Jeg lægger ud i denne omgang, (med endnu en af mine favoritter fra LGBT genren), med Ana Kokkinos australske hard hitter af en film, baseret på Christos Tsolkias bog, hvis handling skildrer livet i løbet af ét hektisk døgn af den djævelsk charmerende men frustrerede og aggressive Ari, (stadig i skabet over for sine forældre), der må kæmpe en brav kamp både mod sin familie og ikke mindst sig selv, i jagten på at komme over ens med sine forudbestemte traditionsbunde græske værdier kontra erkendelsen af sin egen seksualitet, holdt oppe imod en søgning efter kulturel identitet som ny-australier med græske rødder. Ari føler så at sige både et enormt selvhad pga. hvad omgivelserne har fortalt ham er det normale, og føler samtidig at han ikke hører til i hverken den græske eller australske verden. De eneste ting der holder ham fra at miste forstanden helt, er når han tager en masse stoffer og fester igennem for på den måde at ku’ holde hverdagens, for ham, barske realiteter ude.
Et nært venskab med transvestitten Johnny, som på ingen måder skammer sig over hvem han er, samt en spirende forelskelse i hans diamantralle modstykke den afdæmpede og følsomme Sean, sender en signal om at fremtiden ikke nødvendigvis behøver at se så sort ud, hvis han er villig til at bekende kulør overfor sig selv om omverdenen.
Ana Kokkinos har lavet en film som er bragende godt fortalt med et in your face billede og lydsprog, der befriende nok på ingen måder holder igen i beskrivelsen af hverken Ari eller hans livsstil, og som samtidig får stillet en masse spørgsmål som er interessante og vedkommende både set i forholdt til seksuel og kulturel identitet, hvilke hun kombinere på fornemmeste vis med det visuelle uden at de to ting overskygger hinanden. I hovedrollen som Ari leverer Alex Dimitriades en ren tour de force præstation, der indeholder ligeså stor intensitet og nærvær som Robert De Niro i sine unge år.
I Billy Wilders 5 dobbelte Oscar vinder og opfølger til mega hittet “Some Like It Hot” slår han og Jack Lemmon atter pjalterne sammen til en ny omgang løjer, som denne gang dog grundet et langt mere alvorligt plot om utroskab og selvmord ligger stilmæssigt langt fra den forrige films muntre og løsslupne niveau. Lemmon spiller den hårdarbejdende lønslave C.C. Baxter, der endelig får sin store drøm om at stige i hierarkiet opfyldt, da han i overført betydning sælger sin sjæl til djævelen og lader sig udnytte af sin fire overordnede chefer til at udlevere nøglen til sin lejlighed, så de i al hemmelighed kan få lettet trykket med diverse elskerinder. Baxters naboer, der er uvidende om arrangementet, synes at han er en lummer og overliderlig sjuft, der ikke har nogen som helst respekt for kvinder, men den kritik må Baxter nødtvunget ta’ imod af frygt for at miste sit job. Situationen udvikler sig dog efterhånden til en følelses og jobmæssig katastrofe, da Baxter kommer på kollisionskurs med direktøren for firmaet, Mr. Sheldrake, (Fred MacMurray som er herlig nederdrægtig), hvis nyeste elskerinde er ingen ringere end Baxters drømmekvinde, kollegaen Fran Kubelic, (Shirley MacClaine), der senere forsøger at begå selvmord pga. den skruppelløse Sheldrakes opførsel over for hende.
Lemmon og MacClaine er forrygende gode sammen og supplere hinandens præstationer på mest imponerende facon, så man både griner og græder med dem undervejs i Billy Wilders ofte temmelig dystre handling om moral og etik, samt karriere kontra kærligheden.
Lige som det var tilfældet med westerngenren, nægter musicalen at kaste håndklædet i ringen og overgive sig trods det, at flere over tiden har erklæret begge for nærmest stendøde, eller i bedste fald et overstået kapitel i filmhistorien, der ikke rigtig længere var nogen fremtid i eller publikum for i biograferne. Men det har de sidste mange efterhånden dog modbevist sku’ være tilfældet, bl.a. med Woody Allens ”Everyone Says I Love You”, Baz Luhrmans ”Moulan Rouge” og Rob Marshall’s ”Chicago”, (som bliver fulgt op af hans kommende musical næste år ”Nine” og byder på et ligeså imponerende cast som forgængeren). I ”Chicago” spiller Renée Zellwegger den til at starte med tilsyneladende uskyldige og naive Roxie Hart, som myrder sin utro elsker og ender i fængslet hvor hun, efter et møde med den karismatiske og tidligere sangstjerne Velma, (Catherina Zeta- Jones der stjæler hver en scene hun er med i), og senere sin advokat Billy Flynn, (en utrolig veloplagt Richard Gere), som selv øjner en plads i rampelyset grundet hendes sag, forvandler sig til en kynisk og medieliderlig person, der vil gøre alt hvad der skal til for at blive kendt og berømt.
Baseret på Bob Fosse, John Cander & Fred Ebb’s mega populære teaterstykke fra 1975 af samme navn løfter Rob Marshall manuskriptet til nye højder, ved den måde han formår at mikse virkelighed og fantasi sammen på, akkompagneret af en fabelagtig veludført klippeteknik der gør overlapningerne helt fri for gnidninger og handlingen samt dens karakterer til et sandt festfyrværkeri af medrivende og spektakulære set-up’s, hvor dialog pludselig flyder ud i sang og dans uden, at det virker forceret eller abrupt. Two big thumbs up herfra til den suverænt bedste musical i nyere tid.
