hehe ku jeg godt ha fortalt dig, nej du, se the haunting eller rose red istedet :>

Det samme er Rose Red synes jeg.. :)

Så har jeg fået set "lidt" film i hjemmebiffen.

Dazed and Confused (Richard Linklater; 1993)

Er normalt utrolig betaget af Linklater's film, og da jeg så, at Tarantino havde inkluderet denne film på hans Top-10 all-time, blev jeg nød til at se den så hurtigt som muligt. Handlingen kan bedst sammenlignes med George Lucas' mesterværk "American Graffiti" (Sidste Nat Med Kliken).

En amerikansk Highschool i 70erne har netop fået sommerferie, og så skal der naturligvis festes igennem. Ligesom i American Grafitti er stemningen eminent, og man føler virkelig at være til stede i festlighederne. Personerngalleriet består af de åbenlyse stereotyper, men de er skrevet med eminent hånd, og gør virkelig stort indtryk på séeren. Hovedsageligt følger man Football-spilleren Randall "Pink" Floyd, som føler han er forhindret i at nyde livet pga. hans sport, og Mitch Kramer, som er "Freshman", og kæmper med alle de mange nye oplevelser, da han kastes ud på en volsom rutschetur med øl, pot og piger, som er uforsket land for ham. Alt foregår i et tempo, hvor alle kan følge med, og nyde alle begivenhederne sammen med hovedpersonerne.

Filmen har muligvis mistet lidt af pusten, da drukorgierne og de store mængder pot, unægteligt ikke er ligeså provokerende idag som det var i 70erne. Det er meget morsomt, at se mange af dagens stjerner i starten af deres karriere. Bl.a. kan Matthew McConaughey, Ben Affleck og en kun 16-årig Milla Jovovich nævnes som lyspunkter i denne lille perle af en film. - 9/10

----------------------------------------

Leaving Las Vegas (Mike Figgis; 1995)

Nicolas Cage er helt i topform i denne rørende fortælling om Ben Sanderson, en middelaldrende forretningsmand der har mistet alt, som tager til Las Vegas for at drikke sig ihjel. Her møder han Sera, spillet af en fantastisk Elisabeth Shue, som totalt ændrer hans syn på livet. Sera lever et ensomt og ulykkeligt liv som prostitueret, indtil hun møder Ben, som betaler hende 500$ for at snakke med ham, og der knyttes et fantastisk forhold mellem de to.

Kemien mellem Nicolas Cage og Elisabeth Shue er fabelagtig, og trækker denne ,til tider ellers ret middelmådige, film op på et rigtig fornuftigt niveau. - 8/10

----------------------------------------

Sátántangó (Béla Tarr; 1994)

Det var med mange bange anelser jeg gik igang med denne film. Jeg havde hørt en masse fantastisk om instruktøren (Béla Tarr), men havde aldrig før set noget af ham, da det er næsten umuligt at opdrive herhjemme. Da den er i sort/hvid, er på ungarsk og har en spilletid på intet mindre end 450 minutter (7½ timer), er dette vel den polare modsætning, af hvad der kommer ud af Hollywood i disse dage.

Filmen åbnede med et 10 minutter langt tracking shot af en flok køer der vandrer gennem en øde landsby, og allerede her står det klart, at det er en helt specielt oplevelse der venter forude. I alt talte jeg til 12 shots på over 10 minutter!! Dette kan virke enormt afskrækkende, men tiden flyver simpelthen afsted på ret skræmmende men fascinerende måde. Billederne er helt i top (lykkeligvis), og giver en følelse af rum, som kun kan sammenlignes med Kubrick's optagelser når han er helt i topform. Filmen føles til tider helt blottet for handling, men på de 7 timer kommer man alligevel omkring plottet, med en grundighed jeg aldrig har set lignende. Handlingen bliver i bedste Tarantino-stil fulgt fra forskellige vinkler, og jeg kan ikke sætte en eneste plet på Béla Tarr's eminente fortællerstil.

