16. Gertrud af Carl Th. Dreyer Carl Th. Dreyers sidste film som instruktør er fortællingen om Gertrud (Nina Pens Rode), som splitter med sin mand, fordi hun har forelsket sig i musikeren Erland (Baard Owe). Igennem filmen udforskes kærligheden de to imellem, og Gertrud finder at intet er så ligetil, som det måske synes.
Baard Owe, som medvirker i denne film, har forklaret Dreyers stærke instruktionsmæssige evner ved i et interview at fortælle om optagelsen af en bestemt scene til Gertrud. Optagelsen af scenen foregik således at skuespillerne i samarbejde med kameramanden fik frie hænder til at arrangere scenen. I skuespillernes egne ord var der: "Ikke så meget Dreyer i det. Det var os alt sammen." Owe afslutter dog ikke sin historie her, men når frem til sin egentlige pointe da han fortæller videre: "Når jeg så så filmen, og så hvad vi havde lavet - så var Dreyers spillestil i næsten ulidelig grad kommet ind over det alt sammen." Hvilken pointe man vil tage fra denne lille anekdote er naturligvis op til den individuelle læser, men for denne skribent er fortællingen en utrolig fortælling om hvor stærkt, og unikt, Dreyers geni for alvor var. Den stil Owe imidlertid referere til, er naturligvis central for netop "Gertrud". Den tidligere anmeldte film "Vredens Dag" påbegyndte en stil, som blev intensiveret igennem "Ordet", og er allermest tydelig i "Gertrud". Det kommer særligt til udtryk i replikleveringen, som ofte foregår til publikum. Skuespillerne kommunikerer ofte mere med tilskueren end med hinanden, og ordene får til tider mere karakter af udtalte tanker, end egentlige samtaler. Umiddelbart kan det for nogle fremstå ganske teatralsk, men når det er kombineret med det kameraarbejde og smukke billedbeskæringer Dreyers film (såvel stum- som talefilm) er kendt for, bliver udtrykket langt mere avanceret.
En anden skuespiller der medvirker i denne film er Axel Strøbye, som mindes Dreyers holdning til skuespillere således: "Han sagde også om skuespillerne at det udtryk man får hos skuespillerne, det er deres ejendom. Man kan ikke påtvinge en skuespiller et udtryk, eller belaste ham ved at diktere han skal gøre sådan eller sådan." For nærværende films vedkommende kan der ikke være megen tvivl om at Nina Pens Rode portrættering af hovedrollen, er den absolut mest omsiggribende. Ligesom i "Vredens Dag" og "Le Passion de Jeanne d'Arc" tager Dreyers film atter engang fat på en kvindelig hovedkarakter. Ligesom tidligere af Dreyers kvindeskikkelser må også Gertrud gå meget igennem for at holde fast på sine idealer, og ofre undervejs stort. At beskrive Rodes præstation med ord som "fremragende" eller "brilliant" virker en smule begrænsende. I stedet foretrækker denne anmelder at formulere det således, at Rode flyder sammen med Dreyers særegne stil, og er så stor en force i det samlede udtryk, at karakteren, for at udtrykke det banalt, føles virkelig. De øvrige præstationer er mindre i omfang, men Baard Owe, som senere har haft en tendens til at blive castet, som lettere excentriske mørkemænd, er i denne film en noget yngre mand, men har stadig stor tyngde i sit spil.
Det er i denne tilskuers oplevelse som om Dreyer arbejder i nogle dybere lag. At kalde hans film for surrealistiske er muligvis forkert, men det er alligevel som om at karakterernes umiddelbare virke, ofte fremstår som et meget tyndt lag der sjældent dækker for deres psykologiske tilstand. Fra replikkerne til fremsigelsen kan det i hvert fald siges uden tvivl at Dreyer med denne film tager stilen fra sine tidligere film et skridt videre, og formår at hypnotisere publikum med dens tone. Netop denne er svær at kategorisere, men der er utvivlsomt en stor melankoli i luften, mens kærlighedens blide og onde natur tages under behandling. Som i "Vredens Dag" er billederne enormt smukke, og Henning Bendtsen var fotograf på både denne film og "Ordet", gør et helt særegent arbejde i at viderebringe den æstetik, som er unik for alle Dreyers film.
