Ja Sult er vel en form for program for en ny litteratur, der er ukontrolleret og vanvittig. Ligger meget op af Rimbauds mål om at gøre sjælen til et uhyre, et monster, blive den store syge, den store forbryder, den store fordømte - og alligevel ankomme til det ukendte midt i sultevanviddet. Så vidt jeg husker skrev Glauber Rocha, at det, han søgte var en sultens æstetik og hans film er da også netop grimme, spredte og usammenhængende, samt utroligt potentielle og befriende. Sult, Mysterier og Pan er Hamsuns mest anarkistiske bøger: mennesket skildres ultimativt som en naturkraft, der gennemstrømmer og overstrømmer alting.
Hovedpersonerne er ikke, de er umulige at samle eller civilisere, de er altid i deres vorden: sindssyge, skælvende, sultende, lyttende, elskende, hadende - ligeså onde og gode som naturens ekstase. Hamsun siger ikke "jeg tænker", han siger "det tænker", tankerne kan ikke knyttes til et centrum, til et "jeg", de kommer blot, de er drevet frem af den kraft som han forsøger at identificere sig med - derfor er Glahn, Nagel og ham fra Sult alle "tilværelsens udlændinge", de er ikke, de gør, de kan ikke reduceres til en statisk væren da de altid vandrer, lever som nomader. I øvrigt ligesom vandrerne i Hamsuns vandrer-trilogi - de er fælles om at kunne sige "Jeg er en anden".
Det er essentiel modernisme, fordi vilje, vitalitet, impuls, osv. ikke ledsages af dødsangst, lidelse og synd og ikke reduceres til egoets ensomme krav og drift (som i Freud). Når man forledes til at benægte viljen er det på grund af dens indordning under egoet, man gør viljen til en enhed istedet for affirmation af forskellighed og potentiale. Det Hamsun dermed identificerer er urviljen, syndens blomster - "det tragiske" som den højeste kunstform, hvori civilisationens binære logik kortslutter og den transcendente, abstrakte Gud bliver immanent i den menneskelige handling og i den primordiale rus, som fejrer livets mangfoldighed. Hele den guddommelige komedie udfolder sig, alt er helligt og flydende og derfor også umuligt at organisere, hverken som jeg'er eller i binære modsætninger. Gud er i sulten og i nerverne, Gud er naturens feber: kvalmende, vital og overvældende som solen.
Jeg har ikke læst Drømmenovelle, men kan som sagt godt lide filmen. Trakl er fremragende, jeg havde vidst engang et citat fra et af hans digte, "Golden über der Schädelstätte, öffnet sich Gottes Auge", som signatur herinde. Læser du ham på engelsk eller hvordan? Jeg har læst noget på engelsk, og lidt på tysk (der er desværre for meget, jeg ikke forstår) og så Ivan Malinowskis oversættelser. Hart Crane er også god. Malte Laurids Brigges optegnelser er også helt sublim og netop utrolig billedlig og vægtig i forhold til så meget anden prosa - lidt som Fru Hjertesorg af West.
Har f.eks. lige læst "Og Solen Går Sin Gang" af Hemingway som jeg godt kunne lide, selvom skildringen af "den tabte generation" ikke er helt ligeså billedligt genial og præcis som Nathanael Wests og til dels F. Scott Fitzgeralds. Og den nærmer sig selvfølgelig heller ikke Eliotts ødemark, men jeg er måske også for filmisk og billedlig i min bedømmelse af litteratur. Den Gamle Mand og Havet og The Snows of Kilimanjaro er også sublime på grund af deres lidt mytiske karakter, men "Og Solen..." kedede mig desværre lidt visse steder, af og til minder den endda om en fransk nybølge-film. West er bare en del sjovere og skarpere og mere indsigtsfuld end Hemingway. Den har utvivlsomt sine øjeblikke og sjove påfund, men jeg følte lidt den manglede poetisk fylde, intensitet og billedlighed, alle intrigerne var også interessante og nuancerede, men ikke på et plan som jeg forbinder med "verdenslitteratur".
