V. O. skulle aldrig have været puttet ind, og det er glædeligt at den er væk.
I den grad! Jeg har heller aldrig brudt mig om den, fordi jeg synes, at den var så over-forklarende. Desuden mærker jeg i mindre grad den kolde storbystemnings-stemning, når den voice-over eller fortællerstemme er der. Særlig kriminelt er det når fortællerstemmen kommer i scener, hvor vi ellers bare skal nyde storby-atmosfæren ... og direkte katastrofalt er det, når Fords stemme følger lige efter Rutger Hauers tale; især fordi Harrison Fords ansigtsudtryk i sig selv er kommentar nok og rigeligt forklarer hans følelser omkring det, han lige har lyttet til el. overværet.
Derfor var det også 'director's cut' jeg købte på dvd for nogle år siden, og siden har jeg anskaffet mig 'the final cut'.
og direkte katastrofalt er det, når Fords stemme følger lige efter Rutger Hauers tale; især fordi Harrison Fords ansigtsudtryk i sig selv er kommentar nok og rigeligt forklarer hans følelser omkring det, han lige har lyttet til el. overværet.
Meget, meget enig. Også med hensyn til stemningen, som jeg selv prøvede at nævne:
Collateral (688) skrev:
Meget af filmens stemning ligger i de stille momenter, og når de tages væk, bliver oplevelsen i den grad forfladiget.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
21. Pulp Fiction af Quentin Tarantino: Quentin Tarantinos "Pulp Fiction" omhandler en række skæbner, der bevæger sig i og omkring den lurvede underverden. Der er Vincent Vega (John Travolta) og Jules Winnfield (Samuel L. Jackson) der er lejemordere, men støder ind i problemer da Winnfield får en åbenbaring, og Vega tvinges til at holde øje med chefens kone Mia (Uma Thurman). Der er bokseren Butch (Bruce Willis) der nægter at foregive en tabe en kamp, selvom han egentlig har forpligtet sig til det. Så er der naturligvis også Ringo (Tim Roth) og Yolanda (Amanda Plummer), som bare er ude på at tjene lidt skejser, da de er så uheldige at støde ind i Vincent og Jules.
Alle disse skæve eksistenser portrætterer Quentin Tarantino i sin humoristiske krimifortælling fra 1994. Med en ulineær tilgang til sin fortælling, tager instruktøren os med på en rejse gennem et univers, der i sig selv er mere hovedperson end karaktererne er det. Trådene forskyder sig på interessante måder, og med stor forkærlighed for mediet, fodres seeren med små bidder af fortællingen, som til sidst giver et overordnet billede, der måske ikke efterlader tilskueren med den store overvejelse, men ikke desto mindre giver en række gode grin, og først og fremmest nogle utroligt velskrevne, og velspillede karakterer. Tarantino er også manden bag filmens manuskript, og filmen igennem gives vi masser af de smalltalk guldklumper som manuskriptforfatteren Tarantino er kendt, og elsket for. Der er en naturlighed i den måde replikkerne flyder, og en rytme der nærmest omformer Tarantinos film til verdens mindst poetiske digt. I det ligger der ikke nogen fornærmelse, for det er rytmen der giver den nærmest sang- eller digtagtige fornemmelse, alt imens den uprætentiøse facade bringer filmen så langt ned på jorden, at sammenligningen med digtekunst bliver en smule bizar.
Filmen er utrolig rammende, og til trods for at karaktererne oftest er nogle røvhuller, er det filmens store styrke at de også præsenteres som almindelige mennesker. Dette sker både gennem replikkerne, de uhøjtidelige situationer vi oplever karaktererne i, og i høj grad også i kraft af præstationerne. Travolta leverer med Vincent Vega arketypen for den karakter han har forsøgt at spille lige siden, Samuel L. Jackson gør som altid Tarantinos replikkerne levende på en helt unik måde og Bruce Willis giver en ukarakteristisk nedspillet præstation med den passende navngivne Butch. Underholdende præstationer er der nok af, og Uma Thurmans spil som den forføreriske, men også sårbare Mia Wallace er en alle tiders og stærkt morsom præstation, som giver en forsmag på hvad det senere "Kill Bill" samarbejde vil føre med sig. I mindre roller ses Maria de Medeiros, Christopher Walken og den altid underholdende Harvey Keitel. Alle er de små karakterer, der på hver deres måde tilfører filmen en smule mere af den skævhed, som den nyder så godt af. Også Tarantino selv dukker op i hvad man kan kalde en udvidet cameo, og giver en lettere bitter præstation.
