Jeg lægger ud i denne omgang med John Frankenheimers mesterlige koldkrigs thriller, som her 48 år efter sin premiere stadig formår at være knivskarp i sin satiriske analyse over det politiske magtspil internt i USA, og kuldegysningsfremkaldende i sin beskrivelse af fanatisme i alle afskygninger fra begge sider af det politiske spektre. Under en mission i Korea bliver en deling amerikanske soldater bortført til Kina og udsat for et hjernevaskende eksperiment, (med kodenavnet Manchurian), af deres kommunistiske fangevogtere der senere, når de røde slyngler ønsker det, vil forvandler de intetanende amerikanere til følelseskolde snigmordere hjemme i USA, hvor to af de ledende kræfter fra enheden, major Bennett Marco, (Frank Sinatra), og ”krigshelten” der befriede dem igen, Sergent Raymond Shaw, (Laurence Harvey), senere krydser klinger i en nervepirrende duel på vej mod det kommende præsidentvalg som Shaws stedfar, (en Joseph McCarthy klon), er en af kandidaterne til. Undervejs sin jagt på sandheden og opklaring af den store konspirations mål, render Marco ”tilfældigt” på den charmerende Rose Chainey, (Janet Leigh), der vælger at hjælpe ham med at afsløre komplottet. Men kan han mon stole på hende, eller kører hun også med en skjult dagsorden, lige som Shaws kyniske mor Elenor Iselin, (Angela Lansbury der spiller fremragende creepy i sin omklarende og dominerende rolle).
Sjældent har jeg set en thriller, der er så lagret og så medrivende som ”The Manchurian Candidate” og med så mange overraskelser gemt oppe i ærmet, at man knap tør tro sine egne øjne. I de to hovedroller leverer Sinatra og Harvey begge, på hver deres måde, et solidt indtryk som de to stærkt traumatiserede krigshelte der håndterer, (i en yderligere interessant analyse af det enkelte individs psyke/modstandskraft), eksperimentet på vidt forskellig måde.
Efter utallige omveje, ændringer af manuskriptet og problemfyldte forhandlinger hvor bl.a. Leonardo DiCaprio i en lang periode var udnævnt til at spille hovedrollen, lykkedes det endelig i sidste ende for filmens oprindelige instruktør Mary Harron med fælles hjælp fra Christian Bale og Harron’s gamle ven, manuskriptforfatter Guinevere Turner, at få stablet en filmversion af Brett Easton Ellis kultklassiker om 80’ernes materialistiske yuppiedage på benene, der fuldt ud levede op til bogens ære trods ændringer hist og pist, og modbeviste alle dem der mente at materialet ikke var muligt at omsætte til det store lærred grundet sin eksplicitte udpensling af sex og vold. Christian Bale, (i en ofte skræmmende intens præstation), spiller den altoverskyggende hovedrolle som den åleglatte og arrogante forretningsmand Patrick Bateman, der når natten falder på lader sin skizofrene mr. Hyde skinne igennem for fuld udblæsning og forvandles til en blodtørstig stjernepsykopat, som gir total slip på sit menneskelige ydres mentale kølighed til fordel for den indre primat der gir ham muligheden for, hvor sygt det så end må lyde, at gi’ udtryk for sine oprindelige undertrykte følelser.
Bateman er så fortabt og fanget i den materialistiske verden og sin jagt på at opnå prestige, at han kun kan udtrykke sig gennem voldelige handlinger for at føle han eksistere. Hele introsekvensen med Bale’s voice-over et mesterligt eksempel på dette, hvor Harron placere Bateman i en intens træningsmontage for at opretholde den perfekte krop lige foran tv’et med ”Texas Chainsaw Massacre” kørende i baggrunden. Eller da Bateman piller sin ansigtsmaske af på badeværelset med ordene ;
”There is an idea of a Patrick Bateman; some kind of abstraction. But there is no real me: only an entity, something illusory. And though I can hide my cold gaze, and you can shake my hand and feel flesh gripping yours and maybe you can even sense our lifestyles are probably comparable... I simply am not there.”
Men i den eksistentielle søgning der samtidig også er et opgør med den filosofi og det miljø han lever i, overser han fuldstændig det lys i mørket symboliseret i skikkelse af hans godmodige assistent Jean, (Chloe Segviny), og politimanden Donald Kimball, (Willem Dafoe), som måske ku’ ha’ bragt ham og hans sind på ret kurs. Som jeg tolker det er Bateman, sat ekstremt meget på spidsen, en fantast og idealist der i sin iver mod at bekæmpe systemet taber sig selv og sin sjæl så meget på gulvet, at der skal mere end blot en blodig gulvmoppe til at få styr på situationen igen for hans vedkommende.
Med Sam Peckinpah’s ultra voldelige klassiker ”The Wild Bunch” blev westerngenren i 1969 ramt af en blodig revolution, der på ingen måde lagde fingre imellem sin beskrivelse af miljøet eller karaktererne, og som dermed gjorde op med fortidens romantiserede Hollywood portrætteringer, hvor tøjet altid var rent og John Wayne ku’ ramme en gråspurv på 200 meters afstand i en gevaldig brandert. Med industrialiseringen og den moderne verden åndende dem i nakken, gør en aldrende bande anført af den karismatiske Pike Bishop, (William Holden), og hans højre hånd Dutch Engstrom, (en sammenbidt og furet Ernest Bognine), sig klar til et sidste kup på vej mod en utopisk tilværelse som pensionister i et land de ikke længere mere er velkomment i, hvilket de resolut får at mærke råt for usødet, da de ryger i et blodigt baghold udtænkt af ordensmagten, der benytter sig af et tidligere bandemedlems, (Robert Ryan), indgående kendskab til deres metoder. Nu på vild flugt ender de overlevende i en mexicansk landsby, hvor de indgår et skæbnesvanger aftale om et våbenkub fra den amerikanske hær med den sadistiske general Mapache, som ikke skyer nogen midler for at holde lokalbefolkningen nede i sølet i sådan en grad, at Pike og hans bande beslutter sig for at trodse deres kapitalistiske hensyn, trække en moralsk streg i sandet og i stedet kæmpe for noget de kan stå inde for, nemlig goe’ gammeldags begreber som ære, loyalitet og sammenhold.
”The Wild Bunch” er kort og godt en helt igennem suveræn western med skuespilpræstationer og det samlede filmhåndværk liggende i top hele vejen rundt, samt en måde at filme og redigere actionscener på som var nyskabende i sit miks af fast-motion og slowmotion krydret med flere vinkler indenfor samme sekvens. Stilen blev efterfølgende et fast indslag hos Sam Peckinpah, som han med sikker hånd benyttede sig trofast af i flere af sine film.
