Af en eller anden grund har der aldrig været det store udbud af zombiewesterns. Det Vilde Vestens åbne vidder virker tilsyneladende ikke som de mest oplagt omgivelser til at skildre truslen fra de levende døde. Måske går det for meget ud over den belejrede klaustrofobi, der ellers tjener flere af genrens film så godt. Og måske er det for ambitiøst at bevæge sig for langt væk fra vores egen tid i en genre, hvis film overvejende har tradition for at være produceret på mindre budgetter.
Det turde ellers være oplagt at trække noget mere på indiansk magi som en variation af voodoo, når det gælder zombiernes herkomst, hvilket eksempelvis er tilfældet i It Came From the West (noget så usædvanligt som en dansk zombiewesterndukkekortfilm …!) og Stephen King-filmatiseringen Pet Sematary, der dog foregår i nutidige rammer.
Med Undead or Alive har den debuterende instruktør Glasgow Phillips skabt en fortælling om dengang, hvor cowboys dundrede over prærien med bredskyggede hatte på hovederne og støvet piskende op om hestens hove, mens indianere sneg sig rundt i landskabet, bevæbnet med bue og pil, og belurede dem på behørig afstand. Phillips, der tidligere har forfattet en række episoder af South Park, har dog valgt en uhøjtidelig indfaldsvinkel. Midt under forhistorien om indianeren Geronimo, som inden sin død udviklede giften White Man’s Curse, der får de døde til at genopstå med en umættelig sult efter de levendes kød, figurer pludselig teksten ”Don’t worry, the part where you have to read is almost over”. Så er niveauet ligesom lagt.
En uoverensstemmelse om den lokale værtshusskøge kaster den deserterede unionssoldat Elmer (James Denton) og cowboyen Luke (Chris Kattan) i kløerne på den ondskabsfulde sherif Claypool (Matt Besser) og hans mindrebemidlede medhjælper Cletus (Chris Coppola). I arresten sidder også den sløjt udseende familiefar Ben (Brian Posehn), der kommunikerer via gutturale lyde og afventer sin hængning for at æde konen og datteren.
Mens Luke ikke er den skarpeste kugle i skyderen, lykkes det hurtigt den lettere slyngelagtige Elmer at få dirket de to ud af cellen, overmande Cletus og berøve Claypool. I kølvandet på det umage pars flugt får Ben taget en luns af Cletus, som sætter tænderne i bossen, der snart efter mæsker sig i den pøbel, han sammenkalder for at forfølge de to flugtfanger, og så breder smitten sig ellers.
Disse såkaldte Geronimonsters har deres viden og kompetencer i behold og dertil en skærpet lugtesans, der gør dem i stand til at opspore deres bytte selv over afstande. Og så er de i øvrigt både til hest og lidt mere sejlivede end den gennemsnitlige zombie. Til alt held løber Elmer og Luke dog på indianerpigen Sue (Navi Rawat), der udover at være ganske indbydende, er niece til Geronimo og måske derfor ved et par nyttige ting om White Man’s Curse.
Skuespillerne formidler fint filmens komik uden at være mindeværdige, og også zombierollerne gør det godt med passende bevægelser og udtryk. Både makeuppen og splattereffekterne er vellavede, og der er indtil flere herlige af slagsen undervejs, deriblandt da Claypool i et Bad Taste-inspireret øjeblik æder hjerne direkte fra sit offers hoved med en teske. Filmen er også ganske flot optaget med et stemningsfuldt westernmiljø, der måske ikke giver indtryk at noget dyrt og episk, men bestemt får den til at fremstå som mere velproduceret end en del andet i genren. På den visuelle front skæmmes filmen umiddelbart kun af en ringe, men heldigvis kortvarig, omgang CGI hen mod slutningen.
Undervejs blændes der op for en række sange, der lyder til at være skrevet specielt til de pågældende scener. Dette kan efter et par gange virke mildt distraherende, da udførelsen næsten leder tankerne hen på en montage eller måske ligefrem musical. Det har dog muligvis noget at gøre med, at der var undertekster på sangene også. Med filmens i forvejen lette og fjollede tone betyder det nu også mindre.
Der er på intet tidspunkt tale om stor filmkunst, humoren kan hverken beskyldes for at være subtil eller højpandet, og der er ingen samfundsmæssige allegorier, dybere psykologi eller karakterudviling på dagsordenen. Ambitionen rækker ikke til mere end let underholdning spækket med en lang række (s)platheder, der reaktionsmæssigt spænder fra løftede øjenbryn til ren latter. Heldigvis er der ikke længe mellem de morsomme og underholdende optrin, og en uventet og flabet drejning til sidst tæller også på plussiden. Med filmens prærievarme glimt i øjet og de for genren uvante (og derfor dejligt forfriskende) westernomgivelser, bør zombiefans bestemt investere halvanden time i dette herlige cowboyeventyr.
Folk med hang til fraklip skal i øvrigt huske at blive under rulleteksterne!
@@@@
"nå jeg er i biffen så er der alt tid en der skal sparke i det sæd jeg sidder i"
#41 Bony 15 år siden
#42 wimmie 15 år siden
Ja, det er vist snart på tide, er det ikke? ;)
#43 evermind 15 år siden
#44 Highland Park 15 år siden
#45 PredatorX 15 år siden
Frækkert.
