Satans! Troede du var ordsmed! Min tanke blev straks ledt hen mod åbningsscenen, hvor den usikre Redmond Barry ikke griber chancen overfor den barmfagre, kåde mø. Ordet gav pludselig mening.
Jeg opfatter den i høj grad som en film, der ligger tæt op af "Rumrejsen 2001". I begge tilfælde har man både følelsen af at følge tingene fra en 'evig' vinkel og samtidig også fra den enkelte persons.
Barry er en så passiv figur, at det i starten følelse frustrerende, men jo mere tid der går, jo mere føler jeg, at han ligner os alle. Hvor mange af vores valg er i virkeligheden ikke blot drevet af omstændigheder og ikke frygtelig meget andet?
55) Once Upon a Time in America - (Sergio Leone, 1984)
Episk gangsterdrama. Den aldrende, tidligere gangster Noodles (Robert De Niro) vender efter 35 års selvvalgt eksil tilbage til det jødiske kvarter i New York hvor han voksede op. Her konfronteres han med sin fortid, både gennem egne minder og gennem mødet med forskellige personer, han kendte dengang.
En fremragende film, hvor jeg kun kan være helt enig i de ting du har skrevet. Især er måden historien bliver formidlet og visualiseret på, samt Robert De Niro's præstation i absolut verdensklasse. Tak for en rigtig god anmeldelse/gennemgang, som bestemt har giver mig lyst til at få genset filmen.
BN (932) skrev:
54) Barry Lyndon - (Stanley Kubrick, 1975)
Historisk drama / periodefilm, der foregår i 1700-tallets Europa, og som handler om en forholdsvis sympatisk skurk, løgner, snydetamp og stræber ved navn Redmond Barry.
Med "Barry Lyndon" er jeg derimod ovre i den modsatte grøft, for det har godt nok aldrig været en film, der har sagt mig det store, og jeg har trods alt set den tre gange netop for at se om min oplevelse ikke ændrede sig på et tidspunkt, og jeg derfor ville finde den ligeså fantastisk, som mange andre synes. Men jeg synes bare den er så ufattelig kedelig fortalt, tempoet er dvælende langsomt i flere perioder, og måden replikkerne bliver leveret på, samt måden den bliver spillet på, især fra Ryan O'Neals side, (som jeg virkelig finder for håbløst fejlcastet med sit vanlige stoiske look), oplever jeg som være stift, mekanisk og uvedkommende. Og voice-overen i baggrunden er nok en af de mest monotome og kedelige jeg har hørt, hvilket blot er med til at gøre Redmond Barrys indre og ydre rejse ufattelig tam. Jeg synes der mangler noget nerve og sjæl generelt i den film.
"Barry Lyndon" er uden tvivl en meget meget flot film, og at den har vundet priser for sine kostumer, kulisser og cinematografi er uden tvivl fuld fortjent, og det er her at filmen i mine øjne har sin største styrke. Men persongalleriet og historien finder jeg håbløst upersonligt og uvedkommende og jeg bliver derfor heller aldrig rigtig grebet af de ting der foregår. I mine øjne er "Barry Lyndon", trods de nævnte plusser, klart en af Stanley Kubricks svageste film netop fordi, at han ikke denne gang lykkedes med at få alle elementer til at gå op i en højere enhed, som han plejer.
Men selv om jeg er uenig med dig her, så er det stadigvæk interessant at høre hvorfor filmen tiltaler dig, hvilket jeg synes du får formidlet rigtig godt.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Anti-krigsfilm. Under Vietnamkrigen rejser efterretningsofficeren kaptajn Willard opad Nung-floden i en patruljebåd sammen med fire andre mænd. Hans mål er Cambodias jungle, og hans mission er at opspore og likvidere den deserterede og tilsyneladende sindssyge oberst Kurtz; en højt dekoreret elitesoldat, der er gået amok og har samlet sin egen private hær til at føre sin egen krig, og som indtager en gudelignende status blandt de indfødte.
