Mht. gæsteanmeldelser er det en spændende idé. Jeg fik også mere eller mindre en forespørgsel om det i weekenden. Jeg overvejer det gerne, men vil under alle omstændigheder gerne mere i gang med tråden først, bl.a. fordi dette på en eller anden måde er min "erstatning" for den favoritliste, jeg gerne ville bidrage med, ligesom I andre gør for tiden, men føler mig for vægelsindet til at sammensætte ( - det er lidt din skyld, wimmie - du foreslog at lave en zombieliste i stedet! ;)). Jeg konkluderede, det ville være nemmere (om end ikke mindre arbejde!) at gøre sådan end at rangere filmene direkte.
På den anden side kunne gæsteanmeldelser være en god inspiration, både hvad angår betragtninger og film, jeg endnu ikke har set. Så jeg lader den lige stå åben, eh? :)
"nå jeg er i biffen så er der alt tid en der skal sparke i det sæd jeg sidder i"
Night of the Living Dead (1968) Instr.: George A. Romero
Det kan godt være, White Zombie startede det hele, men Night of the Living Dead formede genren, som vi kender den i dag. Ud over at være den formentlig mest indflydelsesrige zombiefilm nogensinde, influerede den også på gysergenren i det hele taget. George A. Romeros debutfilm rummede en uvant grad af sortsyn, grumhed og explicit filmvold, som tog biografgængere og kritikere med bukserne nede og gjorde filmen til genstand for chok og forargelse – og blodsudgydelserne var ikke engang i farve!
I filmens indledende scene ankommer søskendeparret Barbra (Judith O’Dea) og Johnny (Russell Streiner) sidst på dagen til kirkegården, hvor deres far er begravet. Johnny er irriteret over at skulle køre tre timer for en afdød mand, han knap kan huske. Irritationen udvikler sig til drilleri af Barbra, som måske nok har hevet ham med, men ikke selv er for bekvem ved stedet og derfor nem at skræmme. ”They’re coming to get you, Barbra,” lyder den klassiske linje, men søskendedrilleriet får hurtigt karakter af en ond profeti, da filmens første levende døde øjeblikket efter kommer stavrende og rent faktisk kaster sig over søsteren. Johnny griber bestyret ind og bliver i kampens hede slået ihjel, hvorefter forfølgeren genoptager jagten på den forfærdede Barbra.
Hun søger tilflugt i et tilsyneladende forladt hus på landet og får hurtigt selskab af Ben (Duane Jones), en handlekraftig sort mand, der ankommer i en næsten benzintømt bil. Han er ikke sen til hverken at gå til hånde med barrikaderingen af huset eller håndteringen af de zombier, der samler sig omkring det. Barbra selv er til gengæld psykisk medtaget af begivenhedernes udvikling. De to overraskes snart af yderligere en håndfuld mennesker, der har søgt tilflugt i kælderen: kæresteparret Tom og Judy (hhv. Keith Wayne og Judith Ridley) samt ægteparret Harry og Helen Cooper (hhv. Karl Hardman og Marilyn Eastman) og deres syge datter Karen (Kyra Schon).
Gennem tilbagevendende radio- og tv-indslag løftes sløret gradvis for karakteren og omfanget af fænomenet: Overalt vender de døde tilbage fra graven med appetit på de levendes kød. Harry holder stædigt på, at de alle bør lukke sig inde i kælderen med det samme, mens Ben mener, at dette bør være den sidste udvej. Uden for huset vokser antallet af zombier, indenfor eskalerer konflikten og i kælderen får den stakkels Karen det stadig værre …
Midt i vældet af moderne, dyrt producerede zombiefilm, der med mere eller mindre succes har forsøgt at løfte arven efter Night of the Living Dead, vil mange sikkert være tilbøjelige til at afskrive denne film i dag. Det er en billig produktion, optaget på sort/hvid 35mm-film for at spare penge, og nogle af producerne har måttet træde til som skuespillere. Langt det meste af filmen foregår kammerspilsagtigt på samme lokalitet, og effekterne er enkle med f.eks. sirup som blod og ristet skinke som menneskekød. Der er heller ingen fancy klipning eller travlhed med at komme videre i historien; vi følger sågar både Bens søgen efter hammer og søm og hans efterfølgende barrikadering af vinduerne.
