#29 Tak tak, jeg er ved at lægge sidste hånd på min anmeldelse af 30th Anniversary Edition af Night of the Living Dead og håber, det ikke bliver for mange anmeldelser i træk af, mere eller mindre, den samme titel. Jeg har stadig 3D-udgaven tilbage, som viste sig at være endnu en genindspilning, jeg ikke rigtig kendte til. Dengang jeg hørte den annonceret, troede jeg faktisk blot, de havde lavet noget fiksfakseri med originalen, så den kunne opleves i 3D, men nu er jeg jo nødt til at se svinet. :)
Jeg LOVER, at jeg i hvert fald efter 3D-versionen nok skal vende tilbage med ANDRE titler end Night of the Living Dead! ;)
#30 Du må absolut ikke snyde dig selv. Det er ren girlpower! :D
Jeg husker den faktisk som den første zombiefilm, jeg nogensinde så, og i mange år foretrak jeg den over originalen (dog sikkert fordi, jeg først så 30th Anniversary-cuttet af Romeros) og regnede den blandt de absolut bedste i genren. Et gensyn i direkte forlængelse af originalen satte tingene lidt i perspektiv og fratog filmen den sjette hjerne, navnlig fordi jeg ikke synes, skuespillerne leverede deres roller og replikker med samme kraft og selvfølgelighed som i Romeros udgave (selv om den nye Barbara dog er rigtig god og noget mere interessant), og fordi den ikke helt opnåede den gru, der forinden havde opfyldt mig.
Efter anmeldelsen har jeg alligevel overvejet, om jeg skulle have smidt et lille hjerte oveni, men nu bliver det sådan. I forlængelse af forlægget lænede den sig ikke tilstrækkeligt op ad en 6'er til at udløse hjertet, så et godt råd er at se den for sig. :)
"nå jeg er i biffen så er der alt tid en der skal sparke i det sæd jeg sidder i"
Night of the Living Dead 30th Anniversary Edition (1999) Instr.: George A. Romero/John A. Russo Jeg er ikke typen, der rigtig kan hidse mig op over genindspilninger. For det første vil originalen altid stå uberørt tilbage, uanset genindspilningens kvalitet eller mangel på samme. For det andet viser nogle af genindspilningerne sig fra tid til anden ganske habil, endda i visse tilfælde rigtig gode, selv om de måske sjældent kommer op på siden af eller overhaler originalerne. Og for det tredje rummer genindspilningerne undertiden underholdende ændringer i og nye interessante vinkler på originalernes historier og scener. Tom Savinis glimrende Night of the Living Dead-remake er et fint eksempel på dette.
Noget andet er imidlertid at tage selve originalmaterialet fra en vellykket film, beskære det med et kvarters spilletid, indsætte en tilsvarende mængde film skudt 30 år efter og lægge ny musik på. Her er tale om remix snarere end remake. Dét er at gribe ind i det oprindelige værk; at stoppe ting ind, hvor de ikke hører hjemme; en kunstnerisk voldtægt. Nå ja, det er også decideret dumt.
Der er ikke som sådan ændret noget i hovedplottet, så eftersom jeg allerede har berørt dette i et par tidligere anmeldelser, vil jeg springe let og elegant over dén del og koncentrere mig om ændringerne. De nye scener er placeret i starten og slutningen af filmen og fortæller deres egen lille historie om et forældrepar (George Drennen og Julie Wallace), der har mistet deres datter til en morder (Bill Hinzman), som efterfølgende er blevet henrettet i den elektriske stol. Forældreparret ønsker at være til stedet ved begravelsen, så de med egne øjne kan sikre sig, at morderen ligger død i kisten. Præsten (Scott Vladimir Licina, der ironisk nok minder påfaldende om Anton Szandor LaVey, stifteren af Satans Kirke), der forestår begravelsen, formaner dem om, at kun Gud kan dømme, foretager de afrundende ritualer og overlader resten til graverne, der får noget af en forskrækkelse, da liget efterfølgende rejser sig fra kisten.