'Apocalypse Now' er et mesterværk og en milepæl indenfor krigsfilm-genren. Filmz.dk's anmelder Benway beskriver noget af det, der er med til at gøre filmen unik: "Som filmen udvikler sig, skifter den stil fra en realistisk ... tone til en mere surrealistisk drømmende stil. Det er i denne del, som en beskrivelse af galskab, at filmen viser sin genialitet. Den paranoide stemning bliver overvældende, og vi føler, sammen med Willard, at verden virkeligt er ved at bryde sammen omkring os." Personligt vil jeg nok modificere det til, at den surrealistiske, drømmende stil er der lige fra starten af, men at den bliver mere udtalt undervejs. CinemaZone.dk's anmelder Frederik Asschenfeldt Vandrup tilføjer: "via sit nærmest meditative tempo formår filmen som helhed ... at suge tilskueren ind i en verden, der langsomt ændrer karakter og fortaber sig i en betændt og forvrænget udgave af virkeligheden. Det er både skræmmende og fascinerende og en triumf for instruktøren som personlig kunstner." Ja, det er en langsommelig, mørk og surrealistisk fortælling, som som virkelig formår at skildre krigens meningsløshed og vanvid, ja, de rædsler den er forbundet med. ... "The horror, the horror." ;-)
Filmz-bruger Nighthawk betegner filmen som "bizart fascinerende og hypnotisk forførende", og det er også sådan jeg selv oplever den; specielt i start- og slut-sekvenserne (som jeg vil komme nærmere ind på senere), men også i de stille, stemningsfyldte scener hvor Willard læser Kurtz' dossier og hvor man via en voice-over får indblik i de tanker han gør sig herom (og det til de melankolske toner fra en akustisk fløjte), samt i de mange scener hvor patruljebåden bare sejler opad floden og længere og længere ind i et spøgelsesagtigt landskab - forbi nedstyrtede, brændende helikoptere, blodige lig, der ligger og flyder i vandet eller hænger i træerne, og brændende landsbyer, samt gennem nattemørke, tusmørke og tæt tåge. I disse scener opløses tid og rum, og man fyldes med en eksistentiel undren over den verden vi lever i og med en lyst til på retorisk vis at spørge, hvorfor vi mennesker dog handler så ondt og modbydeligt som vi sommetider gør.
Af afgørende betydning for filmens særlige stemning er Vittorio Storaros overvældende smukke cinematografi, hvor der i filmens sidste halvdel er en overvægt af gulbrune farvenuancer og hvor der leges meget med lys og skygge. Og ligeså vigtig er musikken, herunder Francis og Carmine Coppolas score bestående af synthesizer-musik med tunge basser og skingre, hvinende stryger-lyde.
Martin Sheen har hovedrollen som den udbrændte, rodløse, desillusionerede og drikfældige Willard, og han leverer efter min mening karrierens største præstation. BDLive.dk's anmelder Collateral har skrevet følgende herom: "Det, at hans karakter i lang tid blot er en betragtende part i filmen, forhindrer ikke Sheen i at understrege sine evner ganske eftertrykkeligt i denne film. Dette talent ligger såvel i de ordløse reaktioner, han ofte giver, som i de egentlig talte replikker." Filmz-bruger Nighthawk tilføjer, at Sheen "bruger en blanding af sin velkendte cool underspillede attitude og et smerteligt transcenderende kropssprog ... , samt en knastør, konstaterende film noir klingende voiceover". Og så er det også ganske umuligt at komme udenom - og her låner jeg igen Nighthawks ord - "en helt igennem forrygende og fandenivoldsk Robert Duvall" i rollen som den surfing-besatte, napalm-elskende oberstløjtnant Kilgore med hans højtråbende, arrogante facon og barnlige wild west-manerer (komplet med kavalerihat og gul halsklud), samt vanvittige uanfægtethed af de granater, der eksploderer om ørerne på ham, og som får alle andre kaste sig ned. Udover disse skal også nævnes de skuespillere, der udgør patruljebådens besætning: Frederic Forrest som den tidligere kok "Chef", der aldrig har haft lyst til at være i krig, men blot vil lave mad; Sam Bottoms som den LSD-påvirkede, tidligere surfer-stjerne Lance; Albert Hall som bådens viljestærke kaptajn "Chief", og Laurence Fishburne som den næsvise, blot 17-årige "Clean". Dennis Hopper er desuden god som den maniske, speedsnakkende og sindsforvirrede krigsfotograf, der er strandet i oberst Kurtz' lejr. Sidst men ikke mindst er der Marlon Brandos uforglemmelige, karismatiske tilstedeværelse i rollen som den frygtindgydende, barbariske og meget filosoferende oberst Kurtz. Trods sin begrænsede screentime fylder Brando utroligt meget i filmen. Ja, det føles faktisk som om Kurtz er med i hele filmen, for vi ser fotos af ham, hører hans stemme på nogle lydoptagelser og Willard/Martin Sheens voice-over taler hele tiden om ham. Som der siges i en pressemeddelelse fra DR: "Hele filmen bygger op til mødet med monstret, ligesom gyserfilm, hvor uhyret sjældent kan leve op til forventningerne. Men Kurtz er endnu mere skrækindjagende og fascinerende, end man kunne forestille sig, takket være Brando ..." Jeg må således give Collateral ret, når han skriver: "Med Oberst Walter E. Kurtz leveres der endnu en ikonisk karakter fra Brandos hånd; denne gang i form af en af de mest indadvendte, mørke og menneskelige karakterer i filmhistorien. Karakteren bliver ellers så grundigt bygget op, at man ikke skulle forvente at nogen ville være i stand til at oppebære vægten fra denne opbygning. Det kan Brando ikke desto mindre."
