Muligt han ikke via tunge metaforer, lange montager af filosoferende momenter eller syret symbolisme (og ikke at der nødvendigvis er noget galt med alle disse ting) begiver sig ud på en dybere rejse ind i sindet og den mentale tilstand et menneske i krig kan befinde sig i.
Nej, sådan en film fik vi i 1979 ..... i form af mesterværket 'Apocalypse Now'.
Vakse Viggo (1600) skrev:
Spielberg rammer i hvert fald noget nær perfekt, hvordan jeg ville tro en flok normale, middelklasse mennesker ville forholde sig, både i tale og opførsel.
Jeg elsker, at Rodat og Spielberg overrasker mig (naturligvis mest ved førstegangs-kigget, hehe) ved at lade vores helt kaptajn Miller gå afsides og græde hemmeligt, ved ikke at lade redningsholdet hjælpe den stakkels franske familie, der prøver at få dem til at beskytte deres datter, ved at lade kaptajn Miller og flere af hans mænd være mildt sagt tankeløse og ubetænksomme i scenen hvor de kigger navneskiltene igennem, ved at
lade samtlige (pånær 1) de mænd, vi har fulgt fra filmens start og frem til slutningen, dø en efter en.
Dette synes jeg grundlæggende ikke er et argument, da det ville kunne påduttes stort set alt uden omtanke eller dybere mening. Det er blot en tom sætning, der irriterer, fordi den ikke har et logisk modsvar. Mennesker er jo ikke hverken logiske, rationelle eller andet, så alt ville jo stort set kunne undskyldes i den retning, uden at det ville være letkøbt
Så altså, uanset hvordan Ryan agerede, ville du undskylde det med "sådan er krig bare". Mennesker er ikke rationelle?? Eller hvordan? Problemet er bare, at jeg ikke tror den scene skal forstås sådan. Spielberg har altid haft en holdning om tingene. En pointe, god eller ej. Han efterlader ikke seeren med en masse ubesvarede spørgsmål, men besvarer dem for os. For Spielberg handler det om redningsaktioner. Selv når verden står for total udslettelse, afviger han ikke fra sønnen reddes mod alle odds og støtter militæroperationen, som er iværksat. Der tegnes altså for mig et billede af, hvad Spielberg godt kan lide at fremstille i sine film.
BN (1599) skrev:
"de onde tyskere", for adskillige af de amerikanske soldater i filmen er rå og kyniske
På intet tid følte jeg at jeg ikke skulle holde med andre end amerikanerne i den film. Selv ham den tyske fange, som man havde ondt af i starten, gennemgår en dramatisk udvikling og pludseligt er han mega svin og man hader ham.
Jeg er enig i, at filmen har fokus på krigen og rædsler (det er nu tilfældet med alle krigsfilm). Det er med særlig fokus på det eksplicitte og kaotiske, hvor man vitterligt får fornemmelsen af at være magtesløs i krigszonen. Det er til UG eksekveret af Spielberg.
Og nej. Jeg eftersøger ikke endnu en DommeDag Nu, men påpeger blot nogle ting ved SpR, som for mig mangler det sidste, for at kalde sig et mesterværk og for at hamle op med nogle af de bedre film. Det lader åbenbart til, at I totalt overser hvad jeg skriver.
På intet tid følte jeg at jeg ikke skulle holde med andre end amerikanerne i den film. Selv ham den tyske fange, som man havde ondt af i starten, gennemgår en dramatisk udvikling og pludseligt er han mega svin og man hader ham.
Du har helt klart ikke forstået en meter af filmen, hvis du tror, at den handler om at man skal "holde med" nogen og have noget imod nogle andre. De amerikanske soldater i filmen gør det, de er sendt ud for: kæmper mod tyskerne. Og de tyske soldater, inklusiv ham du henviser til, gør det, de er sendt ud for: kæmper mod amerikanerne. Den omtalte tyske soldat gør bare sin pligt - han fremstilles ikke som ond, kun som pligtopfyldende, idet han ligeså muligheden igen byder sig, kæmper side om side med sine landsmænd for at standse amerikanerne.
Ispep (1602) skrev:
Jeg er enig i, at filmen har fokus på krigen og rædsler (det er nu tilfældet med alle krigsfilm).
Nej, det har "alle" krigsfilm ikke. Meget, meget langtfra.