Så er det atter blevet tid til at bringe det komiske geni Woody Allen på banen. Denne gang med hans klukkende morsomme doku-drama om den fiktive jazzguitarist, kleptoman og charmør Emmett Ray, (Sean Penn der igen viser at han er en kamelæon som skuespiller, som kan spille alt lige overbevisende). En mand så excentrisk at det halve ku’ være nok og med et alkoholforbrug der perfekt matcher hans enorme talent for at tryllebinde publikum med sit ekvilibristiske og magiske fingerspil. I en herlig afvekslende fortællestil der tager tilskueren ud af filmens hovedplot, sat engang i 1930’erne, benytter Allen sig af hhv. voiceover og diverse klip med rigtige jazzlegender, der meget overbevisende i små anekdoter beskriver deres musikalske beundring af det skammeligt oversete geni Emmet Ray, hvis turbulente karriere og mere end anstrengte forhold til det modsatte køn, bliver vendt og drejet ned i mindste svært underholdende detalje.
To omdrejningspunkter i filmen er Ray’s møde med den stumme og skønne Hattie, (Samantha Morton som er knuselskelig dejlig), der elsker ham højt, men aldrig får samme følelser igen fordi Ray er så opslugt af sig eget ego og sin evige skiftevis fascination og konkurrence med sit store forbillede, den legendariske guitarist Django Reinhart, som han møder én gang i hele filmen, i en scene som er en af de ultimativt sjovest udførte.
Jeg ku’ ikke finde ”Sweet and Lowdown”s trailer på youtube eller videodetective, men fandt i stedet et af de humoristiske højdepunkterne frem, der perfekt beskriver Emmet Rays drømme om at nå stjernerne/være den bedste, kontra hverdagens barske og selvforskyldte realiteter i en scene som jeg får svære latterkramper over hver gang.
Baseret på Stephen Kings populære gyserroman af samme navn lykkedes det Brian De Palma, hvad der kun har været de færreste der har påtaget sig opgaven at visualisere en af Kings værker forundt, at lave en film der fuldt ud lever op til, og efter nogens mening endda overgår, bogen. Sissy Spacek spiller den generte og underkuede Carrie White, der er udvalgt som skolens yndlingsmobbeoffer nr. 1, i en rolle det er umulig for hende at slippe ud af grundet den fysiske og psykiske vold, der har forplantet sig i hele hendes væremåde, hun hjemme må ta’ imod daglig fra sin dybt forskruede og fanatisk religiøse mor, (Piper Laurie der i sandhed spiller den rolle så det løber kold ned af ryggen på en). Efter en episode, (der er næsten lige så ondskabsfuld, som den joke Carrie bliver udsat for i filmens afslutning), i omklædningslokalet efter gymnastiktimen, hvor hun for første gang har menstruation, bliver hun ydmyget på det groveste af de andre tøser, men får herefter selv skylden ved en samtale med skoleinspektøren, (der komplet ligeglad med hendes eksistens igen og igen kalder hende et andet navn). Undervejs erfarer Carrie at hun kan udnytte og bruge den vrede, som koger i hendes blod til sin egen fordel og endelig være i stand til at kunne give alle der ønsker at træde hende ned i sølet svar på tiltale.
”Carrie” er en helt igennem fremragende film, fordi den både formår at være en rendyrket gyser med et række solide choks, (der stadig kan få det til at gispe i mig), men i virkeligheden er mest fascinerende at følge grundet De Palmas psykologiske skildring af sit offer/heltinde, der er så effektivt visualiseret og fortalt, at filmen burde være undervisningsmateriale i samtlige folkeskoler vdr. mobning og de følgevirkninger det har, som det overnaturlige element metaforisk fungerer perfekt over.
Sissy Spacek er fænomenal god i sin oftest underspillede præstation, som man oprigtigt føler med hele vejen gennem de mange ydmygelser men til sidst knytter næven i triumf over, trods den blodige finale. Dette er efter min mening så afgjort De Palmas suverænt bedste film.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
I George Armitages forrygende og sprudlende kuldsorte action-komedie tages man med på en herlig nostalgisk rejse tilbage til det klassiske highschool jubilæum, som de fleste herinde formodentlig selv har oplevet med en forventning af hhv. glæde og frygt over atter at skulle stå ansigt til ansigt med sine gamle klassekammerater. Her bliver tingene godt nok sat ekstremt meget på spidsen, men det gør nu ikke genkendeligheden, (de småtraumatiske oplevelser, eller for den sags skyld gensynet med en tidligere kæreste), mindre af den grund. Men nok om mig og fluks videre til selve handlingen. John Cusack, (en mand der er umulig ikke at elske), spiller lejemorderen Martin Blank, der ud over at måtte slås med svære depressioner pga. sit job, som han ellers er fandens dygtig til, også med jævne mellemrum må ud i nogle irriterende diskussioner med konkurrenterne anført af den skruppelløse Grocer, (Dan Akroyd der nyder sin rolle som provokatør i fulde drag), der vil ha’ ham til at melde sig ind i deres fagforening. Midt i al virakken anbefaler Blanks psykolog, (Alan Arkin), ham til at ta’ til sit 10 års Highscool reunion for at stresse af, og gense sin eks Debi, (Minnie Driver). Men uheldigvis falder jubilæet sammen med hans sidste opgave som hitman, hvoraf målet desuden viser sig at ha’ store personlige og følelsesmæssige relationer.
”I’ve killed the president of Paraguay with a fork…how have you been?”