Der er på en og samme tid meget at sige om "Pulp Fiction", og ganske lidt. For helt at forstå hvad der er det brilliante ved filmens sære fortælling, skal man se filmen, og gerne med et publikum på mere end en filmelsker. De humoristiske elementer styrkes og selv filmens mest underspillede jokes træder tydeligere frem. Det er nemlig ikke givet at alle griner på de samme steder, idet denne film gemmer på mange interessante humoristiske vinkler, som forskellige former for humor vil samle op på. Der er det lettere bizarre islæt, som eksempelvis Christopher Walken ofte står for, der er de grotesk morsomme elementer, som når "The Gimp" introduceres og så er der de mere oplagte momenter som f.eks. de vittige ordvekslinger. Alt sammen skaber det et helhedsbillede, og en film, som er fyldt med gyldne øjeblikke, ofte af humoristisk art, men også enkelte steder af følelsesmæssig ægthed og filmisk nostalgi.
"Pulp Fiction" er på ingen måder en tung film at gå til, og er formentlig noget de fleste vil være i stand til at elske, af forskellige årsager. Selv er jeg glad for filmens karakterer og de mange lag af humor og spænding filmen gemmer på. Quentin Tarantino har bevist masser af gange at han er utroligt dygtig til at tale til filmelskeren i os alle sammen, og "Pulp Fiction" er formentlig den film hvor han gør det allerbedst, og kombinerer gode karakterer med en frækt opbygget fortælleform og en stor mængde velsammensatte sekvenser.
Som altid kan det ovenstående og tidligere indlæg også læses på min blog, hvor der også opdateres med rettelser, og enkelte gang deciderede tilføjelser, følg med her.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Dead Man, helt sikkert! Har du læst/set Blakes værker? Jarmusch æstetiske udtryk for den uskyldige erfarenhed er Blake! Det særskilte og generelle sammenstilles i én vision, ligeså de diskursive og åndelige instanser, kreerende et pessimistisk Guds-ideal. Desværre skal man lede længe efter et engageret "skulptør-projekt", der er så veludført som Jarmuschs Dead Man (også hvis man leder i mandens egen filmografi)...
Dead Man, helt sikkert! Har du læst/set Blakes værker? Jarmusch æstetiske udtryk for den uskyldige erfarenhed er Blake! Det særskilte og generelle sammenstilles i én vision, ligeså de diskursive og åndelige instanser, kreerende et pessimistisk Guds-ideal. Desværre skal man lede længe efter et engageret "skulptør-projekt", der er så veludført som Jarmuschs Dead Man (også i mandens egen filmografi)...
Nej har desværre et meget begrænset kendskab til Blake, hvilket der skal gøres noget ved one of these days. Der er meget at nå :)
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Må sgu indrømme at “Blade Runner” er en film, som jeg altid har haft et noget ambivalent forhold til. På den ene side synes jeg filmens underliggende temaer om selvstændighed og identitet er super interessante at følge udviklingen på gennem karakterernes interaktion med hinanden. Og ligeledes har jeg også altid godt kunne lide skuespispræstationerne, især fra Harrison Ford og Rutger Hauer.
Til gengæld er den visuelle skildring af fremtidsmiljøet noget af en rodebutik i mine øjne, og har altid fremstået for mig som et grimt og bizart nærmest Monthy Phyton agtigt kaos, som jeg ikke synes er særligt fedt at se på. Tempoet i filmen synes jeg også halter en hel del, og i perioder finder jeg handlingen en kende tungt at danse med. For mig at se, er det en film som har mange styrker, men også en del svagheder, og for mit vedkommende har den desværre tabt en del af den fascination, jeg har haft for filmen tidligere.
21. Pulp Fiction
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg sætter størst pris på Tarantinos “Kill Bill” saga, men jeg holder bestemt også meget af “Pulp Fiction”, dog mest pga. dens herligt skæve, (bogstavelig talt), persongalleri af farverige typer. De forskellige karakterer, plus selvfølgelig dialogen, er hvad der i mine øjne gør filmen interessant og langtidsholdbar, mens historien jo ret beset ikke er meget andet end en række bizare vignetter, som er sån lidt hit and miss alt efter, og det kommer du også selv ind på, hvad man hver især er i humør til at grine af og/eller blive forarget over.
