Super film - har aldrig selv synes bryllups scenen var for lang - de indbyrdes forhold bliver flot serveret. - Walken, Cazale, de niro og streep er sjældent set bedre og Deniro levere helt sikkert en af de bedste præstationer. Filmisk et årti ikke overgået i amerikansk sammenhæng siden.
922 - Hehe, ja han lovede os alle de sidste knap 60 film har i December, vi fik 1... Med det tempo, tror jeg da ikke det bliver før årsskiftet 2016/17.
55) Once Upon a Time in America - (Sergio Leone, 1984)
Episk gangsterdrama. Den aldrende, tidligere gangster Noodles (Robert De Niro) vender efter 35 års selvvalgt eksil tilbage til det jødiske kvarter i New York hvor han voksede op. Her konfronteres han med sin fortid, både gennem egne minder og gennem mødet med forskellige personer, han kendte dengang.
'Once Upon a Time in America' er fortællekunst på højeste plan, et unikt mesterværk. Og efter min mening er det Sergio Leones bedste film. Det som hver gang gør mig fuldstændig opslugt af den, er dens intense, vemodige stemning, som især skyldes den smukke, dvælende billedside og Ennio Morricones fantastiske musik. Som Zeki Sadic, en bruger fra geekculture.dk, har skrevet: "Filmen er fremragende fotograferet: Det travle bybillede i New York anno 1921, gangsterlivet i spiritusforbudets USA 1933, samt Noodles' tur gennem sit nabolag i 1960'erne, er alle scener fotograferet med en forkærlighed for den mindste detalje." Og jeg kan tilføje, at billedsiden er kendetegnet ved de samme varme, gulbrune farver, som man så i 'The Godfather: Part II'. Læg dertil Ennio Morricones nostalgiske og stemningsfulde musik, der ikke bare er underlægning, men fungerer som en slags medfortæller af historien - scenerne er således ofte tilpasset musikken, i stedet for omvendt. Det er ikke mindst takket være disse to elementer, at filmen fremstår som et langsommeligt, men dybt intenst, medrivende, reflekterende og sørgeligt drama med et lejlighedsvis stærkt drømmeagtigt og poetisk udtryk.
Også skuespillet er i særklasse. Blandt de medvirkende aktører er James Woods, der aldrig har været bedre end her, hvor han leverer en energisk præstation som Noodles' bedste ven Max - en charmerende og karismatisk, men også meget ambitiøs og til tider hidsig fyr. Man er aldrig i tvivl om, hvorfor Noodles accepterer ham som leder. Jennifer Connelly spiller den unge Deborah, og hun giver sin karakter den rette blanding af hovmodig selvsikkerhed og sødme/sårbarhed. Elizabeth McGovern er også god som den ældre Deborah, som hun portrætterer som dukkeagtig, snobbet og stræberisk. Specielt i den sidste del af filmen beviser hun, at hun var det rette valg til rollen. Jeg tænker her på
scenen hvor Noodles taler med hende i omklædningsrummet, hvor hun er ved at fjerne sin make-up efter en teaterforestilling.
Værd at nævne er også de barneskuespillere, der skildrer de fem gangstervenner i deres drengeår. Scott Tiler (Noodles) og Rusty Jacobs (Max) gør et godt stykke arbejde med at efterligne kropssproget og ansigtsudtrykkene hos De Niro og Woods, hvilket gør dem til troværdige forgængere for de kendte skuespillere. I de øvrige roller ses Brian Bloom som Patsy, Adrian Curran som Cockeye og Noah Moazezi som Dominic, og de voksne udgaver af Patsy og Cockey spilles af h.h.v. James Hayden og William Forsythe.
