Hans film stikker måske ikke dybere tematisk eller har budskaber (fuck budskaber!), men de er så sandelige velinstruerede røverhistorier med stor vægt på dialog, karakterer, musik og instruktion - hvilket i min bog sagtens kan komme et mesterværk ud af eller en fremragende film.
Jeg er skam enig med dig i, at en film ikke behøver at indeholde budskaber for at være god eller fremragende. Mange af mine egne favoritfilm er også blottet for budskaber. ... Så det er ikke lige dét jeg mener, når jeg siger, at der er noget koldt og overfladisk over QT's film.
Ispep (21) skrev:
Udtrykket "koldt" finder jeg personligt er et meget underligt udtryk som bruges i forbindelse med film.
Well, jeg skal forsøge at uddybe det efterfølgende.
Foeller (23) skrev:
Jeg bruger det i hvert fald også. Selvom jeg nok oftere siger "klinisk".
Denne definition passer i nogle tilfælde - ikke ALLE - på min egen brug af ordet "kold" i forbindelse med visse film.
Ispep (26) skrev:
For mig trækker det ikke nødvendigvis ned hvis en film er lidt følelsesmæssig distanceret. Men nu har jeg heller ikke en klar definition af hvad "kold" betyder for det enkelte. Nu ved jeg BN ofte er glad for Kubrick, og han er om nogen blevet beskyldt for at lave kolde film - hvilket er lidt komisk, når man i dag hylder ham til at være blandt eliten.
Det er fint, at du nævner Kubrick, for dermed kan vi lige få sat lidt nuancer på:
Jeg har intet imod, at en film har noget koldt og klinisk over sig, hvis altså det tjener en bestemt hensigt. Kubricks film, fortællestilen og fotograferingen, har ofte noget distanceret og betragtende over sig. Man ser det specielt i '2001: A Space Odyssey', 'Barry Lyndon' og 'Full Metal Jacket', men også i flere af hans andre værker. Kubrick var en, der betragtede mennesket og tilværelsen gennem pessimistiske briller (eller kameralinser). Hans film er eksistentialistiske dramaer, der udstiller menneskets dårskab og ondskab, hvad enten denne kommer til udtryk gennem begærlighed, magtmisbrug og egoisme, eller utroskab og løgn, eller militær indoktrinering, blodsudgydelser og politisk vanvid. Kubrick undrer sig over verden. Det kolde eller distancerende har et dybere formål og er bevidst tilstræbt.
Sådan er det ikke med Tarantino og hans film. Det kolde og kliniske opstår af en helt anden årsag: nemlig fordi filmene ofte gerne vil være smarte, cool og provokerende, og fordi de har en meget kraftig tone af, at tilskueren gerne skulle synes, at den stærkt udpenslede vold er noget fedt, ja, noget sejt. (Og nej, jeg har ikke noget imod, at der vises blod og sønderlemmelse, men man kan også fokusere for meget på det og for længe, så man næsten kan høre instruktøren snakke ind i éns øre: "Se, hvor jeg kan! Se, hvor jeg tør!" ... Men behøver blot sammenligne med volden i 'The Godfather', hvor den blodige vold også vises, men ikke trækkes i unødigt langdrag, og hvor tonen er en ganske anden: Her skal man ikke synes, at volden er noget fedt, men noget afskyeligt, der gør mennesker afstumpede.
Tarantinos film er stil over substans, hvor man (ihvertfald for mit vedkommende) mere lægger mærke til formen og stilen end indholdet.
Men som sagt: Jeg kan til enhver pege på enkelte scener i hans film, hvor jeg synes, at tingene er vellykkede og hvor tonen - rent isoleret betragtet - er en anden end som beskrevet i det foregående. Men en film er jo en helhed og skal fungere som sådan, og derfor er det såkaldt "hippe" og "smarte" (eksemplificeret gennem de lange dialoger, galgenhumoren og den udpenslede vold) dominerende i QT's film og gør, at jeg kun sjældent rives med af handlingen.