Ja, Hemingway er selvfølgelig bedst at læse på engelsk da man på grund af det enkle sprog sandsynligvis ikke går glip af noget. Det var dog en dansk version af The Sun Also Rises jeg havde ved hånden og så blev det bare sådan. Jeg tvivler nu på det har ødelagt min oplevelse markant.
Ja, Hemingway er nemlig super enkel sprogmæssigt, så det ville være synd ikke også at læse ham på originalsproget. :) Ikke fordi, at en dansk udgave er en katastrofe overhovedet. Jeg havde bare troet, at du var typen, som gik meget op i at læse bøger på originalsproget. :)
Jeg er ikke specielt stor Hemingway fan, men jeg er ret vild med mange af hans noveller. Hvis jeg skal fremhæve et par stykker, må det nok være "The Short Happy Life of Francis Macomber", "The Killers", "Soldier's Home" og "Indian Camp". Men jeg kan se, at mange af dem er samlet i antologien "The Fiftih Column and the First Forty-Nine Stories"
#441 Først og fremmest: Yes til dit Trakl-kendskab! Citatet kan stamme fra "Salme", hvor den danske oversættelse lyder "Tavst over Golgatha åbner sig Guds gyldne øje.", men Trakl nuancerer flere steder sine ofte brugte ord gennem spændende beslægtede formuleringer. Hans brug af farver og ord som "høstlig" er fortrinlig. Jeg har dog ikke læst meget af ham (hvilket måske kan synes modstridende min begejstring taget i betragtning, men men...), og har foruden et lille undergrundshæfte hos en ven, læst Sebastian i drømme og Mod midnat, da det er de eneste to udgaver som foreligger på dansk, og som jeg derfor kan læse så intenst som jeg ønsker. Nu du kender Trakl, må jeg, i tilfælde af du ikke skulle kende værket, henvise til Paul Celan og hans post-kz Sort mælk.
Det er nogle uhyre interessante formuleringer du laver omkring Knut Hamsuns romaner og "essentiel modernisme" i øvrigt. Særligt "mennesket skildres ultimativt som en naturkraft," indfanger bl.a. ganske godt den desperation, man fornemmer hos hovedpersonerne. Og nu bruger jeg ordet desperation, for det forekommer mig, at selv om fortælleren kan beskrive øjeblikke af idel lykke, virker denne som en sjældenhed i den destruktive fremmedgørelsestilstand fortælleren skildrer sin gennemlevelse af:
Jeg ville også modificere "tilværelsens udlændinge", da hovedpersonerne snarere, i mødet med dette, beskrives som "samfundets udlændinge". De prøver så desperate at forene sig selv med de koder samfundet mere eller mindre bevidst indretter sig efter. Afmagten overfor samfundet fører til en desperat tilværelse. I Sult ser vi fortælleren stride med den ære-kode han har fra samfundet og måler sig selv med i forhold til dette, hvilket i "Sult" fører til en umiddelbart komisk, men derfor desto mere tragisk, selvdestruktion, fordi ære-koden slet ikke kan bære hans livsvilkår. Hans forløsning er resignationen og søgangen (perspektiver til "Vi pynter os med horn" af Sandemose, for en uddybning af også en modsat bevægelse :) ).
Samme bevægelse gøres i Pan, men hvori naturkraftsfænomenet og/eller gudbilledligheden paganiseres på, omend simpel og stridbar, forbilledlig kompositorisk vis, og fornægter samfundets (dengang) nuværende tilstand som mulig rummende det moderne menneske.