Herefter følger filmens oprindelig indhold med undtagelse af et kvarters beskæring. Det fraklippede materiale består eksempelvis i snakkescener og scener, hvor Ben undersøger huset for at finde materialer, der kan bruges til barrikaderingen. Nogle vil måske bifalde denne form for trimning, der øger hastigheden en smule, men det går desværre ud over sammenhængen i visse scener. Eksempelvis begynder Barbra tilsyneladende umotiveret at snakke om noget, der synes underligt og forvirrende i scenens øvrige kontekst, hvor hun i den oprindelige udgave havde en mere naturlig optakt til samtaleemnet. Nok er hun uligevægtig, men alligevel …
Et andet eksempel virker lettere meningsforstyrrende:
I originalen klager Barbra på et tidspunkt over, at hun har det varmt og skal til at åbne sin jakke, men kommer fra det, idet hun begynder at snakke om sin bror, turen til kirkegården og hvordan det hele gik galt, da den fremmede overfaldt dem. Hun forfalder til hysteri og vil løbe ud for at finde Johnny, og da Ben standser hende, slår hun ham i ansigtet. Han slår igen for at få hende til at falde til ro, og da hun besvimer, griber han hende, bærer hende ind på sofaen og åbner jakken for hende.
I 30th Anniversary Edition oplever vi blot den del, hvor Barbra forfalder til hysteri, forsøger at komme ud og finde Johnny og slår Ben, da han griber ind. Ben slår igen og griber hende, da hun besvimer. Han lægger hende på sofaen og går i gang med at åbne hendes jakke, hvilket uden den nødvendige optakt muligvis kan give et forkert indtryk.
Bortset fra diverse mindre fraklip/forkortelser af scener (og lettere forvirringer af kontekster) fortsætter Night of the Living Dead herfra nogenlunde som vi kender den, mens truslen fra både de levende og døde og gruppens interne konflikter eskalerer. Efter sit dramatiske klimaks vender filmen tilbage til den fanatiske præst fra de indledende scener og hans konfrontation med den selv samme zombie, han dagen før (uden større held) stedte til hvile. Derpå originalens egentlig slutning. Og endelig, bare for at pifte luften fuldstændig ud af denne, endnu en sekvens, der foregår et helt år senere og flytter fokus til en anden, ikke særlig velfungerende pointe.
Det er, som om man med nytilføjelserne har forsøgt at tilføje en form for dommedagsaspekt, hvilket for så vidt ville være fint nok i en film, hvor det var i tråd med den øvrige handling. Som sidste øjebliks-tilføjelse uden den fornødne opbygning, falder et højtravende begreb som Guds straf imidlertid til jorden.
Et væsentligt problem med nytilføjelserne er i det hele taget, at de forbliver løsrevne segmenter, der aldrig kommer til at spille sammen med den originale film. På alle planer føles de både forcerede og malplacerede i sammensætningen med originalmaterialet og virker med deres selvstændige, om end ufuldendte miniplot, mere som en lille ekstrafilm. Denne savner så bare voldsomt et tilsvarende indhold mellem begyndelsen og afslutningen, hvor man i stedet har valgt at sætte en ordentlig film ind. Scenerne er i det mindste optaget i sort/hvid, men fanger alligevel ikke rigtig fornemmelsen fra ’68. Der mangler måske noget af originalens visuelle upolerethed, og lyden føles for pæn. Karaktererne fremstår flade og karikerede, alt for tydeligt skrevet med henblik på kun få minutters medvirken, og både replikker og skuespil er for opstyltede og savner den naturlighed og troværdighed, det oprindelige ensemble tilfører filmen.
Som nævnt tidligere er filmen også blevet udsat for ny musik, i øvrigt komponeret af selv samme Scott Vladimir Licina, der spiller præsten. Musikdelen klarer han betydeligt bedre og mindre anmassende, og kompositionerne er egentlig ganske stemningsfulde og noget mere iørefaldende end i originalen. De tilfører dog ikke filmen samme følelse af drama og intensitet, men det er alligevel på sin plads at nævne denne del som i hvert fald den bedste (eller mindst grelle) af nytilføjelserne.
Bill Hinzman, der var en del af det oprindelige filmcrew og har også haft adskillige fingre med i dette projekt. Han spillede også den første zombie i Romeros udgave og har i den mellemliggende tid, angiveligt uden større succes, forsøgt at malke sit navn som både instruktør af og hovedrolleindehaver i filmen FleshEater. Hinzman gentager sin rolle fra originalen i et par af de nye scener, muligvis ud fra en eller anden antagelse om, at ingen bemærker de 30 år, der er løbet på siden sidst. Hverken makeuppen eller sort/hvid-optagelserne kan dog camouflere tidens gang, og jeg skal være ærlig og sige, at det først forleden dag gik op for mig, at der faktisk var tale om den samme skuespiller – og rolle! Jeg har simpelt hen længe levet i den vildfarelse, at der blev introduceret to forskellige zombier i denne versions indledende scener. Til gengæld siger det nok mere om projektet end om mig.
