Jeg er først lige blevet opmærksom på denne tråd. Du får også positive tanker med herfra, Michael. Ligesom Skeloboy må jeg også protestere lidt imod tanken at "du ikke har en fremtid" - det har du selvfølgelig. Kriser er hårde, men fælles for dem er, at de går over på et tidspunkt. Nogen gange tror jeg, det er godt at spørge sig selv: "Hvad er det værste, der kan ske?" Vejen dertil kan være hård, men på den anden side kan man være optimistisk, fordi dér venter mulighederne på én.
Jeg håber, tingene (snart) løser sig for dig, din far og morfar, og vennerne og jobbet, osv.. Jeg ved ikke, om det har den store betydning for dig rent personligt, men jeg vil bede for dig også. Jeg synes i øvrigt din ærlighed og sårbarhed er forfriskende her på siden, og selv om du måske ikke tænkte så meget i de baner, så var det et godt initiativ at du delte din historie. Det (sammen med reaktionerne her i tråden) vidner om, at her er noget "community", og det varmer da hjertet lidt, at det her ikke "bare" er et debatforum. ;)
The only way to beat a troll is to not play their game.
Wow, det er da en ordentlig omgang, Michael ... :(
Nu er jeg ikke så voldsomt aktiv på Filmz længere, men faldt lige over denne tråd og sender dig hermed de varmeste tanker!
De andre har skrevet mange ting, og jeg tilslutter mig ikke mindst, at der har vist været en række mennesker involveret i din situation, som ikke har håndteret deres ansvar for godt.
Det er godt at høre, din far tilsyneladende er i bedring. Det håber jeg også kommer til at gøre sig gældende for din tilværelse snarest; at du kan løfte hovedet og finde styrke i både den opbakning, du forhåbentlig mærker, men også det drive, du har i dig selv, siden du vælger at skrive her, i stedet for bare at kaste los og forsvinde.
Kæmpe skulderklap herfra og de bedste ønsker herfra!!
"nå jeg er i biffen så er der alt tid en der skal sparke i det sæd jeg sidder i"
Snakkede med min far igår, lægerne regner med at han kan komme hjem idag :). I skal nok ikke regne med at høre mere fra mig i denne uge. Igår 5. sep. kl 04. sov min morfar stille ind. Så der var meget at køre til igår. Begravelsen vil være på Lørdag. Jeg tog det pænt, for mig var han allerede borte da han fik nyheden om sin kraftsygdom, ligesiden har han ikke været den samme, og det var ikke sådan jeg vil huske ham. Det eneste der tog lidt hårdt på mig var at se ham ligge i kisten, så stille. Når man er van til at se en person, så var det mærkeligt at se ham ligge så stille. Men nu har han endelig fået fred. Og når ugen er omme kan jeg få lidt mere overskud til alt det andet.
Nogen som har erfaring med at miste sine nærmeste? Jeg undrede mig lidt over min reaktion, jeg græd/græder ikke, det eneste der påvirkede mig var at jeg fik/har en voldsom hovedpine. :/
The earth is not a cold dead place, this is not a cold dead place.
Jeg undrede mig lidt over min reaktion, jeg græd/græder ikke, det eneste der påvirkede mig var at jeg fik/har en voldsom hovedpine. :/
Det vigtige der er ikke at stille nogen forventninger op til hvad man bør føle. Følelser er per definition uden for vores kontrol, så det der med skyldfølelse for at føle/ikke føle noget bestemt giver ikke meget mening. Der er ikke noget rigtigt eller forkert i den sammenhæng. -bare min mening
Gi' dog pengene til Afrika... De har mere brug for dem.
Snakkede med min far igår, lægerne regner med at han kan komme hjem idag :). I skal nok ikke regne med at høre mere fra mig i denne uge. Igår 5. sep. kl 04. sov min morfar stille ind. Så der var meget at køre til igår. Begravelsen vil være på Lørdag. Jeg tog det pænt, for mig var han allerede borte da han fik nyheden om sin kraftsygdom, ligesiden har han ikke været den samme, og det var ikke sådan jeg vil huske ham. Det eneste der tog lidt hårdt på mig var at se ham ligge i kisten, så stille. Når man er van til at se en person, så var det mærkeligt at se ham ligge så stille. Men nu har han endelig fået fred. Og når ugen er omme kan jeg få lidt mere overskud til alt det andet.