Jeg er sådan set enig mht. Kubrick - og så fik vi sat det på plads. Men derfor kan tingene også være bevidst tilstræbt hos QT også.
Nu synes jeg jo ikke QTs film er kolde på den måde, at jeg ikke føler noget som helst for karaktererne. Der er masser af humor, glimt i øjet og gode tanker i dem, med stor vægt på karaktertegninger, at jeg hurtigt fatter interesse for de involverede.
Mht volden; den kan for min skyld portrætteres akkurat som en instruktør ønsker det. Den behøver ikke altid være portrætteret ens. QT bruger det stilistisk, til at skabe intensitet, dynamik og bare god underholdning.
Nu synes jeg jo ikke QTs film er kolde på den måde, at jeg ikke føler noget som helst for karaktererne.
Enig. Jeg mener heller ikke, at hans film er kolde på dén måde, at jeg ikke føler "noget som helst" for karaktererne. Men det er nu ikke ligefrem MEGET jeg føler for dem, hvilket har noget at gøre med, at QT ikke giver dem dybde og heller ikke skildrer indre konflikter - i hvertfald ikke udover hvad der er indlysende som følge af de YDRE, fysiske/voldelige konflikter, som han går meget op i.
Ispep (37) skrev:
Mht volden; den kan for min skyld portrætteres akkurat som en instruktør ønsker det. Den behøver ikke altid være portrætteret ens. QT bruger det stilistisk, til at skabe intensitet, dynamik og bare god underholdning.
Ja, vold kan skildres på mange måder. QT elsker at skildre den på en sensationsbetonet, udpenslet måde, som desværre ikke tjener noget andet formål end, at man som tilskuer skal synes volden er noget fedt ... og nåja, så vil han gerne provokere, hvilket i længden gør ham og hans film temmelig trættende.
M.h.t. QT's måde at skildre vold på, kan jeg på ingen måde få øje på nogen "intensitet" eller "dynamik" ved den. Der er f.eks. en ikke dyt intenst eller dynamisk ved den her scene:
Det er jo bare rent til grin, at hvert andet skud, der rammer en krop, resulterer i, at blodet sprøjter op i luften ligesom en eksplosion, og at lyden - hver gang det sker - er som lyden af en spand vand der smides på gulvet.
Det er sensations-jageri og unødig udpensling. Og jeg kan ikke tage det seriøst. Problemet er, at jeg heller ikke kan grine af det. Så det virker hverken på den eller den anden måde.
med, at QT ikke giver dem dybde og heller ikke skildrer indre konflikter - i hvertfald ikke udover hvad der er indlysende som følge af de YDRE, fysiske/voldelige konflikter, som han går meget op i.
Det synes jeg faktisk han formår. Selv Kill-Bill film har en hovedrolle med klare intentioner og indre konflikter samt et overordnet tema. Man kan mene det kun forholder sig på overfladen, men det er også ofte tilfældet med underholdningsfilm. Reservoir Dogs og måske især Pulp Fiction, kradser faktisk også lidt dybere om temaer som grådighed, loyalitet, vold og begær. Disse er blot skildret lidt ukonventionelt (særligt i Pulp Fiction). Muligt at formen stadig sætter dagsordenen, men jeg vil mene filmen fungerer på flere planer, hvis man lige læser lidt mellem linjer. Desuden, så har jeg heller ikke altid noget imod form over indhold - formen kan godt diktere showet og måske fortælle noget i sig selv.
BN (38) skrev:
som desværre ikke tjener noget andet formål end, at man som tilskuer skal synes volden er noget fedt
Du lyder som en mavesur kritikker som QT i sin tid har mødt mange af og måtte besvare sådanne spørgsmål. Hvor ved du i øvrigt fra, at der ikke gemmer sig mere bagved hans overdrevne brug af vold? Hvem siger, at han ikke kan have dybere intentioner? Hvorfor skal der i øvrigt også være "dybere formål" som "volden skildres som noget væmmeligt som i Godfather"? Er det ikke en floskel og kan du ikke selv regne så meget ud? Filmmediet kan forhåbentlig bruges til mere end floskler.
