BN (65) skrev:

Jeg citerede netop DIN bedømmelse af filmen

Hehe, det så jeg ikke engang...men skimtede også kun hurtigt igennem, fordi jeg lige spillede et online-spil samtidig :)

#72: Nå ok. De har også en karakter der opfinder mærkelige ting, og er berømt for hans besvarelse når han bliver spurgt om hvor lang tid det har taget ham at lave en opfindelse: "Et sted imellem 10 min. og 40 år... Og når han bliver konfronteret med hvor åndssvage hans opfindelser er, undskylder han det oftest med at han "også har været meget syg."

Nå, men en joke er jo heller ikke sjov når man forklarer den ;)

#74: Nej Lars Hjortshøj:

Wow... Conspiracy Theory... imens man aldrig ville finde den på min topliste, så er den sgu mere underholdende end hvad folk og anmeldere gjorde den til.

180) The Naked Spur - (Anthony Mann, 1953)

Den tredje western med James Stewart.

Jeg har en vis forkærlighed for film om en lille gruppe mennesker, der er ude på en længere rejse, og som undervejs både møder udefra kommende farer og oplever intern splittelse. Og denne her er en af de bedre af slagsen. James Stewart spiller en dusørjæger, der sammen med to hjælpere (Ralph Meeker og Millard Mitchell) og en ung kvinde (Janet Leigh) er på vej til byen Abilene for at indkassere en stor dusør for en eftersøgt morder (Robert Ryan).

Af en gammel western at være, er den sine steder overraskende barsk og kontant, hvilket gør, at den holder langt bedre idag end mange andre westerns fra den tid. Jeg nyder desuden, at naturen eller landskabet fylder så meget i den; det er med til give den stemning og atmosfære.

179) The Man From Laramie - (Anthony Mann, 1955)

Den fjerde og sidste western med James Stewart.

Den sidste western Anthony Mann og James Stewart lavede sammen, var også den bedste. Stewart spiller en mand, der er besat af tanken om at finde sin broders morder. Blandt de mistænkte er en arrogant kvægbaron, hans sadistiske søn og førstemanden på deres ranch.

James Stewart leverer igen fremragende skuespil, mens øjet kan fryde sig over ualmindeligt flotte (og skarpe) naturbilleder.

178) Barefoot in the Park - (Gene Saks, 1967)

En morsom, charmerende og letbenet kærlighedskomedie om et nygift par (spillet af Robert Redford og Jane Fonda), der lynhurtigt ryger ind i deres første ægteskabelige krise, efter at de er flyttet ind en ret mangelfuld lejlighed på femte sal i en beboelsesejendom uden elevator (en omstændighed der afstedkommer en del gode grin).

Det at det meste af filmen foregår i indendørs og fortrinsvis i det unge pars lejlighed, giver filmen et sitcom-agtigt præg; ja, man mangler egentlig bare publikums latter. Redford og Fonda er unge og smukke på dette tidlige tidspunkt af deres karriere og har en glimrende kemi. Det er en af den slags film man kun kan blive i godt humør af.

177) The Incredibles - (Brad Bird, 2004)
En gruppe superhelte tvinges som følge af en række sagsanlæg til at leve en normal, anonym tilværelse. En af dem, Bob Parr alias Mr. Incredible, har dog meget svært ved at affinde sig med dette, så han render i al hemmelighed rundt om natten og ordner forbrydere. En dag bliver han tilbudt en særlig mission af en mystisk organisation, og dette resulterer i, at han og hans kone og tre børn bliver nødt til at arbejde sammen for at redde verden.

Filmen, der vandt en Oscar for Bedste Animationsfilm, er simpelthen herlig med sin enormt underholdende blanding af komedie, familiedrama og superhelte-eventyr. Med sin musik, billedside og fortællestil formår den at skabe en stemning, der både leder tankerne hen på de gamle Hollywood-klassikere fra 1940'erne og 1960'ernes agentfilm.

176) One Flew Over the Cuckoo's Nest - (Milos Forman, 1975)

En af grundene til, at en historie som denne rører mig, er at jeg ikke ved noget værre end når (muligvis velmenende) skrankepaver i kraft af deres hvide kitler eller fine titler misbruger deres magt eller myndighed til at fratage folk deres rettigheder, frihed og værdighed eller prakke dem noget på, som er mere til skade end gavn for dem. Til gengæld ved jeg ikke noget bedre end når nogen nægter at finde sig i det.

Filmen blev belønnet med fem Oscars: Bedste Film, Bedste instruktør og Bedste Manuskript baseret på allerede udgivet materiale, samt ikke mindst Bedste Mandlige Hovedrolle og Bedste Kvindelige Hovedrolle. De to sidstnævnte Oscars gik til Jack Nicholson og Louise Fletcher, og det er da også først og fremmest deres præstationer som h.h.v. den rebelske McMurphy og den selvretfærdige, formynderiske sygeplejerske Ratched der gør denne film så god.

