Millennium Actress er en af de dvd'er jeg købte og frygtede jeg aldrig ville få set, men pludselig for et par dage siden fik jeg alligevel lyst til at tjekke den ud :)
Filmen er en meget flot Animé af japanske Satoshi Kon. Hovedpersonen er en gammel skuespillerinde som nu har trukket sig tilbage fra medierne. I et sidste interview genfortæller hun sin livshistorie fra 1920'erne frem til vor tid. Det er en meget smuk og rørende fortælling, og gennem hele filmen følges hun af to sidekicks, nemlig intervieweren og hans kameramand, der begge bliver suget ind i hendes historie. En meget speciel fortællestil der irriterede mig i starten, da jeg syntes de to ødelagde illusionen for mig, men som filmen skred frem virkede det bedre og bedre. Ved at vise hele fortællingen ud fra hovedpersonens opfattelse, i modsætning til en 3. persons kronologisk ting, får Satoshi Kon mange flere strenge at spille på. Sidste år til natflm så jeg Kon's nyere Tokyo Godfathers, og det er nemt at genkende Satoshi Kon's visuelle stil i Millennium Actress, men hvor Tokyo Godfathers beskæftiger sig udelukkende med den virkelige verden, graver Millennium Actress dybere og virker mere personlig. Jeg vil ikke skrive mere om handlingen, den skal simpelthen opleves! Film, 8/10
Billedet står flot, men enkelte gange lagde jeg mærke til støv og snavs - dog intet der generede. Billede (Anamorphic 1.85:1), 9/10
Lydsiden er helt emminent og er med til at få filmens illusioner til at fungere endnu bedre. Flot kanalseparation og masser gang i baghøjtalerne når der er brug for det. Lyd (DD 5.1), 9/10
Så blev det til en omgang tysk ekspressionisme i form af Das Kabinett des Doktor Caligari, Nosferatu, eine Symphonie des Grauens og Metroplis.
Das Kabinett des Doktor Caligari (Robert Wiene, 1920)
Tiden efter første verdenskrig var en æra i filmhistorien. Den amerikanske instruktør D.W. Griffith havde med Birth of a Nation (1915) og Intolerance (1916) givet stumfilmkunst et helt ny betydning: han formåede at fortælle relevante historier og opfandt stort set det moderne filmsprog. Men grundet nederlaget i krigen og dermed den manglende import, havde tyskerne ingen anelse om revolutionen i den øvrige filmverden. Som følge deraf skabte de deres egen stil, og Robert Wienes film ’Das Kabinett’ var i den grad startskuddet til noget stort: den Tyske Ekspressionisme. Ekspressionismen kom som en reaktion mod naturalismen, den realistiske fremstilling, og viste i stedet kunstnerisk og politisk oprør og afspejlede i den grad den neurotiske sjæl. Og netop disse følelser ville Wiene og co. visuellisere, og derfor skabte de et univers af skæve vinkler og forvrængelse af surrealistiske elementer. Wienes film er nok den visuelt set mest ekspressionistiske af slagsen. Hans malede kulisser og hans eminente low-key lyssætning er stadig imponerende den dag i dag, næsten 90 år senere. Hans fremstilling af den manipulerende og magtsyge dr. Caligari er i den grad karikeret, men netop dét er et af de typiske stiltræk i ekspressionismen. Men hans politisk kontroversielle præmis er i den grad effektiv og som sådan er filmen fremragende. Men desværre er der et ’men’. Grundet den meget specielle æstetik og den meget politiske engagerende tematik, mente en anden tysk instruktør, Fritz Lang, at universet var for krævende for filmpublikummet. Og derfor har instruktør Wiene tilføjet en sekvens i hver sin ende af den ekspressionistiske fortælling. Disse to sekvenser finder sted på et sindssygehospital, hvor vores hovedperson, Francis, beretter historien om den magtliderlige dr. Caligari. Problemet med dette er, at præmisset ændres, for som modtager kan jeg ikke stole på fortælleren Francis. Er han overhoved troværdig i sin historie? Jeg vil ikke spoile for meget mht. slutning, men jeg tror ikke, jeg røber for meget, når jeg siger at der i den grad sker noget dramatisk, der ændrer hele historien, og det ødelægger, efter min mening, hele budskabet. Og det er synd, for netop det politiske oprør er et af ekspressionismens styrker, men det ødelægger rammefortælling.
