51. Kærlighed på Film af Ole Bornedal: Jonas er en helt almindelig mand. Han er så almindelig at det går ham på nerverne. En dag er han og hans familie vidne til et biluheld, som kommer til at ændre alt i Jonas’ liv. Han forelsker sig i Julia, som var kvinden i den forulykkede bil, og der tager historien om kærlighed på film sit udspring.
”Kærlighed på film” er i virkeligheden så banal som noget kan være. Historier om utroskab og kærlighed er nok det mest gennemtærskede i filmhistorien. Det grundlæggende drama i denne film er dog også relativt banalt, men takket være en formmæssig legesyge, gøres denne film til noget helt særligt. Grundlæggende er filmen et drama, men oven på dramaet bygges der et thriller element, og senere gyserelementer, makaber humor og alt det skaber tilsammen en film der er underholdende, men også kunstnerisk. Den visuelle stilsikkerhed er en ting, men lydkulissen er hvad der i virkeligheden hæver denne film et niveau. Et godt eksempel er en scene hvori Jonas har sex med Julia, lyden af hendes støn begynder langsomt, men pludselig skifter billedet, og vi ser Jonas ligge ved siden af sin kone, alt imens Julias støn bliver ved med at stige i intensitet. Konen siger: ”Boller du uden om Jonas?” og Jonas siger: ”Nej, Mette, nej.” Der er en humor i selvmodsigelsen, men langt tydeligere er det hvor beskidt Jonas føler sig. Hvor meget vi som publikum hader ham for hvad han gør, men samtidig forstår hans bevæggrunde, og har en vis sympati for ham.
Anders W. Berthelsen er i hovedrollen overbevisende, som den helt almindelige fyr, og Nikolaj Lie Kaas får vist nye sider af sit store talent. Skønt disse to skuespillere i en periode har været meget overbrugte navne indenfor dansk film kan deres præstation her ikke fornægtes, det er skuespil af allerbedste kaliber. Charlotte Fich er til gengæld en skuespiller ikke er blevet brugt til hendes fulde potentiale siden hendes rolle i DRs Rejseholdet. Hun gør et glimrende job i denne film, og leverer en kvinde i hvem publikum, ligesom Jonas, både kan finde noget at elske og noget at hade. Hun symboliserer både noget smukt og elskeligt, og noget trist og deprimerende på samme tid – ligesom hverdagen selv kan gøre det. At hun overhovedet kan få nogen sympati fra publikum er fuldt ud Fichs præstation. Andre skuespillere kunne snildt have overspillet det bitchede, og underspillet det kærlige i sådan en grad at hele karakterens fundament ville have syntes urealistisk, men her er ingen slinger i valsen. Charlotte Fich leverer, og det fremragende.
Når vi nu er ved emnet dansk film, så syntes jeg at det er et problem at dansk film nærmest er blevet en genre. Dansk film er så mange ting, og når man spørger bredt, tror jeg man vil møde en del der skærer hele landets filmproduktion over en kam, og hvorfor? Fordi overforbruget af de samme skuespillere, de samme emner og de samme instruktører har gjort det umuligt for menig mand at skelne filmene fra hinanden. Her er dog en film som skal stå med fed i oversigten over de seneste års dansk film. Her er en film der tør tage skridtet fuldt ud, være ambitiøs, underholdende og kunstnerisk på samme tid. At provokere og please på samme tid, og det er ikke nogen let opgave – hverken i Danmark, USA eller nogen andre steder.
Hen i mod slutningen af filmen bygges der en tone op, som er helt sin egen, og er et mix af anspændt dialog ala Tarantino, og nervepirrende gyserelementer. Denne film har simpelthen hele bakken fra de mørke films landskab. Selvironien, samfundskritikken og overvejelser der rejser sig ud over den nære situation, og op på et mere højtravende nærmest filosofisk lag. Derudover er der flere hilsner til Oliver Stones ”Natural Born Killers”, og instruktørens eget værk ”Nattevagten.”
”Kærlighed på film” er en film, som tager et meget ufarvet kig på films virkemidler, samtidig med den selv bruger løs af nogle andre virkemidler. Det virker måske ironisk, og det er det også. Lyt til et enkelt interview med Bornedal og pludselig forstår man at der ligger en vis distancering i meget af hans arbejde. En selvironi, og en selvbevidsthed, som i disse dage er sjældent at finde.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Jeg har den stående på hylden, men har endnu ikke fået lysten til, at smide den i afspilleren. Jeg ved ikke rigtigt hvorfor. Jeg tror måske, at jeg lidt har forventet noget "typisk dansk" drama-film, skåret efter den samme standard skabelon. Men at se den på en bruger top liste, sparker alligevel lidt til min nysgerrighed. Spændende. :)
Nyeste anmeldelse: "The Thin Red Line" : http://bonysblog.wordpress.com/
Jeg er heller ikke vild med danske film, men jeg kunne også rigtigt godt lide "Kærlighed på Film". Vel nok fordi at den nærmere minder om en amerikansk film end en dansk film.
"Dave, this conversation can serve no purpose anymore. Goodbye."
#53: Jeg syntes den er meget sin egen, og blander en hel masse genre. Den er både rørende, men hænger heller ikke fast i enkelte scener, som visse danske film har en tendens til.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
[b]50. Sleepy Hollow af Tim Burton: Ichabod Crane er foran sin tid. Han afskyr den uakademiske tilgang der er til forbrydelser i hans tid, og påberåbe sig igen og igen opmærksomhed i et forsøg på at skabe mere fornuftige regler. Han sendes derfor af sted for at opklarer nogle mystiske mord i byen Sleepy Hollow, og her sættes hans akademiske viden og tro på prøve af de lokale, som taler om en hovedløs rytter. I en hyldest af de gamle Hammer horror film, har Tim Burton strikket endnu et stærkt stiliseret værk.
Jeg har stadig Christopher Lees version af Dracula til gode, men denne film har jeg i mange år syntes godt om. Det er svært at sætte fingeren på hvad det er der er så tiltrækkende ved denne film. Der er Danny Elfmans soundtrack, som er et af komponistens mest vellykkede. Der er Tim Burtons stærkt stiliserede univers, som ikke bare er typisk Burton, men også giver filmen et mørke der er tiltrækkende og gotisk. Så er der naturligvis også Johnny Depp, som spiller endnu en excentriker, som er meget sympatisk. Her er også endnu engang en del humor der involverer Depp, og især en masse blod. Hele castet er faktisk hamrende godt, og fint udvalgt. Christopher Walken er, ligesom han plejer, sært indfangende i hans skuespil.
”Sleepy Hollow” er Burtons hyldest til gyset, og til mange af de ting han har fornøjet sig over i sit liv, og er bestemt et kig værd pga. stemningen og den henførende visuelle stil.
[b]49. The Dark Crystal af Jim Henson & Frank Oz: Gelflingen Jen bliver sendt på en opgave. Han skal finde det forsvundne stykke af den mørke krystal, og det helst før de onde skekses. Undervejs i filmen bringes Jen igennem mange storslåede scenerier, og møder både den mystiske Aughra og den smukke Kira. Sammen må de først finde det forsvundne stykke af diamanten, og derefter bringe det til Skekse slottet.
Jim Henson, verdensberømt for skabelsen af The Muppets Show, og Frank Oz, som i særdeleshed er kendt som manden bag Yoda, har skabt et overflødighedshorn af en fantasyverden. Ikke alene er denne film visuelt smuk, men den er også fløde for øregangene. Lydbilledet bidrager ligeså meget til at udvide universet som billederne, og derudover er musikken fantastisk, og gør ”The Dark Crystal” til en nærmest melankolsk film. Der er i det hele taget en fornemmelse af at der ligger noget seriøst bag hvad der bare kunne være blevet en fantasy film med dukker. I stedet er filmen fyldt med symbolisme, som løfter op på et højere niveau.
Selve dukkerne er velfungerende, selvom de naturligvis har visse svagheder, så opvejes disse af plusserne. Det nærmeste at sammenligne med må være en animationsfilm, og selv i hænderne på Pixar studios kunne denne film aldrig have været den samme uden dukkerne, og den charme de besidder. Lokationerne hjælper også ved at placere vores karakterer i nogle interessante omgivelser, og dermed gøre deres univers stort og utrolig smukt, en ting som f.eks. Tim Burton kunne tage ved lærer af i hans tolkning af ”Alice i Eventyrland”, det er nemlig vigtigt at der opbygges en verden vi som seere kan holde af hvis vi skal interessere os for hvorvidt karaktererne i den verden klarer sig vel ud på den anden side af begivenhederne. ”The Dark Crystal” brillierer i at opbygge et smukt univers, og få os til at holde af de gode skabninger deri, og afsky de onde, som vi samtidig også kan grine lidt af.
