Er du så enig med, hvad jeg skriver om Cape Fear? :P
Mig? ;-) ... Ja, det er jeg. Du supplerer fint med lidt baggrundsoplysninger, som jeg ganske rigtigt godt kendte til, og jeg er især enig med dig i, at det er en "en fuldstændig gennemført film helt ned til mindste detalje".
Eneste (meget) lille forskel i vores bedømmelse vedrører karakteren. Du giver den 8,5/10, mens jeg selv vil give den 10/10. Men det skal ikke skille os ad. ;-)
Hvis jeg virkelig havde postet hele min liste fra 200 til 1 UDEN beskrivelser eller kommentarer, ville det da ikke have været hurtighed, men ren dovenskab! ;-)
Okay. Sommetider hader jeg min egen perfektionisme med hensyn til at finde de rette ord til at beskrive min oplevelse af og begrunde min begejstring for en film. Men det kender du vist også selv en lille smule til, fornemmer jeg f.eks. ved læsning af din fine anmeldelse af 'Psycho'.
Det er ikke fordi jeg mener, at mine ord er specielt udsøgt eller noget i den retning. Nej, det er udelukkende et spørgsmål om at jeg kun er tilfreds, når de udgør en dækkende beskrivelse af hvad det helt præcist er, der har gjort de pågældende film til mine favoritter.
Forstår bestemt hvad du mener. Derfor læser jeg heller ikke din liste uden beskrivelser, men venter. Jeg kan godt lide at have disse lister at følge med i. Uden beskrivelser er de jo ligegyldige. Synes det er HVAD man godt kan lide ved filmene der er interessant, og først derefter hvilken placering den ligger på.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
72) A History of Violence - (David Cronenberg, 2005)
Da familiefaderen Tom Stall i selvforsvar dræber to forbrydere i hans café, bliver han udråbt til helt af de lokale indbyggere og nyhedsmedierne. Problemet er bare, at tv-omtalen tiltrækker nogle skumle typer, der påstår, at Tom er en anden end han giver sig ud for og har en fortid, de gerne vil tale med ham om.
Filmland's anmelder Per Juul Carlsen betegner 'A History of Violence' som "en fremragende historie, der bliver fortalt enkelt og rent af instruktøren David Cronenberg." Filmz' anmelder The Insider skriver: "Historien lyder som noget fra en klassisk western - simpel og malet med brede strøg." Samstemmende hermed siger Scope-bruger Carcajou: "Temaer og personer ligner meget noget fra 50'ernes psykologiske westerns." Denne sammenligning er meget velvalgt. Mangt en western har netop handlet om en flink og fredelig fyr, der
havde en fortid som lovløs eller bandit, og som
blev tvunget til at forsvare sig selv og beskytte sine nærmeste mod nogle fjender
eller tidligere medkumpaner, der kom for at gøre et gammelt regnskab op.
Og som Per Juul Carlsen skriver om de to voldsmænd, som Tom Stall dræber i selvforsvar: "De drysser ind på hans café, på samme måde som to lede skurke ville drysse ind i en saloon i Det vilde Vesten." Desuden har filmen - i lighed med adskillige westerns - et klassisk showdown, omend
det ikke er placeret i slutningen.
Det jeg holder af ved den her film, er dens stærke, følelsesladede familiedrama, dens rolige tempo, dens eftertænksomhed, dens knugende spænding og dens skildring af voldens frygtelige konsekvenser. Om det sidste har Filmz.dk's anmelder Angel Eyes sagt: "Endelig en instruktør som formår at fremstille realistisk vold uden en æstetisk-nydende tilgang ..."
Det er en historie om voldsmanden der bor i os alle, om "volden ... som både forbandelse og problemløser", for nu at låne en vending af Carcajou. Og så ser jeg noget overordentligt smukt og positivt i filmens underliggende budskab om, at
en skidt person kan ændre sig til det bedre i kraft af et valg, ja, bør have chancen for at lægge fortiden bag sig og skabe sig et nyt og bedre liv. Her kan der trækkes en direkte linje til Bourne-trilogien, hvori skurkene også tvinger hovedpersonen til at bruge sine gamle dræber-instinkter til at forsvare sig selv og sine nærmeste, og hvor volden ligeledes skildres som beskidt, modbydelig og frastødende. Da Tom Stall vender hjem sidst i filmen, er det - ganske som i tilfældet med Jason Bourne - ikke som en person, der vil genoptage sin tidligere profession, men som en person, der har måttet kæmpe for at blive fri af sin fortid.