- 8/10
Nosferatu, eine Symphonie des Grauens (F.W. Murnau, 1922)
Murnau står for mig som stumfilmens absolutte sværvægter, og han er muligvis filmhistoriens første visuelle historiefortæller. Nosferatu er nok hans mest kendte film, men nævnes skal også Faust, Det Leztze Mann og den amerikanskproducerede Sunrise: A Song of two Humans, der alle er yderst revolutionerende i sit filmsprog, hvor vi blandt andet kan vidne verdens første travelling, bevægelse med kameraet. Nosferatu bliver kaldt én af verdens mest uhyggelige film – og det forstår jeg godt. Dracula/Nosferatu, fantastisk fremstillet af Max Schreck, er intet mindre end skræmmende. Murnau har med Nosferatu villet personificere angsten og pesten for den tid, filmen udspiller sig i. Filmen er langt fra ligeså ekspressionistisk i sit univers som 'Das Kabinett', men er derimod mere ekspressionistisk i sin symbolik. Murnau har som den første filmet eksteriør, og dét med et formål: naturens fremstilling er intet mindre end fantastisk. Dens mange lumske kryb i form af edderkopper, kødædende planter og polypper er en effektiv symbolik for den fiffige grev Orlok alias Nosferatu. Murnau har gjort et stort arbejde i at gøre vampyren til mægtig og skrækindjagende med perspektiver og naturligvis den kraftige make-up. Ligeledes benytter han maget eminent skyggebrug, når grev Orlok sniger sig ind på sit offer – hvem kan ikke huske trappescenen? Derudover benytter Murnau stop-motion for at give Nosferatu hakkende, overnaturlige bevægelser. For mig er det skræmmende i filmen at Nosferatu muligvis er en repræsentation af det dæmoniske i mennesket, og han viser, hvordan man somme tider ikke kan kontrollere sine kræfter. Fantastisk.
- 10/10
Metropolis (Fritz Lang, 1927)
Fritz Langs ekspressionistiske fremtidsforestilling Metropolis er uden tvivl én af verdens smukkeste og flamboyante film. Hvor kulisserne i 'Das Kabinett' var påmalet, er Metropolis ganske ægte fremstillet. De enorme kulisser af storbyen er selv den dag i dag vanvittigt imponerende, og flere succesrige instruktører som Spielberg og Ridley Scott har ”tilstået” Langs enorme indflydelse i henholdsvis Minority Report og Blade Runner. Og det er da også en imponerende og satset produktion. Æstetisk set er Metropolis bjergtagende med sine flotte effekter (bl.a. da robotten vækkes til live som en anden Frankensteins monster), sin meget avanceret, symmetriske billedkomposition og sit bevægelig levendegørelse af lys via lyskegler. Tematisk set har Lang villet noget af det samme som Wiene ville med 'Das Kabinett': At fremstille et magtmisbrug og vise, hvordan folk blindt følger deres leder. Dette er en spændende tolkning af kapitalismen og den dertilhørende fascisme – lidt skræmmende at tænke på, hvordan fremtiden senere skulle tegne sig. Som produktionen er Metropolis hypnotiserende med sine smukke kulisser og den elegante lysbrug. Dens portrættering af under- og overklassen er ligeledes fremragende og generelt er tematikken flot formidlet. Eneste lille minus er at Langs fremtidsbeskrivelse måske er en smule naivt, men det er ikke noget man skal tænke synderligt over.
Tak for nogle gode anmeldelser af gamle klassikere. Er helt enig i dine karakterer. Nosferatu og Metropolis har længe været på ønskelisten. Men venter dog på at førstnævnte kommer i en restaureret udgave. Mon ikke Criterion går igang med det :)
Og husk så også at se "Shadow of the Vampire".
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Takker. Tænkte det var på tide, der var andre end de sædvanlige tre anmeldere. :) Så faktisk enkelte scener efterfølgende fra "Shadow of the Vampire" - har dog set den tidligere.
Jeg ejer ikke én eneste af de tre anmeldte film, selvom jeg ææælsker tysk ekspressionisme. Det er bare svært at finde gode udgaver med korrekte scores, desværre.
