Havde helt glemt at svare på dit indlæg NightHawk! Glæder mig virkelig til filmz laver en mobiludgave af deres forum, så jeg rent faktisk også kan svare på min iPod Touch uden at det er voldsomt frustrerende.
NightHawk (730) skrev:
Så vil jeg da også lige skynde mig at få sagt stort tillykke med din nye anmelder tjans! :)
Mange tak! Jeg glæder mig meget til det bliver officielt, og jeg kan dele min første anmeldelse derinde med jer.
NightHawk (730) skrev:
Rigtig god anmeldelse du har skrevet! Du rammer plet hele vejen rundt i din beskrivelse, og jeg kan kun være fuldstændig enig i måden, som du beskriver oplevelsen af filmen på. Der er i den grad her tale om en gyser, hvor tingene går op i en højere enhed. Jeg synes det er lige imponerende hver gang, at jeg ser "The Shining", hvor sublimt Stanley Kubrick får både det visuelle samt skuespilpræstationerne til at hænge sammen.
Og netop fordi han lykkedes så overbevisende med at sammenflette disse to ting betyder det jo, at stemningen og de forskellige chok effekter får et gevaldigt løft og gør spændings-kurven så intens, at man næsten ikke tør kigge med. Fremragende film og en mesterlig eksekveret gyser!
Også tak for denne tilbagemelding. Det var rigtig fedt at skrive om "The Shining", og det er virkelig en film der er så righoldig på oplevelser, at man ikke behøver kæmpe for at finde momenter at snakke om.
---
Og så får i da også lige min seneste BDlive anmeldelse: Océans
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
19. Leaving Las Vegas af Mike Figgis: Ben Sanderson (Nicolas Cage) drager til Las Vegas for at drikke sig ihjel, efter de sidste dele af hans liv er faldet fra hinanden. Her møder han Sera (Elisabeth Shue), som er prostitueret. Sanderson køber hende for en enkelt aften, men har egentlig mere lyst til at tale med hende, og det er just hvad de ender med at gøre, hele natten.
Imellem denne films relativt deprimerende præmis og dens gritty 16 mm udseende, er dette ikke en film der nødvendigvis ønsker at blive beundret for noget andet end dens indhold. Her er ikke nogen farvestrålende overflade, eller nogle glamourøse billeder af Las Vegas, men i stedet er filmen ligesom sine karakterer smukke i kraft af dens "fejl", eller snarere dens uperfekte, upolerede overflade. Man skal ville denne film, og vil man det, er her romantik af den smukkeste grimhed der nogensinde er leveret på filmen. For de to karakterers grundaftale er at de er sammen med hinanden som dem de er. Særdeles fejlbehæftede og hjerteknusende udbrugte, finder de en trøst i hinandens arme, som filmens billedside gang på gang understreger med nogle billeder, som efter man tilvænnes filmens lettere anderledes udseende, er usandsynligt smukke. Grunden hertil er at filmens billede synes fyldt med sjæl og personlighed. Det samme gør sig i øvrigt gældende for lydsiden, som instruktør Mike Figgis grundet et samt budget selv har måttet skabe musikken til, men det fungerer. Måske er det netop det lave budget der her tvinger kreativiteten frem, og det faktum at billederne ikke er perfekt indrammet i hvert eneste øjeblik, gør filmen virkelig, samtidig med at den er enormt stiliseret. For ligeså virkelig filmen kan virke, ligeså uvirkelig kan den ligeledes være, og det forekommer at filmen mere har karakter af minder end en simpel fortælling.
Hvad der naturligvis også brænder igennem er de to bærende hovedroller. Enkelte andre karakterer er med undervejs, men det er vitterligt bikarakterer i ordets stærkeste forstand, for hvad der medvirker til at skabe den mindeagtige fornemmelse, er blandt andet at det kun er de to elskende der ses i størstedelen af filmen. Uden at have set alle de film den gode Nicolas Cage har medvirket i, tør jeg godt konkludere at dette er iblandt mandens bedste og mest indlevende roller. Cage giver en fysisk præstation, der kan måle sig med den mere følelsesmæssige side af karakteren. Shue er ligeledes velfungerende og har sin del af stærke scener, særligt i et moment hvor de to er skilt ad, og Shues karakter udsættes for noget ganske horribelt. Stærkest er imidlertid den samlede præstation, hvis man tale om en sådan. Scenerne hvor begge skuespillere er i centrum af opmærksomheden er fremragende, og Cages indædte fokus kolliderer med Shues karakterers langsomme skift imod noget mere sårbart. Det er med andre ord en mørk fornøjelse at dykke ned i det afgrundsdybe mørke karaktererne befinder sig på.