Der bliver skudt løst fra hoften her i samtlige af de fantastiske 107 min., som byder på et hav af velkoreograferede action-scener, (duellen Blank har mod den baskiske lejemorder Lapoubelle på sin gamle skole er f. eks suverænt fedt lavet), et sprudlende manuskript der indeholder op til flere, nu klassiske, oneliners og forrygende ping-pong dialog, samt skuespil af høj klasse ikke mindst mellem John Cusack og Minnie Driver, hvis kemi sammen rammer tilskueren i ansigtet som slagstiften på en magnum 44!
Kan desuden også anbefale, at man tjekker ”Grosse Point Blanks” superfede 80’er soundtrack ud.
David Lynch der stort set udelukkende er kendt for at skabe bizarre, dystre, melankolske og mareridtsagtige eventyr med lige dele film noir og lige dele okkult suspense, vendte i 1999 rundt på en tallerken og instruerede en film, der med sin poetiske og visuelle skønhed blev den diametrale modsætning til hans tidligere og efterfølgende værker. Richard Farnsworth, (der under indspilningerne selv var dødeligt syg af kræft), spiller den godmodige pensionist Alvin Straight, som lever et ganske fredsommeligt liv i Iowa med sin mentalt handicappede datter Rose, (Sissy Spacek der på fornemmeste vis formår at gøre sin beskedne birolle stærkt seværdig), som i fællesskab supplere hinanden og undgår at livet går hen og bliver alt for trivielt i længden. De to har dog alligevel deres småkontroverser, da Rose har det med at være lidt for overbeskyttende over for sin gamle far, hvilket går ham en smule på nerverne. Så da Alvin bliver bekendt med at hans bror Lyle, (Harry Dean Stanton), er syg og ikke har langt igen, beslutter Alvin sig for, trods det at han ikke har noget kørekort pga. sit helbred, at ta’ en lang rejse til Wisconsin på en gammel havetraktor, genoplive den totale frihedsfølelse og samtidig forsøge at nå til en forsoning med sin broder, som han tidligere altid har haft et mildt sagt anstrengt forhold til. Undervejs på sit eventyr gennem det idylliske landskab møder Alvin en række forskellige personer, som han med sin store erfaring og smittende positive livsindstilling gør stort indtryk på og omvendt også selv lærer af.
”The Straight Story” er på alle måder en beundringsværdig bedrift fra David Lynch, som klart og tydeligt understreger sin store forkærlighed for sit hjemland, hvilket han ofte meget uberettiget er blevet skudt i skoene ikke at bryde sig om grundet hans normalt dystre historier. Hvis ikke denne film, med sine gyldne/varme billeder, sit underskønne og omfavnende score, (mesterligt udført af Lynch hofkomponist Angelo Balmendetti), samt Richard Farnswortsh hjertevarme skuespil der personificere alt det positive ved Amerika, er den ultimative kærlighedserklæring til USA, ja så ved jeg sgu ikke hvad der så er.
Woody Allen havde tidligere i karrieren bevist, at han var en instruktør der formåede at begå sig lige godt, hvad enten det var drama eller komedie genren han kastede sig ud i, men havde aldrig på samme måde, som i ”Crimes & Misdemeanors”, forsøgt sig med et miks af de to genre i samme film. Det eksperiment slap Allen dog imponerende godt fra. Overlapningerne mellem den meget alvorlige dystre mordhistorie og den underfundige klukkende morsomme handlingstråd kørte perfekt, så det ene ikke overskyggede det andet og interessen for begge historier blev bevaret filmen ud. I den muntre afdeling er det sædvanen tro Allen selv der spiller hovedrollen som dokumentarfilminstruktøren Cliff Stein, der endelig får sit ønske opfyldt om at ku’ færdiggøre sit oprindelige drømmeprojekt, (om en af hans største idoler ; en professor i filosofi), da han får til opgave at portrættere den magtfulde og pænt selvglade tv-producer Lester, (Alan Alda der er herlig arrogant). En opgave Stein har et noget ambivalent forhold til og som ikke ligefrem bliver bedre, da Lester begynder at lægge an på Steins dreamgirl, assistenten Hailey, (Mia Farrow). I den anden og parallelle tråd følger man familiemanden Judah Rosenthal, (Martin Landau der er fremragende i sin skyldsplagede rolle), som afpresses af sin elskerinde, (Anjelica Huston), hvilket han ikke ser nogen anden løsning på end at hyre sin kriminelle bror Jack, (Jerry Orbach), til at ta’ affære.
Til sidst flettes de to handlingsforløb sammen i en genialt udført finale, hvor de to hovedroller ved tilfældighedernes spil mødes under et bryllup. Uden dog at gå nærmere i detaljer overfor hinanden diskuterer de to herrer deres respektive dilemmaer de har haft undervejs i en fremragende underspillet scene, der illustrere filmens temaer om moral og skyld, i hvad grad det end måtte være, til perfektion.
Da Lars Von Trier i 2000 vandt de Gyldne Palmer i Cannes, mente op til adskillige anmeldere og fans at han havde vundet prisen for den forkerte film, (den han åbenbart burde ha’ vundet for skulle ha’ været ”Breaking The Waves”). Den vurdering har jeg nu aldrig selv været enig i, fordi jeg klart mener at ”Dancer in The Dark” samlet set er en langt bedre film. I hvad man ku’ kalde for den uofficielle tredje del af Triers USA trilogi, (det vælger jeg i hvert fald selv at gøre), tages der igen et meget kritisk blik på hele ideologien om den amerikanske drøm, som Trier søger at destruere ja nærmest pulverisere illusionen af i sin 1964 skildring om den Tjekkoslovakiske immigrant Selma’s, (Bjørk der spiller røven ud af bukserne), desperate kamp for af skrabe nok penge sammen til sin søns øjenoperation, i et land hun er overbevist om kun vil hende det bedste, (sublimt skildret i de metaforiske og markant mere kontrastfyldte musicalnumre), med den arbejdsindsats og vilje hun lægger for dagen. Selma må dog i stedet sande, at grådighed, kynisme og uretfærdighed også huserer i bedste velgående midt i det såkaldte forjættede landskab, da hun kommer på kollisionskurs med den gældsplagede politimand Bill, (David Morse).
