23. Dead Man af Jim Jarmusch: William Blake (Johnny Depp) tager efter sine forældres død rejsen til den lille by Machine, hvor han forventer at kunne leve af et arbejde som revisor, som han er blevet lovet. Da tingene ikke går helt som forventet, står Blake ganske alene. Inden længe indblandes imidlertid i en skudveksling, der tvinger ham til at flygte fra den lille by. Efter flugten bliver han fundet af en indianer ved navn Nobody (Gary Farmer), som mistager Blake for digteren af samme navn. De to bliver venner, og Nobody følger Blake på vej, imod en sidste rejse.
Der er allerede fra begyndelsen noget surrealistisk over Jim Jarmuschs film "Dead Man". Allerede fra start fader filmen ofte til sort, hvilket leder seeren ind i en nærmest tranceagtig tilstand, som ikke rigtig slipper før filmens rulletekster kører. Surrealismen forstærkes af filmens mange sære karakterer og særligt også det mørke univers der bygges op. Aldrig har portrætteringen af en by i det gamle vesten været mere kold og hjerteløs, her er ingen romantisering, og skønt filmens sort/hvide æstetiske side ofte er overvældende, er det ikke just skønheden i motiverne der overvælder. Det hjælper i den forbindelse sikkert ikke meget at vi oplever en stor del af filmen gennem Blakes øjne, og således introduceres vi også til filmens landskab, med det samme kulturchok, som karakteren selv. Filmens tunge og ikke just subtile symbolik er ligeledes med til at bibeholde en fornemmelse af hvor verdensfjernt filmens univers er. Således er det at en by kaldes 'Machine' og at indianeren kaldes 'Nobody' meget oplagte muligheder for tolkning, og giver lag til filmens i forvejen interessante fortælling. Langt størstedelen af filmens knapt 2 timer lange spilletid er akkompagneret af lyden af regn, vind og så naturligvis Neil Youngs bidende upolerede soundtrack, som tilføjer en enorm mængde stemning. Noget som instruktøren også i andre af sine film excellerer i. Eksempelvis er også Jarmuschs "Mystery Train" en stemningsdreven perle, som udnytter stilhed, lokationer og fremragende skuespilpræstationer, til at holde sig oven vande.
Humor er der også til stede i "Dead Man". Særligt er der små komiske elementer at finde i Depps indledningsvist forsigtige, og lettere naive karakter. Senere bliver det i enkelte af skurkene af Jarmuschs sorte og kantede humor, er at finde. Det er imidlertid kun momentvist at morsomhederne skinner igennem, og for hovedparten af filmen, er det den umiskendeligt mørke fornemmelse af ensomhed der hersker. Hertil er der også tilføjet elementer af vold, som er relativt grafisk, og enkelte gange sågar bliver overdreven. Det sker eksempelvis da en mands ansigt bliver trådt i stykke uden den store anstrengelse. Præcis dette moment, kan man formode også indeholde en smule af den mørke humor der tidligere blev omtalt. Morderne er ikke mange i omfang, men dem der er, foregår oftest hurtigt, og i modsætning til Sergio Leone, som nyder at dyrke optakten til den egentlige action, er Jarmusch tilsyneladende mere interesseret i hvad der sker efter skuddene er affyret. Det gør ofte at de enkelte dødsøjeblikke bliver mere intense, og er med til at skabe en dybt ubehagelig stemning, som må siges at være passende for døden.
Johnny Depps præstation er allerede blevet nævnt kort, men manden er formentlig min favoritskuespiller, og siden jeg begyndte at opsøge alle de film han har medvirket i, har denne været på toppen af listen. Blot ud fra beskrivelsen af filmen, og de i øvrigt ret begrænsede informationer, var jeg nødt til at opleve den. Skuffet blev jeg, som man fornemmer, heller ikke da jeg omsider fandt filmen. Gary Farmer gør også et fremragende job som den omsorgsfulde, men også mystiske Nobody, som hjælper vores protagonist på vejen imod sin uundgåelige skæbne. Uundgåeligt er det også at nævne de endnu mindre roller, som eksempelvis dem Crispin Glover og Lance Henriksen udfylder. Crispin Glovers rolle er utvivlsomt den mindste, men er også med til at sætte tonen for hele filmen, og give Depp god mulighed for at opbygge sin fintfølende karakter, overfor publikum. Lance Henriksen er filmens ondeste karakter, og for at der ikke skal være noget at være i tvivl om, gives karakteren både anledning til at dræbe en ung mand i koldt blod, smadre et menneskes ansigt med sin støvlehæl og sidst men ikke mindst spise et andet menneske.
