I Marts var det på tale at cafeen (Esbjerg produktionskole), ville overveje muligheden at sætte mig i lære som gastronom assistent. Det blev jeg glad for og de lavede udfordringer og tests for at se om jeg kunne og jeg fik at vide at jeg gjorde det rigtig godt og langt bedre og hurtigere end de forventede.
Så fik jeg så den dårlige nyhed om min morfar, der fik konstateret kræft i leveren og bygspytkirtlerne. Han blev indlagt pga væskemangel, og vi har en fornemmelse for at han også har haft en blodprop i hjernen eller taget skade af mangel på væske for han er fuldstændig forandret, han hverken drikker eller spiser, og han har tabt sig sindsygt meget, og han plejer at være en ret kraftig mand der er glad for mad.
Det gjorde så at jeg gik og var lidt nede og ked af det. Også begyndte skolen/cafeen at tvivle på om jeg kunne klare uddannelsen, fordi jeg var ked af det. Så de fortalte mig at de syntes at det var bedst at finde en anden mulighed. Og det blev jeg endnu mere ked af, for jeg havde glædet mig til at skulle være derinde det næste år eller to, også endda en uddannelse. Nå men jeg blev endnu mere trist og begyndte ikke at spise elelr gå til de pauser jeg havde.
Samtidigt prøvede min mor at arrengere en tur til london så vi alle kunne komme ldit væk og få en hyggelig tur og oplevelse ud af det, men hun kunne ikke finde billetter, og min morfar fik det værre.
De andre elever begyndte at stoppe med at snakke til mig og de gik og snakkede for sig selv. Jeg prøvede at starte samtaler, men blev lidt mundhugget. Det hjalp ikke spor på mit humør, så jeg sagde det til lærerne om de ikke kunne sætte mig sammen med nogle, så jeg havde nogen at snakke med istedet for at gå for mig selv. Lærerne gjorde lige det modsatte, de gav mig opgaver så jeg var endnu mere selv, som sætte vasketøj over, hænge det op, dække borde, hente varer, vaske op osv.
I Torsdags kalder lærerne mig til møde, hvor de sender mig tidligere hjem fordi de vilel ikke se mig gå og være så trist og det ville de andre elver helelr ikke sagde de. Jeg forklarede dem at jeg har lige en periode, og at det ikke hjælper at isolere mig fra de andre. Men jeg gik i vrede den dag.
I Fredags, møder jeg op, selvom jeg overvejde ikke at gøre det. Hvor lærerne igen kalder mig til møde. De bad mig droppe kontakten til nogle af eleverne fordi de var bange og utrykke ved mig. og det blev jeg sgu ked af, at eleverne ikke engang selv turde sige det til mig og jeg har ikke på nogen måde haft fornemmelse for at de syntes jeg var ubehagelig (Nu kender de fleste af jer jo ikke mig, men ubehagelig er det sidste jeg vil sige om mig selv). Men der fik jeg nok og brød sammen og truede med at tage mit eget liv fordi jeg ikke havde nogen venner eller fremtid. De havde taget alt det fra mig som jeg havde bygget op siden november.
De kørte mig ind på esbjerg Psykiatrisk skadestue, hvor jeg ventede min søster, der var ikke meget hjælp at hente derinde elelr det sted de henvente os til. Bagefter kørte vi hjem til mine forældre og fortalte dem alt, de har intet vidst om hele min situation før i fredags. Jeg overnattede hjemme ved mine forældre og jeg blev lovet at komme hjem lørdag, hvis jeg ikke var alene. Men hele lørdagen lavede min mor ikke andet end at overvåge mig, Jeg så ialt 4 film (Arn 1+2, There will be blood, Rescue Down), den eneste måde jeg kunne være alene og fri på var at være på toilettet eller gå en tur med hunden, hvilket jeg også gjorde 2 timer i regnvejr.