”Dancer In The Dark” bærer i sin stil med det håndholdte DV kamera præg af Dogme princippet, men Trier har heldigvis valgt helt at droppe det velkendte kornede billede og i stedet får man serveret klare og skarpe billeder med et snert af dokumentarisme, som kun tæller til filmens fordel. Speciel ser musical numrene hvor skarpheden øges og farverne er mere klare bragende godt ud trods måden det er optaget på. Musikken som primært er skrevet af Bjørk er et kapitel for sig og hvis der havde været bare en lille smule retfærdighed til, ja så havde ”I’ve Seen It All” vundet Oscaren for bedste sang det år.
(126) : The Incredible True Adventure of Two Girls In love, 1995
Ved første øjekast fremstår titlen på Maria Maggenti’s LGBT film alt alt for storladent og hovedrystende over-ambitiøs, især taget i betragtning af sit ekstremt lave budget. Men når man har set filmen, vil man snildt ku’ se at der er mening med galskaben og at handlingen sagtens kan leve op til den svulstige og pompøse titel, der i virkeligheden afslører sig selv som værende lidt af en genistreg set i forhold til dens udfordrende reference, (hvilket er et klassisk New Queer Cinema virkemiddel), tilbage i tid mod de tidstypiske gamle Hollywood dramaer/komedier, og som en perfekt illustration af den første store kærlighedsfølelse, der generelt gør sig gældende hos alle teenagers. Historien er en klassisk fortælling hvor modsætninger mødes og bliver forelskede, her i skikkelse af whitetrash tom boy’en Randy, (Laurel Holloman) og den rige upperclass sorte chik Evie, (Nicole Ari Parker), der trods den store forskellighed, og deres respektive omgivelsers, (familier og venner), mangel på accept og respekt, langsomt finder ud af at de har én ting til fælles der overskygger alt andet, nemlig kærlighed til hinanden.
Selvom det først og fremmest er romantikken som er i fokus, viser Maggenti at hun på ingen måde forholder sig naivt til sit materiale hvilket scenen, (som kan ses i starten af linket), hvor Randy forklare worst case scenario i tilfælde af, at deres forhold skulle blive afsløret, eller scenen hvor Evie springer ud af skabet overfor sine veninder, (som er en virkelig barsk en af slagsen at overvære), er to glimrende eksempler på. ”Two Girls In Love” fik positive anmeldelser på Sundance og betragtes som en semi-klassiker af fans i LGBT miljøet, men alligevel bliver filmen som regel undervurderet og nedprioteret i NQC sammenhæng, hvilket jeg ikke rigtig forstår noget af. For selv om Maggenti følger en traditionel fortælleform, ja så viser hun samtidig også en visuel opfindsomhed som fortjener mere opmærksomhed og anerkendelse, end hun og filmen hidtil har fået. Måden forskelligheden i hhv. Randy og Evies familie bliver skildret, samt forskellen på hvordan de to tøser opfatter verden kontra deres familier med skiftevis hektisk redigering mikset med rolige og nærmest stillestående stillbilleder, er enkelt men hamrende effektiv lavet. For slet ikke at snakke om måden slutningen er filmet på, hvilket er intet mindre end genialt tænkt og udført.
”A lot of people have mentioned to me that the shot looks like a marriage portrait… That final shot is actually a very ambivalent shot, leaving them at the threshold of adulthood, a relationship, their families, everything.” – Maria Maggenti.
”Two Girls In Love” var en film som jeg skulle se et par gange før jeg var hooket, men da det så endelig skete, ja så forelskede jeg mig også hovedkulds i denne vidunderlige lille perle, hvoraf en stor del af æren for det må tilskrives Laurel Holloman og Nicole Ari Parker, hvis kemi sammen er tryllebindende magisk på en knuselskelig og herlig underspillet måde. Filmen, der også var begge skuespilleres debut, blev i øvrigt startskuddet på en lovende karriere som både Parker og Holloman efterfølgende har formået at leve op til. Parker i film som ”Boogie Nights” og ”The End of Violence”, samt tv-serien ”Soul Food”, og Holloman i de to mega populære tv-serier ”Angel” og Showtimes ”The L Word”, hvor hun spiller helt fantastisk i sidstnævnte som Tina Kennard.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#91 NightHawk 14 år siden
http://www.amazon.co.uk/Head-Special-DVD-Alex-Dimi...
Jeg lægger ud i denne omgang, (med endnu en af mine favoritter fra LGBT genren), med Ana Kokkinos australske hard hitter af en film, baseret på Christos Tsolkias bog, hvis handling skildrer livet i løbet af ét hektisk døgn af den djævelsk charmerende men frustrerede og aggressive Ari, (stadig i skabet over for sine forældre), der må kæmpe en brav kamp både mod sin familie og ikke mindst sig selv, i jagten på at komme over ens med sine forudbestemte traditionsbunde græske værdier kontra erkendelsen af sin egen seksualitet, holdt oppe imod en søgning efter kulturel identitet som ny-australier med græske rødder. Ari føler så at sige både et enormt selvhad pga. hvad omgivelserne har fortalt ham er det normale, og føler samtidig at han ikke hører til i hverken den græske eller australske verden. De eneste ting der holder ham fra at miste forstanden helt, er når han tager en masse stoffer og fester igennem for på den måde at ku’ holde hverdagens, for ham, barske realiteter ude.
