84. White Fang af Randal Kleiser: Den unge Jack Conroy (Ethan Hawke) drager til Alaska for at finde sin fars jordlod. Han slår følge med guldgraverne Alex (Klaus Maria Brandauer) og Skunker (Seymour Cassel) og begiver sig ud i snemarken mod Klondike, hvor guldfeberen raser. Det bliver en livsfarlig rejse, men undervejs møder Jack en ulvehund, som siden bliver hans bedste ven.
Jeg skal ikke benægte at nostalgien spiller mig et puds når det kommer til "White Fang", men selv efter et gensyn, finder jeg stadig filmen fremragende. Først og fremmest virker den dannelsesrejse Jack tager på interessant, men måden forholdet mellem Jack og ulvehunden udvikler sig, er rigtig fint og forekommer nærmest uskyldsrent. På den måde er "White Fang" som et eventyr, og som et hvert godt af sådanne, er der også mørke segmenter her. Mestendels er filmen imidlertid en fornøjelig fortælling, der omhandler nogle små personligheder der skal overkomme store odds. Alt sammen tager det sted i Alaskas smukke vinterlandskab, der spiller en stor rolle i fortællingen. Selvom man med ældre øjne kan spotte nogle øjeblikke hvor nogle sår meget hurtigt dækkes, for ikke at forskrække børnene for meget, er det nu ikke fordi det derudover er meget filmen har mistet over årene. Øjeblikke som da Jack ser liget i kisten og nær drukner i det kolde vand er ikke mindre effektive nu end før, hvilket også kan siges om den fine indledning hvor vi præsenteres for den lille ulvehund på en ganske bevægende måde. Det kan siges at være et nemt trick at få små søde dyr til at have en central rolle i sin film, men at udføre på den måde det gøres her, er langt fra nemt, hverken rent praktisk eller sammenspilsmæssigt.
For det føles vitterligt som om der er et reelt sammenspil mellem hund og mennesker, selvfølgelig særligt Jack. Var det ikke tilfældet ville filmens slutning heller ikke fungere nær så godt som den gør. Filmens visuelle side er en stor del af årsagen til at fortællingen virker så godt. Ikke alene tilføjer kinematograf Tony Pierce-Roberts noget storladent til omgivelserne, billederne giver også en fornemmelse af den ensomhed snelandskabet kan byde på og som hele tiden ligger og lurer under såvel Jacks som ulvehundens fortællinger. De er begge forladt på mange måder, selvom Jack også har fundet sig lidt af en faderfigur i den gode Alex, som Klaus Brandauer gør til en afsindigt sympatisk gut, der til trods for på overfladen at være villig til at smide Alex til side, hurtigt får opbygget en forkærlighed for den unge mand. Selvom filmen i bund og grund altså er en velkendt historie er der altså alligevel nogle elementer der tilføjer noget der ender ud i særegen stemning, som langt hen ad vejen er sin egen.
Selvom det er Basil Poledouris der er krediteret med filmens fremragende soundtrack, er det vi hører i filmen ikke alene hans fortjeneste. Efter at være fuldt indspillet blev Poledouris score nemlig afvist, og Hans Zimmer blev bragt ind for at skabe et alternativt lydspor. Hvad der er i filmen er således en blanding af de hele to soundtracks der rent faktisk blev indspillet til "White Fang". Det resulterer dog også i at soundtracket er ganske fremragende og fungerer rigtig godt i sammenhængen. Hvad man også må forvente må have bragt nogle problemer på produktionen er det faktum at en af filmens hovedroller er et dyr. En hund kaldet Jed blev bragt ind for at spille rollen og her kunne de CGI glade filmskabere anno 2012 lære noget om hvad man kan opnå med virkelige dyr. Ikke alene Jed medvirker, men også en stor bjørn har en rolle i filmen og uanset hvor lidt jeg i øvrigt er informeret om hvad det må have bragt af problemer, kan jeg blot konstatere at resultatet fungerer absolut fremragende og intenst.