Stærkest i Jarmuschs film står melankolien, ensomheden og en sær stilhed, som jeg kan have svært ved at forklare meget dybere end som så. Der hviler en afskedsstemning over filmen, der ligesom Sergio Leones "Once Upon a Time in the West" kan beskrives som værende de sidste åndedræt i en døende persons liv. Således er der også noget desperat over filmen, og særligt Depps præstation. For selvom tempoet i filmen er støt og roligt, fornemmes en trussel hele filmen igennem, som medvirker til at gøre filmen til en af de bedste gengivelser af hvordan et mareridt opleves, jeg nogensinde har oplevet. Om det har været instruktørens formål ved jeg ikke, men jeg har alligevel på fornemmelsen at han ville tage netop den beskrivelse, som et kompliment. Det er i hvert fald ment som et sådant.
Som altid kan det ovenstående og tidligere indlæg også læses på min blog, hvor der også opdateres med rettelser, og enkelte gang deciderede tilføjelser, følg med her.
Derudover er der også mulighed for at læse med på min anden blog, kaldet "Komedie og Kant", som fokuserer på humoristiske serier af forskellig art. Seneste anmeldelse derinde er af "Columbo"
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
En super fed western og Jim Jarmusch klart bedste værk i min øjne, så er meget glad for at se denne film på din liste.
Kombinationen af de meget flotte og stemningsfulde sort/hvide billeder, Neil Youngs dragende score og ikke mindst Johnny Depps herligt underspillede stil er i sig selv dybt fascinerende at være tilskuer til, og så er filmen jo desuden bare fyldt med den ene bizare og klukkende morsomme scene efter den anden, især dem mellem Lance Henriksen og Michael Wincott, hvor jeg lå flad af grin. Jarmusch får på mesterlig vis integreret disse underholdende montager, der fungere perfekt i sit samspil med antihelten William Blakes melankolske døds og dannelsesrejse, hvor han i en herlig underfundig og genial tænkt detalje placerer Blake i selskab med indianeren Nobody, der hjælper Blake til at bevæge sig fra netop at være ingenting til at blive en legende, præcis som digteren William Blake hvem Depps karakter deler navn med. Elsker historien og måden den bliver fortalt på.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
22. Blade Runner (The Final Cut) af Ridley Scott: Der er film hvor det at opsamle oplevelsen i et handlingsforløb forekommer forfladigende. "Blade Runner" er en af de film. Her forsøges det ikke desto mindre, for forms skyld. I år 2019s version af Los Angeles bliver Rick Deckard (Harrison Ford) skal opsøge og dræbe 4 såkaldte 'replikanter'. Deckard er ikke just opsat på opgaven, men håber på at dette kan blive hans afsluttende opgave.
Ridley Scotts "Blade Runner" har aldrig rigtig været så væsentligt et filmværk, for dens umiddelbare plot. Bevares, det er da ikke fordi filmen fra det perspektiv er uinteressant, men hvad der for alvor løfter filmen imod skyerne, er dens univers. Scotts mildest talt dystre vision for fremtiden er overvældende ved hvert eneste syn af filmen, og med få og ganske effektive midler opbygger Scott et univers der er blandt de mørkeste sci-fi universer, der endnu er blevet serveret. Hvad der dernæst styrker filmen er den underliggende fortælling, som er en melankolsk stemningsfortælling om hvorfor livet er så vigtigt, og hvad enhver organisme vil gøre for at holde fast i det. Det er de helt store temaer der her trækkes frem, og filmens sci-fi univers er i langt højere grad et middel til at hæve fortællingen til et mere abstrakt niveau, end det er det egentlige centrum for filmens fortælling. Det giver måske ringe mening for de der ikke har set filmen, men der er hviler over hele "Blade Runner" en fornemmelse af afsked, og som sagt, melankolsk tilbageblik. Altsammen samles det meget godt op i Roy Battys (Rutger Hauer) berømte tale imod slutningen af filmen. I den tale er hele filmens pointe opsummeret, og måden æstetikken her arbejder sammen med musikken, og ikke mindst leveringen, er et fremragende eksempel på hvad filmmediets illusion kan.
