Jeg har kigget misundeligt på, alt imens der skabtes top 200 - 150 osv. og jeg kan ligeså godt indse det - en top 100 eller 150 er en enorm opgave, og derfor nøjes jeg med en top 60 (oprindeligt en top 50, men der manglede jeg simpelthen plads.) Det næste problem for mig var så om jeg skulle lægge den op nu, eller have alle titler og anmeldelser klar først, men nu ryger de altså op.
Da listen ikke er så stor, har jeg tænkt mig at smide lidt op af gangen, 1-2 stykker alt efter længden af den tilhørende anmeldelse, den første ryger enten op senere i dag, eller i morgen.
Listen er opbygget fuldstændig efter første indskydelse, så de første par pladser er måske lidt laid back i præcision, jeg elsker film, og finder det enormt svært at ranke dem, fordi jeg bliver enormt begejstret for hver enkelt, men jo nærmere vi når toppen, jo mere sikker bliver positioneringen, men lad os nu se. Pointen er i hvert fald at listen er stærkt subjektiv, og det gælder nok især rækkefølgen. Derudover må jeg hellere advare om at der kan forekomme spoilers, selvom jeg nok skal prøve at dække mig ind med spoiler alerts også i de enkelte anmeldelser.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
#2: Det kan jeg godt forestille mig. Også derfor jeg satte målet en smule lavere.
Her er de første to anmeldelser/pladser. Jeg smider to fordi anmeldelserne ikke er så lange.
60. Wes Craven’s New Nightmare: Wes Craven’s New Nightmare er ikke en helt almindelig gyserfilm, og da jeg først hørte om den troede jeg faktisk filmen skulle fungere som et spoof. Det viste sig dog at det forholdt sig ganske anderledes.
New Nightmare har Heather Lagenkamp fra den originale film i hovedrollen, som sig selv. Dette virker umiddelbart forvirrende, og filmen tager da også en langsom start, men efterhånden som metalaget bl.a. udvides med en cameo fra Wes Craven selv tager filmens handling fart. Robert Englund gør et herligt job, både som sig selv og naturligvis som den notoriske Freddy Krueger.
New Nightmare er måske ikke den mest velfungerende film nogensinde, og bliver måske også lidt visuelt overspillet til slut, men metalaget er med til at holde den i live, og giver den også en humor der er mere intelligent, end den havde været længe i Freddy franchisen, da New Line besluttede sig for at lade Craven lave denne.
Wes Craven er kendt for at skabe nogle gruopvækkende, og fra tid til anden, originale koncepter. Her genopfinder han sit Freddy koncept, og giver publikum en oplevelse der hæver sig over det simple gys, og bliver særpræget, og endog tankevækkende.
59. Face/Off af John Woo: ”In order to trap him – he must become him” siger taglinen til ”Face/Off”, og det skal tages fuldstændig bogstaveligt. Filmen handler om Sean Archer (Travolta) der er besat af at fange Castor Troy (Cage), og vil gå noget længere end de fleste andre.
John Woo gør et godt og visuelt overvældende job i instruktørstolen. Til dels er der nogle fantastiske actionsekvenser i filmen, derudover lader han karaktererne være i centrum, hvilket er ret modigt i en film som ”Face/Off”, som dog heller ikke savner øjeblikke med storladne visuelle actionsekvenser.
Uden de to hovedskuespillere var det dog aldrig gået, fordi den operation som er en central del af filmens præmis, i høj grad er op til dem at sælge – og heldigvis for det. Woo vælger nemlig at lade de mere eksplicitte detaljer omkring operationen falde i baggrunden, og lader i stedet skuespillerne gøre arbejdet, hvilket giver talenterne Travolta og Cage en pæn mængde legerum. Dog ender Castor Troy, i Travoltas hænder, med at være en smule for karikeret, og Cage gør et bedre job med at vise en flere siddet udgave af Sean Archer.
Overordnet er ”Face/Off” en vellykket actionfilm, som hæver sig over gennemsnittet ved at være visuelt overlegen. John Travolta og Nicolas Cage gør et flot arbejde i filmen, og især sidstnævnte har et utal af fantastiske øjeblikke i filmen.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Fedt med endnu en liste. Glæder mig til at se hvad du har på menuen. :)
Er i øvrigt helt enig mht. "Wes Craven's New Nightmare". I mine øjne er det den bedste i hele franchisen.
