Pyh, har lige været henne at træne for første gang i 2½ år. Det var pænt hårdt, men også meget, meget tiltrængt.
Det er jo ikke den store hemmelighed, at jeg røg i gulvet med en hardcore depression for nogle år siden, og når man er oppe i den seriøse ende af skalaen, som jeg var, så siger man gerne, at man skal fortsætte på medicin i 5-6 år efter. Jeg har været gennem alle mulige slags piller, og desværre også nogle af de virkelig slemme, som nedsætter forbrændingen og slukker mæthedsfornemmelsen. Så siden 2006 har jeg taget henved 30 kilo på - heraf næsten 10 kilo alene i januar i år, fordi jeg skulle skifte til noget andet medicin! Det er lidt som at være gravid med tvillinger :-)
Anyway, nu har den stærkt ekspanderende kæde Fitness World (som jeg mistænker for i hemmelighed at gå efter verdensherredømmet) lige slået dørene op rundt om hjørnet, så der er ikke rigtig nogen undskyldning for ikke at komme afsted længere. Og så er det egentligt et meget rart tidspunkt at starte. Der er ikke den store kamp om maskinerne.
... and in other news: grave robbers pry rifle from Charlton Hestons cold, dead hands.
#8591: Det er sgu flot, at du er så åben og ærlig omkring det. :)
Selv har jeg ind imellem overvejet at melde mig ind i et fitnesscenter, af hensyn til konditionen og helbredet, men jeg bryder mig virkelig ikke om den slags steder. Jeg har sikkert alt for mange fordomme...
#8593 Hvis du tænker på, om det er sådan nogle svedige strandløver, der står og griner halvvejs i smug af en, mens man træner, så vil jeg sige, at det langt fra behøver at være sådan. Jeg kom på et tidspunkt i et fitness-center, hvor det var hyggeligt at træne, netop fordi det var folk i alle aldre og af alle typer, der var klientellet. Men de andre steder findes også, og der var da også dengang et par af de lokale klubber, jeg helt bevidst styrede udenom.
Derudover havde jeg rigtig meget glæde af at gå til karate. Ud over at være fysisk hårdt, så jeg virkelig fik forbrændt nogle kalorier, synes jeg også, det var en mere spændende måde at træne på. Jeg lærte nogle andre ting om kroppen, fik rykket ved nogle grænser, fik arbejdet med min balance og kropskontrol og lærte som en sidegevinst noget om at passe på mig selv (som jeg heldigvis, 7-9-13, ikke har haft lejlighed til at teste om virker i praksis). Det var meget motiverende med holdånden og et par gode trænere, der altid lige pressede én lidt mere. Og jeg var dejligt flad og afslappet, når jeg kom hjem.
Uheldigvis hoppede en stor dreng så op på ryggen af mig sidste sommer, hvilket satte min aktivitet i klubben i bero, og jeg er aldrig rigtig kommet i gang siden, da der er dukket for meget andet op i min hverdag, som jeg forsøger at finde tid til. Bl.a. vil jeg gerne gøre mere ved skriverierne, så selv om karate er fedt, har jeg valgt at nedprioritere det. Jeg viser mig nu og da stadig i klubben og er også en del af bestyrelsen, hvor jeg bl.a. sørger for kontakten til pressen, når vi skal vise flaget i forskellige anledninger. Jeg er dog bange for, at jeg med tiden må trække mig helt, fordi mit overskud til det bliver mindre og mindre. Men jeg har intet dårligt at sige om det, tværtimod! :)
"nå jeg er i biffen så er der alt tid en der skal sparke i det sæd jeg sidder i"
#8595: Ja, det er en af fordommene. :) Men jeg ved godt, at det ikke behøver at være sådan - især efter at have talt med en bekendt, som selv er begyndt at komme sådan et sted. Jeg kan bare slet ikke se mig selv sådan et sted, og så har jeg hverken lyst eller selvdisciplin nok til den form for træning.
