#90: Jeg takker ærbødigst, og er udemærket klar over at det er en høj placering, og måske det vil udligne sig en lille smule med tiden. Jeg har meget haft fokus på hvilke film der giver mig noget at se og/eller underholder mig voldsomt, og TDK kan delvist ryge ind under begge de kategorier.
#91: Havde overvejet at det måske kunne være sjovt at se "Plan 9 From Outer Space" om ikke andet.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
88# Din beskrivelse af TDK er gået forbi min næse af en eller anden grund, og det er først nu jeg har set og læst det. Du beskriver præcist hvad jeg elsker ved denne film, og det er så rart når andre sætter ord på en given film, og indkredser hvad der så fantastisk ved den. :)
Collateral (88) skrev:
Denne film har et, for en actionfilm, ret langsomt tempo..
Der har jeg lidt svært ved at følge med dig. Har set TDK mindst 7-8 gange, og har hele tiden syntes at tempoet var virkelig højt. Den har en perfekt balance mellem action og drama, men alligevel er der knald på hele vejen igennem. :)
#96: Det jeg mener med at tempoet er "langsomt" er også mere at filmen når meget på sin spilletid, og at historien aldrig kommer til at virke forhastet eller mast ind. Og så er der nogle scener der i mere traditionelle actionfilm ville have fået mindre prioritet, og måske endda ville have været forsvundet helt, hvilket ville have svækket historien. Giver det mening?
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
#96: Det jeg mener med at tempoet er "langsomt" er også mere at filmen når meget på sin spilletid, og at historien aldrig kommer til at virke forhastet eller mast ind. Og så er der nogle scener der i mere traditionelle actionfilm ville have fået mindre prioritet, og måske endda ville have været forsvundet helt, hvilket ville have svækket historien. Giver det mening?
Giver god mening. Der findes nu actionfilm, der har action fra start til slut uden pusterum. Og det har tdk jo ikke helt. Og selvom tempoet er højt i tdk, så er det til dels også historiens skyld, fordi den blot glider på skinner, og føles ikke passiv. Der er masser på spil.
41. Disney’s Pinocchio: Disney’s udgave af historien om Pinocchio er ganske velkendt. Det er fortælling om dukkemageren Gepetto, som brændende ønsker sig et barn, og en skønne dag, får han opfyldt sit ønske – dette dog på en ganske særlig måde. En af hans dukker bliver vækket til live, og kun hvis han kan bevise at han fortjener at blive en rigtig menneskedreng, kan han få lov at blive dette. Pinocchio er denne dukke, og han ledes kort efter på afveje af flere omgange, og det leder ultimativt til at Gepetto bliver fanget inden i en stor hval.
I virkeligheden burde jeg måske have haft flere af Disney’s mange film på denne liste, men jeg har valgt at holde mig til ”Pinocchio.” At valget er faldet på denne film er der et par årsager til. Først og fremmest skal vi have fat i den der gamle traver: Stemning. Der er så meget atmosfære og stemning i denne film at det halve kunne være nok. Der er alt solbeskinnet glæde til regnfuld ulykke, hvilket jeg finder ret unikt. Flere af Disney’s film har nogle dystre øjeblikke, men ser man bort fra ”Klokkeren fra Notre Dame”, som i mine øjne nok er den mørkeste i rækken af ”Disney klassikere”, er ”Pinocchio” det mest dystre Disney har formået at skabe. Især når man har i tankerne at filmen angives som egnet for børn, som i høj grad er hvem der står for skud her.
Efter indledningen, og de første af Pinocchios ulykker, når vi frem til det frygtede Pjækkeland. Denne portion af filmen, og særligt den dæmoniske chauffør der fører børnene til Pjækkeland er mesterligt udført fra animatorernes side. Faktisk er han så ondskabsfuld at de tidligere skurke frygter ham. Selve Pjækkeland minder ærlig talt mere om noget fra zombiespillet Left 4 Dead 2, end det ligner noget man skulle tro hørte hjemme i denne film. Derudover skal Slap-Hans’ transformation, som mest af alt minder om noget fra en mild horror film, nævnes. Dette er dog ikke negativt, jeg synes det er ret fantastisk at man i 1940 turde skubbe grænserne en smule for denne type film, og jeg finder det ærlig talt inspirerende. Måske noget det moderne Disney burde overveje – og som Pixar måske i virkeligheden har samlet op. Både deres ”Wall-E” og ”Up” prøver nogle nye ting, og er stærkt underholdende imens. Kortfilmen ”Night and Day” der fulgte med til ”Toy Story III” er også et eksempel på dette, denne film formår på ganske kort tid at formidle et simpelt, men samtidig meget vigtigt budskab: Vi er alle sammen ens. Vi skal ikke frygte det anderledes.