Baseret på Susanna Kaysens selvbiografi instruerede James Mangold tilbage i 99’ filmversionen, der med tiden blev bedre kendt som kvindernes svar på Jack Nicholson klassikeren ”One Flew Over The Cuckoos Nest”, om en flok unge tøser med forskellige psykiske lidelser heriblandt Kaysen selv, (der på dette tidspunkt led af maniodepressive tanker), som i stedet for egentlig behandling mere eller mindre blev gemt væk fra offentligheden på diverse lukkede institutioner. Winona Ryder, (fremragende som altid), spiller Susanna hvis forældre ikke helt kan bedømme hendes flyvske sind og i stedet for selv at ta’ affære vælger den nemme udvej, og sender deres datter af sted til et ophold på ubestemt tid på Claymoore institutionen. Susanna er ikke ligefrem begejstret over den løsning, men må pænt indordne sig under autoriteternes vingesus hvis pres dog hurtigt synes glemt igen, da hun møder de andre patienter, (heriblandt Clea Duvall og en yderst velspillende Brittany Murphy), på afdelingen som hun snart bliver nære venner med, da hun opdager at de er ligeså ”syge” som hun selv er.
”Crazy isn't about being broken, or swallowing a dark secret. It's you, or me, amplified..."
Hende og de andre kommer dog ikke rigtig nogen vegne med at få løst deres respektive problemer, hvilket personalet heller ikke formår at klare, men det bliver der til gengæld lavet markant om på, da Susanna krydser klinger med sin senere soulmate, sosiopaten Lisa, (Oscar vindende Angelina Jolie som aldrig har være bedre hverken før eller siden), der hæmningsløst lykkedes med i en hudløs ærlig og rå form for terapi, at provokere de andre så meget at de finder frem til kernen af deres sygdomme, hvilket skaber en boomerang effekt hos Susanna, som undervejs vokser og udvikler sig så meget, at hun bliver det våben der kan fjerne Lisas panser og kickstarte hendes følelseskolde hjerte igen.
Med handlingen sat i tre forskellige tidsperioder formår denne fremragende tv-film lavet til HBO, sin beskedne spilletid på 96 minutter til trods, at lave en imponerende og nuanceret beskrivelse over udviklingen af homoseksuelles vilkår, accept, (også internt i miljøet), og rettigheder, der for alle tre historiers vedkommende er placeret i og omkring det samme hus.
I første del instrueret af Jane Anderson tages man tilbage til 1961, hvor man følger det aldrende par Edith, (Vanessa Redgarve), og Abby, (Maria Seldes), på deres 30 års ”bryllupsdag”, som de pænt må kontrollere deres glæde over både under biografturen til premieren på ”The Children’s Hour”, (en film med en stærk lesbisk subtekst som de er de eneste i salen, der kan relatere til og forstå), og efter, hvor de på vej hjem må holde afstand til hinanden, da en gruppe unge lømler spotter de to kvinders følelser for hinanden, som de kun for alvor kan få lov til at give udtryk for hjemme i trygge rammer hos Abby. Idyllen brydes dog brat da hun dagen efter falder om af et hjerteanfald, hvilket pludselig efterlader Edith alene tilbage i et hus som Abbys pengegriske familie, Ted og Alice Henley, (Paul Giamatti & Elisabeth Perkins), hurtigt får gjort det klart over for Edith, at hun ingen indflydelse har på boet på trods af, at det faktisk er hele hendes liv de er er i færd med at rive i stumper og stykker. Et liv som de i øvrigt meget belejlig vælger fuldstændigt at ignorere eksistensen af. Den eneste der egentlig har forståelse for Edith er Henleys 12 årige datter Maggie, der godt kan se hvad det hele drejer sig om, og hvis handling til sidst sender et signal om at der med den yngre generation er håb forude hvad angår accept og tolerance.
Næste afsnit er instrueret af Martha Coolige, året er 1972 og huset nu omdannet til et kollektiv/kollegie for fire unge lesbiske hippietøser, som rager uklar med den studentergruppe for feminister de selv har været med til at starte op på deres college, da de bliver bekendt med at samtlige punkter der vedrører lesbiskes rettigheder nu pludselig er taget af dagsordenen. Irriterede over at være blevet dolket i ryggen beslutter de fire sig for at starte deres egen forening og tager senere i byen for at fejre det, men det får tre af dem dog hurtigt nok af på en lokal girls only bar, da de ikke bryder sig om synet af de alt for butch/maskuline typer der hænger ud på stedet, og med dobbeltmoralen hængende tykt i luften forlader de alle resolut lokalet. Lige med undtagelse af Linda, (Michelle Williams), der falder pladask for den ultra charmerende biker/tomb boy Amy, (Chloe Segviny), som på sin egen stille og rolige facon udfordrer hendes måde at betragte lesbiske, der er anderledes end hende selv på. Spørgsmålet er nu om Linda formår at bryde de traditionelle feminine rammer hendes medsøstre mener hun skal tænke i, eller om hendes kærlighed til Amy er stor nok til at ku’ se forbi hendes væremåde/tøjstil og blot acceptere hende for hvem hun er.
I del 3 instrueret af Anne Heche tager vi et solidt hop fremad og lander i år 2000, hvor huset nu et beboet af parret Fran og Kal, (Sharon Stone & Ellen Degeneres), som desperat forsøger at få et barn sammen, men som hurtigt må indse at det langt fra er så ligetil som man sku’ tro, da deres vennepar, de to bøsser Tom og Arnold, pludselig får moralske skrupler ang. deres rolle som sæddonorer og den rolle de efterfølgende ikke vil komme til at spille i barnets liv. Så ikke nok med at Fran og Kal nu må ud og starte forfra i jagten på en donor, men samtidig er illusionen om en underforstået aftale det homoseksuelle miljø imellem også bristet totalt, hvilket blot er endnu et slag i ansigtet. Undervejs deres håbefulde søgning over nettet på mr. Right, begynder tvivlen så småt at dukke op om de overhoved er gearet til at ku’ opdrage et barn med al den modstand det vil komme til at møde pga. deres livsstil/seksualitet, og Kal bliver sideløbende dybt frustreret over at hun ikke selv kan gøre Fran gravid, (en følelse der specielt hos lesbiske er ramt lige på kornet). De vælger trods alle bekymringerne at gennemføre projektet, men vil det mon lykkedes for dem i sidste ende at få gevinst?
”If These Walls Could Talk 2” er intet mindre end et mesterværk indenfor LGBT genren, fordi den i alle tre historier rammer millimeter præcist i sin beskrivelse af tiden, miljøet og karaktererne der på forunderlig vis, ud over det fysiske holdepunkt symboliseret i form af huset, hænger sammen i en fornemt eksekveret symbiose over de tre tidsperioder. Man kommer så at sige hele følelsesregistret igennem her og i tre scener måtte jeg sgu knibe et par tårer ; da chokket rammer Edith og hun indser hun pludselig er mutters alene, Linda og Amys første kys, (som man kan se i linket), samt reaktionen over resultatet af Fran og Kal’s sidste graviditetstest. Vanessa Redgrave vandt i øvrigt fuldt fortjent både en Emmy, Golden Globe og Screen Actors Guild Award for hendes graciøse og underspillede præstation som Edith. Samme priser burde også være gået til Chloe Segvigny og Sharon Stone, hvis i spørger mig.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
American Psycho (4/6) er bestemt en undervurderet lille film, der i mine øjne på mange måder er bedre end bogen. Girl Interrupted (3/6) siger mig dog ikke det store. Fin nok film, men jeg blev ikke rigtigt revet med af historien, og finder især Jolies skuespil ekstremt overspillet.