Men jeg vil dog særligt fremhæve Robert De Niro i den altdominerende hovedrolle. AboutFilm.Com's anmelder Dana Knowles skriver: "De Niro er fantastisk i denne film. Det er en af hans mest kontrollerede og underspillede præstationer. Særlig bemærkelsesværdig er hans skildring af den aldrende Noodles. Denne er langsom, forsigtig, metodisk, svag og livstræt på en måde, der afslører den frygt og fortrydelse, han har båret rundt på i 35 år. Da han ringer til og efterfølgende mødes med Fat Moe på netop det sted, der har været af central betydning for hans fortid, hænger der en stemning af dyb melankoli over scenen. Vi ved endnu ikke alt om, hvad hans fortid rummer, men det er svært at føle andet end sympati eller medlidenhed med denne mand i dette øjeblik. Fornemmelsen af et stort tab er håndgribeligt, for det lever i De Niros øjne. Hvor passende, at disse trætte, sorgfulde øjne er i fokus ved Leones overgang til hans barndom, hvor de erstattes bag kighullet med en forelsket drengs måbende, håbefulde blik. Hvor langt er han kommet (eller faldet) i sit liv? Meget langt faktisk."
Noget af det særlige ved filmen er måden historien er fortalt på. Der springes fantasifuldt og elegant frem og tilbage i tiden. Leone begynder sin fortælling i midten, glider ind i fremtiden, hvorpå han så springer tilbage til en fjern fortid. Disse overgange sker bl.a. ved at den aldrende Noodles kigger gennem et hul i væggen, hvilket bliver til et kig ind i fortiden. Eller ved at en frisbee kommer susende gennem luften og gribes af en ukendt persons hånd, hvilket via hurtig klipning bliver en parallel til, at Max griber fat i den netop løsladte Noodles' kuffert. Der bruges også en meget enkel symbolik, når Noodles i fremtiden opsøger personer fra sin fortid. Det er som Scope-bruger sandman skriver: "Noodles vandrer rundt i sine erindringer gennem døre". Leone leger i det hele taget meget med de filmiske virkemidler, hvilket telefonen der bliver ved at ringe gennem hele tre scener, er endnu et eksempel på.
Jeg elsker scenen med drengen Patsy og flødeskumskagen (hvormed han vil købe sex af allemandspigen Peggy), billedet af de fem unge venner eller bandemedlemmer der krydser gaden med Brooklyn-broen i baggrunden, og den meget humoristiske baby-ombytningsscene på hospitalet, der foregår til tonerne af ouverturen fra Rosssinis 'La Gazza Ladra'. Og ligeledes hele den lange sekvens med Noodles' romantiske udflugt med Deborah; både indendørs-scenen med strygerorkestret der spiller 'Amapola' af Joseph LaCalle, og scenen udenfor ved strandbredden, samt den efterfølgende scene i bilen
hvor Noodles - som følge af sin indestængte frustration og vrede over hendes afvisning af ham - voldtager Deborah.
Men endnu større indtryk gør scenen hvor Noodles besøger sine tre afdøde venners grave, der er blevet flyttet til et maouselum: Døren der åbnes og langsomt glider op som en dør til fortiden. Kameraet der først panorerer rundt i loftet og derefter henover navnene på gravene. Gheorghe Zamfirs panfløjte, der spiller Ennio Morricones smukke musik. Den efterfølgende stilhed, hvor lyden af den raslende nøgle pådrager sig Noodles' opmærksomhed. Altsammen fremkalder det hos mig en stærk følelse af tidens uafvendelige gang og frygtsomme tanker om spildt tid og spildte muligheder. Interessant er i den forbindelse Noodles' møde med
minister Bailey, som i virkeligheden er hans gamle ven Max. Som påpeget af Peter E.S. Babiak, der er skribent ved det canadiske filmtidsskrift CineAction, forsøger begge retrospektivt at knytte en mening til det liv, de hver især har levet. Max forsøger desperat (gennem sit tilbud til Noodles) at genoprette forbindelsen til noget, som han har svigtet og forrådt, nemlig det broderskab der var forbundet med deres tidligere bande, mens Noodles på sin side forsøger at holde fast ved sine minder om bandens fællesskab og det dybe venskabsbånd med Max, altså noget som aldrig rigtig har eksisteret - eller ihvertfald ikke har gjort det i så lang tid som han troede.