BN (38) skrev:
.h.t. QT's måde at skildre vold på, kan jeg på ingen måde få øje på nogen "intensitet" eller "dynamik" ved den. Der er f.eks. en ikke dyt intenst eller dynamisk ved den her scene
Har du da overhovedet set filmen? Tvivler, og derfor har du jo heller ikke belæg for at skyde den scene i sænk - når du ikke har fået hele opbygningen med fra starten, personernes motivation etc. som er værd at tage med i betragtning, er dit udsagn useriøst. Men faktummet er, at QT faktisk er god til at opbygge intensitet; åbningsscenen i f.eks. IB, som starter med en dialog og bygges langsomt op til en massacre af fangerne, dér fik jeg altså hjertebanken. Hvad med barscenen i samme film, som opbygges akkurat på samme måde, og ender ud i et voldeligt opgør. Ingen af dine elskede PG-13 børnefilm kan hamle op med det her :D
BN (38) skrev:
Det er sensations-jageri og unødig udpensling. Og jeg kan ikke tage det seriøst. Problemet er, at jeg heller ikke kan grine af det. Så det virker hverken på den eller den anden måde
Well... Du er også for sart. Jeg formoder, at du ikke engang kan nyde en god zombiefilm, fordi de er udpenslede? Ærgerligt!!
formen kan godt diktere showet og måske fortælle noget i sig selv.
Formen dikterer altid 'showet' vil jeg mene. Det er via formen at du skaber dybden vil jeg påstå. Når man siger form over indhold, må jeg tro at man mener man har fokuseret på en 'flot' form, uden at tænke dybere over den. Er du ikke enig? Haneke har også sin form og Kubrick sin.
I øvrigt er jeg enig med dig i, at QT ikke kun er form. Han har i hvert før i tiden, haft lidt på hjertet. Dog ikke altid måske.
Her er hvad jeg skrev om Kill Bill vol. 1 i sin tid:
Som instruktør er Tarantino ikke den mest produktive der findes, der er gået seks år siden den lettere skuffende “Jackie Brown” og ni år siden det erklærede mesterværk “Pulp Fiction”. Så der var set frem til hans nye film “Kill Bill” og forventningerne var store. Personligt synes jeg han indfrier dem, men filmen har delt publikum og filmanmeldere i to (eller tre?). Der er dem der finder filmen er et mesterværk og dem der finder den er et skuffende makværk (og så alle dem midt imellem, selv om det lader til de er i undertal).
Når man ser “Kill Bill” må man gøre sig klart at filmen er en tribut til en masse gamle Kung Fu film, og den er fyldt med referencer til disse (som Thurmans gule dragt, der ligner den som Bruce Lee bar i filmen “Game Of Death”, men der er mange andre referencer), men den er heller ikke meget andet på det plan, så hvis man forventer sig noget dybere er man altså helt klart gået forkert. Modsat Tarantinos tidligere film, der har været fyldt med en masse cool og lækker dialog (ofte uden at det har haft noget med selve handlingen at gøre), så siges der ikke meget i “Kill Bill”, men der handles og sker til gengæld en masse og det er først og fremmest filmens visuelle side der er dens styrke.
Tarantino blander perfekt og underholdende det stilfulde med det smagløse, noget han selvfølgelig har gjort før, men det er det endnu ikke blevet kedeligt af. Tarantino bruger bevidst det kitsch’ede, så det næsten bliver stilfuldt og det stilfulde bliver ofte brugt så fingeret, at man gider sluge det, fordi det er gjort med så meget overlæg og uden at prøve at skjule, at det her er bare lavet som blær for at se godt ud og få en masse flotte billeder, at modsat mange andre film der prøver det samme, virker det her næsten falsk og derfor holder det (jeg tænker specielt på den meget flotte scene, hvor Thurman kæmper foran en lysende væg og man ser hende som en skygge).
