#81: Håber at overraske. Og sætter pris på du læser med :D

#83: Det er så iorden. Har nu heller ikke valgt for at overraske, men ud fra de præferencer du selv nævner.

45. Blow af Ted Demme:
George Jung er en ung mand da han første gang opdager at der er noget han vil have. Han vil have det liv hans forældre aldrig opnåede. Hvordan vil han opnå dette? Ved aldrig at skulle bekymrer sig om at have penge nok, og ikke at skulle knokle for dem. Derfor beslutter han sig for at blive rig ved at sælge stoffer. Først marihuana og senere kokain (også kaldet blow, deraf titlen.) George Jung opnår hans drøm. Han er på toppen af verden, og behøver ikke bekymrer sig om penge. Da han en dag står med en lille datter i hånden, går det pludselig op for ham at hans fader havde ret da han sagde at penge kun virker væsentlige, og ikke er det i virkeligheden.

I de klassiske eventyr tager fortællingen tit udgangspunkt i en overgangsfase, som ofte vises ved at foretages en rejse. I ”Blow” er der en lignende rejse, en lignende overgangsfase. George Jung ser fejl i hans forældre, særligt sin mor, som er grådig, og ikke værdsætter hvad faderen gør for familien, hvilket er meget. Moderen er upålidelig og render ind og ud af Jungs liv, hvor faderen er den eneste stabilitet, og dette kommer til at præge hele hans liv. Gang på gang forsvinder kvinder fra Jungs liv. Først moderen, så kæresten og til sidst hans nye kone, som ganske vidst bliver ved at være der, men hun forandrer sig, og bliver til den samme kvinde Jung så i sin mor da han var lille, og deres datter kommer til at opleve det samme svigt som Jung selv har oplevet. Jung selv bliver udsat for den samme ydmygelse som faderen måtte tage fra moderen, og han må ligesom faderen tage denne ydmygelse, for barnets skyld. Barnets oplevelse er dog at det er Jung der svigter hende, og ikke moderen. Dette er naturligvis fordi det er Jung som ender i fængsel, og dermed forlader hende, selvom det er ufrivilligt. Han ender med at blive straffet resten af livet for hans ulovligheder, men den virkelige straf er ikke den han får i fængsel, men den datteren giver ham for at svigte hende.

Instruktør Ted Demme præsenterer os her for en fortælling om tabt naivitet, men også et tidsbillede. I takt med at George Jung taber sin naivitet, og graver sig dybere ned i narkohandel, er det også som om verden omkring ham gør det samme. Om det er en kommentar, en fremvisning af fakta eller blot et spørgsmål om at omgivelserne bliver påvirket af vores hovedkarakters tilstand, er i princippet ligegyldigt, hovedsagen er at Demme viser os en smuk passage af tiden, og især bruger Depp/Jung til at vise denne forandring.

Depp er vanligt velfungerende, Cruz er det samme og overordnet viser de to den langsomme passage fra ung til voksen. Årsag og virkning. Den evige fest den første del af filmen er, betales der voldsomt for på den anden side. Alt sammen viser det hvordan vi som mennesker må vokse op. Lærer at der er konsekvenser for alt det man gør. Den afsluttende ”tale” Jung holder for sin fader, om hvordan han endelig har indset at penge ikke er virkelige, er ikke bare enormt rørende, men også essentiel for hele filmens pointe. Da George Jung opdager hvad der er det vigtigste i livet er det, med andre ord, for sent.

”Blow” er en rørende fortælling om en mand hvis liv kunne have været så meget, og på mange måder også blev det, men samtidig gjorde det på en måde der gjorde at det måtte stoppe midt i det højdepunkt ingen, og da slet ikke George Jung, kunne have forudset ville blive et højdepunkt.

Så lad os runde 2010 af med stil! To gange Batman anmeldelser, og tak for et godt år. Jeg håber i følger med på den anden side:

44. Batman Returns af Tim Burton:
Batman vender tilbage for hvad der ville blive sidste gang, i hvert fald i Michael Keatons form, og med Tim Burton bag roret. Denne gang udfordres han af pingvinen, og til dels Catwoman, som dog ikke ubetinget er en skurk. Derudover udfordres også Bruce Wayne, af den korrumperede politiker, som er næsten ligeså farlig for byen som den mere umiddelbare skurk pingvinen, som dog også slår sig sammen førnævnte politiker.

