Jep. Det er jul og facebook tidslinjen flyder over med ønsker om en glædelig jul og jeg stemmer da gerne i. Bloggen har der været lidt stille på og det kan jeg ikke love markant forandres i 2014, MEN der er arbejdes på sagen og jeg har et par idéer til hvad der kunne give liv tilbage til mit lille hjørne af internettet. Så forhåbentlig er der spændende ting på vej til næste år. Tillad mig at slutte af med at promovere facebooksiden, som man kan tilgå ved at klikke ude til højre og hvor jeg forsøger at smide lidt kommentarer til ting der rører sig i filmverdenen fra tid til anden. Og så selvfølgelig endegyldigt at ønske en lun og rar jul til alle bloggens læsere.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
I en indsats for at 2014 skal blive et mere livligt år på denne blog, har jeg adspurgt min samlever, som har bloggen Xenias Bog-blog om hun kunne have lyst til at skrive et månedligt indlæg om filmatiserede bøger og deres forlæg. Xenia beskæftiger sig i dette sit første indlæg med den absolut anbefalelsesværdige film 'The Perks of Being a Wallflower' og dens forlæg, som jeg kun kender ganske lidt til.
3. Ordet af Carl Th. Dreyer: Morten Borgen er gårdejer og den troens mand, der vakte egnen for kristendommen i Grundtvigs ånd. Han har tre sønner; Mikkel, Johannes og Anders. Mikkel passer gården og er gift med Inger, men deler ikke faderens tro, Johannes har studeret teologi men er blevet sindssyg, og Anders vil gerne giftes med skrædderens Anne, hvis familie tilhører indre mission, der ikke kan forenes med grundtvigianismen, hvorfor de to unge ikke kan få hinanden. Inger føder en dødfødt søn og dør selv i barselsseng. De ulykkelige omstændigheder blødgør de to stejle fædre, der nu giver Anders og Anne lov til at gifte sig. Ingers datter Maren og Johannes, der har genvundet fornuften, beder ved Ingers kiste til Gud om at få hende opvækket fra de døde – og miraklet sker. (- Resume fra carlthdreyer.dk)
Carl Th. Dreyer var en fascinerende mand. Hans indsigt i filmmediet og historiefortælling var absolut unik og langt størstedelen af hans film er, som denne, absolut anbefalelsesværdig. Instruktøren havde en drøm om at lave en film om Jesu liv, hvilket aldrig blev indfriet - og så alligevel. For ‘Ordet’ er ret uforbeholdent en historie om tro. Således har jeg også måttet diskutere med mig selv hvorvidt jeg, som ateist, kunne placere filmen blandt mine favoritter. Tro er naturligvis en meget personlig ting og måske er det hvad der i sidste ende er så fint ved ‘Ordet’ og hvad der gør den ufravigelig som oplevelse. Den fortæller om tro og religion på en måde der er smuk i sin naivitet, men som samtidig indeholder en kompleksitet, der gør den mesterlig. Hvad der oprindeligt er så engagerende ved Dreyers film, er den særprægede stemning den emmer af. En højtidelighed og uvirkelighed som gør den nærmest overjordisk, hvilket jo passer meget godt med dens temaer.
Dreyer havde en stil der var umiskendeligt hans. Over hans tre talefilm udviklede han et roligt tempo, der dvælede frem for at jage oplagte visualiseringer. Han formåede at udnytte lyd som virkemiddel på en måde der til stadighed er fascinerende. I stedet for blot at understøtte hvad vi kan se, benytter Dreyer lydbilledet til at skabe stemninger og var samtidig meget bevidst om den vægt der ligger i fraværet af lyd. Ligesom instruktøren havde en forkærlighed for minimalisme, når det kom til hans kulisser, havde han det også med de øvrige virkemidler. Blandt de smukkeste øjeblikke i ‘Ordet’ er en sekvens hvor Johannes har en samtale om Ingers død med hendes datter Maren. Med en smerteligt rolig panorering omkring de to spillere tildeles seeren muligheden for at føle dialogen, uden hverken at blive under eller overstimuleret visuelt. Dreyers balance fungerede således at han brugte virkemidlerne præcis i den mængde og grad, som scenen og mediet forlangte, uden at fokus forsvinder for den centrale historie.
