Jeg går ud fra, at denne tråd også gælder tegneserier, da de forskellige tegneserie-tråde gennem tiden har haft ultra kort udløb. Men jeg lånte From Hell på biblioteket den anden dag og det er da et kæmpe værk. Jeg er personligt ikke så meget til stregen, da jeg ikke bryder mig om den teknik, men historiemæssigt er den gigantisk og uhyre interessant. "Ekstramaterialet", hvis man kan kalde det sådan, er desuden med til, at udgivelsen ryger helt op i en anden liga. Man kan tydeligt se, at der er lagt utrolig meget research i værket, hvorved historien bliver lige dele fiktion og fakta, hvilket gør den utrolig autentisk og får spændingen til at stige op i det røde felt. Hver enkelt side bliver bagerst i værket nøje beskrevet af forfatteren, hvorfor den er taget med, baggrunden for de medvirkende karakterer og eventuelle ægte fotos af de medvirkende. Det er et kæmpemæssigt værk, som i allerhøjeste grad kan anbefales til alle der elsker en god og spændende historie. Et must-have til alle tegneserie fans.
Historien er skrevet af Alan Moore, der også er kendt for de eminente tegneserier "Watchmen", "V For Vendetta" og "The League of Extraordinary Gentlemen". Han har desuden også skrevet en af mine personlige Batman favoritter, "Batman: The Killing Joke" hvor man kan læse Alan Moores fortolkning af Jokerens "fødsel". Den er desuden tegnet af Eddie Campbell, en tegner jeg personligt kun kender fra From Hell. Jeg har hørt fra flere steder, at hans nærmest impressionistiske streg passer godt til den dystre historie i From Hell, hvilket jeg sagtens kan forstå hvorfor man synes. Personligt bryder jeg mig dog ikke om stilen med de sort-hvide skraveringer. From Hell er meget voldsom i både historie og billeder og med dissektioner af lig, eksplicit sex og vold, kan den bestemt ikke anbefales til børn.
Nyeste anmeldelse: "The Thin Red Line" : http://bonysblog.wordpress.com/
Det stammer fra "Psalm", ja. De to udgivelser må være noget, du har lånt på Hovedbiblioteket eller lignende, ikke? Jeg kender kun Celans "Todesfuge", men det er også et meget mystisk og uhyggeligt digt. Desuden var Trakl (og J.P. Jacobsen, for at det ikke skal være løgn) Rilkes yndlingsdigter, hvilket man godt kan forstå. Hør bare den første af sonetterne til Orfeus:
Da steg et træ. O overstigens gåde! Og Orfeus sang. Hans træ i øret steg! Alt tav. Men selv da sangen sagte veg, var luften fuld af vink, forvandling, nåde.
Og dyr af stilhed trængte fra den klare forløste skov, fra leje og fra grene; da skete det, at ikke list alene gjorde dem tavse, ikke angst for fare,
men deres lytten. Brølen, tummel, skrigen blev små i deres hjerter. Og hvor før knap var en hytte med en åben dør,
et fattigt tilflugtssted af dunkel higen, hvis indgangs stolper dumpt og sagte skælved, - blev deres hørelse til tempel hvælved.
Rilkes Duino-elegier og sonetter til Orfeus er også den ekstatiske affirmation af livet, af kreativitet, forvandling og dødelighed. Et Gudsmord ligesom Nietzsches, "thi det skønne er intet andet det forfærdeliges optakt, grusom er hver engel!". Hele denne filosofiske idé om viljen, der starter hos symbolisterne, går videre gennem Schopenhauer/Nietzsche og også kan findes i Hamsun, ender med Thomas Pynchons store tragedie "Gravity's Rainbow" fra 1973. Den er en skræmmende og fascinerende udforskning af hele den tragedie, der blev kulminationen på den vestlige tænkning. Den faustiske nazist Captain Blicero er besat af Rilkes hedenske, livskraftige digtning og ender med at ødelægge Orpheus Theatre i Los Angeles (hvor man som læser sidder og ser en film som måske hedder "Gravity's Rainbow") med et V2-missil. V2-missilets (regn)bue i luften, når den affyres, er romanens gennemgående metafor - regnbuen, altså mangfoldigheden, transformationen, bevægelsen, forbindes med V2-missilets skrigen og hylen når dets bue knækker og det farer ned mod jorden for at ødelægge og sætte ting i flammer. Således starter Pynchons bog også med et ophidselsens dødsskrig, "A screaming comes across the sky", ligesom Rilkes første elegi, "Hvem, hvis jeg skreg, ville høre mig blandt englenes ordener?".
Tilværelsens udlændinge er måske også et forkert ordvalg, men det kommer fra Nagel selv i Mysterier, hvor han siger noget i den retning på et tidspunkt. Jeg er dog enig i at "samfundets udlænding" er lidt mere meningsfuldt. Den "modernistiske" litteratur er i virkeligheden post-moderne i et større samfundsmæssigt perspektiv, hvis man betragter modernitet som den suverænitets-dualisme man var nødsaget til at konstruere for at tæmme renæssancens immanente og revolutionære tanker. Modernitet er i f.eks. Lyotard eller Deleuzes (altså dem der "opfandt" det post-moderne) optik dualismen mellem den rationelle væren og den abstrakte Gud udenfor væren, hvor post-modernismen er deres "revolutionære" dekonstruktion af dualismerne til en oprindelig primordial enhed mellem Gud og væren, Gud som immanent kraft i mennesket. På den måde er Hamsun, Nietzsche og Pynchon post-modernister i et større perspektiv, skønt de ofte litteraturhistorisk benævnes "modernister". Lyotard, der er en kendt post-modernist kaldte i en periode sin filosofi for "pagan", hvilket siger en del om hans barbariske mål med at dekonstruere den vestlige jeg-identitet og dualismen mellem Gud og Verden.
