men derimod blot, at det virker optimalt, altså som det SKAL i den pågældende sammenhæng, den pågældende film.
Jeg vil da også sige, at det virker fint som en slags "device" for plottet kan få lov til at udvikle sig. Men derfor skrev jeg, at dette aspekt intet særligt var, som resten af filmen. Det er faktisk en gennemgående "kritik" af mange Kubricks film (for mig). Jeg er aldrig "med" personerne i Kubricks film, rent følelsesmæssigt. I Ondskabens Hotel er Jackie blot en led satan næsten fra første billede, hvor ondskaben og frygten skal illustreres. Full Metal Jacket omhandler en flok skydegale soldater, men kommer aldrig ind under, hvor det gør ondt, som Spielberg gør med Saving Private Ryan (Full Metal er dog stadig en FED krigsfilm). Clokwork Orange... er tæt på, men skildrer mere systemet, samfundet og volden omkring, end mennesket indeni, men den er indrømmet menneskelig. Puha, denne her skulle jeg ikke ha' bragt på banen, men er der nogle spændende meninger? jeg er åben!
You wanna know what happens to an eyeball when it gets punctured?
Det er faktisk en gennemgående "kritik" af mange Kubricks film (for mig). Jeg er aldrig "med" personerne i Kubricks film, rent følelsesmæssigt.
Det KAN man heller ikke være. Ihvertfald ikke fuldt ud. For Kubrick anlægger i sine film konsekvent et kynisk og pessimistisk syn på mennesket. Han betragter eller observerer på kølig afstand, ikke tæt på. Han er ikke MED sine hovedpersoner, men skildrer blot - ofte med totalbilleder. Hans hovedpersoner er næsten aldrig sympatiske.
Hans film kan derfor virke kolde. Men samtidig synes jeg, de er udtryk for en undren over og en nysgerrighed i forhold til mennesket og dets adfærd, ja, selve tilværelsen. Og det synes jeg er positivt.
Jeg vil nævne nogle forskellige film, som jeg alle synes er rigtig gode, men som desværre ikke er helt i top hos mig, selvom at de ellers har de rigtige ingredienser.
The Sting
Jeg er vild med 70'er film. Jeg er vild med Paul Newman, som er en fantastisk skuespiller. Og alligevel føler jeg at The Sting mangler et eller andet, for at udfylde det potentiale som filmen har. Så foretrækker istedet instruktørens anden Newman/Redford kombination, "Butch Cassidy and the Sundance Kid".
8½
Dette er også en glimrende film. Dens introsekvens er en af de flotteste sekvenser nogensinde lavet på film, og Guido er en über cool karakter. Hvad er det så der gør at jeg ikke elsker denne film helt så meget som jeg burde? Jeg føler at den bliver en anelse for surrealistisk til min smag. Men den skal helt sikkert have et gensyn inden for et par år.
Network
Jeg er en stor fan af Sidney Lumet, så derfor ærgrer det mig at jeg kun synes godt om Network og ikke elsker den. Men det er også en film der helt sikkert skal have et gensyn snarligt.
"Dave, this conversation can serve no purpose anymore. Goodbye."
#44 Har du set andre Fellini-film? Jeg startede selv ligesom de fleste med at se "8½", og kunne absolut heller ikke se det store i den, selvom den da havde nogle flotte sekvenser, og var indimellem på nippet til at falde i søvn. Jeg ved, der undertiden er folk, som går direkte til "8½", og elsker den med det samme, men jeg var bestemt ikke en af dem.
I dag synes jeg den er helt vidunderlig og finder den enormt underholdende, men det er klart et forkert sted at starte med Fellini. Det ville være en ide at prøve med f.eks. "La strada", "La dolce vita" eller "Nghts of Cabiria" først, og så senere vende tilbage til "8½" for det er en film, der bliver bedre, jo mere man kender til Fellini og hans stil - ikke mindst fordi den er så selvbiografisk.
"Here I was born, and there I died. It was only a moment for you; you took no notice."
Alt det du skriver er jeg skam med på. Nope, der er næsten ingen sympatiske personer, men der er næsten heller aldrig "vedkommende" personer. Eller blot et mere nuanceret billede af mennesket. Det kan jeg savne i hans film. Har der f.eks nogensinde været en oscar nominering for skuespil, i hans film?
You wanna know what happens to an eyeball when it gets punctured?
Jeg er aldrig "med" personerne i Kubricks film, rent følelsesmæssigt.