”Batman Returns” er i virkeligheden en klassisk Burton fortælling om den udstødte særling, som forsøger at finde sin plads i samfundet ved at slå sig sammen med, hvad han tror, er et ”almindeligt” menneske. Dette fejler naturligvis, og pingvinen ender med at vende det samfund ryggen, som han forsøgte at trænge ind til. At blive anerkendt af. Danny DeVito giver en overbevisende præstation som pingvinen, og er såvel fysisk, som psykisk velunderbygget. Der er da heller ingen tvivl om at Burton som fortæller har meget stor sympati for pingvinen, og tilføjer ham en masse lag. Det betyder også at Batman mister en smule af spotlightet denne gang, og selvom Jack Nicholson var dominerende som skurk i den oprindelige ”Batman” er fokus her endnu mere på skurken. Når man så tilføjer yderligere 2 karakterer i mikset, kan man måske fornemme at det hele bære i retning af en Batman film med knap så meget Batman som nogen måske ville forvente, men gør det noget? Min umiddelbare tilbagemelding på det spørgsmål er nej, for de seneste hvor Batman optræder er overbevisende, og Michael Keaton leverer en tilpas intens præstation, til at den tid han har på skærmen er rigeligt, i hvert fald for undertegnede.

En anden grund til at fraværet af Batman ikke er så vigtigt, er at Michelle Pfeiffer giver en perfekt performance som Catwoman, en karakter som ellers let forfalder til det platte, i hvert fald som live-action figur. Her er hun dog så underholdende at hun stjæler hver eneste scene hun er med i, og til en hvis grad underminerer pingvinen som skurk. Han får dog mulighed for at tage noget af sin ære tilbage i filmens finale, som smukt binder alle karaktererne sammen, og giver en tragedie lignende finale, som til dels kan sammenlignes med den en anden Burton karakter får, nemlig Edward Scissorhands. Begge disse karakterer ender med at måtte trække sig tilbage til det de kender, og begge bliver de efterladt ensomme (og jeg ved godt at Scissorhands ikke dør, men det ændrer ikke på at slutningen på den film også er tragisk og hjerteskærende i mine øjne.)

Christopher Walken fortjener også at blive nævnt, for hans, vanligt excentriske, præstation som Max Shreck. Jeg ved ikke hvad det er med den mand, men der er noget i hans blik der er både fraværende og nærværende på samme tid, hvilket gør ham ganske skræmmende, og oplagt til en skurkerolle. Især i Burtons univers lader Walken til at passe godt ind. Han falder simpelthen ind med hans lidt særprægede udseende, og især tilføjet en fantastisk garderobe bliver han et fremragende eksempel på hvorfor Burtons universer er så unikke.

Filmen er mørk i tone, men har med tilføjelsen af Walken og Catwoman også bibeholdt noget af den humor som Nicholson tilførte den første film. Hvad der til gengæld er bedre i denne film, er at historien virker fokuseret på trods af de mange karakterer. Batman/Wayne har et par gode scener, hvor han får lov til at give karakteren lidt mere dybde, og Keaton får i den forbindelse vist hvor meget han kan gøre, selv med den begrænsede tid han har.

Hvis man skal ærgre sig over noget, er det at der ikke er mere sammenhæng imellem Burtons 2 Batman film, hvilket Burton dog selv har udtalt var bevidst fra hans side. ”Batman Returns” skal ikke ses som en efterfølger, men blot som endnu en historie i samme univers. Dog ligger titlen i en hvis grad op til at være en efterfølger, og man kunne snildt have separeret den mere fra 1eren hvis det virkelig var ønsket. Slutningen er ret fantastisk, især hvis man har været glad for Catwoman igennem filmen, og den efterlader en ønskende at Burton havde skabt en sidste film. Om ikke andet for at give Pfeiffer endnu en chance for at trække i sit catsuit.

Overordnet er ”Batman Returns” sin egen film, og er nødt til at betragtes som en selvstændig film i højere grad end en traditionel fortsættelse. Dette har både sine plusser og sine minusser, men ændre ikke på at filmen alt i alt er voldsomt underholdende, og derfor fortjener denne plads på listen, ikke som et filmisk mesterværk, men som en møg underholdende der trods alt indeholder endnu en smuk historie om en misforstået skæbne fra Tim Burtons hånd.

43. The Dark Knight af Christopher Nolan:
Christopher Nolan reintroducerede i ”Batman Begins” den klassiske superhelt, med en anderledes og spændende baggrundshistorie, og for en gangs skyld undlod han at smide vor helts mest bredt kendte nemesis i hovedet på publikum fra første færd. I ”The Dark Knight” er jokeren dog atter klar, og det i den måske mørkeste version vi endnu har set. Jokerens kamp i mod Batman bliver i denne film gjort til samfundets kamp imod uorden. Orden imod kaos. Batmans største styrke, og til tider største svaghed, hans tiltro til menigmand, bliver sat på prøver af den gale Joker, som i høj grad foretrækker at sætte mennesker op til ballade, uden selv at skulle ”trykke på aftrækkeren”, men heller ikke er bange for at få fingrene beskidte hvis ikke det kan være anderledes.