Hvad der endvidere medvirker til at gøre filmen stærk, er at den er så nedtonet. Der er ikke nogen store udsving med armene fra skabernes side, i stedet gør man plads til karaktererne, og gør dem til fokus, og lader filmens stemning komme fra dem. I samarbejdet mellem skuespillerne, den melankolsk nostalgiske billedside og Figgis' simple, men effektive score, bliver man som tilskuer langsomt trukket ind i filmens nært magiske greb, indtil i hvert fald jeg, var helt på niveau med karakterernes følelsesmæssige rejse, som er både lang og hård, selvom man som tilskuer aldrig rigtig bliver i tvivl om at den tyngende fornemmelse filmen skaber, må kulminere. Det gør den da også, og her tages ingen gidsler, idet filmen følger sin stemningsmæssige opbygning helt til dørs, og særligt i sine sidste momenter bliver pinefuldt realistisk. Ved filmens ende var det, særligt ved første gennemsyn, umuligt for denne seer ikke at være påvirket af oplevelsen, som lod til at tale direkte til mig med en blå tone, som kan være, og i dette tilfælde er, et utrolig stærkt grundlag at bygge sin film på.
Mike Figgis overvælder mig simpelthen med denne film. I modsætning til andre af filmene på denne liste, som jeg for nogens vedkommende forventede ville være fremragende, ved jeg ikke rigtig hvad jeg forventede af nærværende titel. Det jeg fik var dog både tæt på og langt fra. På den ene side var den dunkle stemning forventet, på den anden side var det umuligt at forvente en så stærk karakterbeskrivelse, og et så overordnet stærkt værk, som jeg vitterligt synes "Leaving Las Vegas" er.
Som altid kan det ovenstående og tidligere indlæg også læses på min blog, hvor der også opdateres med rettelser, og enkelte gang deciderede tilføjelser, følg med her.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Jeg blev en smule skuffet over Leaving Las Vegas da jeg så den for første gang for et par uger siden. Det er en go drama film, men tempoet var for langsom til mig, der var dog et par scener som jeg væmmes ved, og jeg kan lide at den lader en i en tro om at det hele nok skal gå, og at den viser en barsk virkelig, fra forskellige vinkler.
4/6
The earth is not a cold dead place, this is not a cold dead place.
Fedt at se denne film repræsenteret på din liste. En helt igennem fremragende, barsk, dyster, men når alt kommer til, alt smuk, poetisk og vedkommende kærlighedsfilm, der går lige i hjertet og bliver siddende i følelsesregisteret længe efter.
Og fuldt fortjent Oscar til Nicholas Cage som i mine øjne siden hen kun har været i nærheden af samme niveau med "Adaptation". Synes også Elisabeth Shue burde have vundet en Oscar for sin præstation, der er mindst lige så god som Cages.
Rigtig god anmeldelse du har skrevet!
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Fedt at se denne film repræsenteret på din liste. En helt igennem fremragende, barsk, dyster, men når alt kommer til, alt smuk, poetisk og vedkommende kærlighedsfilm, der går lige i hjertet og bliver siddende i følelsesregisteret længe efter.
Og fuldt fortjent Oscar til Nicholas Cage som i mine øjne siden hen kun har været i nærheden af samme niveau med "Adaptation". Synes også Elisabeth Shue burde have vundet en Oscar for sin præstation, der er mindst lige så god som Cages.
Rigtig god anmeldelse du har skrevet!
Atter engang tak for de pæne ord, og jeg synes bestemt også at Shue kan leve op til Cage heri. Deres kemi er som nævnt i anmeldelsen noget af det der bærer filmen.