For tiden har den stået på yoga for mit vedkommende, hvilket jeg har tænkt mig at holde fast i. Før det gik jeg til badminton eller dyrkede tai chi (det står lidt stille pt.).
Hvorfor hoppede han op på ryggen af dig? Der skete forhåbentlig ikke noget alt for slemt med din ryg.
Jeg kommer pludselig til at tænke på, hvordan John Cleese mon ville have forsvaret sig mod en mand bevæbnet med en strap-on-banan...
#8596 Vi havde leget lidt slåskamp for sjov, og så var han blevet lidt overgearet og forstod ikke, at vi var færdige. Det føltes som et slag i baghovedet. Siden fik jeg voldsom spændingshovedpine efter at have slæbt rundt på noget bagage, og lægen gav mig besked på at undgå fysiske anstrengelser i et par uger.
Selv om jeg fulgte lægens anvisninger, var den gal igen nogle uger efter, fordi jeg havde hængt et par gardiner op. Det var ikke de store anstrengelser, men alligevel kostede det mig 2-3 sygedage, hvor jeg ikke kunne lave andet end at se film. Så lidt godt kom der ud af det. ;)
Jeg ville gerne kunne sige, at der ikke er eftervirkninger længere, men nogle gange, når jeg har slæbt rundt på lidt meget, kan jeg godt mærke snerten af en forræderisk brændende fornemmelse i nakken, og så passer jeg alligevel på ...
"nå jeg er i biffen så er der alt tid en der skal sparke i det sæd jeg sidder i"
Jeg prøvede det her fitness sjov sidste år, og jeg kan slet, slet ikke tage mig sammen til det. Det er i min verden røvkedeligt, og det er fandme svært at gøre meget ved. Ville ønske at jeg kunne finde en sport der for alvor interesserede mig, men det kniber sgu. Er en god svømmer, men det bliver fandme hurtigt ensformigt at padle frem og tilbage.
Gi' dog pengene til Afrika... De har mere brug for dem.
#8598: Er det derfor, jeres nyeste film foregår i våde omgivelser? :)
#8599: Hørt! Jeg mangler bare at lære, hvordan man bærer sig ad...
Spændingshovedpiner er djævlens påfund. I det mindste passer du på. Der er alt for mange mennesker, der hovedløst ignorerer kroppens advarselssignaler, og jeg hader at se folk slide sig selv op.
#8591 Thomsen 15 år siden
Det er jo ikke den store hemmelighed, at jeg røg i gulvet med en hardcore depression for nogle år siden, og når man er oppe i den seriøse ende af skalaen, som jeg var, så siger man gerne, at man skal fortsætte på medicin i 5-6 år efter. Jeg har været gennem alle mulige slags piller, og desværre også nogle af de virkelig slemme, som nedsætter forbrændingen og slukker mæthedsfornemmelsen. Så siden 2006 har jeg taget henved 30 kilo på - heraf næsten 10 kilo alene i januar i år, fordi jeg skulle skifte til noget andet medicin! Det er lidt som at være gravid med tvillinger :-)
Anyway, nu har den stærkt ekspanderende kæde Fitness World (som jeg mistænker for i hemmelighed at gå efter verdensherredømmet) lige slået dørene op rundt om hjørnet, så der er ikke rigtig nogen undskyldning for ikke at komme afsted længere. Og så er det egentligt et meget rart tidspunkt at starte. Der er ikke den store kamp om maskinerne.
#8592 evermind 15 år siden
Av, 10 kg. på en måned ... Man skulle mene, der var rigeligt at slås med alene med depressionen ... :(
#8593 Highland Park 15 år siden
Selv har jeg ind imellem overvejet at melde mig ind i et fitnesscenter, af hensyn til konditionen og helbredet, men jeg bryder mig virkelig ikke om den slags steder. Jeg har sikkert alt for mange fordomme...
