Ligesom det var tilfældet med ‘The Matrix’, kan man desværre også med ‘Lady Snowblood’ benytte fortsættelsen til at se hvad der gjorde originalen god, fordi der i fortsættelsen (eller i Matrix’ tilfælde fortsættelserne) trædes ved siden af, netop fordi originalens forcer glemmes. ‘Lady Snowblood 2: Love Song of Vengeance’ er mere plottung end originalen. Selvom den oprindelige film ikke helt kan kaldes simpel, er hævnplottet heri som udgangspunkt ret nemt at gå til. Det er til at tage og føle på og i stedet for at gøre det for omfangsrigt, vælter instruktøren sig i stemninger, følelser og lader filmens begivenheder vægt. I film nummer to er det som om Fujita glemmer hvad der gjorde originalen stærk og filmen er en rodet størrelse, der retter fokus de forkerte steder hen. Dermed ikke sagt at den er fuldstændig berøvet for kvaliteter, men der er i mit sind ingen tvivl om at nærværende film, er en væsentligt bedre film end det er tilfældet med fortsættelsen.
Så har jeg skrevet lidt om Part II. For en sikkerheds skyld har jeg lagt en spoiler på. :)
Lady Snowblood, Part II - Love Song of Vengeance:
Ikke længe efter de mange blodsudgydelser fandt sted i “Lady Snowblood” (hvor Toshiya Fujita med stor overbevisning og overblik sirligt sørgede for at sammenflette sin sværd svingende heltindes personlige hævntogt med en overraskende detaljeret dekonstruktion af emperiets fordækte, korrumperede og magtliderlige ledere) møder man atter Yuki Kashima, der her indledningsvis, meget passende på en gravplads, forsøger at genrejse sig på ny fra de døde. Men chancen for en genfødsel forpurres prompte da det hurtigt står klart, at hun qua sin lovløse status nu er jaget vildt af alt og alle, og således åbnes ballet i “Lady Snowblood 2 - Lovesong of Vengeance” med en forrygende duel mellem Yuki og en større flok desperate dusørjægere, der alle ser deres snit til at få ramt på hævnens gudinde, blot for selv at ende som skiveskåret pålæg af den mest blodigste slags.
Herefter optager politiet, under ledelse af en fanatisk kommissær, jagten på Yuki, hvilken når sin forløsning på en strandbred. Under disse scener lægges der et solidt fundamentet (via mødet med fiskeren Shusuke Tokunaga) for det senere samarbejde mellem de gode kræfter, som retrospektivt set får de efterfølgende konflikter og deres forløsning heltene imellem til at give bedre mening. Ligeså er det også værd at lægge mærke til den opstilling med sværdet i sandet og vandet, der skyller ind over den blodige strandbred under titel-sekvensen, hvis billedsymbolik nemlig vender tilbage igen i den sidste scene i selve finalen. Dernæst introduceres man for part 2’s skurkegalleri og den egentlige handling hvor Yuki, mod belønning om at få sin fortid slettet, narres af chefen for det hemmelige politi og hans boss (en korrupt minister) til at gå undercover hos en påstået anarkist og trussel mod landets sikkerhed for at finde og stjæle et brev med vitale oplysninger.
Så langt så godt, for i denne fase af filmen sørger Toshiya Fujita nemlig for at gøre handlingen ganske interessant at følge med i, og Yukis mission tegner dermed nok engang til at blive en både medrivende og fascinerede oplevelse. Desværre viser det sig aldrig rigtig at blive tilfældet, for i filmens lange midterdel hvor Yuki møder oprørslederen Ransui Tokunaga (Hvis rolle spilles glimrende og med stor indlevelsesevne af Juzo Itami) går handlingen desværre voldsomt ned i tempo og lettere i tomgang, alt imens Yuki kommer tættere ind på livet at sit offer og får større og større indsigt i både hans og de fattige borgerens liv, hvis rettigheder og retfærdighed Ransui Tokunaga kæmper for. Undervejs disse mange, lange og lidt tunge scener med moralske og politiske spekulationer og overvejelser om rigtigt og forkert, fandt jeg dog baggrundshistorien med bombe-sprængningen (som politichefen efterfølgende laver spin på til egen fordel) for ganske effektiv som en underliggende følelsesmæssigt styrke i plottet i forbindelse med den korruption der kæmpes imod.