Vangelis musik er et kapitel for sig, og er i mine ører et af de mest bemærkelsesværdige soundtracks nogensinde. Med en unik blanding af et moderne og samtidig nostalgisk lydbillede, er lydbilledet der skabes med til at hæve filmen endnu et niveau. Filmens essens, dens stemning, stammer i høj grad fra dette soundtrack, og Vangelis arbejde er en af de helt store årsager til hvorfor man kan blive ved med at vende tilbage til "Blade Runner". Stilistisk er Ridley Scotts fingeraftryk helt umiskendeligt. Den fantasifulde og stærke brug af lys og lyd går igen fra "Alien", og det samme gør på sin vis også den klaustrofobiske stemning - hvilket naturligvis er ironisk når man tager i betragtning at filmens omgivelser i virkeligheden er meget åbne. Klaustrofobien er altså af en mere sjælelig art, og her mener jeg til gengæld at ordvalget er ganske passende.
Det træder også tydeligt frem i Harrison Fords præstation, som er helt ulig hans mest kendte præstationer i film som "Star Wars" og "Indiana Jones". Ford er i "Blade Runner" langt mere indelukket, og siger heller ikke nær så meget som i andre roller. Det er en smule uvant at se Ford i en rolle der forekommer så underlegen, men præstationen er samtidig et bevis på at Fords evner som skuespiller rækker langt. Filmen har derudover en række mindeværdige præstationer. Fra Sean Youngs smukke Rachael til Daryl Hannahs dødbringende Pris, er karaktererne fængende og udtrykker, ligesom Deckard, meget med ganske få ord. Rutger Hauer må nødvendigvis også fremhæves i en rolle der er langt mere end en skurk. Leveringen af den afsluttende tale har jeg allerede nævnt i denne anmeldelse, men scenen er simpelthen så skarp at det er svært at gøre den respekt. For helt uden brug af komplicerede special effekter eller andet, fremmaner denne tale nogle billeder for seerens nethinde, som er så katastrofale i deres skønhed, at det er svært ikke at blive provokeret til overvejelse. Sjældent har en anden dialog i den grad indrammet en hel films pointe, og understreget det faktum at vores "skurke" i denne film ikke er onde, men blot kæmper for et minimum af frihed.
I forbindelse med denne anmeldelse så jeg et par bidder af biografversionen af filmen, og jeg kan ikke sige andet end at man for alt i verden skal holde sig til de versioner af filmen som ikke indeholder Deckards voice-over. Al respekt til Harrison Ford, men måden disse replikker er skrevet, og sågar også den måde de er leveret, er forfærdeligt forstyrrende, og ødelægger simpelthen alt det jeg har prist ved filmen i denne anmeldelse. Meget af filmens stemning ligger i de stille momenter, og når de tages væk, bliver oplevelsen i den grad forfladiget. Holder man sig imidlertid til Scotts Final Cut, er "Blade Runner" en stor filmoplevelse, som bliver ved at give, særligt ved gentagne gennemsyn.
Som altid kan det ovenstående og tidligere indlæg også læses på min blog, hvor der også opdateres med rettelser, og enkelte gang deciderede tilføjelser, følg med her.
Derudover er der også mulighed for at læse med på min anden blog, kaldet "Komedie og Kant", som fokuserer på humoristiske serier af forskellig art. Seneste anmeldelse derinde er af "Columbo" - og jeg hører gerne forslag til serier der kunne anmeldes her.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Et gennemført mesterværk fra Ridley Scott, og - som du nok husker - også en af mine egne favoritter med en pæn placering på min Top 200. Stemningen, musikken, billederne, skuespillet ... alt går op i en højere enhed.
Collateral (688) skrev:
Al respekt til Harrison Ford, men måden disse replikker er skrevet, og sågar også den måde de er leveret, er forfærdeligt forstyrrende, og ødelægger simpelthen alt det jeg har prist ved filmen i denne anmeldelse.
Det forlyder, at Harrison Ford heller ikke brød sig om, at der skulle voice-over på, og at dette er den virkelige grund til hans uengagerede, trætte stemme - og altså ikke, at han skulle lyde som en desillusioneret film noir-detektiv.
Det forlyder, at Harrison Ford heller ikke brød sig om, at der skulle voice-over på, og at dette er den virkelige grund til hans uengagerede, trætte stemme - og altså ikke, at han skulle lyde som en desillusioneret film noir-detektiv.