Henning Bendtsen og Dreyers æstetik er umulig ikke at nævne. Dybden af filmens symbolik har meget med billederne at gøre og ikke mindst lyset. En af de ting instruktøren gør, som er med til at skabe det virkelighedsfjerne udtryk instruktøren dyrker, er måden hvorpå skuespillerne næsten taler til publikum. Som det ofte er traditionen i moderne teater henvender karaktererne sig ikke til hinanden, de har i hvert fald sjældent øjenkontakt. Dette fremstår som en bevidst beslutning fra Dreyer og giver undertiden dialogen en fornemmelse af snarere at være udtalte tanker og følelser end egentlige meningsudvekslinger. Der er øjeblikke hvor karaktererne henvender sig mere direkte til hverandre og her er eksempelvis Mikkel og Inger ofte de mest jordbundne karakterer - måske fordi vores sympati for de to er så vigtig?
‘Ordet’ som fortælling er smuk fordi den indeholder livsangst, -lyst og -passion. Det kys filmen afsluttes med er ulig noget andet i filmhistorien, fordi det tildeles en vægt, som det var sjældent dengang og stadig er det. Inger og Mikkel udveksler ikke blot kys, men også både talte og uudtalte ord af passion og kærlighed til livet, som transcenderer religiøse tematikker og simpelthen kommer til at omhandle livet. I det hele taget kan ‘Ordet’ bevæge og engagere i hvert fald denne publikummer, på et grundniveau, som få andre film har formået det. Så til trods for at det religiøse tema ikke nødvendigvis står mit hjerte nær, gør denne film, mystisk og unik som den er, det alligevel.
Antichrist (Lars von Trier, 2009): Et par i dyb sorg tager til "Eden", deres hytte i skoven, for at komme videre i livet og redde deres forhold. Men de mister kontrollen, da naturen griber ind. Willem Dafor og Charlotte Gainsbourg (der modtog prisen for Bedste kvindelige skuespiller ved filmfestivalen i Cannes) spiller hovedrollerne i denne intense fortælling om ondskab, magt og kærlighed mellem to mennesker. (- Resume fra udgivelsen)
Mit bekendtskab med Lars Von Triers film startede cirka her omkring. Jeg husker ikke længere hvad det var der dragede mig mod lige præcis ‘Antichrist’, når nu jeg ikke tidligere havde haft det store kendskab til manden, måske havde jeg ligefrem tilsluttet mig gruppen af mennesker der decideret afskyr Trier. Under alle omstændigheder landede min bagdel i biografsædet og jeg benyttede derefter filmens spilletid på at have den absolut mest inddragende biografoplevelse jeg nogensinde har haft. Min antipati overfor filmskaberen opstod i forbindelse med noget tv jeg så omkring hans ‘Direktøren for det hele’ fra 2006, hvor instruktøren fortalte om de algoritmer der på tilfældig vis havde udregnet vinklerne i filmen. Jeg var oprørt over idéen om at en filmskaber reelt ikke længere skulle skabe sin film, men blot overlade udseendet til en computer. Herfra hvor jeg nu står, synes det nemmere at acceptere den type forsøg, fordi det netop er i afsøgningen af filmmediets grænser at Trier kan komme til at stråle. Det er ‘Antichrist’ et glimrende eksempel på. Filmen vakte selvsagt opmærksomhed i pressen for sine provokerende elementer og det overskyggede langt omtalen af selve filmen. Da de frygtsomme samtaler om nosser der bliver kvast og vaginaer der mishandles stilnede af, efterlod filmen både en række flotte og en mængde ekstremt negative anmeldelser bag sig og som med så mange kunstværker, efterlades filmen selv tilbage, som den eneste målestok man i sidste ende kan bruge til noget, når der tale om noget der som Trier skiller vandene.
Og hvilken film det er. Temaer som sorg, sex og ondskab boltrer sig imellem hverandre, hvilket efterlader tilskueren i en absolut trance. Anthony Dod Mantles billeder har sandsynligvis været for kønne for Trier i retrospekt, men for undertegnede skal den dygtige kinematograf ikke høre nogen klager. Der veksles mellem det råt upolerede og det grotesk smukke, hvilket er en vindende kombination, når det kombineres med filmens fortælling. ‘Antichrist’ er blevet kaldt mandschauvinistisk og kvindefordømmende. Hvorvidt Trier har komplekser i forhold til kvinder, skal jeg ikke forholde mig til, men til trods for alt det der kan tolkes i den retning, må man samtidig konstatere at Charlotte Gainsbourgs karakter, ikke alene er sympatisk en vis del af filmens forløb, men også indeholder mest af Trier selv, som jo netop har kæmpet med den angst og depression, som hun portrætterer. Samtidig er Trier en af de allermest dygtige manuskriptforfattere, når det kommer til at udforme stærke feminine karakterer, hvilket også er årsagen til at han til stadighed, sine frækheder til trods, kan tiltrække velkendte amerikanske skuespillerinder til sine film.