”The Dark Crystal” er endnu en af de film, som aldrig kommer til at virke lang, fordi dens stemning hele tiden bærer den videre. Den lever højt på en stemning der især skyldes musikken, som så igen lever højt på at være skabt i den periode den er skabt i.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
UHHH lækkert at se 2 film som jeg også sætter pris på Sleepy Hollów har jeg selv i min top 200 tror jeg, The Dark Crystal er god underholdning, som får mit humør op når jeg ser den :)
The earth is not a cold dead place, this is not a cold dead place.
#51 filmz-ab 13 år siden
#52 Collateral 13 år siden
Jonas er en helt almindelig mand. Han er så almindelig at det går ham på nerverne. En dag er han og hans familie vidne til et biluheld, som kommer til at ændre alt i Jonas’ liv. Han forelsker sig i Julia, som var kvinden i den forulykkede bil, og der tager historien om kærlighed på film sit udspring.
”Kærlighed på film” er i virkeligheden så banal som noget kan være. Historier om utroskab og kærlighed er nok det mest gennemtærskede i filmhistorien. Det grundlæggende drama i denne film er dog også relativt banalt, men takket være en formmæssig legesyge, gøres denne film til noget helt særligt. Grundlæggende er filmen et drama, men oven på dramaet bygges der et thriller element, og senere gyserelementer, makaber humor og alt det skaber tilsammen en film der er underholdende, men også kunstnerisk. Den visuelle stilsikkerhed er en ting, men lydkulissen er hvad der i virkeligheden hæver denne film et niveau. Et godt eksempel er en scene hvori Jonas har sex med Julia, lyden af hendes støn begynder langsomt, men pludselig skifter billedet, og vi ser Jonas ligge ved siden af sin kone, alt imens Julias støn bliver ved med at stige i intensitet. Konen siger: ”Boller du uden om Jonas?” og Jonas siger: ”Nej, Mette, nej.” Der er en humor i selvmodsigelsen, men langt tydeligere er det hvor beskidt Jonas føler sig. Hvor meget vi som publikum hader ham for hvad han gør, men samtidig forstår hans bevæggrunde, og har en vis sympati for ham.
Anders W. Berthelsen er i hovedrollen overbevisende, som den helt almindelige fyr, og Nikolaj Lie Kaas får vist nye sider af sit store talent. Skønt disse to skuespillere i en periode har været meget overbrugte navne indenfor dansk film kan deres præstation her ikke fornægtes, det er skuespil af allerbedste kaliber. Charlotte Fich er til gengæld en skuespiller ikke er blevet brugt til hendes fulde potentiale siden hendes rolle i DRs Rejseholdet. Hun gør et glimrende job i denne film, og leverer en kvinde i hvem publikum, ligesom Jonas, både kan finde noget at elske og noget at hade. Hun symboliserer både noget smukt og elskeligt, og noget trist og deprimerende på samme tid – ligesom hverdagen selv kan gøre det. At hun overhovedet kan få nogen sympati fra publikum er fuldt ud Fichs præstation. Andre skuespillere kunne snildt have overspillet det bitchede, og underspillet det kærlige i sådan en grad at hele karakterens fundament ville have syntes urealistisk, men her er ingen slinger i valsen. Charlotte Fich leverer, og det fremragende.
Når vi nu er ved emnet dansk film, så syntes jeg at det er et problem at dansk film nærmest er blevet en genre. Dansk film er så mange ting, og når man spørger bredt, tror jeg man vil møde en del der skærer hele landets filmproduktion over en kam, og hvorfor? Fordi overforbruget af de samme skuespillere, de samme emner og de samme instruktører har gjort det umuligt for menig mand at skelne filmene fra hinanden. Her er dog en film som skal stå med fed i oversigten over de seneste års dansk film. Her er en film der tør tage skridtet fuldt ud, være ambitiøs, underholdende og kunstnerisk på samme tid. At provokere og please på samme tid, og det er ikke nogen let opgave – hverken i Danmark, USA eller nogen andre steder.
Hen i mod slutningen af filmen bygges der en tone op, som er helt sin egen, og er et mix af anspændt dialog ala Tarantino, og nervepirrende gyserelementer. Denne film har simpelthen hele bakken fra de mørke films landskab. Selvironien, samfundskritikken og overvejelser der rejser sig ud over den nære situation, og op på et mere højtravende nærmest filosofisk lag. Derudover er der flere hilsner til Oliver Stones ”Natural Born Killers”, og instruktørens eget værk ”Nattevagten.”