Jeg er helt enig ang. action-scenerne i "Face/Off", men har det sgu sån lidt ambivalent mht. skuespillet fra Travolta og især Cage. Der er bestemt flere gode perioder, men begge ryger desværre også lidt for ofte over i overspil af den lidt for anstrengende slags. Men stadigvæk en pisse fed action-film og klart John Woo's bedste på amerikansk grund.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#3: Har du set John Woo's "Hard Boiled"? For jeg har svært ved at se "Face Off" nu til dags, uden at få lyst til at se den noget bedre og federe actionfilm "Hard Boiled".
Men det er klart John Woo's bedste amerikanske film, og det er en actionfilm der er et godt stykke bedere end gennemsnittet.
"Dave, this conversation can serve no purpose anymore. Goodbye."
Hvor er det fedt med en lidt begrænset top liste :-)
Face/Off er efter min mening KLART Woo's bedste film, også i forhold til hans tidligere film (gudskelov for fuldmagten under det projekt). Og JA, jeg har set Hard Boiled, Killer og andre - jeg holder meget af Woo. Hard Boiled er en fed fed actionfilm, men action'en har en tendens til at føles lidt ensformig. Filmen kan næsten ses udelukkende som en lang skudduel. Her er Face/off langt mere afvekslende, hvor du har biljagter, speedbåd-jagter, helikopter-jagt vs bil jagt, skuddueller, nærkampe og alt hvad en actionbrag skal indeholde. Skuespillet er klart også bedre i Face/off end i hans tidligere film. Jeg har altid elsket den film lige siden jeg så den i bio i sin tid, og er muligvis den bedste actionfilm jeg har set, ihvertfald en af dem og helt oppe i toppen (og jeg har set MANGE). Woo's stil er enestående, og den slags laver man slet slet ikke mere..
You wanna know what happens to an eyeball when it gets punctured?
#6: Nej jeg har ikke set "Hard Boiled", men jeg skal da skrive den bag øret.
#5: Med hensyn til overspil, så nævner jeg det sort of med Travolta. Jeg syntes langt fra han rammer plet hele tiden, og der er trods alt en grund til filmen ligger her på listen, men Cage holder for mig hele vejen. Jeg ved ikke hvorfor, men den man må godt overspille, for mig funker det næsten hver gang.
I øvrigt er de første anmeldelser her de korteste, satser på at de skal gå op i længde. Regner med at poste stille og roligt, efterhånden som diskussionen går i stå :)
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Her følger endnu en anmeldelse, ved godt det er lidt hurtigt, men tråden døde ret hurtigt ud:
[b]58. The Breakfast Club af John Hughes: Hvordan genfortæller man plottet i denne film? Filmen handler ikke om at vores karakterer skal nå fra a til b for at redde c, men går nærmere ud på at se nogle forskellige stereotyper for hvad de virkelig er – mennesker. Indviklede, forvirrede og med udstrakte arme til resten af verden. Denne film præsenterer os for modeprinsessen, rebellen, nørden, sportsgutten og ”hende den mærkelige”. Persontyper som måske nok er hentet fra USA High School miljø, men til dels også kan dække danske forhold. Det er nemlig ikke vigtigt om disse persontyper ser anderledes ud i 2010, og opfører sig anderledes, vi har dem stadig i en eller anden form, og denne film handler om hvordan man kun kan udvikle sig ved at imødekomme det man ikke forstå. Selv de karakterer der tror de forstår hinanden finder ud af at der er mere i dem hver især end de troede.
Det overvældende for mig da jeg så denne film, var at jeg kunne se mennesker jeg kendte i nogle af de her karakterer. Jeg kunne se mig selv der et sted, og jeg kunne se nogle af de røvhuller jeg – fra tid til anden – har brugt mit liv på at hade. Så jeg kunne selv lynhurtigt se hvem jeg ”holdt med” i denne forsamling. Ligeledes kunne jeg i løbet af filmen se hvordan alle karaktererne blev provokeret til at smide deres masker overfor hinanden, og hvordan de alle har deres bagage. For mig kommer denne film ikke bare til at handle om skolebørn, men om mennesker som sådan, og hvordan vi putter hinanden i bokse, og bliver ganske forvirrede hvis disse bokse brydes.