Nogen som har erfaring med at miste sine nærmeste? Jeg undrede mig lidt over min reaktion, jeg græd/græder ikke, det eneste der påvirkede mig var at jeg fik/har en voldsom hovedpine. :/
Kondolere Michael :'(
Kender alt for godt at miste familiemedlemmer :/
Min farfar dødede da jeg var omkring 7 år, min morfar var jeg omkring 11 år, min onkel var jeg omkring 13 år.
De kan være svært at forholde sig til ihverfald hvis de har et langt sygdomsforløb som min morfar også havde de. Men de mennesker man mister fra den ene dag til den anden (farfar og onkel) de er de sværeste at komme over og kan stadigvæk side og fælde en lille tår når jeg tænker tilbage på dem :/
Jeg har sagt farvel til 3 bedsteforældre og oplevelsen har aldrig været ens, det rammer forskelligt og det er på ingen måde sikkert at det kommer som en nu og her reaktion.
Min farmor døde af kræft og det sugede livet ud af hende, på meget kort tid. Det eneste jeg kunne fokusere på var "lad det bliver i morgen, lad det blive i morgen", hun havde det virkeligt skidt. Men det ramte mig da vi stod sammen med bedemande og skulle til at ligge låg på kisten, jeg kigge over i kisten og der lå hun med det lille smil i mundvigen som hun plejede at have, da jeg fik øje på det haglede det hele bare indover mig.
Med min mormor var det ikke det store følelses register der var igang det var mere savn og refleksion, men det kom først måneder efter begravelsen.
The ships hung in the air in precisely the same manner that bricks don't -Douglas Adams
Jeg har mistet min mor for 25 år siden, min farfar for 3 år siden og min farmor for 2 år siden, derudover har vi haft andre triste dødsfald i den extendede familie og vendekreds (selvmord, motorcykel-ulykke, hjertestop og kræft kræft kræft), så jeg har også haft det inde på kroppen.
Jeg var meget ung, da min mor gik bort, og det var naturligvis hårdt for mig både dengang, men nok især i årene efter.
Da mine bedsteforældre døde var det efter begge havde været syge i noget tid, den ene med lungekræft og den anden med rygerlunger/kol/nedsat lungefunktion pga. mange års rygning (drop nu de cigaretter!), så selvom jeg da savner dem, så var det en ventet afgang, og der var tid til at tage afsked. Begge havde det meget dårligt til sidst, så det var mest af alt en lettelse, da de fik fred. Men at se dem ligge i kisterne ved begravelserne var helt sikkert utroligt hårdt, og der blev der også tudet en smule.
De værste dødsfald jeg har haft inde på livet var dog tre andre: Min farmors bror, der begik selvmord (bl.a. pga. en kone, der forlod ham, men også grundet mange års ubehagelige oplevelser, da han har boet det meste af sit liv i Afganistan, Sudan, Etopien og andre steder, hvor krig og nød herskede).
Min gode kollega og ven igennem 3-4 år, der i december pludseligt faldt om i en Elgiganten, 42år gammel - Hjertet kunne ikke mere. Når jeg på søndag løber mit første marathon, så har jeg helt sikkert Johnny i tankerne, for han jokede altid med, at det var livsfarligt at løbe så langt. Da vi til Challenge Århus cyklede forbi kirkegården, var det en dybt mærkelig følelse.
Min fars fætter og hans søn, der kørte ned efter morgenmad på motorcykel, men aldrig kom hjem igen. Sønnen døde på stedet, men min fars fætter blev lam og meget svært hjerneskadet og har siden da været på hjem, hvor han ikke er i stand til noget som helst.
Nå, det blev sgu langt. Sådan er det at sidde i en lufthavn og vente på sit næste fly.
"Og hvem vil ikke gerne guffe Klaus Kinski??" - evermind
Nogen som har erfaring med at miste sine nærmeste? Jeg undrede mig lidt over min reaktion, jeg græd/græder ikke, det eneste der påvirkede mig var at jeg fik/har en voldsom hovedpine. :/
Min far døde af kræft, da jeg var 14 år gammel, så lidt erfaring har jeg vel. Men døden berører os alle i løbet af livet - det er mere usædvanligt ikke at have prøvet at miste, end det er at have prøvet det. Alligevel håber jeg for de fleste mennesker, at de når at blive voksne, før de oplever alt for store tab (og ikke er 14, som jeg selv var).