Derudover er der filmens næstsidste scene, hvor den ældre Noodles tavst betragter nogle festende mennesker, der kører forbi ham i biler fra 1930'erne og iklædt tøj fra samme tidsperiode, altså fra dengang han selv var ung. Og så sidst men ikke mindst den uforglemmelige slutscene
fra opiumshulen med Noodles/De Niros salige smil - her kopierer Leone sin egen film 'Once Upon a Time in the West', hvori Claudia Cardinale også ses vende ansigtet mod kameraet, der er placeret over en sengebaldakin.
En lignende påmindelse om hans tidligere spaghetti-westerns finder man iøvrigt i filmens allerførste scene, hvor en kvinde er omringet af tre pistolbevæbnede banditter i lange frakker og på koldblodig vis bliver skudt ned af disse.
'Once Upon a Time in America' er - med Dana Knowles' ord - "historien om en mands rejse gennem livet, og om den pris han har betalt for de valg, han har truffet undervejs" - han er tidligt i sit liv slået ind på en kurs som både
tyv, morder og voldtægtsforbryder.
Det er samtidig en historie om uopfyldt kærlighed og om venskab og forræderi.
Filmen hverken fordømmer eller forherliger sin (yderst anti-heroiske) hovedperson; både han og hans venner er blot skildret som mennesker på godt og ondt. Man ser dog voldens sande ansigt, der er brutalt, beskidt og blodigt, og man kan bestemt heller ikke sige, at filmen fremstiller en kriminel løbebane som vejen til lykke, eftersom vi ser, at personernes forkerte handlinger i mange tilfælde får dybt ulykkelige og tragiske konsekvenser.
Noodles er splittet mellem bølletilværelsen og kærligheden. En af grundene til, at han ender som gangster, er Max's karismatiske greb i ham. En anden grund er, at han simpelthen ikke kan finde ud af andet. Selv når han viser sig fra sin mest menneskelige og sympatiske side, går det grueligt galt for ham. Som teenager kommer hans sorg over en vens død til udtryk ved at han
med en springkniv dræber både gerningsmanden Bugsy og en politibetjent.
Og som voksen kommer hans store, ulykkelige kærlighed til Deborah til udtryk gennem
hans voldtægt af hende.
Det er først ved nyheden om spiritusforbudets ophævelse, at han synes at overveje at trække sig tilbage fra gangsterlivet. Men dette sker først da omstændighederne nærmest tvinger ham dertil. Da vi møder ham som gammel, har han længe levet et liv som lovlydig borger, men man får også indtryk af, at han er et ensomt, trist og ulykkeligt menneske, som mangler en form for afklaring i sit liv. Dana Knowles har fremsat følgende interessante betragtninger omkring dette: "Da sidste akt kulminerer med afsløringen af, hvem der har kaldt gamle Noodles tilbage til New York og hvorfor, er det fascinerende at se
den grad af ro med hvilken han nærmer sig dette øjeblik. Det er som om han er blevet tømt for al bitterhed og ondskab, og den enorme vægt af hans skyld og anger er blevet fjernet fra hans skuldre. Manuskriptet er vidunderligt i denne scene, fordi Noodles aldrig bryder illusionen ved at anerkende sandheden om sin værts identitet. Det er næsten som om han må bevare Max død for at holde ham på afstand. Han kan sige nej. Langt om længe. Og være sikker i forvisningen om, at dette valg afspejler et ægte ønske om at lade fortiden hvile og leve efter det moralkodeks, han altid har haft inde i sig, men som han hidtil har manglet modet til at følge. Det er en interessant sejr for sådan en fortabt sjæl, fordi hans eksil og isolation har ført ham til hans sande jeg... det jeg, som Deborah kunne se gemme sig bag den forhutlede knægts ydre. Han har omsider opnået visdom og klarhed, dog måske for sent til at bringe ham nogen større tilfredshed end den fred, dette kan give ham, mens hans dage svinder."
Det er ikke just menneskets bedste sider vi her præsenteres for. Selv Deborah, som filmen har lanceret som den "pæne pige" og som det lysende centrum af Noodles' univers, får pillet glansen af sig.
