Ha, jeg lavede det tåbelige stunt: min bedste ven havde inviteret drengene på øl på en bar inde i byen. Jeg tropper op på det aftalte tidspunkt - som den eneste - og lidt forvirret ringer jeg så til min kammerat for at sikre mig, at jeg er det rigtige sted. Det var jeg også - bare ikke den rigtige dag. Jeg havde lige overset, at han i en opfølgningsmail havde skubbet dagen til NÆSTE fredag. :-)
... and in other news: grave robbers pry rifle from Charlton Hestons cold, dead hands.
Gode pointer, og du har selvfølgelig helt ret. Jeg lod fordommene og min antipati styre mig.
Jeg har stadigvæk til gode at læse noget dansk selvpubliceret, som jeg synes er over middel, så du må meget gerne komme med anbefalinger, hvis du har nogen.
Jamen, jeg forstår dig for så vidt udmærket. Trods alt taler vi om en publiceringsform uden (nødvendigvis) nogen konsulentbistand, redaktør eller korrekturlæser, og hvor enhver i princippet kan få trykt sine samlede, ubehjælpelige folkeskolestile i bogform for beløb ned til omkring en plovmand. Alt dette skaber uundgåeligt en masse kvalitetsmæssig støj. Afhængig af, hvor og hvor meget forfatteren betaler for sin udgivelse, kan formen også stille en del krav til vedkommendes realitetssans/selvkritik/redigeringsevner og -grundighed mv. Betales forlaget ikke for disse ydelser bliver teksten trykt, akkurat som den er forfattet og sat op.
Groft sagt er print on demand-konceptet i mange henseender for forfatternes (der har behov for at se sine skriverier realiseret som en bog) skyld end for læsernes. Dette udelukker ikke, at der sagtens kan være tale om ganske udmærket litteratur, og i så fald er det naturligvis ærgerligt, at fordommene taler imod produkterne. Ærgerligt, men i lyset af ovenstående egentlig forståeligt nok. Eksempelvis Gyldendal har da heller ikke lagt skjul på, at de i starten morede sig ret meget over konceptet, som de vel nok betragtede som en form for udledning af alskens afviste møg - en holdning de vist senere har genovervejet.
De to bøger, jeg læste tidligere på året - den ene i foråret, den anden forleden - er begge skrevet af Michael Kamp, der har udgivet en række bøger. De hedder "Fordærv" og "Hvor de gamle visner" og er små, spidse kommentarer til hhv. folkeskolen og ældreplejen, begge i horrorforklædning. Bøgerne er forholdsvis korte og hurtigt læst, også fordi Kamp er en god fortæller.
"Fordærv" er zombie-satire med folkeskolen som ramme. En lærer opdager, at eleverne i hans klasse begynder at dø og dukke op som zombier. Det starter med en enkelt, men uden opbakning fra skoleledelsen i at isolere zombiebørnene, begynder epidemien snart at brede sig. Rummelighedsbegrebet kommer på en hård prøve, efterhånden som smitten breder sig, og situationen løber stadig mere løbsk. Jeg morede mig meget over bogens henkastede ulækkerheder og referencer til problematikker, jeg selv genkender fra min arbejdsgang i folkeskolen gennem en årrække. Problematikkerne/metaforerne er dog gennemskuelige for alle. Et eksempel er Jimmi, som i følge forældrene i hvert fald ikke er død - der må virkelig være noget, læreren har misforstået - eller måske er der tale om en eller anden hetz mod deres søn. Eller skole/hjem-samtalerne, hvor lærerne plejede at stille en skål slik til eleverne, men i lyset af situationen har set sig nødt til også at have en skål med kød til de døde elever. Og en tredje med halal-slagtet kød, for Hassan er jo også smittet.
"Hvor de gamle visner" er helt igennem seriøs og temmelig trøstesløs. Den foregår på et plejehjem, hvor der er noget mystisk på færde, og de gamle begynder at dø på unaturlig vis. Hovedpersonen er gennem hele fortællingen trængt og stresset, og de gamles dagligdag på plejehjemmet er ensom, problemfyldt og uden nær tilstrækkelig opmærksomhed. Og det bliver ikke bedre af, at der tilsyneladende lurer noget fremmed og ondt i ventilationskanalerne.
Michael Kamp skriver udmærket uden overflødigt fedt og med et godt pace (og det er selvfølgelig en smagssag, om man foretrækker lange beskrivelser, men jeg synes, hans tekster fungerer bedst, som de står). I mine øjne ligger bøgernes største problem i opsætningen, der mangler lige margener, hvilket giver meget svingende linjelængder. Det forstyrrer øjet og virker halvfærdigt. Jeg tror, jeg fandt en enkelt stavefejl i "Fordærv" og et par stykker eller tre i "Hvor de gamle visner". Men det fandt jeg også inden for de første 60 sider af "En vampyrs bekendelser" fra Lindhardt og Ringhof, og dét var vel at mærke bogens 5. udgave på dansk ...! Kan man se bort fra skønhedsfejlen med margenerne, synes jeg sgu, det er et par fine små bøger, som jeg ikke er ked af at have stående på hylden. :)
"nå jeg er i biffen så er der alt tid en der skal sparke i det sæd jeg sidder i"
Ha, jeg lavede det tåbelige stunt: min bedste ven havde inviteret drengene på øl på en bar inde i byen. Jeg tropper op på det aftalte tidspunkt - som den eneste - og lidt forvirret ringer jeg så til min kammerat for at sikre mig, at jeg er det rigtige sted. Det var jeg også - bare ikke den rigtige dag. Jeg havde lige overset, at han i en opfølgningsmail havde skubbet dagen til NÆSTE fredag. :-)
Hehe, en af mine venner lavede engang finten med at dukke op til en housewarming en dag for sent. Så stod han pludselig i døren med det største partysmil på læberne og sprut i favnen, da min daværende kæreste og jeg sad og spiste stille og rolig aftensmad sammen med to andre, der havde fundet sammen til festen ...
