Paa Memphis Station, Interferens og andre af hans digte fra 1906 er helt klart værd at læse, ja. Generelt var manden vel en smule tåbelig. Den "sene" Jensen, der dyrkede darwinisme, teknologi og kernesunde mænd er ret frastødende efter min bedste overbevisning. Men ikke desto mindre - Kongens Fald er fremragende dekadencelitteratur fra den unge Johannes V. Jensen.
Ja, du har ret i, at Thomsen altid har været en gammel mand. Det er ganske problematisk. Han er dog blevet værre med tiden, hans kritik af "den negative opbyggelighed" er meningsløs. Som om hans egne digte og resten af 80'er-generations ikke selv var "negativt opbyggelige". Han fatter det ikke.
--
@Muldgraver - kan det passe, du har læst Kierkegaards "Gjentagelsen"? Mener jeg kan huske, du skrev noget om den et sted. Jeg sidder selv med den og finder den mærkelig, men også lidt dragende. Hvad forstår du ved at "gentage" sig selv?
Det er faktisk ét af de digte som jeg kan huske og godt kan lide. Men måske især fordi Lars H.U.G. har sat musik til det på City Slang (som kun er musikalske fortolkninger af Thomsen's digte).
@Muldgraver - kan det passe, du har læst Kierkegaards "Gjentagelsen"? Mener jeg kan huske, du skrev noget om den et sted. Jeg sidder selv med den og finder den mærkelig, men også lidt dragende. Hvad forstår du ved at "gentage" sig selv?
Jeps, jeg har læst den, husker dog ikke hvad jeg skrev og hvor. Men: At gentage sig selv er en slags opposition til at erindre sig selv, og handler om at afstå fra at erkende sig gennem et punkt i fortiden, men i stedet det stadigt fremtidige nu... Hvilket skulle eksemplificeres i historiens historier.
Den unge mands historie er så vidt jeg husker ret kompliceret, og jeg husker ikke alle de interessante detaljer, men grundlæggende sidder han fast i sin ide om kærligheden, fordi han ikke kan vende sig bort fra dens første bevægelse, hvor han retter sig mod kvinden, og dermed aldrig vil kunne genkende hende hos sig... eller noget i den stil. Han bliver i hvert fald ved med at vende tilbage til erindringen om hvordan kærligheden var som forelskelse, i stedet for at leve i dens stadige modning, med hende vel at mærke. Og for at kunne blive ved med at fastholde idealbilledet af det han mener er kærligheden, må han hele tiden raffinere og udbygge sin erindring om den, hvorved han ender med både tabet af erindringen, kærligheden, kvinden og sig selv. Suk. Jeg husker dog ikke hans endelige skæbne...
Den ældre mands eksemplificeres gennem turen til Berlin, der ønskes at være en gentagelse af første tur, men han erkender (eller er det læseren som erkender?), at det han tog af sted for, var for at genleve sin erindring, og dermed ikke gentagelsen, som den må tage sig ud i det føromtalte nu. Har man en gang taget turen til (eks.) Berlin, vil man ikke kunne unddrage sig genkendelse ved at gøre en ny tur, men der vil alligevel være momenter ved anden tur, som på trods af genkendelse ikke er det samme som første tur, fordi både man selv og omgivelserne er forandrede. Fastfryses livet til et øjeblik (og hvilket øjeblik skal dette være? hvorfor?), kommer dette øjeblik til at ligge som en (destruktiv) illusion over resten af det liv, man lever, men erkender fylden af. Livet synes flydende, fordi det ikke kan fastholdes i enkeltenheder, samtidig med at det kan synes kedsommeligt fordi livet består af de bestandigt samme situationer. Men i virkeligheden er livet noget helt andet bagvedliggende, der unddrager sig idealets billeder.
For mig at se blive det at "gentage" sig selv, ikke et afkald på fortiden, men en stadig bekræftelse af fortiden i det fortsatte liv. Den hermeneutiske spiral i en nøddeskal, og på sin vis en forening af Heraklit og Sokrates? Der er vist meget, meget mere at fabulere over, og jeg har næppe fået det hele med, men men men... :)
Derudover husker jeg "Gjentagelsen" som sublim sprogbrug med en meget sikker æstetik og til tider ret poetisk. Atter demonstrerer Kierkegaard en evne til næsten utrolig kompositorisk harmoni af dynamik, og peger alligevel mod noget helt andet end formlen.
Jeg synes det er ganske spændende at du "finder den mærkelig". Vil du uddybe det? Jeg kunne i det hele taget godt tænke mig at høre din mening om bogen.
Det er faktisk ét af de digte som jeg kan huske og godt kan lide. Men måske især fordi Lars H.U.G. har sat musik til det på City Slang (som kun er musikalske fortolkninger af Thomsen's digte).
Jeg synes også, det er ganske interessant, om end jeg heller ikke er særlig begejstret for SUT.