Jeg kunne gå i dybden med handlingen, men det kan jeg slet ikke overskue. Vil blot konstatere at denne film er et mesterværk, og med garanti ulig noget du nogensinde har set før. Den gik direkte ind på en 2. plads på min Top-20 over bedste film fra 90'erne, og jeg skal helt sikkert se den igen, så snart jeg kan finde tiden til det. Hvem ved.. Måske er det filmen der kan vælte Dead Man fra tronen.. Noget jeg aldrig troede ville ske. - 10/10

----------------------------------------

Panic Room (David Fincher; 2002)

Er normalt af den overbevisning at David Fincher er en rimelig overvurderet instruktør. Han er bestemt dygtig, men den måde som folk nærmest forguder ham på, kan jeg overhovedet ikke forholde mig til. "Se7en" og "Fight Club" var begge gode film, med en dejlig dunkel stemning. The Game kunne jeg ikke lide, og jeg vil lade tvivlen komme ham til gode, og ikke kalde Alien 3 for en David Fincher film. Panic Room er en film som mange David Fincher elskere ikke kan fordrage, og derfor var det med meget blandede forventninger jeg satte den på. Jeg blev heldigvis positivt overrasket, og sluttede med et ganske godt indtryk af den.

Plottet er meget simpelt, men det er ikke nødvændigvis en dårlig ting. Megan Altman flytter, sammen med sin datter Sarah, ind i et enormt hus, efter hun er blevet dumped af sin stenrige ægtemand. Allerede den første nat sker der ting og sager, da et hold forbrydere bryder ind i huset, på jagt efter en ukendt skat, der ligger gemt i husets sikkerhedsrum, det såkaldte "Panic Room". sikkerhedsrummet er en jernfæstning, hvor man ikke kan komme ind, når først døren er smækket indefra. Megan og Sarah søger tilflugt i rummet, men forbryderne vil ikke gå tophændede derfra, og starter en belejring af rummet, og prøver diverse snedige tricks for at skaffe sig adgang.

Skuespillerne leverer alle varen, men det er David Fincher, der har gjort denne film, til hvad den er. Bakket op af et godt manuskript, får han virkelig gode muligheder, for at rulle sig helt ud stilistisk, som vi kender ham fra "Fight Club". "Panic Room" er en særdeles veldrejet thriller, med tilhørende plot-twists som er Fincher's speciale. Ganske vidst mister den lidt af pusten, og enkelte scener virker unødvændige, men resultatet er ganske godt, og den fortjener helt sikkert et gennemsyn. - 7/10


----------------------------------------

Eraserhead (David Lynch; 1976) [Gensyn]

Dette er en surrealistik fortælling om Henry Spencer, som lever i en mørk tid, hvor det meste af jordens overflade er dækket af fabrikker, der står og pumper røg ud dag og nat. Henry bor alene i sin lejlighed, hvor han opbevarer skåle med vand i sine skuffer, og ofte fantaserer om en kvinde, der holder til i hans radiator, som synger om bedre tider i himmelen. En dag får Henry at vide, at han er blevet far til en uhyggeligt deform baby, og han går derefter nogle meget mærkelig oplevelser i møde. Hver eneste scene føles mere bizar end den foregående, og man skal som altid igennem en stor analyse, før tingene begynder at give mening.

Eraserhead er David Lynch når han viser sig fra sin mest hardcore side. Om denne film er makværk eller mesterværk er individuelt, men ligegyldigt hvad, er man helt sikker på at Eraserhead vil sætte sine dybe spor. Selv synes jeg den er blandt Lynch's bedste værker, kun overgået af den formidable "Lost Highway". - 9/10

----------------------------------------

Hellboy (Guillermo del Toro; 2004)

Ikke så meget at sige om den. Havde forventet det værste af denne film, og jeg fik delvist ret, men den har dog sine lyspunkter af og til. Strukturen er den samme som altid, og historien er virkelig dårligt fortalt. Det er nærmest pinligt dårligt i mange scener og jeg sad ofte og krummede tæer. Det meste på skærmen er ekstremt uinteressant, og den kiksede romance er kronen på værket. Af positive ting skal nævnes den gode CG, og nogle ret interessante karaktere som redder filmen fra en katastrofekarakter. Specielt er Hellboy's ven Abe Sapien en humoristisk fyr, der fik mig til at trække på smilebåndet adskillige gange

Hellboy er en god film til en Søndag formiddag med tømmermænd. 3/10

----------------------------------------

Solyaris (Andrei Tarkovsky; 1972) [Gensyn]