Viggo Mortensen yder her sin karrieres næstbedste præstation (den bedste vi har set fra ham, er den i 'The Lord of the Rings'), og jeg kan kun erklære mig enig med Jyllands-Postens anmelder Johs. H. Christensen, når denne roser ham for hans evne til at "skifte fra det drenget afvæbnende udtryk til det foruroligende dæmoniske." Maria Bello er fuldstændig overbevisende som Tom Stalls skiftevis stærke og skrøbelige kone Edie, og Ashton Holmes, der spiller parrets teenagesøn, formidler på fremragende vis sin karakters mildhed, sårbarhed og vrede. Ed Harris er - med The Insider's ord - "særdeles veloplagt og grum" som gangsteren Carl Fogarty, der - som Johs. H. Christensen så fint udtrykker det - "ulasteligt klædt udfolder sin afmålte, på én gang iskolde og joviale psykopati". Og ligeså veloplagt er William Hurt i en lettere humoristisk rolle som en aristokratisk, men samtidig bindegal og morderisk gangsterboss - man kan tydeligt se, at han har fornøjet sig med denne for ham ret atypiske rolle.
Blandt filmens allerbedste scener er røveriforsøget på caféen, opgøret foran Stall-familiens hus, Tom og Edies samtale i hospitalsstuen,
hvor sandheden kommer frem
(en karakterscene med en utrolig ægthed og realisme over sig) og Toms besøg hos
sin broder,
samt filmens allersidste scene,
hvor familien er samlet om spisebordet - en fuldstændig tavs, men meget intens og følelsesladet scene.
Som The Insider nævner, er Peter Suschitzkys kameraarbejde "uden de store panoreringer og armbevægelser, men besiddende et fantastisk, roligt overblik, selv under filmens flere kaotiske indslag, der i ledtog med klipper Ronald Sanders kirurgiske klippearbejde indskyder en snerrende intensitet i hvert enkelt billede." Johs. H. Christensen er inde på noget af det samme: "Desuden er filmen overlegent disponeret i sit billedsprog. Således er scenen foran Toms hjem, hvor han og familien konfronteres med gangsterne, så funktionelt filmet, at man får en klaustrofobisk rumfornemmelse og ikke er i tvivl om, hvor hver af de syv personer er placeret - både dem i billedet og dem udenfor. Fra første til sidst scene afvikles handlingen med en visuel overlegenhed ..."
Filmens billeder akkompagneres perfekt af Howard Shores smukke musik. Som The Insider skriver: "Cronenbergs kapelmester igennem hele sin professionelle karriere er vendt tilbage fra Midgård med lidt flere strygere på slæb, men ellers er det Shore, som vi kender ham - minimalistisk, underspillet, formidabel."
'A History of Violence' blev nomineret til to Oscars, nemlig for Bedste Mandlige Birolle (William Hurt) og Bedste Manuskript baseret på andet materiale, og den vandt en Bodil for Bedste Amerikanske Film. Maria Bello blev desuden nomineret til en Golden Globe for Bedste Skuespillerinde i en film.
Per Juul Carlsen får det sidste ord: "Under det ydmyge ydre lever en voldsom, kraftfuld film, der hele viser nye lag og som uden problemer fungerer som tankegods og rendyrket underholdning. 'A History of Violence' er så absolut en af de mest overbevisnende amerikanske film i 2005, en voldsom oplevelse, en født klassiker".
71) The Getaway - (Sam Peckinpah, 1972)
Den tidligere bankrøver Doc McCoy bliver med hjælp fra den magtfulde, korrupte forretningsmand Jack Benyon prøveløsladt fra fængslet, men til gengæld herfor skal han begå et større bankrøveri for Benyon. Til at hjælpe sig har Doc sin kone Carol, samt de to mænd Rudy og Frank, som Benyon har udvalgt.