Det som folk i dag kalder post-moderne litteratur og film må derfor (hvis vi samler litteraturens og samfundsvidenskabens begreber) være moderne litteratur (dvs. dualistisk litteratur), men hvori den abstrakte Gud er død og det eneste, som stadig er tilbage i kunsten derfor må være brokker af rationale og kultur uden nogen form for "meta-narrativ". Rene fragmenter og tilfældigheder fra den objektive, rationelle verden. Som vi snakkede om tidligere: at nægte det moderne menneskes krise gennem en benægtelse af mennesket og en plastificering, målet er derfor distraktion. Ligesom i Paul Austers "City of Glass" (der i øvrigt er noget værre lort), hvor hovedpersonen forsøger at undslippe sin "menneskelige lidelse" ved at skabe en ny, plastisk identitet, der er umenneskelig og banal - en ironisk tegneseriefigur fra en detektivroman uden folder og dybder.
Du skal virkelig læse Nathanael West, han må være min yndlingsforfatter, han er den amerikanske Kafka. Udover hans bøgers æstetiske og intellektuelle præcision er han også en fremragende satiriker. Man skal nok også læse Ødemarken før Broen og selvfølgelig Howl af Ginsberg, det må være de tre største og mest kendte amerikanske digte fra det 20. århundrede. Derudover er William Carlos Williams og Whitman selvfølgelig også essentielle i forståelsen af den "amerikanske tradition".
#451 Enig, From Hell er et mesterværk. (Det tog mig ikke kort tid at vænne mig til stregen, men efterhånden som jeg kom ind i historien, fik jeg øjnene op for stregens aggressivitet og råhed, ganske som du beskriver det til sidst i indlægget.)
Vil lige tilføje, at jeg egentlig også fandt Broen til dels overskrevet og floskuløs, men at den stadigvæk (symbolsk og vel også sprogligt) er det bedste eksempel på modernisme.
#452 Jo, jeg har lånt de to udgivelser på biblioteket. Og de er desværre pokkers dyre at anskaffe fra antikvariaterne, ak og ve. Jeg forstår simpelthen ikke, at sådan litteratur er så svær at få fat på. Bonusinfo angående Rilkes to favoritter (slet ikke underligt at han bryder sig om J. P. Jacobsen, da denne er temmelig suveræn, og ikke så nem at båssætte som mange gør. Blot at kalde ham naturalist osv. er i hvert fald at svigte sig i begrebstrang)). Og med den sonet præsent bekræftes jeg, jeg må få læst noget mere Rilke, når jeg får tid til det.
Dødsfuga husker jeg som sublim, og den betegnes da vist også som hans ypperligste frembringelse.
Gravity's Rainbow lyder interessant. Ligesom den pludselige dekonstruktion af den almindelige modernisme-klassifikation :) Efter at have læst indlægget et par eller fem tror jeg efterhånden, jeg har fanget ideerne bag de intellektuelle bevægelser. Jeg er nysgerrig: Hvad er mystik? Findes dér andet end kemi? Er ånd bare en psykologisk process?
----
Lige nu læser jeg "Om lidt er vi borte" af H. C. Branner. Sprogligt glimrende, og som sådan er den ok, men den ironiske distance i teksterne er ubærlig eller omsonst.
Jeg læser også "Vejrdage" af Villy Sørensen. Den er til gengæld ganske hæderlig med sin ofte gammeldags ligefremhed og afdæmpethed i sproglegen, så a pro pos narkomaner:
Junkie
Når du står der, hoven og ynkelig, anklagende, bedende, krævende, bliver jeg blød og gør mig hård eller jeg bliver hård og gør mig blød. At være hård er for hårdt At være blød er for blødt.
Når jeg lukker for dig, bliver jeg lukket, kold og fortvivlet. Når jeg åbner for dig, bliver jeg åben, varm og fortvivlet.
Når du går, frysende eller grinende, er jeg lutter dårlig samvittighed, fordi jeg har nægtet dig penge - til mad eller fordi jeg har givet dig penge - til gift.
Men det sker at du går med et smil, der rummer alt det som du ikke kan bære, det levende i dig som du dræber og som langsomt dræber dig.
Jeg har lige lånt de to (Sebastian i Drømme og Mod Midnat) samt Verdensdele af Wallace Stevens og Rastløshedens Bog af Fernando Pessoa. Ja at kalde Jacobsen naturalist er nok lidt overfladisk, men han er vel heller ikke symbolist?
Gravity's Rainbow er nærmest matematisk prosa, en parodi på et mesterværk, og så er den god for folk der kan lide film. Der er en del filmiske referencer og som koncept er den nærmest en "filmisk fantasi", filmen er jo det 20 århundredes kunstart, som udspringer af et behov for at skildre virkeligheden, skildre tiden. Tiden som transformation og strøm, ikke den abstrakte, immobile ur-tid. Og fordi filmen er den mest tragiske, flydende og subversive kunstart er den også et tema i det 20. århundredes store litterære tragedier; ingen abstraktion, ingen dialektisk forsimpling, kan lyve for kameraet, der bare observerer, den lange indstilling vil altid være i stand til at fange det som Bazin kaldte "the ambiguity of reality", et plan af immanens.