Det er John A. Russo, en af manuskriptforfatterne fra Night of the Living Dead, der står bag denne såkaldte jubilæums-udgave af filmen, og man skulle tro, han vidste bedre – eller med sit arbejde på originalen i det mindste kunne gøre det bedre. 30th Anniversary Edition lyder mest i retning af en særligt flot restaureret udgave eller en udgivelse med en imponerende mængde ekstramateriale end ligefrem et andet cut. For en del intetanende mennesker risikerer dette desværre derfor at være deres første oplevelse af klassikeren, hvorfor de sikkert forståeligt nok ikke kan se det fantastiske i værket. Dét er den virkelige skam; filmen i sig selv rummer nemlig stadig for meget af Romeros klassiker til at være en gennemført katastrofe. For fans af originalen svarer denne udgave lidt til at høre sin favoritmusik samplet om til en skrækkelig techno- eller danceversion. Man kan godt genkende kvaliteten mellem al støjen – det gør bare ondt, hvad den er blevet udsat for.
Jubilæet blev desværre en fuser …
@@
"nå jeg er i biffen så er der alt tid en der skal sparke i det sæd jeg sidder i"
Jeg prøver at krydre mine anmeldelser med diverse baggrundsinformation om hver enkelt film, så der er lidt ekstra ud over handlingsreferat og vurdering, men jeg er faktisk ikke sikker på, om folk synes, det bliver for langt ...?
"nå jeg er i biffen så er der alt tid en der skal sparke i det sæd jeg sidder i"
Jeg fik set Night of the Living Dead 3D i går, bare for at runde dén titel af. Jeg tænkte, at jeg egentlig lige så godt kunne tage de forskellige udgaver, når nu jeg var i gang.
"nå jeg er i biffen så er der alt tid en der skal sparke i det sæd jeg sidder i"
Night of the Living Dead 3D (2006) Instr.: Jeff Broadstreet Efter Tom Savinis særdeles vellykkede genindspilning af Night of the Living Dead fik den hellige grav i en årrække lov at forblive velforvaret, og diverse spekulanter holdt sig til at slå mønt på en række mere eller mindre (men oftest mindre) imponerende udgivelser af den public domain-omfattede original. For en håndfuld år siden besluttede Jeff Broadstreet så, at det var på tide med endnu en nyfortolkning af materialet, denne gang dog med et særligt fokus på den tekniske side af sagen. Således fik de navnkundige levende døde igen deres nat – med en ekstra dimension.
Barb (Brianna Brown) og hendes bror Johnny (Ken Ward) er sent på den til deres tantes begravelse og ankommer til en tom kirkegård. Det kunne tyde på, at ceremonien var overstået, var det ikke for kisten, der endnu befinder sig over jorden. Da de levende døde pludselig dukker op og angriber søskendeparret, skynder Johnny sig bort i bilen, og Barb flygter til fods ind i kapellet, hvor hun støder på bedemanden Gerald (Sid Haig alias en vis Captain Spaulding). Han har dog nok at gøre med at holde horden af levende døde fra livet, så at sige, og råder hende til at skynde sig væk.
Under sin videre flugt og forsøg på at kontakte Johnny, overfaldes hun af flere zombier og mister sin mobiltelefon. Hun reddes af Ben (Joshua DesRoches), en lokal studerende, som tager hende med hen til sine venners gård. Vennerne Henry og Hellie Cooper (Greg Travis og Johanna Black), den nævenyttige datter Karen (Allynia Phillips) og gårdens skæve karl Owen (Adam Chambers) hygger sig foran tv’et med den originale Night of the Living Dead, popcorn og fjolletobak, mens deres unge bekendtskaber Tom og Judy har sex i laden. Beboerne har selvfølgelig svært ved at tage den fortvivlede kvindes zombiehistorier alvorligt, og eftersom der dyrkes afgrøder af den mindre lovlige slags på gården, har Henry da heller ingen intentioner om at tilkalde politiet. Da huset belejres af de levende døde, udvikler hyggeaftenen sig dog til et mareridt. Også Gerald søger tilflugt på gården og gør sammen med Barb og husstanden fælles front mod truslen udenfor. Men den pyrofobiske bedemand kender et og andet til zombiernes herkomst …
3D-remaket vil på én gang gerne nyfortolke og referere originalen. Når Ben eksempelvis er hvid, og ægteparret Cooper ud over at have skiftet fornavne er fuldstændig omskrevne, virker karakterreferencerne dog hurtigt omsonste. Forgængernes tyndeste karakterer, Tom og Judy, er her reduceret yderligere til blot et knald i laden og efterfølgende zombieføde. Historien tilstræber en smarthed via dels nytilføjelser som sex, drugs og 3D og dels en forceret Scream-agtig selvbevidsthed i sine referencer. ”Coming 4 U Barb” sms’er Johnny efter sin flugt søsteren, ligesom filmens personer både ser originalen på tv og hentyder til den verbalt. I sin anmassende referenceiver er filmen sågar ikke ked af – endda relativt tidligt – at afsløre originalens slutning!
