74. The Crow af Alex Proyas: Det er nat. I en ikke så fjern fremtid. Overalt i storbyen brænder husene. Denne nat bryder den brutale Top Dollar (Michael Wincott) og hans voldsfikserede bande ind hos rockguitaristen Eric (Brandon Lee) og hans elskede Shelley (Sofia Shinas). De voldtager og torturerer pigen og sender en byge af kugler ind i kroppen på Eric. Ingen af dem overlever. På årsdagen for det brutale mordorgie lander en krage på Eric' gravsten. Hidkaldt af overjordiske kræfter bryder den afdøde op gennem jorden og vakler, fulgt af kragen, gennem byen til sit knuste hjem. Forblændet af sorg og rasende hævntørst starter Eric sin enmandskrig mod Top Dollar og hans horde. Under kragens beskyttelse er han udødelig - og dødbringende. (- Fra coveret)
‘The Crow’ er en film der var tæt på aldrig at blive færdiggjort. Som eskaleringen på en kaotisk proces der havde involveret en del uheld, ledte en fejl i en pistol, der var beregnet på at være ladet med blanks, til hovedrolleindehaver Brandon Lees alt for tidlige død. Filmen blev derefter lagt på is og mistede sine økonomiske bagmænd. Først efter at have skabt et nyt produktionsselskab kunne den ufærdige film gøres færdig, med brug af stand-ins og special effects. Alex Proyas filmatisering af James O’Barrs dødsfortælling, var allerede en mørk fortælling og med Lees død hængende over filmen som en skygge, var og er den en sælsom filmoplevelse, der minder meget lidt om den gennemsnitlige tegneseriefilmatisering. Efter at være blevet afvist i sit ønske om at skabe filmen helt i sort/hvid (bortset fra flashbacks), valgte Proyas i stedet at eksperimentere ekstensivt med meget mørke gråtoner og rød hvilket resulterer i et unikt udtryk der emmer af et ubehag, som passer historien utrolig godt. Til at bakke op om filmens stemning blev endvidere inkluderet et soundtrack med kunstnere som The Cure, Nine Inch Nails og Rage Against the Machine. James O’Barr var specielt glad for at The Cure besluttede at lave et nummer til filmen, da de havde været en stor inspiration for ham i arbejdet med tegneserien. O’Barrs glæde ved musik var også blandt årsagerne til at man i filmversionen af ‘The Crow’ gjorde Eric Draven til guitarist frem for mekaniker, som var hans hverv i tegneserien.
‘The Crow’ er sandsynligvis den tegnefilmatisering jeg har oplevet der har talt mest til mig. Den dunkle fortælling syder af Eric Dravens bitre vrede og melankolske tilbageskuen på tiden der lå forud for den uheldssvangre nat hvor han selv og hans brud blev slået ihjel. Fortælling er på en og samme tid kold grundet det visuelle udtryk og byens næsten totale fravær af medmenneskelighed, men samtidig er der en ekstrem varme i de karakterforhold vi trods alt introduceres for. Det bedste eksempel herpå er den unge Sarah (Rochelle Davis) og hendes forhold til både Eric selv, men også Sergeant Albrecht (Ernie Hudson), som hun over tid kommer nær. Således er filmen på ingen måde den dødshyldest, som de der pådutter den det stupide begreb “emo”, mener er tilfældet. Død og sorg er en stor del af filmens tema, men det er livet og glæden også. Der er med andre ord glimt af lys i den sørgmodige historie. Der er sågar en smule opmuntring at finde i den bittersøde og ganske rørende slutning. Filmen byder i det hele taget på mange bevægende øjeblikke og selvom der også er en mere traditionelt actionpræget del i plottet, gives der rigtig megen plads til Proyas stil og sælsomme momenter, som blandt andet tæller en guitarsolo der spilles udover byens tage.
Der er med andre ord ikke den store tvivl i mit sind om at filmen hovedsageligt er drevet frem af følelserne og stemningerne i filmen. Det til trods er der som nævnt også en række actionsekvenser inkluderet, som er mindst ligeså velkomponerede som de mere følelsesladede dele af filmen. Den største årsag til at de fungerer så godt, er at Erics historie bygges så grundigt op, at publikum føler med ham og er med i hans vrede når han begynder at tage sin hævn. Proyas er derudover enormt dygtig til at lave nogle dynamiske overfald der passer ind i hans univers og balancerer linjen mellem det overnaturlige, som er en meget naturlig del af en mand der er vendt tilbage fra de døde, og en en råhed der, på sin vis, får oplevelsen til at fremstå realistisk i en eller anden grad. Det virker, i filmens univers, ikke usandsynligt at tingene kunne forløbe som de ender med at gøre. Ligesom det er tilfældet med ‘Dark City’ fra 1998, er netop universet i ‘The Crow’ bygget op på en glimrende måde. Det helt konkrete udseende af byen, og den ringe tilstand den er i, giver yderligere incitament til at ønske at Draven skal lykkedes i sit forsøg på at rense byen bare en smule.
Jeg kan ikke helt beslutte mig for hvilken af Proyas to spillefilm fra 90erne jeg synes bedst om, men umiddelbart foretrækker jeg ‘The Crow’, sandsynligvis mest af alt fordi det er den jeg har set flest gange. Filmen har et unikt udtryk, som på fin vis kombinerer enorm vrede med stor melankoli og alt i alt udgør en oplevelse, der er en smuk svanesang for den unge Brandon Lee, til hvem filmen da også er dedikeret.
Som altid kan det ovenstående og tidligere indlæg også læses på min blog, hvor det ligeledes er muligt at danne sig et overblik over den foreløbige liste.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
73. Talk Radio af Oliver Stone: Løst baseret på den provokerende radiopersonlighed Alan Berg, er Barry Champlain (Eric Bogosian) i 'Talk Radio' en skarp debattør der på sit radioshow "Night Talk" tager diskussionen op med enhver form for ekstremist der har lyst. Til trods for at hans synspunkter får ham i problemer med mange folk og flere gange resulterer i trusselsbreve, stopper han ikke. Samtidig forsøger radioværten at få genoprettet et privatliv der ligger i ruiner.
Oliver Stone er ikke kendt for at holde sine politiske holdninger og overvejelser tilbage i sine film - snarere tværtimod. Instruktøren har oftest en underliggende pointe og det er ikke anderledes her, selvom den måske er en smule mindre koncis end i andre af hans film. I instruktørens senere film 'Natural Born Killers' var det medierne og forrådnelsen af den amerikanske kultur der stod for skud, og de temaer kan allerede fornemmes ganske tydeligt her. Samtidig er filmen et kompromisløst karakterportræt der går tæt på protagonistens idealistiske tilgang til sit radioshow og ikke alene publikum, men også Champlain selv begynder undervejs at tvivle på hvad formålet med hans radioprogram er. Eric Bogosians intense spil som den selvdestruktive hovedperson, er en stor del af filmens nerve. Leveringen af de indholdstunge dialoger er lige i øjet. Præstationen er i det hele taget meget nuanceret og ikke en nem en af slagsen, idet karakteren til tider gør usympatiske ting i sit selvhad og at kommunikere det lag af figuren, er ikke nogen simpel opgaven. Selvom Bogosian er med i næsten hele filmen og gør det fremragende hele vejen igennem, er der enkelte scener, der er exceptionelt velleverede og som i sig selv løfter filmen voldsomt. Næsten samtlige scener i radiostudiet er fremragende, men særligt en større monolog mod slutningen af filmen, er nærværende at det næsten gør ondt.
Intensitet er et ord der beskriver mange aspekter af min oplevelse med 'Talk Radio'. Stone dyrker en masse tætte billeder, der bringer Bogosians præstation endnu længere i front. Størstedelen af filmen foregår på radiostationen, som er udnyttet til sit yderste rent dramatisk. Særligt på lydsiden gøres der meget ud af at udnytte de forskellige rum på stationen og fokus skifter mellem Barrys rants, som altid ligger i baggrunden, hans chefs (Alec Baldwin) til tider ganske markante tvivlen på Champlains beslutninger og produceren Stus (John C. McGinley) samtaler med potentielle medvirkende på showet. Altsammen gøres det glidende og på en måde der giver seeren mulighed for, i nogen grad, selv at vælge hvilke detaljer denne ønsker at fokusere på. Stone benytter filmen igennem en til tider mildt stiliseret lyssætning, der sender tankerne hen til teatrets verden, hvor historien da også oprindeligt stammer fra. Eric Bogosian selv forfattede sammen med en mand ved navn Tad Savinar det stykke, som Stones film baserer sig på (mens begge dele som nævnt er baseret løst på Alan Bergs historie.)
Filmens plot er ikke synderligt omfattende og der er ingen tvivl om at filmen først og fremmest er et karakterstudie. Jeg har allerede påpeget hvor velfungerende Bogosian er i filmen, men fortællingen er også velskrevet, hvilket ligeledes har en stor del af æren for at oplevelsen bliv så god. Det er sjældent man stilles overfor en film der fungerer på sin hovedpersons præmisser, men det synes næsten at være tilfældet her. Stone har bygget sin historie op for, på subtil vis, at give en del af svaret på hvad det er for en forskel Champlain har gjort. Samtidig er det ikke nogen lykkelig slutning filmen byder på og mens efterdønningerne af filmens tragiske afslutning markeres, er panoramabillederne der er de sidste i filmen ligeledes med til at give en fornemmelse af hvor flygtig Barrys indvirkning vil være og på lettere grum vis bliver han netop udsat for den skandalementalitet, hvor folk forarges over noget, mest af alt fordi de "fascineres af de ubehagelige detaljer", som Barry udtrykker det. Filmen forlader os således langsomt ovenpå en enormt intens afslutning, der ligesom resten af filmen hovedsageligt bæres af en velskreven dialog og Bogosians fremragende spil.
Oliver Stone har i 'Talk Radio' skabt en åndelig forgænger til 'Natural Born Killers', der er anderledes stilistisk, men synes at have nogle af de samme pointer. Med få midler viser Stone sine evner som instruktør ved at skabe enorm intensitet uden ekstravagant brug af musik, action eller lignende. En frygtelig og intens oplevelse, der sparker til sin seers overvejelser omkring idealisme og kulturelt forfald.
Som altid kan det ovenstående og tidligere indlæg også læses på min blog, hvor det ligeledes er muligt at danne sig et overblik over den foreløbige liste.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
"The Crow" er også en af mine yndlingsfilm, som jeg især elsker grundet dens utroligt vellykkede miks af overnaturlig fabel og rå, barsk og møgbeskidt revenge movie. Historien har samtidig også har et stort nostalgisk og romantisk hjerte gemt bag den gennemført dystre og gotiske stil, der gør hele filmen til en stærk emotionel og gribende film.
Skuespillet, historien, actionscenerne og den visuelle stil fungere bare upåklageligt i "The Crow", og med den og "Dark City" i tankerne, kom jeg til at tænke på, at Alex Proyas ville være det perfekte valg til en kommende nyfortolkning af Batman.
Collateral (1344) skrev:
73. Talk Radio af Oliver Stone:
"Talk Radio" er en af de få Oliver Stone film, som jeg mangler at se, og da jeg er ret vild med hans film (især fra 80'erne og 90'erne) så bliver denne straks sat på huskelisten.
Fremragende anmeldelse du har skrevet, hvor du rammer spot on ang., hvad der gør "The Addiction" til et af de største værker i vampyrgenren. Her kan man i høj grad virkelig tale om nytænkning og, ja en lille revolution af genren som helhed. Lilli Taylor og Christopher Walken spiller sindsygt godt i denne film og lever virkelig op til Abel Ferraras ønske om at se dem krænge hele sjælen ud. Billedsproget er minimalistisk og meget realistisk, hvilket gør stemningen i filmen ekstrem ubehagelig. Men der er jo pokkers effektivt, især taget "The Addiction"'s temaer og dobbeltydighed med i betragtning.
Jeg vil lige gense den her i weekenden og så vende tilbage med noget mere konkret, hvis du har tid og lyst til at diskutere filmen yderligere. :)
Hvis du i øvrigt har mod på endnu en alternativ vampyrfilm, kan jeg på det varmeste anbefale at give Kathryn Bigelows "Near Dark" en chance.
”Batman Returns” er i virkeligheden en klassisk Burton fortælling om den udstødte særling, som forsøger at finde sin plads i samfundet ved at slå sig sammen med, hvad han tror, er et ”almindeligt” menneske. Dette fejler naturligvis, og pingvinen ender med at vende det samfund ryggen, som han forsøgte at trænge ind til. At blive anerkendt af.
Ikke enig, Pingvinens opstand til overfladen var kun et dække for at komme i arkivet og få fat i alle navnene på Gothams først-fødte.
Når han siger han er klar til Max er det fordi han er klar til at udføre sin plan. Batman har allerede lugtet lunten når han siger "jeg tror han ved hvem hans forældre er, han er ude på noget andet."
Ikke enig, Pingvinens opstand til overfladen var kun et dække for at komme i arkivet og få fat i alle navnene på Gothams først-fødte.
Når han siger han er klar til Max er det fordi han er klar til at udføre sin plan. Batman har allerede lugtet lunten når han siger "jeg tror han ved hvem hans forældre er, han er ude på noget andet."
Nå men kigger på den
exit karakteren får, synes jeg nu nok man kan mærke en sympati for karakteren fra skabernes side. Var han bare en skurk ville han næppe få den nærmest operatiske udtoning han får. Selvfølgelig er han ond og manipulativ, men i min oplevelse ligger der alligevel en smule sympati hos ham, i en film som jo også netop udforsker f.eks. Catwomans skiftende alliancer, som aldrig bliver helt klare.
NightHawk (1346) skrev:
Fremragende anmeldelse du har skrevet, hvor du rammer spot on ang., hvad der gør "The Addiction" til et af de største værker i vampyrgenren. Her kan man i høj grad virkelig tale om nytænkning og, ja en lille revolution af genren som helhed. Lilli Taylor og Christopher Walken spiller sindsygt godt i denne film og lever virkelig op til Abel Ferraras ønske om at se dem krænge hele sjælen ud. Billedsproget er minimalistisk og meget realistisk, hvilket gør stemningen i filmen ekstrem ubehagelig. Men der er jo pokkers effektivt, især taget "The Addiction"'s temaer og dobbeltydighed med i betragtning.
Tak :) Jeg har det med 'The Addiction' som jeg havde det med Carl Th. Dreyers 'Ordet' (og mange andre af mandens film), det føles som om der er alt for meget at udforske i dialog, symbolik etc. til at et enkelt gennemsyn af fyldestgørende. Jeg vil meget gerne høre dine tanker om filmen og deler lidt flere af mine egne hvis det bliver aktuelt.
NightHawk (1347) skrev:
Mht. "Lady Snowblood 2", så har jeg en kommentar/kort anmeldelse klar til på mandag. :)
Ja så er det jo spændende om du blev mere imponeret end jeg.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
#1341 Collateral 12 år siden
Det er nat. I en ikke så fjern fremtid. Overalt i storbyen brænder husene. Denne nat bryder den brutale Top Dollar (Michael Wincott) og hans voldsfikserede bande ind hos rockguitaristen Eric (Brandon Lee) og hans elskede Shelley (Sofia Shinas). De voldtager og torturerer pigen og sender en byge af kugler ind i kroppen på Eric. Ingen af dem overlever. På årsdagen for det brutale mordorgie lander en krage på Eric' gravsten. Hidkaldt af overjordiske kræfter bryder den afdøde op gennem jorden og vakler, fulgt af kragen, gennem byen til sit knuste hjem. Forblændet af sorg og rasende hævntørst starter Eric sin enmandskrig mod Top Dollar og hans horde. Under kragens beskyttelse er han udødelig - og dødbringende.