Der er film på indeværende liste jeg har haft svært ved at skrive om fordi de betyder meget for mange, og selvom Carl Th. Dreyer ikke just er folkeeje her i landet, er hans værker så stærke at det alligevel indgyder en vis ærefrygt at udtale sig om dem. Her har jeg alligevel forsøgt at skrabe overfladen af min fascination med "Gertrud".
"Jeg har lidt meget, og jeg har ofte taget fejl, men jeg har elsket."
Som altid kan det ovenstående og tidligere indlæg også læses på min blog, hvor det ligeledes er muligt at danne sig et overblik over den foreløbige liste.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
I anledningen af at det er jul (og at jeg havde lidt tid til at skrive i dag) får i simpelthen to placeringer i dag.
15. La Vita è Bella af Roberto Benigni Guido (Roberto Benigni) forelsker sig i den smukke Dora (Nicoletta Braschi), som til en start er lidt undrende overfor Guido, men snart giver efter for hans charme. De to gifter sig og får lille Giosué (Giorgio Cantarini). Da krigen kommer til Italien finder den jødiske familie sig dog snart i store problemer.
Her er en film som har fået ganske mange verbale tæv. Nogle finder filmen for sentimental, andre kan ikke udstå hovedrolleindehaver og instruktør Roberto Benigni. Selv er jeg rigtig glad for Benigni, i hvert fald i denne film. At hans senere filmatisering af "Pinocchio" lader til at være ganske mislykket er en anden sag. "La Vita è Bella" er det nogle år siden jeg først stiftede bekendtskab med, og det er således en af de film på listen jeg har haft rig mulighed for at gense, hvilket jeg da også har gjort i stor grad. Hvad der hver gang virker overvældende er filmens kombination af humor, tragedie og i høj grad også romantik. Sidstnævnte dominerer særligt hele den første del af filmens spilletid ganske eftertrykkeligt, og bibeholdes undervejs, til trods for at tragedie og åndelig armod indtræffer. Under filmens første del bliver der således også rig mulighed for vidunderlige sekvenser, der byder på stor filmisk magi, og via den smukke kinematografi bliver præsenteret med en indbydende skønhed, som i sandhed lader den jublende titels udråb genklinge hos seeren. Undervejs indlægges sekvenser dog, som forvarsler filmens senere skift i tone, hvilket resulterer i at skiftet fra den glade og smukke første halvdel, til den mere gråtonede og virkelighedsnære anden del, er meget vellykket.
Humoren er personificeret i hovedkarakteren Guido, som instruktør Benigni selv spiller. Selvom turbotaleren Benigni leverer masser af særegne overvejelser undervejs, er der formentlig nogle der vil trættes af den energiske skuespiller. Filmen er dog meget intelligent i sin dosering, og sørger for at Benigni også har nedtonede momenter, også i den første halvdel, hvilket gør at de mere omfattende humoristiske sekvenser, forbliver morsomme undervejs, og ikke bliver trættende. En stor hjælp er i den forbindelse det supporterende cast, som Nicoletta Braschi og den unge Giorgio Cantarini, står i spidsen for. De to er utrolig stærke. Braschi fordi hendes karakter både fremstår stærk og selvstændig, men samtidig er meget sympatisk i hvor bjergtaget hun er af Guido. Cantarini får den ganske svære opgave både at levere komisk timing, og sågar også dramatiske evner undervejs, og virker på undertegnede yderst overbevisende, og er en absolut stærk repræsentant for et fantasifuldt, men også frygtsomt og tvivlende barnesind. Værd at fremhæve er også Horst Buchholz, som i rollen som Doctor Lessin formår at nuancere tysken - fordi karakteren til trods for sine forbundsfæller, også har sine charmerende sider. De øvrige roller gør sig mindre bemærket, men fungerer alle som del af fortællingen.