'Apocalypse Now' indeholder den ene uforglemmelige scene efter den anden. Lad mig blot nævne nogle stykker af dem:
1) Filmens syrede åbningssekvens med billeder af den brændende jungle og den gule røg fra nedkastede napalmbomber, lyden af helikopterpropeller, slowmotion-billeder af helikopterer der glider forbi kameraet og - via dobbelteksponering - et nærbillede af kaptajn Willard/Martin Sheens blankt stirrende ansigt filmet på hovedet, og til højre herfor et billede af en loftventilator, samt kameraet der panorerer henover fotoet af hans eks-kone, glasset med sprut, cigaretten mellem hans fingre og pistolen, hvorpå der klippes til billedet af loftventilatorens roterende propeller, som synkroniseres med lyden af helikopterpropellerne - og det altsammen til tonerne af nummeret "The End" med The Doors. ... Det er afgjort en af de bedste intros til en film jeg nogensinde har set.
2) Ligeså stort indtryk gør den scene der følger kort efter, hvor Willard kun iført underbukser tumler rundt i sit hotelværelse og leger karate, smadrer spejlet med hånden, smider underbukserne (off-camera), tørrer blodet fra sin beskadigede hånd rundt i ansigtet og bæller sprut fra flasken, for tilsidst at synke grædende sammen på gulvet ved siden af sengen. Han er tydeligvis en ulykkelig og forpint sjæl, der befinder sig på randen af et sammenbrud.
3) Helikopterangrebet på en vietnamesisk landsby, til tonerne af Richard Wagners "Valkyrieridtet", hvis triumferende, fanfare-agtige blæsere perfekt illustrerer amerikanernes militære overlegenhed, men samtidig virker som en besk, satirisk kommentar til deres alt andet end heltemodige nedslagtning af landsbyboerne. Det er oberstløjtnant Kilgore der beordrer afspilningen af dette musikstykke over helikopternes højttalere, fordi han mener, at det vil skræmme fjenden.
4) Scenerne fra den amerikanske militære forpost ved Do Long-broen -
med soldaterne der vælter ud i vandet og desperat trygler Willard og hans mænd om at tage dem med i patruljebåden; de kulørte lyskæder der hænger overalt og "den hæsligt falsk klingende cirkusmusik" (endnu engang tak, Nighthawk!); den vietnamesisk soldat der bliver ved med at råbe et sted ude i mørket, den træfsikre, sorte soldat med granatkasteren, Willards ansigt der skiftevis ligger i lys og mørke; samt de mange projektører, flammer, lysglimt og eksplosioner, der gør, at stedet til forveksling ligner en slags forlystelsespark med lysshow og fyrværkeri.
... Jævnfør Lances tidligere udtalelse: "Det her er bedre end Disneyland."
5) Ankomsten til Kurtz' palads-lignende hovedkvarter og hele opholdet dér -
med båden, der det sidste stykke vej sejler gennem den gule morgentåge; de hvidmalede, indfødte krigere, der står tavse og afventende i deres kanoer; krigsfotografen der tager imod dem; tempelområdet og den tilstødende landsby der er omdannet til en krigslejr og proppet med bevæbnede soldater, og hvor det flyder med lig og afhuggede hoveder; Kurtz der går ud til den tilfangetagne Willard, som sidder bundet udenfor i mørket og regnen, og blot står noget tid og kigger på denne, før han lader Chefs afhuggede hoved dumpe ned i skødet på ham; og Kurtz' lange enetaler til Willard indenfor i det mørkelagte buddhistiske tempel.