- - -
Husk i øvrigt at der er lidt nyheder ang. mine skriverier i morgen, og en spritny "Night of the Living Dead" anmeldelse. Indtil da får i her de seneste to BDlive anmeldelser:
Jeg kom til at love at min nye "Night of the Living Dead" anmeldelse skulle komme online i dag, det er en fejl. Det der i dag er sket er at jeg selv, og de øvrige to nykomne anmeldere på bloggen, er blevet introduceret på bloggen. Først d. 18. i nærværende månede dukker min anmeldelse op, i mellem tiden kan man så nyde de øvrige nye anmelderes debut'er på siden, som kommer før undertegnedes.
Jeg glæder mig rigtig meget til også at skrive nogle anmeldelser til Sørensen Exploitation Cinema Proudly Presents, og så skal jeg i øvrigt nok forsøge at holde liv i mine egne blogs, samt naturligvis BDlive anmeldelserne, som fortsat vil komme løbende.
Jeg håber ikke det generer for meget at jeg sådan reklamere for mine øvrige skrivemæssige gøremål i denne top 60 tråd.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
#731 Collateral 13 år siden
Mange tak! Jeg glæder mig meget til det bliver officielt, og jeg kan dele min første anmeldelse derinde med jer.
Også tak for denne tilbagemelding. Det var rigtig fedt at skrive om "The Shining", og det er virkelig en film der er så righoldig på oplevelser, at man ikke behøver kæmpe for at finde momenter at snakke om.
---
Og så får i da også lige min seneste BDlive anmeldelse:
Océans
#732 Collateral 13 år siden
Ben Sanderson (Nicolas Cage) drager til Las Vegas for at drikke sig ihjel, efter de sidste dele af hans liv er faldet fra hinanden. Her møder han Sera (Elisabeth Shue), som er prostitueret. Sanderson køber hende for en enkelt aften, men har egentlig mere lyst til at tale med hende, og det er just hvad de ender med at gøre, hele natten.
Imellem denne films relativt deprimerende præmis og dens gritty 16 mm udseende, er dette ikke en film der nødvendigvis ønsker at blive beundret for noget andet end dens indhold. Her er ikke nogen farvestrålende overflade, eller nogle glamourøse billeder af Las Vegas, men i stedet er filmen ligesom sine karakterer smukke i kraft af dens "fejl", eller snarere dens uperfekte, upolerede overflade. Man skal ville denne film, og vil man det, er her romantik af den smukkeste grimhed der nogensinde er leveret på filmen. For de to karakterers grundaftale er at de er sammen med hinanden som dem de er. Særdeles fejlbehæftede og hjerteknusende udbrugte, finder de en trøst i hinandens arme, som filmens billedside gang på gang understreger med nogle billeder, som efter man tilvænnes filmens lettere anderledes udseende, er usandsynligt smukke. Grunden hertil er at filmens billede synes fyldt med sjæl og personlighed. Det samme gør sig i øvrigt gældende for lydsiden, som instruktør Mike Figgis grundet et samt budget selv har måttet skabe musikken til, men det fungerer. Måske er det netop det lave budget der her tvinger kreativiteten frem, og det faktum at billederne ikke er perfekt indrammet i hvert eneste øjeblik, gør filmen virkelig, samtidig med at den er enormt stiliseret. For ligeså virkelig filmen kan virke, ligeså uvirkelig kan den ligeledes være, og det forekommer at filmen mere har karakter af minder end en simpel fortælling.
Hvad der naturligvis også brænder igennem er de to bærende hovedroller. Enkelte andre karakterer er med undervejs, men det er vitterligt bikarakterer i ordets stærkeste forstand, for hvad der medvirker til at skabe den mindeagtige fornemmelse, er blandt andet at det kun er de to elskende der ses i størstedelen af filmen. Uden at have set alle de film den gode Nicolas Cage har medvirket i, tør jeg godt konkludere at dette er iblandt mandens bedste og mest indlevende roller. Cage giver en fysisk præstation, der kan måle sig med den mere følelsesmæssige side af karakteren. Shue er ligeledes velfungerende og har sin del af stærke scener, særligt i et moment hvor de to er skilt ad, og Shues karakter udsættes for noget ganske horribelt. Stærkest er imidlertid den samlede præstation, hvis man tale om en sådan. Scenerne hvor begge skuespillere er i centrum af opmærksomheden er fremragende, og Cages indædte fokus kolliderer med Shues karakterers langsomme skift imod noget mere sårbart. Det er med andre ord en mørk fornøjelse at dykke ned i det afgrundsdybe mørke karaktererne befinder sig på.