Filmens anden halvdel tager for alvor fat på filmens tungere temaer, men bliver ikke mindre rørende af den grund. For med humor forsøger Guido at holde sin søns humør højt, hvilket resulterer i nogle scener som til tider reelt er sjove, men også scener som er hjerteskærende fordi Guidos handlinger er så uselviske. Om det er denne del der for nogle fremstår patetisk eller overdrevent sentimental ved jeg ikke, men selv oplever jeg den i højere grad som fascinerende, fordi filmens humoristiske bagmand tør føre filmen i en så mørk retning som han gør, og samtidig formår at servere noget livsbekræftende undervejs. Samtidig føles det heller ikke som om filmens sekvenser er humoristiske først, og dernæst del af et plot, men i stedet føles filmen (heldigvis) som en naturligt fortløbende fortælling, der blot involverer nogle morsomme momenter. Med andre ord virker filmen ikke forceret, og de sjove øjeblikke virker til at strømme fra hovedkarakterens konstante søgen efter at se det hele fra den lyse side. En naiv pointe måske, men ikke desto mindre ganske smuk, og i filmens sammenhæng alt andet end ligegyldig. I sidste ende handler det for Guido om at gøre en forskel, og således kæmper han stædigt for at lade sønnen beholde sin barndommelige glæde. Ligeledes kæmper Guido for at videregive sin egen skæve indgangsvinkel til sønnen, og det er trods alt et ganske glorværdigt mål.
"La Vita è Bella" har endnu ikke mistet sin skønhed for denne seer, og ligeså meget jeg kan synes om at sidde igennem film der indeholder mørke og dystre temaer, set fra en pessimistisk synsvinkel, ligeså meget kan jeg glæde mig over fra tid til anden at blive bekræftet i at livet i sandhed kan være smukt, selv når det synes grumt.
Som altid kan det ovenstående og tidligere indlæg også læses på min blog, hvor det ligeledes er muligt at danne sig et overblik over den foreløbige liste.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
''Gertrud'' har jeg ikke set, men "La Vita è Bella'' er en helt igennem vidunderlig film, som jeg efterhånden har set en håndfuld gange. En virkelig hjertevarmende og livsbekræftende film. Fuld forståelse for det valg.
Din sidegeschæft som blu-ray anmelder har virkelig styrket dine kompetencer i at skrive anmeldelser. De er som altså super interessante at læse og giver samtidig læseren nogle ekstra interessante nuancer af filmene, f.eks. i gennem dine små anekdoter, som i anmeldelsen af "Gertrud". Det er ikke blot den standardiserede skematiske opsætning, men mere en fri og naturlig opsætning og stadig forståeligt og brugbart stof, der aldrig bliver overfladisk. Det er en fornøjelse, at følge dine anmeldelser, thumbs up. :-)
Nyeste anmeldelse: "The Thin Red Line" : http://bonysblog.wordpress.com/
Din sidegeschæft som blu-ray anmelder har virkelig styrket dine kompetencer i at skrive anmeldelser. De er som altså super interessante at læse og giver samtidig læseren nogle ekstra interessante nuancer af filmene, f.eks. i gennem dine små anekdoter, som i anmeldelsen af "Gertrud". Det er ikke blot den standardiserede skematiske opsætning, men mere en fri og naturlig opsætning og stadig forståeligt og brugbart stof, der aldrig bliver overfladisk. Det er en fornøjelse, at følge dine anmeldelser, thumbs up. :-)
Det varmer sgu Bony! Mange mange tak for rosen, og det glæder mig at du fornøjer dig med anmeldelserne. Jeg nærmer mig i øvrigt de 100 anmeldelser inde på bdlive, og fornøjer mig stadig med skriverierne.
IK (876) skrev:
''Gertrud'' har jeg ikke set, men "La Vita è Bella'' er en helt igennem vidunderlig film, som jeg efterhånden har set en håndfuld gange. En virkelig hjertevarmende og livsbekræftende film. Fuld forståelse for det valg.
Var lidt i tvivl om hvorvidt jeg stod alene med den film, men godt at høre at du også har haft en god oplevelse med filmen!