Et andet plus som jeg også lige vil fremhæve er soundtracket, som jo bare er pisse fedt og klart en understregning, som det også var med “Reservoir Dogs”, at Tarantino er verdensmester i at finde og sammensætte musik, der kan understøtte den reference mæssige nostalgiske tone, der altid befinder sig i hans films tidløse universer. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#691 BN 13 år siden
I den grad! Jeg har heller aldrig brudt mig om den, fordi jeg synes, at den var så over-forklarende. Desuden mærker jeg i mindre grad den kolde storbystemnings-stemning, når den voice-over eller fortællerstemme er der. Særlig kriminelt er det når fortællerstemmen kommer i scener, hvor vi ellers bare skal nyde storby-atmosfæren ... og direkte katastrofalt er det, når Fords stemme følger lige efter Rutger Hauers tale; især fordi Harrison Fords ansigtsudtryk i sig selv er kommentar nok og rigeligt forklarer hans følelser omkring det, han lige har lyttet til el. overværet.
Derfor var det også 'director's cut' jeg købte på dvd for nogle år siden, og siden har jeg anskaffet mig 'the final cut'.
#692 Collateral 13 år siden
Meget, meget enig. Også med hensyn til stemningen, som jeg selv prøvede at nævne:
#693 Collateral 13 år siden
Anmeldelse af "Dear Mr. Gacy"
Anmeldelse af "Enter the Void"
#694 Collateral 13 år siden
Næste placering er i øvrigt skrevet, så skulle være klar til offentliggørelse en af de nærmeste dage.
#695 Collateral 13 år siden
Quentin Tarantinos "Pulp Fiction" omhandler en række skæbner, der bevæger sig i og omkring den lurvede underverden. Der er Vincent Vega (John Travolta) og Jules Winnfield (Samuel L. Jackson) der er lejemordere, men støder ind i problemer da Winnfield får en åbenbaring, og Vega tvinges til at holde øje med chefens kone Mia (Uma Thurman). Der er bokseren Butch (Bruce Willis) der nægter at foregive en tabe en kamp, selvom han egentlig har forpligtet sig til det. Så er der naturligvis også Ringo (Tim Roth) og Yolanda (Amanda Plummer), som bare er ude på at tjene lidt skejser, da de er så uheldige at støde ind i Vincent og Jules.
Alle disse skæve eksistenser portrætterer Quentin Tarantino i sin humoristiske krimifortælling fra 1994. Med en ulineær tilgang til sin fortælling, tager instruktøren os med på en rejse gennem et univers, der i sig selv er mere hovedperson end karaktererne er det. Trådene forskyder sig på interessante måder, og med stor forkærlighed for mediet, fodres seeren med små bidder af fortællingen, som til sidst giver et overordnet billede, der måske ikke efterlader tilskueren med den store overvejelse, men ikke desto mindre giver en række gode grin, og først og fremmest nogle utroligt velskrevne, og velspillede karakterer. Tarantino er også manden bag filmens manuskript, og filmen igennem gives vi masser af de smalltalk guldklumper som manuskriptforfatteren Tarantino er kendt, og elsket for. Der er en naturlighed i den måde replikkerne flyder, og en rytme der nærmest omformer Tarantinos film til verdens mindst poetiske digt. I det ligger der ikke nogen fornærmelse, for det er rytmen der giver den nærmest sang- eller digtagtige fornemmelse, alt imens den uprætentiøse facade bringer filmen så langt ned på jorden, at sammenligningen med digtekunst bliver en smule bizar.
Filmen er utrolig rammende, og til trods for at karaktererne oftest er nogle røvhuller, er det filmens store styrke at de også præsenteres som almindelige mennesker. Dette sker både gennem replikkerne, de uhøjtidelige situationer vi oplever karaktererne i, og i høj grad også i kraft af præstationerne. Travolta leverer med Vincent Vega arketypen for den karakter han har forsøgt at spille lige siden, Samuel L. Jackson gør som altid Tarantinos replikkerne levende på en helt unik måde og Bruce Willis giver en ukarakteristisk nedspillet præstation med den passende navngivne Butch. Underholdende præstationer er der nok af, og Uma Thurmans spil som den forføreriske, men også sårbare Mia Wallace er en alle tiders og stærkt morsom præstation, som giver en forsmag på hvad det senere "Kill Bill" samarbejde vil føre med sig. I mindre roller ses Maria de Medeiros, Christopher Walken og den altid underholdende Harvey Keitel. Alle er de små karakterer, der på hver deres måde tilfører filmen en smule mere af den skævhed, som den nyder så godt af. Også Tarantino selv dukker op i hvad man kan kalde en udvidet cameo, og giver en lettere bitter præstation.
