Der venter en overraskelse for dem som tror de skal se mere i samme stil som i den første film. Jeg troede efter første film, at den blev delt i to af kommercielle hensyn, fordi den var så lang, men efter at have set del to er jeg ikke længere så sikker. Selv om de selvfølgelig på mange måder ligner hinanden, så er de på mange måder også så radikalt forskellige, at der kan være tale om et kunstnerisk valg fra Tarantino’s side i at dele dem.
I takt med at vores kvindelige hovedperson er begyndt at virke mere i harmoni og mere rolig, frem for blot at begå sig som en enfoldig hævner, er stilen i den her del to også langt mindre aggressiv og pågående. Der er skruet ned for tegneserievolden, actionscenerne og de vilde skift og op for den sublime dialog (som jeg dog indrømmer ikke når helt samme højder som i andre Tarantino-film) og for historien. Musikken, der i den første var eminent, virker heller ikke længere så påtrængende abrupt og synlig, selv om den stadig er fremragende. Det er stadig en meget stilfuld og flot film, og på nogen måder mere stilren, og nu får vi også end mere personlig tilgang til hovedpersonen. Filmen er ikke længere ”bare” en morsomt underholdende stiløvelse og hyldest til gamle kung-fu og samurai film, den er også blevet en hyldest til og en fortælling om selvstændige stærke kvinder, der ikke behøver en eller anden besværlig mand ved deres side, og så er det en (tragisk?/ulykkelig) kærlighedsfilm, handlingen giver pludselig mere mening og virker ikke længere så tynd.
I nogle flotte tilbageblik, ser vi at det bryllup vi troede var i fuld gang, slet ikke var det. Det var kun forberedelser og planlægning af det, og det antydes klart at vores hovedperson inderst inde slet ikke ønsker dette ægteskab, hun elsker Bill, men har måske bare indset at hun aldrig vil kunne få et liv sammen med ham af uransagelige grunde vi kun kan gætte på, og har i et desperat øjeblik ladet sig forlove med en mand hun ikke elsker, måske i håb om at gøre Bill jaloux? At hun elsker Bill ses ganske naturligt på måden hun kysser ham på (og andre antydninger), men at hun heller ikke ønsker dette bryllup, illustreres bedst i en enkelt kameraindstilling, hvor Tarantino samtidig giver en stor hyldest til en af de store amerikanske instruktører, nemlig John Ford og hans westernfilm ”The Searchers”. Her tænker jeg på scenen hvor bruden står inde i kirken og man ser indefra og ud gennem døren til det åbne landskab, der her symboliserer vores heltindes trang til at bryde ud af det net hun føler sig fanget i, det liv hun har eller skal til at have. Det var et genialt skud da Ford brugte det, og Tarantino formår at få det til at fremstå næsten lige så genialt som først gang det blev brugt.
Hvor den først film meget refererede til diverse gamle kampsports og samurai-film, så er den her næsten mere en hyldest til både den amerikanske western, men også den italienske spagetti-western. Den foregår mere i et øde tørt landskab, a al det man ville kunne se i western-film og er opbygget lidt på samme måde som man ville kunne se i en Sergio Leone western, hvor vores (anti)helt langsomt rydder sine modstandere af vejen. Sammenkoblingen af samurai-filmen, den klassiske amerikanske western og det mere brutale europæiske spagetti-western er nu ganske naturlig, og må særligt være det for en film- kender og elsker som Tarantino, da disse genrer er stærkt forbundet med hinanden.
Da Sergio Leone i 1964 lavede den måske første rigtige såkaldte spagetti-western, ”A Fistful Of Dollars” med Clint Eastwood i hovedrollen, var historien jo en remake af Akira Kurosawa’s samurai-film ”Yojimbo”, og Kurosawa’s ønske var netop at lave en film med den amerikanske western som forbillede. Så på den måde er det hele forbundet, og at lige netop en mand som Tarantino blander det hele sammen til en film, burde ikke overraske dem der kender lidt til mandens måde at tænke sine film på. Selve slutopgøret, altså klimaks overrasker også, ved at være så nedtonet og roligt. Da man så den første film, havde man en tro på at selve mødet med Bill ville blive et blodigt actionbrag af den anden verden, men Tarantino vælger overraskende frækt og frisk at gå den modsatte vej og gøre det til et af filmens mest poetiske og beherskede øjeblikke, selv om der nu alligevel kæmpes, men det er kun ganske kort og ret så symbolsk.
Vores heltinde knuser metaforisk talt (i filmen bogstaveligt talt) Bill’s hjerte, som tak for at han har såret hende, og det selv om han ironisk nok ved at såre hende (eller i filmen, forsøgt at myrde hende), har reddet hende fra en skæbne hun ikke ønskede og et liv der ville have kedet hende ihjel, og netop den begivenhed har jo gjort at hun har fundet styrken i sig selv og bevist hun kan klare sig som enlig kvinde og senere som enlig mor. Det er så stærkt og så smukt som det kan være.
I hovedrollen er Thurman stadig fantastisk god, og får trukket de rigtige følelser frem i rollen. Tarantino er jo kendt for at få gode præstationer ud af skuespillerne, og han er også kendt for at tage nogle, må jeg sige gamle afdankede b-film skuespillere og få nogle pragtfulde præstationer ud af dem , og det lykkes også langt hen ad vejen her. Gamle Carradine giver en meget overbevisende indsats i en rolle, der slet ikke fremstår så led som man fik indtryk af i den første film (hvor vi ikke så ham). Man får faktisk sympati med denne tragiske mand, der søger kærligheden og et liv sammen med vores hovedperson. Han er mere ynkelig end uhyggelig, men samtidig er der lige den kant der gør, at vi ville kunne skræmmes over ham hvis vi skulle. Svageste led på skuespillerfronten er Hannah, der er bedst når hun ikke spiller for meget, men bare ser ud. Da hun begynder på sine replikker, begynder hun at fremstå svag i rollen.
På mange måder overgår del to her egentlig den første, den er på næsten alle tænkelige måder en fremragende film og den ultimative hyldest til kvinden. Alligevel forlod jeg filmen med en følelse af at noget var uforløst. Måske var det fordi, at jeg fandt at filmen kørte derud af, og pludselig var den forbi meget hurtigere end jeg havde forventet, uden at være så bastant som jeg havde troet. Jeg er fristet til at give den en højere bedømmelse, men der er en følelse i mig der siger noget andet, desværre. Men tro af den grund ikke, at jeg ikke finder filmen fantastisk, det gør jeg, og samlet set er det en stor filmisk oplevelse Tarantino har givet mig.
I dag ser jeg historiens to halvdele som lige stærke!
Det er via formen at du skaber dybden vil jeg påstå. Når man siger form over indhold, må jeg tro at man mener man har fokuseret på en 'flot' form, uden at tænke dybere over den. Er du ikke enig? Haneke har også sin form og Kubrick sin.
Eller stil over indhold, som også bruges i den forbindelse. Men jo, jeg er nok enig, fordi det stilistiske, ydreformen afhænger af, hvad en instruktør putter i billedkompositionerne, som skaber filmen.
Big Daddy (40) skrev:
øvrigt er jeg enig med dig i, at QT ikke kun er form. Han har i hvert før i tiden, haft lidt på hjertet. Dog ikke altid måske.
Det slog mig i hvert fald efter gensyn med hans tidligere film, særligt Pulp Fiction, at bag det stilistiske ydre gemmer der sig nok mere end som så, selvom hans film ofte har det indtryk, at de blot er en lækker indpakning - som jeg også glædeligt alene ser for bare dét. Desuden tror jeg faktisk ikke hans film er dumme - dertil er QT for nørdet til at ikke at gå op i nogle detaljer, temaer og symboler (og ikke mindst hans hyldest til store klassikere).
Du lyder som en mavesur kritikker som QT i sin tid har mødt mange af og måtte besvare sådanne spørgsmål.
En lidt for nem måde at affeje kritik på. Der er nok en grund til, at mange reagerer på mandens tendens til voldsforherligelse. ... Man kan jo ikke just sige, at volden i hans film er noget subtilt eller underordnet, vel? ;-)
Ispep (39) skrev:
Hvem siger, at han ikke kan have dybere intentioner?
Sådan et modargument er ikke alene lidt for nemt - det er også en tynd kop te, hvis filmene ikke af sig selv signalerer en eller anden dybere intention ... altså andet end "BLOD-eksplosion!" - "BLOD-PLASKE-LYD!" .... "BLOD-EKSPLOSION!" - "BLOD-PLASKE-LYD!"
Ispep (39) skrev:
Har du da overhovedet set filmen? Tvivler, og derfor har du jo heller ikke belæg for at skyde den scene i sænk - når du ikke har fået hele opbygningen med fra starten, personernes motivation etc. som er værd at tage med i betragtning, er dit udsagn useriøst.
Sommetider dummer man sig med sine fordomme, og det har DU lige gjort, Ispep. ... Men selv i tilfælde af, at jeg IKKE havde set filmen, ville det latterlige indhold af den voldsscene være det samme. Effekten af skuddene ændres ikke af, om jeg har set filmen eller ej. Og selvom vi forud for scenen har fået etableret DiCaprio & Co. som en flok dumme, racistiske og afsindigt grusomme svin, er blod-eksplosionerne og blod-plaskeriet stadig latterligt.
Ispep (39) skrev:
Ingen af dine elskede PG-13 børnefilm kan hamle op med det her :D
Du har ret: Alle filmene på min top 200-liste er børnefilm - det kan jeg godt se nu.
Ispep (39) skrev:
Well... Du er også for sart. Jeg formoder, at du ikke engang kan nyde en god zombiefilm, fordi de er udpenslede? Ærgerligt!!
Haha, du har ikke fattet en meter af min pointe, men så lad mig skære det ud i pap:
Jeg kan sagtens tåle (og også acceptere) at se udpenslet vold (Saving Private Ryan + Drive, anyone?) ... Men når volden fremstilles og blodet sprøjter så latterligt og urealistisk, ja, fuldstændig på niveau med "King Arthur vs. the black knight" i Monty Python's 'The Holy Grail', så trækkes jeg ud af illusionen og føler mig dunket i hovedet med QT's sensationsjageri: "Se, hvor fedt det her er!" - "Se, hvor vi kan og tør!"
Der er nok en grund til, at mange reagerer på mandens tendens til voldsforherligelse
Det er nok også dem der har svært ved at adskille fiktion og virkelighed og tror der er tale om voldsforherligelse, ligeså snart volden er kunstnerisk udformet. Gab BN!!
BN (43) skrev:
Man kan jo ikke just sige, at volden i hans film er noget subtilt
Det behøver den heller ikke at være!
BN (43) skrev:
hvis filmene ikke af sig selv signalerer en eller anden dybere intention ... altså andet end "BLOD-eksplosion!" - "BLOD-PLASKE-LYD!" .... "BLOD-EKSPLOSION!" - "BLOD-PLASKE-LYD!"
Hvorfor skal den overhovedet signalere noget som helst? Kan du ikke tænke selv? Måske prøver QT netop at skildre volden som noget grotesk og overdrevet, der på overfladen kan virke unødig, men i virkeligheden har til hensigt at fungere som en skræmmebillede og måske endda som en kritisk kommentar på Hollywood, der altid pakker filmene ind i PG-13 rammer for at gøre tingene mere spiselige og bredappellerende?
BN (43) skrev:
Sommetider dummer man sig med sine fordomme, og det har DU lige gjort, Ispep
Så ville det også være først gang jeg overraskes, da du ellers nyder at tale om en film du ikke har set :D
BN (43) skrev:
Men når volden fremstilles og blodet sprøjter så latterligt og urealistisk, ja, fuldstændig på niveau
Filmkunst behøver ikke være realistisk, men kan også være kunstnerisk. Overdreven vold kan være en udtryksform, som er passende til det univers en instruktør forsøger at opbygge. Zombiegenren/splatter-film er udpræget af store mængder stiliseret vold, som bare er en del af det univers - at du så bedre kan forholde dig til SPR, fordi det er mere troværdigt og passende, må du jo om - jeg kan nyde begge dele.
Det er nok også dem der har svært ved at adskille fiktion og virkelighed og tror der er tale om voldsforherligelse, ligeså snart volden er kunstnerisk udformet. Gab BN!!
Hele tonen i QT's skriger langt væk af, at man skal synes, at volden og blodsprøjteriet er noget fedt noget at se på ... ja, at det er fedt, om ikke andet fordi QT TØR lave det så udpenslet. Ja, at det er derfor, forslår du endda selv, når du siger, at han laver volden på den måde "som en kritisk kommentar på Hollywood, der altid pakker filmene ind i PG-13 rammer for at gøre tingene mere spiselige og bredappellerende".
Seriøst, så troede jeg, at man lavede tingene som man gjorde for HISTORIENS skyld, ja, for filmens skyld. Og ikke bare for at provokere censuren og diverse purister.
Og hvis du ikke kan se forskellen på vold i film (den tone det er lavet i), altså fra den ene instruktør til den anden, så er du blind. ... Et eksempel: Da jeg i tidernes morgen så 'Rambo 3' i biografen klappede og jublede publikum, når Rambo smadrede sine modstandere med kniv, skydevåben og håndgranater. Men da jeg så 'Saving Private Ryan' med dens blod og lemlæstelser var publikum stille og - for enkeltes vedkommende - tårevædede eller chokerede.
Ispep (44) skrev:
Hvorfor skal den overhovedet signalere noget som helst? Kan du ikke tænke selv?
Altså, først lægger du op til, at der er en dybere intention med volden i hans film. Og når jeg så efterspørger et bud på denne dybere intention, bebrejder du mig det og beskylder mig for ikke at kunne tænke selv!
Jeg kan slet ikke fatte du kan kalde 'volden' i QTs film voldsforherlignende. Den er jo netop ofte så overdrevent tegneserieagtig, at det virker mindre voldeligt (som i forherligede i negativ forstand) grundet dens urealisme. Jo det er vold for sjov, fordi vold på film bare kan være netop det. Men snakker vi hvad der er psykologisk skræmmende, som i det direkte skadelige, så kommer vi ikke længere fra dette end i flere QT film. Der er en film som The Dark Knight langt værre hvis du spørger mig. Det er nemlig vold i dens værste form og det endda i en familiefilm.
Filmkunst behøver ikke være realistisk, men kan også være kunstnerisk.
I mine øjne er der ikke en dyt kunstnerisk ved blod i sig selv. Det er ligeså lidt kunstnerisk som at udstille døde, rådnende dyr i en glasmontre, sådan som ham narrehovedet gjorde for nogle år siden. QT fokuserer voldsomt meget på blodet, og han gør det ikke for at gøre volden grim, men fordi han reelt sælger sine film på udpenslet vold - ja, udpenslet vold har altid været en del af attraktionen ved hans film (for nogle). Andre intentioner er der ikke.
Jeg kan slet ikke fatte du kan kalde 'volden' i QTs film voldsforherlignende. Den er jo netop ofte så overdrevent tegneserieagtig, at det virker mindre voldeligt (som i forherligede i negativ forstand) grundet dens urealisme.
Når vold skal være tegneserieagtig og sjov, kunne QT lære meget af Indiana Jones-filmene.
Se blot på den scene, hvor en araber-type lægger op til fægtekamp og Indy bare trækker sin pistol og pløkker ham ned. Tænk på scenen som du kender den. ... Prøv så at forestille dig, at den i stedet havde været filmet på den her måde:
Araberen laver sine truende fægtebevægelser. Indy trækker sin pistol og skyder. Vi ser et nærbillede af kuglen, der rammer sværdfægterens krop. Blodet eksploderer fra hans krop, og på lydsiden får vi en høj plask-lyd (der lyder som når en spand vand smides på gulvet). Vi hører ham skrige af smerte i lang tid, indtil han rallende lukker øjnene.
Morsomt?
Big Daddy (46) skrev:
Jo det er vold for sjov, fordi vold på film bare kan være netop det.
Django-filmen ikke så meget som antyder, at volden skal være sjov i den scene, jeg linkede. Den er ikke tænkt som sjov. Det er en seriøs scene, og derfor er det absurd med det blodsprøjteri og plaske-lydene, som sker 4-5 gange i træk. (I øvrigt er det også utroligt, at næsten ALLE skud sender blod ud af ryggen på de ramte og op på væggene og dørene. Det vil ganske givet ske i enkelte tilfælde, men i SÅ mange?)
Havde det ikke været for de blod-eksplosioner med dertilhørende plaskelyde og de overdrevent blodindsmurte vægge og døre, ville jeg faktisk have kaldt det en god actionscene. Men QT har valgt at fokusere så meget på blodet, at det også er dér min opmærksomhed er - det er unødvendigt og distraherende og hiver mig ud af illusionen.
Og lad mig skære det ud i pap: Det er fint nok med NOGET blod på væggene og dørene og i nærbilleder af skudofrene - ellers bliver det ligeså stuerent og urealistisk pænt som i de værste familievenlige western-film og - tv-serier, hvilket ville være en bagatellisering af volden og dens grimhed og konsekvenser. Men i Django-filmen går man i den modsatte grøft, og det bliver filmen bestemt ikke bedre af.
Jeg kan sagtens se forskel på vold og tonen i givne film. For mig kan tingene blot fungerer uanset om det er QT eller Spielberg der står bag.
Jeg talte også om en indirekte kritisk kommentar på Hollywood og det må en film gerne indeholde. Og igen for at understrege, så behøver volden på film ikke altid portrætteres ens - som du eftersøger. Den kan godt have en kunstnerisk vision. En udtryksform.
Well. Folk grinede også da jokeren lavede blyant-tricket, selvom filmen tog sig selv gravalvorligt.
QT har aldrig lavet seriøse film. Django skal ikke tages for pålydende. Det er en kombination af alvor og spas, mest blot spas i tegneserie stil, som kendetegner QT.
Og hvorfor skulle QT lære af Indiana Jones film, som er eventyrlige?
#41 Big Daddy 11 år siden
Der venter en overraskelse for dem som tror de skal se mere i samme stil som i den første film. Jeg troede efter første film, at den blev delt i to af kommercielle hensyn, fordi den var så lang, men efter at have set del to er jeg ikke længere så sikker. Selv om de selvfølgelig på mange måder ligner hinanden, så er de på mange måder også så radikalt forskellige, at der kan være tale om et kunstnerisk valg fra Tarantino’s side i at dele dem.
I takt med at vores kvindelige hovedperson er begyndt at virke mere i harmoni og mere rolig, frem for blot at begå sig som en enfoldig hævner, er stilen i den her del to også langt mindre aggressiv og pågående. Der er skruet ned for tegneserievolden, actionscenerne og de vilde skift og op for den sublime dialog (som jeg dog indrømmer ikke når helt samme højder som i andre Tarantino-film) og for historien. Musikken, der i den første var eminent, virker heller ikke længere så påtrængende abrupt og synlig, selv om den stadig er fremragende. Det er stadig en meget stilfuld og flot film, og på nogen måder mere stilren, og nu får vi også end mere personlig tilgang til hovedpersonen. Filmen er ikke længere ”bare” en morsomt underholdende stiløvelse og hyldest til gamle kung-fu og samurai film, den er også blevet en hyldest til og en fortælling om selvstændige stærke kvinder, der ikke behøver en eller anden besværlig mand ved deres side, og så er det en (tragisk?/ulykkelig) kærlighedsfilm, handlingen giver pludselig mere mening og virker ikke længere så tynd.
I nogle flotte tilbageblik, ser vi at det bryllup vi troede var i fuld gang, slet ikke var det. Det var kun forberedelser og planlægning af det, og det antydes klart at vores hovedperson inderst inde slet ikke ønsker dette ægteskab, hun elsker Bill, men har måske bare indset at hun aldrig vil kunne få et liv sammen med ham af uransagelige grunde vi kun kan gætte på, og har i et desperat øjeblik ladet sig forlove med en mand hun ikke elsker, måske i håb om at gøre Bill jaloux? At hun elsker Bill ses ganske naturligt på måden hun kysser ham på (og andre antydninger), men at hun heller ikke ønsker dette bryllup, illustreres bedst i en enkelt kameraindstilling, hvor Tarantino samtidig giver en stor hyldest til en af de store amerikanske instruktører, nemlig John Ford og hans westernfilm ”The Searchers”. Her tænker jeg på scenen hvor bruden står inde i kirken og man ser indefra og ud gennem døren til det åbne landskab, der her symboliserer vores heltindes trang til at bryde ud af det net hun føler sig fanget i, det liv hun har eller skal til at have. Det var et genialt skud da Ford brugte det, og Tarantino formår at få det til at fremstå næsten lige så genialt som først gang det blev brugt.
Hvor den først film meget refererede til diverse gamle kampsports og samurai-film, så er den her næsten mere en hyldest til både den amerikanske western, men også den italienske spagetti-western. Den foregår mere i et øde tørt landskab, a al det man ville kunne se i western-film og er opbygget lidt på samme måde som man ville kunne se i en Sergio Leone western, hvor vores (anti)helt langsomt rydder sine modstandere af vejen. Sammenkoblingen af samurai-filmen, den klassiske amerikanske western og det mere brutale europæiske spagetti-western er nu ganske naturlig, og må særligt være det for en film- kender og elsker som Tarantino, da disse genrer er stærkt forbundet med hinanden.
Da Sergio Leone i 1964 lavede den måske første rigtige såkaldte spagetti-western, ”A Fistful Of Dollars” med Clint Eastwood i hovedrollen, var historien jo en remake af Akira Kurosawa’s samurai-film ”Yojimbo”, og Kurosawa’s ønske var netop at lave en film med den amerikanske western som forbillede. Så på den måde er det hele forbundet, og at lige netop en mand som Tarantino blander det hele sammen til en film, burde ikke overraske dem der kender lidt til mandens måde at tænke sine film på. Selve slutopgøret, altså klimaks overrasker også, ved at være så nedtonet og roligt. Da man så den første film, havde man en tro på at selve mødet med Bill ville blive et blodigt actionbrag af den anden verden, men Tarantino vælger overraskende frækt og frisk at gå den modsatte vej og gøre det til et af filmens mest poetiske og beherskede øjeblikke, selv om der nu alligevel kæmpes, men det er kun ganske kort og ret så symbolsk.
Vores heltinde knuser metaforisk talt (i filmen bogstaveligt talt) Bill’s hjerte, som tak for at han har såret hende, og det selv om han ironisk nok ved at såre hende (eller i filmen, forsøgt at myrde hende), har reddet hende fra en skæbne hun ikke ønskede og et liv der ville have kedet hende ihjel, og netop den begivenhed har jo gjort at hun har fundet styrken i sig selv og bevist hun kan klare sig som enlig kvinde og senere som enlig mor. Det er så stærkt og så smukt som det kan være.
I hovedrollen er Thurman stadig fantastisk god, og får trukket de rigtige følelser frem i rollen. Tarantino er jo kendt for at få gode præstationer ud af skuespillerne, og han er også kendt for at tage nogle, må jeg sige gamle afdankede b-film skuespillere og få nogle pragtfulde præstationer ud af dem , og det lykkes også langt hen ad vejen her. Gamle Carradine giver en meget overbevisende indsats i en rolle, der slet ikke fremstår så led som man fik indtryk af i den første film (hvor vi ikke så ham). Man får faktisk sympati med denne tragiske mand, der søger kærligheden og et liv sammen med vores hovedperson. Han er mere ynkelig end uhyggelig, men samtidig er der lige den kant der gør, at vi ville kunne skræmmes over ham hvis vi skulle. Svageste led på skuespillerfronten er Hannah, der er bedst når hun ikke spiller for meget, men bare ser ud. Da hun begynder på sine replikker, begynder hun at fremstå svag i rollen.
På mange måder overgår del to her egentlig den første, den er på næsten alle tænkelige måder en fremragende film og den ultimative hyldest til kvinden. Alligevel forlod jeg filmen med en følelse af at noget var uforløst. Måske var det fordi, at jeg fandt at filmen kørte derud af, og pludselig var den forbi meget hurtigere end jeg havde forventet, uden at være så bastant som jeg havde troet. Jeg er fristet til at give den en højere bedømmelse, men der er en følelse i mig der siger noget andet, desværre. Men tro af den grund ikke, at jeg ikke finder filmen fantastisk, det gør jeg, og samlet set er det en stor filmisk oplevelse Tarantino har givet mig.
I dag ser jeg historiens to halvdele som lige stærke!
#42 Ispep 11 år siden
Eller stil over indhold, som også bruges i den forbindelse. Men jo, jeg er nok enig, fordi det stilistiske, ydreformen afhænger af, hvad en instruktør putter i billedkompositionerne, som skaber filmen.
Det slog mig i hvert fald efter gensyn med hans tidligere film, særligt Pulp Fiction, at bag det stilistiske ydre gemmer der sig nok mere end som så, selvom hans film ofte har det indtryk, at de blot er en lækker indpakning - som jeg også glædeligt alene ser for bare dét. Desuden tror jeg faktisk ikke hans film er dumme - dertil er QT for nørdet til at ikke at gå op i nogle detaljer, temaer og symboler (og ikke mindst hans hyldest til store klassikere).
Så hvad er godt indhold egentligt for noget? :D
#43 BN 11 år siden
En lidt for nem måde at affeje kritik på. Der er nok en grund til, at mange reagerer på mandens tendens til voldsforherligelse. ... Man kan jo ikke just sige, at volden i hans film er noget subtilt eller underordnet, vel? ;-)
Sådan et modargument er ikke alene lidt for nemt - det er også en tynd kop te, hvis filmene ikke af sig selv signalerer en eller anden dybere intention ... altså andet end "BLOD-eksplosion!" - "BLOD-PLASKE-LYD!" .... "BLOD-EKSPLOSION!" - "BLOD-PLASKE-LYD!"
Sommetider dummer man sig med sine fordomme, og det har DU lige gjort, Ispep. ... Men selv i tilfælde af, at jeg IKKE havde set filmen, ville det latterlige indhold af den voldsscene være det samme. Effekten af skuddene ændres ikke af, om jeg har set filmen eller ej. Og selvom vi forud for scenen har fået etableret DiCaprio & Co. som en flok dumme, racistiske og afsindigt grusomme svin, er blod-eksplosionerne og blod-plaskeriet stadig latterligt.
Du har ret: Alle filmene på min top 200-liste er børnefilm - det kan jeg godt se nu.
Haha, du har ikke fattet en meter af min pointe, men så lad mig skære det ud i pap:
Jeg kan sagtens tåle (og også acceptere) at se udpenslet vold (Saving Private Ryan + Drive, anyone?) ... Men når volden fremstilles og blodet sprøjter så latterligt og urealistisk, ja, fuldstændig på niveau med "King Arthur vs. the black knight" i Monty Python's 'The Holy Grail', så trækkes jeg ud af illusionen og føler mig dunket i hovedet med QT's sensationsjageri: "Se, hvor fedt det her er!" - "Se, hvor vi kan og tør!"
#44 Ispep 11 år siden
Det er nok også dem der har svært ved at adskille fiktion og virkelighed og tror der er tale om voldsforherligelse, ligeså snart volden er kunstnerisk udformet. Gab BN!!
Det behøver den heller ikke at være!
Hvorfor skal den overhovedet signalere noget som helst? Kan du ikke tænke selv? Måske prøver QT netop at skildre volden som noget grotesk og overdrevet, der på overfladen kan virke unødig, men i virkeligheden har til hensigt at fungere som en skræmmebillede og måske endda som en kritisk kommentar på Hollywood, der altid pakker filmene ind i PG-13 rammer for at gøre tingene mere spiselige og bredappellerende?
Så ville det også være først gang jeg overraskes, da du ellers nyder at tale om en film du ikke har set :D
Filmkunst behøver ikke være realistisk, men kan også være kunstnerisk. Overdreven vold kan være en udtryksform, som er passende til det univers en instruktør forsøger at opbygge. Zombiegenren/splatter-film er udpræget af store mængder stiliseret vold, som bare er en del af det univers - at du så bedre kan forholde dig til SPR, fordi det er mere troværdigt og passende, må du jo om - jeg kan nyde begge dele.
#45 BN 11 år siden
Hele tonen i QT's skriger langt væk af, at man skal synes, at volden og blodsprøjteriet er noget fedt noget at se på ... ja, at det er fedt, om ikke andet fordi QT TØR lave det så udpenslet. Ja, at det er derfor, forslår du endda selv, når du siger, at han laver volden på den måde "som en kritisk kommentar på Hollywood, der altid pakker filmene ind i PG-13 rammer for at gøre tingene mere spiselige og bredappellerende".
Seriøst, så troede jeg, at man lavede tingene som man gjorde for HISTORIENS skyld, ja, for filmens skyld. Og ikke bare for at provokere censuren og diverse purister.
Og hvis du ikke kan se forskellen på vold i film (den tone det er lavet i), altså fra den ene instruktør til den anden, så er du blind. ... Et eksempel: Da jeg i tidernes morgen så 'Rambo 3' i biografen klappede og jublede publikum, når Rambo smadrede sine modstandere med kniv, skydevåben og håndgranater. Men da jeg så 'Saving Private Ryan' med dens blod og lemlæstelser var publikum stille og - for enkeltes vedkommende - tårevædede eller chokerede.
Altså, først lægger du op til, at der er en dybere intention med volden i hans film. Og når jeg så efterspørger et bud på denne dybere intention, bebrejder du mig det og beskylder mig for ikke at kunne tænke selv!
Hvor logisk/rimelig synes du selv, du er? :-D
#46 Big Daddy 11 år siden
#47 BN 11 år siden
I mine øjne er der ikke en dyt kunstnerisk ved blod i sig selv. Det er ligeså lidt kunstnerisk som at udstille døde, rådnende dyr i en glasmontre, sådan som ham narrehovedet gjorde for nogle år siden. QT fokuserer voldsomt meget på blodet, og han gør det ikke for at gøre volden grim, men fordi han reelt sælger sine film på udpenslet vold - ja, udpenslet vold har altid været en del af attraktionen ved hans film (for nogle). Andre intentioner er der ikke.
#48 BN 11 år siden
Når vold skal være tegneserieagtig og sjov, kunne QT lære meget af Indiana Jones-filmene.
Se blot på den scene, hvor en araber-type lægger op til fægtekamp og Indy bare trækker sin pistol og pløkker ham ned. Tænk på scenen som du kender den. ... Prøv så at forestille dig, at den i stedet havde været filmet på den her måde:
Araberen laver sine truende fægtebevægelser. Indy trækker sin pistol og skyder. Vi ser et nærbillede af kuglen, der rammer sværdfægterens krop. Blodet eksploderer fra hans krop, og på lydsiden får vi en høj plask-lyd (der lyder som når en spand vand smides på gulvet). Vi hører ham skrige af smerte i lang tid, indtil han rallende lukker øjnene.
Morsomt?
Django-filmen ikke så meget som antyder, at volden skal være sjov i den scene, jeg linkede. Den er ikke tænkt som sjov. Det er en seriøs scene, og derfor er det absurd med det blodsprøjteri og plaske-lydene, som sker 4-5 gange i træk. (I øvrigt er det også utroligt, at næsten ALLE skud sender blod ud af ryggen på de ramte og op på væggene og dørene. Det vil ganske givet ske i enkelte tilfælde, men i SÅ mange?)
Havde det ikke været for de blod-eksplosioner med dertilhørende plaskelyde og de overdrevent blodindsmurte vægge og døre, ville jeg faktisk have kaldt det en god actionscene. Men QT har valgt at fokusere så meget på blodet, at det også er dér min opmærksomhed er - det er unødvendigt og distraherende og hiver mig ud af illusionen.
Og lad mig skære det ud i pap: Det er fint nok med NOGET blod på væggene og dørene og i nærbilleder af skudofrene - ellers bliver det ligeså stuerent og urealistisk pænt som i de værste familievenlige western-film og - tv-serier, hvilket ville være en bagatellisering af volden og dens grimhed og konsekvenser. Men i Django-filmen går man i den modsatte grøft, og det bliver filmen bestemt ikke bedre af.
#49 Ispep 11 år siden
Jeg kan sagtens se forskel på vold og tonen i givne film. For mig kan tingene blot fungerer uanset om det er QT eller Spielberg der står bag.
Jeg talte også om en indirekte kritisk kommentar på Hollywood og det må en film gerne indeholde. Og igen for at understrege, så behøver volden på film ikke altid portrætteres ens - som du eftersøger. Den kan godt have en kunstnerisk vision. En udtryksform.
Well. Folk grinede også da jokeren lavede blyant-tricket, selvom filmen tog sig selv gravalvorligt.
#50 Ispep 11 år siden
QT har aldrig lavet seriøse film. Django skal ikke tages for pålydende. Det er en kombination af alvor og spas, mest blot spas i tegneserie stil, som kendetegner QT.
Og hvorfor skulle QT lære af Indiana Jones film, som er eventyrlige?