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
Så fik jeg endelig tid til at få læst dine nye anmeldelser. Beklager det først blev nu, men jeg har haft mega travlt de sidste par uger med forskellige ting. :)
16. Gertrud, har jeg ikke set, og med til det hører så det ekstra pinlige, at jeg stadigvæk har min første Dreyer film til gode. Men du har bestemt motiveret mig yderligere med både denne anmeldelse og "Vredens Dag", hvor du får givet et rigtig godt indblik i, hvad der gør Dreyers film dybt fascinerende, hvilket du får formidlet på en måde, der holder interessen fanget fra start til slut i din tekst. Og så kan jeg rigtig godt lide, at du sammenfletter dine egne indtryk med skuepillerenes opfattelse af Dreyers måde at arbejde på, hvilket jeg synes både er rigtig godt tænkt og fornemt eksekveret af dig.
15. La Vita Bella, Jeg er 100 % med dig og IK her, og kan også kun give min uforbeholdne kærlighed til denne meget rørende og fremragende filmperle. Kontrasten, som du beskriver meget smukt og præcist i øvrigt i første og tredje afsnit, er jeg helt enig i er en af filmens mest effektive styrker, og det skal Roberto Benigni bestemt have stor ros for. For når han formår at gøre det så overbevisende, så gør det faktisk heller ikke mig noget, at det er kreeret med en bevidst sentimentalt vinkel. Ang. Roberto Benigni og hans komiske rutiner så må jeg indrømme, at det godt kan blive for meget af det gode for mit vedkommende i hans andre film. Men som du også skriver, så er det langtfra tilfældet i "La Vita Bella" og det ser jeg kun som en fordel for det overordnede humoristiske indtryk, da hans mere markante udskejelser dermed får en langt større effekt, når de bliver doseret som de gør her. Det betyder så også, at filmens samlede budskab om altid at stræbe efter at se positivt på livet, trods alle disse grusomheder, ender med at gøre så stort et indtryk, der går lige i hjertet på mig. Til sidst vil jeg også lige rose dig for din afslutning på anmeldelsen, som er virkelig fremragende og meget rørende skrevet.
Som altid er det en fornøjelse at læse dine anmeldelser, og jeg kan desuden kun give Bony helt ret i de ting, som han har skrevet. Keep up the good work! :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Så fik jeg endelig tid til at få læst dine nye anmeldelser. Beklager det først blev nu, men jeg har haft mega travlt de sidste par uger med forskellige ting. :)
Det skal du såmænd ikke beklage, du har da været ganske hurtig til at få dem læst :)
Jeg er rigtig glad for rosen, og at både du og Bony var glade for min "Gertrud" anmeldelse, som jeg selv var meget tvivlende omkring. I øvrigt er det godt at se at også du synes godt om "La Vita e Bella". Med hensyn til Benigni synes jeg også han kan være for meget, men jeg kan dog afsløre så meget at en af de tilbageværende film på min liste har Benigni på rollelisten :)
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
#871 Collateral 12 år siden
#872 Collateral 12 år siden
The Mist
#873 Collateral 12 år siden
Wanted
#874 Collateral 12 år siden
Carl Th. Dreyers sidste film som instruktør er fortællingen om Gertrud (Nina Pens Rode), som splitter med sin mand, fordi hun har forelsket sig i musikeren Erland (Baard Owe). Igennem filmen udforskes kærligheden de to imellem, og Gertrud finder at intet er så ligetil, som det måske synes.