Sid Haig har en vis udstråling, og Adam Chambers gør det udmærket, men ellers virker castet ikke specielt inspireret, og Brianna Brown er til tider decideret irriterende. En væsentlig del af problemet kan imidlertid nok tilskrives et tåbeligt manuskript med kunstig og ofte træg dialog. Et tydeligt eksempel på sidstnævnte er Barb og Bens ankomst til gården: Her bruger hun indtil flere kedelige scener på at overbevise Henry om truslen fra de levende døde, mens både filmen og samtalen synes at stå i stampe. Selv om filmen lægger lovende ud, varer det desværre heller ikke længe, før dumhederne vælter over hinanden for at komme til. Nu er der selvfølgelig tale om horrorgenren, hvor hovedpersonerne undertiden kan forfalde til et løjerligt valg eller to med henblik på spænding og plotfremdrift. Hvorvidt dette lykkes afhænger til dels af filmens øvrige underholdningsværdi og til dels af, hvor ofte og markante, sådanne momenter forekommer. I Night of the Living Dead 3D er kodeordene desværre netop ”ofte” og ”markante”.
Efter flugten fra kirkegården ringer Barb eksempelvis til Johnnys voicemail og bliver i sin besked ved med at bønfalde ham om at tage telefonen til trods for, at han jo alligevel ikke ville kunne høre beskeden, før hun havde lagt på. Da Henry Cooper vil ud og finde sin forsvundne datter, tvinger Ben ham med en pistol til at blive inde med den udtalte begrundelse, at han ikke vil lade sin ven gå ud og blive dræbt. Barb indvender, at Ben skal fjerne pistolen, men han beroliger hende – stadig pegende på Henrys hoved – med, at han kun har tænkt sig at skyde Henry i foden, hvis det nu er. Taget i betragtning, hvor nødigt vores hovedpersoner vil i kontakt med de levende døde, er det i øvrigt ejendommeligt, at det ikke falder dem ind at barrikadere husets mange vinduer – noget filmens forlæg ellers gjorde et stort nummer ud af. Heldigvis venter zombierne i det mindste med at bryde igennem disse, til det er belejligt for plotfremdriften. Sådan kunne jeg desværre fortsætte frem til filmens slutning, der ydermere kun lader sig gøre i kraft af et plothul.
Ben har været spærret inde i bagagerummet på Geralds bil, men slipper fri, da Barb erobrer den og bakker ind i garageporten, så bagsmækken springer op. De to flygter forfulgt at zombier ud af porten, lukker den og forsøger at holde den, så de levende døde ikke kan komme ud til dem. Her går det op for dem, at et dækjern, der lå i bagagerummet, er gået igennem brystet på Ben; han er allerede død! Som filmen tidligere har eksemplificeret, hænger de døde dog ved deres personlighed et øjeblik, før zombietilstanden overvælder dem. Tilstanden skyldes udsætning for visse kemikalier eller bid fra andre zombier, og Ben har ikke oplevet nogen af delene. Uvist af hvilken årsag forvandler han sig alligevel til en zombie for øjnene af Barb, som skyder ham gennem hovedet med den sidste kugle i sin pistol. Da zombierne øjeblikket efter trænger ud til hende, bliver hun blot stående i indkørslen og glor, indtil billedet af de levende fryser til lyden af et skrig.
Under alle omstændigheder er klimakset en tynd omgang, der mere synes optaget af at runde af med en visuel effekt end nogen form for pointe. 3D-effekten udgør med andre ord filmens eneste dybde. Ren underholdning er nu heller ingen skam, så længe den er veludført, og mindre end forgængernes politiske dagsorden kunne snildt have gjort det. Desværre er det bare svært at få øje på kvaliteterne, selv iført de medfølgende briller. Effekten er for så vidt hæderlig, men virker ikke altid lige iøjnefaldende og har i de mørke scener svært ved at komme til sin ret. Flere steder synes den endda utydeliggørende i forhold til detaljer. Jeg havde tillige flere gange en oplevelse af, at 3D-brillerne ødelagde blodets farve, hvilket må siges at være uheldigt genren taget i betragtning. Filmen har naturligvis sin del scener med diverse ting og sager, der bevidst er filmet til at jage ud mod publikum, hvilket såmænd er underholdende nok, men samtidig føles en kende konstrueret.