De grynede sort/hvid optagelser bidrager til stemningen af uhygge og klassisk gyserfilm og har uden tvivl også en velgørende virkning på effekterne, der dog er ganske effektive og generelt troværdige filmen igennem. Og selv om zombierne er set mere overbevisende og uhyggelige, er de generelt ganske gode. Det rolige tempo giver dels stemningen mulighed for at bundfælde sig, men gør også spændingsscenerne langt mere intense, godt underbygget af den dramatiske musik. At størstedelen af handlingen udspiller sig i samme hus gør heller ikke filmen kedeligere, men intensiverer blot konflikten mellem parterne. I denne henseende er de gentagne radio- og tv-rapporter med til at underbygge følelsen af katastrofe og tilføre filmen et lettere dokumentarisk præg. (Bemærk dog den spøjse fejl, at selv rapporteringer kl. 3 om natten er filmet i dagslys!)
Filmens gode personportrætter kan måske til dels kan tilskrives et pace, der ikke konstant har travlt med at komme videre til næste optrin, men giver os tid til at opleve karaktererne og deres samspil. Samtidig leger filmen med rollerne på en måde, som måske ikke medfører mange løftede øjenbryn i dag, men sikkert var anderledes uvant i 60’ernes Amerika: Den hvide kernefamilie (Cooper) er anspændt og i opløsning, og den sorte mand er ledertypen, fornuftens stemme og det nærmeste, filmen kommer på en egentlig helt. Romero behandler racismespørgsmålet subtilt, men med en hårdtslående pointe.
Skuespillerne leverer generelt nuancerede og troværdige præstationer med sans for mundret levering og timing af dialogen. Kun Judith O’Dea synes undertiden at kamme en smule over med Barbras hysteri, hvilket på den anden side er svært at bedømme, da denne form for uligevægtighed næppe er noget, de fleste af os har inde på livet i det daglige. Netop sidstnævnte bringer mig frem til et af filmens væsentlige trumfkort, nemlig dens kompromisløse sortsyn.
Fra de indledende scener fremstår Barbra som den karakter, vi skal identificere os med. Hendes ganske menneskelige sårbarhed, chokering og handlingslammelse gør det nemt at sætte sig i hendes sted. Da den stærke Ben dukker op, føler vi os også sikre på, at han og Barbra nok skal få styr på det sammen. Som situationen spidser til, står det dog mere og mere klart, at kvinden allerede er for traumatiseret til at genvinde sin mentale balance. Romero opererer lidt med samme metode, som Hitchcock anvendte i Psycho med at
introducere en tilsyneladende protagonist for så at afvikle vedkommende og flytte fokus til filmens egentlig hovedrolle.
Når dét kan ske, hvem – og hvad – kan vi så regne med?
Skal vi dømme efter Night of the Living Dead spiller menneskeheden fallit med vores manglende evne til at samarbejde om selv en så basal ting som overlevelse. Her er ingen kække bemærkninger, glimt i øjet eller snurrende motorsave, som kan fremkalde fremkalde splatter-latter, endsige lette stemningen. Kun håbløsheden er tilbage! Slutningen, hvor zombierne bryder igennem barrikaderne står for mig som et stærkt og grufuldt klimaks. Tom og Judy er forinden brændt ihjel i en eksploderende bil. Barbra genforenes med Johnny, der trænger ind i huset og haler den skrigende kvinde med sig ud i mængden af blodtørstige zombier. Karen æder sin egen far, som Ben forinden har skudt, og dolker derefter sin mor ihjel med en murske. Selv familiens har ingen værdi: Det er blot kød og blod … der kan spises! Ben overlever som den eneste, ironisk nok ved at isolere sig i kælderen, men kun for at blive skudt mellem øjnene, da han næste morgen stikker hovedet frem. En patruljerende flok rednecks og hjemmeværnsfolk har i færd med at rydde området for zombietruslen har (måske) forvekslet ham med en af de levende døde. Tvetydigheden ved deres hensigter får dog lov at blive hængende i luften, og rulleteksternes afsluttende grynede billedmontage af, hvordan de slår kødkroge i Ben og smider ham på bålet ved siden af den zombie, der først overfaldt Barbra føles nærmest som en hån med sin uforløsende mangel på underlægningsmusik.
Night of the Living Dead er djævelsk grum og trods sine mange år på bagen stadig blandt det bedste, der er kommet ud af genren. For nogen vil det måske være den ultimative zombiefilm, mens andre, måske især yngre horrorfans, ikke vil have tålmodigheden til pacet og manglen på farver. Jeg skal da også være ærlig og indrømme, at jeg ikke selv blev fanget af filmen første gang. Jeg er dog glad for, at jeg vendte tilbage til rædslernes hus, hvor jeg nu kan se, at både tempoet og de trøsteløse billeder arbejder for og ikke imod værket. Enhver med interesse i zombier bør mindst én gang i sit liv se værket, der ændrede det hele, men også filminteresserede i almindelighed bør stifte bekendtskab med denne indflydelsesrige klassiker.