(- Fra coveret)
‘The Crow’ er en film der var tæt på aldrig at blive færdiggjort. Som eskaleringen på en kaotisk proces der havde involveret en del uheld, ledte en fejl i en pistol, der var beregnet på at være ladet med blanks, til hovedrolleindehaver Brandon Lees alt for tidlige død. Filmen blev derefter lagt på is og mistede sine økonomiske bagmænd. Først efter at have skabt et nyt produktionsselskab kunne den ufærdige film gøres færdig, med brug af stand-ins og special effects. Alex Proyas filmatisering af James O’Barrs dødsfortælling, var allerede en mørk fortælling og med Lees død hængende over filmen som en skygge, var og er den en sælsom filmoplevelse, der minder meget lidt om den gennemsnitlige tegneseriefilmatisering. Efter at være blevet afvist i sit ønske om at skabe filmen helt i sort/hvid (bortset fra flashbacks), valgte Proyas i stedet at eksperimentere ekstensivt med meget mørke gråtoner og rød hvilket resulterer i et unikt udtryk der emmer af et ubehag, som passer historien utrolig godt. Til at bakke op om filmens stemning blev endvidere inkluderet et soundtrack med kunstnere som The Cure, Nine Inch Nails og Rage Against the Machine. James O’Barr var specielt glad for at The Cure besluttede at lave et nummer til filmen, da de havde været en stor inspiration for ham i arbejdet med tegneserien. O’Barrs glæde ved musik var også blandt årsagerne til at man i filmversionen af ‘The Crow’ gjorde Eric Draven til guitarist frem for mekaniker, som var hans hverv i tegneserien.
‘The Crow’ er sandsynligvis den tegnefilmatisering jeg har oplevet der har talt mest til mig. Den dunkle fortælling syder af Eric Dravens bitre vrede og melankolske tilbageskuen på tiden der lå forud for den uheldssvangre nat hvor han selv og hans brud blev slået ihjel. Fortælling er på en og samme tid kold grundet det visuelle udtryk og byens næsten totale fravær af medmenneskelighed, men samtidig er der en ekstrem varme i de karakterforhold vi trods alt introduceres for. Det bedste eksempel herpå er den unge Sarah (Rochelle Davis) og hendes forhold til både Eric selv, men også Sergeant Albrecht (Ernie Hudson), som hun over tid kommer nær. Således er filmen på ingen måde den dødshyldest, som de der pådutter den det stupide begreb “emo”, mener er tilfældet. Død og sorg er en stor del af filmens tema, men det er livet og glæden også. Der er med andre ord glimt af lys i den sørgmodige historie. Der er sågar en smule opmuntring at finde i den bittersøde og ganske rørende slutning. Filmen byder i det hele taget på mange bevægende øjeblikke og selvom der også er en mere traditionelt actionpræget del i plottet, gives der rigtig megen plads til Proyas stil og sælsomme momenter, som blandt andet tæller en guitarsolo der spilles udover byens tage.
Der er med andre ord ikke den store tvivl i mit sind om at filmen hovedsageligt er drevet frem af følelserne og stemningerne i filmen. Det til trods er der som nævnt også en række actionsekvenser inkluderet, som er mindst ligeså velkomponerede som de mere følelsesladede dele af filmen. Den største årsag til at de fungerer så godt, er at Erics historie bygges så grundigt op, at publikum føler med ham og er med i hans vrede når han begynder at tage sin hævn. Proyas er derudover enormt dygtig til at lave nogle dynamiske overfald der passer ind i hans univers og balancerer linjen mellem det overnaturlige, som er en meget naturlig del af en mand der er vendt tilbage fra de døde, og en en råhed der, på sin vis, får oplevelsen til at fremstå realistisk i en eller anden grad. Det virker, i filmens univers, ikke usandsynligt at tingene kunne forløbe som de ender med at gøre. Ligesom det er tilfældet med ‘Dark City’ fra 1998, er netop universet i ‘The Crow’ bygget op på en glimrende måde. Det helt konkrete udseende af byen, og den ringe tilstand den er i, giver yderligere incitament til at ønske at Draven skal lykkedes i sit forsøg på at rense byen bare en smule.
Jeg kan ikke helt beslutte mig for hvilken af Proyas to spillefilm fra 90erne jeg synes bedst om, men umiddelbart foretrækker jeg ‘The Crow’, sandsynligvis mest af alt fordi det er den jeg har set flest gange. Filmen har et unikt udtryk, som på fin vis kombinerer enorm vrede med stor melankoli og alt i alt udgør en oplevelse, der er en smuk svanesang for den unge Brandon Lee, til hvem filmen da også er dedikeret.
