Skal man tale på den måde, når man læser den slags "svært" litteratur? Altså, jeg mener hører det til et studie fx. eller hvordan? (Mener ingen disrespekt - er oprigtig interesseret)
Min fars fætter, har bare mødt John Williams! Æh, Bæh!!
Grundlæggende vil jeg dog sige, at den måde jeg holder af litteratur på, må man tale om den lige som man vil, og allerhelst sådan, at begge kommer til at glæde sig desto mere over litteraturen. Det er muligt, der vil være visse former for litteratur, hvor det vil give særligt god mening at nørde i forholdsvis snævre termer (vel også i forbindelse med et studie), men hvorfor skulle det være påkrævet?
Må blankt indrømme, at visse indlæg i denne tråd er så svære at forstå, at det afskrækker mig en smule for at deltage. Det smager lidt af elitisme/snobberi selvom jeg på ingen måde tror det er hensigten, men det ligger så langt fra mit normale skrift/talesprog.
Må blankt indrømme, at visse indlæg i denne tråd er så svære at forstå, at det afskrækker mig en smule for at deltage. Det smager lidt af elitisme/snobberi selvom jeg på ingen måde tror det er hensigten, men det ligger så langt fra mit normale skrift/talesprog.
Er det "Top swag" du hentyder til :P
"I learned that courage was not the absence of fear, but the triumph over it".
Skal man tale på den måde, når man læser den slags "svært" litteratur?
Det kommer an på, hvem og hvad man henvender sig til. Men som sagt: hvad er svær litteratur?
davenport (541) skrev:
Altså, jeg mener hører det til et studie fx. eller hvordan?
Nej, tværtimod. Der namedroppes ligeså meget som der malplaceres begreber, men akademisk opgaveskrivning er ofte en doktrin af forsimpling og konkretisering. Om man fordummes, ved jeg ikke, men man begrænses i hvert fald.
loki (543) skrev:
Må blankt indrømme, at visse indlæg i denne tråd er så svære at forstå, at det afskrækker mig en smule for at deltage. Det smager lidt af elitisme/snobberi selvom jeg på ingen måde tror det er hensigten, men det ligger så langt fra mit normale skrift/talesprog.
Dit indlæg smager lidt af middelmådighed, selvom jeg på ingen måde tror, det er hensigten, men...
Er det ikke trættende at have så mange antagelser? Det bemærkelsesværdige er desværre, at antagelserne for det meste rettes imod den såkaldte elite, ikke omvendt.
Tiden er uafvendelig og "den egentlige Gjentagelse erindres forlænds", hvoraf Kierkegaard mere eller mindre konkluderer, at gentagelsen er en umulighed, idet den er divergerende for det gentagne, fordi den netop er en gentagelse. Fremtiden synliggøres altså i den umulige gentagelse, hvorfor man skal gentage (selv hvis det er umuligt), hvis man ønsker at se det nye, give sig tid til at leve og være lykkelig.
Dit indlæg smager lidt af middelmådighed, selvom jeg på ingen måde tror, det er hensigten, men...
Hvad du end må mene mit indlæg smager af, så var det bare min generelle, flygtige observation af tråden, og som skrevet var det ikke min hensigt at støde nogen. Sprogbruget er mig bare så fjernt, at det til tider virker som om folk prøver lidt for anstrengt, at benytte "dyre" ord og vendinger hvor det samme budskab kunne formidles tydeligere med et mere... middelmådigt ordvalg :o).
Baggesen, ham med Labyrinthen? Ellers ville jeg nok tilføje Sarvig, Højholt og Tranströmer (den bedste nordiske digter efter min mening!).
Muldgraver: mærkelig og mærkelig, jeg finder den i hvert fald vanskelig at placere i hans forfatterskab. Og forstå i forhold til stadierne på livets vej, m.v. Og ham Constantin er nu lidt floskuløs. Men:
Som jeg ser det, ender den unge mand med at blive etiker fordi hans elskede gifter sig. Af en eller anden grund bliver han hermed sig selv igen, samlet og hel, splidagtigheden i hans sjæl er forsvundet og han erkender, at "kun åndens gentagelse mulig, om den end i timeligheden aldrig bliver så fuldkommen som i evigheden, der er den sande gentagelse." Gentagelsen udtrykker altså selve erkendelsen af sjælen, af den faste kerne eller enhed som Kierkegaard påstår findes i alle mennesker. Mennesket blev skabt i Guds billede og bærer i sin sjæl Guds evighed og ro og "gentagelsen" er genetableringen af den oprindelige enhed, af den guddommelige umiddelbarhed. Det samlede og identiske individ bliver for ham nærmest en emanation, en udstrømning af Guds egen identitet, af Den Ene Evige.