@@@@@@
"nå jeg er i biffen så er der alt tid en der skal sparke i det sæd jeg sidder i"
Cool, tak for linket. :D Jeg har ofte overvejet at deltage, men plejer enten at komme i tanker om det for sent eller have andet for den samme dag ... Men det kunne være, jeg lige skulle tage mig sammen i denne omgang. Måske skulle vi være nogle stykker om en Filmz-gruppe? :)
Anyway, fra denne tråd skal der lyde en særligt hjernehungrende julehilsen til mine udøde legioner. Jeg vender tilbage en af de kommende dage med en anmeldelse af Tom Savinis Night of the Living Dead-remake fra 1990 og har derefter også tænkt mig også at runde et par andre udgaver af klassikeren, nemlig 30th Anniversary Edition og 3D, så jeg håber, I fortsat vil hænge på og læse med, når det er. :)
"nå jeg er i biffen så er der alt tid en der skal sparke i det sæd jeg sidder i"
Night of the Living Dead (1990) Instr.: Tom Savini Genindspilningsbegrebet har det med at vække stærke følelser hos filmelskere, måske blandt andet fordi de har tendens til enten at give køb på for meget af originalens ånd og indhold (og dermed kan opleves som blot tarvelige parodier på samme) eller går i den modsatte grøft og følger deres forlæg for slavisk (og dermed kan synes helt overflødige). Når en film afføder et såkaldt remake, bunder det i hvert fald ofte i en form for klassikerstatus, hvor titlen forpligter. For fans af originalen er det derfor svært ikke at sammenligne – og måske endnu sværere ikke at blive skuffet.
Night of the Living Dead afviger dog fra de gængse remakes på et par væsentlige områder, blandt andet ved faktisk at være skrevet af originalens instruktør. George A. Romero stod selv for opdateringen af manuskriptet og valgte Tom Savini som instruktør. Savini skulle oprindeligt have stået for effekterne i den originalen, men blev indkaldt til Vietnamkrigen som krigsfotograf. Han vendte dog siden tilbage og stod dog for makeuppen og de kosmetiske specialeffekter i originaludgaverne af både Dawn og Day of the Dead. Med Night of the Living Dead satte han sig imidlertid i instruktørstolen og overlod effektarbejdet til andre folk.
Filmen havde umiddelbart flere faktorer imod sig: De fyldte fans af originalen med skepsis og ængstelse, at det store selskab Columbia Pictures ville gå efter en R-rating for at øge billetsalget. Ifølge den originale instruktør selv var genindspilningen da også hovedsageligt økonomisk funderet; manden går trods alt til stadighed glip af uhyrlige mængder penge, idet der fejlagtigt aldrig blev lavet copyright på originalen. Ydermere havde zombien i de senere år mistet sin skræmmeeffekt som filmmonster og var snarere blevet komisk, undertiden endda ufrivilligt. Endelig glimrede Romero ved sit fravær på settet, og Savini stod alene tilbage med et usamarbejdsvilligt filmhold (hvoraf flere havde været involveret i originalen) og en kompliceret skilsmisse på hjemmefronten. Instruktøren havde med andre ord ikke den bedste oplevelse med produktionen og lagde da heller ikke skjul på, at det færdige resultat langt fra blev, som havde tænkt sig.
Ligesom originalen lægger Savinis udgave ud med Barbara (Patricia Tallman) og Johnnies (Bill Mosley) ankomst til kirkegården, zombieoverfaldet der koster Johnnie livet og Barbaras flugt til det landlige hus. Igen dukker Ben (Tony Todd) op og slutter sig til hende, og yderligere fem overlevende slutter sig til dem fra deres skjul i kælderen: Ægteparret Harry og Helen Cooper (hhv. Tom Towles og McKee Anderson) og deres syge datter Sarah (Heather Mazur) samt det unge par Tom og Judy Rose (hhv. William Butler og Katie Finneran). Og igen får uenighederne mellem Ben og Harry katastrofale følger. Bortset fra udskiftningen af skuespillere (samt at nogle af karaktererne tilsyneladende har været til numerolog i mellemtiden) kunne det altså nemt lyde, som om der intet nyt er under månen. Når Ben udbryder, at ”this is something that nobody’s ever heard about and nobody’s ever seen before!” er det da også umiddelbart svært ikke at lade tankerne vandre til 1968.
Men måske er filmen alligevel mere bevidst om brugen af bemærkningen, end man først forledes til at tro. Genindspilningen viser sig nemlig snart at være mere end en tom gentagelse uden andet at byde på end farver, forbedrede effekter og nye skuespillere. Allerede fra anslaget demonsterer Savinis version små ændringer og overraskelser.