Man behøver ikke nødvendigvis være "med", men er det oftest, når fokus er på en sympatisk karakter, én, hvis situation og handlinger, man kan følge. At være "imod" er også følelsesmæssigt og er ikke en mindre instruktør- eller skuespilsmæssig bedrift. Kubricks film er ofte kommentarer, om samfund, indretning, tilstande, bevægelser, end det er en fokusering på protagonister. En film som Barry Lyndon distancerer sig ikke kun til persongalleriet og deres skæbne via den gennemgående fortæller, men også via deres handlinger og karakterer, som ikke er den lige vej til publikums hjerter.
Men at man således ikke er "med" og ikke empatiserer, betyder modsat ikke, at man som publikum behøver at blive efterladt følelseskold. I Barry Lyndon er der sekvenser, som i deres eksekvering og skuespil siger mere om sande følelser og spænding imellem to personer, end nogle instruktører formår at indfange i hele deres karriere. Men Kubrick har det med ikke at give efter for hverken det melodramatiske aspekt eller de tætte relationer og ofte ender det med, han istedet spider en karakter med sit engelsk vid i en ironisk eller sarkastisk situation. Det gør ikke skuespillet mindre godt.
James Mason og Kirk Douglas er begge karakterer i hhv. Lolita og Paths of Glory og det er så absolut to personer jeg er "med" følelsesmæssigt. Det er dog svært, gribende og ikke særlig sjovt, at kunne føle, hvad Mason føler i hans situation og ikke mindst mærke, når han i den grad kaster al fornuft overbord fordi han er i sansernes vold.
Sterling Hayden er heller ikke en person, som det er sjovt at være "med" i Dr. Strangelove. Men det er et skingrende uhyggeligt portræt af en mand på sammenbruddets rand og via Kubricks fotografering fremstår Haydens skuespil så stærkt, at det altid er ham jeg tænker på, når jeg hører titlen.
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Hvad er det så der gør at jeg ikke elsker denne film helt så meget som jeg burde?
Jeg ser intet galt i, at du ikke er mere begejstret for den. I min verden er der ikke noget, der hedder, at du bør elske en film højere, end du gør. Tværtimod finder jeg det kun tillidsvækkende, at du er så ærlig over for både dig selv og os andre. :)
Jeg snakker ikke nødvendigvis om man skal sympatisere for en karakter, for at være "med". Ej heller "vejen til publikums hjerter". Jeg er f.eks helt med Daniel Plainview, selvom han dybest set er et dumt svin, men han besidder den dybde i portrættet, den nuance og forståelse af karakteren, at man blot er med ham hele vejen. Man følger hans kamp. Samme gør sig f.eks gældende for Lenny i Memento. Melodramaet søger jeg bestemt heller ikke. Men en indlevelse i karakteren, primært hovedroller. Jeg husker ikke Kubricks personer efter filmene, må jeg indrømme.
Lolita og Paths... har jeg ikke set.
You wanna know what happens to an eyeball when it gets punctured?
#48 Elsker er jo selvfølgelig også et stort ord. Jeg kan personligt rigtig godt lide "Godfather"-filmene, men jeg har aldrig "elsket" dem. De er gode historier, der er fremragende fortalt, men personligt siger de mig ikke så frygteligt meget. Af Coppola-film så føler jeg mig meget mere ramt af f.eks. "The Conversation".
"Here I was born, and there I died. It was only a moment for you; you took no notice."
#41 BN 14 år siden
Har du læst mit sidste indlæg, altså #38?
#42 filmz-ab 14 år siden
Jeg vil da også sige, at det virker fint som en slags "device" for plottet kan få lov til at udvikle sig. Men derfor skrev jeg, at dette aspekt intet særligt var, som resten af filmen. Det er faktisk en gennemgående "kritik" af mange Kubricks film (for mig). Jeg er aldrig "med" personerne i Kubricks film, rent følelsesmæssigt. I Ondskabens Hotel er Jackie blot en led satan næsten fra første billede, hvor ondskaben og frygten skal illustreres. Full Metal Jacket omhandler en flok skydegale soldater, men kommer aldrig ind under, hvor det gør ondt, som Spielberg gør med Saving Private Ryan (Full Metal er dog stadig en FED krigsfilm). Clokwork Orange... er tæt på, men skildrer mere systemet, samfundet og volden omkring, end mennesket indeni, men den er indrømmet menneskelig. Puha, denne her skulle jeg ikke ha' bragt på banen, men er der nogle spændende meninger? jeg er åben!
#43 BN 14 år siden
Det KAN man heller ikke være. Ihvertfald ikke fuldt ud. For Kubrick anlægger i sine film konsekvent et kynisk og pessimistisk syn på mennesket. Han betragter eller observerer på kølig afstand, ikke tæt på. Han er ikke MED sine hovedpersoner, men skildrer blot - ofte med totalbilleder. Hans hovedpersoner er næsten aldrig sympatiske.