Et nært venskab med transvestitten Johnny, som på ingen måder skammer sig over hvem han er, samt en spirende forelskelse i hans diamantralle modstykke den afdæmpede og følsomme Sean, sender en signal om at fremtiden ikke nødvendigvis behøver at se så sort ud, hvis han er villig til at bekende kulør overfor sig selv om omverdenen.
Ana Kokkinos har lavet en film som er bragende godt fortalt med et in your face billede og lydsprog, der befriende nok på ingen måder holder igen i beskrivelsen af hverken Ari eller hans livsstil, og som samtidig får stillet en masse spørgsmål som er interessante og vedkommende både set i forholdt til seksuel og kulturel identitet, hvilke hun kombinere på fornemmeste vis med det visuelle uden at de to ting overskygger hinanden. I hovedrollen som Ari leverer Alex Dimitriades en ren tour de force præstation, der indeholder ligeså stor intensitet og nærvær som Robert De Niro i sine unge år.
(134) : The Apartment, 1960
http://www.axelmusic.com/productDetails/8839041008...
I Billy Wilders 5 dobbelte Oscar vinder og opfølger til mega hittet “Some Like It Hot” slår han og Jack Lemmon atter pjalterne sammen til en ny omgang løjer, som denne gang dog grundet et langt mere alvorligt plot om utroskab og selvmord ligger stilmæssigt langt fra den forrige films muntre og løsslupne niveau. Lemmon spiller den hårdarbejdende lønslave C.C. Baxter, der endelig får sin store drøm om at stige i hierarkiet opfyldt, da han i overført betydning sælger sin sjæl til djævelen og lader sig udnytte af sin fire overordnede chefer til at udlevere nøglen til sin lejlighed, så de i al hemmelighed kan få lettet trykket med diverse elskerinder. Baxters naboer, der er uvidende om arrangementet, synes at han er en lummer og overliderlig sjuft, der ikke har nogen som helst respekt for kvinder, men den kritik må Baxter nødtvunget ta’ imod af frygt for at miste sit job. Situationen udvikler sig dog efterhånden til en følelses og jobmæssig katastrofe, da Baxter kommer på kollisionskurs med direktøren for firmaet, Mr. Sheldrake, (Fred MacMurray som er herlig nederdrægtig), hvis nyeste elskerinde er ingen ringere end Baxters drømmekvinde, kollegaen Fran Kubelic, (Shirley MacClaine), der senere forsøger at begå selvmord pga. den skruppelløse Sheldrakes opførsel over for hende.
Lemmon og MacClaine er forrygende gode sammen og supplere hinandens præstationer på mest imponerende facon, så man både griner og græder med dem undervejs i Billy Wilders ofte temmelig dystre handling om moral og etik, samt karriere kontra kærligheden.
(133) : Chicago, 2002
http://www.axelmusic.com/productDetails/7869362390...
Lige som det var tilfældet med westerngenren, nægter musicalen at kaste håndklædet i ringen og overgive sig trods det, at flere over tiden har erklæret begge for nærmest stendøde, eller i bedste fald et overstået kapitel i filmhistorien, der ikke rigtig længere var nogen fremtid i eller publikum for i biograferne. Men det har de sidste mange efterhånden dog modbevist sku’ være tilfældet, bl.a. med Woody Allens ”Everyone Says I Love You”, Baz Luhrmans ”Moulan Rouge” og Rob Marshall’s ”Chicago”, (som bliver fulgt op af hans kommende musical næste år ”Nine” og byder på et ligeså imponerende cast som forgængeren). I ”Chicago” spiller Renée Zellwegger den til at starte med tilsyneladende uskyldige og naive Roxie Hart, som myrder sin utro elsker og ender i fængslet hvor hun, efter et møde med den karismatiske og tidligere sangstjerne Velma, (Catherina Zeta- Jones der stjæler hver en scene hun er med i), og senere sin advokat Billy Flynn, (en utrolig veloplagt Richard Gere), som selv øjner en plads i rampelyset grundet hendes sag, forvandler sig til en kynisk og medieliderlig person, der vil gøre alt hvad der skal til for at blive kendt og berømt.
Baseret på Bob Fosse, John Cander & Fred Ebb’s mega populære teaterstykke fra 1975 af samme navn løfter Rob Marshall manuskriptet til nye højder, ved den måde han formår at mikse virkelighed og fantasi sammen på, akkompagneret af en fabelagtig veludført klippeteknik der gør overlapningerne helt fri for gnidninger og handlingen samt dens karakterer til et sandt festfyrværkeri af medrivende og spektakulære set-up’s, hvor dialog pludselig flyder ud i sang og dans uden, at det virker forceret eller abrupt. Two big thumbs up herfra til den suverænt bedste musical i nyere tid.
(132) : Sweet and Lowdown, 1999
http://www.amazon.com/Sweet-Lowdown-Chris-Bauer/dp...
