[b]48. The Libertine af Laurence Dunmore: Jarlen af Rochester er blevet landsforvist, men bliver kaldt tilbage af kongen, som vil have Jarlen til at udleve sit potentiale. Først vil han have ham til at skrive smukke taler til landets styrer, derefter vil han have ham til at skrive et mesterværk, som kan stå til minde om kongens styre. Jarlen selv sender al sin kærlighed til teatret, for det er kun her han kan føle livet. Resten af tiden bruger han på at skubbe alt langt ud over grænserne, og kæmper desperat for at finde en følelse i sit liv.
Der er mørkt. Man fornemmer mørket igennem, hvad der nærmest kan betegnes som et kighul, og pludselig sidder han der. Jarlen af Rochester. Han fortæller at vi ikke vil kunne lide ham, og at damer såvel som mænd skal tage sig i agt. På den måde er vi kastet ind i filmens handling, undrende, for hvorfor denne direkte henvendelse til publikum? Teatret er det absolutte centrum i denne fortælling, fordi teatret handler så meget om det vi ser. Facaden. Jarlen af Rochester er på samme måde, han er mere overflade end fyld. Ikke at der ikke er masser af vid bagved denne overflade, men han spiller overfladen så overbevisende, at de fleste tror at dette er hans egentlige personlighed. Det skal vise sig at det er det ikke. For da filmen slutter, sidder han der pludselig igen, men nu konstaterer han ikke længere blot at vi ikke vil kunne lide ham, men spørger: ”Do you like me now?” igen og igen, alt imens han forsvinder ud i mørket. Til allersidst kan man se ham tage en tår af sit glas, hvilket viser at vi stadig har at gøre med overfladen. Vi har stadig at gøre med den mand der er så følelsesløs at han må finde sine følelser, enten i alkoholens berusende verden, eller i teatret. Hele filmen er en del af hele den pointe Jarlen forsøger at kommunikerer. Han siger han er ligeglad, hvilket han måske også var engang, men pludselig forstår han livet. Igennem kærligheden forstår han at elske livet, og netop som han når til det højdepunkt, er det hele slut.
Filmisk er ”The Libertine” bevidst rå. Der er masser af billedstøj, som giver billedet en ufin kant der passer perfekt til karakteren. Kulisserne er overbevisende, men bevidst nedspillede, fordi vi har at gøre med en film der nærmest eksklusivt fokuserer på vores hovedperson. Der er ikke meget overflødigt fedt på sidebenene af denne film. Sproget er overvældende, og giver en periode fornemmelse, som er herlig at bevidne. Musikken er et bærende element, og er meget emotionel og storladen, hvilket står i god kontrast til de upolerede billeder. Filmen er fyldt med humor på mange niveauer, der er både jokes langt under bæltestedet, men der er også mere eftertænksomme morsomheder. F.eks. i scenen hvor Jarlen foreslår en maler at han i stedet for at male jarlen og hans hustru, kunne male Jarlen med en abe. Det er virkelig skæv humor, fordi det skaber en ubehagelig stemning imellem Jarlen og konen, men det er samtidig eminent udført af de to skuespillere, fordi hustruen aldeles ikke finder det morsomt, men er såret. Samtidig skammer Jarlen sig også selv over joken, og siger til sin tjener: ”I don't mean to upset people, but I must speak my mind. For what's in my mind is far more interesting than what's outside my mind.”
Skuespillet er naturligvis også i centrum, og vi har måske at gøre med Johnny Depps mest overbevisende præstation. Ikke alene er hans replikker overbevisende talt, og bliver aldrig unaturlige på trods af deres storladne karakter, men indlevelsen er så overvældende, at selv den mest inkarnerede Depp fan må glemme alt om manden selv, og fokuserer fuldstændigt på karakteren, som ligesom filmen er upoleret i sit sprogbrug, og senere i filmen også rent fysisk. Den anden skuespiller jeg vil nævne er Rosamund Pike, som gør et usædvanligt arbejde med sin karakter. Karakteren kunne nemlig snildt have forblevet en forsagt kvinde, som der ofte findes i denne type film, men i stedet bliver hun en stærk kvinde, som virkelig elsker vores hovedkarakter, på trods af alle hans fejl. Scenen hvori Pike og Depps karakter endeligt ventilerer al deres indestængte vrede overfor hinanden, er noget af det mest velfungerende og rørende jeg har set på film.