“An All New Dimension of a Horror Classic” lyder den højtravende tagline, der dog klinger fælt misvisende til filmens flade plot og karakterer. I hvert fald medmindre tåbelighed i sig selv kvalificerer som en dimension. Man kan undre sig over instruktørens konstante trang til at stille opkomlingen op ved siden af originalen, navnlig sammenligningen kun får det i forvejen dårlige remake til at fremstå relativt værre. Lad os bede til, at Romeros mesterværk fremover får lov at hvile i fred for flere af sådanne smarte indfald …
@
"nå jeg er i biffen så er der alt tid en der skal sparke i det sæd jeg sidder i"
#31 evermind 15 år siden
Jeg LOVER, at jeg i hvert fald efter 3D-versionen nok skal vende tilbage med ANDRE titler end Night of the Living Dead! ;)
#30 Du må absolut ikke snyde dig selv. Det er ren girlpower! :D
Jeg husker den faktisk som den første zombiefilm, jeg nogensinde så, og i mange år foretrak jeg den over originalen (dog sikkert fordi, jeg først så 30th Anniversary-cuttet af Romeros) og regnede den blandt de absolut bedste i genren. Et gensyn i direkte forlængelse af originalen satte tingene lidt i perspektiv og fratog filmen den sjette hjerne, navnlig fordi jeg ikke synes, skuespillerne leverede deres roller og replikker med samme kraft og selvfølgelighed som i Romeros udgave (selv om den nye Barbara dog er rigtig god og noget mere interessant), og fordi den ikke helt opnåede den gru, der forinden havde opfyldt mig.
Efter anmeldelsen har jeg alligevel overvejet, om jeg skulle have smidt et lille hjerte oveni, men nu bliver det sådan. I forlængelse af forlægget lænede den sig ikke tilstrækkeligt op ad en 6'er til at udløse hjertet, så et godt råd er at se den for sig. :)
#32 evermind 15 år siden
Instr.: George A. Romero/John A. Russo
Jeg er ikke typen, der rigtig kan hidse mig op over genindspilninger. For det første vil originalen altid stå uberørt tilbage, uanset genindspilningens kvalitet eller mangel på samme. For det andet viser nogle af genindspilningerne sig fra tid til anden ganske habil, endda i visse tilfælde rigtig gode, selv om de måske sjældent kommer op på siden af eller overhaler originalerne. Og for det tredje rummer genindspilningerne undertiden underholdende ændringer i og nye interessante vinkler på originalernes historier og scener. Tom Savinis glimrende Night of the Living Dead-remake er et fint eksempel på dette.
Noget andet er imidlertid at tage selve originalmaterialet fra en vellykket film, beskære det med et kvarters spilletid, indsætte en tilsvarende mængde film skudt 30 år efter og lægge ny musik på. Her er tale om remix snarere end remake. Dét er at gribe ind i det oprindelige værk; at stoppe ting ind, hvor de ikke hører hjemme; en kunstnerisk voldtægt. Nå ja, det er også decideret dumt.
Der er ikke som sådan ændret noget i hovedplottet, så eftersom jeg allerede har berørt dette i et par tidligere anmeldelser, vil jeg springe let og elegant over dén del og koncentrere mig om ændringerne. De nye scener er placeret i starten og slutningen af filmen og fortæller deres egen lille historie om et forældrepar (George Drennen og Julie Wallace), der har mistet deres datter til en morder (Bill Hinzman), som efterfølgende er blevet henrettet i den elektriske stol. Forældreparret ønsker at være til stedet ved begravelsen, så de med egne øjne kan sikre sig, at morderen ligger død i kisten. Præsten (Scott Vladimir Licina, der ironisk nok minder påfaldende om Anton Szandor LaVey, stifteren af Satans Kirke), der forestår begravelsen, formaner dem om, at kun Gud kan dømme, foretager de afrundende ritualer og overlader resten til graverne, der får noget af en forskrækkelse, da liget efterfølgende rejser sig fra kisten.