Tag et kig på 'The Longest Day': Her er der slet, slet ikke den samme fokus på blodet, mudderet, lidelserne, lemlæstelserne og myrderierne, endsige de traumatiske virkninger, krigen har på flere af de medvirkende.
De fleste ældre krigsfilm (altså de, der er lavet FØR 'Saving Private Ryan') gør krig til noget spændende og nærmest romantisk. F.eks. ser man temmelig ofte, at hovedpersonen beundres (af de tilbageblivende, venner og slægtninge, herunder kæresten/konen) landsmænd for sit mod og sin tapperhed, sin ædelmodighed/offervilje eller sin fædrelandskærlighed, i forbindelse med at han drager i krig. Rigtig mange krigsfilm fra tidligere årtier ligner groft set westerns, hvor cowboys og indianere bare er byttet ud med amerikanske soldater og tyske soldater, og de har samme "uskyldige", nærmest harmløse og indimellem romantiske/muntre præg over sig. Også en nyere film som 'Pearl Harbor' kører denne efter min mening utålelige stil/tone.
Jeg føler overhovedet ikke nogen "rædsler", når nogen bliver skudt eller dør i de gamle film - det er næsten altid filmet, så man ser personerne på afstand, når bliver skudt og falder. Meget ublodigt, meget stillestående og ikke noget, der sådan rigtigt giver indtryk af krigens gru og voldsomhed. Ihvertfald er der ikke den samme følelsesmæssige, personlige slagkraft som når vi 'Saving Private Ryan' står, løber og ligger med personerne og ser det samme som dem, ja, ser ofrenes smerte, sår, tårer og angst o.s.v.
Jeg hader f.eks. den overfriske munterhed og heroisme, der ligger i dette klip fra 'The Longest Day':
Du har helt klart ikke forstået en meter af filmen
Tak for den hr. lærer og tillykke med at du til fulde har forstået en Spielberg film.
Holde med/imod var måske ikke de mest oplagte ord at anvende, men sympatien er bestemt entydig (hvilket var min pointe), og så kan du fremhæve nok så mange gange, hvor pligtopfyldende de er, men det er Spielberg der former fortællingen/portrætterne og placerer sin sympati bestemte steder og har en holdning om tingene.
Jeg ved ikke hvad for nogle krigsfilm du ser/har set, men der er gode bud før og efter SpR vil jeg mene. Og i min bog lige den tand bedre. Jeg holder af SpR's ufattelig realistiske fotografi og kamerahåndtering, som virkelig er fermt udført, men indholdet og budskabet om krig, rædsler og omkostninger, synes jeg at have fået serveret bedre. Slut, prut finale. Og siden du afslutter med en youtube klip, får du også en fræk af mig:
Over and out, og beklager, at Collaterals tråd drukner i denne debat.
Jeg er helt uenig! Alt under 6/6 er kritisabelt ;)
Bad dog mærke i den her: "Hvorfor er serien så fremragende? Personligt vil jeg tro at det er fordi serien er meget nem at gå til,". Den er måske umiddelbar nem at gå til, men hvis man virkelig skal falde for Seinfeld, så vil jeg mene, at det kræver at se en del afsnit for at lære personerne at kende. De er jo hamrende narcissistiske og ikke lige umiddelbart likeable - måske med undtagelse af Kramer(som også viser sig at være lidt selvcentreret til tider).
Aha. Well, jeg finder den ikke oversentimental (endsige sentimental i det hele taget), men overordentligt smuk og enkel i al sin tavshed og eftertænksomhed. Hvad blev der - sådan i det lange løb - af disse jøder? Jeg synes, det er meget passende, at vi får svar på dette gennem disse scener, lige efter at vi har fået at vide, hvad der blev af Goeth og Schindler.
Når jeg taler om at den er sentimental, skal det ses i kontekst af sort/hvid delens egen afslutning hvor Schindler sætter tingene i perspektiv. Det er en så fremragende og stærk scene, at det ærgre mig at man ikke lader filmen ringer ud på den tone. Man kunne fint have den efterfølgende lille scene hvor de bliver fundet og begiver sig mod byen. Resten skulle for mig at se have været tekst.
BN (1569) skrev:
Noget andet er, at jeg for mit vedkommende ikke kan føle det som et brud på illusionen, simpelthen fordi Schindlers historie jo netop IKKE er illusion, men virkelighed. (Lettere dramatiseret og redigeret virkelighed, jovist ... men stadig virkelighed.)