Med ovenstående in mente, synes jeg alligevel "essentiel modernisme" kommer til at rumme lidelsen, måske ikke så meget i forbindelse med fremmedgørelsesfølelse, men fordi der er elementer i samfundets menneskelighed, som naturkraften søger mod (((sjovt nok af kunsten oftest belyst gennem en erotisk vinkel, og hos religionen den mere beherskede kærlighed, og heri finder jeg Bibelens vinkler særdeles interessante, da jeg mener den gør en forbindelse mellem de to, der ultimativt opløser moralen og samfundskoderne))). Det mest spændende ved "Pan" er således titlen og de perspektiver den kaster over fortællingen, hvor netop denne blot semi-antropomorfe gud, den angående rå magt overlegne sammensmeltning af dyr og menneske, men som deri dog også er splittet og overladt til den ensomme og vanvittige uforløsning, der kun kan lindres i små øjeblikkes ekstase, hos den rene natur eller erotik. I denne tanke ligger måske også, at erotikkens væsen er uforenligt med samfundet?
Og her tror jeg faktisk modernismen stopper? Og må udvikle sig til postmodernisme, før en "affirmation af forskellighed og potentiale." kan finde sted? Nu trænger vi så til et opgør med den åndsdød som en nihilistisk postmodernisme uvilkårligt må strande i, eller måske bare et opgør med kommercialismen...?
Ovenstående tekst er egentlig et stort spørgsmålstegn, jeg synes som sagt dine betragtninger er ganske dybdegående interessante.
Af Hemmingway kender jeg kun "Den gamle mand og havet" og af Fitzgerrald kun "Den store Gatsby", begge finder jeg dog fantastiske. Nathanael West er skrevet et sted bag øret.
Angående "Broen" af Hart Crane: Jeg fattede (næsten) ingenting... Eller, det vil sige, jeg forstod den grundlæggende ide, da jeg læste indledningen, men selve digtningen fandt jeg for usammenhængende og broløs, ligesom sprogets rytme. Der var nogle ret så fænomenale lyspunkter (hans brug af måger (som luftbølger?) finder jeg meget fin), men de forblev for isolerede for mig, og jeg kom aldrig ind i de fleste af digtene, heller ikke ved genlæsninger. Jeg tilskriver naturligvis oversættelsen en del af forbigåelsen, men jeg har også på fornemmelsen, jeg nok skal have læst noget mere amerikansk litteratur og indarbejdet en større forståelse for den amerikanske kultur, førend jeg vil kunne få tilstrækkeligt forbindelsesled mellem digtsamlingen og mig selv. Så måske engang ved genpåstødning :)
#441 Fellaheen 13 år siden
Hovedpersonerne er ikke, de er umulige at samle eller civilisere, de er altid i deres vorden: sindssyge, skælvende, sultende, lyttende, elskende, hadende - ligeså onde og gode som naturens ekstase. Hamsun siger ikke "jeg tænker", han siger "det tænker", tankerne kan ikke knyttes til et centrum, til et "jeg", de kommer blot, de er drevet frem af den kraft som han forsøger at identificere sig med - derfor er Glahn, Nagel og ham fra Sult alle "tilværelsens udlændinge", de er ikke, de gør, de kan ikke reduceres til en statisk væren da de altid vandrer, lever som nomader. I øvrigt ligesom vandrerne i Hamsuns vandrer-trilogi - de er fælles om at kunne sige "Jeg er en anden".
Det er essentiel modernisme, fordi vilje, vitalitet, impuls, osv. ikke ledsages af dødsangst, lidelse og synd og ikke reduceres til egoets ensomme krav og drift (som i Freud). Når man forledes til at benægte viljen er det på grund af dens indordning under egoet, man gør viljen til en enhed istedet for affirmation af forskellighed og potentiale. Det Hamsun dermed identificerer er urviljen, syndens blomster - "det tragiske" som den højeste kunstform, hvori civilisationens binære logik kortslutter og den transcendente, abstrakte Gud bliver immanent i den menneskelige handling og i den primordiale rus, som fejrer livets mangfoldighed. Hele den guddommelige komedie udfolder sig, alt er helligt og flydende og derfor også umuligt at organisere, hverken som jeg'er eller i binære modsætninger. Gud er i sulten og i nerverne, Gud er naturens feber: kvalmende, vital og overvældende som solen.
