Skønt at se en af Chaplins absolutte filmperler på din liste! :)
En rigtig god beskrivelse du får lavet af den meget markante kontrast Chaplin på mesterlig og effektiv vis lykkedes med at få skabt mellem det fattige arbejdermiljø og den dekadente hjerteløse overklasse, hvor idealisten og drømmeren på sin helt egen, og lettere tilfældige facon, tager kampen op imod et menneskefjendsk og profithungrende system, der befinder sig lige i centrum af superkapitalismens højborg, som fabrikken kynisk og meget morsomt illustrerer.
Nogen vil måske mene, at det er en lidt for letkøbt måde som Chaplin formidler sine mange budskaber på ved at benytte sig af denne tydelige kontrast. Men pga. hans formidable evne til at håndtere sin protagonist sentimentale perioder oftest med underspillet graciøsitet og uforbeholden charme, og yderligere integrere selv samme med en ganske særlig lune, der så igen kommer endnu tydeligere til udtryk via de, som altid, imponerende koreograferede slapstick scener betyder det, at man egenlig ikke tænker nærmere over hans i bund og grund enkle måde at formidle budskaberne på. I stedet acceptere man loyalt historien med et smil på læben og en varme i hjertet, hvormed det ultimative budskab om menneskelige værdier og næstekærlighed går rent ind.
Scenerne mellem Chaplin og Goddard i det lille vakkelvorne hjem er, som du også skriver, fremragende eksempler på netop denne elegante historieformidling, og ligeså er scenerne på fabrikken, (som jeg altid ligger flad af grin over), samtidig med at de indeholder en masse skarpe pointer om arbejdernes vilkår og ligeledes sætter spørgsmålstegn ved alle de såkaldt geniale nye maskinelle opfindelser. Især er scenerne hvor Chaplin falder i en zombie agtig trance ved samlebåndet og herefter går amok med sine svensknøgler, samt hans direkte konfrontation med den store maskine, og da han fungere som testperson i en mobil madmaskine, alt sammen humor i verdensklasse der understreger Chaplins overblik i forhold til historiens budskaber og ligeså understreger, hvilken fænomenal dygtig komiker han var.
Mht. hvilken Chaplin film der er bedst, så har jeg sgu svært ved lige at udpege en, der overstråler de andre af mine favoritter. Så i stedet vil jeg nøjes med at pege på disse 5 film som værende hans bedste ; "Modern Times", "The Great Dictator", The Kid", "The Gold Rush" og "City Lights". :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Jeg kan godt nok ikke være mere uenig vedr Melancholia, men Trier er måske heller ikke blandt favoritterne. Den første del er uendelig langtrukken. Trier skal bruge så lang tid på at sige så lidt. Der går næsten en time med bryllupsfesten, hvor folk blot siger banale ting og samtidig fremstår det dybt utroværdigt. Kameraet, i bedste amatør stil, suser om personerne og moderen virker ret karikeret. Den følelsmæssige connection havde jeg overhovedet ikke. Åbningsscenen virker mig så opblæst og skabagtig, at jeg næsten allerede stod af. Anden del blev lidt bedre, den formåede at skabe lidt spænding, men det hele virker så skide påtaget og drænet for fremdrift. Dialogen virker ufærdig, hvor folk snakker, men tingene bliver ikke gjort færdigt. Og Triers pessimistiske og menneskefjendske syn "verden er ond" er meget sigende. "En pessimist er et menneske, der har det skidt, når han har det godt, af frygt for at få det værre, når han får det bedre". Han har jo så også afsløret længe før, at filmen ikke bliver nogen lykkelig film - så er tonen ligesom sat, og så kan man kigge langt efter overraskelser og nuancer. Gaaab. Visuelt fint lavet til sidst, og der spilles fint af Dunst og et par andre, men hvor er det bare en nedern film at overvære og kæmpe sig igennem. Jeg ser heller ikke det helt vilde i stemningen. Nåh, nu fik du også min mening, som er i den modsatte grøft.
Anden del blev lidt bedre, den formåede at skabe lidt spænding, men det hele virker så skide påtaget og drænet for fremdrift.
Nu er jeg bestemt ikke nogen Trier-fan og har heller ikke set 'Melancholia', men det du skriver kunne godt virke som om du bedømmer ud fra et kriterium der hedder "spænding/action ønskes". Og 'Melancholia' er vel snarere et drama end en spændingsfilm, er den ikke? Som jeg har forstået det, lægger den vægt på karaktererne og menneskesindet (karakterernes psykologi) snarere end ydre action.
