Jeg har desværre heller ikke set den. Men da jeg holder rigtig meget af Cary Grants film, så vil jeg da lige få sat den på min wish list/huskeliste hos Amazon. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
58) The Godfather Part II - (Francis Ford Coppola, 1974)
Fortsættelsen til 'The Godfather'.
57) The Godfather - (Francis Ford Coppola, 1972)
Om den italiensk-amerikanske mafiafamilie Corleone og dens overhoved Don Vito, hvis yngste søn Michael først tager afstand fra de kriminelle affærer og ikke vil involveres, men som senere drages ind alligevel og siden overtager lederskabet fra sin aldrende fader. Den første film skildrer dette magtskifte, den anden film i to parallelle forløb Vitos første tid i New York, og hvordan Michael flytter familien til Nevada og konsoliderer sig som en af den amerikanske underverdens mest magtfulde og frygtede skikkelser.
Francis Ford Coppolas mesterlige, Oscar-slugende gangsterfamiliedrama står for mig som en af filmkunstens ultimative frembringelser. Jeg vil her blot kort opremse nogle af de mange enestående kvaliteter disse to film har: "Et portræt af den amerikanske mafia, hvis lige aldrig er set før eller siden", for nu at låne Filmz-bruger Bruces ord. En rollebesætning, der må betegnes som en af filmhistoriens bedste. Et hold skuespillere, som i den grad formår at fremstille komplekse, nuancerede og levende karakterer. Smukke, varme billeder, der ofte er holdt i gulbrune nuancer som en slags pendant til sort/hvid og til fremme af et autentisk tidsbillede, der er lige overbevisende hvad enten vi befinder os i 1940'ernes New York eller på Sicilien i 1901 eller Cuba i 1950'erne. Og Nino Rotas smukke, melankolske og meget italiensk klingende musik.
Bruce har sagt følgende om placeringen af 'The Godfather' og 'The Godfather Part II' på den topliste, han lavede for et par år siden: "Jeg kan simpelthen ikke adskille disse to film. ... [de] er så beslægtede, at jeg nægter at differentiere." Jeg har det selv på samme måde, men placerer dog alligevel den første film højere end den anden; dels på grund af Marlon Brandos medvirken, dels fordi den netop er den første og som sådan udgør fundamentet.
Noget af det der efter min mening gør filmene så gode, er deres realistiske, hverdagsagtige tone. Jeg nyder desuden det langsomme tempo og de rolige billeder, samt den fortættede atmosfære, som begge film syder af.
Og så leverer flere af skuespillerne hvad der hører til blandt deres bedste præstationer nogensinde. Det er således en stor oplevelse at følge Marlon Brando som den ældre, besindige Don Vito Corleone med den hviskende, hæse stemme; Robert De Niro som den yngre, overbevisende udgave af samme; Al Pacino som den indledningsvis flinke og sympatiske, men gradvis mere og mere kolde og kyniske Michael Corleone; Robert Duvall som den altid rolige, bundloyale Tom Hagen, der er familiens advokat og rådgiver; James Caan som den dameglade, hidsige og spontane Santino "Sonny" Corleone; John Cazale som den svage, forsmåede og som følge heraf frustrerede Fredo Corleone; og Diana Keaton som den svigtede Kay Adams.
Det gode skuespil begrænser sig dog ikke til hovedrollerne. Som Dagbladet Informations filmanmelder Morten Piil skriver om 'The Godfather: Part II': "Filmen er instrueret af Coppola i suveræn, artistisk behersket stil, med et mylder af gode præstationer selv i mindre biroller."
'The Godfather'-sagaen er ikke alene en historie om bagsiden af den amerikanske drøm og om hvordan magt og kapitalisme kan forføre og korrumpere selv det mest uskyldige individ, men også om hvordan moralske værdier eller spørgsmålet om "rigtigt og forkert" både afhænger af det sociale miljø man er opvokset i og af éns selvopfattelse - en pointe der understreges meget godt i det følgende replikskifte fra filmen:
Michael Corleone: "My father's no different than any other powerful man, any man who's responsible for other people. Like a senator or a president."
Kay: "You know how naive you sound?"
Michael Corleone: "Why?"
Kay: "Senators and presidents don't have men killed."
Michael Corleone: "Oh, who's being naive, Kay?"
Til syvende og sidst er det en tragedie, vi får fortalt. En tragedie om hvordan en - som sagt - ellers flink og sympatisk fyr udvikler sig til en kold og kynisk skid. Som Dagbladet Informations filmanmelder og -skribent Christian Monggaard siger, ser vi "hvordan den varme og, ja, anstændighed og de tætte familierelationer, der præger Corleone den ældres regeringstid, under Michael afløses af kulde, fremmedgjorthed og en uforsonlig brutalitet, der ikke tolererer det mindste fejltrin. Både Michael og hans far er forretningsmænd, men hvor Vitos virksomhed er et familieforetagende, er Michaels virksomhed en stor, upersonlig koncern."
BN disse to mesterværker er muligvis de bedste film, du har på din liste. :) Jeg elsker disse film, og den første ville uden tvivl havne i en top 3 hos mig.