”Kærlighed på film” er en film, som tager et meget ufarvet kig på films virkemidler, samtidig med den selv bruger løs af nogle andre virkemidler. Det virker måske ironisk, og det er det også. Lyt til et enkelt interview med Bornedal og pludselig forstår man at der ligger en vis distancering i meget af hans arbejde. En selvironi, og en selvbevidsthed, som i disse dage er sjældent at finde.
#53 Bony 13 år siden
#54 MOVIE1000 13 år siden
#53 Den er meget dansk/amerikansk lavet.
#55 Kruse 13 år siden
#56 Collateral 13 år siden
#57 Åkepool 13 år siden
#58 Collateral 13 år siden
Ichabod Crane er foran sin tid. Han afskyr den uakademiske tilgang der er til forbrydelser i hans tid, og påberåbe sig igen og igen opmærksomhed i et forsøg på at skabe mere fornuftige regler. Han sendes derfor af sted for at opklarer nogle mystiske mord i byen Sleepy Hollow, og her sættes hans akademiske viden og tro på prøve af de lokale, som taler om en hovedløs rytter. I en hyldest af de gamle Hammer horror film, har Tim Burton strikket endnu et stærkt stiliseret værk.
Jeg har stadig Christopher Lees version af Dracula til gode, men denne film har jeg i mange år syntes godt om. Det er svært at sætte fingeren på hvad det er der er så tiltrækkende ved denne film. Der er Danny Elfmans soundtrack, som er et af komponistens mest vellykkede. Der er Tim Burtons stærkt stiliserede univers, som ikke bare er typisk Burton, men også giver filmen et mørke der er tiltrækkende og gotisk. Så er der naturligvis også Johnny Depp, som spiller endnu en excentriker, som er meget sympatisk. Her er også endnu engang en del humor der involverer Depp, og især en masse blod. Hele castet er faktisk hamrende godt, og fint udvalgt. Christopher Walken er, ligesom han plejer, sært indfangende i hans skuespil.
”Sleepy Hollow” er Burtons hyldest til gyset, og til mange af de ting han har fornøjet sig over i sit liv, og er bestemt et kig værd pga. stemningen og den henførende visuelle stil.
[b]49. The Dark Crystal af Jim Henson & Frank Oz:
Gelflingen Jen bliver sendt på en opgave. Han skal finde det forsvundne stykke af den mørke krystal, og det helst før de onde skekses. Undervejs i filmen bringes Jen igennem mange storslåede scenerier, og møder både den mystiske Aughra og den smukke Kira. Sammen må de først finde det forsvundne stykke af diamanten, og derefter bringe det til Skekse slottet.
Jim Henson, verdensberømt for skabelsen af The Muppets Show, og Frank Oz, som i særdeleshed er kendt som manden bag Yoda, har skabt et overflødighedshorn af en fantasyverden. Ikke alene er denne film visuelt smuk, men den er også fløde for øregangene. Lydbilledet bidrager ligeså meget til at udvide universet som billederne, og derudover er musikken fantastisk, og gør ”The Dark Crystal” til en nærmest melankolsk film. Der er i det hele taget en fornemmelse af at der ligger noget seriøst bag hvad der bare kunne være blevet en fantasy film med dukker. I stedet er filmen fyldt med symbolisme, som løfter op på et højere niveau.
Selve dukkerne er velfungerende, selvom de naturligvis har visse svagheder, så opvejes disse af plusserne. Det nærmeste at sammenligne med må være en animationsfilm, og selv i hænderne på Pixar studios kunne denne film aldrig have været den samme uden dukkerne, og den charme de besidder. Lokationerne hjælper også ved at placere vores karakterer i nogle interessante omgivelser, og dermed gøre deres univers stort og utrolig smukt, en ting som f.eks. Tim Burton kunne tage ved lærer af i hans tolkning af ”Alice i Eventyrland”, det er nemlig vigtigt at der opbygges en verden vi som seere kan holde af hvis vi skal interessere os for hvorvidt karaktererne i den verden klarer sig vel ud på den anden side af begivenhederne. ”The Dark Crystal” brillierer i at opbygge et smukt univers, og få os til at holde af de gode skabninger deri, og afsky de onde, som vi samtidig også kan grine lidt af.
”The Dark Crystal” er endnu en af de film, som aldrig kommer til at virke lang, fordi dens stemning hele tiden bærer den videre. Den lever højt på en stemning der især skyldes musikken, som så igen lever højt på at være skabt i den periode den er skabt i.
#59 MOVIE1000 13 år siden
#60 Lord Beef Jerky 13 år siden