Jeg har ikke læst Drømmenovelle, men kan som sagt godt lide filmen. Trakl er fremragende, jeg havde vidst engang et citat fra et af hans digte, "Golden über der Schädelstätte, öffnet sich Gottes Auge", som signatur herinde. Læser du ham på engelsk eller hvordan? Jeg har læst noget på engelsk, og lidt på tysk (der er desværre for meget, jeg ikke forstår) og så Ivan Malinowskis oversættelser. Hart Crane er også god. Malte Laurids Brigges optegnelser er også helt sublim og netop utrolig billedlig og vægtig i forhold til så meget anden prosa - lidt som Fru Hjertesorg af West.
Har f.eks. lige læst "Og Solen Går Sin Gang" af Hemingway som jeg godt kunne lide, selvom skildringen af "den tabte generation" ikke er helt ligeså billedligt genial og præcis som Nathanael Wests og til dels F. Scott Fitzgeralds. Og den nærmer sig selvfølgelig heller ikke Eliotts ødemark, men jeg er måske også for filmisk og billedlig i min bedømmelse af litteratur. Den Gamle Mand og Havet og The Snows of Kilimanjaro er også sublime på grund af deres lidt mytiske karakter, men "Og Solen..." kedede mig desværre lidt visse steder, af og til minder den endda om en fransk nybølge-film. West er bare en del sjovere og skarpere og mere indsigtsfuld end Hemingway. Den har utvivlsomt sine øjeblikke og sjove påfund, men jeg følte lidt den manglede poetisk fylde, intensitet og billedlighed, alle intrigerne var også interessante og nuancerede, men ikke på et plan som jeg forbinder med "verdenslitteratur".
#442 MMB 13 år siden
Læser du ikke Hemingway på engelsk...?
#443 Antlion 13 år siden
Læser du ikke Rimbaud på fransk...?
#444 Fellaheen 13 år siden
Nah, jeg kan ikke tale eller læse fransk.
#445 MMB 13 år siden
Og hvad skal det betyde?
#444
Ja, Hemingway er nemlig super enkel sprogmæssigt, så det ville være synd ikke også at læse ham på originalsproget. :) Ikke fordi, at en dansk udgave er en katastrofe overhovedet. Jeg havde bare troet, at du var typen, som gik meget op i at læse bøger på originalsproget. :)
#446 Fellaheen 13 år siden
#447 MMB 13 år siden
Jeg er ikke specielt stor Hemingway fan, men jeg er ret vild med mange af hans noveller. Hvis jeg skal fremhæve et par stykker, må det nok være "The Short Happy Life of Francis Macomber", "The Killers", "Soldier's Home" og "Indian Camp". Men jeg kan se, at mange af dem er samlet i antologien "The Fiftih Column and the First Forty-Nine Stories"
#448 Fellaheen 13 år siden
#449 MMB 13 år siden
#450 Muldgraver 13 år siden
Først og fremmest: Yes til dit Trakl-kendskab! Citatet kan stamme fra "Salme", hvor den danske oversættelse lyder "Tavst over Golgatha åbner sig Guds gyldne øje.", men Trakl nuancerer flere steder sine ofte brugte ord gennem spændende beslægtede formuleringer. Hans brug af farver og ord som "høstlig" er fortrinlig. Jeg har dog ikke læst meget af ham (hvilket måske kan synes modstridende min begejstring taget i betragtning, men men...), og har foruden et lille undergrundshæfte hos en ven, læst Sebastian i drømme og Mod midnat, da det er de eneste to udgaver som foreligger på dansk, og som jeg derfor kan læse så intenst som jeg ønsker. Nu du kender Trakl, må jeg, i tilfælde af du ikke skulle kende værket, henvise til Paul Celan og hans post-kz Sort mælk.