En film kan aldrig være dialektisk, hvorfor Eisensteins montage-teknik og dialektiske teorier går direkte imod filmens natur - at ville sammenstille to indstillinger i et dialektisk forhold er at gøre intellektet og tanken til despot over "tidens strøm", livets flux i filmklippene. En film, hvis den udnytter sit potentiale, er en ultimativ tragedie - det klareste eksempel er måske Kubricks 2001, hvor dialektikken mellem natur og civilisation, mellem alt og ego, undersøges i en sammenhæng, hvor den er utrolig klar: nemlig rumrejser. Tragedien bliver gjort konkret som den fundamentale adskillelse af natur og intellekt konstrueret af rumdragten - og så opløses mennesket i et plan af immanente muligheder i en meget langsom og tidslig filmfantasi. Vinen uden sit glas. Som i Solaris går Helten under (i 2001 er det Computeren) og lærer mere om sig selv end om det fysiske univers, forsvinder ind i mørkets hjerte i sit forsøg på at erobre det med sit intellekt.
Ovenstående ville jeg måske finde meningsløst, hvis en anden havde skrevet det, så jeg må give dig en boganbefaling: Deleuzes "Nietzsche and Philosophy" og hans to filmbøger. Af H.C. Branner kender jeg faktisk kun Isaksen (som er i-saksen). Og Villy Sørensen kender jeg egentlig også kun som forfatteren af "Drengestreger" som jeg i sin tid læste i folkeskolen, fordi alle skolelærere tilsyneladende har en idé om at den er god for børn. Den sidste del af Junkie-digtet er meget god synes jeg, men det andet er nu lige lovlig afdæmpet, næsten lidt for "hæderligt", ikke?
En mystisk oplevelse må vel være at modtage i stedet for at fordømme, at give så tilstrækkeligt meget slip på rationale og jeg-følelse, at naturen begynder at tale af ren ekspressivitet. Som i "Offret"s lydside med den mystiske kvindestemme. Man kunne også bruge Huxleys definition: at klargøre perceptionen, åbne perceptionens døre i et forsøg på at gå direkte til et objekts nøgne, blotte eksistens. Tingenes absolutte, rene egentlighed. Jeg kendte engang en som mente, at han kunne se andre folks aura, og jeg tror fænomener som auraer og glorier, selvom de ikke findes positivt, er eksempler på en forhøjet evne til at se og modtage indtryk uden at ville forstå dem, dømme dem eller organisere dem. Derfor tror jeg også at folk der kan se auraer er potentielt i fare for at blive psykotiske og skizofrene, men på den anden side mente Deleuze og Guattari, at de eneste frigjorte mennesker i det kapitalistiske system er skizofrene. De er nemlig i stand til (rent teoretisk og uden at romantisere sygdommen) at se udover den dialektiske forståelse af mennesket og blive over-mennesker, frigøre alle potentialer, energier og former for begær og således nedbryde den menneskelige karakters "enhed", der er så tarvelig og syg. Den skizofrene er i Deleuzes optik ren "becoming" (eller tilblivelse) og ikke stivnet, afgrænset væren eller som de siger "one has to become a body without organs", et æg, spørg mig ikke hvorfor.
Apropos fjollede filosofiske begreber fra anden halvdel af det 20. århundrede:
Uh, fortæl endelig lidt om dine indtryk, når du er blevet ekspressioneret.
Jacobsens litteratur er interessant. Selv om han skriver for de kulturradikale, som ønskede moral og religion afskaffet, tillige med fremhævelsen af et positivistisk verdensbillede, gør han også op med den på mange måder barnagtige litteraturpolitik anført af brødrene Brandes, og nuancerer menneskets kamp mod moralsystemet som en arv det ((Lyotard = post)moderne menneske) forgæves søger at gøre sig fri af, forgæves så længe det vil indgå i en kultur, fordi mennesket i dets afmagt vil søge en beskyttelse højere end sig selv. Jacobsen bruger både den naturalistiske stil og en mere romantisk stil og han mestrer sproget så godt, at han synes ubesværet at skifte mellem nøgtern iagttagelse og præcis poesi, der på fornem vis underbygger hans overordnede tema. Jacobsen unddrager sig egentlig andre mærkater end sig selv, men er alligevel i trit også med sin tid.
Tjae, jeg kan jo selv godt lide de lange indstillinger, hvor en dvælende iagttagelse fordrer indlevelsen og sympatien, som kun i kraft af disse menneskelige egenskaber bliver interessante og for så vidt er en art ikonoklasme mod den positivistiske reduktion af væren, som jeg synes dit udtryk rummer? En ting er at man begrænser sig til en stil eller form, men der er som regel flere lige så velbegrundede stilarter til. Ikke mindst kan man fremføre, at enhver gengivelse af virkeligheden er en fortolkning af virkeligheden, hvornår vores bevidsthed dikteres bort fra det fremførte af historien og ind i et nyt udtryksfragment. Alene det at give sig til at fremstille (sprogliggøre) virkeligheden er en manipulation. Denne tanke kan så medføre mere eller mindre kreativitetspotens eller, ak, apati. Jeg vil dog også hævde, at en instruktør som Tarr med sit strengt asketiske udtryk har en særdeles kreativt fortolkning af virkeligheden, som i øvrigt ofte rummer en fabelagtig æstetisk vinkel.
Især fandt jeg referencen til "Mørkets hjerte" dejlig, for derinde er da om noget sted tale om fornemmelsen af både afmagt og samhørighed, i en alt for direkte følelig og klart forståelig surrealismelighed. Og tak for boganbefalingerne.