Eksempelvis er den første skikkelse, der kommer vaklende mod dem ikke en zombie, men en undskyldende mand, der synes at være i chok. Da de undrende ser efter ham, kaster den første zombie sig uden varsel over Johnnie fra den anden side.
Sådanne justeringer medvirker undervejs til at holde scenerne friske for kendere af originalen. Filmens virkelige trumfkort spilles dog omtrent midtvejs, hvor Barbara meget sigende skifter sin nederdel ud med et par bukser og hænger husets jagtriffel over skulderen. Scenen opsummerer smukt genindspilningens ændrede fokus og karakter: Feminisme snarere end racisme. Barbara er desuden den eneste karakter, hvis look er ændret. Hun er denne gang korthåret som for at varsle, at hun sagtens kan være med på lige fod med mændene. Det varer da heller ikke længe, før hun smider skjorten og fortsætter slaget iført undertrøje som en anden John McClane. Hvor hannerne har travlt med at pisse territorium af, er hun den eneste med tilstrækkeligt klarsyn til at gennemskue situationen – og hvordan de kan slippe ud af den.
Ben er godt nok stadig stærk og handlekraftigt, men samtidig ikke interesseret i at få kompromitteret sin lederrolle ved at erkende, at Barbara har ret. Præsenteret for hendes plan taler han ned til hende, som om hun bare er forvirret og bare har brug for trøst og beskyttelse. Da han beskylder hende for at miste fatningen under nedlægningen af en særligt klam zombie, planter hun resolut en kugle i panden på den og replicerer koldt og med tydelig reference til sin forgænger: ”Whatever I lost I lost a long time ago and I do not plan on losing anything else. You can talk to me about losing it when you stop screaming at each other like a bunch of two-year-olds!” Dette lukker munden på herrerne, og Ben går omgående i gang med at lappe sin macho persona ved at trøste den chokerede Judy Rose i stedet.
Hvor Barbaras og Bens roller er blevet mere nuancerede af opdateringen, har manuskriptet ikke ligefrem været de øvrige karakterer gunstigt. Ægteparret Cooper synes fladere, og især Harry lider under dette. Hans negative sider sættes mere på spidsen, hvilket får ham til at synes noget karikeret. Det unge par Tom og Judy Rose er stadig den lidt fesne mellemvare, hvilket man på den ene side nok kunne have ønsket, at opdateringen havde gjort noget ved, men på den anden side er det sikkert meningen for ikke at fjerne fokus fra yderfløjene. Skuespillerne gør det hæderligt, men imponerer ikke i forhold til den oprindelige besætning, og det er lidt svært at abstrahere fra, når de decideret spiller de samme roller. En del af forklaringen kan måske ligge i, at replikkerne i denne ombæring føles mindre mundrette og mere forcerede.
Filmens pace er også øget, hvilket måske vil være en fordel i nogens øjne, men efter min mening koster et mindre gebyr på stemningskontoen. Det mærkes allerede fra starten: Barbara og Johnnies diskussion forløber i bilen på vej til kirkegården under de indledende credits, hvilket føles en smule fortravlet. 85 minutter er ikke lang spilletid, og selv om filmen ikke i sig selv føles forjaget, savnes noget af den stemning, originalen tog sig tiden til at opbygge. Forskellen mærkes måske tydeligst i manglen på de stemningsskabende tv-indslag, der her er reduceret til et enkelt og knap så velfungerende af slagsen. Overgangen fra dag til nat er klaret med et fikst klip, hvor månen stiger op på himlen (hvilket kan virke som en forbedring, da det i ’68-udgaven skete så pludseligt, at det nærmest havde karakter af en kontinuitetsfejl). Af en eller anden grund vælger Ben og Barbara dog tilsyneladende at sidde med hænderne i skødet imens. Det syntes oplagt at barrikadere sig, når de levende døde nu rendte rundt udenfor, hvilket samtidig snildt kunne overstås med en montage, hvis filmen tilstræber mere tempo. Alligevel venter man pænt med at dække døre og vinduer, til de øvrige overlevende kommer frem fra kælderen. Det er dog til at abstrahere fra i lyset af filmens mange kvaliteter.
Og meget apropos skal zombiemakeuppen fremhæves. John Vulich og Everett Burrell brugte måneder på at studere retsmedicinske fotografier, så de kunne give de levende døde et mere realistisk look, og det har virkelig givet pote. Filmens zombier er gullige og gustne sataner med indsunkne kinder og matte øjne. Hist og her kan spottes et par sjove effektfejl i form af en mannequindukke, en gummihånd og en ditto ildrager, der ter sig lidt spøjst, da den rammer knolden på en af filmens vandrende døde. I det store hele er makeuppen og effekterne dog utroligt vellykkede, og zombiemakeuppen overgår klart Romeros egne forgængere.