”The Libertine” er ikke bare et kostumedrama, faktisk er hele den historiske setting ganske underspillet, og som tidligere nævnt, er det Jarlens film. Det er ham vi kommer til at fatte sympati for, om han så vil have det eller ej.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Det lader til at "The Libertine" vækker meget lidt genklang, så vi prøver at se om den næste placering kan gøre det.
47. Bride of Chucky af Ronny Yu: Chucky er tilbage. Mere blodtørstig end nogensinde før, og denne gang også med et par verbale lussinger til popkulturen.
Tiffany er tiltrukket af døden, og hun indleder da også filmen med at dræbe den politimand hun havde indgået en aftale med om at få udleveret Chucky. Inden længe er Tiffany selv blevet til en dukke ligesom Chcuky, og må nu kæmpe sig frem imod en ny menneskelig form. Et ungt par der er på flugt fra pigens familie bliver rodet ind i hele redeligheden, og der sås så småt mistillid de to imellem.
Jeg kan godt se det. Bride of Chucky er over the top. Den er filmisk ikke på højde med nogen af de film der er nævnt før den på denne liste, men den har en ting som er top årsagen til den høje placering, og det er at den er helt enormt underholdende. Den har humor, den har one-liners og den har to morderiske, sexfikserede psykopatiske dukker i hovedrollerne. Brad Dourif er endnu engang eminent som Chucky, Jennifer Tilly introduceres i denne film som hans bedre halvdel, og hun gør det absolut glimrende. Hendes stemme er som skabt til at komme ud af munden på en forræderisk dræberdukke, som har helt styr på familieværdierne, og præcis hvordan hun forestiller sig en mand skal være.
Der er intet som et morderisk par. Se på Bonnie & Clyde, se på Mickey & Mallory: Det er ikke at vi ikke ved at de gør noget forkert, men det er bare det at især sidstnævntes blodtørst kombineret med deres storladne kærlighed til hinanden, gemmer på en masse romantik, men først og fremmest en masse politisk ukorrekt humor. Med andre ord giver parret Chucky & Tiffany fingeren til populærkulturen, og tilslutter sig samtidig netop denne. Det er det ironiske ved filmen.
En anden grund til at denne film ender med at fungere så godt, i modsætning til fortsættelsen ”Seed of Chucky” som også vægter humoren, er at serien på dette tidspunkt har haft mest vægt på gyserelementet, og det bruges her som en vægtskål til at holde igen på humoren, som også går på hele filmens form, og mordenes udførsel. F.eks. da Chucky forbereder sig på at begå et mord med en kniv, og Tiffany opgivende siger: ”For god's sake Chucky, drag yourself into the 90s. Stabbings went out with Bundy and Dahmer. You look like Martha Stewart with that thing.”
Alt I alt har vi her at gøre med en film som formentligt ikke vil gå over I historiebøgerne, men når den alligevel ender relativt højt på denne liste er det fordi den morer mig. Jeg har set den gentagne gange, og selvom alle jokes ikke er lige gode, er der alligevel noget herligt mørkt og provokerende over dem, og jeg elsker filmens attitude. Havde den femte film i serien leveret ligeså god underholdning, med ligeså stort engagement og med ligeså stor respekt for sine forgængere, havde der måske været en sjette film under opsejling i stedet for det remake som er blevet lovet fra Hollywood. Uanset kunne man jo aldrig have tvivlet på om Chucky ville vende tilbage, for som han selv siger: ” Go ahead and shoot! I'll be back! I ALWAYS come back! ... But dying is such a bitch!”