Jovist er "Junkie"-begyndelsen hæderlig, ligesom Villy Sørensen i det hele taget er hæderlig. Han er for besindig til at være vild, men for vild til ikke at blive revet med. Foruden "Vejrdage" har jeg kun læst diverse indledninger af ham til forskellige bøger, men jeg synes allerede der er noget fantastisk rart over hans udtryk, og hans sproglige ro finder jeg fascinerende. Er drengestreget "god for børn"? Branner viste sig i øvrigt med de sidste to noveller i samlingen fuldt ud at retfærdiggøre sin stil fra alle de forudgående noveller, og fik bundet en særdeles flot knude på sit sølvstrengsystem.
Ret vilde tanke om mystik, som jeg dog ikke har nogen forudsætning for at tilslutte mig eller afvise (måske lige med undtagelse af tankerne om skizofreni, de er stadig for romantiserede :) ), hvorfor jeg nok forholder mig skeptisk. Det må da være den rette positivistiske ånd :) Selv hænger jeg fast i min opdragelses religiøse forståelse af mystik, dog i en noget reduceret og antispecifik . Derfor også min ikke lille interesse for at høre hvordan andre forholder sig til det som ikke kan tilstrækkeligt sprogliggøres, men heller ikke endeligt ignoreres. Dit svar på ånd finder jeg ligeledes interessant, og må faktisk tilslutte mig helt og holdent. Jeg synes du rammer sømhovedet dér :)
Angående bøger: Jeg er i gang med at forberede mig til faget "Novellen på dansk" og er lige nu ved at læse Breve af Jens Smærup Sørensen. Det er kedeligt på den fede måde.
Kunne desværre kun få fat i Sebastian i Drømme, da Mod Midnat var udlånt. De andre fik jeg dog og - jeg fik tilmed en samling Celan, Pasternak og Osip Mandelstam. Pasternak ("Min søster livet") er ret godt, ret middelklasse på en eller anden måde. Et af hans digte, Zerkalo, minder utrolig meget om Tarkovskijs film i stemning og sigte. Mandelstam skriver mere vildt og (post?)modernistisk, har også læst hans korte stykke prosa "Det egyptiske mærke", der er udkommet på dansk. Mandelstam inspirerede Celan. Men Celan er bedre, elegancen og musikaliteten i hans digte er helt suveræn. Tøtføring, Erindring fra Frankrig og Dødsfuga er de digte, jeg husker bedst lige nu. Dødsfuga er rigtignok, efter jeg læste det igen, et af de bedste digte, der nogensinde er skrevet. Måske det bedste. Må sige, jeg synes, Gedichte er bedre end Sebastian Im Traum, men den var nu alligevel virkelig god. "Rastløshedens Bog" har jeg ikke rigtig fået læst i indtil videre, men den starter godt.
Helt enig. Den lange indstilling er et humanistisk projekt og giver kun mening som sådan, hvorfor Bela Tarrs stil fra tid til anden bliver meningsløs og dogmatisk. Hesten fra Torino og Werckmeister Harmonies er de bedste eksempler på det. Ja, apati eller kreativitet: man kan ganske vist også blive kreativ af at slå den abstrakte Gud ihjel eller i det hele taget miste troen på det abstrakte, dualistiske og fremstillede. Jeg kan godt lide, hvad Tarkovskij engang sagde om romantikere (som han tog afstand fra efter selv at være blevet beskyldt for at være én):
For me personally Romanticism, or at least one of its important ingredients, seems something quite different (than searching for spirituality, ed.). Well, Dovzhenko once said very aptly that even in a muddy puddle he could see stars reflecting. This sort of image I can understand perfectly. But if someone said he could see the “starry hosts of heaven” and an angel flying around, it would be a sanitised, allegorical form, totally untrue, removed from life. But that’s the key, Dovzhenko could see it because he was a poet, life for him was much fuller, filled with spirituality, than for those who searched in reality around them merely an addition, a supplement to their own creative activities. For a romanticist life provides a mere reason to create
Og hvad Jonas Mekas sagde om hans films "ontologi" eller "virkelighed", at de virkelig ikke er systemer, forsimplinger eller forestillinger, men forskellige perceptuelle oplevelser bundet til øjeblikke:
“I do not know where I am, and going to, where I am coming from. I have seen some beauty. Glimpses of beauty and happiness. Yes, la beauté. And it is still beautiful in my memory. And it is real, as real as this film.”
De to er jo "perceptuelle realister" - de tror på strømmen og tilblivelsen i den menneskelige perception fremfor abstraktionen, derfor tror de også på den lange indstilling fremfor redigeringsprocessen. De er ikke på nogen mision afhængig af samfund eller institutionel religion, deres udgangspunkt er intet, er tilværelsens meningsløshed. Tarkovskij, der synes han er en "poet" og ikke en romantiker, siger det meget smukt, at livet, for en romantiker, skal undskyldes og retfærdiggøres - at den eneste mening med livet er at skabe noget andet end livet. Derfor kontemplerer Tarkovskij (eller Trakl, eller Conrad) livet og tilblivelsen, det stadigt mørkere og mørkere, hvorimod romantikeren blænder, oplyser fænomenerne så solen flyder over og bliver alting. Men inde i stenene, træerne og dyrene, inde bag skinnet, hersker stadigvæk det sorteste mørke og hermed problemet med både civilisation og romantisk (dvs. idealiserende, perfekt) kunst, at det altid er en modsætning eller en dualisme og aldrig en syntese.
Jeg vil mene at tabet af den abstrakte, binære logik i vestlig tænkning er selve årsagen til netop den "kreativitetspotens" vi kalder modernismen, som måske startede med Hölderlins hymniske fragmenter eller William Blakes ægteskab mellem himmel og helvede og vel ikke er endt endnu (?).