Lad det være sagt med det samme: Det er sådan her man skruer en god action-krimi sammen! Hvordan? Jo, ved at lade tilskueren blive følelsesmæssigt engageret i hovedpersonerne, hvilket bedst gøres ved at lade disse have problemer, følelser og længsler, som almindelige mennesker kan nikke genkendende til. På et sådant grundlag bliver action-scenerne nemlig mere vedkommende - og ikke bare en opvisning i tju-bang, bulder og brag.
OnFilm.dk's nyhedsredaktør Henrik Møller betegner 'The Getaway' som "en særdeles moderne og modig film, fordi den inden for en rammerne af en genre tør beskæftige sig med noget så fundamentalt som forholdet mellem en mand og en kvinde". Og han skriver videre: "På trods af sine eksplicitte vold er filmen i sin grundsubstans en meget moralsk fortælling om den frugtesløse søgen efter tabte værdier, samtidig med at filmens konkrete historie ganske enkelt handler om et ægteskab, der knager i furerne på grund af mistanke om utroskab."
Ægteparret Doc og Carol McCoy spilles fremragende af Steve McQueen og Ali MacGraw, der her danner et af filmhistoriens bedste par. Henrik Møller skriver: "De to forener deres rolle med en ægthed og troværdighed, der rammer midt i hjertekulen, og deres forhold er båret af respekt, selv om det først hen imod slutningen når en afklaring." Fremhæves skal også Al Lettieri i rollen som skurken Rudy Butler. Som imdb.com-bruger Theo Robertson siger: "Lettieri er den slags skuespiller der udstråler ondskab alene ved sin måde at trække vejret på." Derudover ses to gengangere fra 'The Wild Bunch', nemlig Ben Johnson og Bo Hopkins, der spiller henholdsvis Jack Benyon og Frank Jackson.
Men i sidste ende er det Steve McQueens film. Henrik Møller beskriver ham meget rammende som "enspænderen, der med sit eminente kropssprog, lakoniske spillestil og minimum af dialog satte en ny standard for" udtryksfuldt skuespil "med et minimum af broderier. Hans ansigt og blik er på en og samme tid lige dele følsomt og stålsat. Man følger ham med uforbeholden fascination i den flot klippede åbningssekvens, der viser hans liv bag tremmerne som et indestængt dyr, hvis uforløste energi er ved at boble ud af ham. Det er, som om han ved sin blotte tilstedeværelse suger al opmærksomhed til sig. Endnu engang cementeres hans status som en af de fysisk mest selvbevidste og udtryksfulde skuespillere nogensinde på film."
Henrik Møller skriver videre: "Samtidig er han inkarnationen af det gode element i filmen, typisk Peckinpah er de to flygtende forbrydere på paradoksal vis næsten de eneste repræsentanter for moral, anstændighed og retskaffenhed. De dræber kun filmens forbryderiske bagmænd og lakajer, da disse har forbrudt sig mod grundlæggende værdier som den loyalitet og ærlighed, der også kan eksistere blandt kriminelle. Også underverdenen har sine uskrevne regler. Derfor er det også logisk, at instruktøren rent undtagelsesvist
"forbryder" sig mod sin grundlæggende livspessimisme og i slutningen lader ægteparret Doc og Carol McCoy køre mod friheden efter at have undsluppet som passagerer i en gammel bondes tudsegamle lastbil. Som de repræsenterer han de tabte, men i glimt genfundne værdier, det oprindelige, det sande menneske."
Til mine yndlingsscener hører det ægteskabelige opgør i vejkanten, dialogscenen på lossepladsen og scenen hvor en bevæbnet Doc (Steve McQueen) konfronterer to politibetjente midt på gaden, samt filmens sidste actionscener. Men ellers er jeg generelt vild med samtlige scener mellem McQueen og MacGraw, nærmere bestemt de mange små, fine detaljer i skildringen af deres forhold.
Henrik Møller opsummerer filmens kvaliteter således: "Blandt mange gode grunde til at se "The Getaway" er de væsentligste Steve McQueen, det formidable samspil med Ali MacGraw og den flot opbyggede og langsomt eskalerende spændingskurve, der ender i
et arketypisk Peckinpah showdown."
'The Getaway' er i mine øjne Sam Peckinpahs bedste film.