175) The French Connection II - (John Frankenheimer, 1975)
Et af de få eksempler på en toer, der er ligeså god som etteren. Gene Hackman giver os igen stærkt og overbevisende skuespil, ikke mindst i en række scener, hvor hans karakter, politimanden Doyle, er under afvænning fra en påtvunget heroinafhængighed. Og så kommer han igen ud på en vild menneskejagt - denne gang er stedet blot Paris, og han foretager jagten til fods i stedet for i bil.

Ellers vil bare jeg sige, at det er en rigtig god film af stort set de samme grunde, som jeg har nævnt i min omtale af 'The French Connection'.

174) The French Connection - (William Friedkin, 1971)
Krimi om to politimænd i New York der kommer på sporet af nogle narkosmuglere med en fransk forbindelse.

Gene Hackman er herligt intens, rapmundet og fandenivoldsk i rollen som politimanden Jim "Popeye" Doyle. Det kunne nemt kunne være blevet hans signaturrolle, hvis ikke det var fordi han senere fik nogle ligeså bemærkelsesværdige, men anderledes roller. Fernando Rey er også god som den snu og glatte narkosmugler-chef Charnier.

Filmen foregriber i nogen grad den realistiske fortællestil, som man senere har set i krimi-dramaet 'Heat' og i filmene om den hukommelsestab-ramte agent Jason Bourne, og den lange biljagt under højbanen med Gene Hackman bag rattet er stadig en af filmhistoriens bedste biljagter.

Slutningen på filmen føles ikke tilfredsstillende, men dette blev der rådet bod med fortsættelsen.

173) Der Untergang - (Oliver Hirschbiegel, 2004)
Den hidtil mest nøjagtige historiske skildring af Hitlerstyrets sidste dage, bl.a. fordi den er baseret på øjenvidneberetningerne fra tre personer, som dengang arbejdede i det nazistiske hovedkvarter i Berlin. At filmen er blevet så god som den er, skyldes ikke mindst skuespilleren Bruno Ganz, der er den mest overbevisende Hitler jeg nogensinde har set.

Det er utroligt hvor langt nogle mennesker dengang var villige til at gå i deres loyalitet overfor den tyske diktator. Jeg tænker her på filmens skildring af, hvordan Filmen skal roses for at levendegøre disse knugende uhyggelige begivenheder.

172) Die Brücke - (Bernard Wicki, 1959)

"We don't fight kids!" råber en amerikansk soldat henimod slutningen af denne film. Men det kommer han og hans landsmænd ikke desto mindre til. Vi følger syv tyske drenge i 16 års-alderen som i 1945 bliver indkaldt som soldater i Hitlers hær og sat til at forsvare en bro mod den amerikanske fremrykning. En håbløs opgave, der står som et billede på krigens meningsløshed.

Denne gribende og usentimentale anti-krigsfilm gjorde et stort indtryk på mig, da jeg som teenager så den første gang. Og da jeg for ganske nylig fik mig et gensyn med den, kunne jeg konstatere, at den stadig holder den dag idag. Skuespillerne er gode, og jeg kan godt lide, at historien er fortalt i en realistisk, dagligdags tone, og at der er ikke brugt nogen underlægningsmusik, men kun elektroniske lydeffekter skabt af Oscar Sala, som senere også stod for de elektroniske lydeffekter til Hitchcock-filmen 'The Birds'.

171) United 93 - (Paul Greengrass, 2006)

Jeg elsker instruktøren Paul Greengrass' dokumentariske stil; en stil han har brugt i 'The Bourne Supremacy' og 'The Bourne Ultimatum', hvilket har været med til at give action-genren et frisk pust. Og når han giver sig i kast med at filmatisere virkelige begivenheder, kommer der som regel et imponerende resultat ud af det, fordi hans stil er som skræddersyet hertil. Det er hans tidligere film 'Bloody Sunday' et godt eksempel på, og 'United 93', der fortæller historien om det eneste af de fire kaprede fly, der under terrorangrebene i USA den 11. september 2001 ikke nåede sit mål, skuffer bestemt heller ikke.

Det er en mesterlig, lille film, som efterlader én med en klump i halsen. Efter at have set filmen, fandt jeg på internettet en samlet oversigt over alle de telefonopkald passagerne foretog og alle de sms'er de sendte, helt frem til deres forsøg på at overvinde de fire terrorister, og jeg var overrasket over at finde ud af, at det er kun er ganske få detaljer, der ikke kendes nøjagtigt.