Jeg har en novellesamling med Branner liggende, så den må jeg hellere få læst på et tidspunkt. Jeg ved, at man mener om den, at den er god for børn, og man læser den i de fleste folkeskoler. Den hedder forresten "Blot en drengestreg", tror jeg. Hvordan "religiøse" forståelse af mystik, altså en kristen? Det er jo ikke fordi der er noget galt med kristen mystik eller Kabbalah, de er skam mystiske nok, finder jeg. Jeg tror egentlig ikke man kan være en dårlig mystiker eller en forkert mystiker og kristne præster eller munke af i dag har selvfølgelig også mystiske oplevelser. Men jeg tror det system, de også tror på og lever igennem hæmmer deres mystiske begær, ensretter det eller endog syndiggør det.
Nogle idiosynkrasier til jeres tegneseriediskussion:
Synes faktisk From Hell er den bedste "graphic novel", der nogensinde er skrevet og tegnet. Også bedre end klassikere som "Watchmen" og "The Dark Knight Returns", der er ganske fine, men ikke nær så interessante æstetisk, poetisk eller historiemæssigt. Derudover kan jeg godt lide stregen i From Hell, hvorimod The Dark Knight Returns og især Watchmen i langt højere grad er tegnet ud fra et ideal om godt håndværk og ganske uden kant eller poesi. Desuden er Watchmens farvesammensætning skrækkelig.
#451 Bony 13 år siden
Historien er skrevet af Alan Moore, der også er kendt for de eminente tegneserier "Watchmen", "V For Vendetta" og "The League of Extraordinary Gentlemen". Han har desuden også skrevet en af mine personlige Batman favoritter, "Batman: The Killing Joke" hvor man kan læse Alan Moores fortolkning af Jokerens "fødsel". Den er desuden tegnet af Eddie Campbell, en tegner jeg personligt kun kender fra From Hell. Jeg har hørt fra flere steder, at hans nærmest impressionistiske streg passer godt til den dystre historie i From Hell, hvilket jeg sagtens kan forstå hvorfor man synes. Personligt bryder jeg mig dog ikke om stilen med de sort-hvide skraveringer. From Hell er meget voldsom i både historie og billeder og med dissektioner af lig, eksplicit sex og vold, kan den bestemt ikke anbefales til børn.
#452 Fellaheen 13 år siden
Det stammer fra "Psalm", ja. De to udgivelser må være noget, du har lånt på Hovedbiblioteket eller lignende, ikke? Jeg kender kun Celans "Todesfuge", men det er også et meget mystisk og uhyggeligt digt. Desuden var Trakl (og J.P. Jacobsen, for at det ikke skal være løgn) Rilkes yndlingsdigter, hvilket man godt kan forstå. Hør bare den første af sonetterne til Orfeus:
Da steg et træ. O overstigens gåde!
Og Orfeus sang. Hans træ i øret steg!
Alt tav. Men selv da sangen sagte veg,
var luften fuld af vink, forvandling, nåde.
Og dyr af stilhed trængte fra den klare
forløste skov, fra leje og fra grene;
da skete det, at ikke list alene
gjorde dem tavse, ikke angst for fare,
men deres lytten. Brølen, tummel, skrigen
blev små i deres hjerter. Og hvor før
knap var en hytte med en åben dør,
et fattigt tilflugtssted af dunkel higen,
hvis indgangs stolper dumpt og sagte skælved, -
blev deres hørelse til tempel hvælved.
Rilkes Duino-elegier og sonetter til Orfeus er også den ekstatiske affirmation af livet, af kreativitet, forvandling og dødelighed. Et Gudsmord ligesom Nietzsches, "thi det skønne er intet andet det forfærdeliges optakt, grusom er hver engel!". Hele denne filosofiske idé om viljen, der starter hos symbolisterne, går videre gennem Schopenhauer/Nietzsche og også kan findes i Hamsun, ender med Thomas Pynchons store tragedie "Gravity's Rainbow" fra 1973. Den er en skræmmende og fascinerende udforskning af hele den tragedie, der blev kulminationen på den vestlige tænkning. Den faustiske nazist Captain Blicero er besat af Rilkes hedenske, livskraftige digtning og ender med at ødelægge Orpheus Theatre i Los Angeles (hvor man som læser sidder og ser en film som måske hedder "Gravity's Rainbow") med et V2-missil. V2-missilets (regn)bue i luften, når den affyres, er romanens gennemgående metafor - regnbuen, altså mangfoldigheden, transformationen, bevægelsen, forbindes med V2-missilets skrigen og hylen når dets bue knækker og det farer ned mod jorden for at ødelægge og sætte ting i flammer. Således starter Pynchons bog også med et ophidselsens dødsskrig, "A screaming comes across the sky", ligesom Rilkes første elegi, "Hvem, hvis jeg skreg, ville høre mig blandt englenes ordener?".
Tilværelsens udlændinge er måske også et forkert ordvalg, men det kommer fra Nagel selv i Mysterier, hvor han siger noget i den retning på et tidspunkt. Jeg er dog enig i at "samfundets udlænding" er lidt mere meningsfuldt. Den "modernistiske" litteratur er i virkeligheden post-moderne i et større samfundsmæssigt perspektiv, hvis man betragter modernitet som den suverænitets-dualisme man var nødsaget til at konstruere for at tæmme renæssancens immanente og revolutionære tanker. Modernitet er i f.eks. Lyotard eller Deleuzes (altså dem der "opfandt" det post-moderne) optik dualismen mellem den rationelle væren og den abstrakte Gud udenfor væren, hvor post-modernismen er deres "revolutionære" dekonstruktion af dualismerne til en oprindelig primordial enhed mellem Gud og væren, Gud som immanent kraft i mennesket. På den måde er Hamsun, Nietzsche og Pynchon post-modernister i et større perspektiv, skønt de ofte litteraturhistorisk benævnes "modernister". Lyotard, der er en kendt post-modernist kaldte i en periode sin filosofi for "pagan", hvilket siger en del om hans barbariske mål med at dekonstruere den vestlige jeg-identitet og dualismen mellem Gud og Verden.