Babo84 (813) skrev:
"En pessimist er et menneske, der har det skidt, når han har det godt, af frygt for at få det værre, når han får det bedre".
Hehe. Så sandt, så sandt. :-)
Jeg har ikke noget imod film der indholder masser af pessimisme, men der skal være en mening med det, og eventuelt noget modvægt. For selvom livet ikke er lutter lagkage, så det er altså heller ikke lutter lort. (Og dette er ikke rettet mod filmen, for jeg har som sagt ikke set den.)
Jeg har ikke noget imod film der indholder masser af pessimisme, men der skal være en mening med det, og eventuelt noget modvægt. For selvom livet ikke er lutter lagkage, så det er altså heller ikke lutter lort.
Selvfølgelig er livet ikke rent skidt set fra din, eller min egen, optik, men hvis karaktererne (eller i hvert fald karakteren Justine) oplever verden som værende hovedsageligt negativ og skræmmende er det vel ikke forkert at portrættere? I øvrigt siger jeg ikke at det er hvad filmen gør, jeg spørger bare hypotetisk - SKAL der være lys i mørket, hvis en film portrætterer en karakter der ikke ser på livet som sådan?
Babo: Helt fint at høre fra en med en helt anderledes oplevelse, og jeg vil egentlig ikke modargumentere en masse, da jeg mener min oplevelse er beskrevet i anmeldelsen, men hård syntes jeg ingenlunde filmen var at komme igennem. Tværtimod fandt jeg "Melancholia" super engagerende, men det kunne du nok fornemme på anmeldelsen (håber jeg).
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Og 'Melancholia' er vel snarere et drama end en spændingsfilm, er den ikke
Det er skam et drama, men også sci fi da den handler om en trussel på vej mod jorden :) Og det var skam også det jeg forventede. Men derfor er den stadig meget træg at komme igennem, især den første del, som simpelthen er overlang og flytter ikke historien videre. Anden del er lidt bedre, men også kun lidt. Der kommer lidt mere suspense ind, da trusslen nærmer sig.
Uenig. Da enden nærmer sig, viser han netop forskellige måder at håndtere denne på. I øvrigt mener jeg at der er så stor alsidighed i Dunsts karakter, at hun (og dermed filmens første halvdel) ingenlunde kan kaldes ensidig.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
SKAL der være lys i mørket, hvis en film portrættere en karakter der ikke ser på livet som sådan?
Det handler måske i virkeligheden mere om Triers egen verdensbillede, som blot er illustreret igennem skuespillerne. Filmen KAN ganske vist ses som en slags terapisession. Men jeg finder bare, at der mangler lidt nuancer i den fortælling.
Collateral (815) skrev:
men det kunne du nok fornemme på anmeldelsen (håber jeg).
Selvfølgelig er livet ikke rent skidt set fra din, eller min egen, optik, men hvis karaktererne (eller i hvert fald karakteren Justine) oplever verden som værende hovedsageligt negativ og skræmmende er det vel ikke forkert at portrættere?
Nej, selvfølgelig er det ikke forkert. Nu understregede jeg jo også i min sidste sætning, at min udtalelse ikke var rettet mod filmen.
Men egentlig kan jeg besvare dit spørgsmål ved at citere mig selv:
BN (814) skrev:
Jeg har ikke noget imod film der indholder masser af pessimisme, men der skal være en mening med det
#811 NightHawk 12 år siden
17. Modern Times
Skønt at se en af Chaplins absolutte filmperler på din liste! :)
En rigtig god beskrivelse du får lavet af den meget markante kontrast Chaplin på mesterlig og effektiv vis lykkedes med at få skabt mellem det fattige arbejdermiljø og den dekadente hjerteløse overklasse, hvor idealisten og drømmeren på sin helt egen, og lettere tilfældige facon, tager kampen op imod et menneskefjendsk og profithungrende system, der befinder sig lige i centrum af superkapitalismens højborg, som fabrikken kynisk og meget morsomt illustrerer.
Nogen vil måske mene, at det er en lidt for letkøbt måde som Chaplin formidler sine mange budskaber på ved at benytte sig af denne tydelige kontrast. Men pga. hans formidable evne til at håndtere sin protagonist sentimentale perioder oftest med underspillet graciøsitet og uforbeholden charme, og yderligere integrere selv samme med en ganske særlig lune, der så igen kommer endnu tydeligere til udtryk via de, som altid, imponerende koreograferede slapstick scener betyder det, at man egenlig ikke tænker nærmere over hans i bund og grund enkle måde at formidle budskaberne på. I stedet acceptere man loyalt historien med et smil på læben og en varme i hjertet, hvormed det ultimative budskab om menneskelige værdier og næstekærlighed går rent ind.