"Avatar blev skrevet flere år før Pocahontas, og dermed (forhåbentlig indlysende) også før Irak krigen"
Jieho Lee har både instrueret og delvist skrevet, (sammen med Bob DeRosa), denne eksistensielle gangsterfabel, med et overblik der er helt fænomenal i sin visuelle stil. Skiftet mellem de lyse og uskyldige flashback scener og scenen til sidst i solopgangen kontra de mange mørke film noir inspirerede, (sublimt fotograferet af Walt Lloyd), fungerer med lige dele melankolsk poesi og malerisk skønhed sat overfor hverdagens realisme i hhv. skyggebaserede og sort orange billeder, der oser af atmosfære og som alle er med til at understrege og forstærke karakterernes inde og ydre følelser. Med sig i baglommen har Lee yderligere forstærkning i form af et stærkt soundtrack og score som levere lige dele slagkraft samt atmosfære de helt rigtige steder.Lee’s ultimative trumfkort, som løfter hans i forvejen komplekse og intelligente mosaikmanuskript helt op i skyerne, kommer dog i form af et cast, som alle leverer deres absolut højeste niveau.
Oven over dem alle stråler de tre hovedroller, Fraser, Gellar og Garcia, dog med tre præstationer, der uden tvivl må siges at være deres absolut bedste i karrieren filmmæssigt set. Fraser spiller ”against type” så hamrende godt som den fåmælte og brutale håndlanger, at jeg for første gang har fået decideret respekt for ham som skuespiller. Ligeså fucking cool når han klædt helt i sort træder ind i billedet med en smøg i kæften og et hærget blik i øjnene og uddeler tørre tæsk, ja ligeså afdæmpet og elskelig er han i de romantiske scener med Gellar, som gir ham perfekt modspil. Jeg troede ikke jeg længere ku’ blive overasket over hvad hun kunne præstere, men i ”The Air I Breathe” fejer hun fuldstændig benene væk under mig og trækker mig med helt ind i hendes karakter, som må så grueligt meget ondt igennem, at det næsten ikke er til at holde ud at se på. Garcia kan den her type mafioso på rygraden og umiddelbart er det også en ganske traditionel en af slagsen, som Lee har kreeret her. Men bagved klicheerne gemmer der sig samtidig en mand, der er så forpint og i konflikt med sig selv, at det grænser til skizofreni, hvilket Garcia, i sin bedste rolle til dato, mestrer at udstille med en uhørt elegance.
Jiehro Lee har som jeg ser det lavet et sandt mesterværk, som trods det ikke at ku’ undgå den her type histories fortænkthed, alligevel konstant er uforudsigelig og hvis tema om følelsernes indflydelse på hinanden afspejlet i karakterernes liv hænger så godt sammen og er så suverænt spillet, at det bliver en film der kan ses igen og igen, uden at den mister sin magi. ”The Air I Breathe” er både fysisk og psykisk barsk, men indeholder samtidig en varm poetisk tone og et afslutningsvis smukt budskab, som jeg kun kan overgive mig til.
I 1997 havde Jennifer Welstedt og Heather Jürgensen mere end travlt med deres succesfulde teaterstykke Lipstick og gik undervejs og filosoferede over muligheden for at få det omsat til film og dermed nå et større publikum i hvad de mente var en gylden mulighed for, at bevise at det rent faktisk var muligt at lave en komedie med et homoseksuelt set-up, uden at det skulle ende i rene visuelle platheder og respektløs brug af sine karakterers seksualitet som påskud for letkøbte grin ved at placere dem i stereotype rammer. For at få sat skub i filmprojektet havde Westfeldt og Jürgensen selv måtte ta' fra egen lomme i bedste indie stil og de var derfor forberedt på det værste, da de satte sig for at gå i gang. Heldet ville det dog, at en invester ved navn Brad Zions, der var interesseret i at komme ind på filmmarkedet som producer, via bekendte faldt over manuskriptet og omgående blev grebet så meget af det, at han besluttede sig for at gi’ de to ihærdige kvinder det sidste økonomiske boost der sku’ til, så de ku’ lave den bedste version af deres hjerteblod ”Lipstick” om den 32 årge upperclass Jessica Stein’s jagt på den store og uforudsigelige kærlighed.
Heather Jürgensen og Jennifer Westfeldt, (hvis kemi er så god sammen, at man fristes til at tro at de danner par i virkeligheden), har skrevet en romantisk komedie hvis karakterer alle, trods filmens luftige og muntre tilgang til sit emne, fremstår troværdige og sympatiske i en historie der nægter at forfalde til en forudsigelig skabelon, men som i stedet gør en dyd ud af at vende og dreje hverdagens trivialiteter i et nyt kærlighedsforhold med hvad der dertil hører af op og nedture, samt pinlige familiemiddage hos Jessicas forældre, som hun et langt stykke af vejen, indtil hun er klar til at springe ud, må forsøge at holde lav profil over for. Helen respekterer dette, men kun til at starte med.
Helen : ”Who do you have to blow to get some fucking pussy around here!”
Trods det at filmen ikke lægger skjul på at være en komedie, er der et par scener der skiller sig ud og som er med til at gi’ filmen den tynge der gør, at den hænger fast på nethinden lang tid efter. Her er middagsarrangementet i starten hvor Jessica får smækket realiteterne lige i synet og senere, måske den bedste, den to delte scene i forældrenes hjem hvor Jessica møder op alene som den eneste til middagen for hendes bror, som skal giftes, og tydeligvis har det af helvedes til, hvilket hendes mor, (fremragende spillet af Tovah Feldshuh), hurtigt fornemmer grunden til, uden dog at vide det helt præcist. Anden del i hængesofaen på verandaen understreger samtidig også Charles Herman-Wurmfelts blik for at underspille på det helt rigtige tidspunkt. Jessica behøver ikke at forklare hvad årsagen er til hendes humør, hendes mor ved det allerede og nøjes blot med, efter en monolog om Jessicas evige problemer med at tro på sig selv, at sige ; ”I think she’s a very nice girl...” refererende til Helen.