Eneste scene hvor jeg ikke var tilfreds med Tarantinos artistiske valg var den store kampscene, hvor Thurman kæmper mod de mange habitklædte bodyguards med katomasker (Kato var en rolle der blev spillet af Bruce Lee i 60’er Tv-serien “The Green Hornet”), der slår filmen over i sort og hvid, måske fordi den er så blodig, eller sådan opfattede jeg det i hvert fald, og ikke af nogen anden grund og det fandt jeg synd, det ødelagde mere end det gavnede. Tarantino er heller ikke bange for at overskride en del grænser og forarge, filmen er ultravoldelig og noget af det mest blodige jeg mindes at have set, og så tillader han sig også at være direkte vulgær (noget vi ser i alle hans film i øvrigt) og spille på det, som pigen i skoleuniform, der er en morderisk psykopat, men ligner en lolita sexkilling og som dræbes så brutalt af vores heltinde.
På handlingssiden er historien måske tynd, i hvert fald den ydre historie, for jeg ved endnu ikke hvad del to byder på (det er jo en lang fortælling), om der er en indre handling om hævnens pris eller noget i den stil, eller om det hele blot er en dybt underholdende, spændende og også morsom pastiche over action- og kung fu film. Men selv om handlingen måske kan virke tynd, så fortælles den alligevel godt, med interessante spring i tid og rum, som Tarantino jo er kendt og elsket for, og den er godt klippet. Men ellers byder den på en masse dybt underholdende, herlige og voldsomt blodige action- eller nærmere bestemt kampscener, der er holdt i forskellige visuelle stilarter, og det er gjort overlegent og frækt som jeg har været inde på tidligere.
Robert Richardson der har fotograferet, fik af Tarantino en liste på film han skulle se, for at de sammen kunne ramme de stilarter som han mente “Kill Bill” skulle holdes i, og Tarantino nægtede også at bruge digitale effekter, da alt helst skulle laves med respekt for de film der har inspirerede ham til at lave den metafilm som “Kill Bill” i bund og grund er, og som sådan skal den ses.
Skuespillerne gør alle et eminent stykke arbejde, og selv om der ikke tales meget generelt, så virker deres roller alligevel både som de karikaturer som enkelte af dem skal være, men også udtryksfulde og indlevende. Thurman er virkelig god i hovedrollen, noget af det bedste arbejde jeg mindes at have set fra hendes side. Men også Liu spiller overbevisende som koldblodig mafiaboss, der skal nakkes. Som Bill (som vi ikke rigtigt ser i første del) har Tarantino hyret gamle Carradine, som vel er mest kendt fra Tv-serien “Kung Fu”, som løb i 70’erne. Både Warren Beatty og Kevin Costner var inde i billedet til rollen, men på en eller anden måde passer det bedre på filmens stil og på Tarantino at bruge en som Carradine til rollen. Gamle Sonny Chiba, der er mest kendt for sine roller i et hav af billige action- og kung fu film, spiller rollen som Hattori Hanzo, og det er løjerligt nok den samme rolle han spillede i en japansk Tv-serie med navnet “Hattori Hanzô: Kage No Gundan”.
Lydsiden er et kapitel for sig selv, ja altså lydeffekterne er som de skal være, og de er gode. Men musikken og valget af sange, mest markant af sangene er vel Nancy Sinatra’s “Bang, Bang”, kan virke plebejisk på en eminent måde, da den ofte er brugt både abrupt og på grænsen til det amatøragtige, men igen er det et helt bevidst valg for at ramme en stemning. Men om man kan lide det eller ej, det er en anden sag. Men jeg kunne, synes musikken er sej og der er flere svingende numre. For selv om jeg skriver at det er på grænsen til at virke amatøragtigt, så er Tarantino så dygtig at han, hvis man ikke er stået af, i stedet får det hele til at fremstå nærmest genialt og barokt. Så musikken fungerer, ifølge mig fortrinligt, den er fed hvad enten den så virker så malplaceret så det er herligt, eller den bare passer perfekt til, den er brugt cool.
