Movie1000

Som de mange andre har skrevet, er det godt nok noget af en tur du har været igennem! Umiddelbart lyder det til, og uden jeg vil dømme nogen, at der har været en enorm mangel på empati hos de personer du omgiver dig med i din hverdag. Hvis der er nogen som vil hjælpe dig, skal det foregå på dine præmisser og på en måde, så du har det godt med det, og kommer fremad. Men det kan være rigtig svært at lade nogle hjælpe en, når man har så lidt tillid til dem.

Hvordan er dit forhold til din far? Føler du han for alvor lytter og forstår dig? Hvis det er tilfældet, kan du jo eventuelt invitere ham (uden din mor eller andet familie), og få talt ud med ham, især hvordan du har det med de begivenheder du her har beskrevet. Men det er vigtigt han kan være der for dig, på dine præmisser, men kun, hvis du har den tiltro og tillid til ham.

En anden ting du måske kan gøre, er at komme i kontakt med andre der har eller har haft en depression, for de har måske selv været igennem nogle af de samme frustrationer med ikke at føle sig forstået, og de vil måske være rigtig gode til at lytte og fortælle selv, hvordan de har eller har haft det.

Mine bedste og varmeste ønsker og tanker går til dig at du får det godt. Stor virtuel krammer! :)

Lad være med at tænke på andet end at få det bedre, uddannelse og den slags skal nok komme senere. Jeg er fx. 38 år og jeg har stadig ikke fundet ud af hvad jeg vil være, når jeg bliver voksen, så man behøver bestemt ikke at have travlt på det punkt. :)

Når du får det bedre, vil de andre ting helt sikkert oss' falde på plads.

Neranders (11) skrev:

Hvordan er dit forhold til din far? Føler du han for alvor lytter og forstår dig? Hvis det er tilfældet, kan du jo eventuelt invitere ham (uden din mor eller andet familie), og få talt ud med ham, især hvordan du har det med de begivenheder du her har beskrevet. Men det er vigtigt han kan være der for dig, på dine præmisser, men kun, hvis du har den tiltro og tillid til ham.

Jeg har rigtig meget tillid til ham, han er en af de få som har støttet mig ved min side, men føler ikke rigtig at han forstår mig.

Jeg kan ikke sove, kan simpelhen ikke finde ro, vreden er enorm lige nu og pulsen dunker i hele kroppen. Så jeg vil prøve at finde ro ved at fortsætte emd at skrive. Så må jeg se om det hjælper når jeg er færdig emd at skrive dette indlæg ellers kontakter jeg min søster.

Jeg var lidt spændt på at starte på grundforløbet. Der var en masse nye ansigter og vi skulle lave mad. Jeg fandt dog hurtigt ud af at jeg stod ret meget alene. De fleste kendte hinanden og havde allerede dannet grupper med hinanden. Resterne (altså dem som stod alene og ikke kendte nogen) fik deres egen gruppe som jeg var med i, jeg havde intet problem med dem og fik et godt venskab til, han sluttede desværre allerede efter korttid, så nu stod jeg alene. Når vi var i køkkenet, og kom i grupper, var jeg altid sidste mand som blev sat på en gruppe, og som sidste mand og den person man mindst vil have i gruppen vælger de mig til at gøre alt slave arbejdet, altså vaske op, gøre rent eller ordne grøntsager, sådan var det hver gang.

De gange hvor vi arbejde selvstændigt var jeg heldigvis en af de kvikke og kunne klare mig selv. Der fik jeg også ros. I teori var jeg også meget en enspænder, men fik de bedste karaktere af eleverne. En dag vi havde åbent hus, var jeg spændt på at mine forældre skulle komme og se mig og se hvad jeg havde lavet af mad.