Inden jeg ville kaste mig over Soderberghs nyfortolkning, fik jeg gravet Tarkovsky's gamle episke Sci-fi klasikker frem, og det er altid en sikker vinder hos mig. Den omhandler Kris Kelvin, en rusisk psykolog, som bliver tilkaldt en rumstation hvor alt er rivende galt. Hvad der sker får han ikke at vide inden afrejsen, men må selv opleve det på nær hånd. Rumstationen holder til nær planeten Solaris, hvis overflade består af et stort og meget mystisk hav, som mange tror besider en eller anden form for intelligens. Situationen på rumstationen er mildest sagt kaotisk. Efter nogle forsøg med radioaktivitet på planeten, oplever menneskerne på rumstationen, at planeten skaber manifestationer af de personer som besætningen drømmer om, ud fra hvordan de har oplevet dem. Det lyder langt ude, og det er det også. I Kris Kelvin's tilfælde er det hans afdøde kone Hari, som bliver vækket til live ombord på rumstationen. Hvordan handlingen foregår derfra er en formidabel rejse ind i hovedpersonernes sind, og den stiller meget store spørgsmål omkring eksistens og moral.

Filmen sammenlignes ofte med Stanley Kubricks mesterværk "2001: A Space Odyssey", og det er ikke uden grund. Hvor 2001 omhandler Nietsche's teorier, hvor supermennesket bliver skabt når han forlader sin menneskelighed, vender Solaris blikket den anden vej, og kigger dybt ind i sjælen, og fokuserer på det der gør os til dem vi er. Jo mere mennesket udforsker rummet, for at søge efter svar, på de ting vi ikke kan forklare, jo mere fortvivlede bliver vi og vender blikket mod os selv igen. Dette bliver fantastisk illusteret af smukke naturscener osv. der virkelig viser hvor meget besætningen længes efter at komme hjem.

Jeg er enorm Tarkovsky fan, og synes han rangerer blandt de 3 bedste instruktørere nogensinde... Mindst! Hans nærmest ekstatiske brug af kameraet er unikt, og kommer i højeste grad til udtryk her. Specielt er hans optagelser af vand geniale og enormt gribende. Oprindeligt er Solaris en fantastisk Sci-fi roman, skrevet af Stanislaw Lem, som også har hjulpet til med manuskriptet til filmen. Pga. af gnidninger mellem Tarkovsky og Lem endte Solaris desværre som et komprimis mellem de to, hvor begge var nogenlunde tilfredse, og det kan sagtens ses. Tarkovsky's vision var at belyse de meget fascinerende emner omkring liv og eksistens, som kommer op i bogen, og dermed skubbe sci-fi delen i baggrunden.. Dette var Lem mildest sagt utilfreds med. Filmen står med et ben i hver lejr, og følelsesdelen bliver aldrig bundet ret godt sammen med videnskabsdelen, og det resulterer i den svageste af Tarkovsky's film. imo. Når det er sagt, vil jeg sige, at filmen stadig er et nær-mesterværk, og det er kun pga. Tarkovsky's andre suveræne film, at jeg muligvis lyder lidt negativ.

Filmen bliver fortalt i et dræbende langsomt tempo, som kan få mange til at skifte kanal, men dem der holder fast vil blive rigt belønnet. - 9/10

----------------------------------------

Solaris (Steven Soderbergh; 2002)

Så blev det tid til en anden version af filmen, og denne gang er det Steven Soderbergh der står bag roret. Soderbergh er også en instruktør, jeg har meget respekt for, og jeg blev meget glædeligt overrasket, da jeg første gang hørte om projektet. Handlingen og budskabet er det samme, men fokus er drejet endnu mere ind på det følelsesmæssige område. Filmen varer kun knap halvdelen af orginalen, men bliver stadigvæk fortalt i et meget langsomt tempo. Dette kræver selvfølgelig, at meget af historien cuttes væk, og det er Soderbergh sluppet ret godt fra. Optagelserne er mindst ligeså flotte som i den orginale, og det siger ikke så lidt. Soderbergh har med Solaris virkelig skabt den flotteste film i hans karriere imo.

George Clooney og Natascha McElhone (Ja, hende fra feardotcom o_O) har virkelig gode kemi, og leverer varen endnu bedre end castet i den orginale film. Af negative ting skal nævnes filmens fokus, som totalt udelukker alle forklaringer på de ting vi sker. Hvis man er ikke har set den orginale eller læst bogen, står man meget dårligt som séer, og det er sikkert det, der er skyld i den negative omtale filmen har fået.

