Jeg kunne faktisk også meget godt lide "Be Kind Rewind". Jovist er den fjollet, men den har også en lille nostalgisk og varm tone, som gør den enormt nem for mig at holde af, som en lille fin film om skabertrang og gåpåmod.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
5. Pink Floyd's: The Wall af Alan Parker: Pink (Bob Geldof) sidder alene i sit rum. Her tænker han tilbage på sit liv, og frem strømmer hurtigt hans mest ubehagelige og traumatiserende minder, der hjulpet godt på vej af hans begyndende sindssyge bliver så virkelige for ham, at han snart bogstavelig talt kan løbe fra dem.
Der er ingen grund til at lægge skjul på min holdning til Pink Floyds plade "The Wall", som er det bedste album jeg nogensinde har hørt. Var dette en topliste over albums ville det være førstepladsen vi i den forbindelse talte om. Instruktør Alan Parkers billedlige fortolkninger af den følelsesladede plade er en kaotisk film, men på alle de rigtige måder. Pink Floyds originale forsanger Syd Barrett gjorde stort indtryk på Roger Waters da han efter længere tilbagetrukkethed viste sig i deres studie for at lytte til "Shine on You Crazy Diamond" der var skrevet om netop Barrett (til pladen "Wish You Were Here"). Således finder den originale forsanger også vej ind i Alan Parkers film, og enkelte af Pinks udfald er inspireret af ham. Hvad der for alvor provokerede Waters til at skrive albummet, var oprindeligt ham selv. Efter ved en koncert at have spyttet en tilskuer i ansigtet, erfarede Waters nogle ting om sig selv, verden og musikken. Allerede på pladen udviklede temaerne sig imidlertid langt udover Waters selv. Den oprindelige plade er således en fortælling om menneskets moralske korruption, og måden hvorpå vi bogstaveligt såvel som figurativt bygger mure omkring os selv. Niveauet af emotionel dybde er enorm og der gribes af flere gange tilbage til barndommen, der blandt andet er hentet fra Waters selv, der mistede sin far i en meget ung alder.
At konstatere at Alan Parkers film er både psykedelisk og snart sagt ligeså tosset som sin hovedperson, er åbenlyst. Filmen er ikke blot en forlænget musikvideo til albummet, men tager massevis af interessante stilistiske valg, for at skille sig ud fra musik, samtidig med at understøtte den. Det gør sig for en massiv oplevelse, der strækker fra det grå hverdagsliv, til nogle sjælelige dybde, som den originale plade i dén grad kalder på. Således er filmens vigtigste aktiv dens stemninger. De mange oplevelser vi tages igennem er interessante fordi de er portrætteret så rammende og stilistisk overvældende, at man er nødt til at lade sig rive med, selvom man ikke på traditionel vis får mulighed for at opbygge sympati for karakteren fra start. Faktisk kan man påstå at det er en del af pointen at vores hovedkarakter er dybt usympatisk i kraft af sin egocentriske opførsel. Langsomt piller filmen lag af og minsandten om ikke der gemmer sig en årsag til hans væremåde her. Det er særligt barndomsminderne der i den forbindelse står stærkt i min hukommelse. De repræsenterer såvel det smukt naive ved børn, som den langsomme destruktion af selvsamme umiddelbarhed - når vi bevæger os fra den lille dreng der søger efter en far ved at gribe en fremmeds hånd, til ensrettelsen af skoleeleverne i den mest kendte af filmens (og pladens) sange. Det essentielle moment er imidlertid en scene hvori den lille dreng skjuler en rotte i forsøget på at beskytte den fra sin mor, men næste dag finder dyret dødt. Scenen er rørende på flere niveauer og er muligvis også en af filmens visuelt mest smukke scener.
Voksenlivet fremvises med noget større kulde. Ensomheden har overtaget Pinks liv, og det er ikke overraskende da han skubber alle mennesker omkring sig bort. I en blanding af arrogance og sindssyge destrueres karakteren langsomt for øjnene af os. Ikke alene ser vi ham i hans indelukkede stade, men vi oplever også hans små råb om hjælp, når han forsøger at ringe til en kvinde, som dog ikke ønsker at snakke med ham. Her opstår alligevel sympatien. For sine særheder til trods er Pink ikke til skade for andre end sig selv (og en enkelt fan der nær står i vejen). Han indser blot ikke sin indelukkethed, hvilket velsagtens leder tilbage til Waters selv, der i sin insisteren på at sætte musikken i fokus under koncerter, som nævnt endte med at spytte en fan i hovedet. Gennem de animerede sekvenser ser vi billeder af hvad selvsamme verdensfjerne adfærd kan føre til på et større plan. Industrialiseringen og afpersonaliseringen af vores verden vises i glimt, og kastes rask væk sammen med billeder af de krige vi fortsat har så travlt med at føre. Med andre ord prikker filmen til os såvel på et ultranært som et overordnet plan, hvilket giver anledning til nogle af de mest kaptiverende øjeblikke jeg har oplevet på film.