Det kan virke underligt at anmelde “Kill Bill: Vol 1”, for det er som at anmelde en halv film, men det jeg har set af den levede i hvert fald fuldt op til mine forventninger og jeg følte mig godt underholdt, og kan kun håbe på at sidste halvdel af filmen holder standarden og kan leve op til første del. “Reservoir Dogs” er dog stadig Tarantinos bedste film ifølge mig. For dem som søger en dybere mening eller et budskab er her intet at komme efter, de vil blive skuffet, det indeholder filmen ikke. Det kan være jeg ændrer mening om det når jeg ser sidste halvdel, jeg tvivler dog. Her er tale om en underholdende og imponerende stiløvelse af de bedre, og her er tale om en film som er en hyldest til en masse film som Tarantino elsker og det er gjort blændende.
#31 Big Daddy 11 år siden
#32 Ispep 11 år siden
#33 Big Daddy 11 år siden
#34 Ispep 11 år siden
#35 Big Daddy 11 år siden
#36 BN 11 år siden
Jeg er skam enig med dig i, at en film ikke behøver at indeholde budskaber for at være god eller fremragende. Mange af mine egne favoritfilm er også blottet for budskaber. ... Så det er ikke lige dét jeg mener, når jeg siger, at der er noget koldt og overfladisk over QT's film.
Well, jeg skal forsøge at uddybe det efterfølgende.
Denne definition passer i nogle tilfælde - ikke ALLE - på min egen brug af ordet "kold" i forbindelse med visse film.
Det er fint, at du nævner Kubrick, for dermed kan vi lige få sat lidt nuancer på:
Jeg har intet imod, at en film har noget koldt og klinisk over sig, hvis altså det tjener en bestemt hensigt. Kubricks film, fortællestilen og fotograferingen, har ofte noget distanceret og betragtende over sig. Man ser det specielt i '2001: A Space Odyssey', 'Barry Lyndon' og 'Full Metal Jacket', men også i flere af hans andre værker. Kubrick var en, der betragtede mennesket og tilværelsen gennem pessimistiske briller (eller kameralinser). Hans film er eksistentialistiske dramaer, der udstiller menneskets dårskab og ondskab, hvad enten denne kommer til udtryk gennem begærlighed, magtmisbrug og egoisme, eller utroskab og løgn, eller militær indoktrinering, blodsudgydelser og politisk vanvid. Kubrick undrer sig over verden. Det kolde eller distancerende har et dybere formål og er bevidst tilstræbt.
Sådan er det ikke med Tarantino og hans film. Det kolde og kliniske opstår af en helt anden årsag: nemlig fordi filmene ofte gerne vil være smarte, cool og provokerende, og fordi de har en meget kraftig tone af, at tilskueren gerne skulle synes, at den stærkt udpenslede vold er noget fedt, ja, noget sejt. (Og nej, jeg har ikke noget imod, at der vises blod og sønderlemmelse, men man kan også fokusere for meget på det og for længe, så man næsten kan høre instruktøren snakke ind i éns øre: "Se, hvor jeg kan! Se, hvor jeg tør!" ... Men behøver blot sammenligne med volden i 'The Godfather', hvor den blodige vold også vises, men ikke trækkes i unødigt langdrag, og hvor tonen er en ganske anden: Her skal man ikke synes, at volden er noget fedt, men noget afskyeligt, der gør mennesker afstumpede.
Tarantinos film er stil over substans, hvor man (ihvertfald for mit vedkommende) mere lægger mærke til formen og stilen end indholdet.