Det relativt lille cast gør alle et dygtigt job, og især Judd Nelson er både provokerende, men heldigvis også så fyldt med humor og forskellige lag at man aldrig helt gennemskuer hans karakter. Molly Ringwald er i den modsatte ende herlig når hun skubbes til at droppe hendes populærpige facade. Samtidig gør hun også et godt arbejde overfor for Nelson, ved at vise at han er ligeså socialt ekskluderende som hun selv. Ally Sheedy er måske den allermest komplekse af karaktererne, og vi får heller aldrig rigtig afdækket hende, men det er på en positiv måde, påtrods af at hun lider en smule under den lyserøde slutning på filmen. Anthony Michael Hall, som senere skulle komme med i ”Edward Scissorhands”, gør også et overbevisende job. Charlie Sheens bror Emilio Estevez er perfekt i rollen som en jock der bliver kørt hårdt af hans faders forventninger. Sidst, men ikke mindst, er Paul Gleason et herligt humoristisk indslag i form af skolens rektor, og tilsynsførende for de unge. Han kommer også til at blive et billede på noget af det vores unge venner ikke har lyst til at blive, hvilket formentlig er det allermest centrale for filmen, hvad er det for en uskyld der forsvinder i overgangen mellem barn og voksen? Er hele vores persongalleri virkelig tvunget til at vokse op og blive ligesom deres forældre?
”The Breakfast Club” er en film der bærer tydeligt præg af sin tid, og man er ikke tvivl om at filmen er lavet i 80erne og især slutningen bliver for lyserød. Havde man skåret en smule tilbage i slutningen kunne ”The Breakfast Club” have været en anderledes film, men Hughes ønskede formentlig at skabe en opløftende fornemmelse med slutningen, hvilket da også lykkedes, påtrods af at især Ally Sheedys karakter, som nævnt, lider under det. En positiv effekt ved filmens oprindelsestid, er musikken. Der er en hel række 80er melodier, og flere af dem er overbevisende, og skaber en god stemning. Naturligvis er Simple Minds ”Don’t you (Forget About Me)” umulig ikke at nævne, og den vil for altid skabe mindelser om denne film i min bevidsthed. Hvis man kan se udover den lidt svage slutning er filmens karakterer spændende, dialogen er velskrevet og problemstillingernes diversitet er som taget ud af det virkelige liv.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
#1 Collateral 13 år siden
Jeg har kigget misundeligt på, alt imens der skabtes top 200 - 150 osv. og jeg kan ligeså godt indse det - en top 100 eller 150 er en enorm opgave, og derfor nøjes jeg med en top 60 (oprindeligt en top 50, men der manglede jeg simpelthen plads.) Det næste problem for mig var så om jeg skulle lægge den op nu, eller have alle titler og anmeldelser klar først, men nu ryger de altså op.
Da listen ikke er så stor, har jeg tænkt mig at smide lidt op af gangen, 1-2 stykker alt efter længden af den tilhørende anmeldelse, den første ryger enten op senere i dag, eller i morgen.
Listen er opbygget fuldstændig efter første indskydelse, så de første par pladser er måske lidt laid back i præcision, jeg elsker film, og finder det enormt svært at ranke dem, fordi jeg bliver enormt begejstret for hver enkelt, men jo nærmere vi når toppen, jo mere sikker bliver positioneringen, men lad os nu se. Pointen er i hvert fald at listen er stærkt subjektiv, og det gælder nok især rækkefølgen. Derudover må jeg hellere advare om at der kan forekomme spoilers, selvom jeg nok skal prøve at dække mig ind med spoiler alerts også i de enkelte anmeldelser.
#2 Antlion 13 år siden
#3 Collateral 13 år siden
Her er de første to anmeldelser/pladser. Jeg smider to fordi anmeldelserne ikke er så lange.
60. Wes Craven’s New Nightmare:
Wes Craven’s New Nightmare er ikke en helt almindelig gyserfilm, og da jeg først hørte om den troede jeg faktisk filmen skulle fungere som et spoof. Det viste sig dog at det forholdt sig ganske anderledes.
New Nightmare har Heather Lagenkamp fra den originale film i hovedrollen, som sig selv. Dette virker umiddelbart forvirrende, og filmen tager da også en langsom start, men efterhånden som metalaget bl.a. udvides med en cameo fra Wes Craven selv tager filmens handling fart. Robert Englund gør et herligt job, både som sig selv og naturligvis som den notoriske Freddy Krueger.