Efterhånden som politichefen og ministeren aner hvor deres plan om at få ryddet deres ærkefjende af vejen bærer hen ad, sættes tommelskruerne i den grad på overfor de fattige, i en særligt ubehagelig scene, hvor der bliver givet udtryk for et menneskesyn som på alle måder er frastødende, modbydeligt ondskabsfuld og så kynisk, at man får kvalme. På dette tidspunkt, hvor historien bevæger sig ind i filmens sidste tredjedel, lykkedes det dermed atter for Toshiya Fujita at få skabt noget af den samme nerve og intensitet, som han havde i filmens begyndelse. Og med en yderst veleksekveret og særdeles blodig finale præsenteres Yuki Kashima og hendes definitive opgør med magthaverne ganske fornemt på en både underholdende og tankevækkende facon, der sætter en tyk streg under filmens budskaber uden at finalen dog opnår helt samme intelligens og substans over sig som finalen i den første film om Lady Snowblood. Trods en noget halvkedelig midterdel og et overordnet lettere repetitivt plot, er part II dog stadig en seværdig opfølger, hvis styrke dog primært ligger i dens stærke indledning og afslutning, samt et par solide præstationer fra de tre centrale karakterer.
Hvis jeg lige skulle bedømme forskellen på de to film, ville jeg give følgende karakter:
“Lady Snowblood - Part I” (9/10) og “Lady Snowblood - Part II” (6/10)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
, i en film som jo også netop udforsker f.eks. Catwomans skiftende alliancer, som aldrig bliver helt klare.
De er da meget klare
alt hvad som kan give hende en fordel til at nå det mål hun har som er ret besalt er hævn over Max
Ja men det ændrer jo ikke på at de er skiftende og ikke entydigt gode eller onde, hvilket jeg synes giver hende lidt nuancer (det er trods alt en karikeret superheltefilm) og kant.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Så har jeg skrevet lidt om Part II. For en sikkerheds skyld har jeg lagt en spoiler på. :)
Lady Snowblood, Part II - Love Song of Vengeance:
Ikke længe efter de mange blodsudgydelser fandt sted i “Lady Snowblood” (hvor Toshiya Fujita med stor overbevisning og overblik sirligt sørgede for at sammenflette sin sværd svingende heltindes personlige hævntogt med en overraskende detaljeret dekonstruktion af emperiets fordækte, korrumperede og magtliderlige ledere) møder man atter Yuki Kashima, der her indledningsvis, meget passende på en gravplads, forsøger at genrejse sig på ny fra de døde. Men chancen for en genfødsel forpurres prompte da det hurtigt står klart, at hun qua sin lovløse status nu er jaget vildt af alt og alle, og således åbnes ballet i “Lady Snowblood 2 - Lovesong of Vengeance” med en forrygende duel mellem Yuki og en større flok desperate dusørjægere, der alle ser deres snit til at få ramt på hævnens gudinde, blot for selv at ende som skiveskåret pålæg af den mest blodigste slags.
Herefter optager politiet, under ledelse af en fanatisk kommissær, jagten på Yuki, hvilken når sin forløsning på en strandbred. Under disse scener lægges der et solidt fundamentet (via mødet med fiskeren Shusuke Tokunaga) for det senere samarbejde mellem de gode kræfter, som retrospektivt set får de efterfølgende konflikter og deres forløsning heltene imellem til at give bedre mening. Ligeså er det også værd at lægge mærke til den opstilling med sværdet i sandet og vandet, der skyller ind over den blodige strandbred under titel-sekvensen, hvis billedsymbolik nemlig vender tilbage igen i den sidste scene i selve finalen. Dernæst introduceres man for part 2’s skurkegalleri og den egentlige handling hvor Yuki, mod belønning om at få sin fortid slettet, narres af chefen for det hemmelige politi og hans boss (en korrupt minister) til at gå undercover hos en påstået anarkist og trussel mod landets sikkerhed for at finde og stjæle et brev med vitale oplysninger.