Efter at ha’ gået i en længere perioder med et brændende ønske om endelig at få chancen for at lave en gyserfilm, fik indieinstruktøren Rob Schmidt, (Crimes and Punishment In Surburbia) i 2002 selv samme drøm opfyldt, da hans manuskript fandt vej til makeup mesteren, filminstruktøren, (Pumpkinhead) og gyserfanatikeren Stan Winstons hænder. Han blev hurtigt grebet af det enkle men effektive plot, de unge helte og ikke mindst de tre skurke, hvis groteske udseende straks bragte julelys i øjnene på ham. Winston besluttede sig samtidig for, ud over at stå for effekterne, også at ville producere filmen og sammen gik ham og Schmidt i gang med at skabe en klassiker i moderne slasherhistorie. Schmidt åbner med en introsekvens, der i alt sin gruopvækkende enkelthed hurtigt sætter tonen for hvad der er i vente, da to unge campister på klatretur pludselig bliver brutalt overfaldet af noget grumt og vandvittigt, som hverken de eller vi som publikum får lov at se. Under den efterfølgende titelsekvens, som er delikat skruet sammen af diverse avisklip om missing persons i en fragmenteret klippestil til Elia Cmiral’s klaustrofobiske score, får Schmidt således på fornemmeste vis sørget for inden vi møder hovedpersonerne, at man allerede sidder med svedige håndflader og høj puls og spekulerer på hvad der nu venter dem af uhyrligheder i den dunkle og tilsyneladende altopslugende skov.
Personbeskrivelserne er i ”Wrong Turn” holdt til et minimum og her ku’ man sagtens kritisere filmen for at ha’ sine mangler. Men det virker nu som et helt bevidst træk fra Rob Schmidts side, da det ikke på noget tidspunkt er vigtigt for historien at ha’ et dybere kendskab til karaktererne. Der er altså her ikke tale om en moralsk fortælling, hvor ondskaben har forbindelse til sine ofre, eller at hovedpersonerne udvikler sig gennem deres møde med selv samme. Rob Schmidt er gået efter at skabe ren terror i stort set alle sine 86 min. i bedste oldschool 70’er stil, a’la inspirationskilderne Texas Chainsaw Massacre og The Hills Have Eyes og til dels fra thrilleren Deliverance, som også er eneste popreference, og det lykkedes hamrende effektivt i en stramt fortalt historie der, ud over sin retrofeel, bæres frem af intensitet kreeret i en perfekt mikset gryderet af lige dele splat og lige dele suspense rørt op med en god dosis make-up latex effekter, samt et drys af det kunstige sødemiddel CGI, fordelt på den helt rigtige facon så man ved det er der, men alligevel ikke skænker det nogen større tanker, der kan aflede opmærksomheden fra det det drejer sig om. Velbekomme!
Med denne gyserperle lavet over tegneserien af samme navn, har David Slade på fornemmeste vis kreeret en vampyrwestern med ”30 Days Of Night”, der imponerer i sin visuelle stil med smukke og nærmest poetiske billeder af den lille landsby flække og dens snedækkede omgivelser, men som modsat også er ligeså grafisk potent i sine blodrøde og vilde splatteorgier, (bedst illustreret ved overgangen i starten af filmen fra den lysende idylliske by til de parterede og maltrakterede hunde), hvilket skaber en malerisk kontrast mellem den overnaturlige og menneskelige verden, der langsomt opsluges i et alt omfavnende mørke, der på skift trækker persongalleriet ned i dybe psykiske huller, som de hver især må kæmpe deres egen kamp for at grave sig op af. Med sig som sikker styrmand gennem det visuelle landskab har David Slade fået selskab af fotograf Jo Willems hvis øje for at fange skuespillernes forpinte og plagede ansigtsudtryk, (mens de langsomt bliver slidt op af både vejr og blodsudgydelser,) er blændende godt udført, hvilket betyder at indlevelsen i karaktererne bliver desto mere intens.
Josh Harnett leverer som politichefen Eben Olson vel nok en af hans bedste præstationer til dato. Rollen synes nærmest skræddersyet til en langt mere erfaren og ældre type, men unge Hartnettt formår mod forventning, på en herlig underspillet facon, alligevel at gøre karakteren helt sin egen og er yderst troværdig fra første scene af som en person, der er i sikker balance med sig selv og sine omgivelser. Som handlingen skrider frem ændres denne ellers så kølige og velovervejede helte arketype dog i form af sin lederrolle, der uomtvisteligt fører et hav af ubehagelige beslutninger med sig som betyder, at Eben gradvist forvandles til det han frygter allermest og som vampyrerne derfor bliver et spejlbillede på, nemlig hans egen kamp for at holde sine indre dæmoner og mørke sider nede, midt i den krigslignende vanhvidsituation Barlow befinder sig i. Selvom broderen Jake,(spillet med en følelsesmæssig og skræmmende ægte skrøbelighed af Mark Rendall) og kæresten Stella, (hvis navn Melissa George i sandhed lever op til med sin smukke, hjertevarme og yndefulde præstation), er hans lys i mørket som hele tiden holder hans psyke ved lige, bliver de også hans motivationsfaktor der får ham til at handle som han gør i filmens slutning. Finalen virker ved første øjekast umiddelbart som et antiklimaks, men er, som jeg ser det, faktisk det stik modsatte både hvad angår Ebens udvikling, men også mht. filmens altoverskyggende budskab om offervilje, overlevelse af racen og et forsøg på at sikre sig at historien ikke gentages.
David Slade har lavet en af de bedste vampyrfilm jeg har set længe. Ganske enkelt af den simple grund at den er så meget mere end blot endnu en vampyrfilm. Dens personskildring er ikke dyb hvis man ser på de andre beboere i byen og heller ikke overdrevet nuanceret når det kommer til Jake, Stella eller sågar vampyrerne, særligt deres leder Marlow, men de er sådan set heller ikke vigtige at få beskrevet ned i mindste detalje, da det i bund og grund er Eben det hele drejer sig om. Stella fungerer som den lyse side, vampyrerne den mørke og i midten står en mand hvis hvide og rene hjerte presses ind i en moralsk gråzone, som han ikke kan se nogen anden udvej på end det valg han træffer til sidst hvis han selv skal frelses, for nu at bruge et lettere teatralsk ordvalg. ”30 Days of Night” er en visuel fryd for øjet, har en enkel men godt fortalt historie, (hvis deprimerende tone bliver opvejet med et rørende closing shot, samt et smukt budskab), er fremragende spillet af samtlige medvirkende og har masser af blood & guts for horrorfans.
I hvad der roligt kan beskrives som et vaskeægte indie projekt, hvor der bliver trukket stor vægt på familiemedlemmer og venner, lykkedes det på imponerende vis multitalentet Amber Benson, kun bevæbnet med et minimalt budget og et DV-kamera, at kreere en romantisk komedie der er vildt charmerende og charmerende spillet, eksperimenterende, samt hamrende morsom med en dialog jeg grinte ligeså meget af som, da jeg første gang så Kevin Smith spilde sit ligeledes lowbudget hjerteblod i form af Clerks.Allerede fra start af fornemmer man, at det her bliver en mere en god filmoplevelse ved den måde hvorpå Benson lader sit kontinuitetsbrydende manuskript udspille sig på efter en dramatisk indledning, (der involverer et lig), da countrysangeren Grant Langston, i en smuk introsang skrevet af Joss Whedon, som en tilbagevendende alvidende fortællerolle guider tilskueren gennem nabolaget, inden han til sidst ender ved Chances, (Amber Benson), hoveddør nu tilbage i tiden nogle dage før dødsfaldet, hvor handlingen for alvor tager sin begyndelse.
