Historisk drama / periodefilm, der foregår i 1700-tallets Europa, og som handler om en forholdsvis sympatisk skurk, løgner, snydetamp og stræber ved navn Redmond Barry.
Ryan O'Neal er perfekt i hovedrollen som den glatte, falske Redmond Barry, der søger den nemme, hurtige og uærlige vej til rigdom og anseelse. Lad mig citere Filmz-bruger Bruce: "Hvis Ryan O'Neal nogensinde er castet ordentligt i en film, så er det Barry Lyndon. Ofte er han bare ... for pæn og nogen gange kan man (læs: jeg) være i tvivl, om manden kan spille eller han blot er med i en film, for at få det kvindelige skuespil ind i biografen. I Kubricks hænder, der visner den tanke totalt. Han er protagonisten, som man jo er nødt til at "holde med", men faktisk er der ikke så meget at holde af, når Kubrick udstiller ham. Til gengæld giver Kubrick os så meget af hans baggrund, at man kan tilgive ham at han både er kujon, en tyv, skurk, skørtejæger etc." Ja, man starter med at kunne lide Barry, og hvornår man vil "stå af" på det punkt, eller om man overhovedet vil gøre det, er op til den enkelte. Han skildres på intet tidspunkt som entydigt god eller ond. Når jeg selv ser filmen, mister jeg respekten for ham i de scener, hvor
han er sin kone utro, ja, hvor han uden skam begærer og forfører alle de kvinder, han kan komme i nærheden af.
Men derefter går der ikke ret lang tid, før han igen udviser sympatiske træk.
Han ophører med sin utroskab og søger tilgivelse hos Lady Lyndon. Og hans kærlighed til og omsorg for sin egen søn er både ægte og dyb, og det samme er hans sorg, da sønnen dør.
Men så er der hans pengebegær og ambitioner, samt ikke mindst hans behandling af stedsønnen ... Og igen: Under den afsluttende
duel med den hadefulde stedsøn, hvor han har al mulighed for at dræbe denne, udviser han storsind ved at skyde ned i gulvet.
Og som Bruce nævner: "Der er en fortæller indover, som også er meget mindeværdig. ... [en] meget lidt empatisk fortællerstemme, fortællende om Barry Lyndons skæbne på afvæbnende og kold vis, helt uden at styre publikums empati over på Barrys side." Denne fortællerstemme tilhører skuespilleren Michael Hordern.
I filmens første halvdel er tonen satirisk og indimellem lettere humoristisk, mens den er seriøs i anden halvdel, hvad der også er passende i betragtning af den tragiske drejning, plottet tager.
Filmens narrativ og kameraføring er kendetegnet ved Kubricks karakteristiske langsomme og dvælende stil, der virkelig kommer til sin ret her. Cinematografien er intet mindre end fantastisk, med smukke billeder, der ligner levende malerier, og som ledsages af klassisk musik, hvilket tilsammen er med til at skabe et overbevisende tidsbillede. I de scener, hvor kameraet blot dvæler ved naturlandskabet, slottene og haverne, samt i den dialogløse scene hvor Barry med sine hundeøjne forfører den gifte Lady Lyndon til tonerne af Schuberts "Piano Trio i E-dur, op. 100 (2. sats)", er det som om tiden står stille, og jeg føler mig i den grad hensat til den fortid, som filmen levendegør. Især sidstnævnte scene er samtidig betagende romantisk, med Barry der nærmer sig kvinden bagfra og blot står roligt afventende og betragter hende, indtil hun vender sig om og deres blikke mødes, hvorpå han tager begge hendes hænder i sine og kysser hende. Den måde hvorpå Kubrick her indfanger aftenstemningen, vinden og stilheden og kun lader billederne og musikken tale, gør at jeg bliver mindet om "det egentlige", det forunderlige ved at eksistere som menneske og at kunne elske hinanden som mand og kvinde. Sådan virker
den senere forsoningsscene mellem Barry og Lady Lyndon
også på mig. Dette er efter min mening sand filmkunst.
'Barry Lyndon', som i mine øjne er en af filmhistoriens smukkeste film, blev belønnet med fire Oscars (Bedste Cinematografi, Bedste Musik, Bedste Kulisser og Bedste Kostumer), og den var nomineret til yderligere tre (Bedste Film, Bedste Instruktør og Bedste Manuskript baseret på andet materiale). Den vandt også to BAFTA'er (Bedste Cinematografi og Bedste Instruktør) og var nomineret til to Golden Globes (Bedste Instruktør og Bedste Drama).
"Barry Lyndon" er fuldstændig formidabel. Jeg tror de fleste finder den lidt prøvende ved første syn - og det gjorde jeg også - men der er et eller andet vedvarende fascinerende ved den, der hiver mig tilbage gang efter gang. Jeg opfatter den i høj grad som en film, der ligger tæt op af "Rumrejsen 2001". I begge tilfælde har man både følelsen af at følge tingene fra en 'evig' vinkel og samtidig også fra den enkelte persons.
Barry er en så passiv figur, at det i starten følelse frustrerende, men jo mere tid der går, jo mere føler jeg, at han ligner os alle. Hvor mange af vores valg er i virkeligheden ikke blot drevet af omstændigheder og ikke frygtelig meget andet?