Så langt så godt, for i denne fase af filmen sørger Toshiya Fujita nemlig for at gøre handlingen ganske interessant at følge med i, og Yukis mission tegner dermed nok engang til at blive en både medrivende og fascinerede oplevelse. Desværre viser det sig aldrig rigtig at blive tilfældet, for i filmens lange midterdel hvor Yuki møder oprørslederen Ransui Tokunaga (Hvis rolle spilles glimrende og med stor indlevelsesevne af Juzo Itami) går handlingen desværre voldsomt ned i tempo og lettere i tomgang, alt imens Yuki kommer tættere ind på livet at sit offer og får større og større indsigt i både hans og de fattige borgerens liv, hvis rettigheder og retfærdighed Ransui Tokunaga kæmper for. Undervejs disse mange, lange og lidt tunge scener med moralske og politiske spekulationer og overvejelser om rigtigt og forkert, fandt jeg dog baggrundshistorien med bombe-sprængningen (som politichefen efterfølgende laver spin på til egen fordel) for ganske effektiv som en underliggende følelsesmæssigt styrke i plottet i forbindelse med den korruption der kæmpes imod.
Efterhånden som politichefen og ministeren aner hvor deres plan om at få ryddet deres ærkefjende af vejen bærer hen ad, sættes tommelskruerne i den grad på overfor de fattige, i en særligt ubehagelig scene, hvor der bliver givet udtryk for et menneskesyn som på alle måder er frastødende, modbydeligt ondskabsfuld og så kynisk, at man får kvalme. På dette tidspunkt, hvor historien bevæger sig ind i filmens sidste tredjedel, lykkedes det dermed atter for Toshiya Fujita at få skabt noget af den samme nerve og intensitet, som han havde i filmens begyndelse. Og med en yderst veleksekveret og særdeles blodig finale præsenteres Yuki Kashima og hendes definitive opgør med magthaverne ganske fornemt på en både underholdende og tankevækkende facon, der sætter en tyk streg under filmens budskaber uden at finalen dog opnår helt samme intelligens og substans over sig som finalen i den første film om Lady Snowblood. Trods en noget halvkedelig midterdel og et overordnet lettere repetitivt plot, er part II dog stadig en seværdig opfølger, hvis styrke dog primært ligger i dens stærke indledning og afslutning, samt et par solide præstationer fra de tre centrale karakterer.
Hvis jeg lige skulle bedømme forskellen på de to film, ville jeg give følgende karakter:
“Lady Snowblood - Part I” (9/10) og “Lady Snowblood - Part II” (6/10)
Tak for en omfattende tilbagemelding, er meget enig i forhold til karakteren og dine kritikpunkter. Plottet drukner i mine øjne den film og får den, som du selv skriver, til at gå i tomgang i en for stor del af sin spilletid til at den for alvor bliver underholdende.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Ja men det ændrer jo ikke på at de er skiftende og ikke entydigt gode eller onde, hvilket jeg synes giver hende lidt nuancer (det er trods alt en karikeret superheltefilm) og kant.
Det giver jeg dig ret i, og jeg skulle lige finde et link som jeg er sikker på at du også vil kunne finde lidt interessant at læse, Catwoman delen naturligvis :) :
Ja men det ændrer jo ikke på at de er skiftende og ikke entydigt gode eller onde, hvilket jeg synes giver hende lidt nuancer (det er trods alt en karikeret superheltefilm) og kant.