"White Fang" er en familiefilm og for nogle vil den sikkert forekomme forudsigelig og basal, men med en blanding af naivitet og semi-melankolsk vinterstemning overvandt filmen mig allerede for mange år siden, og er altså ikke faldet i anerkendelse siden. Jeg leder fortsat efter 2eren på DVD, da jeg ligeledes så den et pænt antal gange som barn. Som altid kan det ovenstående og tidligere indlæg også læses på min blog, hvor det ligeledes er muligt at danne sig et overblik over den foreløbige liste.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
82. Repo! The Genetic Opera af Darren Lynn Bousman: Den mastodontiske kæmpevirksomhed GeneCo har i år 2056 opnået enorm magt. Dette er sket gennem deres monopol på organtransplantation. Lederen af firmaet Rotti Largo (Paul Sorvino) ligger for døden og må tage op til overvejelse hvem af hans tre problemfyldte og nytteløse børn der vil være i stand til at løfte arven fra deres far. Alt imens det tager sted er en af Rottis ansatte, Nathan (Anthony Head), i fuld gang med at ødelægge sit forhold til sin syge datter, hvem han ellers har gjort sit bedste for at skjule sin dystre beskæftigelse fra. For Nathan er en Repo Man, en organhøster, der afhenter de organer der ikke bliver betalt af på i tide...
Historien begyndte oprindeligt som en 10-minutters mini-opera, som blev fortalt gennem en gravrøver, som stadig er til stede i filmen, men hvis rolle er væsentligt formindsket. Idéen om at overføre den kompakte historie til film måtte imidlertid ligge længe, og det var først da instruktør Darren Lynn Bousman fik succes med "Saw" filmene (som han har instrueret tre af), at tiden langt om længe var inde. Således er filmen også lavet for et relativt lavt budget og baseredes i høj grad på idéen om at universet skulle kunne henvende sig til en mindre fanbase, der langsomt men sikkert ville sprede filmen. Det var endvidere bagmændenes håb at en fortsættelse ville blive mulig, hvilket dog endnu ikke er sket. Det ændrer imidlertid ikke på at denne rockmusikalske opera er en herligt kaotisk, mørk og medrivende historie, der både gennem sin musik og en kreativ visuel stil giver lyst til masser af gensyn. Så selvom det er ret tydeligt at filmen på sin vis er skabt for at blive kult, hvilket er svært at forfalske eller regne sig frem til, fornemmes det også at der ligger en masse reelt hjerteblod i fortællingen og afviklingen af denne.
Om det er hjerteblod der har trukket nogle af de interessante navne filmen har at byde på til sig, skal jeg ikke kunne sige, men det er på mange måder en bonus for filmen at have fået navne som den legendariske musicalperformer Sarah Brightman indblandet i hvad der reelt set er hendes første egentlige filmrolle. Bousman var oprindeligt imod at caste Paris Hilton i filmen, fordi det virkede for beregnende at caste et "navn" som hende i en film som denne. Ikke desto mindre fungerer hun faktisk godt i filmen - ja jeg ved godt det er overraskende. Som det også af andre dog er blevet påpeget, skal hun ikke strække sin virkelige personlighed så langt, da hun i filmen spiller en rigmandsdatter, der er snotforkælet, skabet og tror langt højere om sine egne evner (blandt andet inden for sang), end hvad hun egentlig formår. Anthony Head vil måske minde "Dexter" fans om en yngre John Lithgow, særligt fordi den karakter Head leverer her ligesom Lithgows Arthur Mitchell, har nogle intense humørsvingninger der på få øjeblikke kan bringe ham fra omsorgsfuld far til koldblodig morder. Derudover er Head en af filmens største sangtalenter og en absolut fornøjelse at lytte til når han besynger sin afdøde kone og søger hjælp hos hende. Generelt set er det nogle mindeværdige karakterer vi bydes på her, og både Hiltons skabede operationsjunkie, Brightmans tiltrækkende og bizarre Blind Mag samt selvfølgelig vores unge hovedrolleindehaver Alexa Vegas Shilo, tager lang tid om at forsvinde fra det indre øje.
Filmen indeholder masser af velopbyggede sekvenser, som uden at tage fokus indeholder en masse fine detaljer, som ofte holder nøglen til små afsløringer omkring universet. Man kan selvfølgelig synes mere eller mindre om det meget CGI-prægede udseende, men grundet den i øvrigt meget tegneserieagtige fornemmelse der hviler over filmen, generer det ikke undertegnede. Ligesom det var tilfældet med Robert Rodriguez' "Sin City" er der en klar fornemmelse af stilsikkerhed og det løfter filmen. Derudover er det fornøjeligt at man har valgt at forklare flere af karakterernes forhistorier, gennem deciderede tegneseriebidder, som er utroligt smukke, men også enormt effektive. Darren Smith og Terrance Zdunichs er naturligvis hele grundlaget for filmen. Stilmæssigt er det en god blanding af det stærkt rockede (som er dominerende), det let poppede og den mere musicalagtige opbygning, hvor der ikke altid er et omkvæd, selvom det nogle gange er tilfældet. De formår ret dygtigt i hver enkelt sang at bygge mod mindre crescendoer, som kulminerer i den afsluttende sang "I Didn't Know I'd Love You So Much", som er en stille, men passende og rørende måde at lade filmen tone ud (selvom vi får et enkelt ekstra nummer, der samler op på filmens begivenheder.) Generelt er meget af filmens styrke placeret i forholdet mellem Shilo og hendes far, som er meget oprigtigt og velspillet af såvel Vega som Head.