Jeg har måske rodet mig ud i mere tolkning og beskrivelse af denne film, end decideret anmeldelse. Sandheden er ikke desto mindre at filmen i min oplevelse er et mesterværk, grundet dens enorme vilje til at fremvise menneskets grimmeste sider, og gøre det på en måde hvor publikum samtidig holdes interesseret. Filmen er velspillet, velinstrueret og den musik der ledsager den er af en anden verden. De dybder af håbløshed og melankoli filmen kommer ned i, er inspirerende fordi det afdækker præcis hvad sorg, depression og ligegyldighed kan være. Filmen har et nærvær i sine mange lag, som mangt en mindre velafviklet film, ikke engang formår at besidde i en mere simpel fortælling, og det er en enorm bedrift.
Som altid kan det ovenstående og tidligere indlæg også læses på min blog, hvor det ligeledes er muligt at danne sig et overblik over den foreløbige liste.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Det er længe siden, jeg har set The Wall, men jeg husker den som ganske god. Dog var det mere på grund af musikken end filmen, at jeg fandt den god, men den trænger bestemt til et gensyn.
Godt du fandt MI3 så fed :) Bestemt flot instrueret, med suspense og action i gode mængder. Som jeg sagde, så rammer JJ den bedste blanding af romance, intriger, kup, spænding og action. Og Hoffman er seriens bedste skurk.
Bestemt flot instrueret, med suspense og action i gode mængder. Som jeg sagde, så rammer JJ den bedste blanding af romance, intriger, kup, spænding og action. Og Hoffman er seriens bedste skurk.
Enig på alle punkter! Og så var der bare en større fornemmelse af hvad der var på spil i denne omgang. Føj for en intens åbning btw.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Jep. Lækker åbningsscene, med Cruise og Hoffman i topform. Virkelig godt skuespil af dem begge, og Hoffman's ondskab i øjnene er jo helt spot on. Og den scene på broen er bare så godt udført, hvor man føler man bliver blæst i stumper, når de sender raketter mod Hunt og co. Det er squ storstilet action der vil noget.
Nå, så dukkede der alligevel en Mission: Impossible-film op som vi begge kan lide. :-)
3'eren er virkelig en fremragende film. Jeg holder ligesom dig meget af dens åbning, og derudover kan jeg bl.a. godt lide fly-scenen, hvor en vis person får lidt gratis frisk luft, samt mundaflæsnings-scenen mellem den fastspændte Ethan Hunt og you-know-who.
Verdens bedste rockband i en visuelt blændende film, som også er blandt mine egne favoritter. Jeg kan slet ikke rose dit valg nok! Du har beskrevet filmen og hovedpersonens følelser og traumer rigtigt fint.
#1121 Richard Burton 13 år siden
#1122 Collateral 13 år siden
#1123 Collateral 13 år siden
Pink (Bob Geldof) sidder alene i sit rum. Her tænker han tilbage på sit liv, og frem strømmer hurtigt hans mest ubehagelige og traumatiserende minder, der hjulpet godt på vej af hans begyndende sindssyge bliver så virkelige for ham, at han snart bogstavelig talt kan løbe fra dem.
Der er ingen grund til at lægge skjul på min holdning til Pink Floyds plade "The Wall", som er det bedste album jeg nogensinde har hørt. Var dette en topliste over albums ville det være førstepladsen vi i den forbindelse talte om. Instruktør Alan Parkers billedlige fortolkninger af den følelsesladede plade er en kaotisk film, men på alle de rigtige måder. Pink Floyds originale forsanger Syd Barrett gjorde stort indtryk på Roger Waters da han efter længere tilbagetrukkethed viste sig i deres studie for at lytte til "Shine on You Crazy Diamond" der var skrevet om netop Barrett (til pladen "Wish You Were Here"). Således finder den originale forsanger også vej ind i Alan Parkers film, og enkelte af Pinks udfald er inspireret af ham. Hvad der for alvor provokerede Waters til at skrive albummet, var oprindeligt ham selv. Efter ved en koncert at have spyttet en tilskuer i ansigtet, erfarede Waters nogle ting om sig selv, verden og musikken. Allerede på pladen udviklede temaerne sig imidlertid langt udover Waters selv. Den oprindelige plade er således en fortælling om menneskets moralske korruption, og måden hvorpå vi bogstaveligt såvel som figurativt bygger mure omkring os selv. Niveauet af emotionel dybde er enorm og der gribes af flere gange tilbage til barndommen, der blandt andet er hentet fra Waters selv, der mistede sin far i en meget ung alder.