New Nightmare er måske ikke den mest velfungerende film nogensinde, og bliver måske også lidt visuelt overspillet til slut, men metalaget er med til at holde den i live, og giver den også en humor der er mere intelligent, end den havde været længe i Freddy franchisen, da New Line besluttede sig for at lade Craven lave denne.
Wes Craven er kendt for at skabe nogle gruopvækkende, og fra tid til anden, originale koncepter. Her genopfinder han sit Freddy koncept, og giver publikum en oplevelse der hæver sig over det simple gys, og bliver særpræget, og endog tankevækkende.
59. Face/Off af John Woo:
”In order to trap him – he must become him” siger taglinen til ”Face/Off”, og det skal tages fuldstændig bogstaveligt. Filmen handler om Sean Archer (Travolta) der er besat af at fange Castor Troy (Cage), og vil gå noget længere end de fleste andre.
John Woo gør et godt og visuelt overvældende job i instruktørstolen. Til dels er der nogle fantastiske actionsekvenser i filmen, derudover lader han karaktererne være i centrum, hvilket er ret modigt i en film som ”Face/Off”, som dog heller ikke savner øjeblikke med storladne visuelle actionsekvenser.
Uden de to hovedskuespillere var det dog aldrig gået, fordi den operation som er en central del af filmens præmis, i høj grad er op til dem at sælge – og heldigvis for det. Woo vælger nemlig at lade de mere eksplicitte detaljer omkring operationen falde i baggrunden, og lader i stedet skuespillerne gøre arbejdet, hvilket giver talenterne Travolta og Cage en pæn mængde legerum. Dog ender Castor Troy, i Travoltas hænder, med at være en smule for karikeret, og Cage gør et bedre job med at vise en flere siddet udgave af Sean Archer.
Overordnet er ”Face/Off” en vellykket actionfilm, som hæver sig over gennemsnittet ved at være visuelt overlegen. John Travolta og Nicolas Cage gør et flot arbejde i filmen, og især sidstnævnte har et utal af fantastiske øjeblikke i filmen.
#4 Skeloboy 13 år siden
#5 NightHawk 13 år siden
Er i øvrigt helt enig mht. "Wes Craven's New Nightmare". I mine øjne er det den bedste i hele franchisen.
Jeg er helt enig ang. action-scenerne i "Face/Off", men har det sgu sån lidt ambivalent mht. skuespillet fra Travolta og især Cage. Der er bestemt flere gode perioder, men begge ryger desværre også lidt for ofte over i overspil af den lidt for anstrengende slags. Men stadigvæk en pisse fed action-film og klart John Woo's bedste på amerikansk grund.
#6 Kruse 13 år siden
Men det er klart John Woo's bedste amerikanske film, og det er en actionfilm der er et godt stykke bedere end gennemsnittet.
#7 filmz-ab 13 år siden
Face/Off er efter min mening KLART Woo's bedste film, også i forhold til hans tidligere film (gudskelov for fuldmagten under det projekt). Og JA, jeg har set Hard Boiled, Killer og andre - jeg holder meget af Woo. Hard Boiled er en fed fed actionfilm, men action'en har en tendens til at føles lidt ensformig. Filmen kan næsten ses udelukkende som en lang skudduel. Her er Face/off langt mere afvekslende, hvor du har biljagter, speedbåd-jagter, helikopter-jagt vs bil jagt, skuddueller, nærkampe og alt hvad en actionbrag skal indeholde. Skuespillet er klart også bedre i Face/off end i hans tidligere film. Jeg har altid elsket den film lige siden jeg så den i bio i sin tid, og er muligvis den bedste actionfilm jeg har set, ihvertfald en af dem og helt oppe i toppen (og jeg har set MANGE). Woo's stil er enestående, og den slags laver man slet slet ikke mere..
#8 Collateral 13 år siden
#5: Med hensyn til overspil, så nævner jeg det sort of med Travolta. Jeg syntes langt fra han rammer plet hele tiden, og der er trods alt en grund til filmen ligger her på listen, men Cage holder for mig hele vejen. Jeg ved ikke hvorfor, men den man må godt overspille, for mig funker det næsten hver gang.