Læreren samlede alle elever, og spurgte højt hvem vil lave det og hvem vil lave det. Selvfølgelig gik de sædvanlige grupper sammen, så stod vi 5 personer tilbage og læreren sagde bare med et neutralt ansigt, resten kan tage opvasken og vendte sig om og gik i gang med at hjhælpe de andre. Så kom tidspunktet på dagen hvor mine forældre kom, og jeg stod ude i opvasken, jeg havde ikke engang tid til at sige hej, fordi der var så meget opvask, aldrig har jeg været så flov og skuffet. Nu var åbenthhus slut, bare ikke for os 5 opvaskere, vi skulle tage det sidste opvask og gøre værkstederne rene og smide skrald ud imens de andre fik fri. Lærerne stod endda og hundsede med os fordi hun ville hjem.

Gruppe arbejdet i køkkenet blev for meget for mig, og jeg sagde det til min kontakt lærer, han måtte også indrømme overfor mig at ejg var på en liste over uegnet til eksamen. Der fik jeg lidt et chock fordi det var 14 dage inden eksamen, jeg spurgte hvorfor. Han sagde at min lærer mente at jeg ikke havde vist at jeg kunne nok i et køkken og at jeg ikke var social nok. Den lærer jeg havde var halvdelen af tiden på kursus. Jeg blev tilbudt at tage grundforløbet igen til foråret. Men jeg sagde rend mig også tog jeg de sidste teori timer. Det sidste jeg hørte derude fra var at 7-9 elever fik samme besked som mig, dagen inden eksamen.

Det var lidt noget lort, vidste ikke hvad jeg skulle foretage mig nu, og det var blevet jul. Heldigvis sker der et julemirakel, en filmz bruger opretter en tråd om et gratis højskole ophold i skagen med medie som tema, der var valgfag som Harry potter og stanley kubrick, jeg takkede ja og tilmeldte mig og gik hele julen og glædet mig. 9 dagen inden jeg skulle rejse er der så en anden film bruger som sender et link hvor i der står at højskolen er gået konkurs. Det slog mig lidt ud og jeg var bange for hvad der nu skulle ske, i panik valgte min uu-vejleder og jeg at sætte mig på en mentor ordning i forbindelse med et højskole ophold på Esbjerg højskole med Journalistik. Desværre var jeg blevet 18 år, så jeg skulle sige farvel til min arbejdsplads som bogopsætter på det lokale bibliotek som jeg havde arbejdet på i 4½ år, de har behandlet mig rigtig godt og ville ikke af med mig, da jeg var hurtigt til mit arbejde og vidste hvor alt ting stod når de ikke selv kunne finde det.

I starten virkede det hele meget lovende, vi var 13 og ingen kendte hinanden og vi kom fra hele danmark. Maden var god og vi syntes det var en god start. Men pludselig blev maden alt for ensartet og skolen lyttede ikke til vores behov, og de var ikke forebredt på at vi blev weekenden over. Det spredte en lidt dårlig stemning, og det gjorde det ikke bedre af at undervisningen var ringe tilrettelagt og udstyret var forældet, vi brugte bånd og tykke kabler. Udstyret var nok nyt da vores underviser blev anset tilbage i 70erne. Eleverne begyndte at drikke, og kom sjældent til tiden pga tømmermænd.

Folk begyndte at gå i grupper og fordi jeg er den stille type og sofahygge, holdte jeg mig mest til i mit værelse og deltog sjældent i festerne. Det gjorde så også at ejg blev en enspænder til sidst. Men jeg havde ikke et problem med de andre kun når de festede torsdag nat, men ellers ikke, så var det dem som havde et problem med mig. Det endte med at der var 3 som stopepde og 2 som blev smidt ud. Jeg stoppede inden studieturen til Berlin for havde intet at gøre med tur der blev tilrettelagt.

hmmm hva så nu.......... Jeg gik der hjemme siden juli til og med 14. November. I den tid gik jeg bare der hjemme, det eneste jeg rigtig lavede var en uge i århus, hvor gi_jones (AMEEEN!!) gav mig lov til at hjælpe til med hans kortfilm "Definitely Dead". Det var en dejlig uge, spændende og sjovt for slet ikke at sige det samme om menneskerne omkring en.