6) Slutningen, der indbefatter
Willards drab på Kurtz, begået med en machete og akkompagneret af et remix af den hidsige, nærmest ekstatiske afsluttende del af "The End" med The Doors, mens der krydsklippes til de indfødtes rituelle slagtning af en vandbøffel. Willard, der som en symbolsk gestus lægger sit våben fra sig på jorden, hvilket får alle de indfødte til at gøre det samme. Den døende Kurtz, der hvisker ordene "The horror, the horror". Willard, der sammen med Lance sejler derfra igen i patruljebåden og forsvinder lydløst ud i mørket. Willards mudderindsmurte ansigt og stirrende øjne, der via dobbelteksponering toner frem midt i billedet og forsvinder igen, hvorpå man atter hører Kurtz' stemme: "The horror, the horror.", efterfulgt af lyden af den silende regn.
'Apocalypse Now' skildrer en mareridtsagtig rejse ind i junglen, men samtidig er det en rejse ind i menneskesindets mørkeste afkroge. En af Willards overordnede, generalløjtnant Corman, udtaler på et tidligt tidspunkt i filmen: "For ethvert menneskes hjerte rummer en konflikt mellem det rationelle og irrationelle. Mellem det gode og det onde. Og det gode vinder ikke altid. ... Alle har et bristepunkt." Hvor sandt dette er, fremgår af antallet af mentalt forstyrrede soldater i filmen (og i virkeligheden). Som nogle elever fra 3. c på Borupgård Gymnasium har skrevet på wikia.com: "[Apocalypse Now] portrætterer de amerikanske soldaters moralske og mentale forfald gennem en række af absurde, mareridtsagtige aktioner."
T.A., en bruger fra laserdisken.dk, skriver: "Hvor Cimino i ['The Deer Hunter'] overvejende fokuserede på personskildringen, vælger Coppola at beskrive krigens absurde og afstumpede anatomi." Ja, Willards mission er i sandhed et absurd paradoks. Som Willard selv udtrykker det i filmen: "At anklage en mand for mord herude, var som at uddele fartbøder i et racerløb." Og dette fører mig straks videre til Ekstra Bladets anmelder Henrik Queitsch, der om filmen har sagt: "alle pointerne kan uden besvær overføres til andre steder og tider, hvor mennesket ved at påkalde sig en større retfærdighed føler sig berettiget til at slagte hinanden både fysisk og åndeligt."
Det vil næppe være forkert at betegne 'Apocalypse Now' som den ultimative anti-krigsfilm.
Filmen vandt to Oscars, nemlig for Bedste Cinematografi og Bedste Lyd, og den var nomineret for Bedste Film, Bedste Instruktør, Bedste Manuskript baseret på andet materiale, Bedste Mandlige Birolle (Robert Duvall), Bedste Klipning og Bedste Scenografi. Den vandt desuden to BAFTA-priser, én for Bedste Instruktør og Bedste Mandlige Birolle (Robert Duvall), og den var nomineret til flere af slagsen, bl.a. Bedste Mandlige Hovedrolle (Martin Sheen). Derudover vandt den bl.a. tre Golden Globes: Bedste Instruktør, Bedste Mandlige Birolle (Robert Duvall) og Bedste Originale Score (Francis og Carmine Coppola), samt Det Japanske Akademis pris for Bedste Udenlandske Film, det italienske filmakademis pris "David di Donatello" for Bedste Instruktør og Cannes-festivalens pris "Den Gyldne Palme" for Bedste Film.
Eftersom du har citeret mig i din anmeldelse er det nok ikke nogen overraskelse at jeg også er rigtig rigtig glad for filmen i theatrical cut! Godt valg.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
#941 Skeloboy 13 år siden
Ja...synes den var meget steril og kedelig...men skal som sagt nok se den igen.
Var det ikke sjovere at skrive, hvornår du begyndte? ;)
#942 JannikAnd 13 år siden
#943 Skeloboy 13 år siden
#944 JannikAnd 13 år siden
#945 BN 13 år siden
ssssh!
#946 BN 13 år siden
Godt sagt! Jeg er helt enig.