#8594 filmz-Bruce 15 år siden
#8595 evermind 15 år siden
Hvis du tænker på, om det er sådan nogle svedige strandløver, der står og griner halvvejs i smug af en, mens man træner, så vil jeg sige, at det langt fra behøver at være sådan. Jeg kom på et tidspunkt i et fitness-center, hvor det var hyggeligt at træne, netop fordi det var folk i alle aldre og af alle typer, der var klientellet. Men de andre steder findes også, og der var da også dengang et par af de lokale klubber, jeg helt bevidst styrede udenom.
Derudover havde jeg rigtig meget glæde af at gå til karate. Ud over at være fysisk hårdt, så jeg virkelig fik forbrændt nogle kalorier, synes jeg også, det var en mere spændende måde at træne på. Jeg lærte nogle andre ting om kroppen, fik rykket ved nogle grænser, fik arbejdet med min balance og kropskontrol og lærte som en sidegevinst noget om at passe på mig selv (som jeg heldigvis, 7-9-13, ikke har haft lejlighed til at teste om virker i praksis). Det var meget motiverende med holdånden og et par gode trænere, der altid lige pressede én lidt mere. Og jeg var dejligt flad og afslappet, når jeg kom hjem.
Uheldigvis hoppede en stor dreng så op på ryggen af mig sidste sommer, hvilket satte min aktivitet i klubben i bero, og jeg er aldrig rigtig kommet i gang siden, da der er dukket for meget andet op i min hverdag, som jeg forsøger at finde tid til. Bl.a. vil jeg gerne gøre mere ved skriverierne, så selv om karate er fedt, har jeg valgt at nedprioritere det. Jeg viser mig nu og da stadig i klubben og er også en del af bestyrelsen, hvor jeg bl.a. sørger for kontakten til pressen, når vi skal vise flaget i forskellige anledninger. Jeg er dog bange for, at jeg med tiden må trække mig helt, fordi mit overskud til det bliver mindre og mindre. Men jeg har intet dårligt at sige om det, tværtimod! :)
#8596 Highland Park 15 år siden
Men jeg ved godt, at det ikke behøver at være sådan - især efter at have talt med en bekendt, som selv er begyndt at komme sådan et sted.
Jeg kan bare slet ikke se mig selv sådan et sted, og så har jeg hverken lyst eller selvdisciplin nok til den form for træning.
For tiden har den stået på yoga for mit vedkommende, hvilket jeg har tænkt mig at holde fast i. Før det gik jeg til badminton eller dyrkede tai chi (det står lidt stille pt.).
Hvorfor hoppede han op på ryggen af dig? Der skete forhåbentlig ikke noget alt for slemt med din ryg.
Jeg kommer pludselig til at tænke på, hvordan John Cleese mon ville have forsvaret sig mod en mand bevæbnet med en strap-on-banan...
#8597 evermind 15 år siden
Vi havde leget lidt slåskamp for sjov, og så var han blevet lidt overgearet og forstod ikke, at vi var færdige. Det føltes som et slag i baghovedet. Siden fik jeg voldsom spændingshovedpine efter at have slæbt rundt på noget bagage, og lægen gav mig besked på at undgå fysiske anstrengelser i et par uger.
Selv om jeg fulgte lægens anvisninger, var den gal igen nogle uger efter, fordi jeg havde hængt et par gardiner op. Det var ikke de store anstrengelser, men alligevel kostede det mig 2-3 sygedage, hvor jeg ikke kunne lave andet end at se film. Så lidt godt kom der ud af det. ;)
Jeg ville gerne kunne sige, at der ikke er eftervirkninger længere, men nogle gange, når jeg har slæbt rundt på lidt meget, kan jeg godt mærke snerten af en forræderisk brændende fornemmelse i nakken, og så passer jeg alligevel på ...
#8598 gi-jones 15 år siden
#8599 evermind 15 år siden
#8600 Highland Park 15 år siden
#8599: Hørt!
Jeg mangler bare at lære, hvordan man bærer sig ad...
Spændingshovedpiner er djævlens påfund. I det mindste passer du på. Der er alt for mange mennesker, der hovedløst ignorerer kroppens advarselssignaler, og jeg hader at se folk slide sig selv op.