Tænker heller ikke det som en del af hans egentlige præstation. Det han leverer er det der er på skærmen. V. O. skulle aldrig have været puttet ind, og det er glædeligt at den er væk.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
#681 Collateral 13 år siden
#682 Collateral 13 år siden
Anmeldelse af "Captifs"
#683 Collateral 13 år siden
#684 Collateral 13 år siden
William Blake (Johnny Depp) tager efter sine forældres død rejsen til den lille by Machine, hvor han forventer at kunne leve af et arbejde som revisor, som han er blevet lovet. Da tingene ikke går helt som forventet, står Blake ganske alene. Inden længe indblandes imidlertid i en skudveksling, der tvinger ham til at flygte fra den lille by. Efter flugten bliver han fundet af en indianer ved navn Nobody (Gary Farmer), som mistager Blake for digteren af samme navn. De to bliver venner, og Nobody følger Blake på vej, imod en sidste rejse.
Der er allerede fra begyndelsen noget surrealistisk over Jim Jarmuschs film "Dead Man". Allerede fra start fader filmen ofte til sort, hvilket leder seeren ind i en nærmest tranceagtig tilstand, som ikke rigtig slipper før filmens rulletekster kører. Surrealismen forstærkes af filmens mange sære karakterer og særligt også det mørke univers der bygges op. Aldrig har portrætteringen af en by i det gamle vesten været mere kold og hjerteløs, her er ingen romantisering, og skønt filmens sort/hvide æstetiske side ofte er overvældende, er det ikke just skønheden i motiverne der overvælder. Det hjælper i den forbindelse sikkert ikke meget at vi oplever en stor del af filmen gennem Blakes øjne, og således introduceres vi også til filmens landskab, med det samme kulturchok, som karakteren selv. Filmens tunge og ikke just subtile symbolik er ligeledes med til at bibeholde en fornemmelse af hvor verdensfjernt filmens univers er. Således er det at en by kaldes 'Machine' og at indianeren kaldes 'Nobody' meget oplagte muligheder for tolkning, og giver lag til filmens i forvejen interessante fortælling. Langt størstedelen af filmens knapt 2 timer lange spilletid er akkompagneret af lyden af regn, vind og så naturligvis Neil Youngs bidende upolerede soundtrack, som tilføjer en enorm mængde stemning. Noget som instruktøren også i andre af sine film excellerer i. Eksempelvis er også Jarmuschs "Mystery Train" en stemningsdreven perle, som udnytter stilhed, lokationer og fremragende skuespilpræstationer, til at holde sig oven vande.
Humor er der også til stede i "Dead Man". Særligt er der små komiske elementer at finde i Depps indledningsvist forsigtige, og lettere naive karakter. Senere bliver det i enkelte af skurkene af Jarmuschs sorte og kantede humor, er at finde. Det er imidlertid kun momentvist at morsomhederne skinner igennem, og for hovedparten af filmen, er det den umiskendeligt mørke fornemmelse af ensomhed der hersker. Hertil er der også tilføjet elementer af vold, som er relativt grafisk, og enkelte gange sågar bliver overdreven. Det sker eksempelvis da en mands ansigt bliver trådt i stykke uden den store anstrengelse. Præcis dette moment, kan man formode også indeholde en smule af den mørke humor der tidligere blev omtalt. Morderne er ikke mange i omfang, men dem der er, foregår oftest hurtigt, og i modsætning til Sergio Leone, som nyder at dyrke optakten til den egentlige action, er Jarmusch tilsyneladende mere interesseret i hvad der sker efter skuddene er affyret. Det gør ofte at de enkelte dødsøjeblikke bliver mere intense, og er med til at skabe en dybt ubehagelig stemning, som må siges at være passende for døden.
Johnny Depps præstation er allerede blevet nævnt kort, men manden er formentlig min favoritskuespiller, og siden jeg begyndte at opsøge alle de film han har medvirket i, har denne været på toppen af listen. Blot ud fra beskrivelsen af filmen, og de i øvrigt ret begrænsede informationer, var jeg nødt til at opleve den. Skuffet blev jeg, som man fornemmer, heller ikke da jeg omsider fandt filmen. Gary Farmer gør også et fremragende job som den omsorgsfulde, men også mystiske Nobody, som hjælper vores protagonist på vejen imod sin uundgåelige skæbne. Uundgåeligt er det også at nævne de endnu mindre roller, som eksempelvis dem Crispin Glover og Lance Henriksen udfylder. Crispin Glovers rolle er utvivlsomt den mindste, men er også med til at sætte tonen for hele filmen, og give Depp god mulighed for at opbygge sin fintfølende karakter, overfor publikum. Lance Henriksen er filmens ondeste karakter, og for at der ikke skal være noget at være i tvivl om, gives karakteren både anledning til at dræbe en ung mand i koldt blod, smadre et menneskes ansigt med sin støvlehæl og sidst men ikke mindst spise et andet menneske.