Hans film kan derfor virke kolde. Men samtidig synes jeg, de er udtryk for en undren over og en nysgerrighed i forhold til mennesket og dets adfærd, ja, selve tilværelsen. Og det synes jeg er positivt.
#44 Kruse 14 år siden
The Sting
Jeg er vild med 70'er film. Jeg er vild med Paul Newman, som er en fantastisk skuespiller. Og alligevel føler jeg at The Sting mangler et eller andet, for at udfylde det potentiale som filmen har. Så foretrækker istedet instruktørens anden Newman/Redford kombination, "Butch Cassidy and the Sundance Kid".
8½
Dette er også en glimrende film. Dens introsekvens er en af de flotteste sekvenser nogensinde lavet på film, og Guido er en über cool karakter. Hvad er det så der gør at jeg ikke elsker denne film helt så meget som jeg burde? Jeg føler at den bliver en anelse for surrealistisk til min smag. Men den skal helt sikkert have et gensyn inden for et par år.
Network
Jeg er en stor fan af Sidney Lumet, så derfor ærgrer det mig at jeg kun synes godt om Network og ikke elsker den. Men det er også en film der helt sikkert skal have et gensyn snarligt.
#45 Benway 14 år siden
I dag synes jeg den er helt vidunderlig og finder den enormt underholdende, men det er klart et forkert sted at starte med Fellini. Det ville være en ide at prøve med f.eks. "La strada", "La dolce vita" eller "Nghts of Cabiria" først, og så senere vende tilbage til "8½" for det er en film, der bliver bedre, jo mere man kender til Fellini og hans stil - ikke mindst fordi den er så selvbiografisk.
#46 filmz-ab 14 år siden
Alt det du skriver er jeg skam med på. Nope, der er næsten ingen sympatiske personer, men der er næsten heller aldrig "vedkommende" personer. Eller blot et mere nuanceret billede af mennesket. Det kan jeg savne i hans film. Har der f.eks nogensinde været en oscar nominering for skuespil, i hans film?
#47 filmz-Bruce 14 år siden
Man behøver ikke nødvendigvis være "med", men er det oftest, når fokus er på en sympatisk karakter, én, hvis situation og handlinger, man kan følge. At være "imod" er også følelsesmæssigt og er ikke en mindre instruktør- eller skuespilsmæssig bedrift. Kubricks film er ofte kommentarer, om samfund, indretning, tilstande, bevægelser, end det er en fokusering på protagonister. En film som Barry Lyndon distancerer sig ikke kun til persongalleriet og deres skæbne via den gennemgående fortæller, men også via deres handlinger og karakterer, som ikke er den lige vej til publikums hjerter.
Men at man således ikke er "med" og ikke empatiserer, betyder modsat ikke, at man som publikum behøver at blive efterladt følelseskold. I Barry Lyndon er der sekvenser, som i deres eksekvering og skuespil siger mere om sande følelser og spænding imellem to personer, end nogle instruktører formår at indfange i hele deres karriere. Men Kubrick har det med ikke at give efter for hverken det melodramatiske aspekt eller de tætte relationer og ofte ender det med, han istedet spider en karakter med sit engelsk vid i en ironisk eller sarkastisk situation. Det gør ikke skuespillet mindre godt.
James Mason og Kirk Douglas er begge karakterer i hhv. Lolita og Paths of Glory og det er så absolut to personer jeg er "med" følelsesmæssigt. Det er dog svært, gribende og ikke særlig sjovt, at kunne føle, hvad Mason føler i hans situation og ikke mindst mærke, når han i den grad kaster al fornuft overbord fordi han er i sansernes vold.
Sterling Hayden er heller ikke en person, som det er sjovt at være "med" i Dr. Strangelove. Men det er et skingrende uhyggeligt portræt af en mand på sammenbruddets rand og via Kubricks fotografering fremstår Haydens skuespil så stærkt, at det altid er ham jeg tænker på, når jeg hører titlen.
#48 Highland Park 14 år siden
#49 filmz-ab 14 år siden
Jeg snakker ikke nødvendigvis om man skal sympatisere for en karakter, for at være "med". Ej heller "vejen til publikums hjerter". Jeg er f.eks helt med Daniel Plainview, selvom han dybest set er et dumt svin, men han besidder den dybde i portrættet, den nuance og forståelse af karakteren, at man blot er med ham hele vejen. Man følger hans kamp. Samme gør sig f.eks gældende for Lenny i Memento. Melodramaet søger jeg bestemt heller ikke. Men en indlevelse i karakteren, primært hovedroller. Jeg husker ikke Kubricks personer efter filmene, må jeg indrømme.
Lolita og Paths... har jeg ikke set.
#50 Benway 14 år siden