen i filmen. Casey Affleck er en af disse skuespillere, man aldrig bliver træt af betragte, fordi han har et ansigt og en mimik der siger mere end mange ord. Efter den her film har jeg bestemt positive forventninger til begge brødres fremtidige karriere.
Skuespillerne er generelt gode. Ikke kun Casey Affleck, men også Amy Ryan, Michelle Monaghan, Morgan Freeman og Ed Harris. Det er filmens anden halvdel der er den stærkeste; her er det specielt fire scener, som har sat sig fast på nethinden hos mig:
(1) scenen hvor Casey Affleck sammen med to politimænd leder efter et andet forsvundet barn - en dreng - i en kendt børnemisbrugers hus, (2) scenen hvor Morgan Freeman trygler Casey Affleck om at lade den bortførte pige blive hvor hun er og (3) den efterfølgende scene hvor Michelle Monaghan gør det samme, samt (4) slutscenen med billedet af Casey Affleck og den nu genfundne pige siddende på stuesofaen foran fjernsynet.
188) Michael Clayton - (Tony Gilroy, 2007)
'Michael Clayton' er en virkelig god og eftertænksom film, der handler om menneskelighed og retfærdighed, eller rettere hvordan disse to begreber ofte tilsidesættes af advokater og forretningsfolk, for hvem deres firmas succes og indtjening betyder alt. Men først og fremmest handler den om to mænd, der får mulighed for at genfinde deres egen menneskelighed midt i en kold og kynisk verden.
Titelfiguren og hovedpersonen Michael Clayton spilles af George Clooney, og det gør han fantastisk godt. Ja, med den her film har han én gang for alle overbevist mig om, at hans stjernestatus er velfortjent. Jeg har såmænd godt kunnet lide ham før, men hos mig har han nok hidtil scoret flere points på sin karisma og sin Cary Grant'ske fremtoning end på sit skuespil. I 'Michael Clayton' er han fascinerende at betragte; han leverer en intens, underspillet og lavmælt præstation. Ja, jeg har ikke længere nogen forbehold overfor ham - han er en fremragende skuespiller.
Jeg skal heller ikke forsømme at fremhæve filmens to andre stærke skuespilpræstationer: Tom Wilkinson for hans indlevede, overbevisende fremstilling af den tilsyneladende sindsforvirrede advokat, der på temmelig iøjnefaldende vis skifter side midt under sagen mellem kemikoncernen og landbrugsfolkene, og Tilda Swinton for hendes rolle som den kontrolsyge og skrupelløse, men samtidig tydeligt nervesvækkede direktør for kemikoncernen. Hun vandt en Oscar for Bedste Kvindelige Birolle, men jeg havde nu hellere set prisen gå til George Clooney, som var nomineret for Bedste Mandlige Hovedrolle.
187) Conspiracy Theory - (Richard Donner, 1997)
Ud af de ialt seks film instruktøren Richard Donner og skuespilleren Mel Gibson har lavet sammen, foretrækker de fleste vist 'Lethal Weapon' fra 1987. Men 'Conspiracy Theory' er i mine øjne en bedre film i kraft af af en mere interessant historie og samspillet mellem Mel Gibson og Julia Roberts - der er virkelig en god kemi mellem de to.
Gibson er både morsom og rørende som den mentalt forstyrrede og dybt paranoide taxachauffør Jerry Fletcher, der hele tiden render juristen Alice Hutton (Julia Roberts) på dørene med sine konspirationsteorier. Hvad Julia Roberts angår, synes jeg, at hun leverer sin bedste præstation nogensinde; dels fordi hun overbeviser mig fuldstændigt i de følelsesladede scener mellem hende og Mel Gibson, dels fordi hun her ikke er anbragt i endnu en romantisk komedie hvor bare skal spille den sædvanlige friske pige med det søde smil, men har fået en mere moden eller voksen rolle.