Uanset hvor tæt man kommer de virkelige begivenheder er det stadig en filmfortælling vi her udsættes for og som en sådan er der nogle dramaturgiske normer, som jeg som publikum gerne ser fulgt. Selvfølgelig er der undtagelser, hvor der bliver leget med struktur og det er fint, men eftersom Spielberg netop er så dygtig til at fortælle på en meget professionel og solid måde, virker den tilføjede scene for mig ødelæggende for helheden. Der er en så god fornemmelse hele filmen igennem af struktur og sikkerhed i hvilken fortælling det er manden har på hjerte, at det sidste bare bliver en tematisk hammer, der insisterende slår de mange underspillede og alligevel tydelige tanker og følelser så eftertrykkeligt på plads, at jeg synes det bliver kluntet og kommer til at virke som en nedvurdering af tilskuerens egen evne til at uddrage konklusioner af oplevelsen.
BN (1569) skrev:
'Schindler's List' er efter min mening Spielbergs bedste film nogensinde. Dens nøgterne, barske og rå skildring af rædslerne, dens ubarmhjertige skildring af menneskelig ondskab og mørke (et mørke, som Spielberg på ingen måde forsøger at fjerne fokus fra gennem det LILLE, undtagelsesvise lys, som Schindlers sympatiske gerning udgør), dens stærke karakterskuespil, og dens dokumentariske billedstil, samt dens gennemført realistiske/autentiske tone gør den til noget fuldstændig unikt i Spielbergs samlede filmproduktion. Og aldrig før har John Williams' musik været så nedtonet, minimalistisk og dyster, men stadig smuk i en Spielberg-film.
Alle de punkter du nævner her er jeg enig i og mener jeg faktisk også at jeg har været omkring i min anmeldelse. Jeg har aldrig påstået at 'Schindlers liste' som helhed er sentimental, jeg har faktisk nærmest eksklusivt beklaget mig over de sidste 5 minutter (eller hvor meget den allersidste sekvens tager). Men det er til gengæld også et punkt der generer mig ret voldsomt når jeg ser filmen.
Spielberg har lavet den film han ville og fred med det, men jeg synes både denne og i øvrigt også 'Saving Private Ryan' har denne her tendens med at man lige skal have slået pointen fast en ekstra gang. Det er du uenig i BN, hvilket er fint, og jeg har forstået dine argumenter herfor.
Skeloboy (1605) skrev:
Bad dog mærke i den her: "Hvorfor er serien så fremragende? Personligt vil jeg tro at det er fordi serien er meget nem at gå til,". Den er måske umiddelbar nem at gå til, men hvis man virkelig skal falde for Seinfeld, så vil jeg mene, at det kræver at se en del afsnit for at lære personerne at kende. De er jo hamrende narcissistiske og ikke lige umiddelbart likeable - måske med undtagelse af Kramer(som også viser sig at være lidt selvcentreret til tider).
Det kan du have ret i, men jeg fandt det nu ikke så svært at blive fænget af serien og det er egentlig alt der ligger i den sætning. Det tager ikke så frygtelig mange afsnit at fange netop den pointe du der fremhæver og det fine er jo at de ligger det frem så tydeligt som de gør, uden at man helt mister lysten til at se showet. I eksempelvis 'Will & Grace', som er en forfærdelig sit-com, er de fleste karakterer også afskyeligt overfladiske, men hvorvidt det er bevidst hele vejen rundt bliver bare aldrig rigtig tydeligt og det er faktisk ødelæggende for den serie.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Over and out, og beklager, at Collaterals tråd drukner i denne debat.
Det går nok :) Er jo kun fint at der kommer lidt diskussion ud af anmeldelserne... kunne selvfølgelig have været sjovt hvis det havde handlet lidt mere om 'Schindlers liste', men helt off topic var det jo ikke, og er ikke nogen nazi med disse ting.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Når jeg taler om at den er sentimental, skal det ses i kontekst af sort/hvid delens egen afslutning hvor Schindler sætter tingene i perspektiv. Det er en så fremragende og stærk scene, at det ærgre mig at man ikke lader filmen ringer ud på den tone. Man kunne fint have den efterfølgende lille scene hvor de bliver fundet og begiver sig mod byen. Resten skulle for mig at se have været tekst.