Kristian Eidnes Andersen har skabt lydcollager til filmen, som jeg tøver med at kalde decideret musik, men som fuldt ud kan måle sig med det ellers mesterligt foruroligende underlæg Tobe Hoopers ‘The Texas Chainsaw Massacre’ var pakket ind i. Charlotte Gainsbourg og Willem Dafoe der i samarbejde skal bære filmen på deres skuldre, er blevet pacet til at yde deres absolut bedste. Dafoe er i det hele taget fremragende som skuespiller, men kan have en tendens til at være overmåde underholdende i hans overspil. Det er der ikke et spor af her. Begge figurer er mesterligt afbalanceret mellem det sympatiske og det usympatiske. Dafoe bliver undertiden tilskuerens primære fokus, men indledningsvis er det ham der foretager mange af fejlene og ikke vil dæmme op for smerten i det tab han har lidt. Det er muligt at filmen er hård ved kvinder, men den har bestemt heller ikke den store sympati overfor machomanden, der hiver i jernskjorten og fralægger sig sine egne følelser for at dyrke sin partners.
‘Antichrist’ er i høj grad en film der skal opleves med det fulde sanseapparat. Dens sorgfortælling er hjerteskærende og den stemning af noget uforløst som hviler over det meste af filmen, skaber en anspændthed, som ingen ‘Paranormal Activity’ eller tilsvarende suspensebaserede gyserfilm kan matche. Med andre ord er ‘Antichrist’ udover sin symbolisme, tungsindighed og multifacetterede fortælling, en fandens god skrækfilm. Den oser af stemning og mens Trier eksempelvis i ‘Riget’ skifter mellem stemninger og tager det gode med det onde, er ‘Antichrist’ nådesløs i sin fastholdelse af ondskaben, sorgen og mørket.
Husk at du kan læse denne og tidligere anmeldelse på min blog, hvor der også er mulighed for at se resten af min top 10 og listen over ekstraordinære filmoplevelser - samt en masse andet.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Lidt overraskende anden plads. Jeg kan ikke sige, at jeg deler din begejstring ;)
Da jeg lavede listen oprindeligt lå den faktisk som nummer 1, men har byttet plads med nuværende førsteplads, som jeg lige er en knivspids mere glad for.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
#1791 Collateral 10 år siden
Stalled
Jep. Det er jul og facebook tidslinjen flyder over med ønsker om en glædelig jul og jeg stemmer da gerne i. Bloggen har der været lidt stille på og det kan jeg ikke love markant forandres i 2014, MEN der er arbejdes på sagen og jeg har et par idéer til hvad der kunne give liv tilbage til mit lille hjørne af internettet. Så forhåbentlig er der spændende ting på vej til næste år. Tillad mig at slutte af med at promovere facebooksiden, som man kan tilgå ved at klikke ude til højre og hvor jeg forsøger at smide lidt kommentarer til ting der rører sig i filmverdenen fra tid til anden. Og så selvfølgelig endegyldigt at ønske en lun og rar jul til alle bloggens læsere.
#1792 Collateral 10 år siden
Bog til film: The Perks of Being a Wallflower
#1793 Collateral 10 år siden
Morten Borgen er gårdejer og den troens mand, der vakte egnen for kristendommen i Grundtvigs ånd. Han har tre sønner; Mikkel, Johannes og Anders. Mikkel passer gården og er gift med Inger, men deler ikke faderens tro, Johannes har studeret teologi men er blevet sindssyg, og Anders vil gerne giftes med skrædderens Anne, hvis familie tilhører indre mission, der ikke kan forenes med grundtvigianismen, hvorfor de to unge ikke kan få hinanden. Inger føder en dødfødt søn og dør selv i barselsseng. De ulykkelige omstændigheder blødgør de to stejle fædre, der nu giver Anders og Anne lov til at gifte sig. Ingers datter Maren og Johannes, der har genvundet fornuften, beder ved Ingers kiste til Gud om at få hende opvækket fra de døde – og miraklet sker.