Alt i alt er Tom Savinis genindspilning en glimrende tilføjelse til genren og et eksempel på, at genindspilninger undertiden kan have deres berettigelse. Filmen giver en forfriskende og respektfyldt vinkel på originalmaterialet med mere på hjerte end blot højere produktionsværdi. Slutningen står måske ikke så stærkt som originalens, men passer til gengæld bedre til denne udgaves ændringer og det opdaterede fokus. Jeg så sidst filmen i direkte forlængelse af Romeros egen udgave, og selv om den ikke slår originalen på hjemmebane, skal der alligevel lyde en varm anbefaling herfra. Der er ingen grund til at sætte et bedemandsfjæs op over en genindspilning, der ligger mere i tråd med mesterens storhedstid end det, Romero selv har lavet siden.
@@@@@
"nå jeg er i biffen så er der alt tid en der skal sparke i det sæd jeg sidder i"
#21 evermind 15 år siden
Mht. gæsteanmeldelser er det en spændende idé. Jeg fik også mere eller mindre en forespørgsel om det i weekenden. Jeg overvejer det gerne, men vil under alle omstændigheder gerne mere i gang med tråden først, bl.a. fordi dette på en eller anden måde er min "erstatning" for den favoritliste, jeg gerne ville bidrage med, ligesom I andre gør for tiden, men føler mig for vægelsindet til at sammensætte ( - det er lidt din skyld, wimmie - du foreslog at lave en zombieliste i stedet! ;)). Jeg konkluderede, det ville være nemmere (om end ikke mindre arbejde!) at gøre sådan end at rangere filmene direkte.
På den anden side kunne gæsteanmeldelser være en god inspiration, både hvad angår betragtninger og film, jeg endnu ikke har set. Så jeg lader den lige stå åben, eh? :)
#22 evermind 15 år siden
Instr.: George A. Romero
Det kan godt være, White Zombie startede det hele, men Night of the Living Dead formede genren, som vi kender den i dag. Ud over at være den formentlig mest indflydelsesrige zombiefilm nogensinde, influerede den også på gysergenren i det hele taget. George A. Romeros debutfilm rummede en uvant grad af sortsyn, grumhed og explicit filmvold, som tog biografgængere og kritikere med bukserne nede og gjorde filmen til genstand for chok og forargelse – og blodsudgydelserne var ikke engang i farve!
I filmens indledende scene ankommer søskendeparret Barbra (Judith O’Dea) og Johnny (Russell Streiner) sidst på dagen til kirkegården, hvor deres far er begravet. Johnny er irriteret over at skulle køre tre timer for en afdød mand, han knap kan huske. Irritationen udvikler sig til drilleri af Barbra, som måske nok har hevet ham med, men ikke selv er for bekvem ved stedet og derfor nem at skræmme. ”They’re coming to get you, Barbra,” lyder den klassiske linje, men søskendedrilleriet får hurtigt karakter af en ond profeti, da filmens første levende døde øjeblikket efter kommer stavrende og rent faktisk kaster sig over søsteren. Johnny griber bestyret ind og bliver i kampens hede slået ihjel, hvorefter forfølgeren genoptager jagten på den forfærdede Barbra.
Hun søger tilflugt i et tilsyneladende forladt hus på landet og får hurtigt selskab af Ben (Duane Jones), en handlekraftig sort mand, der ankommer i en næsten benzintømt bil. Han er ikke sen til hverken at gå til hånde med barrikaderingen af huset eller håndteringen af de zombier, der samler sig omkring det. Barbra selv er til gengæld psykisk medtaget af begivenhedernes udvikling. De to overraskes snart af yderligere en håndfuld mennesker, der har søgt tilflugt i kælderen: kæresteparret Tom og Judy (hhv. Keith Wayne og Judith Ridley) samt ægteparret Harry og Helen Cooper (hhv. Karl Hardman og Marilyn Eastman) og deres syge datter Karen (Kyra Schon).