Baard Owe, som medvirker i denne film, har forklaret Dreyers stærke instruktionsmæssige evner ved i et interview at fortælle om optagelsen af en bestemt scene til Gertrud. Optagelsen af scenen foregik således at skuespillerne i samarbejde med kameramanden fik frie hænder til at arrangere scenen. I skuespillernes egne ord var der: "Ikke så meget Dreyer i det. Det var os alt sammen." Owe afslutter dog ikke sin historie her, men når frem til sin egentlige pointe da han fortæller videre: "Når jeg så så filmen, og så hvad vi havde lavet - så var Dreyers spillestil i næsten ulidelig grad kommet ind over det alt sammen." Hvilken pointe man vil tage fra denne lille anekdote er naturligvis op til den individuelle læser, men for denne skribent er fortællingen en utrolig fortælling om hvor stærkt, og unikt, Dreyers geni for alvor var. Den stil Owe imidlertid referere til, er naturligvis central for netop "Gertrud". Den tidligere anmeldte film "Vredens Dag" påbegyndte en stil, som blev intensiveret igennem "Ordet", og er allermest tydelig i "Gertrud". Det kommer særligt til udtryk i replikleveringen, som ofte foregår til publikum. Skuespillerne kommunikerer ofte mere med tilskueren end med hinanden, og ordene får til tider mere karakter af udtalte tanker, end egentlige samtaler. Umiddelbart kan det for nogle fremstå ganske teatralsk, men når det er kombineret med det kameraarbejde og smukke billedbeskæringer Dreyers film (såvel stum- som talefilm) er kendt for, bliver udtrykket langt mere avanceret.
En anden skuespiller der medvirker i denne film er Axel Strøbye, som mindes Dreyers holdning til skuespillere således: "Han sagde også om skuespillerne at det udtryk man får hos skuespillerne, det er deres ejendom. Man kan ikke påtvinge en skuespiller et udtryk, eller belaste ham ved at diktere han skal gøre sådan eller sådan." For nærværende films vedkommende kan der ikke være megen tvivl om at Nina Pens Rode portrættering af hovedrollen, er den absolut mest omsiggribende. Ligesom i "Vredens Dag" og "Le Passion de Jeanne d'Arc" tager Dreyers film atter engang fat på en kvindelig hovedkarakter. Ligesom tidligere af Dreyers kvindeskikkelser må også Gertrud gå meget igennem for at holde fast på sine idealer, og ofre undervejs stort. At beskrive Rodes præstation med ord som "fremragende" eller "brilliant" virker en smule begrænsende. I stedet foretrækker denne anmelder at formulere det således, at Rode flyder sammen med Dreyers særegne stil, og er så stor en force i det samlede udtryk, at karakteren, for at udtrykke det banalt, føles virkelig. De øvrige præstationer er mindre i omfang, men Baard Owe, som senere har haft en tendens til at blive castet, som lettere excentriske mørkemænd, er i denne film en noget yngre mand, men har stadig stor tyngde i sit spil.
Det er i denne tilskuers oplevelse som om Dreyer arbejder i nogle dybere lag. At kalde hans film for surrealistiske er muligvis forkert, men det er alligevel som om at karakterernes umiddelbare virke, ofte fremstår som et meget tyndt lag der sjældent dækker for deres psykologiske tilstand. Fra replikkerne til fremsigelsen kan det i hvert fald siges uden tvivl at Dreyer med denne film tager stilen fra sine tidligere film et skridt videre, og formår at hypnotisere publikum med dens tone. Netop denne er svær at kategorisere, men der er utvivlsomt en stor melankoli i luften, mens kærlighedens blide og onde natur tages under behandling. Som i "Vredens Dag" er billederne enormt smukke, og Henning Bendtsen var fotograf på både denne film og "Ordet", gør et helt særegent arbejde i at viderebringe den æstetik, som er unik for alle Dreyers film.
Der er film på indeværende liste jeg har haft svært ved at skrive om fordi de betyder meget for mange, og selvom Carl Th. Dreyer ikke just er folkeeje her i landet, er hans værker så stærke at det alligevel indgyder en vis ærefrygt at udtale sig om dem. Her har jeg alligevel forsøgt at skrabe overfladen af min fascination med "Gertrud".
"Jeg har lidt meget, og jeg har ofte taget fejl, men jeg har elsket."
Som altid kan det ovenstående og tidligere indlæg også læses på min blog, hvor det ligeledes er muligt at danne sig et overblik over den foreløbige liste.
#875 Collateral 12 år siden
15. La Vita è Bella af Roberto Benigni
Guido (Roberto Benigni) forelsker sig i den smukke Dora (Nicoletta Braschi), som til en start er lidt undrende overfor Guido, men snart giver efter for hans charme. De to gifter sig og får lille Giosué (Giorgio Cantarini). Da krigen kommer til Italien finder den jødiske familie sig dog snart i store problemer.