De blev ved med at spørge hvad jeg ville, og jeg svarede det samme hver gang. HJEM. Til sidst fik ejg nok, så klokken 23 lørdagen aften, tog je gmin jakke og taske og sagde farvel til min mor. Hun ringede så til politiet og dem kom jeg i kontakt med, de kunne godt se og høre at jeg havde det skidt, men jeg forklarede dem at jeg bare gerne ville hjem og være i fred og ro, se en film og spille computer. Politiet lod mig gå, de tilbød ogs at køre mig ind på psykiatrien.
Da je ghavde snakket med dem skrev je gmed en veninde og hun havde heldigvis tid, så jeg mødtes med hende selvom det regnede og vi gik en lang tur og snakkede og hyggede os til klokken 3:30, selvom det regnede for vi elsker begge to regnvejr :)
Men jeg kom hjem og gik i seng, blv vækket klokken 10:00 af min far som ringede og sagde at de lige ville komme forbi med hunden og rundstykker, det blev je glad for, så jeg begyndte at ryde op, gå i bad, lufte min dyne og pude. også fordi jeg havde en aftale senere på dagen med et familie medlem som jeg havde glædet mig rigtig meget til at være sammen med.
Da mine forældre så kommer, siger min mor så at hun sammen emd min søster har besluttet at indlægge mig, og det blev jeg igen ked af. Min far var imod det, også fordi jeg havde glædet mig til at være sammen med det familie medlem også senere ville jeg ud og spise også hjem og hygge mig. Jeg blev kørt ud på psykiatrien. efter ca 1 times ventetid blev det min tur. Jeg snakkede lidt med lægerne som jeg aldrig har mødt og det fandt et værelse til mig.
Værelset var hvidt og højt til loftet, der var et vindue, en vask, en hylde, 2 stole, et ur og en transport seng. Der blev jeg sat ind. JEg sad deinde i 3 timer, og bare kiggede på klokken, den eneste som kom og så til mig var et personale som spurgte om jeg var sulten, da mine forældre kom var jeg rasende over den måde de har behandlet mig på, og da jeg fik afklaret at jeg var derinde frivilligt, valgte jeg at blive udskrevet. Mine forældre kørte mig hjem og satte mine ting af, også satte de mig af på en resturant som ejg ville spise på for mig selv. JEg tror aldrig jeg har nydt at spise ude før som jeg gjorde der, endelig var der nogen som ikke overvåged emig, endelig kune jeg gøre noget je ghavde lyst til. Bagefter gik jeg hjem i seng (havde nok spist for meget hihi) Men fik en god nat søvn :)
Så igår skulle jeg til møde med cafeen, og jeg var allerede forberedt på hvad de ville sige. Jeg blev smidt ud af skolen. Så alt det de havde lovet med læreplads og det skulle nok gå. At jeg ikke bare blev smidt på gaden, al den tid jeg har været derinde har bare været pis og papir ligesom alle andre steder jeg har været.
Nu står jeg uden fremtid, ingen indtjening, min mor har fået det dårligere end i forvejen pga det der er sket med mig, så hun har ikke lavet andet end at kaste op hele weekenden. Min far har problemer med benet blodomløbet pga sukkersyge. Min uu vejleder har kun en mulighed tilbage og det er en STU/USB, før det kan sættes igang skal jeg vente på de sidste undersøgelser inde fra psykiatrien så jeg får tidligst svar i næste uge om STU/USB er en mulighed. Ellers har jeg kun jobcenter tilbage. Psykiatrien vil hjælpe mig emd at få en rådgiver og finde et sted til mig hvis tilfældet skulle komme at STU ikke var noget for mig.
Lige nu er jeg røvhamrende træt, bitter, sur. Jeg har slettet min facebook. Jeg har kun jer herinde også 2-3 venner jeg nogenludne stoler på. Jeg har hovedpine, men ikke selvmords tanker. Hele denne lange historie har gjort at jeg har mistet tilliden til utrolig mange mennesker. Jeg har droppet kontakten til utrolig mange, af den ene grund at je gikke stoler på dem.