Da min far døde, fik jeg anledning til at se ham i kapellet på sygehuset, da han var sovet ind. Husker at jeg rørte ved hans hånd og blev overrasket over, hvor kold han var - normalt tænker man ikke ret meget over, at folks kroppe er 37 grader varme, men når man står med et lig, så er det pludselig noget andet. Jeg græd heller ikke dér. Jeg græd senere - men ikke fordi jeg ikke kunne lade være, mere fordi jeg tillod mig selv det. Der er forskel på folk, og nogen har langt lettere til tårer end andre.
Man siger at sorgen har 4 faser. Jeg ved ikke, om det reelt er deciderede faser, eller om det mere er en blanding af 4 basale følelser: Benægtelse, Vrede, Desperation og Accept. Disse følelsler gælder, uanset om der er tale om tabet af en slægtning, en skilsmisse (som er tabet af et ægteskab) eller måske udsigten til selv at skulle dø. De er altså ret fundamentale.
De første dage efter min fars død føltes som en drøm. Noget, jeg forventede, jeg ville vågne fra. Jeg klarede ikke at tro på, at han faktisk var død. Jeg har hørt, at den følelse (benægtelse) er helt almindelig blandt folk i choktilstand. Efterfølgende gik det selvfølgelig op for mig, sådan da, når vi skulle dække bord og dækkede op til 4 i stedet for 5, og når hans kontor blev ryddet, etc.. Jeg har skullet gennemarbejde mit forhold til min far for mig selv. I starten huskede jeg bare alt det gode - med tiden er jeg blevet frusteret over alle de uforløste konflikter, jeg havde med ham, og den svigt jeg har oplevet fra hans side. Det viste sig at blive mere kompliceret for mig senere hen. For andre er det ikke sådan - folks rejser gennem sorgen er forskellige. I dag fylder min fars død meget lidt i min bevidsthed. Jeg tænker sjældent på det. Mit liv ser anderledes ud uden ham, og der er ikke længere et tomrum. Hvis han pludselig dukkede op, så ville der ikke være en ledig plads ved bordet til ham lige med det første. Det sker dog, at jeg går tilbage i minderne for at "besøge" ham. Af og til (3-4 gange om året) har jeg drømme om ham, hvor han igen er i live, indtil jeg vågner. Det har jeg lært at leve med.
Noget af det vigtigste med sorg, tror jeg, er ikke at gemme sig fra den. Man må ikke tro, at den kan springes over. Den skal konfronteres og snakkes om. Det er vigtigt at have nogen, der kan lytte til én. Det kan være en fordel, hvis det er nogen, der kan relatere til det, man går igennem - men ikke absolut nødvendigt, når bare de er åbne, sympatiske og medlidende personer. Hav så vidt muligt nogle stykker, du kan snakke med om disse ting. Tag initiativ til at snakke med folk om det (det er faktisk vanskeligere for andre at spørge dig ud om det, end det er for dig at åbne op). Afklar med dig selv, hvad det vil sige for dig, at han er borte, vil være mit råd. Og husk på at den slags kan tage tid.
The only way to beat a troll is to not play their game.
Nogen som har erfaring med at miste sine nærmeste?
Der er efterhånden også en del af min familie/venner/bekendte der er gået bort, både af ganske naturlige, men også ret unaturlige (selvvalgt, ulykker m.m.) årsager.
Og der er bare ikke en drejebog for hvordan du skal reagere på det. Ligemeget hvordan du reagerer, så er det den rigtige måde også selvom din reaktion kommer bag på dig selv.
Ligesom hos HelmerJ, så har min reaktion været forskellig ved alle dødsfald og det er helt normalt. Alder (altså ens egen) spiller også en stor rolle i hvordan du dealer med et dødsfald.
So, at last we meet for the first time for the last time.
#41 Riqon 12 år siden
Jeg håber, tingene (snart) løser sig for dig, din far og morfar, og vennerne og jobbet, osv.. Jeg ved ikke, om det har den store betydning for dig rent personligt, men jeg vil bede for dig også. Jeg synes i øvrigt din ærlighed og sårbarhed er forfriskende her på siden, og selv om du måske ikke tænkte så meget i de baner, så var det et godt initiativ at du delte din historie. Det (sammen med reaktionerne her i tråden) vidner om, at her er noget "community", og det varmer da hjertet lidt, at det her ikke "bare" er et debatforum. ;)
#42 evermind 12 år siden
Nu er jeg ikke så voldsomt aktiv på Filmz længere, men faldt lige over denne tråd og sender dig hermed de varmeste tanker!