Darren Lynn Bousmans film er ikke ufejlbarlig, men den er absolut både fremragende og medrivende i sin fortælling, der med et spændende univers som underlag, lader en række intriger tage sig ud, der er tragiske på mange niveauer. Hvorvidt der nogensinde kommer en fortsættelse er tvivlsomt, men det gør nu heller ikke så meget, for selvom universets historie ender på en åben note, får vi en fin afrunding på de personlige forhold samt en smule håb om at vores hovedkarakter vil være i stand til at jage morgendagen, med nyt mod.
Som altid kan det ovenstående og tidligere indlæg også læses på min blog, hvor det ligeledes er muligt at danne sig et overblik over den foreløbige liste.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Du har altså både set alle Saw filmene hver for sig + genset dem igen med boksen fordi den skulle have en anmeldelse for sig selv? eller var det boksen du havde tidligere, men skulle bare lave en samlet anmeldelse/konklusion af boksen?
The earth is not a cold dead place, this is not a cold dead place.
Repo! er noget lort! Det er en virkelig anstrengt affære, der forsøger alt for hårdt på at blive et kulthit. Den falder igennem for mig på alle områder. Igen er det dog meget sjovt at læse en positiv anmeldelse af en film, som jeg (ligesom tilfældet var med Secret Window) finder virkelig dårlig, og slet ikke troede, at der var nogen der egentlig kunne lide. Og interessant at se den på en topliste som denne.
"Avatar blev skrevet flere år før Pocahontas, og dermed (forhåbentlig indlysende) også før Irak krigen"
Hold da op i er stille i øjeblikket :) Men i får nu alligevel en anmeldelse af den fede spændingsserie: Nikita (sæson 1)
Hmm jeg havde egentlig afskrevet "Nikita" da det netop lignede en poppet og lidt indholdsløs affære, men efter din anmeldelse og lidt research kunne det da egentlig godt være, at man skulle give den en chance engang.
Jeg er dog lidt betænksom ved at kaste mig over en nu CW serie i betragtning af hvor groft de fuckede "Supernatural" op. Det værste ved CW er at de malker deres serier alt for længe.
#1181 Collateral 13 år siden
I dag: Ser serie til anmeldelse.
P.S.: Det tog noget tid, men nu er min anmeldelse nummer 2 online på Uncut.dk: Bitter Feast
#1182 Collateral 13 år siden
#1183 Collateral 13 år siden
#1184 Collateral 13 år siden
Den unge Jack Conroy (Ethan Hawke) drager til Alaska for at finde sin fars jordlod. Han slår følge med guldgraverne Alex (Klaus Maria Brandauer) og Skunker (Seymour Cassel) og begiver sig ud i snemarken mod Klondike, hvor guldfeberen raser. Det bliver en livsfarlig rejse, men undervejs møder Jack en ulvehund, som siden bliver hans bedste ven.
Jeg skal ikke benægte at nostalgien spiller mig et puds når det kommer til "White Fang", men selv efter et gensyn, finder jeg stadig filmen fremragende. Først og fremmest virker den dannelsesrejse Jack tager på interessant, men måden forholdet mellem Jack og ulvehunden udvikler sig, er rigtig fint og forekommer nærmest uskyldsrent. På den måde er "White Fang" som et eventyr, og som et hvert godt af sådanne, er der også mørke segmenter her. Mestendels er filmen imidlertid en fornøjelig fortælling, der omhandler nogle små personligheder der skal overkomme store odds. Alt sammen tager det sted i Alaskas smukke vinterlandskab, der spiller en stor rolle i fortællingen. Selvom man med ældre øjne kan spotte nogle øjeblikke hvor nogle sår meget hurtigt dækkes, for ikke at forskrække børnene for meget, er det nu ikke fordi det derudover er meget filmen har mistet over årene. Øjeblikke som da Jack ser liget i kisten og nær drukner i det kolde vand er ikke mindre effektive nu end før, hvilket også kan siges om den fine indledning hvor vi præsenteres for den lille ulvehund på en ganske bevægende måde. Det kan siges at være et nemt trick at få små søde dyr til at have en central rolle i sin film, men at udføre på den måde det gøres her, er langt fra nemt, hverken rent praktisk eller sammenspilsmæssigt.
