Eller interessant? Et umådeligt subjektivt spørgsmål og derfor sikkert en god kilde til en debat :)

For undertegnede er det en kombination af flere faktorer, som godt kan være tilstede i to forskellige film og alligevel kan den ene være seværdig alligevel og den anden ikke. Den samme film, indspillet to gange med samme forlæg, samme dialog, skabt af to forskellige instruktører, kan være et mesterværk under den enes hånd og et makværk under en andens. Det er ikke penge, skuespillere, forlæg, manuskript eller PR, som i sidste ende er den vigtige ingrediens, men instruktørens tæft for detaljer og situationsfornemmelse. Den samme skuespiller god som dårlig, kan levere en genial eller en anonym præstation. Det er instruktørens opgave at inspirere og få kameraet til at indfange øjeblikket. Kan han/hun det, vil selv de kedeligste oplæg, optaget i en et bits farveskala i Dolby/Mono med 16bps lydspor og et tons filmgrain, kunne være et potentielt mesterværk.

Hvad er så kedeligt? Instruktørers hang til konventioner og trends. Instruktører hvis inspiration til en film bunder i teknologiske muligheder og kopiering eller forfining af andres originale værk, som i ny kontekst blot er en god suppe efter sidste udløbsdato, med en flot indpakning. Koncept instruktører! Et eksempel er Doug Liman, som har skabt en hel film omkring at kunne flytte sig lynhurtigt i tid. Formentlig skabt, fordi det digitalt er blevet nemt at skabe disse transformationer visuelt. Men uanset hvor forfinet metoden er blevet, så er der ingen substans i den underliggende historie og tilbage er endnu en film, hvis formål er indpakningen og ikke indholdet.

Snart er der premiere på Wanted. En meget slick trailer, med en Angelina Jolie med læber på størrelse med Master Fatmans fedtdepoter. Meget effektfuld, men vel blevet til for at kunne presse digitaliseringen endnu mere og få et feminint blikfang til at sælge billetter. Jo, den er sikkert alt, hvad Jumper er, men derfor kan den jo sikkert godt underholde, fremfor at kede. Det kommer jo an på instruktørens pensel i den sidste ende.

Men ja, i mine øjne, keder disse konventioner mig. En film af denne art kan maksimalt underholde en enkelt gang, hvorefter den bliver en dyb, hul, intetsigende skal, et forglemmeligt one hit wonder, en filmisk Milli Vanilli eller Vanilla Ice. Now you see me, now you don't.

Tilgengæld vil mange andre, som er dybt uenige med mig, sikkert kede sig til døde, ved at se Toni Servillo i den italienske Conseguenze dell'Amore. Mens ethvert blik og bevægelse kameraet fanger af ham, har så megen menneskelig dybde og mere intensitet end en $10 mio. digital effekt sekvens, at man nærmest får gåsehud.

Et dræbende blik, leveret af Ian McShane over bardisken i Deadwood, tilsat en linies ord af David Milch, får sanserne op i højeste gear, mens man gang på gang håber, at Industrial Light and Magics digitale baggrunde kan få én til at glemme Hayden Christensens pinagtige ordforråd som jedi ridder.

Jo, der er nok at tage fat på og 1. mia indgangsvinkler og ligeså mange meninger og holdninger.

#2 - Jeg har heller aldrig kunne gennemføre "Rumrejsen 2001", da den også bare er for kedelig til mig. Og jeg kan ikke engang prøve at se den igen, når jeg bliver 30, for det er for sent. Måske jeg skal prøve, når jeg runder 40.

Jeg har det på præcis samme måde med "A Thin red line", udover at den har jeg trods alt set til the end, da jeg aldrig forlader en biograf før filmen er færdig.

Men hvad der gør en film kedelig, er vel bare i bund og grund, en smagssag. For mit vedkommende, kan det ikke engang gøres op i instruktører, da selv mine største favoritter, har lavet film der har fejlet.

I mine øjne, skal der ske bare en smule, så jeg ikke keder mig ihjel. Jeg kan sagtens nyde at se masser af film, hvor effekterne er i højsædet og handlingen halter lidt, men jeg er lige så glad for, at se en film, der har en skide god historie, med nogle spændende karakterer.

Om en film forgår på Finsk, Spansk, Dansk, Engelsk, Hebræisk eller hviket som helst andet sprog, så vil jeg se den, hvis den har noget der tiltaler mig, som altså kan være godt skuespil, fed historie eller effekter der siger spar to og gerne det hele på en gang.

Og så skal det ikke være nogen hemmelighed, at jeg gerne ser en film, hvis en af mine favoritskuespillere er med. Jeg ser f.eks. alt med Edward Norton og er iøvrigt lige kommet hjem for en halv time siden, efter at ha' set den nye Hulk film :)

Men det blev vist mere til, hvad der trak mig til diverse film og lidt mindre, hvad der gør dem kedelige i mine øjne.

Jeg befinder mig tilfældigvis i L.A. på nuværende tidspunkt og er ved at færdiggøre et manuskript, som forhåbentlig, men sandsynligvis ikke, kan blive solgt herovre. Problemet er dog, at det er en dramatisk, tragisk thriller, der i visse menneskers øjne kan anses for kedelig. Den er ikke afhængig af actionsekvenser eller effekter, men til gengæld af personer, (forhåbentligt) tankevækkende temaer og et foruligende skæbnedrama.

Som skaber af manuskriptet sidder jeg tilbage med den konstante bekymring om, at folk ikke vil være interesserede i det, fordi det måske kan anses for at være langsommeligt. At de vil kede sig. At det i hænderne på forkerte skuespillere, den forkerte instruktør og den forkerte medforfatter vil blive en kedelig omgang hø uden gejst.

Selv kigger jeg tilbage på, hvilke dramaer jeg håber, mit manuskript kommer til at ligne i ånd og sjæl, og hvilke dramaer jeg håber, det ikke kommer til at ligne. Jeg ser på eksempler i den første kategori som Gone Baby Gone, Dead Man's Shoes og Before The Devil Knows You're Dead. I værste fald kunne den jo komme til at blive sammenlignet med The Perfect Stranger, The Brave One eller The Happening, som hovedsageligt er blevet kaldt kedelige.

For mit manuskripts vedkommende er producernes manglende interesse jo også en indikation om, at manuskriptet er kedelig, og så er det, jeg ved, jeg har skudt fuldstændig ved siden af.

Men der vil altid være personer, der vil komme til at kede sig. Som visse allerede har nævnt, handler det om smag. Nogle keder sig ved at se actionfilm uden plot. Visse keder sig ved at se dramaer uden action. Og så er der selvfølgelig dem, der kan lide begge, såvel som dem, der hader begge (tja, nogen skal jo hade film generelt). Jeg ved bare, at jeg må gøre alt for at få passion frem i mit manuskript og gøre det så spændende ved at tage brug af dramaets konventioner, mens jeg stadig prøver at holde fast i manuskriptets originalitet.

#6 - Ja "Reptilicus" og "King Kong (2005)" er alle forfærdelige teenage film ;)

#8 Ja! Jeg regnede nu heller ikke med, at du hentydede til monster poll'en. Det var skam bare lidt sjov, men det er du vel klar over :-)