I forelskelsens rus og i følelsernes kaos har den unge mand mistet sig selv: "Leve Tankens Flugt, leve Livsfaren i Ideens Tjeneste, leve Kampens Nød, leve Sejrens festlige Jubel, leve Dansen i det Uendeliges Hvirvel, leve Bølgeslaget, der skjuler mig i Afgrunden, leve Bølgeslaget, der slynger mig op over Stjernerne" (smukt sprog forresten!). Man da han endegyldigt mister sin elskede "slutter han sig atter sammen" og bliver sig selv igen. At blive identisk med sig selv (og dermed etiker) er vist for Kierkegaard noget i retning af at acceptere sig selv uden dermed at miste sig selv, at inkludere alle tilsyneladende modstridende impulser og idéer, alle laster (han nævner alkoholisme), i det identiske jeg. Problemet med den unge mand er ifølge Constantin/Kierkegaard, at han forlader sig selv og giver sig hen i spontane fornemmelser (han er vel æstetiker?).
Så vidt jeg har forstået er det imidlertid ikke nok at konfrontere sin skygge, f.eks. tage ansvaret for sin alkoholisme og dermed begribe sine mørke sider i "lyset" af selvet, tage ansvaret for den man er. For nok har man erkendt "sjælen" (det evige) i mennesket (det timelige), men man lider stadig af transcendental hjemløshed. Man må erkende paradokset: at mennesket samtidig er Gud og dyr, at det både er determineret af impulser og natur og samtidig kan vælge (sig) selv (altså fravælge naturens determination). Og den sande gentagelse bliver derfor religiøs eller: en gentagelse af Gud snarere end af individet. Det sidste skridt er at stå udenfor sin egen timelighed og hoppe i Guds favn, fordi mennesket eller individet som sådan både er dyr og Gud, legeme og sjæl, og må have Gud i sit liv fordi kun han er i stand til at tilgive dyret i mennesket. Det er sådan, jeg har forstået det, og hvis jeg skal være ærlig bliver jeg stadigt mere bange for Kierkegaard jo mere jeg læser af ham.
Så forresten Cassavetes' "Faces" igår på DR K (eller var det i forgårs?), virkelig fremragende film. Andre som så den? Har kun set A Woman Under The Influence, men kunne bedre lide denne! Dialogen minder lidt om Raging Bull når det kører bedst.
#541 davenport 12 år siden
#542 Muldgraver 12 år siden
Har forsøget et navn?
#541
Hvad er svær litteratur?
Grundlæggende vil jeg dog sige, at den måde jeg holder af litteratur på, må man tale om den lige som man vil, og allerhelst sådan, at begge kommer til at glæde sig desto mere over litteraturen. Det er muligt, der vil være visse former for litteratur, hvor det vil give særligt god mening at nørde i forholdsvis snævre termer (vel også i forbindelse med et studie), men hvorfor skulle det være påkrævet?
#543 loki 12 år siden
#544 Batsy 12 år siden
Er det "Top swag" du hentyder til :P
#545 Castanea 12 år siden
Det kommer an på, hvem og hvad man henvender sig til. Men som sagt: hvad er svær litteratur?
Nej, tværtimod. Der namedroppes ligeså meget som der malplaceres begreber, men akademisk opgaveskrivning er ofte en doktrin af forsimpling og konkretisering. Om man fordummes, ved jeg ikke, men man begrænses i hvert fald.
Dit indlæg smager lidt af middelmådighed, selvom jeg på ingen måde tror, det er hensigten, men...
Er det ikke trættende at have så mange antagelser? Det bemærkelsesværdige er desværre, at antagelserne for det meste rettes imod den såkaldte elite, ikke omvendt.
#546 Castanea 12 år siden
Tiden er uafvendelig og "den egentlige Gjentagelse erindres forlænds", hvoraf Kierkegaard mere eller mindre konkluderer, at gentagelsen er en umulighed, idet den er divergerende for det gentagne, fordi den netop er en gentagelse. Fremtiden synliggøres altså i den umulige gentagelse, hvorfor man skal gentage (selv hvis det er umuligt), hvis man ønsker at se det nye, give sig tid til at leve og være lykkelig.