#947 Skeloboy 13 år siden
Er faktisk det modsatte :)
#948 NightHawk 13 år siden
En fremragende film, hvor jeg kun kan være helt enig i de ting du har skrevet. Især er måden historien bliver formidlet og visualiseret på, samt Robert De Niro's præstation i absolut verdensklasse. Tak for en rigtig god anmeldelse/gennemgang, som bestemt har giver mig lyst til at få genset filmen.
Med "Barry Lyndon" er jeg derimod ovre i den modsatte grøft, for det har godt nok aldrig været en film, der har sagt mig det store, og jeg har trods alt set den tre gange netop for at se om min oplevelse ikke ændrede sig på et tidspunkt, og jeg derfor ville finde den ligeså fantastisk, som mange andre synes. Men jeg synes bare den er så ufattelig kedelig fortalt, tempoet er dvælende langsomt i flere perioder, og måden replikkerne bliver leveret på, samt måden den bliver spillet på, især fra Ryan O'Neals side, (som jeg virkelig finder for håbløst fejlcastet med sit vanlige stoiske look), oplever jeg som være stift, mekanisk og uvedkommende. Og voice-overen i baggrunden er nok en af de mest monotome og kedelige jeg har hørt, hvilket blot er med til at gøre Redmond Barrys indre og ydre rejse ufattelig tam. Jeg synes der mangler noget nerve og sjæl generelt i den film.
"Barry Lyndon" er uden tvivl en meget meget flot film, og at den har vundet priser for sine kostumer, kulisser og cinematografi er uden tvivl fuld fortjent, og det er her at filmen i mine øjne har sin største styrke. Men persongalleriet og historien finder jeg håbløst upersonligt og uvedkommende og jeg bliver derfor heller aldrig rigtig grebet af de ting der foregår. I mine øjne er "Barry Lyndon", trods de nævnte plusser, klart en af Stanley Kubricks svageste film netop fordi, at han ikke denne gang lykkedes med at få alle elementer til at gå op i en højere enhed, som han plejer.
Men selv om jeg er uenig med dig her, så er det stadigvæk interessant at høre hvorfor filmen tiltaler dig, hvilket jeg synes du får formidlet rigtig godt.
#949 BN 13 år siden
Anti-krigsfilm. Under Vietnamkrigen rejser efterretningsofficeren kaptajn Willard opad Nung-floden i en patruljebåd sammen med fire andre mænd. Hans mål er Cambodias jungle, og hans mission er at opspore og likvidere den deserterede og tilsyneladende sindssyge oberst Kurtz; en højt dekoreret elitesoldat, der er gået amok og har samlet sin egen private hær til at føre sin egen krig, og som indtager en gudelignende status blandt de indfødte.
'Apocalypse Now' er et mesterværk og en milepæl indenfor krigsfilm-genren. Filmz.dk's anmelder Benway beskriver noget af det, der er med til at gøre filmen unik: "Som filmen udvikler sig, skifter den stil fra en realistisk ... tone til en mere surrealistisk drømmende stil. Det er i denne del, som en beskrivelse af galskab, at filmen viser sin genialitet. Den paranoide stemning bliver overvældende, og vi føler, sammen med Willard, at verden virkeligt er ved at bryde sammen omkring os." Personligt vil jeg nok modificere det til, at den surrealistiske, drømmende stil er der lige fra starten af, men at den bliver mere udtalt undervejs. CinemaZone.dk's anmelder Frederik Asschenfeldt Vandrup tilføjer: "via sit nærmest meditative tempo formår filmen som helhed ... at suge tilskueren ind i en verden, der langsomt ændrer karakter og fortaber sig i en betændt og forvrænget udgave af virkeligheden. Det er både skræmmende og fascinerende og en triumf for instruktøren som personlig kunstner." Ja, det er en langsommelig, mørk og surrealistisk fortælling, som
som virkelig formår at skildre krigens meningsløshed og vanvid, ja, de rædsler den er forbundet med. ... "The horror, the horror." ;-)
Filmz-bruger Nighthawk betegner filmen som "bizart fascinerende og hypnotisk forførende", og det er også sådan jeg selv oplever den; specielt i start- og slut-sekvenserne (som jeg vil komme nærmere ind på senere), men også i de stille, stemningsfyldte scener hvor Willard læser Kurtz' dossier og hvor man via en voice-over får indblik i de tanker han gør sig herom (og det til de melankolske toner fra en akustisk fløjte), samt i de mange scener hvor patruljebåden bare sejler opad floden og længere og længere ind i et spøgelsesagtigt landskab - forbi nedstyrtede, brændende helikoptere, blodige lig, der ligger og flyder i vandet eller hænger i træerne, og brændende landsbyer, samt gennem nattemørke, tusmørke og tæt tåge. I disse scener opløses tid og rum, og man fyldes med en eksistentiel undren over den verden vi lever i og med en lyst til på retorisk vis at spørge, hvorfor vi mennesker dog handler så ondt og modbydeligt som vi sommetider gør.