Men som sagt: Jeg kan til enhver pege på enkelte scener i hans film, hvor jeg synes, at tingene er vellykkede og hvor tonen - rent isoleret betragtet - er en anden end som beskrevet i det foregående. Men en film er jo en helhed og skal fungere som sådan, og derfor er det såkaldt "hippe" og "smarte" (eksemplificeret gennem de lange dialoger, galgenhumoren og den udpenslede vold) dominerende i QT's film og gør, at jeg kun sjældent rives med af handlingen.
#37 Ispep 11 år siden
Jeg er sådan set enig mht. Kubrick - og så fik vi sat det på plads. Men derfor kan tingene også være bevidst tilstræbt hos QT også.
Nu synes jeg jo ikke QTs film er kolde på den måde, at jeg ikke føler noget som helst for karaktererne. Der er masser af humor, glimt i øjet og gode tanker i dem, med stor vægt på karaktertegninger, at jeg hurtigt fatter interesse for de involverede.
Mht volden; den kan for min skyld portrætteres akkurat som en instruktør ønsker det. Den behøver ikke altid være portrætteret ens. QT bruger det stilistisk, til at skabe intensitet, dynamik og bare god underholdning.
#38 BN 11 år siden
Enig. Jeg mener heller ikke, at hans film er kolde på dén måde, at jeg ikke føler "noget som helst" for karaktererne. Men det er nu ikke ligefrem MEGET jeg føler for dem, hvilket har noget at gøre med, at QT ikke giver dem dybde og heller ikke skildrer indre konflikter - i hvertfald ikke udover hvad der er indlysende som følge af de YDRE, fysiske/voldelige konflikter, som han går meget op i.
Ja, vold kan skildres på mange måder. QT elsker at skildre den på en sensationsbetonet, udpenslet måde, som desværre ikke tjener noget andet formål end, at man som tilskuer skal synes volden er noget fedt ... og nåja, så vil han gerne provokere, hvilket i længden gør ham og hans film temmelig trættende.
M.h.t. QT's måde at skildre vold på, kan jeg på ingen måde få øje på nogen "intensitet" eller "dynamik" ved den. Der er f.eks. en ikke dyt intenst eller dynamisk ved den her scene:
Det er jo bare rent til grin, at hvert andet skud, der rammer en krop, resulterer i, at blodet sprøjter op i luften ligesom en eksplosion, og at lyden - hver gang det sker - er som lyden af en spand vand der smides på gulvet.
Det er sensations-jageri og unødig udpensling. Og jeg kan ikke tage det seriøst. Problemet er, at jeg heller ikke kan grine af det. Så det virker hverken på den eller den anden måde.
#39 Ispep 11 år siden
Det synes jeg faktisk han formår. Selv Kill-Bill film har en hovedrolle med klare intentioner og indre konflikter samt et overordnet tema. Man kan mene det kun forholder sig på overfladen, men det er også ofte tilfældet med underholdningsfilm. Reservoir Dogs og måske især Pulp Fiction, kradser faktisk også lidt dybere om temaer som grådighed, loyalitet, vold og begær. Disse er blot skildret lidt ukonventionelt (særligt i Pulp Fiction). Muligt at formen stadig sætter dagsordenen, men jeg vil mene filmen fungerer på flere planer, hvis man lige læser lidt mellem linjer. Desuden, så har jeg heller ikke altid noget imod form over indhold - formen kan godt diktere showet og måske fortælle noget i sig selv.
Du lyder som en mavesur kritikker som QT i sin tid har mødt mange af og måtte besvare sådanne spørgsmål. Hvor ved du i øvrigt fra, at der ikke gemmer sig mere bagved hans overdrevne brug af vold? Hvem siger, at han ikke kan have dybere intentioner? Hvorfor skal der i øvrigt også være "dybere formål" som "volden skildres som noget væmmeligt som i Godfather"? Er det ikke en floskel og kan du ikke selv regne så meget ud? Filmmediet kan forhåbentlig bruges til mere end floskler.