Det som folk i dag kalder post-moderne litteratur og film må derfor (hvis vi samler litteraturens og samfundsvidenskabens begreber) være moderne litteratur (dvs. dualistisk litteratur), men hvori den abstrakte Gud er død og det eneste, som stadig er tilbage i kunsten derfor må være brokker af rationale og kultur uden nogen form for "meta-narrativ". Rene fragmenter og tilfældigheder fra den objektive, rationelle verden. Som vi snakkede om tidligere: at nægte det moderne menneskes krise gennem en benægtelse af mennesket og en plastificering, målet er derfor distraktion. Ligesom i Paul Austers "City of Glass" (der i øvrigt er noget værre lort), hvor hovedpersonen forsøger at undslippe sin "menneskelige lidelse" ved at skabe en ny, plastisk identitet, der er umenneskelig og banal - en ironisk tegneseriefigur fra en detektivroman uden folder og dybder.
Du skal virkelig læse Nathanael West, han må være min yndlingsforfatter, han er den amerikanske Kafka. Udover hans bøgers æstetiske og intellektuelle præcision er han også en fremragende satiriker. Man skal nok også læse Ødemarken før Broen og selvfølgelig Howl af Ginsberg, det må være de tre største og mest kendte amerikanske digte fra det 20. århundrede. Derudover er William Carlos Williams og Whitman selvfølgelig også essentielle i forståelsen af den "amerikanske tradition".
#453 Muldgraver 13 år siden
Enig, From Hell er et mesterværk. (Det tog mig ikke kort tid at vænne mig til stregen, men efterhånden som jeg kom ind i historien, fik jeg øjnene op for stregens aggressivitet og råhed, ganske som du beskriver det til sidst i indlægget.)
#454 Fellaheen 13 år siden
#455 Muldgraver 13 år siden
Jo, jeg har lånt de to udgivelser på biblioteket. Og de er desværre pokkers dyre at anskaffe fra antikvariaterne, ak og ve. Jeg forstår simpelthen ikke, at sådan litteratur er så svær at få fat på. Bonusinfo angående Rilkes to favoritter (slet ikke underligt at han bryder sig om J. P. Jacobsen, da denne er temmelig suveræn, og ikke så nem at båssætte som mange gør. Blot at kalde ham naturalist osv. er i hvert fald at svigte sig i begrebstrang)). Og med den sonet præsent bekræftes jeg, jeg må få læst noget mere Rilke, når jeg får tid til det.
Dødsfuga husker jeg som sublim, og den betegnes da vist også som hans ypperligste frembringelse.
Gravity's Rainbow lyder interessant. Ligesom den pludselige dekonstruktion af den almindelige modernisme-klassifikation :) Efter at have læst indlægget et par eller fem tror jeg efterhånden, jeg har fanget ideerne bag de intellektuelle bevægelser. Jeg er nysgerrig: Hvad er mystik? Findes dér andet end kemi? Er ånd bare en psykologisk process?
----
Lige nu læser jeg "Om lidt er vi borte" af H. C. Branner. Sprogligt glimrende, og som sådan er den ok, men den ironiske distance i teksterne er ubærlig eller omsonst.
Jeg læser også "Vejrdage" af Villy Sørensen. Den er til gengæld ganske hæderlig med sin ofte gammeldags ligefremhed og afdæmpethed i sproglegen, så a pro pos narkomaner:
Junkie
Når du står der, hoven og ynkelig,
anklagende, bedende, krævende,
bliver jeg blød og gør mig hård
eller jeg bliver hård og gør mig blød.
At være hård er for hårdt
At være blød er for blødt.
Når jeg lukker for dig,
bliver jeg lukket, kold og fortvivlet.
Når jeg åbner for dig,
bliver jeg åben, varm og fortvivlet.
Når du går, frysende eller grinende,
er jeg lutter dårlig samvittighed,
fordi jeg har nægtet dig penge - til mad
eller fordi jeg har givet dig penge - til gift.
Men det sker at du går med et smil,
der rummer alt det som du ikke kan bære,
det levende i dig som du dræber
og som langsomt dræber dig.
#456 Fellaheen 13 år siden
Gravity's Rainbow er nærmest matematisk prosa, en parodi på et mesterværk, og så er den god for folk der kan lide film. Der er en del filmiske referencer og som koncept er den nærmest en "filmisk fantasi", filmen er jo det 20 århundredes kunstart, som udspringer af et behov for at skildre virkeligheden, skildre tiden. Tiden som transformation og strøm, ikke den abstrakte, immobile ur-tid. Og fordi filmen er den mest tragiske, flydende og subversive kunstart er den også et tema i det 20. århundredes store litterære tragedier; ingen abstraktion, ingen dialektisk forsimpling, kan lyve for kameraet, der bare observerer, den lange indstilling vil altid være i stand til at fange det som Bazin kaldte "the ambiguity of reality", et plan af immanens.