For det føles vitterligt som om der er et reelt sammenspil mellem hund og mennesker, selvfølgelig særligt Jack. Var det ikke tilfældet ville filmens slutning heller ikke fungere nær så godt som den gør. Filmens visuelle side er en stor del af årsagen til at fortællingen virker så godt. Ikke alene tilføjer kinematograf Tony Pierce-Roberts noget storladent til omgivelserne, billederne giver også en fornemmelse af den ensomhed snelandskabet kan byde på og som hele tiden ligger og lurer under såvel Jacks som ulvehundens fortællinger. De er begge forladt på mange måder, selvom Jack også har fundet sig lidt af en faderfigur i den gode Alex, som Klaus Brandauer gør til en afsindigt sympatisk gut, der til trods for på overfladen at være villig til at smide Alex til side, hurtigt får opbygget en forkærlighed for den unge mand. Selvom filmen i bund og grund altså er en velkendt historie er der altså alligevel nogle elementer der tilføjer noget der ender ud i særegen stemning, som langt hen ad vejen er sin egen.
Selvom det er Basil Poledouris der er krediteret med filmens fremragende soundtrack, er det vi hører i filmen ikke alene hans fortjeneste. Efter at være fuldt indspillet blev Poledouris score nemlig afvist, og Hans Zimmer blev bragt ind for at skabe et alternativt lydspor. Hvad der er i filmen er således en blanding af de hele to soundtracks der rent faktisk blev indspillet til "White Fang". Det resulterer dog også i at soundtracket er ganske fremragende og fungerer rigtig godt i sammenhængen. Hvad man også må forvente må have bragt nogle problemer på produktionen er det faktum at en af filmens hovedroller er et dyr. En hund kaldet Jed blev bragt ind for at spille rollen og her kunne de CGI glade filmskabere anno 2012 lære noget om hvad man kan opnå med virkelige dyr. Ikke alene Jed medvirker, men også en stor bjørn har en rolle i filmen og uanset hvor lidt jeg i øvrigt er informeret om hvad det må have bragt af problemer, kan jeg blot konstatere at resultatet fungerer absolut fremragende og intenst.
"White Fang" er en familiefilm og for nogle vil den sikkert forekomme forudsigelig og basal, men med en blanding af naivitet og semi-melankolsk vinterstemning overvandt filmen mig allerede for mange år siden, og er altså ikke faldet i anerkendelse siden. Jeg leder fortsat efter 2eren på DVD, da jeg ligeledes så den et pænt antal gange som barn.
Som altid kan det ovenstående og tidligere indlæg også læses på min blog, hvor det ligeledes er muligt at danne sig et overblik over den foreløbige liste.
#1185 Collateral 13 år siden
The Awakening
#1186 Collateral 13 år siden
Den mastodontiske kæmpevirksomhed GeneCo har i år 2056 opnået enorm magt. Dette er sket gennem deres monopol på organtransplantation. Lederen af firmaet Rotti Largo (Paul Sorvino) ligger for døden og må tage op til overvejelse hvem af hans tre problemfyldte og nytteløse børn der vil være i stand til at løfte arven fra deres far. Alt imens det tager sted er en af Rottis ansatte, Nathan (Anthony Head), i fuld gang med at ødelægge sit forhold til sin syge datter, hvem han ellers har gjort sit bedste for at skjule sin dystre beskæftigelse fra. For Nathan er en Repo Man, en organhøster, der afhenter de organer der ikke bliver betalt af på i tide...
Historien begyndte oprindeligt som en 10-minutters mini-opera, som blev fortalt gennem en gravrøver, som stadig er til stede i filmen, men hvis rolle er væsentligt formindsket. Idéen om at overføre den kompakte historie til film måtte imidlertid ligge længe, og det var først da instruktør Darren Lynn Bousman fik succes med "Saw" filmene (som han har instrueret tre af), at tiden langt om længe var inde. Således er filmen også lavet for et relativt lavt budget og baseredes i høj grad på idéen om at universet skulle kunne henvende sig til en mindre fanbase, der langsomt men sikkert ville sprede filmen. Det var endvidere bagmændenes håb at en fortsættelse ville blive mulig, hvilket dog endnu ikke er sket. Det ændrer imidlertid ikke på at denne rockmusikalske opera er en herligt kaotisk, mørk og medrivende historie, der både gennem sin musik og en kreativ visuel stil giver lyst til masser af gensyn. Så selvom det er ret tydeligt at filmen på sin vis er skabt for at blive kult, hvilket er svært at forfalske eller regne sig frem til, fornemmes det også at der ligger en masse reelt hjerteblod i fortællingen og afviklingen af denne.