Hun afviser Noodles, fordi han er gangster. Men senere erfarer vi, at hun lever sammen med Max, som jo ikke er spor bedre. Hun har ellers tidligere hånet Noodles fordi han føjede Max ("Your mother's calling you."), så at hun nogle år senere indleder et romantisk forhold til den selvsamme Max, ja, endda får en søn sammen med ham, og det vel at mærke uden at han har droppet kriminaliteten, må betegnes som den værste form for hykleri, man overhovedet kan forestille sig.
Jeg vil lade Dana Knowles få det sidste ord: "Ved at uddele stumper og stykker af fortællingen med spring mellem fortid og nutid, udfordrer filmskaberne publikum til at skabe forbindelser mellem disse øjeblikke ... at give slip på den smalle, lineære fortællemåde for at favne forbindelserne mellem elementerne ... og minde os om, at ifølge al menneskelig erfaring er fortiden aldrig død og borte. Hukommelse og refleksion bringer den ind i vores nuværende liv og vil også trække den ind i vores fremtid. At vi hver eneste dag i vort liv er den som vi var i fortiden. Hver korsvej vi står over for, vil indebære valg, der definerer os for evigt, for at tage én vej er lig med at fravælge en anden. Og det vi fravælger, er ikke blot et andet liv, vi kunne have levet, men også et andet jeg, vi kunne have været. Dette er det afgørende fundament for Once Upon a Time in America, for i denne henseende er historien om Noodles historien om os alle."
Filmen vandt to BAFTA-priser for h.h.v. Bedste Kostumer og Bedste Musik, og den var nomineret til yderligere tre af slagsen, nemlig for Bedste Instruktion, Bedste Cinematografi og Bedste Kvindelige Birolle (Tuesday Weld, der spiller Max's kæreste Carol). Den var desuden nomineret til to Golden Globes for Bedste Instruktør og Bedste Originale Musik, og den vandt Det Japanske Akademis pris for Bedste Udenlandske Film.
Erindringens dunkle triumf! Et mesterværk, der hængsles i en beslutning om favoriseringen af idealer og realiteter. På flere områder en "dorsk" film i sin vaklende narratologi, men menneskebarnet guddommeliggøres, og poesien gøres overdådig. Kan passionen nogensinde indfries, eller er nøjsom leg med spurve vor eneste tilfredsstillelse?
Jeg ved ikke, om det er Leones bedste, men enestående, det er den!
#921 jessup 13 år siden
#922 Skeloboy 13 år siden
#923 MuManden 13 år siden
Med det tempo, tror jeg da ikke det bliver før årsskiftet 2016/17.
#924 Hr. Nielsen 13 år siden
#925 Lord Beef Jerky 13 år siden
#926 BN 13 år siden
Hmm, jeg mindes nu da ellers, at du sagde følgende:
I får i stedet nogle stykker af gangen, startende med ... et eller andet tidspunkt.
*gnæk, gnæk*
#927 Hr. Nielsen 13 år siden
#928 BN 13 år siden
Episk gangsterdrama. Den aldrende, tidligere gangster Noodles (Robert De
Niro) vender efter 35 års selvvalgt eksil tilbage til det jødiske kvarter i New York hvor han voksede op. Her konfronteres han med sin fortid, både gennem egne minder og gennem mødet med forskellige personer, han kendte dengang.