(- Resume fra carlthdreyer.dk)
Carl Th. Dreyer var en fascinerende mand. Hans indsigt i filmmediet og historiefortælling var absolut unik og langt størstedelen af hans film er, som denne, absolut anbefalelsesværdig. Instruktøren havde en drøm om at lave en film om Jesu liv, hvilket aldrig blev indfriet - og så alligevel. For ‘Ordet’ er ret uforbeholdent en historie om tro. Således har jeg også måttet diskutere med mig selv hvorvidt jeg, som ateist, kunne placere filmen blandt mine favoritter. Tro er naturligvis en meget personlig ting og måske er det hvad der i sidste ende er så fint ved ‘Ordet’ og hvad der gør den ufravigelig som oplevelse. Den fortæller om tro og religion på en måde der er smuk i sin naivitet, men som samtidig indeholder en kompleksitet, der gør den mesterlig. Hvad der oprindeligt er så engagerende ved Dreyers film, er den særprægede stemning den emmer af. En højtidelighed og uvirkelighed som gør den nærmest overjordisk, hvilket jo passer meget godt med dens temaer.
Dreyer havde en stil der var umiskendeligt hans. Over hans tre talefilm udviklede han et roligt tempo, der dvælede frem for at jage oplagte visualiseringer. Han formåede at udnytte lyd som virkemiddel på en måde der til stadighed er fascinerende. I stedet for blot at understøtte hvad vi kan se, benytter Dreyer lydbilledet til at skabe stemninger og var samtidig meget bevidst om den vægt der ligger i fraværet af lyd. Ligesom instruktøren havde en forkærlighed for minimalisme, når det kom til hans kulisser, havde han det også med de øvrige virkemidler. Blandt de smukkeste øjeblikke i ‘Ordet’ er en sekvens hvor Johannes har en samtale om Ingers død med hendes datter Maren. Med en smerteligt rolig panorering omkring de to spillere tildeles seeren muligheden for at føle dialogen, uden hverken at blive under eller overstimuleret visuelt. Dreyers balance fungerede således at han brugte virkemidlerne præcis i den mængde og grad, som scenen og mediet forlangte, uden at fokus forsvinder for den centrale historie.
Henning Bendtsen og Dreyers æstetik er umulig ikke at nævne. Dybden af filmens symbolik har meget med billederne at gøre og ikke mindst lyset. En af de ting instruktøren gør, som er med til at skabe det virkelighedsfjerne udtryk instruktøren dyrker, er måden hvorpå skuespillerne næsten taler til publikum. Som det ofte er traditionen i moderne teater henvender karaktererne sig ikke til hinanden, de har i hvert fald sjældent øjenkontakt. Dette fremstår som en bevidst beslutning fra Dreyer og giver undertiden dialogen en fornemmelse af snarere at være udtalte tanker og følelser end egentlige meningsudvekslinger. Der er øjeblikke hvor karaktererne henvender sig mere direkte til hverandre og her er eksempelvis Mikkel og Inger ofte de mest jordbundne karakterer - måske fordi vores sympati for de to er så vigtig?
‘Ordet’ som fortælling er smuk fordi den indeholder livsangst, -lyst og -passion. Det kys filmen afsluttes med er ulig noget andet i filmhistorien, fordi det tildeles en vægt, som det var sjældent dengang og stadig er det. Inger og Mikkel udveksler ikke blot kys, men også både talte og uudtalte ord af passion og kærlighed til livet, som transcenderer religiøse tematikker og simpelthen kommer til at omhandle livet. I det hele taget kan ‘Ordet’ bevæge og engagere i hvert fald denne publikummer, på et grundniveau, som få andre film har formået det. Så til trods for at det religiøse tema ikke nødvendigvis står mit hjerte nær, gør denne film, mystisk og unik som den er, det alligevel.
Anmeldelsen på min blog
Listen over ekstraordinære filmoplevelser
#1794 Collateral 10 år siden
Antichrist (Lars von Trier, 2009):
Et par i dyb sorg tager til "Eden", deres hytte i skoven, for at komme videre i livet og redde deres forhold. Men de mister kontrollen, da naturen griber ind. Willem Dafor og Charlotte Gainsbourg (der modtog prisen for Bedste kvindelige skuespiller ved filmfestivalen i Cannes) spiller hovedrollerne i denne intense fortælling om ondskab, magt og kærlighed mellem to mennesker.