#841 BN 13 år siden
Also fixed.
#842 MMB 13 år siden
#843 Skeloboy 13 år siden
#844 NightHawk 13 år siden
#845 Åkepool 13 år siden
#846 BN 13 år siden
;-)
#847 Patriarch 13 år siden
Jeg synger anden-stemmen.
#848 Riqon 13 år siden
#849 BN 13 år siden
Fortsættelsen til 'The Godfather'.
57) The Godfather - (Francis Ford Coppola, 1972)
Om den italiensk-amerikanske mafiafamilie Corleone og dens overhoved Don Vito, hvis yngste søn Michael først tager afstand fra de kriminelle affærer og ikke vil involveres, men som senere drages ind alligevel og siden overtager lederskabet fra sin aldrende fader. Den første film skildrer dette magtskifte, den anden film i to parallelle forløb Vitos første tid i New York, og hvordan Michael flytter familien til Nevada og konsoliderer sig som en af den amerikanske underverdens mest magtfulde og frygtede skikkelser.
Francis Ford Coppolas mesterlige, Oscar-slugende gangsterfamiliedrama står for mig som en af filmkunstens ultimative frembringelser. Jeg vil her blot kort opremse nogle af de mange enestående kvaliteter disse to film har: "Et portræt af den amerikanske
mafia, hvis lige aldrig er set før eller siden", for nu at låne Filmz-bruger Bruces ord. En rollebesætning, der må betegnes som en af filmhistoriens bedste. Et hold skuespillere, som i den grad formår at fremstille komplekse, nuancerede og levende karakterer. Smukke, varme billeder, der ofte er holdt i gulbrune nuancer som en slags pendant til sort/hvid og til
fremme af et autentisk tidsbillede, der er lige overbevisende hvad enten vi befinder os i 1940'ernes New York eller på Sicilien i 1901 eller Cuba i 1950'erne. Og Nino Rotas smukke, melankolske og meget italiensk klingende musik.
Bruce har sagt følgende om placeringen af 'The Godfather' og 'The Godfather Part II' på den topliste, han lavede for et par år siden: "Jeg kan simpelthen ikke adskille disse to film. ... [de] er så beslægtede, at jeg nægter at differentiere." Jeg har det selv på samme måde, men placerer dog alligevel den første film højere end den anden; dels på grund af Marlon
Brandos medvirken, dels fordi den netop er den første og som sådan udgør fundamentet.
Noget af det der efter min mening gør filmene så gode, er deres realistiske, hverdagsagtige tone. Jeg nyder desuden det langsomme tempo og de rolige billeder, samt den fortættede atmosfære, som begge film syder af.
Og så leverer flere af skuespillerne hvad der hører til blandt deres bedste præstationer nogensinde. Det er således en stor oplevelse at følge Marlon Brando som den ældre, besindige Don Vito Corleone med den hviskende, hæse stemme; Robert De Niro som den yngre, overbevisende udgave af samme; Al Pacino som den indledningsvis flinke og sympatiske, men gradvis mere og mere kolde og kyniske Michael Corleone; Robert Duvall som den altid rolige, bundloyale Tom Hagen, der er familiens advokat og rådgiver; James Caan som den dameglade, hidsige og spontane Santino "Sonny" Corleone; John Cazale som den svage, forsmåede og som følge heraf frustrerede Fredo Corleone; og Diana Keaton som den svigtede Kay Adams.
Det gode skuespil begrænser sig dog ikke til hovedrollerne. Som Dagbladet Informations filmanmelder Morten Piil skriver om 'The Godfather: Part II': "Filmen er instrueret af Coppola i suveræn, artistisk behersket stil, med et mylder af gode præstationer selv i mindre biroller."
'The Godfather'-sagaen er ikke alene en historie om bagsiden af den amerikanske drøm og om hvordan magt og kapitalisme kan forføre og korrumpere selv det mest uskyldige individ, men også om hvordan moralske værdier eller spørgsmålet om "rigtigt og forkert" både afhænger af det sociale miljø man er opvokset i og af éns selvopfattelse - en pointe der understreges meget godt i det følgende replikskifte fra filmen:
Michael Corleone: "My father's no different than any other powerful man, any man who's responsible for other people. Like a senator or a president."
Kay: "You know how naive you sound?"
Michael Corleone: "Why?"
Kay: "Senators and presidents don't have men killed."
Michael Corleone: "Oh, who's being naive, Kay?"
Til syvende og sidst er det en tragedie, vi får fortalt. En tragedie om hvordan en - som sagt - ellers flink og sympatisk fyr udvikler sig til en kold og kynisk skid. Som Dagbladet Informations filmanmelder og -skribent Christian Monggaard siger, ser vi "hvordan den varme og, ja, anstændighed og de tætte familierelationer, der præger Corleone den ældres regeringstid, under Michael afløses af kulde, fremmedgjorthed og en uforsonlig brutalitet, der ikke tolererer det mindste fejltrin. Både Michael og hans far er forretningsmænd, men hvor Vitos virksomhed er et familieforetagende, er Michaels virksomhed en stor, upersonlig koncern."
#850 IK 13 år siden