Jeg prøver som en gal at skaffe mig en tur til london så jeg kan komme væk fra et hele lige nu, selvo mjeg ingen indtjening har lige pt. Jeg vil forkæle mig selv, der er sgu sket for alt for meget negativt. Jeg er ikke helt slået ud, men utrolig chokeret over den måde skolen har behandlet mig på. Også psykiatrien, jeg har været der i ½ år, og først nu er de ved at finde ud af hvad der rigtig skal ske med mig.
The earth is not a cold dead place, this is not a cold dead place.
Det er godt nok nogle begivenhedsrige dage du har haft der. Jeg stiller mig for det første fuldstændigt undrende overfor hvordan man kan være skræmt af dig, da jeg jo har mødt dig, og absolut ikke oplever dig som et skræmmende eller truende individ. Forstår heller ikke helt hvordan man kan finde på nærmest at skælde dig ud for at være trist. Jeg synes det er så ærgerligt at du er landet her og jeg krydser virkelig fingre for at det snart lyser lidt op, men mon ikke også det gør det? Lyder til der er en hel masse der har bunket sig op i det her forløb og som det mindste må noget af det begynde at løse sig.
"You can't please everybody. In fact sometimes I don't please anybody" - Oliver Stone
1. Du er absolut ikke skræmmende, hvad er folk da for nogle vatnisser.
2. Ligesom Collateral undre jeg mig over at de skælder dig ud over at være trist. I stedet burde da, der være en vejleder der spurgte indtil problemerne.
3. Forstår godt at du må være lidt irriteret på dine forældre, men de har nok heller ikke helt vist hvordan de skulle takle situationen. Men de burde nok spørger mere i stedet for at indlægge dig (ved godt at din far ikke var enig, men han fik det jo heller ikke stoppet)
4. Jeg håber virkelig der er lys for enden af tunnelen og selv om du siger at det ikke er i dine tanker nu, så vil jeg sige at selvmord aldrig er løsningen... Så er det bedre du hælder det hele ud her hos os på Filmz.
5. Du skal have et stort virtuelt kram og så sender jeg lidt god karma din vej :)
Ja, jeg ved heller ikke helt hvad jeg skal skrive, for det lyder godt nok som et absurd og trist forløb, men du skal bare vide at du altid har nogen der bekymrer sig om dig her på filmz, og jeg sender da også et stort virtuelt kram. Og jeg kan også skrive under på at du ikke er skræmmende. Jeg håber virkelig at din situation vender, og tingene begynder at se mere lyst ud for dig.
"Dave, this conversation can serve no purpose anymore. Goodbye."
Hold....da op, hvor har du været meget igennem. Jeg kan godt forstå hvis det hele virker sort lige nu. Jeg tror dog på, at tingene nok skal vende for dig, faktisk hurtigere end du tror.
Jeg har mødt dig, du har været i mit hjem og jeg har nydt dit selskab og skræmmende er ikke just det jeg husker dig for.
For dælen da Michael, det er jeg sgu virkeligt ked af at høre. Som alle andre, der har mødt dig, siger, så er du jo blot en rar og stille dreng, og du minder mig utroligt meget om mig selv. Hæng i og kæmp, det ser måske sort ud nu, men lyset skal nok komme - uanset hvor hårdt det er.
Og husk, at du altid har folk herinde, der er villige til at lægge øre og skulder til, når du har brug for at komme ud med frustrationer. Hvis ikke i det åbne forum, så skriv private beskeder i stedet!
"Og hvem vil ikke gerne guffe Klaus Kinski??" - evermind
Jeg er så fucking glad for alt det i skriver, hold kæft i aner ik hvor rart det er at læse. Lige nu føler jeg mig virkleig alene, så det her er lige hvad jeg manglede :)
The earth is not a cold dead place, this is not a cold dead place.
Ja det er sgu godt nok en masse negative oplevelser, du har været igennem, og jeg er ærlig talt målløs over hvordan især din skole har taklet din situation. Som jeg læser det virker det slet ikke som om, at der er nogen som har forståelse for, hvad du har gennemgået og hvordan det har påvirket dig, og derfor har de tydeligvis truffet nogle beslutningen, som forekommer fuldstændig absurde. Jeg forstår godt, at du har været sur, ked af det og skuffet over hele forløbet, som du har beskrevet her, og jeg blev sgu også selv helt ked af at læse, at du er blevet behandlet på den måde.