186) The Far Country - (Anthony Mann, 1954)
Den første (på min liste) af fire gode westerns med James Stewart; den ene af mine to yndlingsskuespillere fra "de gode, gamle dage". (Den anden er Cary Grant.)
James Stewart spiller en cowboy, hvis kvægdrift fører ham og hans ven (Walther Brennan) til guldgraverlejren Dawson i Canada. På vejen dertil skaffer han sig både venner og fjender.
En af de ting jeg godt kan lide ved denne film, er at hovedpersonen aldrig helt gør det man regner med - ihvertfald ikke førend til sidst. Han er en handlekraftig fyr, der har nok i sig selv, og som ikke finder sig i at blive behandlet uretfærdigt af andre. En anden god ting er, at filmen - i lighed med de andre Mann/Stewart-samarbejder - næsten udelukkende er optaget on location og bruger naturen som en aktiv medspiller.
185) Monkey Business - (Howard Hawks, 1952)
En herligt fjollet og løssluppen komedie med Cary Grant i rollen som den småkedelige og yderst distræte videnskabsmand Dr. Barnaby Fulton, der arbejder på en foryngelseskur - en kur der dog først bliver en realitet, da en af hans test-chimpanser slipper ud af sit bur og blander en masse kemikalier, som den putter i firmaets drikkevandsbeholder. Da først Barnaby og senere hans kone Edwina, der spilles af en meget veloplagt Ginger Rogers, drikker af vandet, opstår der kaos både i privatlivet og på laboratoriet.
184) An Affair to Remember - (Leo McCarey, 1957)
Et bittersødt, romantisk drama med Cary Grant og Deborah Kerr i hovedrollerne. En kendt playboy skal giftes med datteren af en mangemillionær, men under en rejse over Atlanterhavet møder han en anden kvinde, og de to forelsker sig i hinanden. Hun er dog, ligesom ham, allerede forlovet, så de aftaler at mødes 6 måneder senere på toppen af Empire State Building - hvis de vel at mærke stadig føler det samme og har kunnet gøre sig fri af de hidtidige forhold.
Jeg er enig i Skeloboy's vurdering af filmen: "Begge [skue]spillere er ganske suveræne, og historien er spændende. Den er nr. 5 på AFI's '100 Years, 100 Passions', og der er da også masser af romantik i den. Dog er der nogle pisseirriterende børn med, og efter som filmen ligger lige på vippen mellem 8 og 9, så er det nok til at tippe den ned på 8/10."
183) The Grass is Greener - (Stanley Donen, 1960)
Komedie/trekantsdrama om en engelsk jarl (Cary Grant), hvis ægteskab trues, da hans kone (Deborah Kerr) forelsker sig i en amerikansk oliemilionær (Robert Mitchum). Han vælger dog i bogstaveligste forstand at se problemet i øjnene og inviterer konkurrenten og en af sine tidligere kærester (Jean Simmons) på weekendophold hos dem i den hensigt at tage udfordringen op.
Det er en film jeg nyder for dens tilbagelænede stil, dens vittige dialog og dens mange små, sjove situationer. Man hygger sig enormt i selskab med de fire store Hollywood-stjerner.
182) Bend of the River - (Anthony Mann, 1952)
Den anden western med James Stewart.
To mænd, begge med en tvivlsom fortid, skal føre et vogntog af nybyggere fra Missouri til Oregon. Undervejs støder der dog komplikationer til.
James Stewarts rolle i denne film markerede et vendepunkt i hans karriere, idet han begyndte at spille mere voldelige, kyniske og nådeløse karakterer, der dog under overfladen stadig havde en følsom side. Stewart må betegnes som en af de mest intense og nuancerede western-skuespillere nogensinde.
181) The Naked Spur - (Anthony Mann, 1953)
Den tredje western med James Stewart.