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
#61 Collateral 13 år siden
#62 Lord Beef Jerky 13 år siden
#63 Collateral 13 år siden
#64 MOVIE1000 13 år siden
#65 filmz-Myrepip 13 år siden
#66 Kruse 13 år siden
#67 Collateral 13 år siden
#68 Collateral 13 år siden
Jarlen af Rochester er blevet landsforvist, men bliver kaldt tilbage af kongen, som vil have Jarlen til at udleve sit potentiale. Først vil han have ham til at skrive smukke taler til landets styrer, derefter vil han have ham til at skrive et mesterværk, som kan stå til minde om kongens styre. Jarlen selv sender al sin kærlighed til teatret, for det er kun her han kan føle livet. Resten af tiden bruger han på at skubbe alt langt ud over grænserne, og kæmper desperat for at finde en følelse i sit liv.
Der er mørkt. Man fornemmer mørket igennem, hvad der nærmest kan betegnes som et kighul, og pludselig sidder han der. Jarlen af Rochester. Han fortæller at vi ikke vil kunne lide ham, og at damer såvel som mænd skal tage sig i agt. På den måde er vi kastet ind i filmens handling, undrende, for hvorfor denne direkte henvendelse til publikum? Teatret er det absolutte centrum i denne fortælling, fordi teatret handler så meget om det vi ser. Facaden. Jarlen af Rochester er på samme måde, han er mere overflade end fyld. Ikke at der ikke er masser af vid bagved denne overflade, men han spiller overfladen så overbevisende, at de fleste tror at dette er hans egentlige personlighed. Det skal vise sig at det er det ikke. For da filmen slutter, sidder han der pludselig igen, men nu konstaterer han ikke længere blot at vi ikke vil kunne lide ham, men spørger: ”Do you like me now?” igen og igen, alt imens han forsvinder ud i mørket. Til allersidst kan man se ham tage en tår af sit glas, hvilket viser at vi stadig har at gøre med overfladen. Vi har stadig at gøre med den mand der er så følelsesløs at han må finde sine følelser, enten i alkoholens berusende verden, eller i teatret. Hele filmen er en del af hele den pointe Jarlen forsøger at kommunikerer. Han siger han er ligeglad, hvilket han måske også var engang, men pludselig forstår han livet. Igennem kærligheden forstår han at elske livet, og netop som han når til det højdepunkt, er det hele slut.
Filmisk er ”The Libertine” bevidst rå. Der er masser af billedstøj, som giver billedet en ufin kant der passer perfekt til karakteren. Kulisserne er overbevisende, men bevidst nedspillede, fordi vi har at gøre med en film der nærmest eksklusivt fokuserer på vores hovedperson. Der er ikke meget overflødigt fedt på sidebenene af denne film. Sproget er overvældende, og giver en periode fornemmelse, som er herlig at bevidne. Musikken er et bærende element, og er meget emotionel og storladen, hvilket står i god kontrast til de upolerede billeder. Filmen er fyldt med humor på mange niveauer, der er både jokes langt under bæltestedet, men der er også mere eftertænksomme morsomheder. F.eks. i scenen hvor Jarlen foreslår en maler at han i stedet for at male jarlen og hans hustru, kunne male Jarlen med en abe. Det er virkelig skæv humor, fordi det skaber en ubehagelig stemning imellem Jarlen og konen, men det er samtidig eminent udført af de to skuespillere, fordi hustruen aldeles ikke finder det morsomt, men er såret. Samtidig skammer Jarlen sig også selv over joken, og siger til sin tjener: ”I don't mean to upset people, but I must speak my mind. For what's in my mind is far more interesting than what's outside my mind.”