Om det er hjerteblod der har trukket nogle af de interessante navne filmen har at byde på til sig, skal jeg ikke kunne sige, men det er på mange måder en bonus for filmen at have fået navne som den legendariske musicalperformer Sarah Brightman indblandet i hvad der reelt set er hendes første egentlige filmrolle. Bousman var oprindeligt imod at caste Paris Hilton i filmen, fordi det virkede for beregnende at caste et "navn" som hende i en film som denne. Ikke desto mindre fungerer hun faktisk godt i filmen - ja jeg ved godt det er overraskende. Som det også af andre dog er blevet påpeget, skal hun ikke strække sin virkelige personlighed så langt, da hun i filmen spiller en rigmandsdatter, der er snotforkælet, skabet og tror langt højere om sine egne evner (blandt andet inden for sang), end hvad hun egentlig formår. Anthony Head vil måske minde "Dexter" fans om en yngre John Lithgow, særligt fordi den karakter Head leverer her ligesom Lithgows Arthur Mitchell, har nogle intense humørsvingninger der på få øjeblikke kan bringe ham fra omsorgsfuld far til koldblodig morder. Derudover er Head en af filmens største sangtalenter og en absolut fornøjelse at lytte til når han besynger sin afdøde kone og søger hjælp hos hende. Generelt set er det nogle mindeværdige karakterer vi bydes på her, og både Hiltons skabede operationsjunkie, Brightmans tiltrækkende og bizarre Blind Mag samt selvfølgelig vores unge hovedrolleindehaver Alexa Vegas Shilo, tager lang tid om at forsvinde fra det indre øje.
Filmen indeholder masser af velopbyggede sekvenser, som uden at tage fokus indeholder en masse fine detaljer, som ofte holder nøglen til små afsløringer omkring universet. Man kan selvfølgelig synes mere eller mindre om det meget CGI-prægede udseende, men grundet den i øvrigt meget tegneserieagtige fornemmelse der hviler over filmen, generer det ikke undertegnede. Ligesom det var tilfældet med Robert Rodriguez' "Sin City" er der en klar fornemmelse af stilsikkerhed og det løfter filmen. Derudover er det fornøjeligt at man har valgt at forklare flere af karakterernes forhistorier, gennem deciderede tegneseriebidder, som er utroligt smukke, men også enormt effektive. Darren Smith og Terrance Zdunichs er naturligvis hele grundlaget for filmen. Stilmæssigt er det en god blanding af det stærkt rockede (som er dominerende), det let poppede og den mere musicalagtige opbygning, hvor der ikke altid er et omkvæd, selvom det nogle gange er tilfældet. De formår ret dygtigt i hver enkelt sang at bygge mod mindre crescendoer, som kulminerer i den afsluttende sang "I Didn't Know I'd Love You So Much", som er en stille, men passende og rørende måde at lade filmen tone ud (selvom vi får et enkelt ekstra nummer, der samler op på filmens begivenheder.) Generelt er meget af filmens styrke placeret i forholdet mellem Shilo og hendes far, som er meget oprigtigt og velspillet af såvel Vega som Head.
Darren Lynn Bousmans film er ikke ufejlbarlig, men den er absolut både fremragende og medrivende i sin fortælling, der med et spændende univers som underlag, lader en række intriger tage sig ud, der er tragiske på mange niveauer. Hvorvidt der nogensinde kommer en fortsættelse er tvivlsomt, men det gør nu heller ikke så meget, for selvom universets historie ender på en åben note, får vi en fin afrunding på de personlige forhold samt en smule håb om at vores hovedkarakter vil være i stand til at jage morgendagen, med nyt mod.
Som altid kan det ovenstående og tidligere indlæg også læses på min blog, hvor det ligeledes er muligt at danne sig et overblik over den foreløbige liste.
#1187 Collateral 13 år siden
#1188 MOVIE1000 13 år siden
Du har altså både set alle Saw filmene hver for sig + genset dem igen med boksen fordi den skulle have en anmeldelse for sig selv? eller var det boksen du havde tidligere, men skulle bare lave en samlet anmeldelse/konklusion af boksen?
#1189 Lord Beef Jerky 13 år siden
#1190 Zombi 13 år siden
Hmm jeg havde egentlig afskrevet "Nikita" da det netop lignede en poppet og lidt indholdsløs affære, men efter din anmeldelse og lidt research kunne det da egentlig godt være, at man skulle give den en chance engang.
Jeg er dog lidt betænksom ved at kaste mig over en nu CW serie i betragtning af hvor groft de fuckede "Supernatural" op. Det værste ved CW er at de malker deres serier alt for længe.