En sådan slutning ville jeg faktisk også have kunnet lide. Men jeg kan også godt lide den eksisterende - det jeg bedst kan lide ved den, er faktisk når der klippes tilbage til sort/hvid, hvor kameraet - til tonerne af det velkendte klaver-tema - panorerer henover en masse jøders regnvåde gravstene eller mindeplader, indtil billedet går i sort og strygerdelen sætter ind. Den stille musik og de sort/hvide billeder her er først og fremmest det, der efterlader mig i en eftertænksom, vemodig stemning ved tanken om dels alle ofrene for Holocaust, dels den dæmoniske, hadefulde ondskab som masseudryddelserne var et udtryk for.
Collateral (1607) skrev:
Der er en så god fornemmelse hele filmen igennem af struktur og sikkerhed i hvilken fortælling det er manden har på hjerte, at det sidste bare bliver en tematisk hammer, der insisterende slår de mange underspillede og alligevel tydelige tanker og følelser så eftertrykkeligt på plads, at jeg synes det bliver kluntet og kommer til at virke som en nedvurdering af tilskuerens egen evne til at uddrage konklusioner af oplevelsen.
Fremfor at være nogle bestemte tanker og følelser der slås fast, synes jeg såmænd blot, at de farvede slutbilleder (før vi igen går tilbage til sort/hvid) viser slutresultatet af Schindlers indsats. Men som sagt kan jeg godt følge dig i dine tanker omkring ovennævnte alternative måde at slutte filmen på. :-)
Collateral (1608) skrev:
helt off topic var det jo ikke
Ikke desto mindre lykkedes det mig/os at ordne en flytning den her gang! ;-)
Jeg mener i øvrigt også at min topliste viser at jeg ikke just er bange for følelsesladede film og sågar film som andre har påduttet betegnelsen sentimental (eller det der er værre). Så ser mig bestemt ikke som følelsesforskrækket, for mig handler det meget om sammenhængen det er præsenteret i og tit synes jeg også en smule mørke kan gøre meget. Se f.eks. på 'Livet er smukt', som er på min topliste og som jeg har hørt kaldt sentimental. Dens alvorlige temaer og generelle charme, synes jeg gør at den fremstår oprigtig i de følelser den fremviser. Det samme gælder snartsagt alle de Chaplin film jeg holder af. Uden den mands poesi og politiske under-/overtoner, ville hans film ikke have nær samme indfangningskraft. Hvilket også er hvad der gør at jeg sjældent har været i stand til at engagere mig i hans kortfilm, hvor slapstick'en i højere grad regerer.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
#1601 BN 11 år siden
Kunne ikke være mere enig.
Nej, sådan en film fik vi i 1979 ..... i form af mesterværket 'Apocalypse Now'.
Jeg elsker, at Rodat og Spielberg overrasker mig (naturligvis mest ved førstegangs-kigget, hehe) ved at lade vores helt kaptajn Miller gå afsides og græde hemmeligt, ved ikke at lade redningsholdet hjælpe den stakkels franske familie, der prøver at få dem til at beskytte deres datter, ved at lade kaptajn Miller og flere af hans mænd være mildt sagt tankeløse og ubetænksomme i scenen hvor de kigger navneskiltene igennem, ved at
#1602 Ispep 11 år siden
Så altså, uanset hvordan Ryan agerede, ville du undskylde det med "sådan er krig bare". Mennesker er ikke rationelle?? Eller hvordan? Problemet er bare, at jeg ikke tror den scene skal forstås sådan. Spielberg har altid haft en holdning om tingene. En pointe, god eller ej. Han efterlader ikke seeren med en masse ubesvarede spørgsmål, men besvarer dem for os. For Spielberg handler det om redningsaktioner. Selv når verden står for total udslettelse, afviger han ikke fra sønnen reddes mod alle odds og støtter militæroperationen, som er iværksat. Der tegnes altså for mig et billede af, hvad Spielberg godt kan lide at fremstille i sine film.
På intet tid følte jeg at jeg ikke skulle holde med andre end amerikanerne i den film. Selv ham den tyske fange, som man havde ondt af i starten, gennemgår en dramatisk udvikling og pludseligt er han mega svin og man hader ham.
Jeg er enig i, at filmen har fokus på krigen og rædsler (det er nu tilfældet med alle krigsfilm). Det er med særlig fokus på det eksplicitte og kaotiske, hvor man vitterligt får fornemmelsen af at være magtesløs i krigszonen. Det er til UG eksekveret af Spielberg.