Det giver jeg dig ret i, og jeg skulle lige finde et link som jeg er sikker på at du også vil kunne finde lidt interessant at læse, Catwoman delen naturligvis :) :
Spændende! Catwoman er en af de største årsager til at jeg synes så godt om Burtons anden Batmanfilm og ikke generer mig over det fravær af superhelt, som mange nævner i forbindelse med filmen. Så længe jeg er fascineret af de karakterer jeg får forevist og af historien og universet i øvrigt, er jeg egentlig fint tilfreds med at Batman tilbringer dele af filmen i skyggerne.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
De næste fem placeringer er film jeg allerede har anmeldt andre steder, så dem afslører jeg inden så længe. Jeg ved i øvrigt godt at jeg har sprunget en placering over, men det handler simpelthen om at jeg ikke har haft muligheden for at gense filmen og derfor ikke følte jeg kunne skrive en fyldestgørende anmeldelse lige nu. Det kan godt være der bliver en enkelt eller to mere jeg kommer til at springe over og må samle op på til sidst, hvor jeg også stærkt overvejer at lave en sidste udvidelse af listen, så det alligevel bliver den top 100, jeg oprindeligt mente ville blive for stort et arbejde, men nu er der også gået mere end 2 år siden jeg begyndte listen. Og det ikke hvilke som helst 2 år, men nok de 2 år hvor jeg har set flest film nogensinde, så det er svært ikke at rykke rundt, tilføje og fjerne, men sådan er det :) Før eller siden skal vi nok blive færdige folks!
72. Easy Rider af Dennis Hopper: Wyatt (Peter Fonda) og Billy (Dennis Hopper) kører gennem det amerikanske landskab på deres motorcykler. For de to er det den ultimative frihed, for den øvrige verden er det rebelsk ulydighed og svært at udstå, hvilket af flere omgange giver de to venner problemer.
Det er sin opgave at give et resume af Dennis Hoppers syrede ‘Easy Rider’ fra 1969 der i langt højere grad drives frem af stemninger end af traditionelt plot. Filmen er da også resultatet af en abnormt bizar og ustruktureret skydeperiode, der involverede demooptagelser skudt mere end 1 år før hovedoptagelserne, som alligevel blev inkluderet i det færdige produkt, en potentiel medvirkende der trak sig efter Dennis Hopper skulle have trukket en pistol mod ham og et komplet fravær af et færdigt manuskript. Sågar skuespillerne er til tider fundet på de steder Hopper og Fonda kom forbi på deres rejse. Under disse omstændigheder skulle man måske tro at instruktøren tænker tilbage på oplevelsen med negativitet eller ærgrelse, men når man lytter til Hoppers overvejelser omkring filmen, virker det ikke til at være tilfældet. Han havde et ønske om at fremvise et etableret Amerika der frygtede det anderledes og det frie samtidig med at han ønskede at give et billede af de alternative kulturer der spirede på det tidspunkt filmen blev lavet. Med andre var der mening i galskaben og Hoppers film brød på sin egen måde ny grund ved at have et ret omfattende soundtrack, der hovedsageligt bestod af sange der ikke var skabt til filmen, hvilket endnu ikke var almindelig praksis, hvilket ifølge Hopper også gjorde det en del mindre omstændigt at få tilladelse til at gøre brug af dengang end det er tilfældet i dag.
Selvom Peter Fonda var med i skabelsen af filmens historie (og oprindeligt satte processen igang og fik Hopper placeret i instruktørstolen), er det i høj grad på skuespilsiden han trænger igennem, mens Hopper, som instruktør, har dikteret en stor del af stilen, som er meget markant. Et godt eksempel herpå er den provokerende brug af klipning instruktøren har gjort brug af, hvor han ikke klipper direkte fra en scene til den næste, men ofte giver en glimtagtig antydning af det der er på vej, før det indfinder sig. Det er en meget synlig form for klipning, som fungerer enormt godt for filmen og er meget inspirerende, men som også vil være generende for nogen. Hopper er med andre ord alt andet end anonym i de billeder han vælger og måden at vælger at formidle dem på. Såvel gennem hans ekstensive brug af musik til at understøtte det visuelle, som den tidligere omtalte brug af klipning og den sidste del af filmens skift mellem 35 og 16mm kameraer, som måske nok har været delvist ugennemtænkt oprindeligt, men fungerer fremragende til den pågældende scene, som i øvrigt er filmens stærkeste og mest stemningsfulde.