Gennem tilbagevendende radio- og tv-indslag løftes sløret gradvis for karakteren og omfanget af fænomenet: Overalt vender de døde tilbage fra graven med appetit på de levendes kød. Harry holder stædigt på, at de alle bør lukke sig inde i kælderen med det samme, mens Ben mener, at dette bør være den sidste udvej. Uden for huset vokser antallet af zombier, indenfor eskalerer konflikten og i kælderen får den stakkels Karen det stadig værre …
Midt i vældet af moderne, dyrt producerede zombiefilm, der med mere eller mindre succes har forsøgt at løfte arven efter Night of the Living Dead, vil mange sikkert være tilbøjelige til at afskrive denne film i dag. Det er en billig produktion, optaget på sort/hvid 35mm-film for at spare penge, og nogle af producerne har måttet træde til som skuespillere. Langt det meste af filmen foregår kammerspilsagtigt på samme lokalitet, og effekterne er enkle med f.eks. sirup som blod og ristet skinke som menneskekød. Der er heller ingen fancy klipning eller travlhed med at komme videre i historien; vi følger sågar både Bens søgen efter hammer og søm og hans efterfølgende barrikadering af vinduerne.
De grynede sort/hvid optagelser bidrager til stemningen af uhygge og klassisk gyserfilm og har uden tvivl også en velgørende virkning på effekterne, der dog er ganske effektive og generelt troværdige filmen igennem. Og selv om zombierne er set mere overbevisende og uhyggelige, er de generelt ganske gode. Det rolige tempo giver dels stemningen mulighed for at bundfælde sig, men gør også spændingsscenerne langt mere intense, godt underbygget af den dramatiske musik. At størstedelen af handlingen udspiller sig i samme hus gør heller ikke filmen kedeligere, men intensiverer blot konflikten mellem parterne. I denne henseende er de gentagne radio- og tv-rapporter med til at underbygge følelsen af katastrofe og tilføre filmen et lettere dokumentarisk præg. (Bemærk dog den spøjse fejl, at selv rapporteringer kl. 3 om natten er filmet i dagslys!)
Filmens gode personportrætter kan måske til dels kan tilskrives et pace, der ikke konstant har travlt med at komme videre til næste optrin, men giver os tid til at opleve karaktererne og deres samspil. Samtidig leger filmen med rollerne på en måde, som måske ikke medfører mange løftede øjenbryn i dag, men sikkert var anderledes uvant i 60’ernes Amerika: Den hvide kernefamilie (Cooper) er anspændt og i opløsning, og den sorte mand er ledertypen, fornuftens stemme og det nærmeste, filmen kommer på en egentlig helt. Romero behandler racismespørgsmålet subtilt, men med en hårdtslående pointe.
Skuespillerne leverer generelt nuancerede og troværdige præstationer med sans for mundret levering og timing af dialogen. Kun Judith O’Dea synes undertiden at kamme en smule over med Barbras hysteri, hvilket på den anden side er svært at bedømme, da denne form for uligevægtighed næppe er noget, de fleste af os har inde på livet i det daglige. Netop sidstnævnte bringer mig frem til et af filmens væsentlige trumfkort, nemlig dens kompromisløse sortsyn.
Fra de indledende scener fremstår Barbra som den karakter, vi skal identificere os med. Hendes ganske menneskelige sårbarhed, chokering og handlingslammelse gør det nemt at sætte sig i hendes sted. Da den stærke Ben dukker op, føler vi os også sikre på, at han og Barbra nok skal få styr på det sammen. Som situationen spidser til, står det dog mere og mere klart, at kvinden allerede er for traumatiseret til at genvinde sin mentale balance. Romero opererer lidt med samme metode, som Hitchcock anvendte i Psycho med at
Night of the Living Dead er djævelsk grum og trods sine mange år på bagen stadig blandt det bedste, der er kommet ud af genren. For nogen vil det måske være den ultimative zombiefilm, mens andre, måske især yngre horrorfans, ikke vil have tålmodigheden til pacet og manglen på farver. Jeg skal da også være ærlig og indrømme, at jeg ikke selv blev fanget af filmen første gang. Jeg er dog glad for, at jeg vendte tilbage til rædslernes hus, hvor jeg nu kan se, at både tempoet og de trøsteløse billeder arbejder for og ikke imod værket. Enhver med interesse i zombier bør mindst én gang i sit liv se værket, der ændrede det hele, men også filminteresserede i almindelighed bør stifte bekendtskab med denne indflydelsesrige klassiker.
@@@@@@
#23 Collateral 15 år siden
#24 wimmie 15 år siden
#25 Collateral 15 år siden
#26 Spanner 15 år siden
http://www.facebook.com/profile.php?v=feed&sto...