Som altid kan det ovenstående og tidligere indlæg også læses på min blog, hvor det ligeledes er muligt at danne sig et overblik over den foreløbige liste.
#1342 Collateral 12 år siden
#1343 Ispep 12 år siden
#1344 Collateral 12 år siden
Løst baseret på den provokerende radiopersonlighed Alan Berg, er Barry Champlain (Eric Bogosian) i 'Talk Radio' en skarp debattør der på sit radioshow "Night Talk" tager diskussionen op med enhver form for ekstremist der har lyst. Til trods for at hans synspunkter får ham i problemer med mange folk og flere gange resulterer i trusselsbreve, stopper han ikke. Samtidig forsøger radioværten at få genoprettet et privatliv der ligger i ruiner.
Oliver Stone er ikke kendt for at holde sine politiske holdninger og overvejelser tilbage i sine film - snarere tværtimod. Instruktøren har oftest en underliggende pointe og det er ikke anderledes her, selvom den måske er en smule mindre koncis end i andre af hans film. I instruktørens senere film 'Natural Born Killers' var det medierne og forrådnelsen af den amerikanske kultur der stod for skud, og de temaer kan allerede fornemmes ganske tydeligt her. Samtidig er filmen et kompromisløst karakterportræt der går tæt på protagonistens idealistiske tilgang til sit radioshow og ikke alene publikum, men også Champlain selv begynder undervejs at tvivle på hvad formålet med hans radioprogram er. Eric Bogosians intense spil som den selvdestruktive hovedperson, er en stor del af filmens nerve. Leveringen af de indholdstunge dialoger er lige i øjet. Præstationen er i det hele taget meget nuanceret og ikke en nem en af slagsen, idet karakteren til tider gør usympatiske ting i sit selvhad og at kommunikere det lag af figuren, er ikke nogen simpel opgaven. Selvom Bogosian er med i næsten hele filmen og gør det fremragende hele vejen igennem, er der enkelte scener, der er exceptionelt velleverede og som i sig selv løfter filmen voldsomt. Næsten samtlige scener i radiostudiet er fremragende, men særligt en større monolog mod slutningen af filmen, er nærværende at det næsten gør ondt.
Intensitet er et ord der beskriver mange aspekter af min oplevelse med 'Talk Radio'. Stone dyrker en masse tætte billeder, der bringer Bogosians præstation endnu længere i front. Størstedelen af filmen foregår på radiostationen, som er udnyttet til sit yderste rent dramatisk. Særligt på lydsiden gøres der meget ud af at udnytte de forskellige rum på stationen og fokus skifter mellem Barrys rants, som altid ligger i baggrunden, hans chefs (Alec Baldwin) til tider ganske markante tvivlen på Champlains beslutninger og produceren Stus (John C. McGinley) samtaler med potentielle medvirkende på showet. Altsammen gøres det glidende og på en måde der giver seeren mulighed for, i nogen grad, selv at vælge hvilke detaljer denne ønsker at fokusere på. Stone benytter filmen igennem en til tider mildt stiliseret lyssætning, der sender tankerne hen til teatrets verden, hvor historien da også oprindeligt stammer fra. Eric Bogosian selv forfattede sammen med en mand ved navn Tad Savinar det stykke, som Stones film baserer sig på (mens begge dele som nævnt er baseret løst på Alan Bergs historie.)
Filmens plot er ikke synderligt omfattende og der er ingen tvivl om at filmen først og fremmest er et karakterstudie. Jeg har allerede påpeget hvor velfungerende Bogosian er i filmen, men fortællingen er også velskrevet, hvilket ligeledes har en stor del af æren for at oplevelsen bliv så god. Det er sjældent man stilles overfor en film der fungerer på sin hovedpersons præmisser, men det synes næsten at være tilfældet her. Stone har bygget sin historie op for, på subtil vis, at give en del af svaret på hvad det er for en forskel Champlain har gjort. Samtidig er det ikke nogen lykkelig slutning filmen byder på og mens efterdønningerne af filmens tragiske afslutning markeres, er panoramabillederne der er de sidste i filmen ligeledes med til at give en fornemmelse af hvor flygtig Barrys indvirkning vil være og på lettere grum vis bliver han netop udsat for den skandalementalitet, hvor folk forarges over noget, mest af alt fordi de "fascineres af de ubehagelige detaljer", som Barry udtrykker det. Filmen forlader os således langsomt ovenpå en enormt intens afslutning, der ligesom resten af filmen hovedsageligt bæres af en velskreven dialog og Bogosians fremragende spil.