Herefter følger filmens oprindelig indhold med undtagelse af et kvarters beskæring. Det fraklippede materiale består eksempelvis i snakkescener og scener, hvor Ben undersøger huset for at finde materialer, der kan bruges til barrikaderingen. Nogle vil måske bifalde denne form for trimning, der øger hastigheden en smule, men det går desværre ud over sammenhængen i visse scener. Eksempelvis begynder Barbra tilsyneladende umotiveret at snakke om noget, der synes underligt og forvirrende i scenens øvrige kontekst, hvor hun i den oprindelige udgave havde en mere naturlig optakt til samtaleemnet. Nok er hun uligevægtig, men alligevel …
Et andet eksempel virker lettere meningsforstyrrende:
I originalen klager Barbra på et tidspunkt over, at hun har det varmt og skal til at åbne sin jakke, men kommer fra det, idet hun begynder at snakke om sin bror, turen til kirkegården og hvordan det hele gik galt, da den fremmede overfaldt dem. Hun forfalder til hysteri og vil løbe ud for at finde Johnny, og da Ben standser hende, slår hun ham i ansigtet. Han slår igen for at få hende til at falde til ro, og da hun besvimer, griber han hende, bærer hende ind på sofaen og åbner jakken for hende.
I 30th Anniversary Edition oplever vi blot den del, hvor Barbra forfalder til hysteri, forsøger at komme ud og finde Johnny og slår Ben, da han griber ind. Ben slår igen og griber hende, da hun besvimer. Han lægger hende på sofaen og går i gang med at åbne hendes jakke, hvilket uden den nødvendige optakt muligvis kan give et forkert indtryk.
Bortset fra diverse mindre fraklip/forkortelser af scener (og lettere forvirringer af kontekster) fortsætter Night of the Living Dead herfra nogenlunde som vi kender den, mens truslen fra både de levende og døde og gruppens interne konflikter eskalerer. Efter sit dramatiske klimaks vender filmen tilbage til den fanatiske præst fra de indledende scener og hans konfrontation med den selv samme zombie, han dagen før (uden større held) stedte til hvile. Derpå originalens egentlig slutning. Og endelig, bare for at pifte luften fuldstændig ud af denne, endnu en sekvens, der foregår et helt år senere og flytter fokus til en anden, ikke særlig velfungerende pointe.
Et væsentligt problem med nytilføjelserne er i det hele taget, at de forbliver løsrevne segmenter, der aldrig kommer til at spille sammen med den originale film. På alle planer føles de både forcerede og malplacerede i sammensætningen med originalmaterialet og virker med deres selvstændige, om end ufuldendte miniplot, mere som en lille ekstrafilm. Denne savner så bare voldsomt et tilsvarende indhold mellem begyndelsen og afslutningen, hvor man i stedet har valgt at sætte en ordentlig film ind. Scenerne er i det mindste optaget i sort/hvid, men fanger alligevel ikke rigtig fornemmelsen fra ’68. Der mangler måske noget af originalens visuelle upolerethed, og lyden føles for pæn. Karaktererne fremstår flade og karikerede, alt for tydeligt skrevet med henblik på kun få minutters medvirken, og både replikker og skuespil er for opstyltede og savner den naturlighed og troværdighed, det oprindelige ensemble tilfører filmen.
Som nævnt tidligere er filmen også blevet udsat for ny musik, i øvrigt komponeret af selv samme Scott Vladimir Licina, der spiller præsten. Musikdelen klarer han betydeligt bedre og mindre anmassende, og kompositionerne er egentlig ganske stemningsfulde og noget mere iørefaldende end i originalen. De tilfører dog ikke filmen samme følelse af drama og intensitet, men det er alligevel på sin plads at nævne denne del som i hvert fald den bedste (eller mindst grelle) af nytilføjelserne.
Bill Hinzman, der var en del af det oprindelige filmcrew og har også haft adskillige fingre med i dette projekt. Han spillede også den første zombie i Romeros udgave og har i den mellemliggende tid, angiveligt uden større succes, forsøgt at malke sit navn som både instruktør af og hovedrolleindehaver i filmen FleshEater. Hinzman gentager sin rolle fra originalen i et par af de nye scener, muligvis ud fra en eller anden antagelse om, at ingen bemærker de 30 år, der er løbet på siden sidst. Hverken makeuppen eller sort/hvid-optagelserne kan dog camouflere tidens gang, og jeg skal være ærlig og sige, at det først forleden dag gik op for mig, at der faktisk var tale om den samme skuespiller – og rolle! Jeg har simpelt hen længe levet i den vildfarelse, at der blev introduceret to forskellige zombier i denne versions indledende scener. Til gengæld siger det nok mere om projektet end om mig.