Tager man et hurtigt kig på handlingen, ligner filmen dog ikke lige umiddelbart den store nyskabelse indenfor genren romantisk komedie og følger for så vidt en traditionel formel, hvor det ulykkeligt forelskede par må igennem flere forhindringer før de indser, at de er perfekte for hinanden. Men når man går mere i dybden åbenbare der sig efterhånden flere lag, som gør ”Chance” til en ekstra sjov og interessant filmoplevelse især for dem som kender til Amber Bensons holdninger ang. homoseksualitet og brud med kønsroller, samt hendes forbindelse til Buffy universet der alt lagt sammen vendes og drejes så hende og James Marsters, trods det at ha’ bevaret deres look, ender med at spille helt modsat deres faste karakterer i tv-serien. Den kejtede og nervøse måde Benson spillede Tara McClay på er her forvandlet til en viljefast, (dog småneurotisk), selvsikker kvinde, der siger hvad hun mener, og den ellers så normalt ubercool Spike spillet med tonsvis af machoattitude af James Marsters, er som Simon nu blevet en klodset, småhysterisk og famlende nærmest underdanig mand.
Linket og spejlbillede til Buffy bliver yderligere slået fast, da Simon efter en aften på den lokale bar pludselig dukker op iført den klassiske mørkerøde T-shirt med skriften ”Dragon Inn” som karakteren Oz spillet af Seth Green, også en udpræget ”real man”, bar i serien. Senere da rolleskiftet hvor Chances mor kigger forbi, er det interessant at bemærke, at Benson nu i sin rolle som Simon har iført sig selv samme T-shirt og understreger hvad hun allerede slår fast fra starten af, at hendes karakter svinger både til høje og venstre på det seksuelle barometer. Simon er mere hvad jeg vil kalde for openminded, både hvad den scene angår, men også i tidligere scener som da han brokker sig over Chances date med Sara, som dog intet har at gøre med at det er en kvinde, men i stedet bunder i at hans egen chance for et forhold med hende bliver forringet. Kysset på spejlet er et yderligere eksempel på Bensons tema, der både indikerer at Simon søger at smelte sammen med sit kvindelige forbillede, hvorpå han samtidig ender med at assimilere det kvindelige køn. Og endelig er der den afsluttende scene i parken mellem Simon og Jack, (Andy Hallet fra Angel der i princippet spiller sig selv), som kløgtigt bruger spørgsmålet om seksuel orientering til et målrettet kompas, der fører Simon og Chance sammen efter de har flakset rundt på må og få i det romantiske trafiksystem ind og ud mellem det andet tema, jagten på true love, som middagen med moderen og faderen repræsenterer uden at den del af historien dog kan betragtes som hovedplottet i det fragmenterede manuskript. For når alt kommer til alt handler Amber Bensons film, der går hånd i hånd med hendes livsfilosofi, om at se stort på seksuelle labels og i stedet lade kærligheden og følelserne styre hvem du bliver forelsket i.
Det kan anbefales at holde øjne og ører ekstra åbne under ”Chance”, som byder på op til flere små skjulte jokes og budskaber, (bl.a. et ud fra en dialog om Portland og Oregon som jeg ikke lige fangede første gang), men det skal jer der har fået lyst til at se filmen selv sidde og more jer med at spotte. Og husk at se rulleteksterne færdigt for undervejs her, mens Grant Langston spiller sin afsluttende sang hvori der også ligger en ”Buffy” reference, får man en ordentlig bunke fraklip der er ret underholdende, især dem mellem Amber Benson og Andy Hallet hvis høje latter, det er umuligt ikke at blive i godt humør af, ligesom jeg også blev det generelt af denne 75 min. lange perle, som har fået en helt speciel plads i mit hjerte.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Parteringsscenen cirka midtvejs i "Wrong Turn" har nogle af de klammeste lydeffekter, jeg har hørt, og den stemning af suspense Schmidt så efterfølgende får ud af det er jo helt suveræn. Første gang man ser filmen, vil man sidde med hjertet helt oppe i halsen det meste af tiden. Det er efter min mening en af de bedste slashers i nyere tid. :)
2'eren og 3'eren var så til gengæld noget bras. Dem kan jeg ikke anbefale nogen at bruge tid og penge på.
# 105 & 106 -
Så håber jeg da, at min liste har givet jer lyst til få fat på nogle nye film til jeres samling. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Jeg så 2'eren...og derfor har jeg ingen intentioner om at se 3'eren ;) Men ja, 1'eren overraskede rigtig positivt. Også scenen hvor de kravler op i vagttårnet (ikke JV-bladet) og i træerne var ret så nervepirrende.
"he won the Nobel Prize for inventing the artificial appendix.”
Scenen lige efter parteringen hvor de må liste sig ud for ikke at vække kannibalerne, og så duellen i trætoppene er filmens absolutte højdepunkter. Og så er Eliza Dushku jo bare supercool badass at se på.
Kan i øvrigt anbefale at tjekke kommentarsporet ud på DVD'en med Eliza Dushku, Rob Schmidt og Desmond Harrington. Det er ret underholdende. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Wrong Turn brød jeg mig faktisk slet ikke om. Det var blot en af mange fantasiløse slashere, der hoppede med på bølgen. I samme genre og fra omkring samme tid, vil jeg langt mere foretrække en film som Wolf Creek... hell, selv Wrong Turn 2 var bedre, selvom det er en helt anden slags film.
Wrong Turn - 2/6 30 Days Of Night - 4/6
"Avatar blev skrevet flere år før Pocahontas, og dermed (forhåbentlig indlysende) også før Irak krigen"
#101 NightHawk 14 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/0276167013...
Jeg lægger ud i denne omgang med John Frankenheimers mesterlige koldkrigs thriller, som her 48 år efter sin premiere stadig formår at være knivskarp i sin satiriske analyse over det politiske magtspil internt i USA, og kuldegysningsfremkaldende i sin beskrivelse af fanatisme i alle afskygninger fra begge sider af det politiske spektre. Under en mission i Korea bliver en deling amerikanske soldater bortført til Kina og udsat for et hjernevaskende eksperiment, (med kodenavnet Manchurian), af deres kommunistiske fangevogtere der senere, når de røde slyngler ønsker det, vil forvandler de intetanende amerikanere til følelseskolde snigmordere hjemme i USA, hvor to af de ledende kræfter fra enheden, major Bennett Marco, (Frank Sinatra), og ”krigshelten” der befriede dem igen, Sergent Raymond Shaw, (Laurence Harvey), senere krydser klinger i en nervepirrende duel på vej mod det kommende præsidentvalg som Shaws stedfar, (en Joseph McCarthy klon), er en af kandidaterne til. Undervejs sin jagt på sandheden og opklaring af den store konspirations mål, render Marco ”tilfældigt” på den charmerende Rose Chainey, (Janet Leigh), der vælger at hjælpe ham med at afsløre komplottet. Men kan han mon stole på hende, eller kører hun også med en skjult dagsorden, lige som Shaws kyniske mor Elenor Iselin, (Angela Lansbury der spiller fremragende creepy i sin omklarende og dominerende rolle).