Jeg har en vis forkærlighed for film om en lille gruppe mennesker, der er ude på en længere rejse, og som undervejs både møder udefra kommende farer og oplever intern splittelse. Og denne her er en af de bedre af slagsen. James Stewart spiller en dusørjæger, der sammen med to hjælpere (Ralph Meeker og Millard Mitchell) og en ung kvinde (Janet Leigh) er på vej til byen Abilene for at indkassere en stor dusør for en eftersøgt morder (Robert Ryan).
Af en gammel western at være, er den sine steder overraskende barsk og kontant, hvilket gør, at den holder langt bedre idag end mange andre westerns fra den tid. Jeg nyder desuden, at naturen eller landskabet fylder så meget i den; det er med til give den stemning og atmosfære.
Har lige et spørgsmål. Hvad er forskellen på Léon - Director's Cut og så bio udgaven?
Tror nemlig kun jeg har set bio udgaven.
fra wikipedia:
The new scenes include:
1. Mathilda telling Léon she is 18 years old. 2. Mathilda threatening to shoot herself playing Russian roulette if Léon doesn't teach her how to become a killer. 3. Léon taking Mathilda to meet Tony. 4. Léon and Mathilda hitting a drug dealer's home, with Mathilda setting fire to his supply of drugs with rubbing alcohol. 5. A montage of training missions where Mathilda learns the ropes of becoming an assassin. 6. Léon and Matilda celebrating her first hit at a restaurant, where she gets drunk. 7. Léon explaining why he left Italy and went to New York at the age of 19. 8. Mathilda asking Léon to be her lover (with Léon refusing, saying "I wouldn't be a very good lover"). 9. Mathilda and Léon sleeping next to each other in a bed.
#51 Åkepool 14 år siden
#52 jessup 14 år siden
#53 MOVIE1000 14 år siden
#54 Lord Beef Jerky 14 år siden
#55 BN 14 år siden
LOL
#56 BN 14 år siden
Et storslået gangsterdrama med Kevin Costner i rollen som FBI-agenten Elliot Ness, der samler en lille gruppe mænd med det ene formål at bekæmpe Al Capone og dennes gangstervælde i Chicago.
Flot cinematografi, stemningsfuld musik af Ennio Morricone og en række uforglemmelige scener, af hvilke jeg særligt vil fremhæve:
Sean Connery vandt helt velfortjent en Oscar for Bedste Mandlige Birolle.
189) Gone Baby Gone - (Ben Affleck, 2007)
Ben Affleck har aldrig sagt mig ret meget som skuespiller; i de film jeg har set ham i, har han virket anonym og flad. Men som instruktør har han vundet min respekt med dette uforudsigelige, følelsesladede og tankevækkende bortførelsesdrama. Og så var det det helt rigtige valg at lade sin lillebror Casey Affleck spille hovedrollen i filmen. Casey Affleck er en af disse skuespillere, man aldrig bliver træt af betragte, fordi han har et ansigt og en mimik der siger mere end mange ord. Efter den her film har jeg bestemt positive forventninger til begge brødres fremtidige karriere.
Skuespillerne er generelt gode. Ikke kun Casey Affleck, men også Amy Ryan, Michelle Monaghan, Morgan Freeman og Ed Harris. Det er filmens anden halvdel der er den stærkeste; her er det specielt fire scener, som har sat sig fast på nethinden hos mig:
188) Michael Clayton - (Tony Gilroy, 2007)
'Michael Clayton' er en virkelig god og eftertænksom film, der handler om menneskelighed og retfærdighed, eller rettere hvordan disse to begreber ofte tilsidesættes af advokater og forretningsfolk, for hvem deres firmas succes og indtjening betyder alt. Men først og fremmest handler den om to mænd, der får mulighed for at genfinde deres egen menneskelighed midt i en kold og kynisk verden.
Titelfiguren og hovedpersonen Michael Clayton spilles af George Clooney, og det gør han fantastisk godt. Ja, med den her film har han én gang for alle overbevist mig om, at hans stjernestatus er velfortjent. Jeg har såmænd godt kunnet lide ham før, men hos mig har han nok hidtil scoret flere points på sin karisma og sin Cary Grant'ske fremtoning end på sit skuespil. I 'Michael Clayton' er han fascinerende at betragte; han leverer en intens, underspillet og lavmælt præstation. Ja, jeg har ikke længere nogen forbehold overfor ham - han er en fremragende skuespiller.