'Once Upon a Time in America' er fortællekunst på højeste plan, et unikt mesterværk. Og efter min mening er det Sergio Leones bedste film. Det som hver gang gør mig fuldstændig opslugt af den, er dens intense, vemodige stemning, som især skyldes den smukke, dvælende billedside og Ennio Morricones fantastiske musik. Som Zeki Sadic, en bruger fra geekculture.dk, har skrevet: "Filmen er fremragende fotograferet: Det travle bybillede i New York anno 1921, gangsterlivet i spiritusforbudets USA 1933, samt Noodles' tur gennem sit nabolag i 1960'erne, er alle scener fotograferet med en forkærlighed for den mindste detalje." Og jeg kan tilføje, at billedsiden er kendetegnet ved de samme varme, gulbrune farver, som man så i 'The Godfather: Part II'. Læg dertil Ennio Morricones nostalgiske og stemningsfulde musik, der ikke bare er underlægning, men fungerer som en slags medfortæller af historien - scenerne er således ofte tilpasset musikken, i stedet for omvendt. Det er ikke mindst takket være disse to elementer, at filmen fremstår som et langsommeligt, men dybt intenst, medrivende, reflekterende og sørgeligt drama med et lejlighedsvis stærkt drømmeagtigt og poetisk udtryk.
Også skuespillet er i særklasse. Blandt de medvirkende aktører er James Woods, der aldrig har været bedre end her, hvor han leverer en energisk præstation som Noodles' bedste ven Max - en charmerende og karismatisk, men også meget ambitiøs og til tider hidsig fyr. Man er aldrig i tvivl om, hvorfor Noodles accepterer ham som leder. Jennifer Connelly spiller den unge Deborah, og hun giver sin karakter den rette blanding af hovmodig selvsikkerhed og sødme/sårbarhed. Elizabeth McGovern er også god som den ældre Deborah, som hun portrætterer som dukkeagtig, snobbet og stræberisk. Specielt i den sidste del af filmen beviser hun, at hun var det rette valg til rollen. Jeg tænker her på
Men jeg vil dog særligt fremhæve Robert De Niro i den altdominerende hovedrolle. AboutFilm.Com's anmelder Dana Knowles skriver: "De Niro er fantastisk i denne film. Det er en af hans mest kontrollerede og underspillede præstationer. Særlig bemærkelsesværdig er hans skildring af den aldrende Noodles. Denne er langsom, forsigtig, metodisk, svag og livstræt på en måde, der afslører den frygt og fortrydelse, han har båret rundt på i 35 år. Da han ringer til og efterfølgende mødes med Fat Moe på netop det sted, der har været af central betydning for hans fortid, hænger der en stemning af dyb melankoli over scenen. Vi ved endnu ikke alt om, hvad hans fortid rummer, men det er svært at føle andet end sympati eller medlidenhed med denne mand i dette øjeblik. Fornemmelsen af et stort tab er håndgribeligt, for det lever i De Niros øjne. Hvor passende, at disse trætte, sorgfulde øjne er i fokus ved Leones overgang til hans barndom, hvor de erstattes bag kighullet med en forelsket drengs måbende, håbefulde blik. Hvor langt er han kommet (eller faldet) i sit liv? Meget langt faktisk."
Noget af det særlige ved filmen er måden historien er fortalt på. Der springes fantasifuldt og elegant frem og tilbage i tiden. Leone begynder sin fortælling i midten, glider ind i fremtiden, hvorpå han så springer tilbage til en fjern fortid. Disse overgange sker bl.a. ved at den aldrende Noodles kigger gennem et hul i væggen, hvilket bliver til et kig ind i fortiden. Eller ved at en frisbee kommer susende gennem luften og gribes af en ukendt persons hånd, hvilket via hurtig klipning bliver en parallel til, at Max griber fat i den netop
løsladte Noodles' kuffert. Der bruges også en meget enkel symbolik, når Noodles i fremtiden opsøger personer fra sin fortid. Det er som Scope-bruger sandman skriver: "Noodles vandrer rundt i sine erindringer gennem døre". Leone leger i det hele taget meget med de filmiske virkemidler, hvilket telefonen der bliver ved at ringe gennem hele tre scener, er endnu et eksempel på.