En film kan aldrig være dialektisk, hvorfor Eisensteins montage-teknik og dialektiske teorier går direkte imod filmens natur - at ville sammenstille to indstillinger i et dialektisk forhold er at gøre intellektet og tanken til despot over "tidens strøm", livets flux i filmklippene. En film, hvis den udnytter sit potentiale, er en ultimativ tragedie - det klareste eksempel er måske Kubricks 2001, hvor dialektikken mellem natur og civilisation, mellem alt og ego, undersøges i en sammenhæng, hvor den er utrolig klar: nemlig rumrejser. Tragedien bliver gjort konkret som den fundamentale adskillelse af natur og intellekt konstrueret af rumdragten - og så opløses mennesket i et plan af immanente muligheder i en meget langsom og tidslig filmfantasi. Vinen uden sit glas. Som i Solaris går Helten under (i 2001 er det Computeren) og lærer mere om sig selv end om det fysiske univers, forsvinder ind i mørkets hjerte i sit forsøg på at erobre det med sit intellekt.
Ovenstående ville jeg måske finde meningsløst, hvis en anden havde skrevet det, så jeg må give dig en boganbefaling: Deleuzes "Nietzsche and Philosophy" og hans to filmbøger. Af H.C. Branner kender jeg faktisk kun Isaksen (som er i-saksen). Og Villy Sørensen kender jeg egentlig også kun som forfatteren af "Drengestreger" som jeg i sin tid læste i folkeskolen, fordi alle skolelærere tilsyneladende har en idé om at den er god for børn. Den sidste del af Junkie-digtet er meget god synes jeg, men det andet er nu lige lovlig afdæmpet, næsten lidt for "hæderligt", ikke?
En mystisk oplevelse må vel være at modtage i stedet for at fordømme, at give så tilstrækkeligt meget slip på rationale og jeg-følelse, at naturen begynder at tale af ren ekspressivitet. Som i "Offret"s lydside med den mystiske kvindestemme. Man kunne også bruge Huxleys definition: at klargøre perceptionen, åbne perceptionens døre i et forsøg på at gå direkte til et objekts nøgne, blotte eksistens. Tingenes absolutte, rene egentlighed. Jeg kendte engang en som mente, at han kunne se andre folks aura, og jeg tror fænomener som auraer og glorier, selvom de ikke findes positivt, er eksempler på en forhøjet evne til at se og modtage indtryk uden at ville forstå dem, dømme dem eller organisere dem. Derfor tror jeg også at folk der kan se auraer er potentielt i fare for at blive psykotiske og skizofrene, men på den anden side mente Deleuze og Guattari, at de eneste frigjorte mennesker i det kapitalistiske system er skizofrene. De er nemlig i stand til (rent teoretisk og uden at romantisere sygdommen) at se udover den dialektiske forståelse af mennesket og blive over-mennesker, frigøre alle potentialer, energier og former for begær og således nedbryde den menneskelige karakters "enhed", der er så tarvelig og syg. Den skizofrene er i Deleuzes optik ren "becoming" (eller tilblivelse) og ikke stivnet, afgrænset væren eller som de siger "one has to become a body without organs", et æg, spørg mig ikke hvorfor.
Apropos fjollede filosofiske begreber fra anden halvdel af det 20. århundrede:
Foucault in the Sky With Diamonds
Til de andre spørgsmål: jeg tror ånd mest er varierende grader af selvbevidsthed, så ja, måske kun kemi. Men det kan man jo ikke vide noget om.
#457 Muldgraver 13 år siden
Jacobsens litteratur er interessant. Selv om han skriver for de kulturradikale, som ønskede moral og religion afskaffet, tillige med fremhævelsen af et positivistisk verdensbillede, gør han også op med den på mange måder barnagtige litteraturpolitik anført af brødrene Brandes, og nuancerer menneskets kamp mod moralsystemet som en arv det ((Lyotard = post)moderne menneske) forgæves søger at gøre sig fri af, forgæves så længe det vil indgå i en kultur, fordi mennesket i dets afmagt vil søge en beskyttelse højere end sig selv. Jacobsen bruger både den naturalistiske stil og en mere romantisk stil og han mestrer sproget så godt, at han synes ubesværet at skifte mellem nøgtern iagttagelse og præcis poesi, der på fornem vis underbygger hans overordnede tema. Jacobsen unddrager sig egentlig andre mærkater end sig selv, men er alligevel i trit også med sin tid.
Tjae, jeg kan jo selv godt lide de lange indstillinger, hvor en dvælende iagttagelse fordrer indlevelsen og sympatien, som kun i kraft af disse menneskelige egenskaber bliver interessante og for så vidt er en art ikonoklasme mod den positivistiske reduktion af væren, som jeg synes dit udtryk rummer? En ting er at man begrænser sig til en stil eller form, men der er som regel flere lige så velbegrundede stilarter til. Ikke mindst kan man fremføre, at enhver gengivelse af virkeligheden er en fortolkning af virkeligheden, hvornår vores bevidsthed dikteres bort fra det fremførte af historien og ind i et nyt udtryksfragment. Alene det at give sig til at fremstille (sprogliggøre) virkeligheden er en manipulation. Denne tanke kan så medføre mere eller mindre kreativitetspotens eller, ak, apati. Jeg vil dog også hævde, at en instruktør som Tarr med sit strengt asketiske udtryk har en særdeles kreativt fortolkning af virkeligheden, som i øvrigt ofte rummer en fabelagtig æstetisk vinkel.
Især fandt jeg referencen til "Mørkets hjerte" dejlig, for derinde er da om noget sted tale om fornemmelsen af både afmagt og samhørighed, i en alt for direkte følelig og klart forståelig surrealismelighed. Og tak for boganbefalingerne.