Men i starten af november fik jeg nok af bare at gå derhjemem og bare gå til møder hso uu vejlederen. Så jeg sagde at jeg ville igang bare emd et elelr andet, fordi jeg fik det dårligt af bare at være der hjemme psykisk. Jeg blev så tilmeldt ude på Esbjerg produktionskole og kunne starte i deres værksted cafeen fra mandag den 14. november. Det var ikke noget jeg ligefrem gik og glædet mig til, de fleste kender godt et produktionskoles omtale. Jeg startede derinde, fik det dårligere, tænkte hele tiden på at alle dem som jeg kender er igang med noget, imens jeg stadig bare går og ikke aner hvad jeg vil + jeg ikke havde nogen at være sammen med i fritiden. Min lærer kunne godt se og mærke det på mig. Hun fik mig i kontakt med skolens psykolog også begyndte forandringen.

Jeg gik en masser ture og jeg begyndte at tænke baglæns, hvorfor er jeg her og hvorfor er jeg som jeg er. Jeg fandt/fik utrolig mange svar, som jeg havde spurgte mig selv i flere år.
Jeg fandt ud af at, de skoler jeg har gået på har aldrig taget hånd om mig, mine forældre har aldrig givet mig nogen form for omsorg med mindre det handlede om penge.

Jeg kan give nogle eksempler, som 6-7 årig blev jeg træt af at side og spise hos dem, lige siden der tog jeg altid min mad når der blev sagt at maden var færdigt også gik jeg med det ind til mig selv. Det var ikke altid jeg spiste deres mad, mange gange lavede jeg min egen mad. Min mor havde altid planlagt sin dag sådan her, arbejde, hjem og sove, spise, se tv og sove. Min far er godt oppe i alderen (Han bliver 70 til oktober). Så der var ikke det helt store jeg kunne lave emd ham, udover spille kort. Husker tydeligt en dag hvor jeg leged emed biler som 6 årig, pludselig gad han ikke mere og vrissede lidt ad mig og sagde at jeg måtte også selv finde på nogle ting at lave, så jeg tog min cykel og cyklede ned på det lokale bibliotek for at låne en film eller to. (Det var mit første skridt som filmnørd høhø).

De andre børn, kunne jeg ikke rigtig med, jeg prøvede skam, jeg har gået til Fodbold, håndbold, batminton, teakwondo, svømning, spejder, skydning og ishockey. Det var bare ikke mig, i starten, men så gik det sjove af det og træningen blev hårdere. Jeg tog istedet imod ungdomskolens tilbud med blandt andet madlavning, counter strike og film anmelder.

Jeg tror også det har noget at gøre med at je gsom 7 årig fik diabetes, tror at de andre så meget anderledes på mig. Det har ikke været en nem sygdom at få i den alder, fordi der var ingen kommunikation melelm forældrene så de vidste ikke hvad de skulle gøre ved mig til fødselsdag elelr hvis jeg kom på besøg. Så det var lettest slet ikke at dukke op, og jeg var flov over at skulle tage nogne med hjem, fordi mine forældre var så gamle og det eneste ejg havde som vi kunne lave sammen var en playstation eller se film. Havde dog en trofast ven i det meste af min barndom, men mistede kontakten til ham for 5 år siden, vi har prøvet at få kontakt lige siden, men er altid slået fejl.