Under optagelserne til ‘Easy Rider’ var Dennis Hopper i et forfærdeligt humør og en meget dårlig periode grundet paranoia, som var forårsaget af det omfattende misbrug han havde i mange år. Hopper selv talte således om sit misbrug (Frit oversat): “Alkoholen var forfærdelig. Jeg var en grum alkoholiker. Folk plejede at spørge hvor omfattende mit stofmisbrug var og jeg svarede gerne at jeg kun tager stoffer så jeg kan drikke mere.” Det var også årsagen til at det var svært for Hopper at holde på sit crew. men måske det også var dette sortsyn der medførte at hans film er så hårdt et stemningsmæssigt spark i kuglerne på tidens fordømmende tankegang, der så absolut stadig er en faktor i vesten i dag. I stedet for at fokusere på en struktureret dramatisk fremgang, kommer filmen til at fremstå som et statement omkring frihed, menneskeligt forfald og det diktatur helt almindelige mennesker i helt almindelige samfund, underlægger hinanden på daglig basis. Filmen blev oprindeligt døbt ‘The Loners’ og selvom det ikke blev den endelige titel, er det ikke desto mindre fortsat det filmen handler om. Selvvalgt ensomhed og de fordele, men også den sorg der følger med at vælge at være relativt alene. I den scene jeg tidligere omtalte som filmens stærkeste, opleves et syretrip, der kulminerer i at Wyatt står med hovedet mod en gravsten og græder efter sin mor. Med andre ord romantiseres frihedsidealet ikke. Det har omkostninger og det er en meget stærk pointe at nå frem til.
‘Easy Rider’ er ikke en nem film på nogen måde. Fra mit første til mit andet gennemsyn af filmen var der ikke stort mellemrum. Den har så mange indtryk, og relativt lidt at holde sig op på, at det sikkert vil smide nogen af i farten. Lader man sig rive med af stemningerne og den hypnotiserende udførsel, er der imidlertid meget at komme efter og Hoppers præsentation af et samtidigt Amerika der var i opbrud, deltog i en krig (som befolkningen langsomt begyndte at erfare de ikke ønskede sig at være med i) og som for alt i verden ikke ønskede at skulle deale med langhårede “tosser” på motorcykler, føles rammende.
Som altid kan det ovenstående og tidligere indlæg også læses på min blog, hvor det ligeledes er muligt at danne sig et overblik over den foreløbige liste.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Ikke enig, Pingvinens opstand til overfladen var kun et dække for at komme i arkivet og få fat i alle navnene på Gothams først-fødte.
Når han siger han er klar til Max er det fordi han er klar til at udføre sin plan. Batman har allerede lugtet lunten når han siger "jeg tror han ved hvem hans forældre er, han er ude på noget andet."
Nå men kigger på den
exit karakteren får, synes jeg nu nok man kan mærke en sympati for karakteren fra skabernes side. Var han bare en skurk ville han næppe få den nærmest operatiske udtoning han får. Selvfølgelig er han ond og manipulativ, men i min oplevelse ligger der alligevel en smule sympati hos ham, i en film som jo også netop udforsker f.eks. Catwomans skiftende alliancer, som aldrig bliver helt klare.