Nu kender jeg dig ikke personligt, men det er mit klare indtryk fra de ting du har skrevet herinde over årene, at du er en både rar og sympatisk fyr, som jeg slet ikke kan forstå, at andre kan opfatte som værende skræmmende. Synes i øvrigt at det er stærkt af dig, at du har haft lyst til at skrive om de meget personlige ting herinde, hvilket jeg kun kan tage hatten af for. Det viser et mod og en vilje til at kæmpe, som du skal blive ved at holde fast i, når tingene ser allerværst ud, samtidig med at du altid ved at folk herinde vil lytte til dig og komme med stødte til dig, hvis du skulle have brug for det.
Du får også en stor krammer af mig og en masse gode tanker, som jeg håber at du, sammen med de ting de andre har skrevet, kan bruge til at se lysere på fremtiden. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#1 MOVIE1000 12 år siden
I Marts var det på tale at cafeen (Esbjerg produktionskole), ville overveje muligheden at sætte mig i lære som gastronom assistent. Det blev jeg glad for og de lavede udfordringer og tests for at se om jeg kunne og jeg fik at vide at jeg gjorde det rigtig godt og langt bedre og hurtigere end de forventede.
Så fik jeg så den dårlige nyhed om min morfar, der fik konstateret kræft i leveren og bygspytkirtlerne. Han blev indlagt pga væskemangel, og vi har en fornemmelse for at han også har haft en blodprop i hjernen eller taget skade af mangel på væske for han er fuldstændig forandret, han hverken drikker eller spiser, og han har tabt sig sindsygt meget, og han plejer at være en ret kraftig mand der er glad for mad.
Det gjorde så at jeg gik og var lidt nede og ked af det. Også begyndte skolen/cafeen at tvivle på om jeg kunne klare uddannelsen, fordi jeg var ked af det. Så de fortalte mig at de syntes at det var bedst at finde en anden mulighed. Og det blev jeg endnu mere ked af, for jeg havde glædet mig til at skulle være derinde det næste år eller to, også endda en uddannelse. Nå men jeg blev endnu mere trist og begyndte ikke at spise elelr gå til de pauser jeg havde.
Samtidigt prøvede min mor at arrengere en tur til london så vi alle kunne komme ldit væk og få en hyggelig tur og oplevelse ud af det, men hun kunne ikke finde billetter, og min morfar fik det værre.
De andre elever begyndte at stoppe med at snakke til mig og de gik og snakkede for sig selv. Jeg prøvede at starte samtaler, men blev lidt mundhugget.
Det hjalp ikke spor på mit humør, så jeg sagde det til lærerne om de ikke kunne sætte mig sammen med nogle, så jeg havde nogen at snakke med istedet for at gå for mig selv. Lærerne gjorde lige det modsatte, de gav mig opgaver så jeg var endnu mere selv, som sætte vasketøj over, hænge det op, dække borde, hente varer, vaske op osv.
I Torsdags kalder lærerne mig til møde, hvor de sender mig tidligere hjem fordi de vilel ikke se mig gå og være så trist og det ville de andre elver helelr ikke sagde de. Jeg forklarede dem at jeg har lige en periode, og at det ikke hjælper at isolere mig fra de andre. Men jeg gik i vrede den dag.
I Fredags, møder jeg op, selvom jeg overvejde ikke at gøre det. Hvor lærerne igen kalder mig til møde. De bad mig droppe kontakten til nogle af eleverne fordi de var bange og utrykke ved mig. og det blev jeg sgu ked af, at eleverne ikke engang selv turde sige det til mig og jeg har ikke på nogen måde haft fornemmelse for at de syntes jeg var ubehagelig (Nu kender de fleste af jer jo ikke mig, men ubehagelig er det sidste jeg vil sige om mig selv). Men der fik jeg nok og brød sammen og truede med at tage mit eget liv fordi jeg ikke havde nogen venner eller fremtid. De havde taget alt det fra mig som jeg havde bygget op siden november.