Her er en film som har fået ganske mange verbale tæv. Nogle finder filmen for sentimental, andre kan ikke udstå hovedrolleindehaver og instruktør Roberto Benigni. Selv er jeg rigtig glad for Benigni, i hvert fald i denne film. At hans senere filmatisering af "Pinocchio" lader til at være ganske mislykket er en anden sag. "La Vita è Bella" er det nogle år siden jeg først stiftede bekendtskab med, og det er således en af de film på listen jeg har haft rig mulighed for at gense, hvilket jeg da også har gjort i stor grad. Hvad der hver gang virker overvældende er filmens kombination af humor, tragedie og i høj grad også romantik. Sidstnævnte dominerer særligt hele den første del af filmens spilletid ganske eftertrykkeligt, og bibeholdes undervejs, til trods for at tragedie og åndelig armod indtræffer. Under filmens første del bliver der således også rig mulighed for vidunderlige sekvenser, der byder på stor filmisk magi, og via den smukke kinematografi bliver præsenteret med en indbydende skønhed, som i sandhed lader den jublende titels udråb genklinge hos seeren. Undervejs indlægges sekvenser dog, som forvarsler filmens senere skift i tone, hvilket resulterer i at skiftet fra den glade og smukke første halvdel, til den mere gråtonede og virkelighedsnære anden del, er meget vellykket.
Humoren er personificeret i hovedkarakteren Guido, som instruktør Benigni selv spiller. Selvom turbotaleren Benigni leverer masser af særegne overvejelser undervejs, er der formentlig nogle der vil trættes af den energiske skuespiller. Filmen er dog meget intelligent i sin dosering, og sørger for at Benigni også har nedtonede momenter, også i den første halvdel, hvilket gør at de mere omfattende humoristiske sekvenser, forbliver morsomme undervejs, og ikke bliver trættende. En stor hjælp er i den forbindelse det supporterende cast, som Nicoletta Braschi og den unge Giorgio Cantarini, står i spidsen for. De to er utrolig stærke. Braschi fordi hendes karakter både fremstår stærk og selvstændig, men samtidig er meget sympatisk i hvor bjergtaget hun er af Guido. Cantarini får den ganske svære opgave både at levere komisk timing, og sågar også dramatiske evner undervejs, og virker på undertegnede yderst overbevisende, og er en absolut stærk repræsentant for et fantasifuldt, men også frygtsomt og tvivlende barnesind. Værd at fremhæve er også Horst Buchholz, som i rollen som Doctor Lessin formår at nuancere tysken - fordi karakteren til trods for sine forbundsfæller, også har sine charmerende sider. De øvrige roller gør sig mindre bemærket, men fungerer alle som del af fortællingen.
Filmens anden halvdel tager for alvor fat på filmens tungere temaer, men bliver ikke mindre rørende af den grund. For med humor forsøger Guido at holde sin søns humør højt, hvilket resulterer i nogle scener som til tider reelt er sjove, men også scener som er hjerteskærende fordi Guidos handlinger er så uselviske. Om det er denne del der for nogle fremstår patetisk eller overdrevent sentimental ved jeg ikke, men selv oplever jeg den i højere grad som fascinerende, fordi filmens humoristiske bagmand tør føre filmen i en så mørk retning som han gør, og samtidig formår at servere noget livsbekræftende undervejs. Samtidig føles det heller ikke som om filmens sekvenser er humoristiske først, og dernæst del af et plot, men i stedet føles filmen (heldigvis) som en naturligt fortløbende fortælling, der blot involverer nogle morsomme momenter. Med andre ord virker filmen ikke forceret, og de sjove øjeblikke virker til at strømme fra hovedkarakterens konstante søgen efter at se det hele fra den lyse side. En naiv pointe måske, men ikke desto mindre ganske smuk, og i filmens sammenhæng alt andet end ligegyldig. I sidste ende handler det for Guido om at gøre en forskel, og således kæmper han stædigt for at lade sønnen beholde sin barndommelige glæde. Ligeledes kæmper Guido for at videregive sin egen skæve indgangsvinkel til sønnen, og det er trods alt et ganske glorværdigt mål.