De andre har skrevet mange ting, og jeg tilslutter mig ikke mindst, at der har vist været en række mennesker involveret i din situation, som ikke har håndteret deres ansvar for godt.
Det er godt at høre, din far tilsyneladende er i bedring. Det håber jeg også kommer til at gøre sig gældende for din tilværelse snarest; at du kan løfte hovedet og finde styrke i både den opbakning, du forhåbentlig mærker, men også det drive, du har i dig selv, siden du vælger at skrive her, i stedet for bare at kaste los og forsvinde.
Kæmpe skulderklap herfra og de bedste ønsker herfra!!
#43 MOVIE1000 12 år siden
Snakkede med min far igår, lægerne regner med at han kan komme hjem idag :).
I skal nok ikke regne med at høre mere fra mig i denne uge. Igår 5. sep. kl 04. sov min morfar stille ind. Så der var meget at køre til igår. Begravelsen vil være på Lørdag. Jeg tog det pænt, for mig var han allerede borte da han fik nyheden om sin kraftsygdom, ligesiden har han ikke været den samme, og det var ikke sådan jeg vil huske ham. Det eneste der tog lidt hårdt på mig var at se ham ligge i kisten, så stille. Når man er van til at se en person, så var det mærkeligt at se ham ligge så stille. Men nu har han endelig fået fred. Og når ugen er omme kan jeg få lidt mere overskud til alt det andet.
Nogen som har erfaring med at miste sine nærmeste?
Jeg undrede mig lidt over min reaktion, jeg græd/græder ikke, det eneste der påvirkede mig var at jeg fik/har en voldsom hovedpine. :/
#44 davenport 12 år siden
#45 gi-jones 12 år siden
#46 Wangsgaard 12 år siden
Kondolere Michael :'(
Kender alt for godt at miste familiemedlemmer :/
Min farfar dødede da jeg var omkring 7 år, min morfar var jeg omkring 11 år, min onkel var jeg omkring 13 år.
De kan være svært at forholde sig til ihverfald hvis de har et langt sygdomsforløb som min morfar også havde de. Men de mennesker man mister fra den ene dag til den anden (farfar og onkel) de er de sværeste at komme over og kan stadigvæk side og fælde en lille tår når jeg tænker tilbage på dem :/
#47 HelmerJ 12 år siden
Min farmor døde af kræft og det sugede livet ud af hende, på meget kort tid. Det eneste jeg kunne fokusere på var "lad det bliver i morgen, lad det blive i morgen", hun havde det virkeligt skidt. Men det ramte mig da vi stod sammen med bedemande og skulle til at ligge låg på kisten, jeg kigge over i kisten og der lå hun med det lille smil i mundvigen som hun plejede at have, da jeg fik øje på det haglede det hele bare indover mig.
Med min mormor var det ikke det store følelses register der var igang det var mere savn og refleksion, men det kom først måneder efter begravelsen.
#48 dyg 12 år siden
Jeg var meget ung, da min mor gik bort, og det var naturligvis hårdt for mig både dengang, men nok især i årene efter.
Da mine bedsteforældre døde var det efter begge havde været syge i noget tid, den ene med lungekræft og den anden med rygerlunger/kol/nedsat lungefunktion pga. mange års rygning (drop nu de cigaretter!), så selvom jeg da savner dem, så var det en ventet afgang, og der var tid til at tage afsked. Begge havde det meget dårligt til sidst, så det var mest af alt en lettelse, da de fik fred. Men at se dem ligge i kisterne ved begravelserne var helt sikkert utroligt hårdt, og der blev der også tudet en smule.
De værste dødsfald jeg har haft inde på livet var dog tre andre:
Min farmors bror, der begik selvmord (bl.a. pga. en kone, der forlod ham, men også grundet mange års ubehagelige oplevelser, da han har boet det meste af sit liv i Afganistan, Sudan, Etopien og andre steder, hvor krig og nød herskede).
Min gode kollega og ven igennem 3-4 år, der i december pludseligt faldt om i en Elgiganten, 42år gammel - Hjertet kunne ikke mere. Når jeg på søndag løber mit første marathon, så har jeg helt sikkert Johnny i tankerne, for han jokede altid med, at det var livsfarligt at løbe så langt. Da vi til Challenge Århus cyklede forbi kirkegården, var det en dybt mærkelig følelse.