Af afgørende betydning for filmens særlige stemning er Vittorio Storaros overvældende smukke cinematografi, hvor der i filmens sidste halvdel er en overvægt af gulbrune farvenuancer og hvor der leges meget med lys og skygge. Og ligeså vigtig er musikken, herunder Francis og Carmine Coppolas score bestående af synthesizer-musik med tunge basser og skingre, hvinende stryger-lyde.
Martin Sheen har hovedrollen som den udbrændte, rodløse, desillusionerede og drikfældige Willard, og han leverer efter min mening karrierens største præstation. BDLive.dk's anmelder Collateral har skrevet følgende herom: "Det, at hans karakter i lang tid blot er en betragtende part i filmen, forhindrer ikke Sheen i at understrege sine evner ganske eftertrykkeligt i denne film. Dette talent ligger såvel i de ordløse reaktioner, han ofte giver, som i de egentlig talte replikker." Filmz-bruger Nighthawk tilføjer, at Sheen "bruger en blanding af sin velkendte cool underspillede attitude og et smerteligt transcenderende kropssprog ... , samt en knastør, konstaterende film noir klingende voiceover". Og så er
det også ganske umuligt at komme udenom - og her låner jeg igen Nighthawks ord - "en helt igennem forrygende og fandenivoldsk Robert Duvall" i rollen som den surfing-besatte, napalm-elskende oberstløjtnant Kilgore med hans højtråbende, arrogante facon og barnlige wild west-manerer (komplet med kavalerihat og gul halsklud), samt vanvittige uanfægtethed af de granater, der eksploderer om ørerne på ham, og som får alle andre kaste sig ned. Udover disse skal også nævnes de skuespillere, der udgør patruljebådens besætning: Frederic Forrest som den tidligere kok "Chef", der aldrig har haft lyst til at være i krig, men blot vil lave mad; Sam Bottoms som den LSD-påvirkede, tidligere surfer-stjerne Lance; Albert Hall som bådens viljestærke kaptajn "Chief", og Laurence Fishburne som den næsvise, blot 17-årige "Clean". Dennis Hopper er desuden god som den maniske, speedsnakkende og sindsforvirrede krigsfotograf, der er strandet i oberst Kurtz' lejr. Sidst men ikke mindst er der Marlon Brandos uforglemmelige, karismatiske tilstedeværelse i rollen som den frygtindgydende, barbariske og meget filosoferende oberst Kurtz. Trods sin begrænsede screentime fylder Brando utroligt meget i filmen. Ja, det føles faktisk som om Kurtz er med i hele filmen, for vi ser fotos af ham, hører hans stemme på nogle lydoptagelser og Willard/Martin Sheens voice-over taler hele tiden om ham. Som der siges i en pressemeddelelse fra DR: "Hele filmen bygger op til mødet med monstret, ligesom gyserfilm, hvor uhyret sjældent kan leve op til forventningerne. Men Kurtz er endnu mere skrækindjagende og fascinerende, end man kunne forestille sig, takket være Brando ..." Jeg må således give Collateral ret, når han skriver: "Med Oberst Walter E. Kurtz leveres der endnu en ikonisk karakter fra Brandos hånd; denne gang i form af en af de mest indadvendte, mørke og menneskelige karakterer i filmhistorien. Karakteren bliver ellers så grundigt bygget op, at man ikke skulle forvente at nogen ville være i stand til at oppebære vægten fra denne opbygning. Det kan Brando ikke desto mindre."
'Apocalypse Now' indeholder den ene uforglemmelige scene efter den anden. Lad mig blot nævne nogle stykker af dem:
1) Filmens syrede åbningssekvens med billeder af den brændende jungle og den gule røg fra nedkastede napalmbomber, lyden af helikopterpropeller, slowmotion-billeder af helikopterer der glider forbi kameraet og - via dobbelteksponering - et nærbillede af kaptajn Willard/Martin Sheens blankt stirrende ansigt filmet på hovedet, og til højre herfor et billede af en loftventilator, samt kameraet der panorerer henover fotoet af hans eks-kone, glasset med sprut, cigaretten mellem hans fingre og pistolen, hvorpå der klippes til billedet af loftventilatorens roterende propeller, som synkroniseres med lyden af helikopterpropellerne - og det altsammen til tonerne af nummeret "The End" med The Doors. ... Det er afgjort en af de bedste intros til en film jeg nogensinde har set.