#46 Takfornu 15 år siden
Anywho denne tråd får mig til at finde et par affilmene frem igen til et gensyn, men også at kigge efter den fx på Play ;)
#47 evermind 15 år siden
Instr.: Glasgow Phillips
Af en eller anden grund har der aldrig været det store udbud af zombiewesterns. Det Vilde Vestens åbne vidder virker tilsyneladende ikke som de mest oplagt omgivelser til at skildre truslen fra de levende døde. Måske går det for meget ud over den belejrede klaustrofobi, der ellers tjener flere af genrens film så godt. Og måske er det for ambitiøst at bevæge sig for langt væk fra vores egen tid i en genre, hvis film overvejende har tradition for at være produceret på mindre budgetter.
Det turde ellers være oplagt at trække noget mere på indiansk magi som en variation af voodoo, når det gælder zombiernes herkomst, hvilket eksempelvis er tilfældet i It Came From the West (noget så usædvanligt som en dansk zombiewesterndukkekortfilm …!) og Stephen King-filmatiseringen Pet Sematary, der dog foregår i nutidige rammer.
Med Undead or Alive har den debuterende instruktør Glasgow Phillips skabt en fortælling om dengang, hvor cowboys dundrede over prærien med bredskyggede hatte på hovederne og støvet piskende op om hestens hove, mens indianere sneg sig rundt i landskabet, bevæbnet med bue og pil, og belurede dem på behørig afstand. Phillips, der tidligere har forfattet en række episoder af South Park, har dog valgt en uhøjtidelig indfaldsvinkel. Midt under forhistorien om indianeren Geronimo, som inden sin død udviklede giften White Man’s Curse, der får de døde til at genopstå med en umættelig sult efter de levendes kød, figurer pludselig teksten ”Don’t worry, the part where you have to read is almost over”. Så er niveauet ligesom lagt.
En uoverensstemmelse om den lokale værtshusskøge kaster den deserterede unionssoldat Elmer (James Denton) og cowboyen Luke (Chris Kattan) i kløerne på den ondskabsfulde sherif Claypool (Matt Besser) og hans mindrebemidlede medhjælper Cletus (Chris Coppola). I arresten sidder også den sløjt udseende familiefar Ben (Brian Posehn), der kommunikerer via gutturale lyde og afventer sin hængning for at æde konen og datteren.
Mens Luke ikke er den skarpeste kugle i skyderen, lykkes det hurtigt den lettere slyngelagtige Elmer at få dirket de to ud af cellen, overmande Cletus og berøve Claypool. I kølvandet på det umage pars flugt får Ben taget en luns af Cletus, som sætter tænderne i bossen, der snart efter mæsker sig i den pøbel, han sammenkalder for at forfølge de to flugtfanger, og så breder smitten sig ellers.
Disse såkaldte Geronimonsters har deres viden og kompetencer i behold og dertil en skærpet lugtesans, der gør dem i stand til at opspore deres bytte selv over afstande. Og så er de i øvrigt både til hest og lidt mere sejlivede end den gennemsnitlige zombie. Til alt held løber Elmer og Luke dog på indianerpigen Sue (Navi Rawat), der udover at være ganske indbydende, er niece til Geronimo og måske derfor ved et par nyttige ting om White Man’s Curse.
Skuespillerne formidler fint filmens komik uden at være mindeværdige, og også zombierollerne gør det godt med passende bevægelser og udtryk. Både makeuppen og splattereffekterne er vellavede, og der er indtil flere herlige af slagsen undervejs, deriblandt da Claypool i et Bad Taste-inspireret øjeblik æder hjerne direkte fra sit offers hoved med en teske. Filmen er også ganske flot optaget med et stemningsfuldt westernmiljø, der måske ikke giver indtryk at noget dyrt og episk, men bestemt får den til at fremstå som mere velproduceret end en del andet i genren. På den visuelle front skæmmes filmen umiddelbart kun af en ringe, men heldigvis kortvarig, omgang CGI hen mod slutningen.
Undervejs blændes der op for en række sange, der lyder til at være skrevet specielt til de pågældende scener. Dette kan efter et par gange virke mildt distraherende, da udførelsen næsten leder tankerne hen på en montage eller måske ligefrem musical. Det har dog muligvis noget at gøre med, at der var undertekster på sangene også. Med filmens i forvejen lette og fjollede tone betyder det nu også mindre.
Der er på intet tidspunkt tale om stor filmkunst, humoren kan hverken beskyldes for at være subtil eller højpandet, og der er ingen samfundsmæssige allegorier, dybere psykologi eller karakterudviling på dagsordenen. Ambitionen rækker ikke til mere end let underholdning spækket med en lang række (s)platheder, der reaktionsmæssigt spænder fra løftede øjenbryn til ren latter. Heldigvis er der ikke længe mellem de morsomme og underholdende optrin, og en uventet og flabet drejning til sidst tæller også på plussiden. Med filmens prærievarme glimt i øjet og de for genren uvante (og derfor dejligt forfriskende) westernomgivelser, bør zombiefans bestemt investere halvanden time i dette herlige cowboyeventyr.
Folk med hang til fraklip skal i øvrigt huske at blive under rulleteksterne!
@@@@
#48 wimmie 15 år siden
Wow... :-O
#49 evermind 15 år siden
You may remember him from such movies as A Night of the Living Dead at the Roxbury ... :)
#50 wimmie 15 år siden
Jep - specielt den film - men jeg husker ham også især for serien "Saturday night ALIIIIIIIIIVE!"