I øvrigt er de første anmeldelser her de korteste, satser på at de skal gå op i længde. Regner med at poste stille og roligt, efterhånden som diskussionen går i stå :)
#9 Collateral 13 år siden
[b]58. The Breakfast Club af John Hughes:
Hvordan genfortæller man plottet i denne film? Filmen handler ikke om at vores karakterer skal nå fra a til b for at redde c, men går nærmere ud på at se nogle forskellige stereotyper for hvad de virkelig er – mennesker. Indviklede, forvirrede og med udstrakte arme til resten af verden. Denne film præsenterer os for modeprinsessen, rebellen, nørden, sportsgutten og ”hende den mærkelige”. Persontyper som måske nok er hentet fra USA High School miljø, men til dels også kan dække danske forhold. Det er nemlig ikke vigtigt om disse persontyper ser anderledes ud i 2010, og opfører sig anderledes, vi har dem stadig i en eller anden form, og denne film handler om hvordan man kun kan udvikle sig ved at imødekomme det man ikke forstå. Selv de karakterer der tror de forstår hinanden finder ud af at der er mere i dem hver især end de troede.
Det overvældende for mig da jeg så denne film, var at jeg kunne se mennesker jeg kendte i nogle af de her karakterer. Jeg kunne se mig selv der et sted, og jeg kunne se nogle af de røvhuller jeg – fra tid til anden – har brugt mit liv på at hade. Så jeg kunne selv lynhurtigt se hvem jeg ”holdt med” i denne forsamling. Ligeledes kunne jeg i løbet af filmen se hvordan alle karaktererne blev provokeret til at smide deres masker overfor hinanden, og hvordan de alle har deres bagage. For mig kommer denne film ikke bare til at handle om skolebørn, men om mennesker som sådan, og hvordan vi putter hinanden i bokse, og bliver ganske forvirrede hvis disse bokse brydes.
Det relativt lille cast gør alle et dygtigt job, og især Judd Nelson er både provokerende, men heldigvis også så fyldt med humor og forskellige lag at man aldrig helt gennemskuer hans karakter. Molly Ringwald er i den modsatte ende herlig når hun skubbes til at droppe hendes populærpige facade. Samtidig gør hun også et godt arbejde overfor for Nelson, ved at vise at han er ligeså socialt ekskluderende som hun selv. Ally Sheedy er måske den allermest komplekse af karaktererne, og vi får heller aldrig rigtig afdækket hende, men det er på en positiv måde, påtrods af at hun lider en smule under den lyserøde slutning på filmen. Anthony Michael Hall, som senere skulle komme med i ”Edward Scissorhands”, gør også et overbevisende job. Charlie Sheens bror Emilio Estevez er perfekt i rollen som en jock der bliver kørt hårdt af hans faders forventninger. Sidst, men ikke mindst, er Paul Gleason et herligt humoristisk indslag i form af skolens rektor, og tilsynsførende for de unge. Han kommer også til at blive et billede på noget af det vores unge venner ikke har lyst til at blive, hvilket formentlig er det allermest centrale for filmen, hvad er det for en uskyld der forsvinder i overgangen mellem barn og voksen? Er hele vores persongalleri virkelig tvunget til at vokse op og blive ligesom deres forældre?
”The Breakfast Club” er en film der bærer tydeligt præg af sin tid, og man er ikke tvivl om at filmen er lavet i 80erne og især slutningen bliver for lyserød. Havde man skåret en smule tilbage i slutningen kunne ”The Breakfast Club” have været en anderledes film, men Hughes ønskede formentlig at skabe en opløftende fornemmelse med slutningen, hvilket da også lykkedes, påtrods af at især Ally Sheedys karakter, som nævnt, lider under det. En positiv effekt ved filmens oprindelsestid, er musikken. Der er en hel række 80er melodier, og flere af dem er overbevisende, og skaber en god stemning. Naturligvis er Simple Minds ”Don’t you (Forget About Me)” umulig ikke at nævne, og den vil for altid skabe mindelser om denne film i min bevidsthed. Hvis man kan se udover den lidt svage slutning er filmens karakterer spændende, dialogen er velskrevet og problemstillingernes diversitet er som taget ud af det virkelige liv.
#10 BN 13 år siden
God filmsmag, Collateral! 'Breakfast Club' er og forbliver en klassiker - og personligt elsker jeg slutningen, fordi den