Det er John A. Russo, en af manuskriptforfatterne fra Night of the Living Dead, der står bag denne såkaldte jubilæums-udgave af filmen, og man skulle tro, han vidste bedre – eller med sit arbejde på originalen i det mindste kunne gøre det bedre. 30th Anniversary Edition lyder mest i retning af en særligt flot restaureret udgave eller en udgivelse med en imponerende mængde ekstramateriale end ligefrem et andet cut. For en del intetanende mennesker risikerer dette desværre derfor at være deres første oplevelse af klassikeren, hvorfor de sikkert forståeligt nok ikke kan se det fantastiske i værket. Dét er den virkelige skam; filmen i sig selv rummer nemlig stadig for meget af Romeros klassiker til at være en gennemført katastrofe. For fans af originalen svarer denne udgave lidt til at høre sin favoritmusik samplet om til en skrækkelig techno- eller danceversion. Man kan godt genkende kvaliteten mellem al støjen – det gør bare ondt, hvad den er blevet udsat for.
Jubilæet blev desværre en fuser …
@@
#33 Takfornu 15 år siden
#34 evermind 15 år siden
Jeg prøver at krydre mine anmeldelser med diverse baggrundsinformation om hver enkelt film, så der er lidt ekstra ud over handlingsreferat og vurdering, men jeg er faktisk ikke sikker på, om folk synes, det bliver for langt ...?
#35 Takfornu 15 år siden
#36 evermind 15 år siden
#37 Riqon 15 år siden
#38 evermind 15 år siden
Jeg fik set Night of the Living Dead 3D i går, bare for at runde dén titel af. Jeg tænkte, at jeg egentlig lige så godt kunne tage de forskellige udgaver, når nu jeg var i gang.
#39 evermind 15 år siden
Instr.: Jeff Broadstreet
Efter Tom Savinis særdeles vellykkede genindspilning af Night of the Living Dead fik den hellige grav i en årrække lov at forblive velforvaret, og diverse spekulanter holdt sig til at slå mønt på en række mere eller mindre (men oftest mindre) imponerende udgivelser af den public domain-omfattede original. For en håndfuld år siden besluttede Jeff Broadstreet så, at det var på tide med endnu en nyfortolkning af materialet, denne gang dog med et særligt fokus på den tekniske side af sagen. Således fik de navnkundige levende døde igen deres nat – med en ekstra dimension.
Barb (Brianna Brown) og hendes bror Johnny (Ken Ward) er sent på den til deres tantes begravelse og ankommer til en tom kirkegård. Det kunne tyde på, at ceremonien var overstået, var det ikke for kisten, der endnu befinder sig over jorden. Da de levende døde pludselig dukker op og angriber søskendeparret, skynder Johnny sig bort i bilen, og Barb flygter til fods ind i kapellet, hvor hun støder på bedemanden Gerald (Sid Haig alias en vis Captain Spaulding). Han har dog nok at gøre med at holde horden af levende døde fra livet, så at sige, og råder hende til at skynde sig væk.
Under sin videre flugt og forsøg på at kontakte Johnny, overfaldes hun af flere zombier og mister sin mobiltelefon. Hun reddes af Ben (Joshua DesRoches), en lokal studerende, som tager hende med hen til sine venners gård. Vennerne Henry og Hellie Cooper (Greg Travis og Johanna Black), den nævenyttige datter Karen (Allynia Phillips) og gårdens skæve karl Owen (Adam Chambers) hygger sig foran tv’et med den originale Night of the Living Dead, popcorn og fjolletobak, mens deres unge bekendtskaber Tom og Judy har sex i laden. Beboerne har selvfølgelig svært ved at tage den fortvivlede kvindes zombiehistorier alvorligt, og eftersom der dyrkes afgrøder af den mindre lovlige slags på gården, har Henry da heller ingen intentioner om at tilkalde politiet. Da huset belejres af de levende døde, udvikler hyggeaftenen sig dog til et mareridt. Også Gerald søger tilflugt på gården og gør sammen med Barb og husstanden fælles front mod truslen udenfor. Men den pyrofobiske bedemand kender et og andet til zombiernes herkomst …
3D-remaket vil på én gang gerne nyfortolke og referere originalen. Når Ben eksempelvis er hvid, og ægteparret Cooper ud over at have skiftet fornavne er fuldstændig omskrevne, virker karakterreferencerne dog hurtigt omsonste. Forgængernes tyndeste karakterer, Tom og Judy, er her reduceret yderligere til blot et knald i laden og efterfølgende zombieføde. Historien tilstræber en smarthed via dels nytilføjelser som sex, drugs og 3D og dels en forceret Scream-agtig selvbevidsthed i sine referencer. ”Coming 4 U Barb” sms’er Johnny efter sin flugt søsteren, ligesom filmens personer både ser originalen på tv og hentyder til den verbalt. I sin anmassende referenceiver er filmen sågar ikke ked af – endda relativt tidligt – at afsløre originalens slutning!