Stærkest i Jarmuschs film står melankolien, ensomheden og en sær stilhed, som jeg kan have svært ved at forklare meget dybere end som så. Der hviler en afskedsstemning over filmen, der ligesom Sergio Leones "Once Upon a Time in the West" kan beskrives som værende de sidste åndedræt i en døende persons liv. Således er der også noget desperat over filmen, og særligt Depps præstation. For selvom tempoet i filmen er støt og roligt, fornemmes en trussel hele filmen igennem, som medvirker til at gøre filmen til en af de bedste gengivelser af hvordan et mareridt opleves, jeg nogensinde har oplevet. Om det har været instruktørens formål ved jeg ikke, men jeg har alligevel på fornemmelsen at han ville tage netop den beskrivelse, som et kompliment. Det er i hvert fald ment som et sådant.
Som altid kan det ovenstående og tidligere indlæg også læses på min blog, hvor der også opdateres med rettelser, og enkelte gang deciderede tilføjelser, følg med her.
Derudover er der også mulighed for at læse med på min anden blog, kaldet "Komedie og Kant", som fokuserer på humoristiske serier af forskellig art. Seneste anmeldelse derinde er af "Columbo"
#685 Lord Beef Jerky 13 år siden
#686 BN 13 år siden
Øv, den har jeg ikke set. Men jeg kan jo så tage din grundige anmeldelse som en anbefaling af den. ;-)
#687 NightHawk 13 år siden
En super fed western og Jim Jarmusch klart bedste værk i min øjne, så er meget glad for at se denne film på din liste.
Kombinationen af de meget flotte og stemningsfulde sort/hvide billeder, Neil Youngs dragende score og ikke mindst Johnny Depps herligt underspillede stil er i sig selv dybt fascinerende at være tilskuer til, og så er filmen jo desuden bare fyldt med den ene bizare og klukkende morsomme scene efter den anden, især dem mellem Lance Henriksen og Michael Wincott, hvor jeg lå flad af grin. Jarmusch får på mesterlig vis integreret disse underholdende montager, der fungere perfekt i sit samspil med antihelten William Blakes melankolske døds og dannelsesrejse, hvor han i en herlig underfundig og genial tænkt detalje placerer Blake i selskab med indianeren Nobody, der hjælper Blake til at bevæge sig fra netop at være ingenting til at blive en legende, præcis som digteren William Blake hvem Depps karakter deler navn med. Elsker historien og måden den bliver fortalt på.
#688 Collateral 13 år siden
Der er film hvor det at opsamle oplevelsen i et handlingsforløb forekommer forfladigende. "Blade Runner" er en af de film. Her forsøges det ikke desto mindre, for forms skyld. I år 2019s version af Los Angeles bliver Rick Deckard (Harrison Ford) skal opsøge og dræbe 4 såkaldte 'replikanter'. Deckard er ikke just opsat på opgaven, men håber på at dette kan blive hans afsluttende opgave.
Ridley Scotts "Blade Runner" har aldrig rigtig været så væsentligt et filmværk, for dens umiddelbare plot. Bevares, det er da ikke fordi filmen fra det perspektiv er uinteressant, men hvad der for alvor løfter filmen imod skyerne, er dens univers. Scotts mildest talt dystre vision for fremtiden er overvældende ved hvert eneste syn af filmen, og med få og ganske effektive midler opbygger Scott et univers der er blandt de mørkeste sci-fi universer, der endnu er blevet serveret. Hvad der dernæst styrker filmen er den underliggende fortælling, som er en melankolsk stemningsfortælling om hvorfor livet er så vigtigt, og hvad enhver organisme vil gøre for at holde fast i det. Det er de helt store temaer der her trækkes frem, og filmens sci-fi univers er i langt højere grad et middel til at hæve fortællingen til et mere abstrakt niveau, end det er det egentlige centrum for filmens fortælling. Det giver måske ringe mening for de der ikke har set filmen, men der er hviler over hele "Blade Runner" en fornemmelse af afsked, og som sagt, melankolsk tilbageblik. Altsammen samles det meget godt op i Roy Battys (Rutger Hauer) berømte tale imod slutningen af filmen. I den tale er hele filmens pointe opsummeret, og måden æstetikken her arbejder sammen med musikken, og ikke mindst leveringen, er et fremragende eksempel på hvad filmmediets illusion kan.