[/quote]
Jeg synes den sørgelige ting ligger hos alle hovedpersoner, de har allesammen en sørgeli skæbne, selv slutningen er melankolsk men viser håb i det kattekvinden lever....en person der har drevet Bruce Wayne
Pingvinen der nærer kontakt til andre men ingen gider ham fordi han er freak
Batman der savner kærligheden og lever med ensomheden,,,, som en af gothams rigeste burde han være med ved Max Shreks tale, da nogle af byens spidser er her - i stedet sidder han bare og venter på batsignalet
Kattekvinden som ligeledes savner kærligheden så meget at hun finder sig ihvad som helst inklusiv hendes chef indtil hun raser ud via hendes alias
#1351 Collateral 12 år siden
#1352 NightHawk 12 år siden
Så har jeg skrevet lidt om Part II. For en sikkerheds skyld har jeg lagt en spoiler på. :)
Lady Snowblood, Part II - Love Song of Vengeance:
Herefter optager politiet, under ledelse af en fanatisk kommissær, jagten på Yuki, hvilken når sin forløsning på en strandbred. Under disse scener lægges der et solidt fundamentet (via mødet med fiskeren Shusuke Tokunaga) for det senere samarbejde mellem de gode kræfter, som retrospektivt set får de efterfølgende konflikter og deres forløsning heltene imellem til at give bedre mening. Ligeså er det også værd at lægge mærke til den opstilling med sværdet i sandet og vandet, der skyller ind over den blodige strandbred under titel-sekvensen, hvis billedsymbolik nemlig vender tilbage igen i den sidste scene i selve finalen. Dernæst introduceres man for part 2’s skurkegalleri og den egentlige handling hvor Yuki, mod belønning om at få sin fortid slettet, narres af chefen for det hemmelige politi og hans boss (en korrupt minister) til at gå undercover hos en påstået anarkist og trussel mod landets sikkerhed for at finde og stjæle et brev med vitale oplysninger.
Så langt så godt, for i denne fase af filmen sørger Toshiya Fujita nemlig for at gøre handlingen ganske interessant at følge med i, og Yukis mission tegner dermed nok engang til at blive en både medrivende og fascinerede oplevelse. Desværre viser det sig aldrig rigtig at blive tilfældet, for i filmens lange midterdel hvor Yuki møder oprørslederen Ransui Tokunaga (Hvis rolle spilles glimrende og med stor indlevelsesevne af Juzo Itami) går handlingen desværre voldsomt ned i tempo og lettere i tomgang, alt imens Yuki kommer tættere ind på livet at sit offer og får større og større indsigt i både hans og de fattige borgerens liv, hvis rettigheder og retfærdighed Ransui Tokunaga kæmper for. Undervejs disse mange, lange og lidt tunge scener med moralske og politiske spekulationer og overvejelser om rigtigt og forkert, fandt jeg dog baggrundshistorien med bombe-sprængningen (som politichefen efterfølgende laver spin på til egen fordel) for ganske effektiv som en underliggende følelsesmæssigt styrke i plottet i forbindelse med den korruption der kæmpes imod.
Efterhånden som politichefen og ministeren aner hvor deres plan om at få ryddet deres ærkefjende af vejen bærer hen ad, sættes tommelskruerne i den grad på overfor de fattige, i en særligt ubehagelig scene, hvor der bliver givet udtryk for et menneskesyn som på alle måder er frastødende, modbydeligt ondskabsfuld og så kynisk, at man får kvalme. På dette tidspunkt, hvor historien bevæger sig ind i filmens sidste tredjedel, lykkedes det dermed atter for Toshiya Fujita at få skabt noget af den samme nerve og intensitet, som han havde i filmens begyndelse. Og med en yderst veleksekveret og særdeles blodig finale præsenteres Yuki Kashima og hendes definitive opgør med magthaverne ganske fornemt på en både underholdende og tankevækkende facon, der sætter en tyk streg under filmens budskaber uden at finalen dog opnår helt samme intelligens og substans over sig som finalen i den første film om Lady Snowblood. Trods en noget halvkedelig midterdel og et overordnet lettere repetitivt plot, er part II dog stadig en seværdig opfølger, hvis styrke dog primært ligger i dens stærke indledning og afslutning, samt et par solide præstationer fra de tre centrale karakterer.