Så er det atter blevet tid til at bringe det komiske geni Woody Allen på banen. Denne gang med hans klukkende morsomme doku-drama om den fiktive jazzguitarist, kleptoman og charmør Emmett Ray, (Sean Penn der igen viser at han er en kamelæon som skuespiller, som kan spille alt lige overbevisende). En mand så excentrisk at det halve ku’ være nok og med et alkoholforbrug der perfekt matcher hans enorme talent for at tryllebinde publikum med sit ekvilibristiske og magiske fingerspil. I en herlig afvekslende fortællestil der tager tilskueren ud af filmens hovedplot, sat engang i 1930’erne, benytter Allen sig af hhv. voiceover og diverse klip med rigtige jazzlegender, der meget overbevisende i små anekdoter beskriver deres musikalske beundring af det skammeligt oversete geni Emmet Ray, hvis turbulente karriere og mere end anstrengte forhold til det modsatte køn, bliver vendt og drejet ned i mindste svært underholdende detalje.
To omdrejningspunkter i filmen er Ray’s møde med den stumme og skønne Hattie, (Samantha Morton som er knuselskelig dejlig), der elsker ham højt, men aldrig får samme følelser igen fordi Ray er så opslugt af sig eget ego og sin evige skiftevis fascination og konkurrence med sit store forbillede, den legendariske guitarist Django Reinhart, som han møder én gang i hele filmen, i en scene som er en af de ultimativt sjovest udførte.
Jeg ku’ ikke finde ”Sweet and Lowdown”s trailer på youtube eller videodetective, men fandt i stedet et af de humoristiske højdepunkterne frem, der perfekt beskriver Emmet Rays drømme om at nå stjernerne/være den bedste, kontra hverdagens barske og selvforskyldte realiteter i en scene som jeg får svære latterkramper over hver gang.
(131) : Carrie, 1976
http://www.axelmusic.com/productDetails/0276168655...
Baseret på Stephen Kings populære gyserroman af samme navn lykkedes det Brian De Palma, hvad der kun har været de færreste der har påtaget sig opgaven at visualisere en af Kings værker forundt, at lave en film der fuldt ud lever op til, og efter nogens mening endda overgår, bogen. Sissy Spacek spiller den generte og underkuede Carrie White, der er udvalgt som skolens yndlingsmobbeoffer nr. 1, i en rolle det er umulig for hende at slippe ud af grundet den fysiske og psykiske vold, der har forplantet sig i hele hendes væremåde, hun hjemme må ta’ imod daglig fra sin dybt forskruede og fanatisk religiøse mor, (Piper Laurie der i sandhed spiller den rolle så det løber kold ned af ryggen på en). Efter en episode, (der er næsten lige så ondskabsfuld, som den joke Carrie bliver udsat for i filmens afslutning), i omklædningslokalet efter gymnastiktimen, hvor hun for første gang har menstruation, bliver hun ydmyget på det groveste af de andre tøser, men får herefter selv skylden ved en samtale med skoleinspektøren, (der komplet ligeglad med hendes eksistens igen og igen kalder hende et andet navn). Undervejs erfarer Carrie at hun kan udnytte og bruge den vrede, som koger i hendes blod til sin egen fordel og endelig være i stand til at kunne give alle der ønsker at træde hende ned i sølet svar på tiltale.
”Carrie” er en helt igennem fremragende film, fordi den både formår at være en rendyrket gyser med et række solide choks, (der stadig kan få det til at gispe i mig), men i virkeligheden er mest fascinerende at følge grundet De Palmas psykologiske skildring af sit offer/heltinde, der er så effektivt visualiseret og fortalt, at filmen burde være undervisningsmateriale i samtlige folkeskoler vdr. mobning og de følgevirkninger det har, som det overnaturlige element metaforisk fungerer perfekt over.
Sissy Spacek er fænomenal god i sin oftest underspillede præstation, som man oprigtigt føler med hele vejen gennem de mange ydmygelser men til sidst knytter næven i triumf over, trods den blodige finale. Dette er efter min mening så afgjort De Palmas suverænt bedste film.
#92 wimmie 14 år siden
#93 filmz-Bruce 14 år siden
#94 Åkepool 14 år siden
#95 AP 14 år siden
#96 Lord Beef Jerky 14 år siden
#97 Kiksmann 14 år siden
Ja men det gør Escape From L. A. dælme ikke i samme stil :(
#98 NightHawk 14 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/7179510004...
http://www.amazon.co.uk/Grosse-Pointe-Blank-Soundt...
I George Armitages forrygende og sprudlende kuldsorte action-komedie tages man med på en herlig nostalgisk rejse tilbage til det klassiske highschool jubilæum, som de fleste herinde formodentlig selv har oplevet med en forventning af hhv. glæde og frygt over atter at skulle stå ansigt til ansigt med sine gamle klassekammerater. Her bliver tingene godt nok sat ekstremt meget på spidsen, men det gør nu ikke genkendeligheden, (de småtraumatiske oplevelser, eller for den sags skyld gensynet med en tidligere kæreste), mindre af den grund. Men nok om mig og fluks videre til selve handlingen. John Cusack, (en mand der er umulig ikke at elske), spiller lejemorderen Martin Blank, der ud over at måtte slås med svære depressioner pga. sit job, som han ellers er fandens dygtig til, også med jævne mellemrum må ud i nogle irriterende diskussioner med konkurrenterne anført af den skruppelløse Grocer, (Dan Akroyd der nyder sin rolle som provokatør i fulde drag), der vil ha’ ham til at melde sig ind i deres fagforening. Midt i al virakken anbefaler Blanks psykolog, (Alan Arkin), ham til at ta’ til sit 10 års Highscool reunion for at stresse af, og gense sin eks Debi, (Minnie Driver). Men uheldigvis falder jubilæet sammen med hans sidste opgave som hitman, hvoraf målet desuden viser sig at ha’ store personlige og følelsesmæssige relationer.