Hvad synes du om henholdsvis "Naked Lunch" og "Ride the High Country"? Ovenstående film er faktisk nogle af instruktørernes værste, hvis du spørger mig.
'Naked Lunch' tror jeg ikke, jeg har set. Jeg er dog ikke sikker, men hvis jeg HAR, er det ihvertfald ikke en film der har gjort noget varigt indtryk.
'Ride the High Country' er en udmærket film, men for traditionel og gammeldags for min smag. Når det gælder westerns, foretrækker jeg de nyere af slagsen. (se min foreløbige liste for eksempler herpå)
Traditionel og gammeldags, jovist. Men bag den dramatiske underlægningsmusik og klichéerne dvæler psykologiske konflikter, bibelske allegorier og fabelagtige momenter af skønhed. Længslerne fortæres, forventningerne glemmes og det krænkelige gøres lydløst.
Kompositionen bør ej anskues som simpel B-films teknik, men som et subtilt værktøj til begrænset- og grænseløshed. Peckinpahs senere værker, hvilke kvaliteter de end måtte have, udnytter sjældent dette værktøj.
#761 BN 13 år siden
Mig? ;-) ... Ja, det er jeg. Du supplerer fint med lidt baggrundsoplysninger, som jeg ganske rigtigt godt kendte til, og jeg er især enig med dig i, at det er en "en fuldstændig gennemført film helt ned til mindste detalje".
Eneste (meget) lille forskel i vores bedømmelse vedrører karakteren. Du giver den 8,5/10, mens jeg selv vil give den 10/10. Men det skal ikke skille os ad. ;-)
#762 BN 13 år siden
#763 Babo84 13 år siden
skulle lige rose dig for hurtigheden, men nej ;)
#764 BN 13 år siden
Hvad mener du?
#765 Collateral 13 år siden
Forstår bestemt hvad du mener. Derfor læser jeg heller ikke din liste uden beskrivelser, men venter. Jeg kan godt lide at have disse lister at følge med i. Uden beskrivelser er de jo ligegyldige. Synes det er HVAD man godt kan lide ved filmene der er interessant, og først derefter hvilken placering den ligger på.
#766 BN 13 år siden
#767 BN 13 år siden
Da familiefaderen Tom Stall i selvforsvar dræber to forbrydere i hans café, bliver han udråbt til helt af de lokale indbyggere og nyhedsmedierne. Problemet er bare, at tv-omtalen tiltrækker nogle skumle typer, der påstår, at Tom er en anden end han giver sig ud for og har en fortid, de gerne vil tale med ham om.
Filmland's anmelder Per Juul Carlsen betegner 'A History of Violence' som "en fremragende historie, der bliver fortalt enkelt og rent af instruktøren David Cronenberg." Filmz' anmelder The Insider skriver: "Historien lyder som noget fra en klassisk western - simpel og malet med brede strøg." Samstemmende hermed siger Scope-bruger Carcajou: "Temaer og personer ligner meget noget fra 50'ernes psykologiske westerns." Denne sammenligning er meget velvalgt. Mangt en western har netop handlet om en flink og fredelig fyr, der
Det jeg holder af ved den her film, er dens stærke, følelsesladede familiedrama, dens rolige tempo, dens eftertænksomhed, dens knugende spænding og dens skildring af voldens frygtelige konsekvenser. Om det sidste har Filmz.dk's anmelder Angel Eyes sagt: "Endelig en instruktør som formår at fremstille realistisk vold uden en æstetisk-nydende tilgang ..."
Det er en historie om voldsmanden der bor i os alle, om "volden ... som både forbandelse og problemløser", for nu at låne en vending af Carcajou. Og så ser jeg noget overordentligt smukt og positivt i filmens underliggende budskab om, at
Bourne-trilogien, hvori skurkene også tvinger hovedpersonen til at bruge sine gamle dræber-instinkter til at forsvare sig selv og sine nærmeste, og hvor volden ligeledes skildres som beskidt, modbydelig og frastødende. Da Tom Stall vender hjem sidst i filmen, er det - ganske som i tilfældet med Jason Bourne - ikke som en person, der vil genoptage sin tidligere profession, men som en person, der har måttet kæmpe for at blive fri af sin
fortid.