Jeg elsker scenen med drengen Patsy og flødeskumskagen (hvormed han vil købe sex af allemandspigen Peggy), billedet af de fem unge venner eller bandemedlemmer der krydser gaden med Brooklyn-broen i baggrunden, og den meget humoristiske baby-ombytningsscene på hospitalet, der foregår til tonerne af ouverturen fra Rosssinis 'La Gazza Ladra'. Og ligeledes hele den lange sekvens med Noodles' romantiske udflugt med Deborah; både indendørs-scenen med strygerorkestret der spiller 'Amapola' af Joseph
LaCalle, og scenen udenfor ved strandbredden, samt den efterfølgende scene i bilen
'Once Upon a Time in America' er - med Dana Knowles' ord - "historien om en mands rejse gennem livet, og om den pris han har betalt for de valg, han har truffet undervejs" - han er tidligt i sit liv slået ind på en kurs som både
Filmen hverken fordømmer eller forherliger sin (yderst anti-heroiske) hovedperson; både han og hans venner er blot skildret som mennesker på godt og ondt. Man ser dog voldens sande ansigt, der er brutalt, beskidt og blodigt, og man kan bestemt heller ikke sige, at filmen fremstiller en kriminel løbebane som vejen til lykke, eftersom vi ser, at personernes
forkerte handlinger i mange tilfælde får dybt ulykkelige og tragiske konsekvenser.
Noodles er splittet mellem bølletilværelsen og kærligheden. En af grundene til, at han ender som gangster, er Max's karismatiske greb i ham. En anden grund er, at han simpelthen ikke kan finde ud af andet. Selv når han viser sig fra sin mest menneskelige og sympatiske side, går det grueligt galt for ham. Som teenager kommer hans sorg over en vens død til udtryk ved at han
Manuskriptet er vidunderligt i denne scene, fordi Noodles aldrig bryder illusionen ved at anerkende sandheden om sin værts identitet. Det er næsten som om han må bevare Max død for at holde ham på afstand. Han kan sige nej. Langt om længe. Og være sikker i forvisningen om, at dette valg afspejler et ægte ønske om at lade fortiden hvile og leve efter det moralkodeks, han altid har haft inde i sig, men som han hidtil har manglet modet til at følge. Det er en interessant sejr for sådan en fortabt sjæl, fordi hans eksil og isolation har ført ham til hans sande jeg... det jeg, som Deborah kunne se gemme sig bag den forhutlede knægts ydre. Han har omsider opnået visdom og klarhed, dog måske for sent til at bringe ham nogen større tilfredshed end den fred, dette kan give ham, mens hans dage
svinder."
Det er ikke just menneskets bedste sider vi her præsenteres for. Selv Deborah, som filmen har lanceret som den "pæne pige" og som det lysende centrum af Noodles' univers, får pillet glansen af sig.
Jeg vil lade Dana Knowles få det sidste ord: "Ved at uddele stumper og stykker af fortællingen med spring mellem fortid og nutid, udfordrer filmskaberne publikum til at skabe forbindelser mellem disse øjeblikke ... at give slip på den smalle, lineære fortællemåde for at favne forbindelserne mellem elementerne ... og minde os om, at ifølge al menneskelig erfaring er fortiden aldrig død og borte. Hukommelse og refleksion bringer den ind i vores nuværende liv og vil også trække den ind i vores fremtid. At vi hver eneste dag i vort liv er den som vi var i fortiden. Hver korsvej vi står over for, vil indebære valg, der definerer os for evigt, for at tage én vej er lig med at fravælge en anden. Og det vi fravælger, er ikke blot et andet liv, vi kunne have levet, men også et andet jeg, vi kunne have været. Dette er det afgørende fundament for Once Upon a Time in America, for i denne henseende er historien om Noodles historien om os alle."
Filmen vandt to BAFTA-priser for h.h.v. Bedste Kostumer og Bedste Musik, og den var nomineret til yderligere tre af slagsen, nemlig for Bedste Instruktion, Bedste Cinematografi og Bedste Kvindelige Birolle (Tuesday Weld, der spiller Max's kæreste Carol). Den var desuden nomineret til to Golden Globes for Bedste Instruktør og Bedste Originale Musik, og den vandt Det Japanske Akademis pris for Bedste Udenlandske Film.
#929 Castanea 13 år siden
Jeg ved ikke, om det er Leones bedste, men enestående, det er den!
#930 Hr. Nielsen 13 år siden