Har du da overhovedet set filmen? Tvivler, og derfor har du jo heller ikke belæg for at skyde den scene i sænk - når du ikke har fået hele opbygningen med fra starten, personernes motivation etc. som er værd at tage med i betragtning, er dit udsagn useriøst. Men faktummet er, at QT faktisk er god til at opbygge intensitet; åbningsscenen i f.eks. IB, som starter med en dialog og bygges langsomt op til en massacre af fangerne, dér fik jeg altså hjertebanken. Hvad med barscenen i samme film, som opbygges akkurat på samme måde, og ender ud i et voldeligt opgør. Ingen af dine elskede PG-13 børnefilm kan hamle op med det her :D
Well... Du er også for sart. Jeg formoder, at du ikke engang kan nyde en god zombiefilm, fordi de er udpenslede? Ærgerligt!!
#40 Big Daddy 11 år siden
I øvrigt er jeg enig med dig i, at QT ikke kun er form. Han har i hvert før i tiden, haft lidt på hjertet. Dog ikke altid måske.
Her er hvad jeg skrev om Kill Bill vol. 1 i sin tid:
Som instruktør er Tarantino ikke den mest produktive der findes, der er gået seks år siden den lettere skuffende “Jackie Brown” og ni år siden det erklærede mesterværk “Pulp Fiction”. Så der var set frem til hans nye film “Kill Bill” og forventningerne var store. Personligt synes jeg han indfrier dem, men filmen har delt publikum og filmanmeldere i to (eller tre?). Der er dem der finder filmen er et mesterværk og dem der finder den er et skuffende makværk (og så alle dem midt imellem, selv om det lader til de er i undertal).
Når man ser “Kill Bill” må man gøre sig klart at filmen er en tribut til en masse gamle Kung Fu film, og den er fyldt med referencer til disse (som Thurmans gule dragt, der ligner den som Bruce Lee bar i filmen “Game Of Death”, men der er mange andre referencer), men den er heller ikke meget andet på det plan, så hvis man forventer sig noget dybere er man altså helt klart gået forkert. Modsat Tarantinos tidligere film, der har været fyldt med en masse cool og lækker dialog (ofte uden at det har haft noget med selve handlingen at gøre), så siges der ikke meget i “Kill Bill”, men der handles og sker til gengæld en masse og det er først og fremmest filmens visuelle side der er dens styrke.
Tarantino blander perfekt og underholdende det stilfulde med det smagløse, noget han selvfølgelig har gjort før, men det er det endnu ikke blevet kedeligt af. Tarantino bruger bevidst det kitsch’ede, så det næsten bliver stilfuldt og det stilfulde bliver ofte brugt så fingeret, at man gider sluge det, fordi det er gjort med så meget overlæg og uden at prøve at skjule, at det her er bare lavet som blær for at se godt ud og få en masse flotte billeder, at modsat mange andre film der prøver det samme, virker det her næsten falsk og derfor holder det (jeg tænker specielt på den meget flotte scene, hvor Thurman kæmper foran en lysende væg og man ser hende som en skygge).
Eneste scene hvor jeg ikke var tilfreds med Tarantinos artistiske valg var den store kampscene, hvor Thurman kæmper mod de mange habitklædte bodyguards med katomasker (Kato var en rolle der blev spillet af Bruce Lee i 60’er Tv-serien “The Green Hornet”), der slår filmen over i sort og hvid, måske fordi den er så blodig, eller sådan opfattede jeg det i hvert fald, og ikke af nogen anden grund og det fandt jeg synd, det ødelagde mere end det gavnede. Tarantino er heller ikke bange for at overskride en del grænser og forarge, filmen er ultravoldelig og noget af det mest blodige jeg mindes at have set, og så tillader han sig også at være direkte vulgær (noget vi ser i alle hans film i øvrigt) og spille på det, som pigen i skoleuniform, der er en morderisk psykopat, men ligner en lolita sexkilling og som dræbes så brutalt af vores heltinde.
