Gotham Central Jeg er begyndt og læse de her Historie på min Ipad, de fåes også i bog/hæfte form, så vidt jeg ved.
Hvor man følger politiet i Gotham City, de støder stadigvæk nogen gange på Batmans fjender, men det er ikke ham der er i fokus, det er politiet, der er f.eks. en af dem der gir udtryk for, hvor meget det går ham på at Batman sætter dem i dårligt lys nogen gange, som om han altid skal blande sig, og ikke lade dem passe arbejdet.
Jeg synes faktisk de er ganske godt skrevet og tegnet, og tænkte om andre havde læst dem ?
J. J: "This is one of my Favorite shots." Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
"Tropic of Cancer" er enestående. Man kan hverken kalde det for en selvbiografi eller roman, men en ikke-kronologisk beretning af jeg'ets oplevelser. Det er obskønt, mandschauvinistisk og amoralsk; Miller frigør sig fra al form for moral, udleverer sig selv fuldstændigt, men det er både ynkeligt og befriende ærligt.
Hans senere værker fokuserer gentagende på Thoreau'sk filosofi, og det bliver meget trættende at læse, da Miller på ingen måde er den store filosof.
MBAD (425) skrev:
Gymnasiet lyder jo efterhånden som et mere og mere væmmeligt sted.
Det er et væmmeligt sted, hvis du ønsker faglig og teoretisk dybde. Et socialt fællesskab af deltids-drankere, søde piger og patologisk venlighed skal du dog nok få relativ glæde af. :)
"Metafysikkens fremskridt" (Immanuel Kant) "PIHKAL*: A Chemical Love Story" (Alexander & Ann Shulgin) "TIKHAL*: The Continuation" (Alexander & Ann Shulgin) "Tilværelsens ulidelige lethed" (Milan Kundera)
*Phenethylamines I have known and loved. *Tryptamines I have known and loved.
Nej, men jeg kan sagtens skelne mellem filosofiske, teoretiske og skønlitterære værker, selvom de læses på samme dag. Flere "normale" romaner på én gang er en sjældenhed. Jeg vil næppe springe imellem f.eks. Kundera og Pavel Kohout, og opnå samme kunstneriske tilfredsstillelse, som en enkeltlæsning giver. Til trods for deres litterære ligheder...
Jeg synes faktisk de er ganske godt skrevet og tegnet, og tænkte om andre havde læst dem ?
Jeg har læst et par stykker, fandt dem ganske gode.
#432 Tja, jeg fik nu også en del fagligt ud af min gymnasietid, men det siger nok også mest om mit lærdomsmæssige engagement. Men for en person fra ikke ikke-intellektuelt hjem, var visse fag i gymnasiet en fin introduktion til de finere kunster. Især engelsk litteratur begejstrede mig, og gav mig i særdeleshed en fornemmelse for hvad god litteratur kunne være. Men er man i forvejen en fri ånd, så at sige, så må gymnasietiden da for alvor være en boltringstid, hvor man kan fifle rundt med den letsindige tilværelse lidt endnu, måske endda nyde lidt spleen :)
Antlion (433) skrev:
Tilværelsens ulidelige lethed
Hvad synes du om denne? Hvorfor er den vigtig? Jeg fandt den kedsommelig i dens (pubertære?) sjofelhed... men også lidt tragikomisk til tider.
@Fellaheen Jeg har været på langvarig vandretur (derfor også min manglende responseren), og har fået læst Sult, Drømmenovelle, Parisisk spleen, Kunsten og det moderne liv, og er godt midtvejs gennem den sublime Syndens blomster. Jeg har ikke lige tid til at dykke ned i mine indtryk af bøgerne pt., men jeg skal nok få gjort det på et tidspunkt(...)
Selv har jeg laest Julian Jaynes' "The Origin of Consciousness in the Breakdown of the Bicameral Mind" som er meget interessant. Dens tese, som den desvaerre forsoeger at stoette neurologisk, er dybest set den, at mennesket foer cirka Sokrates' tid var skizofrent og ubevidst i naturen. Hver mand havde sin egen Gud, der holdt til i den lokale skov eller paa det lokale bjerg og disse Guder talte meget med deres mennesker. At hoere stemmer var ganske almindeligt, hvilket Jaynes mener at kunne uddrage fra gamle religioese og episke tekster.