"La Vita è Bella" har endnu ikke mistet sin skønhed for denne seer, og ligeså meget jeg kan synes om at sidde igennem film der indeholder mørke og dystre temaer, set fra en pessimistisk synsvinkel, ligeså meget kan jeg glæde mig over fra tid til anden at blive bekræftet i at livet i sandhed kan være smukt, selv når det synes grumt.
Som altid kan det ovenstående og tidligere indlæg også læses på min blog, hvor det ligeledes er muligt at danne sig et overblik over den foreløbige liste.
#876 IK 12 år siden
#877 Bony 12 år siden
#878 Collateral 12 år siden
Det varmer sgu Bony! Mange mange tak for rosen, og det glæder mig at du fornøjer dig med anmeldelserne. Jeg nærmer mig i øvrigt de 100 anmeldelser inde på bdlive, og fornøjer mig stadig med skriverierne.
Var lidt i tvivl om hvorvidt jeg stod alene med den film, men godt at høre at du også har haft en god oplevelse med filmen!
#879 NightHawk 12 år siden
Så fik jeg endelig tid til at få læst dine nye anmeldelser. Beklager det først blev nu, men jeg har haft mega travlt de sidste par uger med forskellige ting. :)
16. Gertrud, har jeg ikke set, og med til det hører så det ekstra pinlige, at jeg stadigvæk har min første Dreyer film til gode. Men du har bestemt motiveret mig yderligere med både denne anmeldelse og "Vredens Dag", hvor du får givet et rigtig godt indblik i, hvad der gør Dreyers film dybt fascinerende, hvilket du får formidlet på en måde, der holder interessen fanget fra start til slut i din tekst. Og så kan jeg rigtig godt lide, at du sammenfletter dine egne indtryk med skuepillerenes opfattelse af Dreyers måde at arbejde på, hvilket jeg synes både er rigtig godt tænkt og fornemt eksekveret af dig.
15. La Vita Bella, Jeg er 100 % med dig og IK her, og kan også kun give min uforbeholdne kærlighed til denne meget rørende og fremragende filmperle. Kontrasten, som du beskriver meget smukt og præcist i øvrigt i første og tredje afsnit, er jeg helt enig i er en af filmens mest effektive styrker, og det skal Roberto Benigni bestemt have stor ros for. For når han formår at gøre det så overbevisende, så gør det faktisk heller ikke mig noget, at det er kreeret med en bevidst sentimentalt vinkel. Ang. Roberto Benigni og hans komiske rutiner så må jeg indrømme, at det godt kan blive for meget af det gode for mit vedkommende i hans andre film. Men som du også skriver, så er det langtfra tilfældet i "La Vita Bella" og det ser jeg kun som en fordel for det overordnede humoristiske indtryk, da hans mere markante udskejelser dermed får en langt større effekt, når de bliver doseret som de gør her. Det betyder så også, at filmens samlede budskab om altid at stræbe efter at se positivt på livet, trods alle disse grusomheder, ender med at gøre så stort et indtryk, der går lige i hjertet på mig. Til sidst vil jeg også lige rose dig for din afslutning på anmeldelsen, som er virkelig fremragende og meget rørende skrevet.
Som altid er det en fornøjelse at læse dine anmeldelser, og jeg kan desuden kun give Bony helt ret i de ting, som han har skrevet. Keep up the good work! :)
#880 Collateral 12 år siden
Det skal du såmænd ikke beklage, du har da været ganske hurtig til at få dem læst :)
Jeg er rigtig glad for rosen, og at både du og Bony var glade for min "Gertrud" anmeldelse, som jeg selv var meget tvivlende omkring. I øvrigt er det godt at se at også du synes godt om "La Vita e Bella". Med hensyn til Benigni synes jeg også han kan være for meget, men jeg kan dog afsløre så meget at en af de tilbageværende film på min liste har Benigni på rollelisten :)