At konstatere at Alan Parkers film er både psykedelisk og snart sagt ligeså tosset som sin hovedperson, er åbenlyst. Filmen er ikke blot en forlænget musikvideo til albummet, men tager massevis af interessante stilistiske valg, for at skille sig ud fra musik, samtidig med at understøtte den. Det gør sig for en massiv oplevelse, der strækker fra det grå hverdagsliv, til nogle sjælelige dybde, som den originale plade i dén grad kalder på. Således er filmens vigtigste aktiv dens stemninger. De mange oplevelser vi tages igennem er interessante fordi de er portrætteret så rammende og stilistisk overvældende, at man er nødt til at lade sig rive med, selvom man ikke på traditionel vis får mulighed for at opbygge sympati for karakteren fra start. Faktisk kan man påstå at det er en del af pointen at vores hovedkarakter er dybt usympatisk i kraft af sin egocentriske opførsel. Langsomt piller filmen lag af og minsandten om ikke der gemmer sig en årsag til hans væremåde her. Det er særligt barndomsminderne der i den forbindelse står stærkt i min hukommelse. De repræsenterer såvel det smukt naive ved børn, som den langsomme destruktion af selvsamme umiddelbarhed - når vi bevæger os fra den lille dreng der søger efter en far ved at gribe en fremmeds hånd, til ensrettelsen af skoleeleverne i den mest kendte af filmens (og pladens) sange. Det essentielle moment er imidlertid en scene hvori den lille dreng skjuler en rotte i forsøget på at beskytte den fra sin mor, men næste dag finder dyret dødt. Scenen er rørende på flere niveauer og er muligvis også en af filmens visuelt mest smukke scener.
Voksenlivet fremvises med noget større kulde. Ensomheden har overtaget Pinks liv, og det er ikke overraskende da han skubber alle mennesker omkring sig bort. I en blanding af arrogance og sindssyge destrueres karakteren langsomt for øjnene af os. Ikke alene ser vi ham i hans indelukkede stade, men vi oplever også hans små råb om hjælp, når han forsøger at ringe til en kvinde, som dog ikke ønsker at snakke med ham. Her opstår alligevel sympatien. For sine særheder til trods er Pink ikke til skade for andre end sig selv (og en enkelt fan der nær står i vejen). Han indser blot ikke sin indelukkethed, hvilket velsagtens leder tilbage til Waters selv, der i sin insisteren på at sætte musikken i fokus under koncerter, som nævnt endte med at spytte en fan i hovedet. Gennem de animerede sekvenser ser vi billeder af hvad selvsamme verdensfjerne adfærd kan føre til på et større plan. Industrialiseringen og afpersonaliseringen af vores verden vises i glimt, og kastes rask væk sammen med billeder af de krige vi fortsat har så travlt med at føre. Med andre ord prikker filmen til os såvel på et ultranært som et overordnet plan, hvilket giver anledning til nogle af de mest kaptiverende øjeblikke jeg har oplevet på film.
Jeg har måske rodet mig ud i mere tolkning og beskrivelse af denne film, end decideret anmeldelse. Sandheden er ikke desto mindre at filmen i min oplevelse er et mesterværk, grundet dens enorme vilje til at fremvise menneskets grimmeste sider, og gøre det på en måde hvor publikum samtidig holdes interesseret. Filmen er velspillet, velinstrueret og den musik der ledsager den er af en anden verden. De dybder af håbløshed og melankoli filmen kommer ned i, er inspirerende fordi det afdækker præcis hvad sorg, depression og ligegyldighed kan være. Filmen har et nærvær i sine mange lag, som mangt en mindre velafviklet film, ikke engang formår at besidde i en mere simpel fortælling, og det er en enorm bedrift.
Som altid kan det ovenstående og tidligere indlæg også læses på min blog, hvor det ligeledes er muligt at danne sig et overblik over den foreløbige liste.
#1124 MMB 13 år siden
#1125 Collateral 13 år siden
Footloose 2011
#1126 Babo84 13 år siden
#1127 Collateral 13 år siden
Enig på alle punkter! Og så var der bare en større fornemmelse af hvad der var på spil i denne omgang. Føj for en intens åbning btw.
#1128 Babo84 13 år siden
#1129 BN 13 år siden
Nå, så dukkede der alligevel en Mission: Impossible-film op som vi begge kan lide. :-)
3'eren er virkelig en fremragende film. Jeg holder ligesom dig meget af dens åbning, og derudover kan jeg bl.a. godt lide fly-scenen, hvor en vis person får lidt gratis frisk luft, samt mundaflæsnings-scenen mellem den fastspændte Ethan Hunt og you-know-who.
#1130 BN 13 år siden
Verdens bedste rockband i en visuelt blændende film, som også er blandt mine egne favoritter. Jeg kan slet ikke rose dit valg nok! Du har beskrevet filmen og hovedpersonens følelser og traumer rigtigt fint.
Filmen: 10/10
Musikken: 10/10