Han teoretiserer, at det foer-civiliserede menneske perciperede mere umiddelbart og altsaa modtog usprogligt, hvorimod den moderne mand snarere taler i sin hjerne, altid hoere sit eget intellekt tale. Den indre "meta-stemme", der organiserer det, vi ser og giver os vores selvbevidsthed er altsaa et forholdsvis nyt faenomen. Jaynes forklarer ogsaa skizofreni, moderne religioese orakler og visionaere poeter med et tilbageslag til en tidligere bevidsthedstilstand frigjort fra meta-kognition, en umiddelbart sanselig perception af den doede om omverden som om den kommunikerer og beordrer.
Jeg havde skrevet noget laengere som den aabenbart ikke ville sende:
Hvad syntes du om dem? Var vandreturen god?
Selv har jeg laest Julian Jaynes' "The Origin of Consciousness in the Breakdown of the Bicameral Mind" som er meget interessant. Bogens tese, som den desvaerre forsoeger at stoette neurologisk, er dybest set den, at mennesket foer cirka Sokrates' tid var skizofrent og ubevidst i naturen. Hver mand havde sin egen Gud, der holdt til i den lokale skov eller paa det lokale bjerg og disse mange hedenske Guder talte med deres mennesker paa dagsbabsis. At hoere stemmer var ganske almindeligt, hvilket Jaynes mener at kunne uddrage fra gamle religioese og episke tekster.
Han teoretiserer, at det foer-civiliserede menneske perciperede mere umiddelbart og altsaa modtog usprogligt, hvorimod den moderne mand snarere taler i sin hjerne, altid hoere sit eget intellekt tale. Den indre "meta-stemme", der organiserer det, vi ser og giver os vores selvbevidsthed er altsaa et forholdsvis nyt faenomen. Jaynes forklarer ogsaa skizofreni, moderne religioese orakler og visionaere poeter med et tilbageslag til en tidligere bevidsthedstilstand frigjort fra meta-kognition, en umiddelbart sanselig perception af den doede omverden som om den kommunikerer og beordrer.
Altsaa blev Gud gjort abstrakt og transcendent med "the breakdown of the bicameral mind" - et ikke-immanent begreb udenfor verden, noget naer usanseligt og uvirkeligt. Jeg tror ikke helt paa, at det skyldes en udvikling i hjernen, men snarere at civilisationen, for at den kan lykkes med at afskrive alle former for anarki og kaos, maa handle i troen om en adskillelse af naturens rationelle orden og Guds rige udenfor ordenen. Saaledes er der nok snarere tale om undertrykkelse end sammenbrud, for visse af middelalderens mystikere har vel ogsaa vaeret lettere skizofrene og man har vel i langt de fleste tilfaelde levet i skizofrene samfund, der troede paa uhyrer og skovguder.
Samtidig kom jeg til at taenke paa Vlacils "Marketa Lazarova" som er et glimrende moderne eksempel paa et immanent modoproer mod en abstrakt Gud, oplysningens dialektik, hvis yderste konsekvens kan siges at have vaeret sovjetkommunismen. Den binaere rationalisme - dens gamle (af Nietzsche myrdede) transcendente Gud og fornuftens/oplysningens bestandige ekspansion - oploeses i et plan af immanente forskelle og pluraliteter, ulokaliserbare stemmer, ekkoer fra svundne tider og steder, maerkelige roerelser og tranceagtige fornemmelser.
har fået læst Sult, Drømmenovelle, Parisisk spleen, Kunsten og det moderne liv, og er godt midtvejs gennem den sublime Syndens blomster.
Fellaheen (437) skrev:
Hvad syntes du om dem? Var vandreturen god?
Jo tak, vandreturen var fantastisk :) Utroligt med hvilken hast legemet kan tilpasse sig usædvanlige forhold.
Min gennemgang bliver desværre lidt kort, men der er blevet læst så meget siden, bl.a. Pan, Broen (af Hart Crane), 20 dage med Julian og lille Kanin.
Sult af Knut Hamsun: Grim, grim litteratur; spredt og usammenhængende narrativ, intet større plot, ingen morale, væmmelig og lettere vanvittig protagonist, intetsigende bipersoner, der blot fungerer som katalysator for protagonistens ligegyldige luneudfald... Faktisk kunne jeg rigtig godt lide bogen, og selvom jeg vil kalde litteraturen grim, er bogen stadig velkomponeret og Hamsun ved nøjagtigt hvad han gør, og fremstiller den nye verdensorden via en psykologi, som grundet sult, biologi førend ånd, konstant er på grænsen til vanvid. Ikke stor poesi, men ligesom dostojevskij magter det så overlegent, former Hamsun karakterer og handlinger med sådan en fylde, at poesien bliver overflødig, måske endda ville kunne siges at være forstyrrende, hvis den havde været dominerende. Bogens stemning balancerer lidt dristigt mellem tragedie og komedie, men insisterer tilstrækkeligt på sin grumme tone. Efter også at have læst "Pan" er min litteratur-respekt for Knut Hamsun overmåde stor. Knut Hamsun minder mig om Aksel Sandemose når han er bedst.