Jeg har været med de sidste par år, og det har været rigtig underholdende hver gang :D
"Do not talk to me about pork when we have a crisis on my hands!!" - Producerem
#27 evermind 15 år siden
Anyway, fra denne tråd skal der lyde en særligt hjernehungrende julehilsen til mine udøde legioner. Jeg vender tilbage en af de kommende dage med en anmeldelse af Tom Savinis Night of the Living Dead-remake fra 1990 og har derefter også tænkt mig også at runde et par andre udgaver af klassikeren, nemlig 30th Anniversary Edition og 3D, så jeg håber, I fortsat vil hænge på og læse med, når det er. :)
#28 evermind 15 år siden
Instr.: Tom Savini
Genindspilningsbegrebet har det med at vække stærke følelser hos filmelskere, måske blandt andet fordi de har tendens til enten at give køb på for meget af originalens ånd og indhold (og dermed kan opleves som blot tarvelige parodier på samme) eller går i den modsatte grøft og følger deres forlæg for slavisk (og dermed kan synes helt overflødige). Når en film afføder et såkaldt remake, bunder det i hvert fald ofte i en form for klassikerstatus, hvor titlen forpligter. For fans af originalen er det derfor svært ikke at sammenligne – og måske endnu sværere ikke at blive skuffet.
Night of the Living Dead afviger dog fra de gængse remakes på et par væsentlige områder, blandt andet ved faktisk at være skrevet af originalens instruktør. George A. Romero stod selv for opdateringen af manuskriptet og valgte Tom Savini som instruktør. Savini skulle oprindeligt have stået for effekterne i den originalen, men blev indkaldt til Vietnamkrigen som krigsfotograf. Han vendte dog siden tilbage og stod dog for makeuppen og de kosmetiske specialeffekter i originaludgaverne af både Dawn og Day of the Dead. Med Night of the Living Dead satte han sig imidlertid i instruktørstolen og overlod effektarbejdet til andre folk.
Filmen havde umiddelbart flere faktorer imod sig: De fyldte fans af originalen med skepsis og ængstelse, at det store selskab Columbia Pictures ville gå efter en R-rating for at øge billetsalget. Ifølge den originale instruktør selv var genindspilningen da også hovedsageligt økonomisk funderet; manden går trods alt til stadighed glip af uhyrlige mængder penge, idet der fejlagtigt aldrig blev lavet copyright på originalen. Ydermere havde zombien i de senere år mistet sin skræmmeeffekt som filmmonster og var snarere blevet komisk, undertiden endda ufrivilligt. Endelig glimrede Romero ved sit fravær på settet, og Savini stod alene tilbage med et usamarbejdsvilligt filmhold (hvoraf flere havde været involveret i originalen) og en kompliceret skilsmisse på hjemmefronten. Instruktøren havde med andre ord ikke den bedste oplevelse med produktionen og lagde da heller ikke skjul på, at det færdige resultat langt fra blev, som havde tænkt sig.
Ligesom originalen lægger Savinis udgave ud med Barbara (Patricia Tallman) og Johnnies (Bill Mosley) ankomst til kirkegården, zombieoverfaldet der koster Johnnie livet og Barbaras flugt til det landlige hus. Igen dukker Ben (Tony Todd) op og slutter sig til hende, og yderligere fem overlevende slutter sig til dem fra deres skjul i kælderen: Ægteparret Harry og Helen Cooper (hhv. Tom Towles og McKee Anderson) og deres syge datter Sarah (Heather Mazur) samt det unge par Tom og Judy Rose (hhv. William Butler og Katie Finneran). Og igen får uenighederne mellem Ben og Harry katastrofale følger. Bortset fra udskiftningen af skuespillere (samt at nogle af karaktererne tilsyneladende har været til numerolog i mellemtiden) kunne det altså nemt lyde, som om der intet nyt er under månen. Når Ben udbryder, at ”this is something that nobody’s ever heard about and nobody’s ever seen before!” er det da også umiddelbart svært ikke at lade tankerne vandre til 1968.
Men måske er filmen alligevel mere bevidst om brugen af bemærkningen, end man først forledes til at tro. Genindspilningen viser sig nemlig snart at være mere end en tom gentagelse uden andet at byde på end farver, forbedrede effekter og nye skuespillere. Allerede fra anslaget demonsterer Savinis version små ændringer og overraskelser.
Sådanne justeringer medvirker undervejs til at holde scenerne friske for kendere af originalen. Filmens virkelige trumfkort spilles dog omtrent midtvejs, hvor Barbara meget sigende skifter sin nederdel ud med et par bukser og hænger husets jagtriffel over skulderen. Scenen opsummerer smukt genindspilningens ændrede fokus og karakter: Feminisme snarere end racisme. Barbara er desuden den eneste karakter, hvis look er ændret. Hun er denne gang korthåret som for at varsle, at hun sagtens kan være med på lige fod med mændene. Det varer da heller ikke længe, før hun smider skjorten og fortsætter slaget iført undertrøje som en anden John McClane. Hvor hannerne har travlt med at pisse territorium af, er hun den eneste med tilstrækkeligt klarsyn til at gennemskue situationen – og hvordan de kan slippe ud af den.