Viggo Mortensen yder her sin karrieres næstbedste præstation (den bedste vi har set fra ham, er den i 'The Lord of the Rings'), og jeg kan kun erklære mig enig med Jyllands-Postens anmelder Johs. H. Christensen, når denne roser ham for hans evne til at "skifte fra det drenget afvæbnende udtryk til det foruroligende dæmoniske." Maria Bello er fuldstændig overbevisende som Tom Stalls skiftevis stærke og skrøbelige kone Edie, og Ashton Holmes, der spiller parrets teenagesøn, formidler på fremragende vis sin karakters mildhed, sårbarhed og vrede. Ed Harris er - med The Insider's ord - "særdeles veloplagt og grum" som gangsteren Carl Fogarty, der - som Johs. H. Christensen så fint udtrykker det - "ulasteligt klædt udfolder sin afmålte, på én gang iskolde og joviale psykopati". Og ligeså veloplagt er William Hurt i en lettere humoristisk rolle som en aristokratisk, men samtidig bindegal og morderisk gangsterboss - man kan tydeligt se, at han har fornøjet sig med denne for ham ret atypiske rolle.
Blandt filmens allerbedste scener er røveriforsøget på caféen, opgøret foran Stall-familiens hus, Tom og Edies samtale i hospitalsstuen,
Som The Insider nævner, er Peter Suschitzkys kameraarbejde "uden de store panoreringer og armbevægelser, men besiddende et fantastisk, roligt overblik, selv under filmens flere kaotiske indslag, der i ledtog med klipper Ronald Sanders kirurgiske klippearbejde indskyder en snerrende intensitet i hvert enkelt billede." Johs. H.
Christensen er inde på noget af det samme: "Desuden er filmen overlegent disponeret i sit billedsprog. Således er scenen foran Toms hjem, hvor han og familien konfronteres med gangsterne, så funktionelt filmet, at man får en klaustrofobisk rumfornemmelse og ikke er i tvivl om, hvor hver af de syv personer er placeret - både dem i billedet og dem udenfor. Fra første til sidst scene afvikles handlingen med en visuel overlegenhed ..."
Filmens billeder akkompagneres perfekt af Howard Shores smukke musik. Som The Insider skriver: "Cronenbergs kapelmester igennem hele sin professionelle karriere er vendt tilbage fra Midgård med lidt flere strygere på slæb, men ellers er det Shore, som vi kender ham - minimalistisk, underspillet, formidabel."
'A History of Violence' blev nomineret til to Oscars, nemlig for Bedste Mandlige Birolle (William Hurt) og Bedste Manuskript baseret på andet materiale, og den vandt en Bodil for Bedste Amerikanske Film. Maria Bello blev desuden nomineret til en Golden Globe for Bedste Skuespillerinde i en film.
Per Juul Carlsen får det sidste ord: "Under det ydmyge ydre lever en voldsom, kraftfuld film, der hele viser nye lag og som uden problemer fungerer som tankegods og rendyrket underholdning. 'A History of Violence' er så absolut en af de mest overbevisnende amerikanske film i 2005, en voldsom oplevelse, en født klassiker".
71) The Getaway - (Sam Peckinpah, 1972)
Den tidligere bankrøver Doc McCoy bliver med hjælp fra den magtfulde, korrupte forretningsmand Jack Benyon prøveløsladt fra fængslet, men til gengæld herfor skal han begå et større bankrøveri for Benyon. Til at hjælpe sig har Doc sin kone Carol, samt de to mænd Rudy og Frank, som Benyon har udvalgt.
Lad det være sagt med det samme: Det er sådan her man skruer en god action-krimi sammen! Hvordan? Jo, ved at lade tilskueren blive følelsesmæssigt engageret i hovedpersonerne, hvilket bedst gøres ved at lade disse have problemer, følelser og længsler, som almindelige mennesker kan nikke genkendende til. På et sådant grundlag bliver action-scenerne nemlig mere vedkommende - og ikke bare en opvisning i tju-bang, bulder og brag.