Sjældent har jeg set en thriller, der er så lagret og så medrivende som ”The Manchurian Candidate” og med så mange overraskelser gemt oppe i ærmet, at man knap tør tro sine egne øjne. I de to hovedroller leverer Sinatra og Harvey begge, på hver deres måde, et solidt indtryk som de to stærkt traumatiserede krigshelte der håndterer, (i en yderligere interessant analyse af det enkelte individs psyke/modstandskraft), eksperimentet på vidt forskellig måde.
(124) : American Psycho, 2000
http://www.axelmusic.com/productDetails/0313981763...
Efter utallige omveje, ændringer af manuskriptet og problemfyldte forhandlinger hvor bl.a. Leonardo DiCaprio i en lang periode var udnævnt til at spille hovedrollen, lykkedes det endelig i sidste ende for filmens oprindelige instruktør Mary Harron med fælles hjælp fra Christian Bale og Harron’s gamle ven, manuskriptforfatter Guinevere Turner, at få stablet en filmversion af Brett Easton Ellis kultklassiker om 80’ernes materialistiske yuppiedage på benene, der fuldt ud levede op til bogens ære trods ændringer hist og pist, og modbeviste alle dem der mente at materialet ikke var muligt at omsætte til det store lærred grundet sin eksplicitte udpensling af sex og vold. Christian Bale, (i en ofte skræmmende intens præstation), spiller den altoverskyggende hovedrolle som den åleglatte og arrogante forretningsmand Patrick Bateman, der når natten falder på lader sin skizofrene mr. Hyde skinne igennem for fuld udblæsning og forvandles til en blodtørstig stjernepsykopat, som gir total slip på sit menneskelige ydres mentale kølighed til fordel for den indre primat der gir ham muligheden for, hvor sygt det så end må lyde, at gi’ udtryk for sine oprindelige undertrykte følelser.
Bateman er så fortabt og fanget i den materialistiske verden og sin jagt på at opnå prestige, at han kun kan udtrykke sig gennem voldelige handlinger for at føle han eksistere. Hele introsekvensen med Bale’s voice-over et mesterligt eksempel på dette, hvor Harron placere Bateman i en intens træningsmontage for at opretholde den perfekte krop lige foran tv’et med ”Texas Chainsaw Massacre” kørende i baggrunden. Eller da Bateman piller sin ansigtsmaske af på badeværelset med ordene ;
”There is an idea of a Patrick Bateman; some kind of abstraction. But there is no real me: only an entity, something illusory. And though I can hide my cold gaze, and you can shake my hand and feel flesh gripping yours and maybe you can even sense our lifestyles are probably comparable... I simply am not there.”
Men i den eksistentielle søgning der samtidig også er et opgør med den filosofi og det miljø han lever i, overser han fuldstændig det lys i mørket symboliseret i skikkelse af hans godmodige assistent Jean, (Chloe Segviny), og politimanden Donald Kimball, (Willem Dafoe), som måske ku’ ha’ bragt ham og hans sind på ret kurs. Som jeg tolker det er Bateman, sat ekstremt meget på spidsen, en fantast og idealist der i sin iver mod at bekæmpe systemet taber sig selv og sin sjæl så meget på gulvet, at der skal mere end blot en blodig gulvmoppe til at få styr på situationen igen for hans vedkommende.
(123) : The Wild Bunch, 1969
http://www.axelmusic.com/productDetails/0125697059...
Med Sam Peckinpah’s ultra voldelige klassiker ”The Wild Bunch” blev westerngenren i 1969 ramt af en blodig revolution, der på ingen måde lagde fingre imellem sin beskrivelse af miljøet eller karaktererne, og som dermed gjorde op med fortidens romantiserede Hollywood portrætteringer, hvor tøjet altid var rent og John Wayne ku’ ramme en gråspurv på 200 meters afstand i en gevaldig brandert. Med industrialiseringen og den moderne verden åndende dem i nakken, gør en aldrende bande anført af den karismatiske Pike Bishop, (William Holden), og hans højre hånd Dutch Engstrom, (en sammenbidt og furet Ernest Bognine), sig klar til et sidste kup på vej mod en utopisk tilværelse som pensionister i et land de ikke længere mere er velkomment i, hvilket de resolut får at mærke råt for usødet, da de ryger i et blodigt baghold udtænkt af ordensmagten, der benytter sig af et tidligere bandemedlems, (Robert Ryan), indgående kendskab til deres metoder. Nu på vild flugt ender de overlevende i en mexicansk landsby, hvor de indgår et skæbnesvanger aftale om et våbenkub fra den amerikanske hær med den sadistiske general Mapache, som ikke skyer nogen midler for at holde lokalbefolkningen nede i sølet i sådan en grad, at Pike og hans bande beslutter sig for at trodse deres kapitalistiske hensyn, trække en moralsk streg i sandet og i stedet kæmpe for noget de kan stå inde for, nemlig goe’ gammeldags begreber som ære, loyalitet og sammenhold.
”The Wild Bunch” er kort og godt en helt igennem suveræn western med skuespilpræstationer og det samlede filmhåndværk liggende i top hele vejen rundt, samt en måde at filme og redigere actionscener på som var nyskabende i sit miks af fast-motion og slowmotion krydret med flere vinkler indenfor samme sekvens. Stilen blev efterfølgende et fast indslag hos Sam Peckinpah, som han med sikker hånd benyttede sig trofast af i flere af sine film.
(122) : Girl, Interrupted, 1999
http://www.axelmusic.com/productDetails/0433960474...
Baseret på Susanna Kaysens selvbiografi instruerede James Mangold tilbage i 99’ filmversionen, der med tiden blev bedre kendt som kvindernes svar på Jack Nicholson klassikeren ”One Flew Over The Cuckoos Nest”, om en flok unge tøser med forskellige psykiske lidelser heriblandt Kaysen selv, (der på dette tidspunkt led af maniodepressive tanker), som i stedet for egentlig behandling mere eller mindre blev gemt væk fra offentligheden på diverse lukkede institutioner. Winona Ryder, (fremragende som altid), spiller Susanna hvis forældre ikke helt kan bedømme hendes flyvske sind og i stedet for selv at ta’ affære vælger den nemme udvej, og sender deres datter af sted til et ophold på ubestemt tid på Claymoore institutionen. Susanna er ikke ligefrem begejstret over den løsning, men må pænt indordne sig under autoriteternes vingesus hvis pres dog hurtigt synes glemt igen, da hun møder de andre patienter, (heriblandt Clea Duvall og en yderst velspillende Brittany Murphy), på afdelingen som hun snart bliver nære venner med, da hun opdager at de er ligeså ”syge” som hun selv er.