Hvis jeg lige skulle bedømme forskellen på de to film, ville jeg give følgende karakter:
“Lady Snowblood - Part I” (9/10) og “Lady Snowblood - Part II” (6/10)
#1353 Kiksmann 12 år siden
De er da meget klare
#1354 Collateral 12 år siden
Ja men det ændrer jo ikke på at de er skiftende og ikke entydigt gode eller onde, hvilket jeg synes giver hende lidt nuancer (det er trods alt en karikeret superheltefilm) og kant.
#1355 Collateral 12 år siden
Tak for en omfattende tilbagemelding, er meget enig i forhold til karakteren og dine kritikpunkter. Plottet drukner i mine øjne den film og får den, som du selv skriver, til at gå i tomgang i en for stor del af sin spilletid til at den for alvor bliver underholdende.
#1356 Kiksmann 12 år siden
Det giver jeg dig ret i, og jeg skulle lige finde et link som jeg er sikker på at du også vil kunne finde lidt interessant at læse, Catwoman delen naturligvis :) :
http://comicsbeat.com/the-alcott-analysis-batman-r...
#1357 Collateral 12 år siden
Spændende! Catwoman er en af de største årsager til at jeg synes så godt om Burtons anden Batmanfilm og ikke generer mig over det fravær af superhelt, som mange nævner i forbindelse med filmen. Så længe jeg er fascineret af de karakterer jeg får forevist og af historien og universet i øvrigt, er jeg egentlig fint tilfreds med at Batman tilbringer dele af filmen i skyggerne.
#1358 Collateral 12 år siden
72. Easy Rider af Dennis Hopper:
Wyatt (Peter Fonda) og Billy (Dennis Hopper) kører gennem det amerikanske landskab på deres motorcykler. For de to er det den ultimative frihed, for den øvrige verden er det rebelsk ulydighed og svært at udstå, hvilket af flere omgange giver de to venner problemer.
Det er sin opgave at give et resume af Dennis Hoppers syrede ‘Easy Rider’ fra 1969 der i langt højere grad drives frem af stemninger end af traditionelt plot. Filmen er da også resultatet af en abnormt bizar og ustruktureret skydeperiode, der involverede demooptagelser skudt mere end 1 år før hovedoptagelserne, som alligevel blev inkluderet i det færdige produkt, en potentiel medvirkende der trak sig efter Dennis Hopper skulle have trukket en pistol mod ham og et komplet fravær af et færdigt manuskript. Sågar skuespillerne er til tider fundet på de steder Hopper og Fonda kom forbi på deres rejse. Under disse omstændigheder skulle man måske tro at instruktøren tænker tilbage på oplevelsen med negativitet eller ærgrelse, men når man lytter til Hoppers overvejelser omkring filmen, virker det ikke til at være tilfældet. Han havde et ønske om at fremvise et etableret Amerika der frygtede det anderledes og det frie samtidig med at han ønskede at give et billede af de alternative kulturer der spirede på det tidspunkt filmen blev lavet. Med andre var der mening i galskaben og Hoppers film brød på sin egen måde ny grund ved at have et ret omfattende soundtrack, der hovedsageligt bestod af sange der ikke var skabt til filmen, hvilket endnu ikke var almindelig praksis, hvilket ifølge Hopper også gjorde det en del mindre omstændigt at få tilladelse til at gøre brug af dengang end det er tilfældet i dag.