Jovist er "Junkie"-begyndelsen hæderlig, ligesom Villy Sørensen i det hele taget er hæderlig. Han er for besindig til at være vild, men for vild til ikke at blive revet med. Foruden "Vejrdage" har jeg kun læst diverse indledninger af ham til forskellige bøger, men jeg synes allerede der er noget fantastisk rart over hans udtryk, og hans sproglige ro finder jeg fascinerende. Er drengestreget "god for børn"? Branner viste sig i øvrigt med de sidste to noveller i samlingen fuldt ud at retfærdiggøre sin stil fra alle de forudgående noveller, og fik bundet en særdeles flot knude på sit sølvstrengsystem.
Ret vilde tanke om mystik, som jeg dog ikke har nogen forudsætning for at tilslutte mig eller afvise (måske lige med undtagelse af tankerne om skizofreni, de er stadig for romantiserede :) ), hvorfor jeg nok forholder mig skeptisk. Det må da være den rette positivistiske ånd :) Selv hænger jeg fast i min opdragelses religiøse forståelse af mystik, dog i en noget reduceret og antispecifik . Derfor også min ikke lille interesse for at høre hvordan andre forholder sig til det som ikke kan tilstrækkeligt sprogliggøres, men heller ikke endeligt ignoreres. Dit svar på ånd finder jeg ligeledes interessant, og må faktisk tilslutte mig helt og holdent. Jeg synes du rammer sømhovedet dér :)
#458 Muldgraver 13 år siden
#459 Fellaheen 13 år siden
Helt enig. Den lange indstilling er et humanistisk projekt og giver kun mening som sådan, hvorfor Bela Tarrs stil fra tid til anden bliver meningsløs og dogmatisk. Hesten fra Torino og Werckmeister Harmonies er de bedste eksempler på det. Ja, apati eller kreativitet: man kan ganske vist også blive kreativ af at slå den abstrakte Gud ihjel eller i det hele taget miste troen på det abstrakte, dualistiske og fremstillede. Jeg kan godt lide, hvad Tarkovskij engang sagde om romantikere (som han tog afstand fra efter selv at være blevet beskyldt for at være én):
For me personally Romanticism, or at least one of its important ingredients, seems something quite different (than searching for spirituality, ed.). Well, Dovzhenko once said very aptly that even in a muddy puddle he could see stars reflecting. This sort of image I can understand perfectly. But if someone said he could see the “starry hosts of heaven” and an angel flying around, it would be a sanitised, allegorical form, totally untrue, removed from life. But that’s the key, Dovzhenko could see it because he was a poet, life for him was much fuller, filled with spirituality, than for those who searched in reality around them merely an addition, a supplement to their own creative activities. For a romanticist life provides a mere reason to create
Og hvad Jonas Mekas sagde om hans films "ontologi" eller "virkelighed", at de virkelig ikke er systemer, forsimplinger eller forestillinger, men forskellige perceptuelle oplevelser bundet til øjeblikke:
“I do not know where I am, and going to, where I am coming from. I have seen some beauty. Glimpses of beauty and happiness. Yes, la beauté. And it is still beautiful in my memory. And it is real, as real as this film.”
De to er jo "perceptuelle realister" - de tror på strømmen og tilblivelsen i den menneskelige perception fremfor abstraktionen, derfor tror de også på den lange indstilling fremfor redigeringsprocessen. De er ikke på nogen mision afhængig af samfund eller institutionel religion, deres udgangspunkt er intet, er tilværelsens meningsløshed. Tarkovskij, der synes han er en "poet" og ikke en romantiker, siger det meget smukt, at livet, for en romantiker, skal undskyldes og retfærdiggøres - at den eneste mening med livet er at skabe noget andet end livet. Derfor kontemplerer Tarkovskij (eller Trakl, eller Conrad) livet og tilblivelsen, det stadigt mørkere og mørkere, hvorimod romantikeren blænder, oplyser fænomenerne så solen flyder over og bliver alting. Men inde i stenene, træerne og dyrene, inde bag skinnet, hersker stadigvæk det sorteste mørke og hermed problemet med både civilisation og romantisk (dvs. idealiserende, perfekt) kunst, at det altid er en modsætning eller en dualisme og aldrig en syntese.
Jeg vil mene at tabet af den abstrakte, binære logik i vestlig tænkning er selve årsagen til netop den "kreativitetspotens" vi kalder modernismen, som måske startede med Hölderlins hymniske fragmenter eller William Blakes ægteskab mellem himmel og helvede og vel ikke er endt endnu (?).
Jeg har en novellesamling med Branner liggende, så den må jeg hellere få læst på et tidspunkt. Jeg ved, at man mener om den, at den er god for børn, og man læser den i de fleste folkeskoler. Den hedder forresten "Blot en drengestreg", tror jeg. Hvordan "religiøse" forståelse af mystik, altså en kristen? Det er jo ikke fordi der er noget galt med kristen mystik eller Kabbalah, de er skam mystiske nok, finder jeg. Jeg tror egentlig ikke man kan være en dårlig mystiker eller en forkert mystiker og kristne præster eller munke af i dag har selvfølgelig også mystiske oplevelser. Men jeg tror det system, de også tror på og lever igennem hæmmer deres mystiske begær, ensretter det eller endog syndiggør det.
#460 Fellaheen 13 år siden
Synes faktisk From Hell er den bedste "graphic novel", der nogensinde er skrevet og tegnet. Også bedre end klassikere som "Watchmen" og "The Dark Knight Returns", der er ganske fine, men ikke nær så interessante æstetisk, poetisk eller historiemæssigt. Derudover kan jeg godt lide stregen i From Hell, hvorimod The Dark Knight Returns og især Watchmen i langt højere grad er tegnet ud fra et ideal om godt håndværk og ganske uden kant eller poesi. Desuden er Watchmens farvesammensætning skrækkelig.