Vangelis musik er et kapitel for sig, og er i mine ører et af de mest bemærkelsesværdige soundtracks nogensinde. Med en unik blanding af et moderne og samtidig nostalgisk lydbillede, er lydbilledet der skabes med til at hæve filmen endnu et niveau. Filmens essens, dens stemning, stammer i høj grad fra dette soundtrack, og Vangelis arbejde er en af de helt store årsager til hvorfor man kan blive ved med at vende tilbage til "Blade Runner". Stilistisk er Ridley Scotts fingeraftryk helt umiskendeligt. Den fantasifulde og stærke brug af lys og lyd går igen fra "Alien", og det samme gør på sin vis også den klaustrofobiske stemning - hvilket naturligvis er ironisk når man tager i betragtning at filmens omgivelser i virkeligheden er meget åbne. Klaustrofobien er altså af en mere sjælelig art, og her mener jeg til gengæld at ordvalget er ganske passende.
Det træder også tydeligt frem i Harrison Fords præstation, som er helt ulig hans mest kendte præstationer i film som "Star Wars" og "Indiana Jones". Ford er i "Blade Runner" langt mere indelukket, og siger heller ikke nær så meget som i andre roller. Det er en smule uvant at se Ford i en rolle der forekommer så underlegen, men præstationen er samtidig et bevis på at Fords evner som skuespiller rækker langt. Filmen har derudover en række mindeværdige præstationer. Fra Sean Youngs smukke Rachael til Daryl Hannahs dødbringende Pris, er karaktererne fængende og udtrykker, ligesom Deckard, meget med ganske få ord. Rutger Hauer må nødvendigvis også fremhæves i en rolle der er langt mere end en skurk. Leveringen af den afsluttende tale har jeg allerede nævnt i denne anmeldelse, men scenen er simpelthen så skarp at det er svært at gøre den respekt. For helt uden brug af komplicerede special effekter eller andet, fremmaner denne tale nogle billeder for seerens nethinde, som er så katastrofale i deres skønhed, at det er svært ikke at blive provokeret til overvejelse. Sjældent har en anden dialog i den grad indrammet en hel films pointe, og understreget det faktum at vores "skurke" i denne film ikke er onde, men blot kæmper for et minimum af frihed.
I forbindelse med denne anmeldelse så jeg et par bidder af biografversionen af filmen, og jeg kan ikke sige andet end at man for alt i verden skal holde sig til de versioner af filmen som ikke indeholder Deckards voice-over. Al respekt til Harrison Ford, men måden disse replikker er skrevet, og sågar også den måde de er leveret, er forfærdeligt forstyrrende, og ødelægger simpelthen alt det jeg har prist ved filmen i denne anmeldelse. Meget af filmens stemning ligger i de stille momenter, og når de tages væk, bliver oplevelsen i den grad forfladiget. Holder man sig imidlertid til Scotts Final Cut, er "Blade Runner" en stor filmoplevelse, som bliver ved at give, særligt ved gentagne gennemsyn.
Som altid kan det ovenstående og tidligere indlæg også læses på min blog, hvor der også opdateres med rettelser, og enkelte gang deciderede tilføjelser, følg med her.
Derudover er der også mulighed for at læse med på min anden blog, kaldet "Komedie og Kant", som fokuserer på humoristiske serier af forskellig art. Seneste anmeldelse derinde er af "Columbo" - og jeg hører gerne forslag til serier der kunne anmeldes her.
#689 BN 13 år siden
Et gennemført mesterværk fra Ridley Scott, og - som du nok husker - også en af mine egne favoritter med en pæn placering på min Top 200. Stemningen, musikken, billederne, skuespillet ... alt går op i en højere enhed.
Det forlyder, at Harrison Ford heller ikke brød sig om, at der skulle voice-over på, og at dette er den virkelige grund til hans uengagerede, trætte stemme - og altså ikke, at han skulle lyde som en desillusioneret film noir-detektiv.
#690 Collateral 13 år siden
Tænker heller ikke det som en del af hans egentlige præstation. Det han leverer er det der er på skærmen. V. O. skulle aldrig have været puttet ind, og det er glædeligt at den er væk.