”Crazy isn't about being broken, or swallowing a dark secret. It's you, or me, amplified..."
Hende og de andre kommer dog ikke rigtig nogen vegne med at få løst deres respektive problemer, hvilket personalet heller ikke formår at klare, men det bliver der til gengæld lavet markant om på, da Susanna krydser klinger med sin senere soulmate, sosiopaten Lisa, (Oscar vindende Angelina Jolie som aldrig har være bedre hverken før eller siden), der hæmningsløst lykkedes med i en hudløs ærlig og rå form for terapi, at provokere de andre så meget at de finder frem til kernen af deres sygdomme, hvilket skaber en boomerang effekt hos Susanna, som undervejs vokser og udvikler sig så meget, at hun bliver det våben der kan fjerne Lisas panser og kickstarte hendes følelseskolde hjerte igen.
(121) : If These Walls Could Talk 2, 2000
http://www.axelmusic.com/productDetails/0263591707...
Med handlingen sat i tre forskellige tidsperioder formår denne fremragende tv-film lavet til HBO, sin beskedne spilletid på 96 minutter til trods, at lave en imponerende og nuanceret beskrivelse over udviklingen af homoseksuelles vilkår, accept, (også internt i miljøet), og rettigheder, der for alle tre historiers vedkommende er placeret i og omkring det samme hus.
I første del instrueret af Jane Anderson tages man tilbage til 1961, hvor man følger det aldrende par Edith, (Vanessa Redgarve), og Abby, (Maria Seldes), på deres 30 års ”bryllupsdag”, som de pænt må kontrollere deres glæde over både under biografturen til premieren på ”The Children’s Hour”, (en film med en stærk lesbisk subtekst som de er de eneste i salen, der kan relatere til og forstå), og efter, hvor de på vej hjem må holde afstand til hinanden, da en gruppe unge lømler spotter de to kvinders følelser for hinanden, som de kun for alvor kan få lov til at give udtryk for hjemme i trygge rammer hos Abby. Idyllen brydes dog brat da hun dagen efter falder om af et hjerteanfald, hvilket pludselig efterlader Edith alene tilbage i et hus som Abbys pengegriske familie, Ted og Alice Henley, (Paul Giamatti & Elisabeth Perkins), hurtigt får gjort det klart over for Edith, at hun ingen indflydelse har på boet på trods af, at det faktisk er hele hendes liv de er er i færd med at rive i stumper og stykker. Et liv som de i øvrigt meget belejlig vælger fuldstændigt at ignorere eksistensen af. Den eneste der egentlig har forståelse for Edith er Henleys 12 årige datter Maggie, der godt kan se hvad det hele drejer sig om, og hvis handling til sidst sender et signal om at der med den yngre generation er håb forude hvad angår accept og tolerance.
Næste afsnit er instrueret af Martha Coolige, året er 1972 og huset nu omdannet til et kollektiv/kollegie for fire unge lesbiske hippietøser, som rager uklar med den studentergruppe for feminister de selv har været med til at starte op på deres college, da de bliver bekendt med at samtlige punkter der vedrører lesbiskes rettigheder nu pludselig er taget af dagsordenen. Irriterede over at være blevet dolket i ryggen beslutter de fire sig for at starte deres egen forening og tager senere i byen for at fejre det, men det får tre af dem dog hurtigt nok af på en lokal girls only bar, da de ikke bryder sig om synet af de alt for butch/maskuline typer der hænger ud på stedet, og med dobbeltmoralen hængende tykt i luften forlader de alle resolut lokalet. Lige med undtagelse af Linda, (Michelle Williams), der falder pladask for den ultra charmerende biker/tomb boy Amy, (Chloe Segviny), som på sin egen stille og rolige facon udfordrer hendes måde at betragte lesbiske, der er anderledes end hende selv på. Spørgsmålet er nu om Linda formår at bryde de traditionelle feminine rammer hendes medsøstre mener hun skal tænke i, eller om hendes kærlighed til Amy er stor nok til at ku’ se forbi hendes væremåde/tøjstil og blot acceptere hende for hvem hun er.
I del 3 instrueret af Anne Heche tager vi et solidt hop fremad og lander i år 2000, hvor huset nu et beboet af parret Fran og Kal, (Sharon Stone & Ellen Degeneres), som desperat forsøger at få et barn sammen, men som hurtigt må indse at det langt fra er så ligetil som man sku’ tro, da deres vennepar, de to bøsser Tom og Arnold, pludselig får moralske skrupler ang. deres rolle som sæddonorer og den rolle de efterfølgende ikke vil komme til at spille i barnets liv. Så ikke nok med at Fran og Kal nu må ud og starte forfra i jagten på en donor, men samtidig er illusionen om en underforstået aftale det homoseksuelle miljø imellem også bristet totalt, hvilket blot er endnu et slag i ansigtet. Undervejs deres håbefulde søgning over nettet på mr. Right, begynder tvivlen så småt at dukke op om de overhoved er gearet til at ku’ opdrage et barn med al den modstand det vil komme til at møde pga. deres livsstil/seksualitet, og Kal bliver sideløbende dybt frustreret over at hun ikke selv kan gøre Fran gravid, (en følelse der specielt hos lesbiske er ramt lige på kornet). De vælger trods alle bekymringerne at gennemføre projektet, men vil det mon lykkedes for dem i sidste ende at få gevinst?
”If These Walls Could Talk 2” er intet mindre end et mesterværk indenfor LGBT genren, fordi den i alle tre historier rammer millimeter præcist i sin beskrivelse af tiden, miljøet og karaktererne der på forunderlig vis, ud over det fysiske holdepunkt symboliseret i form af huset, hænger sammen i en fornemt eksekveret symbiose over de tre tidsperioder. Man kommer så at sige hele følelsesregistret igennem her og i tre scener måtte jeg sgu knibe et par tårer ; da chokket rammer Edith og hun indser hun pludselig er mutters alene, Linda og Amys første kys, (som man kan se i linket), samt reaktionen over resultatet af Fran og Kal’s sidste graviditetstest. Vanessa Redgrave vandt i øvrigt fuldt fortjent både en Emmy, Golden Globe og Screen Actors Guild Award for hendes graciøse og underspillede præstation som Edith. Samme priser burde også være gået til Chloe Segvigny og Sharon Stone, hvis i spørger mig.
#102 Lord Beef Jerky 14 år siden
#103 NightHawk 14 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/0143814939...