Vender vi tilbage tilbage til ”Pinocchio” er jeg nød til at nævne et sidste øjeblik fra Pjækkeland før vi bevæger os videre. Der er et tidspunkt hvor et af æslerne kalder på dets mor, og det synes jeg simpelthen bare er så hjerteskærende. Nu vi er ved dyr, kan vi jo passende bevæge os videre til det næste dyr vi møder, nemlig en kæmpe hval: Monstrom. Navnet giver lidt væsnets fremstilling væk, men hvilken præstation! Vandet der bruser om denne kæmpe hval, og dens gigantiske ondskab, er simpelthen fantastisk. Generelt er hele slutningen skide godt skruet sammen.
Personligt foretrækker jeg faktisk at se de fleste af disse (Disney’s gamle klassikere) film på dansk. Formentlig fordi det på en eller anden måde binder sig til barndommen. Derfor er det også trist at der er gået mode i at ændre på disse film, og endda stemmeskuespillerne, og i den forbindelse vil jeg da godt lige have lov til at sige: HOLD OP MED DET! Det er skæmmende for filmene, og de fungerede for størstedelens vedkommende i deres oprindelige form. Nå, men ”Pinocchio” er heldigvis en af de film der har fået lov at blive i sin oprindelige form, og har danske stemme af blandt andet Ove Sprogøe, som er den største årsag til at se denne film på dansk.
Alt i alt er denne film egentlig mere en repræsentant for et par af disney’s mest vellykkede ”klassiskere” (som de har en dårlig vane med at kalde dem før de overhovedet bliver det.) Men jeg står også ved den som alene stående film på denne liste. En velfortjent 41. plads til hvad der måske er Disney’s mest vellykkede film til dato.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
#91 Skeloboy 13 år siden
Bare lad være med det...men ellers kan der købes en Ed Wood Collection med 5 af hans film til 100 kr.
#92 Kruse 13 år siden
#93 Collateral 13 år siden
#91: Havde overvejet at det måske kunne være sjovt at se "Plan 9 From Outer Space" om ikke andet.
#94 Skeloboy 13 år siden
#95 MOVIE1000 13 år siden
#96 IK 13 år siden
Din beskrivelse af TDK er gået forbi min næse af en eller anden grund, og det er først nu jeg har set og læst det. Du beskriver præcist hvad jeg elsker ved denne film, og det er så rart når andre sætter ord på en given film, og indkredser hvad der så fantastisk ved den. :)
Der har jeg lidt svært ved at følge med dig. Har set TDK mindst 7-8 gange, og har hele tiden syntes at tempoet var virkelig højt. Den har en perfekt balance mellem action og drama, men alligevel er der knald på hele vejen igennem. :)
#97 Collateral 13 år siden
#96: Det jeg mener med at tempoet er "langsomt" er også mere at filmen når meget på sin spilletid, og at historien aldrig kommer til at virke forhastet eller mast ind. Og så er der nogle scener der i mere traditionelle actionfilm ville have fået mindre prioritet, og måske endda ville have været forsvundet helt, hvilket ville have svækket historien. Giver det mening?
#98 Babo Rises 13 år siden
Giver god mening. Der findes nu actionfilm, der har action fra start til slut uden pusterum. Og det har tdk jo ikke helt. Og selvom tempoet er højt i tdk, så er det til dels også historiens skyld, fordi den blot glider på skinner, og føles ikke passiv. Der er masser på spil.