Jeg skal heller ikke forsømme at fremhæve filmens to andre stærke skuespilpræstationer: Tom Wilkinson for hans indlevede, overbevisende fremstilling af den tilsyneladende sindsforvirrede advokat, der på temmelig iøjnefaldende vis skifter side midt under sagen mellem kemikoncernen og landbrugsfolkene, og Tilda Swinton for hendes rolle som den kontrolsyge og skrupelløse, men samtidig tydeligt nervesvækkede direktør for kemikoncernen. Hun vandt en Oscar for Bedste Kvindelige Birolle, men jeg havde nu hellere set prisen gå til George Clooney, som var nomineret for Bedste Mandlige Hovedrolle.
187) Conspiracy Theory - (Richard Donner, 1997)
Ud af de ialt seks film instruktøren Richard Donner og skuespilleren Mel Gibson har lavet sammen, foretrækker de fleste vist 'Lethal Weapon' fra 1987. Men 'Conspiracy Theory' er i mine øjne en bedre film i kraft af af en mere interessant historie og samspillet mellem Mel Gibson og Julia Roberts - der er virkelig en god kemi mellem de to.
Gibson er både morsom og rørende som den mentalt forstyrrede og dybt paranoide taxachauffør Jerry Fletcher, der hele tiden render juristen Alice Hutton (Julia Roberts) på dørene med sine konspirationsteorier. Hvad Julia Roberts angår, synes jeg, at hun leverer sin bedste præstation nogensinde; dels fordi hun overbeviser mig fuldstændigt i de følelsesladede scener mellem hende og Mel Gibson, dels fordi hun her ikke er anbragt i endnu en romantisk komedie hvor bare skal spille den sædvanlige friske pige med det søde smil, men har fået en mere moden eller voksen rolle.
186) The Far Country - (Anthony Mann, 1954)
Den første (på min liste) af fire gode westerns med James Stewart; den ene af mine to yndlingsskuespillere fra "de gode, gamle dage". (Den anden er Cary Grant.)
James Stewart spiller en cowboy, hvis kvægdrift fører ham og hans ven (Walther Brennan) til guldgraverlejren Dawson i Canada. På vejen dertil skaffer han sig både venner og fjender.
En af de ting jeg godt kan lide ved denne film, er at hovedpersonen aldrig helt gør det man regner med - ihvertfald ikke førend til sidst. Han er en handlekraftig fyr, der har nok i sig selv, og som ikke finder sig i at blive behandlet uretfærdigt af andre. En anden god ting er, at filmen - i lighed med de andre Mann/Stewart-samarbejder - næsten udelukkende er optaget on location og bruger naturen som en aktiv medspiller.
185) Monkey Business - (Howard Hawks, 1952)
En herligt fjollet og løssluppen komedie med Cary Grant i rollen som den småkedelige og yderst distræte videnskabsmand Dr. Barnaby Fulton, der arbejder på en foryngelseskur - en kur der dog først bliver en realitet, da en af hans test-chimpanser slipper ud af sit bur og blander en masse kemikalier, som den putter i firmaets drikkevandsbeholder. Da først Barnaby og senere hans kone Edwina, der spilles af en meget veloplagt Ginger Rogers, drikker af vandet, opstår der kaos både i privatlivet og på laboratoriet.
184) An Affair to Remember - (Leo McCarey, 1957)
Et bittersødt, romantisk drama med Cary Grant og Deborah Kerr i hovedrollerne. En kendt playboy skal giftes med datteren af en mangemillionær, men under en rejse over Atlanterhavet møder han en anden kvinde, og de to forelsker sig i hinanden. Hun er dog, ligesom ham, allerede forlovet, så de aftaler at mødes 6 måneder senere på toppen af Empire State Building - hvis de vel at mærke stadig føler det samme og har kunnet gøre sig fri af de hidtidige forhold.