De kørte mig ind på esbjerg Psykiatrisk skadestue, hvor jeg ventede min søster, der var ikke meget hjælp at hente derinde elelr det sted de henvente os til. Bagefter kørte vi hjem til mine forældre og fortalte dem alt, de har intet vidst om hele min situation før i fredags. Jeg overnattede hjemme ved mine forældre og jeg blev lovet at komme hjem lørdag, hvis jeg ikke var alene. Men hele lørdagen lavede min mor ikke andet end at overvåge mig, Jeg så ialt 4 film (Arn 1+2, There will be blood, Rescue Down), den eneste måde jeg kunne være alene og fri på var at være på toilettet eller gå en tur med hunden, hvilket jeg også gjorde 2 timer i regnvejr.
De blev ved med at spørge hvad jeg ville, og jeg svarede det samme hver gang. HJEM. Til sidst fik ejg nok, så klokken 23 lørdagen aften, tog je gmin jakke og taske og sagde farvel til min mor. Hun ringede så til politiet og dem kom jeg i kontakt med, de kunne godt se og høre at jeg havde det skidt, men jeg forklarede dem at jeg bare gerne ville hjem og være i fred og ro, se en film og spille computer. Politiet lod mig gå, de tilbød ogs at køre mig ind på psykiatrien.
Da je ghavde snakket med dem skrev je gmed en veninde og hun havde heldigvis tid, så jeg mødtes med hende selvom det regnede og vi gik en lang tur og snakkede og hyggede os til klokken 3:30, selvom det regnede for vi elsker begge to regnvejr :)
Men jeg kom hjem og gik i seng, blv vækket klokken 10:00 af min far som ringede og sagde at de lige ville komme forbi med hunden og rundstykker, det blev je glad for, så jeg begyndte at ryde op, gå i bad, lufte min dyne og pude. også fordi jeg havde en aftale senere på dagen med et familie medlem som jeg havde glædet mig rigtig meget til at være sammen med.
Da mine forældre så kommer, siger min mor så at hun sammen emd min søster har besluttet at indlægge mig, og det blev jeg igen ked af. Min far var imod det, også fordi jeg havde glædet mig til at være sammen med det familie medlem også senere ville jeg ud og spise også hjem og hygge mig. Jeg blev kørt ud på psykiatrien. efter ca 1 times ventetid blev det min tur. Jeg snakkede lidt med lægerne som jeg aldrig har mødt og det fandt et værelse til mig.
Værelset var hvidt og højt til loftet, der var et vindue, en vask, en hylde, 2 stole, et ur og en transport seng. Der blev jeg sat ind. JEg sad deinde i 3 timer, og bare kiggede på klokken, den eneste som kom og så til mig var et personale som spurgte om jeg var sulten, da mine forældre kom var jeg rasende over den måde de har behandlet mig på, og da jeg fik afklaret at jeg var derinde frivilligt, valgte jeg at blive udskrevet. Mine forældre kørte mig hjem og satte mine ting af, også satte de mig af på en resturant som ejg ville spise på for mig selv. JEg tror aldrig jeg har nydt at spise ude før som jeg gjorde der, endelig var der nogen som ikke overvåged emig, endelig kune jeg gøre noget je ghavde lyst til. Bagefter gik jeg hjem i seng (havde nok spist for meget hihi) Men fik en god nat søvn :)
Så igår skulle jeg til møde med cafeen, og jeg var allerede forberedt på hvad de ville sige. Jeg blev smidt ud af skolen. Så alt det de havde lovet med læreplads og det skulle nok gå. At jeg ikke bare blev smidt på gaden, al den tid jeg har været derinde har bare været pis og papir ligesom alle andre steder jeg har været.
Nu står jeg uden fremtid, ingen indtjening, min mor har fået det dårligere end i forvejen pga det der er sket med mig, så hun har ikke lavet andet end at kaste op hele weekenden. Min far har problemer med benet blodomløbet pga sukkersyge. Min uu vejleder har kun en mulighed tilbage og det er en STU/USB, før det kan sættes igang skal jeg vente på de sidste undersøgelser inde fra psykiatrien så jeg får tidligst svar i næste uge om STU/USB er en mulighed. Ellers har jeg kun jobcenter tilbage. Psykiatrien vil hjælpe mig emd at få en rådgiver og finde et sted til mig hvis tilfældet skulle komme at STU ikke var noget for mig.