Sammen med "2001" og "A Clockwork Orange" er det min yndlings Kubrick-film, og jeg har lidt en mistanke om, at den over tiden måske vil være den af hans film, jeg synes allerbedst om.
Og ja, så er den for øvrigt også et seriøst bud på den smukkeste film nogensinde. :)
"Here I was born, and there I died. It was only a moment for you; you took no notice."
#931 Åkepool 13 år siden
Og det med en klassefilm. God og rammende anmeldelse.
#932 BN 13 år siden
Historisk drama / periodefilm, der foregår i 1700-tallets Europa, og som handler om en forholdsvis sympatisk skurk, løgner, snydetamp og stræber ved navn Redmond Barry.
Ryan O'Neal er perfekt i hovedrollen som den glatte, falske Redmond Barry, der søger den nemme, hurtige og uærlige vej til rigdom og anseelse. Lad mig citere Filmz-bruger Bruce: "Hvis Ryan O'Neal nogensinde er castet ordentligt i en film, så er det Barry Lyndon. Ofte er han bare ... for pæn og nogen gange kan man (læs: jeg) være i tvivl, om manden kan spille eller han blot er med i en film, for at få det kvindelige skuespil ind i biografen. I Kubricks hænder, der visner den tanke totalt. Han er protagonisten, som man jo er nødt til at "holde med", men faktisk er der ikke så meget at holde af, når Kubrick udstiller ham. Til gengæld giver Kubrick os så meget af hans baggrund, at man kan tilgive ham at han både er kujon, en tyv, skurk, skørtejæger etc." Ja, man starter med at kunne lide Barry, og hvornår man vil "stå af" på det punkt, eller om man overhovedet vil gøre det, er op til den enkelte. Han skildres på intet tidspunkt som entydigt god eller ond. Når jeg selv ser filmen, mister jeg respekten for ham i de scener, hvor
Og som Bruce nævner: "Der er en fortæller indover, som også er meget mindeværdig. ... [en] meget lidt empatisk fortællerstemme, fortællende om Barry Lyndons skæbne på afvæbnende og kold vis, helt uden at styre publikums empati over på Barrys side." Denne fortællerstemme tilhører skuespilleren Michael Hordern.
I filmens første halvdel er tonen satirisk og indimellem lettere humoristisk, mens den er seriøs i anden halvdel, hvad der også er passende i betragtning af den tragiske drejning, plottet tager.
Filmens narrativ og kameraføring er kendetegnet ved Kubricks karakteristiske langsomme og dvælende stil, der virkelig kommer til sin ret her. Cinematografien er intet mindre end fantastisk, med smukke billeder, der ligner levende malerier, og som ledsages af klassisk musik, hvilket tilsammen er med til at skabe et overbevisende tidsbillede. I de scener,
hvor kameraet blot dvæler ved naturlandskabet, slottene og haverne, samt i den dialogløse scene hvor Barry med sine hundeøjne forfører den gifte Lady Lyndon til tonerne af Schuberts "Piano Trio i E-dur, op. 100 (2. sats)", er det som om tiden står stille, og jeg føler mig i den grad hensat til den fortid, som filmen levendegør. Især sidstnævnte scene er samtidig betagende romantisk, med Barry der nærmer sig kvinden bagfra og blot står roligt afventende og betragter hende, indtil hun vender sig om og deres blikke mødes, hvorpå han tager begge hendes hænder i sine og kysser hende. Den måde hvorpå Kubrick her indfanger aftenstemningen, vinden og stilheden og kun lader billederne og musikken tale, gør at jeg bliver mindet om "det egentlige", det forunderlige ved at eksistere som menneske og at kunne elske hinanden som mand og kvinde. Sådan virker
'Barry Lyndon', som i mine øjne er en af filmhistoriens smukkeste film, blev belønnet med fire Oscars (Bedste Cinematografi, Bedste Musik, Bedste Kulisser og Bedste Kostumer), og den var nomineret til yderligere tre (Bedste Film, Bedste Instruktør og Bedste Manuskript baseret på andet materiale). Den vandt også to BAFTA'er (Bedste Cinematografi og Bedste Instruktør) og var nomineret til to Golden Globes (Bedste Instruktør og Bedste Drama).
#933 Åkepool 13 år siden
#934 Skeloboy 13 år siden
Once Upon A Time In America...ligger alt for lavt :)
Er 100% enig i alt, hvad du skriver. "Noodles, I slipped"...
#935 JannikAnd 13 år siden
#936 Kruse 13 år siden
#937 Skeloboy 13 år siden
#938 Collateral 13 år siden
#939 BN 13 år siden
"Steriliseret"?
;-)
#940 Benway 13 år siden
Barry er en så passiv figur, at det i starten følelse frustrerende, men jo mere tid der går, jo mere føler jeg, at han ligner os alle. Hvor mange af vores valg er i virkeligheden ikke blot drevet af omstændigheder og ikke frygtelig meget andet?
Sammen med "2001" og "A Clockwork Orange" er det min yndlings Kubrick-film, og jeg har lidt en mistanke om, at den over tiden måske vil være den af hans film, jeg synes allerbedst om.
Og ja, så er den for øvrigt også et seriøst bud på den smukkeste film nogensinde. :)