Min fars fætter og hans søn, der kørte ned efter morgenmad på motorcykel, men aldrig kom hjem igen. Sønnen døde på stedet, men min fars fætter blev lam og meget svært hjerneskadet og har siden da været på hjem, hvor han ikke er i stand til noget som helst.
Nå, det blev sgu langt. Sådan er det at sidde i en lufthavn og vente på sit næste fly.
#49 Riqon 12 år siden
Min far døde af kræft, da jeg var 14 år gammel, så lidt erfaring har jeg vel. Men døden berører os alle i løbet af livet - det er mere usædvanligt ikke at have prøvet at miste, end det er at have prøvet det. Alligevel håber jeg for de fleste mennesker, at de når at blive voksne, før de oplever alt for store tab (og ikke er 14, som jeg selv var).
Da min far døde, fik jeg anledning til at se ham i kapellet på sygehuset, da han var sovet ind. Husker at jeg rørte ved hans hånd og blev overrasket over, hvor kold han var - normalt tænker man ikke ret meget over, at folks kroppe er 37 grader varme, men når man står med et lig, så er det pludselig noget andet. Jeg græd heller ikke dér. Jeg græd senere - men ikke fordi jeg ikke kunne lade være, mere fordi jeg tillod mig selv det. Der er forskel på folk, og nogen har langt lettere til tårer end andre.
Man siger at sorgen har 4 faser. Jeg ved ikke, om det reelt er deciderede faser, eller om det mere er en blanding af 4 basale følelser: Benægtelse, Vrede, Desperation og Accept. Disse følelsler gælder, uanset om der er tale om tabet af en slægtning, en skilsmisse (som er tabet af et ægteskab) eller måske udsigten til selv at skulle dø. De er altså ret fundamentale.
De første dage efter min fars død føltes som en drøm. Noget, jeg forventede, jeg ville vågne fra. Jeg klarede ikke at tro på, at han faktisk var død. Jeg har hørt, at den følelse (benægtelse) er helt almindelig blandt folk i choktilstand. Efterfølgende gik det selvfølgelig op for mig, sådan da, når vi skulle dække bord og dækkede op til 4 i stedet for 5, og når hans kontor blev ryddet, etc.. Jeg har skullet gennemarbejde mit forhold til min far for mig selv. I starten huskede jeg bare alt det gode - med tiden er jeg blevet frusteret over alle de uforløste konflikter, jeg havde med ham, og den svigt jeg har oplevet fra hans side. Det viste sig at blive mere kompliceret for mig senere hen. For andre er det ikke sådan - folks rejser gennem sorgen er forskellige. I dag fylder min fars død meget lidt i min bevidsthed. Jeg tænker sjældent på det. Mit liv ser anderledes ud uden ham, og der er ikke længere et tomrum. Hvis han pludselig dukkede op, så ville der ikke være en ledig plads ved bordet til ham lige med det første. Det sker dog, at jeg går tilbage i minderne for at "besøge" ham. Af og til (3-4 gange om året) har jeg drømme om ham, hvor han igen er i live, indtil jeg vågner. Det har jeg lært at leve med.
Noget af det vigtigste med sorg, tror jeg, er ikke at gemme sig fra den. Man må ikke tro, at den kan springes over. Den skal konfronteres og snakkes om. Det er vigtigt at have nogen, der kan lytte til én. Det kan være en fordel, hvis det er nogen, der kan relatere til det, man går igennem - men ikke absolut nødvendigt, når bare de er åbne, sympatiske og medlidende personer. Hav så vidt muligt nogle stykker, du kan snakke med om disse ting. Tag initiativ til at snakke med folk om det (det er faktisk vanskeligere for andre at spørge dig ud om det, end det er for dig at åbne op). Afklar med dig selv, hvad det vil sige for dig, at han er borte, vil være mit råd. Og husk på at den slags kan tage tid.
#50 Åkepool 12 år siden
Der er efterhånden også en del af min familie/venner/bekendte der er gået bort, både af ganske naturlige, men også ret unaturlige (selvvalgt, ulykker m.m.) årsager.
Og der er bare ikke en drejebog for hvordan du skal reagere på det. Ligemeget hvordan du reagerer, så er det den rigtige måde også selvom din reaktion kommer bag på dig selv.
Ligesom hos HelmerJ, så har min reaktion været forskellig ved alle dødsfald og det er helt normalt. Alder (altså ens egen) spiller også en stor rolle i hvordan du dealer med et dødsfald.