God liste - har først haft tid til at læse ordentligt op på den nu :)
Jeg har dog ikke set én eneste af Animé-filmene - til gengæld har jeg set alle andre på listen so far og jeg er meget enig i vurderingerne af de fleste:

There will be Blood 6/6
Pan's Labyrinth 6/6
(500) Days of Summer 5/6
Gone, baby gone 5/6
Moon 5/6
Lad den rette komme ind 5/6
Star Trek 4/6
Bourne 4/6
Find Nemo 4/6
Tiger på Spring, Drage i Skjul 4/6

Grundet en presset dag og en bytten rundt på nogle af listens kommende film, er anmeldelserne forsinket i dag. De to første er klar, dog er den ene skrevet meget forhastet, og jeg er ikke selv helt tilfreds med den. Den sidste skal jeg til nu, og jeg vil skynde mig at koge den sammen, inden det bliver den 13. december.

17. The Departed
Remakes er ikke altid en skidt ting, og det beviser Martin Scorsese her med The Departed. Den unge og rebelske Billy Costigan, spillet af en veloplagt og fantastisk Leonardo DiCaprio, bliver hyret af politiet til at arbejde undercover for mafiabossen Frank Costello, i skikkelse af en herlig Jack Nicholson. Samtidig har Costello sendt sin egen muldvarp, Colin Sullivan, ind i politiet Og i rollen som Sullivan viser Matt Damon for alvor, han kan spille andet end blot den fåmælte Bourne. De to muldvarper kommer på sporet af hinanden og der bliver lagt op til en underholdende omgang katten efter musen og musen efter katten.
Historien er nøjagtig den samme som i Infernal Affairs, og det lægger den på ingen måde skjul på. Dette er et remake, men samtidig har Scorsese gjort The Departed til sin egen. Den amerikanske udgave er godt og vel 40 minutter længere end sin forgænger, hvilket er ensbetydende med uddybelse af de to hovedpersoner og en sidehistorie om en kvindelig psykolog. Dette håndteres alt sammen uden resten af filmen lider under det, og det giver samtidig lidt forskel fra Infernal Affairs. The Departed er et drama og en thriller blandt de bedste, og alle brikkerne falder perfekt sammen med hinanden. Som publikum lader man sig opsluge af løjerne og man holder vejret under den lange, intense slutning, som hele filmen effektivt har bygget op til. For undertegnede er The Departed et yderst behageligt bekendtskab.

18. Hero
Der er noget særligt over kampscener, udført som en dans uden påvirkning af nogle af Newtons love. I tiden inden Kina blev til et land, var det opdelt i syv kongeriger, og det er her, handlingen i Hero folder sig ud. Herskeren af kongeriget Qin har den ambition at herske over alle syv kongeriger og forene dem. Derfor må andre lade livet og lide for det i krigen, der er opstået. Den krig er der en gruppe lejemordere, som vil sætte en stopper for; Brudt Sværd, Flyvende Sne og Himmel. Men en dag kommer en navnløs sherif til kongen af Qins palads med de tre lejemorders våben. Kongen er yderst nysgerrig efter at høre den navnløses historie.
Det er den historie, som den navnløse har at fortælle, som er hele filmens omdrejningspunkt og vi får den serveret i tre forskellige versioner filmen igennem. Dette kan dog resultere i, mange vil finde filmen triviel, og det bebrejder jeg dem ikke for. Dog synes jeg den gentagende historie er meget oplagt, taget filmens visuelle stil i betragtning. For hver af historiens versioner er der forskellige farvetemaer. Den første kampscene mellem Himmel og Navnløs er domineret af grå toner og regn ved et skakhus. Dernæst angribes en kaligrafiskole af Qin hærens bueskytte. Her er alt rødt. Når så farvedominerende scener sættes sammen med kampkoegrafi som i Tiger på spring, drage i skjul, har man en film, der nærmer sig poesi. Det er sjældent man ser en film med så sælsom og kunstnerisk en billedside som i Hero. Det er egentlig det ”poetiske” element, der får mig til at vende tilbage til denne film gang på gang. Og det er på ingen måde stil over substans, for et af de temaer filmen tager op, er, om målet helligere midlet.

Næste anmeldelse er på vej. Hav tålmodighed. :)

#134 - alt det med psykologen er fra Infernal Affairs 2, som jeg dog ikke har set. Men ellers er jeg ganske enig. Synes The Departed er en superfed film. Og Hero er som tidligere nævnt en af mine favoritter

Hov, jeg kom til at skrive nr. 18 ved Hero. Det skulle have været nr. 16 i stedet for.

Så er den sidste af søndagens film klar, og anmeldelsen blev lidt længere end først forventet. Her kommer

15. Blade Runner
Ridley Scotts yderst problemramte sci-fi film kunne ikke have været bedre. I fremtiden er det muligt at lave kunstige mennesker kaldet replikanter. Disse replikanter er dog ulovlige på Jorden, og da fire replikanter ulovligt ankommer til Jorden, er det op til Blade Runner’eren Decard at finde og tilintetgøre dem, da de udgør en trussel med de almindelige mennesker. Dette sætter gang i en filosofisk rejse, ind i eksistentielle spørgsmål og tanker.
Jeg har kun set Final Cut versionen af denne film, og jeg må sige, jeg er ovenud tilfreds med resultatet. Først og fremmest er der filmens visuelle side, som på alle punkter holder hele vejen igennem. En tåget, evigt mørk og evigt regnende fremtid med store reklamer og svævende køretøjer, samt en konstant følelse af nedtrykthed og depression. Det er tydeligt at se, filmen har nogle år på bagen, men for pokker, hvor det dog klæder den. Sammen med Vangelis’ musik, opbygges der på ganske mesterlig vis, en både rolig og trykkende stemning. I det hele taget, hører Vangelis’ musik til et af det mest sjælfulde soundtracks jeg nogensinde har oplevet på film, hvor det blander sig med andre komponister ved navn Howard Shore, Clint Mansell, Nick Cave & Warren Ellis og Joe Hisaishi. I rollen som Decard har vores alle sammen kære Harrison Ford. Det kække glimt i øjet fra Han Solo og Indiana Jones er fuldstændig forsvundet og han spiller her med en nærmest rørende sårbarhed og alligevel fremstår han viljestærk og handlekraftig. Det er så Rutger Hauer, der spiller overfor Ford, som den målbevidste og legesyge leder af de fire replikanter.
Jeg vil også bruge lidt tid på det filosofiske aspekt af filmen, da det er noget af det, som optager mig mest ved filmen. Og især de filosofiske temaer, kan fint sammenlignes dem i Ghost in the Shell. Det første ”spor” til filosofien bag og i filmen, ligger i Harrison Fords rolle, der jo som bekendt hedder Decard. En velkendt filosof ved et lignende navn, Descardes, kom med sætningen ”Jeg tænker, derfor er jeg” (ikke ordret citeret). Et andet sted, hvor lommefilosofien springer frem, er i Rutger Hauers karakters ihærdige forsøg på at få anerkendt sig som et individ og eksisterende væsen. Måden hvorpå dette er inkorporeret i filmens handling og personerne, er fantastisk og er med til at give filmen en rolig stemning, trods et til tider hæsblæsende tempo. Dette er klart en af de bedste film Ridley Scott har lavet, og den er helt sikkert en kandidat til at være mandens bedste, ud fra de af hans film jeg har set.

Departed 3/6
Blade Runner 6/6
Hero 2/6