Hvad er så fantastisk ved denne film? Hvad har gjort at den har ramt så bredt ud, også i mainstream kulturen? Hvad gør Chris Nolan for denne genre, som ingen før ham har gjort?

Denne film har et, for en actionfilm, ret langsomt tempo. Der bliver plads til opbygning af såvel scenarie, som karakterer. Det langsomme tempo, er dog ikke mere langsomt end at det indledende bankrøveri naturligvis er ganske dramatisk og anspændt, og meget godt sætter standarden for hvordan man fanger sit publikum øjeblikkeligt. Derudover viser det også Jokerens metoder. Det her med at han foretrækker at skubbe situationen til eskaleringspunktet, og så lade menneskets små beskidte fejlagtigheder gøre resten af arbejdet. Han er ikke efter penge, eller noget i den stil. Han har ikke andet mål end at indsætte kaos som den øverste magt, og det er det der gør ham så farlig. Alle karaktererne i denne film, selv de mindste, bliver på den ene eller anden måde skubbet af en eller anden form for omstændighed. Både Harvey Dent og Batman har en svaghed i Rachel, og det udnytter Jokeren til fulde. På samme måde skubbes selv en relativt lille karakter som Gordon helt ud til kanten, da hans familie står for skud. Således nedbrydes alle disse store mænd. Indefra.

Det grundlæggende anderledes ved ”The Dark Knight” er at det ikke er de (i øvrigt veludtænkte) action sekvenser som står i centrum, men karakterernes menneskelighed, nedbrydelighed og sårbarhed. Det kræver blot den rette provokation at drive folk til korruption eller anden form for ondskab. Jeg tror at selv i et mainstream publikums øjne er det en lille genialitet, som hurtigt skinner igennem. Samtidig er dette også netop hvad der gør filmen så unik.

En superheltefilm er hvad den er. Vi har set tusindvis af dem: ”Spider-man” som var en actionfyldt film, med nogle gode præstationer, men et overordnet set lidt tamt plot, og et måske lidt åbenlyst valg af hovedskurk, ”The Hulk” (måske ikke den mest oplagte, men lige det der faldt mig ind) som i den seneste udgave var flot, men stadig efterlod en med et ønske om mere indhold. Der er massevis af disse eksempler, og det lader til at Chris Nolan med denne mørkere, mere realistiske vision har opnået et bredere publikum, nok især kommercielt, hvor den gennemsnitlige filmseer, måske ikke har lyst til at skulle se en gotisk vision ala Burton.

At komme uden om Heath Ledgers indflydelse i forhold til denne film er umuligt. Ikke alene leverer han en kraftpræstation, som formentlig er den allerstærkeste i hvad der blev en al for kort karriere, men hans død umiddelbart før filmens udgivelse, har formentlig også boostet den kommercielle interesse. Det er en lidt mørk påstand, men ikke desto mindre også en sand en af slagsen. Det minder mig lidt om den første gang jeg så ”The Crow” og fik den introduceret bl.a. med historien om Brandon Lees tragiske død under optagelserne af filmen. Disse maskerede præstationer har i forvejen et vist mørke i sig, idet at skuespillerens ansigter er skjulte, og i begge disse to tilfælde leverer skuespillerne pragtfulde præstationer bag disse masker. Det at døden bliver blandet ind i det også, tilføjer en smule af virkelighedens mørke til to i forvejen mørke film.

Den delvise brug af IMAX teknologien er også med til at give denne film en kraftfuldhed der er slående. Åbningssekvensen er et godt eksempel på dette, fordi den, som tidligere nævnt, øjeblikkeligt absorberer publikum med sin storhed. Et element der også tilføjer til nævnte storhed, er Hanz Zimmer og James Newton Howards fantastiske score. Hvor især Jokerens truende tema er øjeblikkeligt genkendeligt.

Hvad er så fantastisk ved denne film? En velskrevet historie, eminent eksekvering og et hamrende godt cast, som fra Bales semi-growlende Batman til Oldmans udmattede betjent er så overbevisende, at især sidstnævntes præstation imod slutningen af filmen, efterlod mig med en lille klump i halsen, og en hamrende puls.

Det er filmmageri når det er allerbedst.

Må squ lige rose dig igen (Collateral) for god læsning, og at du giver dig god tid med at uddybe dine valg/anmeldelser. Det er liiiige før, at det ikke engang gør ondt at se, at TDK ligger på en 43 plads, meeeen når du leverer god læsning, så pyt da :-)