Jeg gik egentlig og havde det fint nok inde i cafeen, og lærte mange nye at kende, men mange skulle videre så det va rkun kort tid de var derinde. Tilfældigvis starter der en på min egen alder, og vi kendte hinanden det var ham fra EUCvest som desværre sluttede tidligt i forløbet, vi hyggede os rigtig i den tid han var derinde og har stadig kontakt til ham idag :)

Nu til et mere øm punkt.
I Januar startede der en pige inde i cafeen, som mange af jer ved, var ejg rigtig glad for hende. Hun stopede så i starten af marts og jeg blev ked af det, så jeg ville kontakte hende og det gjorde jeg. Jeg skrev meget med hende RIGTIG MEGET. Var til tider lidt for påtrængende, men blev ved med at skrive hun skulle sige til hvis det var ubehageligt eller jeg skulle stoppe med at skrive. En enkel gang, skrev hun at hun følte jeg pressede hende, og det var også fair nok og det blev jeg glad for at høre, så jeg vidste det. for en ca en måned siden mødtes vi så hjemem ve dmig, et kort møde. Jeg var forelsket i hende og skrev det til hende, men jeg vidste godt hun ikke følte det samme og det havde jeg accepteret og ville bare stadig gerne have hende som en rigtig god veninde, det jeg var mest nervøs for om det skulle ændre på noget. for 2 uger siden kom hun tilbage inde på cafeen. Jeg var jo lidt trist over alt det der var sket på det tidspunkt, så jeg snakkede ikke rigtig til hende, men når ejg gjorde beholdte jeg stadig den tone og humor vi hele tidne havde haft og skrevet om.

I fredags får jeg så at vide at hun hele tiden har gået og være bange for mig og ikke turde snakke til mig. Der blev jeg sgu såret, det har aldrig været meningen at nogen skulle være bange for mig elelr hun skulle føle sig utryg. Det gav bare ingen mening og jeg kan stadig ikke få det til og give mening, hvis hun var så bange for mig hvorfor så blive ved med at skrive til mig, og i onsdags var hun endda hjemme og besøge mig. Lærerne vidste ikke hvad de skulle gøre, mend e turde ikke have mig derinde, pga det som hun har det, fordi jeg er trist og fordi jeg truede med selvmord. Og nu får jeg at vide at pigen har dårlig samvittighed over at hun tror at hun er skyld i min depression. Og jeg kan ikke rigtig takle den her situation og jeg forstår ikke hvorfor lærerne lytter emre til hende end til mig, hun har været afmeldt fra skolen siden marts også har hun været derinde i 2 uger og de lytter mer etil hende end til mig, tror de hun er rask nok? hun har også nogle psykiske problemer, men den vinkel har de ikke lige tænkt over.

hehe
Meningen var at jeg skulle falde til ro, men det har ikke hjulpet, jeg ved godt hvorfor pulsen er oppe at køre og jeg er vred, det er fordi pigen her har gjorde mig vred inden jeg skrev, og nu slutter ejg med det som gjorde mig vred. Så det har ikke rigtig hjulpet at skrive denne lange smørre selvom den skulle op engang. Jeg er bare vred over at hun ikke har sagt noget, og at nu har skyldfølelse over sin egen beslutning. At hun siger til andre at jeg lyver. Og det gør mig rasende, det er fandme det sidste jeg er, så er det en løgner, jeg er det mest ærlige og åbne mennekse jeg kender. Sidste gang jeg blev kaldt for en løgner blev jeg for alvor bagtalt, og det er jeg bange for at de med garanti også gør inde i cafeen.

Jeg tror jeg skriver til min søster.

Skeloboy (18) skrev:

Du har ALTID en fremtid! Måske din situation ikke er så nem at overskue lige nu, men det bliver bedre.

hehe man kan vel også sige at jeg har en del erfaring med at prøve noget nyt.

Jeg har kun fået sovet 5 timer i nat, og jeg kan stadig mærke selvom jeg er møgtræt er ejg stadig vred, skal til møde med psykiatrien idag og vil snakke emd dem om det her, også tror ejg at jeg vil kontakte cafeen, skrive en uskyldig besked om at ej gvil hente mine ting, også vil jeg spørge om læreren har tid til en snak. For jeg føler at de slet ikke har hørt min side af historien mhs til pigen at de kun har hørt hendes version.