Scenerne mellem Chaplin og Goddard i det lille vakkelvorne hjem er, som du også skriver, fremragende eksempler på netop denne elegante historieformidling, og ligeså er scenerne på fabrikken, (som jeg altid ligger flad af grin over), samtidig med at de indeholder en masse skarpe pointer om arbejdernes vilkår og ligeledes sætter spørgsmålstegn ved alle de såkaldt geniale nye maskinelle opfindelser. Især er scenerne hvor Chaplin falder i en zombie agtig trance ved samlebåndet og herefter går amok med sine svensknøgler, samt hans direkte konfrontation med den store maskine, og da han fungere som testperson i en mobil madmaskine, alt sammen humor i verdensklasse der understreger Chaplins overblik i forhold til historiens budskaber og ligeså understreger, hvilken fænomenal dygtig komiker han var.
Mht. hvilken Chaplin film der er bedst, så har jeg sgu svært ved lige at udpege en, der overstråler de andre af mine favoritter. Så i stedet vil jeg nøjes med at pege på disse 5 film som værende hans bedste ; "Modern Times", "The Great Dictator", The Kid", "The Gold Rush" og "City Lights". :)
#812 Collateral 12 år siden
OG
Silent Night, Deadly Night
#813 Babo84 12 år siden
#814 BN 12 år siden
Nu er jeg bestemt ikke nogen Trier-fan og har heller ikke set 'Melancholia', men det du skriver kunne godt virke som om du bedømmer ud fra et kriterium der hedder "spænding/action ønskes". Og 'Melancholia' er vel snarere et drama end en spændingsfilm, er den ikke? Som jeg har forstået det, lægger den vægt på karaktererne og menneskesindet (karakterernes psykologi) snarere end ydre action.
Hehe. Så sandt, så sandt. :-)
Jeg har ikke noget imod film der indholder masser af pessimisme, men der skal være en mening med det, og eventuelt noget modvægt. For selvom livet ikke er lutter lagkage, så det er altså heller ikke lutter lort. (Og dette er ikke rettet mod filmen, for jeg har som sagt ikke set den.)
#815 Collateral 12 år siden
Selvfølgelig er livet ikke rent skidt set fra din, eller min egen, optik, men hvis karaktererne (eller i hvert fald karakteren Justine) oplever verden som værende hovedsageligt negativ og skræmmende er det vel ikke forkert at portrættere? I øvrigt siger jeg ikke at det er hvad filmen gør, jeg spørger bare hypotetisk - SKAL der være lys i mørket, hvis en film portrætterer en karakter der ikke ser på livet som sådan?
Babo: Helt fint at høre fra en med en helt anderledes oplevelse, og jeg vil egentlig ikke modargumentere en masse, da jeg mener min oplevelse er beskrevet i anmeldelsen, men hård syntes jeg ingenlunde filmen var at komme igennem. Tværtimod fandt jeg "Melancholia" super engagerende, men det kunne du nok fornemme på anmeldelsen (håber jeg).
#816 Babo84 12 år siden
Det er skam et drama, men også sci fi da den handler om en trussel på vej mod jorden :) Og det var skam også det jeg forventede. Men derfor er den stadig meget træg at komme igennem, især den første del, som simpelthen er overlang og flytter ikke historien videre. Anden del er lidt bedre, men også kun lidt. Der kommer lidt mere suspense ind, da trusslen nærmer sig.
#817 Babo84 12 år siden
Hos ham er det blot ensidigt og firkantet.
#818 Collateral 12 år siden
Uenig. Da enden nærmer sig, viser han netop forskellige måder at håndtere denne på. I øvrigt mener jeg at der er så stor alsidighed i Dunsts karakter, at hun (og dermed filmens første halvdel) ingenlunde kan kaldes ensidig.
#819 Babo84 12 år siden
Det handler måske i virkeligheden mere om Triers egen verdensbillede, som blot er illustreret igennem skuespillerne. Filmen KAN ganske vist ses som en slags terapisession. Men jeg finder bare, at der mangler lidt nuancer i den fortælling.
Det kunne jeg.
#820 BN 12 år siden
Nej, selvfølgelig er det ikke forkert. Nu understregede jeg jo også i min sidste sætning, at min udtalelse ikke var rettet mod filmen.
Men egentlig kan jeg besvare dit spørgsmål ved at citere mig selv: