Jeg er i bund og gund ligeglad med hjernerne (altså...jeg er naturligvis ikke ligeglad med hjerner - kun i anmeldelsessammenhæng ;) - men jeg synes nu at ideen med at give hjerner i stedet for stjerner var ret fantastisk, så det er vel næsten synd ikke at gøre det ;)
Hvis du gør skal jeg nok love at tage dem som vejledende og vægte dine ord højere end dine hjerner (det lød sært).
"he won the Nobel Prize for inventing the artificial appendix.”
Med en smule forsinkelse grundet travlhed vækker jeg nu nærværende zombietråd fra de døde (tilsigtet ordspil), og det synes kun passende at lægge ud med en anmeldelse af filmen, der startede det hele:
White Zombie (1932) Instr.: Victor Halperin
Det unge par Madeleine (Madge Bellamy) og Neil (John Harron) bliver af deres nye bekendtskab, den velhavende Beaumont (Robert Frazer), overtalt til at holde deres bryllup på hans plantage på Haïti.
Filmen åbner stemningsfuldt med de forlovede undervejs i hestevogn sent om aftenen, da et begravelsesritual midt på vejen fanger deres opmærksomhed. Kusken forklarer dem, at det er for at forhindre, at liget bliver stjålet. Længere henne ad vejen støder de på en kappeklædt fremmed, som kusken standser for at spørge om vej. Uheldigvis er det den lokale heksedoktor, Murder Legendre (Bela Lugosi), som er mere optaget af at stirre på Madeleine end at svare på spørgsmålet. Øjeblikket efter gribes kusken af rædsel, da en flok uhyggelige skikkelser kommer stavrende ud af mørket. Idet vognen skyndsomt sætter i gang, snupper Legendre Madeleines tørklæde gennem vinduet. Ved ankomsten til plantagen sætter kusken dramatisk ord på det nye horrorfænomen:
”… zombies, the living dead, corpses taken from their grave who are made to work in sugar mills and fields at night”
Et filmmonster er født!
Men zombierne er kun et redskab for den egentlige djævelskab. Beaumonts dagsorden er ingenlunde så velgørende, som den fremstår, idet han selv har kastet sin kærlighed på Madeleine. Han er derfor tyet til Legendre, som ved hjælp af gift har taget magten over de lokale samfundsspidser og skabt sig en flok af viljeløse zombieslaver. Til trods for sin væmmelse ved konceptet, ender Beaumont med at bruge Legendres gift på Madeleine, som tilsyneladende dør umiddelbart efter brylluppet. Det går dog hurtigt op for ham, at den tomme, apatiske skal, Legendre vækker fra graven, ikke er i stand til at gengælde hans følelser.
Imens forsøger den knuste Neil at drukne sine sorger i sprut. Da han i en brandert opsøger Madeleines grav og finder den tom, søger han råd hos den lokale missionær Dr. Bruner (Joseph Cawthorn). Med sit kendskab til voodoo og zombier, mistænker Dr. Bruner, at Neils brud stadig kan være i live, og sammen drager de to af sted mod Legendres tilholdssted i håb om stadig at kunne redde hende.
Det er naturligvis den uskyldsrene ungdom, vi skal holde med, men filmens stjerner er klart Legendre og zombierne. Bela Lugosi leverer heksedoktoren med klædelig djævelsk karisma og de vandrende døde gør deres del godt og er velsminkede (og utvivlsomt uhyggelige) for tiden. Parret er til gengæld så kedeligt pæne og uskyldige (og i øvrigt heller ikke synderligt veletablerede karakterer), at transformationen til apatisk grøntsag og drukkenbolt kun kan betragtes som en forbedring. Værst er det dog med den moralsk splittede Beaumonts ellers spændende potentiale, der desværre ødelægges af skrækkeligt stumfilms-agtigt overspil.
I det hele taget hænger stumfilmsarven ved produktionen som en tung fodlænke, der i nogle passager mere end andre kommer til udtryk i skuespillet, musikken og filmningen. Om man er til stumfilm er selvfølgelig en smagssag, men White Zombie er nu engang en lydfilm, hvorfor elementerne tilfører den en unødig ujævnhed. Et par gange nåede den at føles en smule træg, hvilket ikke er et stort problem, men på den anden side heller ikke burde forekomme i løbet af dens kun 65 minutter.
White Zombie rummer til gengæld masser af stemning i sin illustration af en eksotisk, men samtidig mørk og fremmedartet verden gennemsyret af kræfter, den udefrakommende uskyld må komme til kort overfor. I den henseende vinder filmen virkelig på at være i sort/hvid, hvilket også gælder zombierne med deres livløse, mørkrandede blikke og blege ansigter. Samtidig følges Legendre af en grib, der med enerverende skrig forstærker fornemmelsen af det overjordiske og ubehagelige.
Selv om filmen måske næppe fremstår som uhyggelig i dag, gik dens temaer om den levende død, kærlighed og begær på tværs af dette ind hos publikum i 1932. Siden har mediet, grænserne og genrekonventionerne rykket sig for meget til, at den gængse zombiefan går mættet fra oplevelsen. Alligevel vil jeg afslutningsvis fremhæve en scene, som gjorde særligt indtryk på mig, første gang jeg så den:
Da Beaumont opsøger Legendre i møllen, er zombierne travlt beskæftiget med at holde maskineriet i gang. Mens nogle drejer på hjulet, fylder andre sukkerrør i kværnen i en nonstop, trøsteløs arbejdsgang. Selv da en af zombierne med sukkerrør får overbalance og falder i kværnen med en høj, knasende lyd, fortsætter arbejdsstyrken bare uanfægtet ved hjulet. Døden er knap så grum som udøden, og selv om jeg måske nok personligt foretrækker de senere, kødædende zombier, er disse levende dødes apatiske slaveri grumt og sigende på en helt anden måde …
Trods kritikpunkterne er der en del at holde af ved White Zombie. Den bør rettelig hyldes som startskuddet til genren og er som sådan under alle omstændigheder en essentiel brik i zombiebaglandet. For folk med særlig interesse i genren er der – uanset den beherskede karakter – derfor ingen vej uden om!
@@@¤
"nå jeg er i biffen så er der alt tid en der skal sparke i det sæd jeg sidder i"
#11 wimmie 15 år siden
Hvis du gør skal jeg nok love at tage dem som vejledende og vægte dine ord højere end dine hjerner (det lød sært).
#12 Riqon 15 år siden
#13 evermind 15 år siden
White Zombie (1932)
Instr.: Victor Halperin
Det unge par Madeleine (Madge Bellamy) og Neil (John Harron) bliver af deres nye bekendtskab, den velhavende Beaumont (Robert Frazer), overtalt til at holde deres bryllup på hans plantage på Haïti.
Filmen åbner stemningsfuldt med de forlovede undervejs i hestevogn sent om aftenen, da et begravelsesritual midt på vejen fanger deres opmærksomhed. Kusken forklarer dem, at det er for at forhindre, at liget bliver stjålet. Længere henne ad vejen støder de på en kappeklædt fremmed, som kusken standser for at spørge om vej. Uheldigvis er det den lokale heksedoktor, Murder Legendre (Bela Lugosi), som er mere optaget af at stirre på Madeleine end at svare på spørgsmålet. Øjeblikket efter gribes kusken af rædsel, da en flok uhyggelige skikkelser kommer stavrende ud af mørket. Idet vognen skyndsomt sætter i gang, snupper Legendre Madeleines tørklæde gennem vinduet. Ved ankomsten til plantagen sætter kusken dramatisk ord på det nye horrorfænomen:
”… zombies, the living dead, corpses taken from their grave who are made to work in sugar mills and fields at night”
Et filmmonster er født!
Men zombierne er kun et redskab for den egentlige djævelskab. Beaumonts dagsorden er ingenlunde så velgørende, som den fremstår, idet han selv har kastet sin kærlighed på Madeleine. Han er derfor tyet til Legendre, som ved hjælp af gift har taget magten over de lokale samfundsspidser og skabt sig en flok af viljeløse zombieslaver. Til trods for sin væmmelse ved konceptet, ender Beaumont med at bruge Legendres gift på Madeleine, som tilsyneladende dør umiddelbart efter brylluppet. Det går dog hurtigt op for ham, at den tomme, apatiske skal, Legendre vækker fra graven, ikke er i stand til at gengælde hans følelser.
Imens forsøger den knuste Neil at drukne sine sorger i sprut. Da han i en brandert opsøger Madeleines grav og finder den tom, søger han råd hos den lokale missionær Dr. Bruner (Joseph Cawthorn). Med sit kendskab til voodoo og zombier, mistænker Dr. Bruner, at Neils brud stadig kan være i live, og sammen drager de to af sted mod Legendres tilholdssted i håb om stadig at kunne redde hende.
Det er naturligvis den uskyldsrene ungdom, vi skal holde med, men filmens stjerner er klart Legendre og zombierne. Bela Lugosi leverer heksedoktoren med klædelig djævelsk karisma og de vandrende døde gør deres del godt og er velsminkede (og utvivlsomt uhyggelige) for tiden. Parret er til gengæld så kedeligt pæne og uskyldige (og i øvrigt heller ikke synderligt veletablerede karakterer), at transformationen til apatisk grøntsag og drukkenbolt kun kan betragtes som en forbedring. Værst er det dog med den moralsk splittede Beaumonts ellers spændende potentiale, der desværre ødelægges af skrækkeligt stumfilms-agtigt overspil.
I det hele taget hænger stumfilmsarven ved produktionen som en tung fodlænke, der i nogle passager mere end andre kommer til udtryk i skuespillet, musikken og filmningen. Om man er til stumfilm er selvfølgelig en smagssag, men White Zombie er nu engang en lydfilm, hvorfor elementerne tilfører den en unødig ujævnhed. Et par gange nåede den at føles en smule træg, hvilket ikke er et stort problem, men på den anden side heller ikke burde forekomme i løbet af dens kun 65 minutter.
White Zombie rummer til gengæld masser af stemning i sin illustration af en eksotisk, men samtidig mørk og fremmedartet verden gennemsyret af kræfter, den udefrakommende uskyld må komme til kort overfor. I den henseende vinder filmen virkelig på at være i sort/hvid, hvilket også gælder zombierne med deres livløse, mørkrandede blikke og blege ansigter. Samtidig følges Legendre af en grib, der med enerverende skrig forstærker fornemmelsen af det overjordiske og ubehagelige.
Selv om filmen måske næppe fremstår som uhyggelig i dag, gik dens temaer om den levende død, kærlighed og begær på tværs af dette ind hos publikum i 1932. Siden har mediet, grænserne og genrekonventionerne rykket sig for meget til, at den gængse zombiefan går mættet fra oplevelsen. Alligevel vil jeg afslutningsvis fremhæve en scene, som gjorde særligt indtryk på mig, første gang jeg så den:
Da Beaumont opsøger Legendre i møllen, er zombierne travlt beskæftiget med at holde maskineriet i gang. Mens nogle drejer på hjulet, fylder andre sukkerrør i kværnen i en nonstop, trøsteløs arbejdsgang. Selv da en af zombierne med sukkerrør får overbalance og falder i kværnen med en høj, knasende lyd, fortsætter arbejdsstyrken bare uanfægtet ved hjulet. Døden er knap så grum som udøden, og selv om jeg måske nok personligt foretrækker de senere, kødædende zombier, er disse levende dødes apatiske slaveri grumt og sigende på en helt anden måde …
Trods kritikpunkterne er der en del at holde af ved White Zombie. Den bør rettelig hyldes som startskuddet til genren og er som sådan under alle omstændigheder en essentiel brik i zombiebaglandet. For folk med særlig interesse i genren er der – uanset den beherskede karakter – derfor ingen vej uden om!
@@@¤
#14 Kruse 15 år siden
Keep up the good work!
#15 Herrguth 15 år siden
#16 Skeloboy 15 år siden
#17 evermind 15 år siden
#18 wimmie 15 år siden
God anmeldelse - og dejligt med nogle små hjerner :D
#19 filmz-Bruce 15 år siden
#20 wimmie 15 år siden