På handlingssiden er historien måske tynd, i hvert fald den ydre historie, for jeg ved endnu ikke hvad del to byder på (det er jo en lang fortælling), om der er en indre handling om hævnens pris eller noget i den stil, eller om det hele blot er en dybt underholdende, spændende og også morsom pastiche over action- og kung fu film. Men selv om handlingen måske kan virke tynd, så fortælles den alligevel godt, med interessante spring i tid og rum, som Tarantino jo er kendt og elsket for, og den er godt klippet. Men ellers byder den på en masse dybt underholdende, herlige og voldsomt blodige action- eller nærmere bestemt kampscener, der er holdt i forskellige visuelle stilarter, og det er gjort overlegent og frækt som jeg har været inde på tidligere.
Robert Richardson der har fotograferet, fik af Tarantino en liste på film han skulle se, for at de sammen kunne ramme de stilarter som han mente “Kill Bill” skulle holdes i, og Tarantino nægtede også at bruge digitale effekter, da alt helst skulle laves med respekt for de film der har inspirerede ham til at lave den metafilm som “Kill Bill” i bund og grund er, og som sådan skal den ses.
Skuespillerne gør alle et eminent stykke arbejde, og selv om der ikke tales meget generelt, så virker deres roller alligevel både som de karikaturer som enkelte af dem skal være, men også udtryksfulde og indlevende. Thurman er virkelig god i hovedrollen, noget af det bedste arbejde jeg mindes at have set fra hendes side. Men også Liu spiller overbevisende som koldblodig mafiaboss, der skal nakkes. Som Bill (som vi ikke rigtigt ser i første del) har Tarantino hyret gamle Carradine, som vel er mest kendt fra Tv-serien “Kung Fu”, som løb i 70’erne. Både Warren Beatty og Kevin Costner var inde i billedet til rollen, men på en eller anden måde passer det bedre på filmens stil og på Tarantino at bruge en som Carradine til rollen. Gamle Sonny Chiba, der er mest kendt for sine roller i et hav af billige action- og kung fu film, spiller rollen som Hattori Hanzo, og det er løjerligt nok den samme rolle han spillede i en japansk Tv-serie med navnet “Hattori Hanzô: Kage No Gundan”.
Lydsiden er et kapitel for sig selv, ja altså lydeffekterne er som de skal være, og de er gode. Men musikken og valget af sange, mest markant af sangene er vel Nancy Sinatra’s “Bang, Bang”, kan virke plebejisk på en eminent måde, da den ofte er brugt både abrupt og på grænsen til det amatøragtige, men igen er det et helt bevidst valg for at ramme en stemning. Men om man kan lide det eller ej, det er en anden sag. Men jeg kunne, synes musikken er sej og der er flere svingende numre. For selv om jeg skriver at det er på grænsen til at virke amatøragtigt, så er Tarantino så dygtig at han, hvis man ikke er stået af, i stedet får det hele til at fremstå nærmest genialt og barokt. Så musikken fungerer, ifølge mig fortrinligt, den er fed hvad enten den så virker så malplaceret så det er herligt, eller den bare passer perfekt til, den er brugt cool.
Det kan virke underligt at anmelde “Kill Bill: Vol 1”, for det er som at anmelde en halv film, men det jeg har set af den levede i hvert fald fuldt op til mine forventninger og jeg følte mig godt underholdt, og kan kun håbe på at sidste halvdel af filmen holder standarden og kan leve op til første del. “Reservoir Dogs” er dog stadig Tarantinos bedste film ifølge mig. For dem som søger en dybere mening eller et budskab er her intet at komme efter, de vil blive skuffet, det indeholder filmen ikke. Det kan være jeg ændrer mening om det når jeg ser sidste halvdel, jeg tvivler dog. Her er tale om en underholdende og imponerende stiløvelse af de bedre, og her er tale om en film som er en hyldest til en masse film som Tarantino elsker og det er gjort blændende.