Der er på en og samme tid meget at sige om "Pulp Fiction", og ganske lidt. For helt at forstå hvad der er det brilliante ved filmens sære fortælling, skal man se filmen, og gerne med et publikum på mere end en filmelsker. De humoristiske elementer styrkes og selv filmens mest underspillede jokes træder tydeligere frem. Det er nemlig ikke givet at alle griner på de samme steder, idet denne film gemmer på mange interessante humoristiske vinkler, som forskellige former for humor vil samle op på. Der er det lettere bizarre islæt, som eksempelvis Christopher Walken ofte står for, der er de grotesk morsomme elementer, som når "The Gimp" introduceres og så er der de mere oplagte momenter som f.eks. de vittige ordvekslinger. Alt sammen skaber det et helhedsbillede, og en film, som er fyldt med gyldne øjeblikke, ofte af humoristisk art, men også enkelte steder af følelsesmæssig ægthed og filmisk nostalgi.
"Pulp Fiction" er på ingen måder en tung film at gå til, og er formentlig noget de fleste vil være i stand til at elske, af forskellige årsager. Selv er jeg glad for filmens karakterer og de mange lag af humor og spænding filmen gemmer på. Quentin Tarantino har bevist masser af gange at han er utroligt dygtig til at tale til filmelskeren i os alle sammen, og "Pulp Fiction" er formentlig den film hvor han gør det allerbedst, og kombinerer gode karakterer med en frækt opbygget fortælleform og en stor mængde velsammensatte sekvenser.
Som altid kan det ovenstående og tidligere indlæg også læses på min blog, hvor der også opdateres med rettelser, og enkelte gang deciderede tilføjelser, følg med her.
#696 Castanea 13 år siden
#697 Collateral 13 år siden
Nej har desværre et meget begrænset kendskab til Blake, hvilket der skal gøres noget ved one of these days. Der er meget at nå :)
#698 Castanea 13 år siden
Bestemt, men denne hellige gral bør alle levende væsener eje:
http://www.amazon.co.uk/William-Blake-Complete-Illuminated-Books/dp/0500282455/ref=sr_1_1?s=books&ie=UTF8&qid=1318424796&sr=1-1
#699 Collateral 13 år siden
Den er gemt "til senere" inde på Amazon :)
#700 NightHawk 13 år siden
Må sgu indrømme at “Blade Runner” er en film, som jeg altid har haft et noget ambivalent forhold til. På den ene side synes jeg filmens underliggende temaer om selvstændighed og identitet er super interessante at følge udviklingen på gennem karakterernes interaktion med hinanden. Og ligeledes har jeg også altid godt kunne lide skuespispræstationerne, især fra Harrison Ford og Rutger Hauer.
Til gengæld er den visuelle skildring af fremtidsmiljøet noget af en rodebutik i mine øjne, og har altid fremstået for mig som et grimt og bizart nærmest Monthy Phyton agtigt kaos, som jeg ikke synes er særligt fedt at se på. Tempoet i filmen synes jeg også halter en hel del, og i perioder finder jeg handlingen en kende tungt at danse med. For mig at se, er det en film som har mange styrker, men også en del svagheder, og for mit vedkommende har den desværre tabt en del af den fascination, jeg har haft for filmen tidligere.
21. Pulp Fiction
Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg sætter størst pris på Tarantinos “Kill Bill” saga, men jeg holder bestemt også meget af “Pulp Fiction”, dog mest pga. dens herligt skæve, (bogstavelig talt), persongalleri af farverige typer. De forskellige karakterer, plus selvfølgelig dialogen, er hvad der i mine øjne gør filmen interessant og langtidsholdbar, mens historien jo ret beset ikke er meget andet end en række bizare vignetter, som er sån lidt hit and miss alt efter, og det kommer du også selv ind på, hvad man hver især er i humør til at grine af og/eller blive forarget over.
Et andet plus som jeg også lige vil fremhæve er soundtracket, som jo bare er pisse fedt og klart en understregning, som det også var med “Reservoir Dogs”, at Tarantino er verdensmester i at finde og sammensætte musik, der kan understøtte den reference mæssige nostalgiske tone, der altid befinder sig i hans films tidløse universer. :)