Alt i alt har Soderbergh skabt en rigtig flot film, som næsten kan hamle op med den orginale. 8/10

----------------------------------------

Barry Lyndon (Stanley Kubrick; 1975) [Gensyn]

Barry Lyndon er uden tvivl Stanley Kubrick's mest underratede værk, og står for mig som en af de bedste film nogensinde.

Filmen er opdelt i to. Først følger vi den unge Redmond Barry, som er en irsk knægt fokuseret på, at blive til noget i samfundet. Han må dog gå så grueligt meget igennem først, og vi følger ham på flugt fra loven, i krig (på begge sider), som spion og endeligt som gambler, hvor han rejser rundt med hans chef, den fornemme "Chevalier de Balibari" til adelige godser. Her møder han Lady Lyndon, og ser sin chance, til at gifte sig til både gods og guld. Da hendes fader dør, er det pludselig Barry der har magten, og han tager det adelige navn Barry Lyndon. Anden del fokuserer på Barry Lyndon's fald fra toppen, og der er virkelig dybt at falde.

Filmen står teknisk, som det bedste jeg nogensinde har set. Stanley Kubrick er helt i topform, og udnytter lys på fantastisk vis. Naturligvis kan nævnes de berømte sterinlys scener, hvor der ikke er brugt andre lyskilder. Stanley Kubrick har brugt en meget avanceret linse, som normalt bliver brugt af NASA, til at filme disse scener, og det ser fantastisk godt ud. Hver eneste frame i filmen er smuk som et 1700-tals maleri, og de siger alle mere end tusinde ord.

Alle med filmsmagen på rette sted bør helt sikkert give dette mesterværk en chance. - 10/10

----------------------------------------

Cabin Fever (Eli Roth; 2002)

Mange havde sagt, at dette var en moderne udgave af Evil Dead, og det fyldte mig med forhåbninger. jeg gav den en chance, og jeg var dybt, dybt fascineret af den. Hver eneste gang jeg tænkte, hvordan den muligvis kunne blive endnu dårlige, skete det. Manuskriptet yder slet ikke ordet "elendigt" retfærdighed, og skuespillerne spiller dårligere end jeg gjorde i vores 2. klasses skolekomedie.. Meget dårligere. Man kan kun beundre, hvordan de har timet jokes, punchlines, lydeffekter osv. til at falde på de allermest upassende tidspunkter. Denne film er lavet på et tabt væddemål.. det er 100% sikkert.

Giv den en chance, hvis du absolut ikke har andet, at give dig til. - 0/10

----------------------------------------

Short Cuts (Robert Altman; 1993) [Gensyn]

Short Cuts har længe hørt til mine favoritter, og den bliver simpelthen bedre og bedre for hver gang. Handlingen er meget svær at opsumere, da der bliver fortalt 10 forskellige historier, der ikke har meget til fælles, men dog til tider har stor indflydelse på hinanden. Til sammenligning kan nænves Paul Thomas Anderson's "Magnolia" som har hentet meget inspiration fra denne film. Det er korte men meget intense scener, der hopper rundt mellem hinanden, og får de 3 timer til at føles som ingenting. Det hele foregår på en sommerdag i Los Angeles, der skal vise sig at blive skæbnesvanger for de mange involverede.

Robert Altman er geniet bag kameraet, og den får hans ellers fantastiske film som "Nashville" og "The Player", til at ligne det rene ingenting. Hele castet leverer også fantastiske præstationer, og specielt Julianne Moore og Andie MacDowell går lige i hjertet på mig. Vil helst ikke gå meget i detaljer, da næsten alle oplever filmen forskelligt, og jeg bestemt ikke vil påvirke denne oplevelse. Bare lyt til mit råd - Få set den så hurtigt du kan! - 10/10

Puha... Skrivekrampe

Real Genius

En af Val Kilmers første film, en meget typisk 80'er komedie, som holder udemærket stadigvæk, mest pga. Val Kilmer, som bare fyrer det ene snappy comeback efter det andet af.

Den har helt sikkert sin charme, hvis man kan holde den ganske frygtelige musik ud, som kører igennem det meste af filmen. :)

Satantango kunne købes gennem DVD Beaver, men nu da de er lukket, er jeg ikke sikker på, hvem der forhandler den.