Det er nogle uhyre interessante formuleringer du laver omkring Knut Hamsuns romaner og "essentiel modernisme" i øvrigt. Særligt "mennesket skildres ultimativt som en naturkraft," indfanger bl.a. ganske godt den desperation, man fornemmer hos hovedpersonerne. Og nu bruger jeg ordet desperation, for det forekommer mig, at selv om fortælleren kan beskrive øjeblikke af idel lykke, virker denne som en sjældenhed i den destruktive fremmedgørelsestilstand fortælleren skildrer sin gennemlevelse af:
Jeg ville også modificere "tilværelsens udlændinge", da hovedpersonerne snarere, i mødet med dette, beskrives som "samfundets udlændinge". De prøver så desperate at forene sig selv med de koder samfundet mere eller mindre bevidst indretter sig efter. Afmagten overfor samfundet fører til en desperat tilværelse. I Sult ser vi fortælleren stride med den ære-kode han har fra samfundet og måler sig selv med i forhold til dette, hvilket i "Sult" fører til en umiddelbart komisk, men derfor desto mere tragisk, selvdestruktion, fordi ære-koden slet ikke kan bære hans livsvilkår. Hans forløsning er resignationen og søgangen (perspektiver til "Vi pynter os med horn" af Sandemose, for en uddybning af også en modsat bevægelse :) ).
Samme bevægelse gøres i Pan, men hvori naturkraftsfænomenet og/eller gudbilledligheden paganiseres på, omend simpel og stridbar, forbilledlig kompositorisk vis, og fornægter samfundets (dengang) nuværende tilstand som mulig rummende det moderne menneske.
Med ovenstående in mente, synes jeg alligevel "essentiel modernisme" kommer til at rumme lidelsen, måske ikke så meget i forbindelse med fremmedgørelsesfølelse, men fordi der er elementer i samfundets menneskelighed, som naturkraften søger mod (((sjovt nok af kunsten oftest belyst gennem en erotisk vinkel, og hos religionen den mere beherskede kærlighed, og heri finder jeg Bibelens vinkler særdeles interessante, da jeg mener den gør en forbindelse mellem de to, der ultimativt opløser moralen og samfundskoderne))). Det mest spændende ved "Pan" er således titlen og de perspektiver den kaster over fortællingen, hvor netop denne blot semi-antropomorfe gud, den angående rå magt overlegne sammensmeltning af dyr og menneske, men som deri dog også er splittet og overladt til den ensomme og vanvittige uforløsning, der kun kan lindres i små øjeblikkes ekstase, hos den rene natur eller erotik. I denne tanke ligger måske også, at erotikkens væsen er uforenligt med samfundet?
Og her tror jeg faktisk modernismen stopper? Og må udvikle sig til postmodernisme, før en "affirmation af forskellighed og potentiale." kan finde sted? Nu trænger vi så til et opgør med den åndsdød som en nihilistisk postmodernisme uvilkårligt må strande i, eller måske bare et opgør med kommercialismen...?
Ovenstående tekst er egentlig et stort spørgsmålstegn, jeg synes som sagt dine betragtninger er ganske dybdegående interessante.
Af Hemmingway kender jeg kun "Den gamle mand og havet" og af Fitzgerrald kun "Den store Gatsby", begge finder jeg dog fantastiske. Nathanael West er skrevet et sted bag øret.
Angående "Broen" af Hart Crane: Jeg fattede (næsten) ingenting... Eller, det vil sige, jeg forstod den grundlæggende ide, da jeg læste indledningen, men selve digtningen fandt jeg for usammenhængende og broløs, ligesom sprogets rytme. Der var nogle ret så fænomenale lyspunkter (hans brug af måger (som luftbølger?) finder jeg meget fin), men de forblev for isolerede for mig, og jeg kom aldrig ind i de fleste af digtene, heller ikke ved genlæsninger. Jeg tilskriver naturligvis oversættelsen en del af forbigåelsen, men jeg har også på fornemmelsen, jeg nok skal have læst noget mere amerikansk litteratur og indarbejdet en større forståelse for den amerikanske kultur, førend jeg vil kunne få tilstrækkeligt forbindelsesled mellem digtsamlingen og mig selv. Så måske engang ved genpåstødning :)