OnFilm.dk's nyhedsredaktør Henrik Møller betegner 'The Getaway' som "en særdeles moderne og modig film, fordi den inden for en rammerne af en genre tør beskæftige sig med noget så fundamentalt som forholdet mellem en mand og en kvinde". Og han skriver videre: "På trods af sine eksplicitte vold er filmen i sin grundsubstans en meget moralsk fortælling om den frugtesløse søgen efter tabte værdier, samtidig med at filmens konkrete historie ganske enkelt handler om et ægteskab, der knager i furerne på grund af mistanke om utroskab."
Ægteparret Doc og Carol McCoy spilles fremragende af Steve McQueen og Ali MacGraw, der her danner et af filmhistoriens bedste par. Henrik Møller skriver: "De to forener deres rolle med en ægthed og troværdighed, der rammer midt i hjertekulen, og deres forhold er båret af respekt, selv om det først hen imod slutningen når en afklaring." Fremhæves skal også Al Lettieri i rollen som skurken Rudy Butler. Som imdb.com-bruger Theo Robertson siger: "Lettieri er den slags skuespiller der udstråler ondskab alene ved sin måde at trække vejret på." Derudover ses to gengangere fra 'The Wild Bunch', nemlig Ben Johnson og Bo Hopkins, der spiller henholdsvis Jack Benyon og Frank Jackson.
Men i sidste ende er det Steve McQueens film. Henrik Møller beskriver ham meget rammende som "enspænderen, der med sit eminente kropssprog, lakoniske spillestil og minimum af dialog satte en ny standard for" udtryksfuldt skuespil "med et minimum af broderier. Hans ansigt og blik er på en og samme tid lige dele følsomt og stålsat. Man følger ham med uforbeholden fascination i den flot klippede åbningssekvens, der viser hans liv bag tremmerne som et indestængt dyr, hvis uforløste energi er ved at boble ud af ham. Det er, som om han ved sin blotte tilstedeværelse suger al opmærksomhed til sig. Endnu engang cementeres hans status som en af de fysisk mest selvbevidste og udtryksfulde skuespillere nogensinde på film."
Henrik Møller skriver videre: "Samtidig er han inkarnationen af det gode element i filmen, typisk Peckinpah er de to flygtende forbrydere på paradoksal vis næsten de eneste repræsentanter for moral, anstændighed og retskaffenhed. De dræber kun filmens forbryderiske bagmænd og lakajer, da disse har forbrudt sig mod grundlæggende værdier som den loyalitet og ærlighed, der også kan eksistere blandt kriminelle. Også underverdenen har sine uskrevne regler. Derfor er det også logisk, at instruktøren rent undtagelsesvist
Til mine yndlingsscener hører det ægteskabelige opgør i vejkanten, dialogscenen på lossepladsen og scenen hvor en bevæbnet Doc (Steve McQueen) konfronterer to politibetjente midt på gaden, samt filmens sidste actionscener. Men ellers er jeg generelt vild med samtlige scener mellem McQueen og MacGraw, nærmere bestemt de mange små, fine detaljer i skildringen af deres forhold.
Henrik Møller opsummerer filmens kvaliteter således: "Blandt mange gode grunde til at se "The Getaway" er de væsentligste Steve McQueen, det formidable samspil med Ali MacGraw og den flot opbyggede og langsomt eskalerende spændingskurve, der ender i
'The Getaway' er i mine øjne Sam Peckinpahs bedste film.
#768 Castanea 13 år siden
#769 BN 13 år siden
'Naked Lunch' tror jeg ikke, jeg har set. Jeg er dog ikke sikker, men hvis jeg HAR, er det ihvertfald ikke en film der har gjort noget varigt indtryk.
'Ride the High Country' er en udmærket film, men for traditionel og gammeldags for min smag. Når det gælder westerns, foretrækker jeg de nyere af slagsen. (se min foreløbige liste for eksempler herpå)
#770 Castanea 13 år siden
Traditionel og gammeldags, jovist. Men bag den dramatiske underlægningsmusik og klichéerne dvæler psykologiske konflikter, bibelske allegorier og fabelagtige momenter af skønhed. Længslerne fortæres, forventningerne glemmes og det krænkelige gøres lydløst.
Kompositionen bør ej anskues som simpel B-films teknik, men som et subtilt værktøj til begrænset- og grænseløshed. Peckinpahs senere værker, hvilke kvaliteter de end måtte have, udnytter sjældent dette værktøj.