Hvad der endvidere medvirker til at gøre filmen stærk, er at den er så nedtonet. Der er ikke nogen store udsving med armene fra skabernes side, i stedet gør man plads til karaktererne, og gør dem til fokus, og lader filmens stemning komme fra dem. I samarbejdet mellem skuespillerne, den melankolsk nostalgiske billedside og Figgis' simple, men effektive score, bliver man som tilskuer langsomt trukket ind i filmens nært magiske greb, indtil i hvert fald jeg, var helt på niveau med karakterernes følelsesmæssige rejse, som er både lang og hård, selvom man som tilskuer aldrig rigtig bliver i tvivl om at den tyngende fornemmelse filmen skaber, må kulminere. Det gør den da også, og her tages ingen gidsler, idet filmen følger sin stemningsmæssige opbygning helt til dørs, og særligt i sine sidste momenter bliver pinefuldt realistisk. Ved filmens ende var det, særligt ved første gennemsyn, umuligt for denne seer ikke at være påvirket af oplevelsen, som lod til at tale direkte til mig med en blå tone, som kan være, og i dette tilfælde er, et utrolig stærkt grundlag at bygge sin film på.
Mike Figgis overvælder mig simpelthen med denne film. I modsætning til andre af filmene på denne liste, som jeg for nogens vedkommende forventede ville være fremragende, ved jeg ikke rigtig hvad jeg forventede af nærværende titel. Det jeg fik var dog både tæt på og langt fra. På den ene side var den dunkle stemning forventet, på den anden side var det umuligt at forvente en så stærk karakterbeskrivelse, og et så overordnet stærkt værk, som jeg vitterligt synes "Leaving Las Vegas" er.
Som altid kan det ovenstående og tidligere indlæg også læses på min blog, hvor der også opdateres med rettelser, og enkelte gang deciderede tilføjelser, følg med her.
#733 Skeloboy 13 år siden
#734 MOVIE1000 13 år siden
4/6
#735 Lord Beef Jerky 13 år siden
#736 Babo84 13 år siden
#737 NightHawk 13 år siden
Fedt at se denne film repræsenteret på din liste. En helt igennem fremragende, barsk, dyster, men når alt kommer til, alt smuk, poetisk og vedkommende kærlighedsfilm, der går lige i hjertet og bliver siddende i følelsesregisteret længe efter.
Og fuldt fortjent Oscar til Nicholas Cage som i mine øjne siden hen kun har været i nærheden af samme niveau med "Adaptation". Synes også Elisabeth Shue burde have vundet en Oscar for sin præstation, der er mindst lige så god som Cages.
Rigtig god anmeldelse du har skrevet!
#738 Collateral 13 år siden
Atter engang tak for de pæne ord, og jeg synes bestemt også at Shue kan leve op til Cage heri. Deres kemi er som nævnt i anmeldelsen noget af det der bærer filmen.
- - -
Husk i øvrigt at der er lidt nyheder ang. mine skriverier i morgen, og en spritny "Night of the Living Dead" anmeldelse. Indtil da får i her de seneste to BDlive anmeldelser:
Juan
Paul
#739 Collateral 13 år siden
#740 Collateral 13 år siden
Jeg glæder mig rigtig meget til også at skrive nogle anmeldelser til Sørensen Exploitation Cinema Proudly Presents, og så skal jeg i øvrigt nok forsøge at holde liv i mine egne blogs, samt naturligvis BDlive anmeldelserne, som fortsat vil komme løbende.
Jeg håber ikke det generer for meget at jeg sådan reklamere for mine øvrige skrivemæssige gøremål i denne top 60 tråd.