Drømmenovelle af Arthur Schnitzler: Ikke så meget at sige om den. Forglemmeligt sprog, som desværre ikke kan bære de ellers fine tanker som historien afstedkommer. Bogen rummer dog også glimrende passager, og især lægens indskrænkethed fungerer bedre end Kubricks fortolkning, som ellers er poetisk overlegen. Tom Cruise er på en gang perfekt til rollen, men så alligevel ikke, da han synes for naturligt ureflekteret og mekanisk.
Parisisk spleen af Baudelaire: Aldeles nydelige stemningsbilleder, som jeg dog nok fik læst lige hurtigt nok, og faktisk ikke husker nogen særdeles dybfølt begejstring for, i hvert fald ikke nok til jeg kan komme med uddybende beskrivelser. Men stadig en solid læseoplevelse af en sproglig mester, som jeg ikke ville have spor imod at genlæse på et tidspunkt.
Kunsten og det moderne liv af Baudelaire: Glimrende samling af essays, som giver en god forståelse for mandens overordnede og væsentligt nuancerede paradigme, og som jeg er meget glad for at have læst, inden jeg gik i gang med Syndens blomster. Ikke underligt symbolisterne fandt denne romantiker inspirerende.
Syndens blomster af Baudelaire: En mesters værk. Selv de mange emnemæssigt for mit vedkommende noget kedsommelige besyngelser af kvinden (ofte en femme fatal), måtte jeg bøje mig dybt af beundring for over den tekniske finesse og ordrigdom. Og når B. udfoldede de mere grumme eller besynderlige og sære elementer af sind og samfund og kultur, var jeg helt solgt. Ikke Trakl, men rigeligt nok til at blive sammenlignet med denne poesiens mørke fyrste.
Kan ikke huske om jeg har nævnt Malte Laurids Brigges optegnelser af Rilke, som dog i hvert fald mere end fortjener at blive nævnt, da dette værk for et episk værk er af en sjælden poetisk holdbar tyngde. Stor, stor fortvivlelse og desto større ensomhed.
#431 elwood 13 år siden
Gotham Central
Jeg er begyndt og læse de her Historie på min Ipad, de fåes også i bog/hæfte form, så vidt jeg ved.
Hvor man følger politiet i Gotham City, de støder stadigvæk nogen gange på Batmans fjender, men det er ikke ham der er i fokus, det er politiet, der er f.eks. en af dem der gir udtryk for, hvor meget det går ham på at Batman sætter dem i dårligt lys nogen gange, som om han altid skal blande sig, og ikke lade dem passe arbejdet.
Jeg synes faktisk de er ganske godt skrevet og tegnet, og tænkte om andre havde læst dem ?
Tom Cruise: "I just love this scene, and the set"
#432 Antlion 13 år siden
"Tropic of Cancer" er enestående. Man kan hverken kalde det for en selvbiografi eller roman, men en ikke-kronologisk beretning af jeg'ets oplevelser. Det er obskønt, mandschauvinistisk og amoralsk; Miller frigør sig fra al form for moral, udleverer sig selv fuldstændigt, men det er både ynkeligt og befriende ærligt.
Hans senere værker fokuserer gentagende på Thoreau'sk filosofi, og det bliver meget trættende at læse, da Miller på ingen måde er den store filosof.
Det er et væmmeligt sted, hvis du ønsker faglig og teoretisk dybde. Et socialt fællesskab af deltids-drankere, søde piger og patologisk venlighed skal du dog nok få relativ glæde af. :)
#433 Antlion 13 år siden
"Metafysikkens fremskridt" (Immanuel Kant)
"PIHKAL*: A Chemical Love Story" (Alexander & Ann Shulgin)
"TIKHAL*: The Continuation" (Alexander & Ann Shulgin)
"Tilværelsens ulidelige lethed" (Milan Kundera)
*Phenethylamines I have known and loved.
*Tryptamines I have known and loved.
#434 Bates 13 år siden
#435 Antlion 13 år siden
Nej, men jeg kan sagtens skelne mellem filosofiske, teoretiske og skønlitterære værker, selvom de læses på samme dag. Flere "normale" romaner på én gang er en sjældenhed. Jeg vil næppe springe imellem f.eks. Kundera og Pavel Kohout, og opnå samme kunstneriske tilfredsstillelse, som en enkeltlæsning giver. Til trods for deres litterære ligheder...