#531 Fellaheen 12 år siden
Paa Memphis Station, Interferens og andre af hans digte fra 1906 er helt klart værd at læse, ja. Generelt var manden vel en smule tåbelig. Den "sene" Jensen, der dyrkede darwinisme, teknologi og kernesunde mænd er ret frastødende efter min bedste overbevisning. Men ikke desto mindre - Kongens Fald er fremragende dekadencelitteratur fra den unge Johannes V. Jensen.
Ja, du har ret i, at Thomsen altid har været en gammel mand. Det er ganske problematisk. Han er dog blevet værre med tiden, hans kritik af "den negative opbyggelighed" er meningsløs. Som om hans egne digte og resten af 80'er-generations ikke selv var "negativt opbyggelige". Han fatter det ikke.
--
@Muldgraver - kan det passe, du har læst Kierkegaards "Gjentagelsen"? Mener jeg kan huske, du skrev noget om den et sted. Jeg sidder selv med den og finder den mærkelig, men også lidt dragende. Hvad forstår du ved at "gentage" sig selv?
#532 MMB 12 år siden
#533 Fellaheen 12 år siden
Det er faktisk ét af de digte som jeg kan huske og godt kan lide. Men måske især fordi Lars H.U.G. har sat musik til det på City Slang (som kun er musikalske fortolkninger af Thomsen's digte).
#534 Muldgraver 12 år siden
Jeps, jeg har læst den, husker dog ikke hvad jeg skrev og hvor. Men:
At gentage sig selv er en slags opposition til at erindre sig selv, og handler om at afstå fra at erkende sig gennem et punkt i fortiden, men i stedet det stadigt fremtidige nu... Hvilket skulle eksemplificeres i historiens historier.
Den unge mands historie er så vidt jeg husker ret kompliceret, og jeg husker ikke alle de interessante detaljer, men grundlæggende sidder han fast i sin ide om kærligheden, fordi han ikke kan vende sig bort fra dens første bevægelse, hvor han retter sig mod kvinden, og dermed aldrig vil kunne genkende hende hos sig... eller noget i den stil. Han bliver i hvert fald ved med at vende tilbage til erindringen om hvordan kærligheden var som forelskelse, i stedet for at leve i dens stadige modning, med hende vel at mærke. Og for at kunne blive ved med at fastholde idealbilledet af det han mener er kærligheden, må han hele tiden raffinere og udbygge sin erindring om den, hvorved han ender med både tabet af erindringen, kærligheden, kvinden og sig selv. Suk. Jeg husker dog ikke hans endelige skæbne...
Den ældre mands eksemplificeres gennem turen til Berlin, der ønskes at være en gentagelse af første tur, men han erkender (eller er det læseren som erkender?), at det han tog af sted for, var for at genleve sin erindring, og dermed ikke gentagelsen, som den må tage sig ud i det føromtalte nu. Har man en gang taget turen til (eks.) Berlin, vil man ikke kunne unddrage sig genkendelse ved at gøre en ny tur, men der vil alligevel være momenter ved anden tur, som på trods af genkendelse ikke er det samme som første tur, fordi både man selv og omgivelserne er forandrede. Fastfryses livet til et øjeblik (og hvilket øjeblik skal dette være? hvorfor?), kommer dette øjeblik til at ligge som en (destruktiv) illusion over resten af det liv, man lever, men erkender fylden af. Livet synes flydende, fordi det ikke kan fastholdes i enkeltenheder, samtidig med at det kan synes kedsommeligt fordi livet består af de bestandigt samme situationer. Men i virkeligheden er livet noget helt andet bagvedliggende, der unddrager sig idealets billeder.
For mig at se blive det at "gentage" sig selv, ikke et afkald på fortiden, men en stadig bekræftelse af fortiden i det fortsatte liv. Den hermeneutiske spiral i en nøddeskal, og på sin vis en forening af Heraklit og Sokrates? Der er vist meget, meget mere at fabulere over, og jeg har næppe fået det hele med, men men men... :)
Derudover husker jeg "Gjentagelsen" som sublim sprogbrug med en meget sikker æstetik og til tider ret poetisk. Atter demonstrerer Kierkegaard en evne til næsten utrolig kompositorisk harmoni af dynamik, og peger alligevel mod noget helt andet end formlen.
Jeg synes det er ganske spændende at du "finder den mærkelig". Vil du uddybe det? Jeg kunne i det hele taget godt tænke mig at høre din mening om bogen.
#535 MMB 12 år siden
Jeg synes også, det er ganske interessant, om end jeg heller ikke er særlig begejstret for SUT.
#536 BN 12 år siden
Hahaha ... Folk uden ordbøger får da grå hår af at læse sådanne (del)sætninger!
#537 Muldgraver 12 år siden
Jeg forstår ikke hvad du mener.
#538 MMB 12 år siden
Han mener, at de ord, du bruger, er svære at forstå for den gængse bruger herinde. :)
#539 davenport 12 år siden
#540 Fellaheen 12 år siden
link