Jeg er enig i Skeloboy's vurdering af filmen: "Begge [skue]spillere er ganske suveræne, og historien er spændende. Den er nr. 5 på AFI's '100 Years, 100 Passions', og der er da også masser af romantik i den. Dog er der nogle pisseirriterende børn med, og efter som filmen ligger lige på vippen mellem 8 og 9, så er det nok til at tippe den ned på 8/10."
183) The Grass is Greener - (Stanley Donen, 1960)
Komedie/trekantsdrama om en engelsk jarl (Cary Grant), hvis ægteskab trues, da hans kone (Deborah Kerr) forelsker sig i en amerikansk oliemilionær (Robert Mitchum). Han vælger dog i bogstaveligste forstand at se problemet i øjnene og inviterer konkurrenten og en af sine tidligere kærester (Jean Simmons) på weekendophold hos dem i den hensigt at tage udfordringen op.
Det er en film jeg nyder for dens tilbagelænede stil, dens vittige dialog og dens mange små, sjove situationer. Man hygger sig enormt i selskab med de fire store Hollywood-stjerner.
182) Bend of the River - (Anthony Mann, 1952)
Den anden western med James Stewart.
To mænd, begge med en tvivlsom fortid, skal føre et vogntog af nybyggere fra Missouri til Oregon. Undervejs støder der dog komplikationer til.
James Stewarts rolle i denne film markerede et vendepunkt i hans karriere, idet han begyndte at spille mere voldelige, kyniske og nådeløse karakterer, der dog under overfladen stadig havde en følsom side. Stewart må betegnes som en af de mest intense og nuancerede western-skuespillere nogensinde.
181) The Naked Spur - (Anthony Mann, 1953)
Den tredje western med James Stewart.
Jeg har en vis forkærlighed for film om en lille gruppe mennesker, der er ude på en længere rejse, og som undervejs både møder udefra kommende farer og oplever intern splittelse. Og denne her er en af de bedre af slagsen. James Stewart spiller en dusørjæger, der sammen med to hjælpere (Ralph Meeker og Millard Mitchell) og en ung kvinde (Janet Leigh) er på vej til byen Abilene for at indkassere en stor dusør for en eftersøgt morder (Robert Ryan).
Af en gammel western at være, er den sine steder overraskende barsk og kontant, hvilket gør, at den holder langt bedre idag end mange andre westerns fra den tid. Jeg nyder desuden, at naturen eller landskabet fylder så meget i den; det er med til give den stemning og atmosfære.
#57 MuManden 14 år siden
Hvad er forskellen på Léon - Director's Cut og så bio udgaven?
Tror nemlig kun jeg har set bio udgaven.
#58 BN 14 år siden
fra wikipedia:
The new scenes include:
1. Mathilda telling Léon she is 18 years old.
2. Mathilda threatening to shoot herself playing Russian roulette if Léon doesn't teach her how to become a killer.
3. Léon taking Mathilda to meet Tony.
4. Léon and Mathilda hitting a drug dealer's home, with Mathilda setting fire to his supply of drugs with rubbing alcohol.
5. A montage of training missions where Mathilda learns the ropes of becoming an assassin.
6. Léon and Matilda celebrating her first hit at a restaurant, where she gets drunk.
7. Léon explaining why he left Italy and went to New York at the age of 19.
8. Mathilda asking Léon to be her lover (with Léon refusing, saying "I wouldn't be a very good lover").
9. Mathilda and Léon sleeping next to each other in a bed.
Link: http://en.wikipedia.org/wiki/Léon_(film)
#59 MuManden 14 år siden
hmm, nogle af dem virker bekendte, mens andre ikke gør. Måske fantasien spiller mig et pus her? ;-)
#60 BN 14 år siden
Det skal man da som filmfan! ;-)