Ben er godt nok stadig stærk og handlekraftigt, men samtidig ikke interesseret i at få kompromitteret sin lederrolle ved at erkende, at Barbara har ret. Præsenteret for hendes plan taler han ned til hende, som om hun bare er forvirret og bare har brug for trøst og beskyttelse. Da han beskylder hende for at miste fatningen under nedlægningen af en særligt klam zombie, planter hun resolut en kugle i panden på den og replicerer koldt og med tydelig reference til sin forgænger: ”Whatever I lost I lost a long time ago and I do not plan on losing anything else. You can talk to me about losing it when you stop screaming at each other like a bunch of two-year-olds!” Dette lukker munden på herrerne, og Ben går omgående i gang med at lappe sin macho persona ved at trøste den chokerede Judy Rose i stedet.
Hvor Barbaras og Bens roller er blevet mere nuancerede af opdateringen, har manuskriptet ikke ligefrem været de øvrige karakterer gunstigt. Ægteparret Cooper synes fladere, og især Harry lider under dette. Hans negative sider sættes mere på spidsen, hvilket får ham til at synes noget karikeret. Det unge par Tom og Judy Rose er stadig den lidt fesne mellemvare, hvilket man på den ene side nok kunne have ønsket, at opdateringen havde gjort noget ved, men på den anden side er det sikkert meningen for ikke at fjerne fokus fra yderfløjene. Skuespillerne gør det hæderligt, men imponerer ikke i forhold til den oprindelige besætning, og det er lidt svært at abstrahere fra, når de decideret spiller de samme roller. En del af forklaringen kan måske ligge i, at replikkerne i denne ombæring føles mindre mundrette og mere forcerede.
Filmens pace er også øget, hvilket måske vil være en fordel i nogens øjne, men efter min mening koster et mindre gebyr på stemningskontoen. Det mærkes allerede fra starten: Barbara og Johnnies diskussion forløber i bilen på vej til kirkegården under de indledende credits, hvilket føles en smule fortravlet. 85 minutter er ikke lang spilletid, og selv om filmen ikke i sig selv føles forjaget, savnes noget af den stemning, originalen tog sig tiden til at opbygge. Forskellen mærkes måske tydeligst i manglen på de stemningsskabende tv-indslag, der her er reduceret til et enkelt og knap så velfungerende af slagsen. Overgangen fra dag til nat er klaret med et fikst klip, hvor månen stiger op på himlen (hvilket kan virke som en forbedring, da det i ’68-udgaven skete så pludseligt, at det nærmest havde karakter af en kontinuitetsfejl). Af en eller anden grund vælger Ben og Barbara dog tilsyneladende at sidde med hænderne i skødet imens. Det syntes oplagt at barrikadere sig, når de levende døde nu rendte rundt udenfor, hvilket samtidig snildt kunne overstås med en montage, hvis filmen tilstræber mere tempo. Alligevel venter man pænt med at dække døre og vinduer, til de øvrige overlevende kommer frem fra kælderen. Det er dog til at abstrahere fra i lyset af filmens mange kvaliteter.
Og meget apropos skal zombiemakeuppen fremhæves. John Vulich og Everett Burrell brugte måneder på at studere retsmedicinske fotografier, så de kunne give de levende døde et mere realistisk look, og det har virkelig givet pote. Filmens zombier er gullige og gustne sataner med indsunkne kinder og matte øjne. Hist og her kan spottes et par sjove effektfejl i form af en mannequindukke, en gummihånd og en ditto ildrager, der ter sig lidt spøjst, da den rammer knolden på en af filmens vandrende døde. I det store hele er makeuppen og effekterne dog utroligt vellykkede, og zombiemakeuppen overgår klart Romeros egne forgængere.
Alt i alt er Tom Savinis genindspilning en glimrende tilføjelse til genren og et eksempel på, at genindspilninger undertiden kan have deres berettigelse. Filmen giver en forfriskende og respektfyldt vinkel på originalmaterialet med mere på hjerte end blot højere produktionsværdi. Slutningen står måske ikke så stærkt som originalens, men passer til gengæld bedre til denne udgaves ændringer og det opdaterede fokus. Jeg så sidst filmen i direkte forlængelse af Romeros egen udgave, og selv om den ikke slår originalen på hjemmebane, skal der alligevel lyde en varm anbefaling herfra. Der er ingen grund til at sætte et bedemandsfjæs op over en genindspilning, der ligger mere i tråd med mesterens storhedstid end det, Romero selv har lavet siden.
@@@@@
#29 Herrguth 15 år siden
#30 wimmie 15 år siden