"nå jeg er i biffen så er der alt tid en der skal sparke i det sæd jeg sidder i"
#12801 filmz-Monolith 16 år siden
Main theme til [url= så meget win!
#12802 cyberzed 16 år siden
#12803 filmz-Utyske 16 år siden
#12804 wimmie 16 år siden
Jeg synes den er rigtig god - bedre end Gran Torino imo :)
#12805 Thomsen 16 år siden
#12806 wimmie 16 år siden
Hehe...og du stod der i dit stiveste puds og glædede dig til øl med vennerne?
;)
#12807 davenport 16 år siden
#12808 evermind 16 år siden
Jamen, jeg forstår dig for så vidt udmærket. Trods alt taler vi om en publiceringsform uden (nødvendigvis) nogen konsulentbistand, redaktør eller korrekturlæser, og hvor enhver i princippet kan få trykt sine samlede, ubehjælpelige folkeskolestile i bogform for beløb ned til omkring en plovmand. Alt dette skaber uundgåeligt en masse kvalitetsmæssig støj. Afhængig af, hvor og hvor meget forfatteren betaler for sin udgivelse, kan formen også stille en del krav til vedkommendes realitetssans/selvkritik/redigeringsevner og -grundighed mv. Betales forlaget ikke for disse ydelser bliver teksten trykt, akkurat som den er forfattet og sat op.
Groft sagt er print on demand-konceptet i mange henseender for forfatternes (der har behov for at se sine skriverier realiseret som en bog) skyld end for læsernes. Dette udelukker ikke, at der sagtens kan være tale om ganske udmærket litteratur, og i så fald er det naturligvis ærgerligt, at fordommene taler imod produkterne. Ærgerligt, men i lyset af ovenstående egentlig forståeligt nok. Eksempelvis Gyldendal har da heller ikke lagt skjul på, at de i starten morede sig ret meget over konceptet, som de vel nok betragtede som en form for udledning af alskens afviste møg - en holdning de vist senere har genovervejet.
De to bøger, jeg læste tidligere på året - den ene i foråret, den anden forleden - er begge skrevet af Michael Kamp, der har udgivet en række bøger. De hedder "Fordærv" og "Hvor de gamle visner" og er små, spidse kommentarer til hhv. folkeskolen og ældreplejen, begge i horrorforklædning. Bøgerne er forholdsvis korte og hurtigt læst, også fordi Kamp er en god fortæller.
"Fordærv" er zombie-satire med folkeskolen som ramme. En lærer opdager, at eleverne i hans klasse begynder at dø og dukke op som zombier. Det starter med en enkelt, men uden opbakning fra skoleledelsen i at isolere zombiebørnene, begynder epidemien snart at brede sig. Rummelighedsbegrebet kommer på en hård prøve, efterhånden som smitten breder sig, og situationen løber stadig mere løbsk. Jeg morede mig meget over bogens henkastede ulækkerheder og referencer til problematikker, jeg selv genkender fra min arbejdsgang i folkeskolen gennem en årrække. Problematikkerne/metaforerne er dog gennemskuelige for alle. Et eksempel er Jimmi, som i følge forældrene i hvert fald ikke er død - der må virkelig være noget, læreren har misforstået - eller måske er der tale om en eller anden hetz mod deres søn. Eller skole/hjem-samtalerne, hvor lærerne plejede at stille en skål slik til eleverne, men i lyset af situationen har set sig nødt til også at have en skål med kød til de døde elever. Og en tredje med halal-slagtet kød, for Hassan er jo også smittet.
"Hvor de gamle visner" er helt igennem seriøs og temmelig trøstesløs. Den foregår på et plejehjem, hvor der er noget mystisk på færde, og de gamle begynder at dø på unaturlig vis. Hovedpersonen er gennem hele fortællingen trængt og stresset, og de gamles dagligdag på plejehjemmet er ensom, problemfyldt og uden nær tilstrækkelig opmærksomhed. Og det bliver ikke bedre af, at der tilsyneladende lurer noget fremmed og ondt i ventilationskanalerne.
Michael Kamp skriver udmærket uden overflødigt fedt og med et godt pace (og det er selvfølgelig en smagssag, om man foretrækker lange beskrivelser, men jeg synes, hans tekster fungerer bedst, som de står). I mine øjne ligger bøgernes største problem i opsætningen, der mangler lige margener, hvilket giver meget svingende linjelængder. Det forstyrrer øjet og virker halvfærdigt. Jeg tror, jeg fandt en enkelt stavefejl i "Fordærv" og et par stykker eller tre i "Hvor de gamle visner". Men det fandt jeg også inden for de første 60 sider af "En vampyrs bekendelser" fra Lindhardt og Ringhof, og dét var vel at mærke bogens 5. udgave på dansk ...! Kan man se bort fra skønhedsfejlen med margenerne, synes jeg sgu, det er et par fine små bøger, som jeg ikke er ked af at have stående på hylden. :)
#12809 evermind 16 år siden
Beklædningen er uvæsentlig: Hvis man drikker nok, er det altid det stiveste puds! :D
#12810 evermind 16 år siden
Hehe, en af mine venner lavede engang finten med at dukke op til en housewarming en dag for sent. Så stod han pludselig i døren med det største partysmil på læberne og sprut i favnen, da min daværende kæreste og jeg sad og spiste stille og rolig aftensmad sammen med to andre, der havde fundet sammen til festen ...