#99 Collateral 13 år siden
#100 Collateral 13 år siden
Disney’s udgave af historien om Pinocchio er ganske velkendt. Det er fortælling om dukkemageren Gepetto, som brændende ønsker sig et barn, og en skønne dag, får han opfyldt sit ønske – dette dog på en ganske særlig måde. En af hans dukker bliver vækket til live, og kun hvis han kan bevise at han fortjener at blive en rigtig menneskedreng, kan han få lov at blive dette. Pinocchio er denne dukke, og han ledes kort efter på afveje af flere omgange, og det leder ultimativt til at Gepetto bliver fanget inden i en stor hval.
I virkeligheden burde jeg måske have haft flere af Disney’s mange film på denne liste, men jeg har valgt at holde mig til ”Pinocchio.” At valget er faldet på denne film er der et par årsager til. Først og fremmest skal vi have fat i den der gamle traver: Stemning. Der er så meget atmosfære og stemning i denne film at det halve kunne være nok. Der er alt solbeskinnet glæde til regnfuld ulykke, hvilket jeg finder ret unikt. Flere af Disney’s film har nogle dystre øjeblikke, men ser man bort fra ”Klokkeren fra Notre Dame”, som i mine øjne nok er den mørkeste i rækken af ”Disney klassikere”, er ”Pinocchio” det mest dystre Disney har formået at skabe. Især når man har i tankerne at filmen angives som egnet for børn, som i høj grad er hvem der står for skud her.
Efter indledningen, og de første af Pinocchios ulykker, når vi frem til det frygtede Pjækkeland. Denne portion af filmen, og særligt den dæmoniske chauffør der fører børnene til Pjækkeland er mesterligt udført fra animatorernes side. Faktisk er han så ondskabsfuld at de tidligere skurke frygter ham. Selve Pjækkeland minder ærlig talt mere om noget fra zombiespillet Left 4 Dead 2, end det ligner noget man skulle tro hørte hjemme i denne film. Derudover skal Slap-Hans’ transformation, som mest af alt minder om noget fra en mild horror film, nævnes. Dette er dog ikke negativt, jeg synes det er ret fantastisk at man i 1940 turde skubbe grænserne en smule for denne type film, og jeg finder det ærlig talt inspirerende. Måske noget det moderne Disney burde overveje – og som Pixar måske i virkeligheden har samlet op. Både deres ”Wall-E” og ”Up” prøver nogle nye ting, og er stærkt underholdende imens. Kortfilmen ”Night and Day” der fulgte med til ”Toy Story III” er også et eksempel på dette, denne film formår på ganske kort tid at formidle et simpelt, men samtidig meget vigtigt budskab: Vi er alle sammen ens. Vi skal ikke frygte det anderledes.
Vender vi tilbage tilbage til ”Pinocchio” er jeg nød til at nævne et sidste øjeblik fra Pjækkeland før vi bevæger os videre. Der er et tidspunkt hvor et af æslerne kalder på dets mor, og det synes jeg simpelthen bare er så hjerteskærende. Nu vi er ved dyr, kan vi jo passende bevæge os videre til det næste dyr vi møder, nemlig en kæmpe hval: Monstrom. Navnet giver lidt væsnets fremstilling væk, men hvilken præstation! Vandet der bruser om denne kæmpe hval, og dens gigantiske ondskab, er simpelthen fantastisk. Generelt er hele slutningen skide godt skruet sammen.
Personligt foretrækker jeg faktisk at se de fleste af disse (Disney’s gamle klassikere) film på dansk. Formentlig fordi det på en eller anden måde binder sig til barndommen. Derfor er det også trist at der er gået mode i at ændre på disse film, og endda stemmeskuespillerne, og i den forbindelse vil jeg da godt lige have lov til at sige: HOLD OP MED DET! Det er skæmmende for filmene, og de fungerede for størstedelens vedkommende i deres oprindelige form. Nå, men ”Pinocchio” er heldigvis en af de film der har fået lov at blive i sin oprindelige form, og har danske stemme af blandt andet Ove Sprogøe, som er den største årsag til at se denne film på dansk.
Alt i alt er denne film egentlig mere en repræsentant for et par af disney’s mest vellykkede ”klassiskere” (som de har en dårlig vane med at kalde dem før de overhovedet bliver det.) Men jeg står også ved den som alene stående film på denne liste. En velfortjent 41. plads til hvad der måske er Disney’s mest vellykkede film til dato.