Sid Haig har en vis udstråling, og Adam Chambers gør det udmærket, men ellers virker castet ikke specielt inspireret, og Brianna Brown er til tider decideret irriterende. En væsentlig del af problemet kan imidlertid nok tilskrives et tåbeligt manuskript med kunstig og ofte træg dialog. Et tydeligt eksempel på sidstnævnte er Barb og Bens ankomst til gården: Her bruger hun indtil flere kedelige scener på at overbevise Henry om truslen fra de levende døde, mens både filmen og samtalen synes at stå i stampe. Selv om filmen lægger lovende ud, varer det desværre heller ikke længe, før dumhederne vælter over hinanden for at komme til. Nu er der selvfølgelig tale om horrorgenren, hvor hovedpersonerne undertiden kan forfalde til et løjerligt valg eller to med henblik på spænding og plotfremdrift. Hvorvidt dette lykkes afhænger til dels af filmens øvrige underholdningsværdi og til dels af, hvor ofte og markante, sådanne momenter forekommer. I Night of the Living Dead 3D er kodeordene desværre netop ”ofte” og ”markante”.
Efter flugten fra kirkegården ringer Barb eksempelvis til Johnnys voicemail og bliver i sin besked ved med at bønfalde ham om at tage telefonen til trods for, at han jo alligevel ikke ville kunne høre beskeden, før hun havde lagt på. Da Henry Cooper vil ud og finde sin forsvundne datter, tvinger Ben ham med en pistol til at blive inde med den udtalte begrundelse, at han ikke vil lade sin ven gå ud og blive dræbt. Barb indvender, at Ben skal fjerne pistolen, men han beroliger hende – stadig pegende på Henrys hoved – med, at han kun har tænkt sig at skyde Henry i foden, hvis det nu er. Taget i betragtning, hvor nødigt vores hovedpersoner vil i kontakt med de levende døde, er det i øvrigt ejendommeligt, at det ikke falder dem ind at barrikadere husets mange vinduer – noget filmens forlæg ellers gjorde et stort nummer ud af. Heldigvis venter zombierne i det mindste med at bryde igennem disse, til det er belejligt for plotfremdriften. Sådan kunne jeg desværre fortsætte frem til filmens slutning, der ydermere kun lader sig gøre i kraft af et plothul.
Under alle omstændigheder er klimakset en tynd omgang, der mere synes optaget af at runde af med en visuel effekt end nogen form for pointe. 3D-effekten udgør med andre ord filmens eneste dybde. Ren underholdning er nu heller ingen skam, så længe den er veludført, og mindre end forgængernes politiske dagsorden kunne snildt have gjort det. Desværre er det bare svært at få øje på kvaliteterne, selv iført de medfølgende briller. Effekten er for så vidt hæderlig, men virker ikke altid lige iøjnefaldende og har i de mørke scener svært ved at komme til sin ret. Flere steder synes den endda utydeliggørende i forhold til detaljer. Jeg havde tillige flere gange en oplevelse af, at 3D-brillerne ødelagde blodets farve, hvilket må siges at være uheldigt genren taget i betragtning. Filmen har naturligvis sin del scener med diverse ting og sager, der bevidst er filmet til at jage ud mod publikum, hvilket såmænd er underholdende nok, men samtidig føles en kende konstrueret.
“An All New Dimension of a Horror Classic” lyder den højtravende tagline, der dog klinger fælt misvisende til filmens flade plot og karakterer. I hvert fald medmindre tåbelighed i sig selv kvalificerer som en dimension. Man kan undre sig over instruktørens konstante trang til at stille opkomlingen op ved siden af originalen, navnlig sammenligningen kun får det i forvejen dårlige remake til at fremstå relativt værre. Lad os bede til, at Romeros mesterværk fremover får lov at hvile i fred for flere af sådanne smarte indfald …
@
#40 evermind 15 år siden