Og nej. Jeg eftersøger ikke endnu en DommeDag Nu, men påpeger blot nogle ting ved SpR, som for mig mangler det sidste, for at kalde sig et mesterværk og for at hamle op med nogle af de bedre film. Det lader åbenbart til, at I totalt overser hvad jeg skriver.
#1603 BN 11 år siden
Du har helt klart ikke forstået en meter af filmen, hvis du tror, at den handler om at man skal "holde med" nogen og have noget imod nogle andre. De amerikanske soldater i filmen gør det, de er sendt ud for: kæmper mod tyskerne. Og de tyske soldater, inklusiv ham du henviser til, gør det, de er sendt ud for: kæmper mod amerikanerne. Den omtalte tyske soldat gør bare sin pligt - han fremstilles ikke som ond, kun som pligtopfyldende, idet han ligeså muligheden igen byder sig, kæmper side om side med sine landsmænd for at standse amerikanerne.
Nej, det har "alle" krigsfilm ikke. Meget, meget langtfra.
Tag et kig på 'The Longest Day': Her er der slet, slet ikke den samme fokus på blodet, mudderet, lidelserne, lemlæstelserne og myrderierne, endsige de traumatiske virkninger, krigen har på flere af de medvirkende.
De fleste ældre krigsfilm (altså de, der er lavet FØR 'Saving Private Ryan') gør krig til noget spændende og nærmest romantisk. F.eks. ser man temmelig ofte, at hovedpersonen beundres (af de tilbageblivende, venner og slægtninge, herunder kæresten/konen) landsmænd for sit mod og sin tapperhed, sin ædelmodighed/offervilje eller sin fædrelandskærlighed, i forbindelse med at han drager i krig. Rigtig mange krigsfilm fra tidligere årtier ligner groft set westerns, hvor cowboys og indianere bare er byttet ud med amerikanske soldater og tyske soldater, og de har samme "uskyldige", nærmest harmløse og indimellem romantiske/muntre præg over sig. Også en nyere film som 'Pearl Harbor' kører denne efter min mening utålelige stil/tone.
Jeg føler overhovedet ikke nogen "rædsler", når nogen bliver skudt eller dør i de gamle film - det er næsten altid filmet, så man ser personerne på afstand, når bliver skudt og falder. Meget ublodigt, meget stillestående og ikke noget, der sådan rigtigt giver indtryk af krigens gru og voldsomhed. Ihvertfald er der ikke den samme følelsesmæssige, personlige slagkraft som når vi 'Saving Private Ryan' står, løber og ligger med personerne og ser det samme som dem, ja, ser ofrenes smerte, sår, tårer og angst o.s.v.
Jeg hader f.eks. den overfriske munterhed og heroisme, der ligger i dette klip fra 'The Longest Day':
Føj!
#1604 Ispep 11 år siden
Tak for den hr. lærer og tillykke med at du til fulde har forstået en Spielberg film.
Holde med/imod var måske ikke de mest oplagte ord at anvende, men sympatien er bestemt entydig (hvilket var min pointe), og så kan du fremhæve nok så mange gange, hvor pligtopfyldende de er, men det er Spielberg der former fortællingen/portrætterne og placerer sin sympati bestemte steder og har en holdning om tingene.
Jeg ved ikke hvad for nogle krigsfilm du ser/har set, men der er gode bud før og efter SpR vil jeg mene. Og i min bog lige den tand bedre. Jeg holder af SpR's ufattelig realistiske fotografi og kamerahåndtering, som virkelig er fermt udført, men indholdet og budskabet om krig, rædsler og omkostninger, synes jeg at have fået serveret bedre. Slut, prut finale. Og siden du afslutter med en youtube klip, får du også en fræk af mig:
Over and out, og beklager, at Collaterals tråd drukner i denne debat.
#1605 Skeloboy 11 år siden
Jeg er helt uenig! Alt under 6/6 er kritisabelt ;)
Bad dog mærke i den her: "Hvorfor er serien så fremragende? Personligt vil jeg tro at det er fordi serien er meget nem at gå til,". Den er måske umiddelbar nem at gå til, men hvis man virkelig skal falde for Seinfeld, så vil jeg mene, at det kræver at se en del afsnit for at lære personerne at kende. De er jo hamrende narcissistiske og ikke lige umiddelbart likeable - måske med undtagelse af Kramer(som også viser sig at være lidt selvcentreret til tider).