”I’ve killed the president of Paraguay with a fork…how have you been?”
Der bliver skudt løst fra hoften her i samtlige af de fantastiske 107 min., som byder på et hav af velkoreograferede action-scener, (duellen Blank har mod den baskiske lejemorder Lapoubelle på sin gamle skole er f. eks suverænt fedt lavet), et sprudlende manuskript der indeholder op til flere, nu klassiske, oneliners og forrygende ping-pong dialog, samt skuespil af høj klasse ikke mindst mellem John Cusack og Minnie Driver, hvis kemi sammen rammer tilskueren i ansigtet som slagstiften på en magnum 44!
Kan desuden også anbefale, at man tjekker ”Grosse Point Blanks” superfede 80’er soundtrack ud.
(129) : The Straigth Story, 1999
http://www.axelmusic.com/productDetails/7179510101...
David Lynch der stort set udelukkende er kendt for at skabe bizarre, dystre, melankolske og mareridtsagtige eventyr med lige dele film noir og lige dele okkult suspense, vendte i 1999 rundt på en tallerken og instruerede en film, der med sin poetiske og visuelle skønhed blev den diametrale modsætning til hans tidligere og efterfølgende værker. Richard Farnsworth, (der under indspilningerne selv var dødeligt syg af kræft), spiller den godmodige pensionist Alvin Straight, som lever et ganske fredsommeligt liv i Iowa med sin mentalt handicappede datter Rose, (Sissy Spacek der på fornemmeste vis formår at gøre sin beskedne birolle stærkt seværdig), som i fællesskab supplere hinanden og undgår at livet går hen og bliver alt for trivielt i længden. De to har dog alligevel deres småkontroverser, da Rose har det med at være lidt for overbeskyttende over for sin gamle far, hvilket går ham en smule på nerverne. Så da Alvin bliver bekendt med at hans bror Lyle, (Harry Dean Stanton), er syg og ikke har langt igen, beslutter Alvin sig for, trods det at han ikke har noget kørekort pga. sit helbred, at ta’ en lang rejse til Wisconsin på en gammel havetraktor, genoplive den totale frihedsfølelse og samtidig forsøge at nå til en forsoning med sin broder, som han tidligere altid har haft et mildt sagt anstrengt forhold til. Undervejs på sit eventyr gennem det idylliske landskab møder Alvin en række forskellige personer, som han med sin store erfaring og smittende positive livsindstilling gør stort indtryk på og omvendt også selv lærer af.
”The Straight Story” er på alle måder en beundringsværdig bedrift fra David Lynch, som klart og tydeligt understreger sin store forkærlighed for sit hjemland, hvilket han ofte meget uberettiget er blevet skudt i skoene ikke at bryde sig om grundet hans normalt dystre historier. Hvis ikke denne film, med sine gyldne/varme billeder, sit underskønne og omfavnende score, (mesterligt udført af Lynch hofkomponist Angelo Balmendetti), samt Richard Farnswortsh hjertevarme skuespil der personificere alt det positive ved Amerika, er den ultimative kærlighedserklæring til USA, ja så ved jeg sgu ikke hvad der så er.
(128) : Crimes & Misdemeanors, 1989
http://www.axelmusic.com/productDetails/0276168626...
Woody Allen havde tidligere i karrieren bevist, at han var en instruktør der formåede at begå sig lige godt, hvad enten det var drama eller komedie genren han kastede sig ud i, men havde aldrig på samme måde, som i ”Crimes & Misdemeanors”, forsøgt sig med et miks af de to genre i samme film. Det eksperiment slap Allen dog imponerende godt fra. Overlapningerne mellem den meget alvorlige dystre mordhistorie og den underfundige klukkende morsomme handlingstråd kørte perfekt, så det ene ikke overskyggede det andet og interessen for begge historier blev bevaret filmen ud. I den muntre afdeling er det sædvanen tro Allen selv der spiller hovedrollen som dokumentarfilminstruktøren Cliff Stein, der endelig får sit ønske opfyldt om at ku’ færdiggøre sit oprindelige drømmeprojekt, (om en af hans største idoler ; en professor i filosofi), da han får til opgave at portrættere den magtfulde og pænt selvglade tv-producer Lester, (Alan Alda der er herlig arrogant). En opgave Stein har et noget ambivalent forhold til og som ikke ligefrem bliver bedre, da Lester begynder at lægge an på Steins dreamgirl, assistenten Hailey, (Mia Farrow). I den anden og parallelle tråd følger man familiemanden Judah Rosenthal, (Martin Landau der er fremragende i sin skyldsplagede rolle), som afpresses af sin elskerinde, (Anjelica Huston), hvilket han ikke ser nogen anden løsning på end at hyre sin kriminelle bror Jack, (Jerry Orbach), til at ta’ affære.
Til sidst flettes de to handlingsforløb sammen i en genialt udført finale, hvor de to hovedroller ved tilfældighedernes spil mødes under et bryllup. Uden dog at gå nærmere i detaljer overfor hinanden diskuterer de to herrer deres respektive dilemmaer de har haft undervejs i en fremragende underspillet scene, der illustrere filmens temaer om moral og skyld, i hvad grad det end måtte være, til perfektion.
(127) : Dancer In The Dark, 2000
http://www.axelmusic.com/productDetails/7940435199...