#51 El vez 19 år siden
R1 DVD
Millennium Actress er en af de dvd'er jeg købte og frygtede jeg aldrig ville få set, men pludselig for et par dage siden fik jeg alligevel lyst til at tjekke den ud :)
Filmen er en meget flot Animé af japanske Satoshi Kon. Hovedpersonen er en gammel skuespillerinde som nu har trukket sig tilbage fra medierne. I et sidste interview genfortæller hun sin livshistorie fra 1920'erne frem til vor tid. Det er en meget smuk og rørende fortælling, og gennem hele filmen følges hun af to sidekicks, nemlig intervieweren og hans kameramand, der begge bliver suget ind i hendes historie. En meget speciel fortællestil der irriterede mig i starten, da jeg syntes de to ødelagde illusionen for mig, men som filmen skred frem virkede det bedre og bedre. Ved at vise hele fortællingen ud fra hovedpersonens opfattelse, i modsætning til en 3. persons kronologisk ting, får Satoshi Kon mange flere strenge at spille på. Sidste år til natflm så jeg Kon's nyere Tokyo Godfathers, og det er nemt at genkende Satoshi Kon's visuelle stil i Millennium Actress, men hvor Tokyo Godfathers beskæftiger sig udelukkende med den virkelige verden, graver Millennium Actress dybere og virker mere personlig. Jeg vil ikke skrive mere om handlingen, den skal simpelthen opleves!
Film, 8/10
Billedet står flot, men enkelte gange lagde jeg mærke til støv og snavs - dog intet der generede.
Billede (Anamorphic 1.85:1), 9/10
Lydsiden er helt emminent og er med til at få filmens illusioner til at fungere endnu bedre. Flot kanalseparation og masser gang i baghøjtalerne når der er brug for det.
Lyd (DD 5.1), 9/10
(Ekstramateriale ikke anmeldt)
Overall: 9/10
På tilbud til 89kr hos Axel:
http://www.axelmusic.dk/productDetails/67814903932...
149kr i double pack med Ghost In The Shell 2: Innocence:
http://www.axelmusic.dk/productDetails/67814942742...
#52 McPeter 19 år siden
#53 JannikAnd 19 år siden
Das Kabinett des Doktor Caligari (Robert Wiene, 1920)
Tiden efter første verdenskrig var en æra i filmhistorien. Den amerikanske instruktør D.W. Griffith havde med Birth of a Nation (1915) og Intolerance (1916) givet stumfilmkunst et helt ny betydning: han formåede at fortælle relevante historier og opfandt stort set det moderne filmsprog. Men grundet nederlaget i krigen og dermed den manglende import, havde tyskerne ingen anelse om revolutionen i den øvrige filmverden. Som følge deraf skabte de deres egen stil, og Robert Wienes film ’Das Kabinett’ var i den grad startskuddet til noget stort: den Tyske Ekspressionisme. Ekspressionismen kom som en reaktion mod naturalismen, den realistiske fremstilling, og viste i stedet kunstnerisk og politisk oprør og afspejlede i den grad den neurotiske sjæl. Og netop disse følelser ville Wiene og co. visuellisere, og derfor skabte de et univers af skæve vinkler og forvrængelse af surrealistiske elementer.
Wienes film er nok den visuelt set mest ekspressionistiske af slagsen. Hans malede kulisser og hans eminente low-key lyssætning er stadig imponerende den dag i dag, næsten 90 år senere. Hans fremstilling af den manipulerende og magtsyge dr. Caligari er i den grad karikeret, men netop dét er et af de typiske stiltræk i ekspressionismen. Men hans politisk kontroversielle præmis er i den grad effektiv og som sådan er filmen fremragende. Men desværre er der et ’men’. Grundet den meget specielle æstetik og den meget politiske engagerende tematik, mente en anden tysk instruktør, Fritz Lang, at universet var for krævende for filmpublikummet. Og derfor har instruktør Wiene tilføjet en sekvens i hver sin ende af den ekspressionistiske fortælling. Disse to sekvenser finder sted på et sindssygehospital, hvor vores hovedperson, Francis, beretter historien om den magtliderlige dr. Caligari. Problemet med dette er, at præmisset ændres, for som modtager kan jeg ikke stole på fortælleren Francis. Er han overhoved troværdig i sin historie?
Jeg vil ikke spoile for meget mht. slutning, men jeg tror ikke, jeg røber for meget, når jeg siger at der i den grad sker noget dramatisk, der ændrer hele historien, og det ødelægger, efter min mening, hele budskabet. Og det er synd, for netop det politiske oprør er et af ekspressionismens styrker, men det ødelægger rammefortælling.