Lige nu er jeg røvhamrende træt, bitter, sur. Jeg har slettet min facebook. Jeg har kun jer herinde også 2-3 venner jeg nogenludne stoler på. Jeg har hovedpine, men ikke selvmords tanker. Hele denne lange historie har gjort at jeg har mistet tilliden til utrolig mange mennesker. Jeg har droppet kontakten til utrolig mange, af den ene grund at je gikke stoler på dem.
Jeg prøver som en gal at skaffe mig en tur til london så jeg kan komme væk fra et hele lige nu, selvo mjeg ingen indtjening har lige pt. Jeg vil forkæle mig selv, der er sgu sket for alt for meget negativt.
Jeg er ikke helt slået ud, men utrolig chokeret over den måde skolen har behandlet mig på. Også psykiatrien, jeg har været der i ½ år, og først nu er de ved at finde ud af hvad der rigtig skal ske med mig.
#2 Collateral 12 år siden
#3 tiany 12 år siden
1. Du er absolut ikke skræmmende, hvad er folk da for nogle vatnisser.
2. Ligesom Collateral undre jeg mig over at de skælder dig ud over at være trist. I stedet burde da, der være en vejleder der spurgte indtil problemerne.
3. Forstår godt at du må være lidt irriteret på dine forældre, men de har nok heller ikke helt vist hvordan de skulle takle situationen. Men de burde nok spørger mere i stedet for at indlægge dig (ved godt at din far ikke var enig, men han fik det jo heller ikke stoppet)
4. Jeg håber virkelig der er lys for enden af tunnelen og selv om du siger at det ikke er i dine tanker nu, så vil jeg sige at selvmord aldrig er løsningen... Så er det bedre du hælder det hele ud her hos os på Filmz.
5. Du skal have et stort virtuelt kram og så sender jeg lidt god karma din vej :)
#4 Kruse 12 år siden
#5 misuma 12 år siden
Jeg har mødt dig, du har været i mit hjem og jeg har nydt dit selskab og skræmmende er ikke just det jeg husker dig for.
#6 davenport 12 år siden
Jeg vil gerne kommentere yderligere, men vil gerne lige tænke lidt over det først.
#7 dyg 12 år siden
Og husk, at du altid har folk herinde, der er villige til at lægge øre og skulder til, når du har brug for at komme ud med frustrationer. Hvis ikke i det åbne forum, så skriv private beskeder i stedet!
#8 MOVIE1000 12 år siden
#9 BN 12 år siden
Prøv at huske det faktisk meget gode råd fra Batman-trilogien:
Hvorfor falder vi? Så vi kan lære at samle os selv op.
Du skal ikke give op, MOVIE1000. Sæt dig nogle nye mål. Ligemeget hvor sort alting måske ser ud lige nu, så VIL det med tiden lysne.
hilsen en, som også har oplevet meget lort i sit liv
#10 NightHawk 12 år siden
Nu kender jeg dig ikke personligt, men det er mit klare indtryk fra de ting du har skrevet herinde over årene, at du er en både rar og sympatisk fyr, som jeg slet ikke kan forstå, at andre kan opfatte som værende skræmmende. Synes i øvrigt at det er stærkt af dig, at du har haft lyst til at skrive om de meget personlige ting herinde, hvilket jeg kun kan tage hatten af for. Det viser et mod og en vilje til at kæmpe, som du skal blive ved at holde fast i, når tingene ser allerværst ud, samtidig med at du altid ved at folk herinde vil lytte til dig og komme med stødte til dig, hvis du skulle have brug for det.
Du får også en stor krammer af mig og en masse gode tanker, som jeg håber at du, sammen med de ting de andre har skrevet, kan bruge til at se lysere på fremtiden. :)