#436 Muldgraver 13 år siden
Jeg har læst et par stykker, fandt dem ganske gode.
#432
Tja, jeg fik nu også en del fagligt ud af min gymnasietid, men det siger nok også mest om mit lærdomsmæssige engagement. Men for en person fra ikke ikke-intellektuelt hjem, var visse fag i gymnasiet en fin introduktion til de finere kunster. Især engelsk litteratur begejstrede mig, og gav mig i særdeleshed en fornemmelse for hvad god litteratur kunne være. Men er man i forvejen en fri ånd, så at sige, så må gymnasietiden da for alvor være en boltringstid, hvor man kan fifle rundt med den letsindige tilværelse lidt endnu, måske endda nyde lidt spleen :)
Hvad synes du om denne? Hvorfor er den vigtig? Jeg fandt den kedsommelig i dens (pubertære?) sjofelhed... men også lidt tragikomisk til tider.
@Fellaheen
Jeg har været på langvarig vandretur (derfor også min manglende responseren), og har fået læst Sult, Drømmenovelle, Parisisk spleen, Kunsten og det moderne liv, og er godt midtvejs gennem den sublime Syndens blomster. Jeg har ikke lige tid til at dykke ned i mine indtryk af bøgerne pt., men jeg skal nok få gjort det på et tidspunkt(...)
#437 Fellaheen 13 år siden
Selv har jeg laest Julian Jaynes' "The Origin of Consciousness in the Breakdown of the Bicameral Mind" som er meget interessant. Dens tese, som den desvaerre forsoeger at stoette neurologisk, er dybest set den, at mennesket foer cirka Sokrates' tid var skizofrent og ubevidst i naturen. Hver mand havde sin egen Gud, der holdt til i den lokale skov eller paa det lokale bjerg og disse Guder talte meget med deres mennesker. At hoere stemmer var ganske almindeligt, hvilket Jaynes mener at kunne uddrage fra gamle religioese og episke tekster.
Han teoretiserer, at det foer-civiliserede menneske perciperede mere umiddelbart og altsaa modtog usprogligt, hvorimod den moderne mand snarere taler i sin hjerne, altid hoere sit eget intellekt tale. Den indre "meta-stemme", der organiserer det, vi ser og giver os vores selvbevidsthed er altsaa et forholdsvis nyt faenomen. Jaynes forklarer ogsaa skizofreni, moderne religioese orakler og visionaere poeter med et tilbageslag til en tidligere bevidsthedstilstand frigjort fra meta-kognition, en umiddelbart sanselig perception af den doede om omverden som om den kommunikerer og beordrer.
#438 Fellaheen 13 år siden
Hvad syntes du om dem? Var vandreturen god?
Selv har jeg laest Julian Jaynes' "The Origin of Consciousness in the Breakdown of the Bicameral Mind" som er meget interessant. Bogens tese, som den desvaerre forsoeger at stoette neurologisk, er dybest set den, at mennesket foer cirka Sokrates' tid var skizofrent og ubevidst i naturen. Hver mand havde sin egen Gud, der holdt til i den lokale skov eller paa det lokale bjerg og disse mange hedenske Guder talte med deres mennesker paa dagsbabsis. At hoere stemmer var ganske almindeligt, hvilket Jaynes mener at kunne uddrage fra gamle religioese og episke tekster.
Han teoretiserer, at det foer-civiliserede menneske perciperede mere umiddelbart og altsaa modtog usprogligt, hvorimod den moderne mand snarere taler i sin hjerne, altid hoere sit eget intellekt tale. Den indre "meta-stemme", der organiserer det, vi ser og giver os vores selvbevidsthed er altsaa et forholdsvis nyt faenomen. Jaynes forklarer ogsaa skizofreni, moderne religioese orakler og visionaere poeter med et tilbageslag til en tidligere bevidsthedstilstand frigjort fra meta-kognition, en umiddelbart sanselig perception af den doede omverden som om den kommunikerer og beordrer.
Altsaa blev Gud gjort abstrakt og transcendent med "the breakdown of the bicameral mind" - et ikke-immanent begreb udenfor verden, noget naer usanseligt og uvirkeligt. Jeg tror ikke helt paa, at det skyldes en udvikling i hjernen, men snarere at civilisationen, for at den kan lykkes med at afskrive alle former for anarki og kaos, maa handle i troen om en adskillelse af naturens rationelle orden og Guds rige udenfor ordenen. Saaledes er der nok snarere tale om undertrykkelse end sammenbrud, for visse af middelalderens mystikere har vel ogsaa vaeret lettere skizofrene og man har vel i langt de fleste tilfaelde levet i skizofrene samfund, der troede paa uhyrer og skovguder.