- 8/10
Nosferatu, eine Symphonie des Grauens (F.W. Murnau, 1922)
Murnau står for mig som stumfilmens absolutte sværvægter, og han er muligvis filmhistoriens første visuelle historiefortæller. Nosferatu er nok hans mest kendte film, men nævnes skal også Faust, Det Leztze Mann og den amerikanskproducerede Sunrise: A Song of two Humans, der alle er yderst revolutionerende i sit filmsprog, hvor vi blandt andet kan vidne verdens første travelling, bevægelse med kameraet.
Nosferatu bliver kaldt én af verdens mest uhyggelige film – og det forstår jeg godt. Dracula/Nosferatu, fantastisk fremstillet af Max Schreck, er intet mindre end skræmmende. Murnau har med Nosferatu villet personificere angsten og pesten for den tid, filmen udspiller sig i. Filmen er langt fra ligeså ekspressionistisk i sit univers som 'Das Kabinett', men er derimod mere ekspressionistisk i sin symbolik. Murnau har som den første filmet eksteriør, og dét med et formål: naturens fremstilling er intet mindre end fantastisk. Dens mange lumske kryb i form af edderkopper, kødædende planter og polypper er en effektiv symbolik for den fiffige grev Orlok alias Nosferatu. Murnau har gjort et stort arbejde i at gøre vampyren til mægtig og skrækindjagende med perspektiver og naturligvis den kraftige make-up. Ligeledes benytter han maget eminent skyggebrug, når grev Orlok sniger sig ind på sit offer – hvem kan ikke huske trappescenen? Derudover benytter Murnau stop-motion for at give Nosferatu hakkende, overnaturlige bevægelser. For mig er det skræmmende i filmen at Nosferatu muligvis er en repræsentation af det dæmoniske i mennesket, og han viser, hvordan man somme tider ikke kan kontrollere sine kræfter. Fantastisk.
- 10/10
Metropolis (Fritz Lang, 1927)
Fritz Langs ekspressionistiske fremtidsforestilling Metropolis er uden tvivl én af verdens smukkeste og flamboyante film. Hvor kulisserne i 'Das Kabinett' var påmalet, er Metropolis ganske ægte fremstillet. De enorme kulisser af storbyen er selv den dag i dag vanvittigt imponerende, og flere succesrige instruktører som Spielberg og Ridley Scott har ”tilstået” Langs enorme indflydelse i henholdsvis Minority Report og Blade Runner. Og det er da også en imponerende og satset produktion.
Æstetisk set er Metropolis bjergtagende med sine flotte effekter (bl.a. da robotten vækkes til live som en anden Frankensteins monster), sin meget avanceret, symmetriske billedkomposition og sit bevægelig levendegørelse af lys via lyskegler.
Tematisk set har Lang villet noget af det samme som Wiene ville med 'Das Kabinett': At fremstille et magtmisbrug og vise, hvordan folk blindt følger deres leder. Dette er en spændende tolkning af kapitalismen og den dertilhørende fascisme – lidt skræmmende at tænke på, hvordan fremtiden senere skulle tegne sig.
Som produktionen er Metropolis hypnotiserende med sine smukke kulisser og den elegante lysbrug. Dens portrættering af under- og overklassen er ligeledes fremragende og generelt er tematikken flot formidlet. Eneste lille minus er at Langs fremtidsbeskrivelse måske er en smule naivt, men det er ikke noget man skal tænke synderligt over.
- 9/10
#54 filmz-Bruce 19 år siden
Og husk så også at se "Shadow of the Vampire".
#55 JannikAnd 19 år siden
Takker. Tænkte det var på tide, der var andre end de sædvanlige tre anmeldere. :)
Så faktisk enkelte scener efterfølgende fra "Shadow of the Vampire" - har dog set den tidligere.
Jeg ejer ikke én eneste af de tre anmeldte film, selvom jeg ææælsker tysk ekspressionisme. Det er bare svært at finde gode udgaver med korrekte scores, desværre.
#56 mr gaijin 19 år siden
#57 JannikAnd 19 år siden
#58 filmz-Bruce 19 år siden
Olive Films
Denne kommer tæt på dit ønske mr gaijin :)
#59 mr gaijin 19 år siden
#60 filmz-Bruce 19 år siden