Anyway...jeg elsker Seinfeld :)
#1606 BN 11 år siden
se tråden til anmeldelsen af 'Saving Private Ryan'
#1607 Collateral 11 år siden
Når jeg taler om at den er sentimental, skal det ses i kontekst af sort/hvid delens egen afslutning hvor Schindler sætter tingene i perspektiv. Det er en så fremragende og stærk scene, at det ærgre mig at man ikke lader filmen ringer ud på den tone. Man kunne fint have den efterfølgende lille scene hvor de bliver fundet og begiver sig mod byen. Resten skulle for mig at se have været tekst.
Uanset hvor tæt man kommer de virkelige begivenheder er det stadig en filmfortælling vi her udsættes for og som en sådan er der nogle dramaturgiske normer, som jeg som publikum gerne ser fulgt. Selvfølgelig er der undtagelser, hvor der bliver leget med struktur og det er fint, men eftersom Spielberg netop er så dygtig til at fortælle på en meget professionel og solid måde, virker den tilføjede scene for mig ødelæggende for helheden. Der er en så god fornemmelse hele filmen igennem af struktur og sikkerhed i hvilken fortælling det er manden har på hjerte, at det sidste bare bliver en tematisk hammer, der insisterende slår de mange underspillede og alligevel tydelige tanker og følelser så eftertrykkeligt på plads, at jeg synes det bliver kluntet og kommer til at virke som en nedvurdering af tilskuerens egen evne til at uddrage konklusioner af oplevelsen.
Alle de punkter du nævner her er jeg enig i og mener jeg faktisk også at jeg har været omkring i min anmeldelse. Jeg har aldrig påstået at 'Schindlers liste' som helhed er sentimental, jeg har faktisk nærmest eksklusivt beklaget mig over de sidste 5 minutter (eller hvor meget den allersidste sekvens tager). Men det er til gengæld også et punkt der generer mig ret voldsomt når jeg ser filmen.
Spielberg har lavet den film han ville og fred med det, men jeg synes både denne og i øvrigt også 'Saving Private Ryan' har denne her tendens med at man lige skal have slået pointen fast en ekstra gang. Det er du uenig i BN, hvilket er fint, og jeg har forstået dine argumenter herfor.
Det kan du have ret i, men jeg fandt det nu ikke så svært at blive fænget af serien og det er egentlig alt der ligger i den sætning. Det tager ikke så frygtelig mange afsnit at fange netop den pointe du der fremhæver og det fine er jo at de ligger det frem så tydeligt som de gør, uden at man helt mister lysten til at se showet. I eksempelvis 'Will & Grace', som er en forfærdelig sit-com, er de fleste karakterer også afskyeligt overfladiske, men hvorvidt det er bevidst hele vejen rundt bliver bare aldrig rigtig tydeligt og det er faktisk ødelæggende for den serie.
#1608 Collateral 11 år siden
Det går nok :) Er jo kun fint at der kommer lidt diskussion ud af anmeldelserne... kunne selvfølgelig have været sjovt hvis det havde handlet lidt mere om 'Schindlers liste', men helt off topic var det jo ikke, og er ikke nogen nazi med disse ting.
#1609 BN 11 år siden
En sådan slutning ville jeg faktisk også have kunnet lide. Men jeg kan også godt lide den eksisterende - det jeg bedst kan lide ved den, er faktisk når der klippes tilbage til sort/hvid, hvor kameraet - til tonerne af det velkendte klaver-tema - panorerer henover en masse jøders regnvåde gravstene eller mindeplader, indtil billedet går i sort og strygerdelen sætter ind. Den stille musik og de sort/hvide billeder her er først og fremmest det, der efterlader mig i en eftertænksom, vemodig stemning ved tanken om dels alle ofrene for Holocaust, dels den dæmoniske, hadefulde ondskab som masseudryddelserne var et udtryk for.
Fremfor at være nogle bestemte tanker og følelser der slås fast, synes jeg såmænd blot, at de farvede slutbilleder (før vi igen går tilbage til sort/hvid) viser slutresultatet af Schindlers indsats. Men som sagt kan jeg godt følge dig i dine tanker omkring ovennævnte alternative måde at slutte filmen på. :-)
Ikke desto mindre lykkedes det mig/os at ordne en flytning den her gang! ;-)
#1610 Collateral 11 år siden