Oliver Stone har i 'Talk Radio' skabt en åndelig forgænger til 'Natural Born Killers', der er anderledes stilistisk, men synes at have nogle af de samme pointer. Med få midler viser Stone sine evner som instruktør ved at skabe enorm intensitet uden ekstravagant brug af musik, action eller lignende. En frygtelig og intens oplevelse, der sparker til sin seers overvejelser omkring idealisme og kulturelt forfald.
Som altid kan det ovenstående og tidligere indlæg også læses på min blog, hvor det ligeledes er muligt at danne sig et overblik over den foreløbige liste.
#1345 Kiksmann 12 år siden
#1346 NightHawk 12 år siden
"The Crow" er også en af mine yndlingsfilm, som jeg især elsker grundet dens utroligt vellykkede miks af overnaturlig fabel og rå, barsk og møgbeskidt revenge movie. Historien har samtidig også har et stort nostalgisk og romantisk hjerte gemt bag den gennemført dystre og gotiske stil, der gør hele filmen til en stærk emotionel og gribende film.
Skuespillet, historien, actionscenerne og den visuelle stil fungere bare upåklageligt i "The Crow", og med den og "Dark City" i tankerne, kom jeg til at tænke på, at Alex Proyas ville være det perfekte valg til en kommende nyfortolkning af Batman.
"Talk Radio" er en af de få Oliver Stone film, som jeg mangler at se, og da jeg er ret vild med hans film (især fra 80'erne og 90'erne) så bliver denne straks sat på huskelisten.
Fremragende anmeldelse du har skrevet, hvor du rammer spot on ang., hvad der gør "The Addiction" til et af de største værker i vampyrgenren. Her kan man i høj grad virkelig tale om nytænkning og, ja en lille revolution af genren som helhed. Lilli Taylor og Christopher Walken spiller sindsygt godt i denne film og lever virkelig op til Abel Ferraras ønske om at se dem krænge hele sjælen ud. Billedsproget er minimalistisk og meget realistisk, hvilket gør stemningen i filmen ekstrem ubehagelig. Men der er jo pokkers effektivt, især taget "The Addiction"'s temaer og dobbeltydighed med i betragtning.
Jeg vil lige gense den her i weekenden og så vende tilbage med noget mere konkret, hvis du har tid og lyst til at diskutere filmen yderligere. :)
Hvis du i øvrigt har mod på endnu en alternativ vampyrfilm, kan jeg på det varmeste anbefale at give Kathryn Bigelows "Near Dark" en chance.
http://www.imdb.com/title/tt0093605/
http://www.amazon.co.uk/Near-Dark-Disc-Special-DVD...
#1347 NightHawk 12 år siden
#1348 Mark M 12 år siden
Ikke enig, Pingvinens opstand til overfladen var kun et dække for at komme i arkivet og få fat i alle navnene på Gothams først-fødte.
Når han siger han er klar til Max er det fordi han er klar til at udføre sin plan. Batman har allerede lugtet lunten når han siger "jeg tror han ved hvem hans forældre er, han er ude på noget andet."
#1349 Collateral 12 år siden
Nå men kigger på den
Tak :) Jeg har det med 'The Addiction' som jeg havde det med Carl Th. Dreyers 'Ordet' (og mange andre af mandens film), det føles som om der er alt for meget at udforske i dialog, symbolik etc. til at et enkelt gennemsyn af fyldestgørende. Jeg vil meget gerne høre dine tanker om filmen og deler lidt flere af mine egne hvis det bliver aktuelt.
Ja så er det jo spændende om du blev mere imponeret end jeg.
#1350 Collateral 12 år siden