Selvom Peter Fonda var med i skabelsen af filmens historie (og oprindeligt satte processen igang og fik Hopper placeret i instruktørstolen), er det i høj grad på skuespilsiden han trænger igennem, mens Hopper, som instruktør, har dikteret en stor del af stilen, som er meget markant. Et godt eksempel herpå er den provokerende brug af klipning instruktøren har gjort brug af, hvor han ikke klipper direkte fra en scene til den næste, men ofte giver en glimtagtig antydning af det der er på vej, før det indfinder sig. Det er en meget synlig form for klipning, som fungerer enormt godt for filmen og er meget inspirerende, men som også vil være generende for nogen. Hopper er med andre ord alt andet end anonym i de billeder han vælger og måden at vælger at formidle dem på. Såvel gennem hans ekstensive brug af musik til at understøtte det visuelle, som den tidligere omtalte brug af klipning og den sidste del af filmens skift mellem 35 og 16mm kameraer, som måske nok har været delvist ugennemtænkt oprindeligt, men fungerer fremragende til den pågældende scene, som i øvrigt er filmens stærkeste og mest stemningsfulde.
Under optagelserne til ‘Easy Rider’ var Dennis Hopper i et forfærdeligt humør og en meget dårlig periode grundet paranoia, som var forårsaget af det omfattende misbrug han havde i mange år. Hopper selv talte således om sit misbrug (Frit oversat): “Alkoholen var forfærdelig. Jeg var en grum alkoholiker. Folk plejede at spørge hvor omfattende mit stofmisbrug var og jeg svarede gerne at jeg kun tager stoffer så jeg kan drikke mere.” Det var også årsagen til at det var svært for Hopper at holde på sit crew. men måske det også var dette sortsyn der medførte at hans film er så hårdt et stemningsmæssigt spark i kuglerne på tidens fordømmende tankegang, der så absolut stadig er en faktor i vesten i dag. I stedet for at fokusere på en struktureret dramatisk fremgang, kommer filmen til at fremstå som et statement omkring frihed, menneskeligt forfald og det diktatur helt almindelige mennesker i helt almindelige samfund, underlægger hinanden på daglig basis. Filmen blev oprindeligt døbt ‘The Loners’ og selvom det ikke blev den endelige titel, er det ikke desto mindre fortsat det filmen handler om. Selvvalgt ensomhed og de fordele, men også den sorg der følger med at vælge at være relativt alene. I den scene jeg tidligere omtalte som filmens stærkeste, opleves et syretrip, der kulminerer i at Wyatt står med hovedet mod en gravsten og græder efter sin mor. Med andre ord romantiseres frihedsidealet ikke. Det har omkostninger og det er en meget stærk pointe at nå frem til.
‘Easy Rider’ er ikke en nem film på nogen måde. Fra mit første til mit andet gennemsyn af filmen var der ikke stort mellemrum. Den har så mange indtryk, og relativt lidt at holde sig op på, at det sikkert vil smide nogen af i farten. Lader man sig rive med af stemningerne og den hypnotiserende udførsel, er der imidlertid meget at komme efter og Hoppers præsentation af et samtidigt Amerika der var i opbrud, deltog i en krig (som befolkningen langsomt begyndte at erfare de ikke ønskede sig at være med i) og som for alt i verden ikke ønskede at skulle deale med langhårede “tosser” på motorcykler, føles rammende.
Som altid kan det ovenstående og tidligere indlæg også læses på min blog, hvor det ligeledes er muligt at danne sig et overblik over den foreløbige liste.
#1359 Mark M 12 år siden
[/quote]
Jeg synes den sørgelige ting ligger hos alle hovedpersoner, de har allesammen en sørgeli skæbne, selv slutningen er melankolsk men viser håb i det kattekvinden lever....en person der har drevet Bruce Wayne
Pingvinen der nærer kontakt til andre men ingen gider ham fordi han er freak
Batman der savner kærligheden og lever med ensomheden,,,, som en af gothams rigeste burde han være med ved Max Shreks tale, da nogle af byens spidser er her - i stedet sidder han bare og venter på batsignalet
Kattekvinden som ligeledes savner kærligheden så meget at hun finder sig ihvad som helst inklusiv hendes chef indtil hun raser ud via hendes alias
#1360 Collateral 12 år siden