#547 loki 12 år siden
Hvad du end må mene mit indlæg smager af, så var det bare min generelle, flygtige observation af tråden, og som skrevet var det ikke min hensigt at støde nogen. Sprogbruget er mig bare så fjernt, at det til tider virker som om folk prøver lidt for anstrengt, at benytte "dyre" ord og vendinger hvor det samme budskab kunne formidles tydeligere med et mere... middelmådigt ordvalg :o).
#548 davenport 12 år siden
#549 Castanea 12 år siden
Det er svært at begrænse sig, men Baggesen, Claussen, Hamsun, Jacobsen og Obstfelder er de 5 konstanter for mit vedkommende.
Fellaheen, jeg elsker Blake, ja, og har bestilt førsteudgaven af Grønbechs monografi.
#550 Fellaheen 12 år siden
Muldgraver: mærkelig og mærkelig, jeg finder den i hvert fald vanskelig at placere i hans forfatterskab. Og forstå i forhold til stadierne på livets vej, m.v. Og ham Constantin er nu lidt floskuløs. Men:
Som jeg ser det, ender den unge mand med at blive etiker fordi hans elskede gifter sig. Af en eller anden grund bliver han hermed sig selv igen, samlet og hel, splidagtigheden i hans sjæl er forsvundet og han erkender, at "kun åndens gentagelse mulig, om den end i timeligheden aldrig bliver så fuldkommen som i evigheden, der er den sande gentagelse." Gentagelsen udtrykker altså selve erkendelsen af sjælen, af den faste kerne eller enhed som Kierkegaard påstår findes i alle mennesker. Mennesket blev skabt i Guds billede og bærer i sin sjæl Guds evighed og ro og "gentagelsen" er genetableringen af den oprindelige enhed, af den guddommelige umiddelbarhed. Det samlede og identiske individ bliver for ham nærmest en emanation, en udstrømning af Guds egen identitet, af Den Ene Evige.
I forelskelsens rus og i følelsernes kaos har den unge mand mistet sig selv: "Leve Tankens Flugt, leve Livsfaren i Ideens Tjeneste, leve Kampens Nød, leve Sejrens festlige Jubel, leve Dansen i det Uendeliges Hvirvel, leve Bølgeslaget, der skjuler mig i Afgrunden, leve Bølgeslaget, der slynger mig op over Stjernerne" (smukt sprog forresten!). Man da han endegyldigt mister sin elskede "slutter han sig atter sammen" og bliver sig selv igen. At blive identisk med sig selv (og dermed etiker) er vist for Kierkegaard noget i retning af at acceptere sig selv uden dermed at miste sig selv, at inkludere alle tilsyneladende modstridende impulser og idéer, alle laster (han nævner alkoholisme), i det identiske jeg. Problemet med den unge mand er ifølge Constantin/Kierkegaard, at han forlader sig selv og giver sig hen i spontane fornemmelser (han er vel æstetiker?).
Så vidt jeg har forstået er det imidlertid ikke nok at konfrontere sin skygge, f.eks. tage ansvaret for sin alkoholisme og dermed begribe sine mørke sider i "lyset" af selvet, tage ansvaret for den man er. For nok har man erkendt "sjælen" (det evige) i mennesket (det timelige), men man lider stadig af transcendental hjemløshed. Man må erkende paradokset: at mennesket samtidig er Gud og dyr, at det både er determineret af impulser og natur og samtidig kan vælge (sig) selv (altså fravælge naturens determination). Og den sande gentagelse bliver derfor religiøs eller: en gentagelse af Gud snarere end af individet. Det sidste skridt er at stå udenfor sin egen timelighed og hoppe i Guds favn, fordi mennesket eller individet som sådan både er dyr og Gud, legeme og sjæl, og må have Gud i sit liv fordi kun han er i stand til at tilgive dyret i mennesket. Det er sådan, jeg har forstået det, og hvis jeg skal være ærlig bliver jeg stadigt mere bange for Kierkegaard jo mere jeg læser af ham.
Så forresten Cassavetes' "Faces" igår på DR K (eller var det i forgårs?), virkelig fremragende film. Andre som så den? Har kun set A Woman Under The Influence, men kunne bedre lide denne! Dialogen minder lidt om Raging Bull når det kører bedst.