2) Ligeså stort indtryk gør den scene der følger kort efter, hvor Willard kun iført underbukser tumler rundt i sit hotelværelse og leger karate, smadrer spejlet med hånden, smider underbukserne (off-camera), tørrer blodet fra sin beskadigede hånd rundt i ansigtet og bæller sprut fra flasken, for tilsidst at synke grædende sammen på gulvet ved siden af sengen. Han er tydeligvis en ulykkelig og forpint sjæl, der befinder sig på randen af et sammenbrud.
3) Helikopterangrebet på en vietnamesisk landsby, til tonerne af Richard Wagners "Valkyrieridtet", hvis triumferende, fanfare-agtige blæsere perfekt illustrerer amerikanernes militære overlegenhed, men samtidig virker som en besk, satirisk kommentar til deres alt andet end heltemodige nedslagtning af landsbyboerne. Det er oberstløjtnant Kilgore der beordrer afspilningen af dette musikstykke over helikopternes højttalere, fordi han mener, at det vil skræmme fjenden.
4) Scenerne fra den amerikanske militære forpost ved Do Long-broen -
5) Ankomsten til Kurtz' palads-lignende hovedkvarter og hele opholdet dér -
6) Slutningen, der indbefatter
'Apocalypse Now' skildrer en mareridtsagtig rejse ind i junglen, men samtidig er det en rejse ind i menneskesindets mørkeste afkroge. En af Willards overordnede, generalløjtnant Corman, udtaler på et tidligt tidspunkt i filmen: "For ethvert menneskes hjerte rummer en konflikt mellem det rationelle og irrationelle. Mellem det gode og det onde. Og det gode vinder ikke altid. ... Alle har et bristepunkt." Hvor sandt dette er, fremgår af antallet af
mentalt forstyrrede soldater i filmen (og i virkeligheden). Som nogle elever fra 3. c på
Borupgård Gymnasium har skrevet på wikia.com: "[Apocalypse Now] portrætterer de amerikanske soldaters moralske og mentale forfald gennem en række af absurde, mareridtsagtige aktioner."
T.A., en bruger fra laserdisken.dk, skriver: "Hvor Cimino i ['The Deer Hunter'] overvejende fokuserede på personskildringen, vælger Coppola at beskrive krigens absurde og afstumpede anatomi." Ja, Willards mission er i sandhed et absurd paradoks. Som Willard selv udtrykker det i filmen: "At anklage en mand for mord herude, var som at uddele fartbøder i et racerløb." Og dette fører mig straks videre til Ekstra Bladets anmelder Henrik Queitsch, der om filmen har sagt: "alle pointerne kan uden besvær overføres til andre steder og tider, hvor mennesket ved at påkalde sig en større retfærdighed føler sig berettiget til at slagte hinanden både fysisk og åndeligt."
Det vil næppe være forkert at betegne 'Apocalypse Now' som den ultimative anti-krigsfilm.
Filmen vandt to Oscars, nemlig for Bedste Cinematografi og Bedste Lyd, og den var nomineret for Bedste Film, Bedste Instruktør, Bedste Manuskript baseret på andet materiale, Bedste Mandlige Birolle (Robert Duvall), Bedste Klipning og Bedste Scenografi. Den vandt desuden to BAFTA-priser, én for Bedste Instruktør og Bedste Mandlige Birolle (Robert Duvall), og den var nomineret til flere af slagsen, bl.a. Bedste Mandlige Hovedrolle (Martin Sheen). Derudover vandt den bl.a. tre Golden Globes: Bedste Instruktør, Bedste Mandlige Birolle (Robert Duvall) og Bedste Originale Score (Francis og Carmine Coppola), samt Det Japanske Akademis pris for Bedste Udenlandske Film, det italienske filmakademis pris "David di Donatello" for Bedste Instruktør og Cannes-festivalens pris "Den Gyldne Palme" for Bedste Film.
#950 Collateral 13 år siden