Da Lars Von Trier i 2000 vandt de Gyldne Palmer i Cannes, mente op til adskillige anmeldere og fans at han havde vundet prisen for den forkerte film, (den han åbenbart burde ha’ vundet for skulle ha’ været ”Breaking The Waves”). Den vurdering har jeg nu aldrig selv været enig i, fordi jeg klart mener at ”Dancer in The Dark” samlet set er en langt bedre film. I hvad man ku’ kalde for den uofficielle tredje del af Triers USA trilogi, (det vælger jeg i hvert fald selv at gøre), tages der igen et meget kritisk blik på hele ideologien om den amerikanske drøm, som Trier søger at destruere ja nærmest pulverisere illusionen af i sin 1964 skildring om den Tjekkoslovakiske immigrant Selma’s, (Bjørk der spiller røven ud af bukserne), desperate kamp for af skrabe nok penge sammen til sin søns øjenoperation, i et land hun er overbevist om kun vil hende det bedste, (sublimt skildret i de metaforiske og markant mere kontrastfyldte musicalnumre), med den arbejdsindsats og vilje hun lægger for dagen. Selma må dog i stedet sande, at grådighed, kynisme og uretfærdighed også huserer i bedste velgående midt i det såkaldte forjættede landskab, da hun kommer på kollisionskurs med den gældsplagede politimand Bill, (David Morse).
”Dancer In The Dark” bærer i sin stil med det håndholdte DV kamera præg af Dogme princippet, men Trier har heldigvis valgt helt at droppe det velkendte kornede billede og i stedet får man serveret klare og skarpe billeder med et snert af dokumentarisme, som kun tæller til filmens fordel. Speciel ser musical numrene hvor skarpheden øges og farverne er mere klare bragende godt ud trods måden det er optaget på. Musikken som primært er skrevet af Bjørk er et kapitel for sig og hvis der havde været bare en lille smule retfærdighed til, ja så havde ”I’ve Seen It All” vundet Oscaren for bedste sang det år.
(126) : The Incredible True Adventure of Two Girls In love, 1995
http://www.axelmusic.com/productDetails/7940436958...
Ved første øjekast fremstår titlen på Maria Maggenti’s LGBT film alt alt for storladent og hovedrystende over-ambitiøs, især taget i betragtning af sit ekstremt lave budget. Men når man har set filmen, vil man snildt ku’ se at der er mening med galskaben og at handlingen sagtens kan leve op til den svulstige og pompøse titel, der i virkeligheden afslører sig selv som værende lidt af en genistreg set i forhold til dens udfordrende reference, (hvilket er et klassisk New Queer Cinema virkemiddel), tilbage i tid mod de tidstypiske gamle Hollywood dramaer/komedier, og som en perfekt illustration af den første store kærlighedsfølelse, der generelt gør sig gældende hos alle teenagers. Historien er en klassisk fortælling hvor modsætninger mødes og bliver forelskede, her i skikkelse af whitetrash tom boy’en Randy, (Laurel Holloman) og den rige upperclass sorte chik Evie, (Nicole Ari Parker), der trods den store forskellighed, og deres respektive omgivelsers, (familier og venner), mangel på accept og respekt, langsomt finder ud af at de har én ting til fælles der overskygger alt andet, nemlig kærlighed til hinanden.
Selvom det først og fremmest er romantikken som er i fokus, viser Maggenti at hun på ingen måde forholder sig naivt til sit materiale hvilket scenen, (som kan ses i starten af linket), hvor Randy forklare worst case scenario i tilfælde af, at deres forhold skulle blive afsløret, eller scenen hvor Evie springer ud af skabet overfor sine veninder, (som er en virkelig barsk en af slagsen at overvære), er to glimrende eksempler på. ”Two Girls In Love” fik positive anmeldelser på Sundance og betragtes som en semi-klassiker af fans i LGBT miljøet, men alligevel bliver filmen som regel undervurderet og nedprioteret i NQC sammenhæng, hvilket jeg ikke rigtig forstår noget af. For selv om Maggenti følger en traditionel fortælleform, ja så viser hun samtidig også en visuel opfindsomhed som fortjener mere opmærksomhed og anerkendelse, end hun og filmen hidtil har fået. Måden forskelligheden i hhv. Randy og Evies familie bliver skildret, samt forskellen på hvordan de to tøser opfatter verden kontra deres familier med skiftevis hektisk redigering mikset med rolige og nærmest stillestående stillbilleder, er enkelt men hamrende effektiv lavet. For slet ikke at snakke om måden slutningen er filmet på, hvilket er intet mindre end genialt tænkt og udført.
”A lot of people have mentioned to me that the shot looks like a marriage portrait… That final shot is actually a very ambivalent shot, leaving them at the threshold of adulthood, a relationship, their families, everything.” – Maria Maggenti.
”Two Girls In Love” var en film som jeg skulle se et par gange før jeg var hooket, men da det så endelig skete, ja så forelskede jeg mig også hovedkulds i denne vidunderlige lille perle, hvoraf en stor del af æren for det må tilskrives Laurel Holloman og Nicole Ari Parker, hvis kemi sammen er tryllebindende magisk på en knuselskelig og herlig underspillet måde. Filmen, der også var begge skuespilleres debut, blev i øvrigt startskuddet på en lovende karriere som både Parker og Holloman efterfølgende har formået at leve op til. Parker i film som ”Boogie Nights” og ”The End of Violence”, samt tv-serien ”Soul Food”, og Holloman i de to mega populære tv-serier ”Angel” og Showtimes ”The L Word”, hvor hun spiller helt fantastisk i sidstnævnte som Tina Kennard.
#99 wimmie 14 år siden
#100 MMB 14 år siden