Skuespillet er naturligvis også i centrum, og vi har måske at gøre med Johnny Depps mest overbevisende præstation. Ikke alene er hans replikker overbevisende talt, og bliver aldrig unaturlige på trods af deres storladne karakter, men indlevelsen er så overvældende, at selv den mest inkarnerede Depp fan må glemme alt om manden selv, og fokuserer fuldstændigt på karakteren, som ligesom filmen er upoleret i sit sprogbrug, og senere i filmen også rent fysisk. Den anden skuespiller jeg vil nævne er Rosamund Pike, som gør et usædvanligt arbejde med sin karakter. Karakteren kunne nemlig snildt have forblevet en forsagt kvinde, som der ofte findes i denne type film, men i stedet bliver hun en stærk kvinde, som virkelig elsker vores hovedkarakter, på trods af alle hans fejl. Scenen hvori Pike og Depps karakter endeligt ventilerer al deres indestængte vrede overfor hinanden, er noget af det mest velfungerende og rørende jeg har set på film.
”The Libertine” er ikke bare et kostumedrama, faktisk er hele den historiske setting ganske underspillet, og som tidligere nævnt, er det Jarlens film. Det er ham vi kommer til at fatte sympati for, om han så vil have det eller ej.
#69 Collateral 13 år siden
47. Bride of Chucky af Ronny Yu:
Chucky er tilbage. Mere blodtørstig end nogensinde før, og denne gang også med et par verbale lussinger til popkulturen.
Tiffany er tiltrukket af døden, og hun indleder da også filmen med at dræbe den politimand hun havde indgået en aftale med om at få udleveret Chucky. Inden længe er Tiffany selv blevet til en dukke ligesom Chcuky, og må nu kæmpe sig frem imod en ny menneskelig form. Et ungt par der er på flugt fra pigens familie bliver rodet ind i hele redeligheden, og der sås så småt mistillid de to imellem.
Jeg kan godt se det. Bride of Chucky er over the top. Den er filmisk ikke på højde med nogen af de film der er nævnt før den på denne liste, men den har en ting som er top årsagen til den høje placering, og det er at den er helt enormt underholdende. Den har humor, den har one-liners og den har to morderiske, sexfikserede psykopatiske dukker i hovedrollerne. Brad Dourif er endnu engang eminent som Chucky, Jennifer Tilly introduceres i denne film som hans bedre halvdel, og hun gør det absolut glimrende. Hendes stemme er som skabt til at komme ud af munden på en forræderisk dræberdukke, som har helt styr på familieværdierne, og præcis hvordan hun forestiller sig en mand skal være.
Der er intet som et morderisk par. Se på Bonnie & Clyde, se på Mickey & Mallory: Det er ikke at vi ikke ved at de gør noget forkert, men det er bare det at især sidstnævntes blodtørst kombineret med deres storladne kærlighed til hinanden, gemmer på en masse romantik, men først og fremmest en masse politisk ukorrekt humor. Med andre ord giver parret Chucky & Tiffany fingeren til populærkulturen, og tilslutter sig samtidig netop denne. Det er det ironiske ved filmen.
En anden grund til at denne film ender med at fungere så godt, i modsætning til fortsættelsen ”Seed of Chucky” som også vægter humoren, er at serien på dette tidspunkt har haft mest vægt på gyserelementet, og det bruges her som en vægtskål til at holde igen på humoren, som også går på hele filmens form, og mordenes udførsel. F.eks. da Chucky forbereder sig på at begå et mord med en kniv, og Tiffany opgivende siger: ”For god's sake Chucky, drag yourself into the 90s. Stabbings went out with Bundy and Dahmer. You look like Martha Stewart with that thing.”
Alt I alt har vi her at gøre med en film som formentligt ikke vil gå over I historiebøgerne, men når den alligevel ender relativt højt på denne liste er det fordi den morer mig. Jeg har set den gentagne gange, og selvom alle jokes ikke er lige gode, er der alligevel noget herligt mørkt og provokerende over dem, og jeg elsker filmens attitude. Havde den femte film i serien leveret ligeså god underholdning, med ligeså stort engagement og med ligeså stor respekt for sine forgængere, havde der måske været en sjette film under opsejling i stedet for det remake som er blevet lovet fra Hollywood. Uanset kunne man jo aldrig have tvivlet på om Chucky ville vende tilbage, for som han selv siger: ” Go ahead and shoot! I'll be back! I ALWAYS come back! ... But dying is such a bitch!”
#70 MOVIE1000 13 år siden