Samtidig kom jeg til at taenke paa Vlacils "Marketa Lazarova" som er et glimrende moderne eksempel paa et immanent modoproer mod en abstrakt Gud, oplysningens dialektik, hvis yderste konsekvens kan siges at have vaeret sovjetkommunismen. Den binaere rationalisme - dens gamle (af Nietzsche myrdede) transcendente Gud og fornuftens/oplysningens bestandige ekspansion - oploeses i et plan af immanente forskelle og pluraliteter, ulokaliserbare stemmer, ekkoer fra svundne tider og steder, maerkelige roerelser og tranceagtige fornemmelser.
#439 Muldgraver 13 år siden
Jo tak, vandreturen var fantastisk :) Utroligt med hvilken hast legemet kan tilpasse sig usædvanlige forhold.
Min gennemgang bliver desværre lidt kort, men der er blevet læst så meget siden, bl.a. Pan, Broen (af Hart Crane), 20 dage med Julian og lille Kanin.
Sult af Knut Hamsun: Grim, grim litteratur; spredt og usammenhængende narrativ, intet større plot, ingen morale, væmmelig og lettere vanvittig protagonist, intetsigende bipersoner, der blot fungerer som katalysator for protagonistens ligegyldige luneudfald... Faktisk kunne jeg rigtig godt lide bogen, og selvom jeg vil kalde litteraturen grim, er bogen stadig velkomponeret og Hamsun ved nøjagtigt hvad han gør, og fremstiller den nye verdensorden via en psykologi, som grundet sult, biologi førend ånd, konstant er på grænsen til vanvid. Ikke stor poesi, men ligesom dostojevskij magter det så overlegent, former Hamsun karakterer og handlinger med sådan en fylde, at poesien bliver overflødig, måske endda ville kunne siges at være forstyrrende, hvis den havde været dominerende. Bogens stemning balancerer lidt dristigt mellem tragedie og komedie, men insisterer tilstrækkeligt på sin grumme tone. Efter også at have læst "Pan" er min litteratur-respekt for Knut Hamsun overmåde stor. Knut Hamsun minder mig om Aksel Sandemose når han er bedst.
Drømmenovelle af Arthur Schnitzler: Ikke så meget at sige om den. Forglemmeligt sprog, som desværre ikke kan bære de ellers fine tanker som historien afstedkommer. Bogen rummer dog også glimrende passager, og især lægens indskrænkethed fungerer bedre end Kubricks fortolkning, som ellers er poetisk overlegen. Tom Cruise er på en gang perfekt til rollen, men så alligevel ikke, da han synes for naturligt ureflekteret og mekanisk.
Parisisk spleen af Baudelaire: Aldeles nydelige stemningsbilleder, som jeg dog nok fik læst lige hurtigt nok, og faktisk ikke husker nogen særdeles dybfølt begejstring for, i hvert fald ikke nok til jeg kan komme med uddybende beskrivelser. Men stadig en solid læseoplevelse af en sproglig mester, som jeg ikke ville have spor imod at genlæse på et tidspunkt.
Kunsten og det moderne liv af Baudelaire: Glimrende samling af essays, som giver en god forståelse for mandens overordnede og væsentligt nuancerede paradigme, og som jeg er meget glad for at have læst, inden jeg gik i gang med Syndens blomster. Ikke underligt symbolisterne fandt denne romantiker inspirerende.
Syndens blomster af Baudelaire: En mesters værk. Selv de mange emnemæssigt for mit vedkommende noget kedsommelige besyngelser af kvinden (ofte en femme fatal), måtte jeg bøje mig dybt af beundring for over den tekniske finesse og ordrigdom. Og når B. udfoldede de mere grumme eller besynderlige og sære elementer af sind og samfund og kultur, var jeg helt solgt. Ikke Trakl, men rigeligt nok til at blive sammenlignet med denne poesiens mørke fyrste.
Kan ikke huske om jeg har nævnt Malte Laurids Brigges optegnelser af Rilke, som dog i hvert fald mere end fortjener at blive nævnt, da dette værk for et episk værk er af en sjælden poetisk holdbar tyngde. Stor, stor fortvivlelse og desto større ensomhed.
#440 davenport 13 år siden