(- Resume fra udgivelsen)
Mit bekendtskab med Lars Von Triers film startede cirka her omkring. Jeg husker ikke længere hvad det var der dragede mig mod lige præcis ‘Antichrist’, når nu jeg ikke tidligere havde haft det store kendskab til manden, måske havde jeg ligefrem tilsluttet mig gruppen af mennesker der decideret afskyr Trier. Under alle omstændigheder landede min bagdel i biografsædet og jeg benyttede derefter filmens spilletid på at have den absolut mest inddragende biografoplevelse jeg nogensinde har haft. Min antipati overfor filmskaberen opstod i forbindelse med noget tv jeg så omkring hans ‘Direktøren for det hele’ fra 2006, hvor instruktøren fortalte om de algoritmer der på tilfældig vis havde udregnet vinklerne i filmen. Jeg var oprørt over idéen om at en filmskaber reelt ikke længere skulle skabe sin film, men blot overlade udseendet til en computer. Herfra hvor jeg nu står, synes det nemmere at acceptere den type forsøg, fordi det netop er i afsøgningen af filmmediets grænser at Trier kan komme til at stråle. Det er ‘Antichrist’ et glimrende eksempel på. Filmen vakte selvsagt opmærksomhed i pressen for sine provokerende elementer og det overskyggede langt omtalen af selve filmen. Da de frygtsomme samtaler om nosser der bliver kvast og vaginaer der mishandles stilnede af, efterlod filmen både en række flotte og en mængde ekstremt negative anmeldelser bag sig og som med så mange kunstværker, efterlades filmen selv tilbage, som den eneste målestok man i sidste ende kan bruge til noget, når der tale om noget der som Trier skiller vandene.
Og hvilken film det er. Temaer som sorg, sex og ondskab boltrer sig imellem hverandre, hvilket efterlader tilskueren i en absolut trance. Anthony Dod Mantles billeder har sandsynligvis været for kønne for Trier i retrospekt, men for undertegnede skal den dygtige kinematograf ikke høre nogen klager. Der veksles mellem det råt upolerede og det grotesk smukke, hvilket er en vindende kombination, når det kombineres med filmens fortælling. ‘Antichrist’ er blevet kaldt mandschauvinistisk og kvindefordømmende. Hvorvidt Trier har komplekser i forhold til kvinder, skal jeg ikke forholde mig til, men til trods for alt det der kan tolkes i den retning, må man samtidig konstatere at Charlotte Gainsbourgs karakter, ikke alene er sympatisk en vis del af filmens forløb, men også indeholder mest af Trier selv, som jo netop har kæmpet med den angst og depression, som hun portrætterer. Samtidig er Trier en af de allermest dygtige manuskriptforfattere, når det kommer til at udforme stærke feminine karakterer, hvilket også er årsagen til at han til stadighed, sine frækheder til trods, kan tiltrække velkendte amerikanske skuespillerinder til sine film.
Kristian Eidnes Andersen har skabt lydcollager til filmen, som jeg tøver med at kalde decideret musik, men som fuldt ud kan måle sig med det ellers mesterligt foruroligende underlæg Tobe Hoopers ‘The Texas Chainsaw Massacre’ var pakket ind i. Charlotte Gainsbourg og Willem Dafoe der i samarbejde skal bære filmen på deres skuldre, er blevet pacet til at yde deres absolut bedste. Dafoe er i det hele taget fremragende som skuespiller, men kan have en tendens til at være overmåde underholdende i hans overspil. Det er der ikke et spor af her. Begge figurer er mesterligt afbalanceret mellem det sympatiske og det usympatiske. Dafoe bliver undertiden tilskuerens primære fokus, men indledningsvis er det ham der foretager mange af fejlene og ikke vil dæmme op for smerten i det tab han har lidt. Det er muligt at filmen er hård ved kvinder, men den har bestemt heller ikke den store sympati overfor machomanden, der hiver i jernskjorten og fralægger sig sine egne følelser for at dyrke sin partners.
‘Antichrist’ er i høj grad en film der skal opleves med det fulde sanseapparat. Dens sorgfortælling er hjerteskærende og den stemning af noget uforløst som hviler over det meste af filmen, skaber en anspændthed, som ingen ‘Paranormal Activity’ eller tilsvarende suspensebaserede gyserfilm kan matche. Med andre ord er ‘Antichrist’ udover sin symbolisme, tungsindighed og multifacetterede fortælling, en fandens god skrækfilm. Den oser af stemning og mens Trier eksempelvis i ‘Riget’ skifter mellem stemninger og tager det gode med det onde, er ‘Antichrist’ nådesløs i sin fastholdelse af ondskaben, sorgen og mørket.
Husk at du kan læse denne og tidligere anmeldelse på min blog, hvor der også er mulighed for at se resten af min top 10 og listen over ekstraordinære filmoplevelser - samt en masse andet.
#1795 MOVIE1000 10 år siden
#1796 Collateral 10 år siden
#1797 Ispep 10 år siden
#1798 Collateral 10 år siden
Da jeg lavede listen oprindeligt lå den faktisk som nummer 1, men har byttet plads med nuværende førsteplads, som jeg lige er en knivspids mere glad for.
#1799 Ispep 10 år siden
#1800 Ispep 10 år siden