Jieho Lee har både instrueret og delvist skrevet, (sammen med Bob DeRosa), denne eksistensielle gangsterfabel, med et overblik der er helt fænomenal i sin visuelle stil. Skiftet mellem de lyse og uskyldige flashback scener og scenen til sidst i solopgangen kontra de mange mørke film noir inspirerede, (sublimt fotograferet af Walt Lloyd), fungerer med lige dele melankolsk poesi og malerisk skønhed sat overfor hverdagens realisme i hhv. skyggebaserede og sort orange billeder, der oser af atmosfære og som alle er med til at understrege og forstærke karakterernes inde og ydre følelser. Med sig i baglommen har Lee yderligere forstærkning i form af et stærkt soundtrack og score som levere lige dele slagkraft samt atmosfære de helt rigtige steder.Lee’s ultimative trumfkort, som løfter hans i forvejen komplekse og intelligente mosaikmanuskript helt op i skyerne, kommer dog i form af et cast, som alle leverer deres absolut højeste niveau.
Oven over dem alle stråler de tre hovedroller, Fraser, Gellar og Garcia, dog med tre præstationer, der uden tvivl må siges at være deres absolut bedste i karrieren filmmæssigt set. Fraser spiller ”against type” så hamrende godt som den fåmælte og brutale håndlanger, at jeg for første gang har fået decideret respekt for ham som skuespiller. Ligeså fucking cool når han klædt helt i sort træder ind i billedet med en smøg i kæften og et hærget blik i øjnene og uddeler tørre tæsk, ja ligeså afdæmpet og elskelig er han i de romantiske scener med Gellar, som gir ham perfekt modspil. Jeg troede ikke jeg længere ku’ blive overasket over hvad hun kunne præstere, men i ”The Air I Breathe” fejer hun fuldstændig benene væk under mig og trækker mig med helt ind i hendes karakter, som må så grueligt meget ondt igennem, at det næsten ikke er til at holde ud at se på. Garcia kan den her type mafioso på rygraden og umiddelbart er det også en ganske traditionel en af slagsen, som Lee har kreeret her. Men bagved klicheerne gemmer der sig samtidig en mand, der er så forpint og i konflikt med sig selv, at det grænser til skizofreni, hvilket Garcia, i sin bedste rolle til dato, mestrer at udstille med en uhørt elegance.
Jiehro Lee har som jeg ser det lavet et sandt mesterværk, som trods det ikke at ku’ undgå den her type histories fortænkthed, alligevel konstant er uforudsigelig og hvis tema om følelsernes indflydelse på hinanden afspejlet i karakterernes liv hænger så godt sammen og er så suverænt spillet, at det bliver en film der kan ses igen og igen, uden at den mister sin magi. ”The Air I Breathe” er både fysisk og psykisk barsk, men indeholder samtidig en varm poetisk tone og et afslutningsvis smukt budskab, som jeg kun kan overgive mig til.
(119) : Kissing Jessica Stein, 2002
http://www.videodetective.com/TitleDetails.aspx?pu...
http://www.axelmusic.com/productDetails/0245430504...
I 1997 havde Jennifer Welstedt og Heather Jürgensen mere end travlt med deres succesfulde teaterstykke Lipstick og gik undervejs og filosoferede over muligheden for at få det omsat til film og dermed nå et større publikum i hvad de mente var en gylden mulighed for, at bevise at det rent faktisk var muligt at lave en komedie med et homoseksuelt set-up, uden at det skulle ende i rene visuelle platheder og respektløs brug af sine karakterers seksualitet som påskud for letkøbte grin ved at placere dem i stereotype rammer. For at få sat skub i filmprojektet havde Westfeldt og Jürgensen selv måtte ta' fra egen lomme i bedste indie stil og de var derfor forberedt på det værste, da de satte sig for at gå i gang. Heldet ville det dog, at en invester ved navn Brad Zions, der var interesseret i at komme ind på filmmarkedet som producer, via bekendte faldt over manuskriptet og omgående blev grebet så meget af det, at han besluttede sig for at gi’ de to ihærdige kvinder det sidste økonomiske boost der sku’ til, så de ku’ lave den bedste version af deres hjerteblod ”Lipstick” om den 32 årge upperclass Jessica Stein’s jagt på den store og uforudsigelige kærlighed.
Heather Jürgensen og Jennifer Westfeldt, (hvis kemi er så god sammen, at man fristes til at tro at de danner par i virkeligheden), har skrevet en romantisk komedie hvis karakterer alle, trods filmens luftige og muntre tilgang til sit emne, fremstår troværdige og sympatiske i en historie der nægter at forfalde til en forudsigelig skabelon, men som i stedet gør en dyd ud af at vende og dreje hverdagens trivialiteter i et nyt kærlighedsforhold med hvad der dertil hører af op og nedture, samt pinlige familiemiddage hos Jessicas forældre, som hun et langt stykke af vejen, indtil hun er klar til at springe ud, må forsøge at holde lav profil over for. Helen respekterer dette, men kun til at starte med.
Helen : ”Who do you have to blow to get some fucking pussy around here!”
Trods det at filmen ikke lægger skjul på at være en komedie, er der et par scener der skiller sig ud og som er med til at gi’ filmen den tynge der gør, at den hænger fast på nethinden lang tid efter. Her er middagsarrangementet i starten hvor Jessica får smækket realiteterne lige i synet og senere, måske den bedste, den to delte scene i forældrenes hjem hvor Jessica møder op alene som den eneste til middagen for hendes bror, som skal giftes, og tydeligvis har det af helvedes til, hvilket hendes mor, (fremragende spillet af Tovah Feldshuh), hurtigt fornemmer grunden til, uden dog at vide det helt præcist. Anden del i hængesofaen på verandaen understreger samtidig også Charles Herman-Wurmfelts blik for at underspille på det helt rigtige tidspunkt. Jessica behøver ikke at forklare hvad årsagen er til hendes humør, hendes mor ved det allerede og nøjes blot med, efter en monolog om Jessicas evige problemer med at tro på sig selv, at sige ; ”I think she’s a very nice girl...” refererende til Helen.
(118) : Wrong Turn, 2003
http://www.videodetective.com/TitleDetails.aspx?pu...
http://www.axelmusic.com/productDetails/0245430964...
Efter at ha’ gået i en længere perioder med et brændende ønske om endelig at få chancen for at lave en gyserfilm, fik indieinstruktøren Rob Schmidt, (Crimes and Punishment In Surburbia) i 2002 selv samme drøm opfyldt, da hans manuskript fandt vej til makeup mesteren, filminstruktøren, (Pumpkinhead) og gyserfanatikeren Stan Winstons hænder. Han blev hurtigt grebet af det enkle men effektive plot, de unge helte og ikke mindst de tre skurke, hvis groteske udseende straks bragte julelys i øjnene på ham. Winston besluttede sig samtidig for, ud over at stå for effekterne, også at ville producere filmen og sammen gik ham og Schmidt i gang med at skabe en klassiker i moderne slasherhistorie. Schmidt åbner med en introsekvens, der i alt sin gruopvækkende enkelthed hurtigt sætter tonen for hvad der er i vente, da to unge campister på klatretur pludselig bliver brutalt overfaldet af noget grumt og vandvittigt, som hverken de eller vi som publikum får lov at se. Under den efterfølgende titelsekvens, som er delikat skruet sammen af diverse avisklip om missing persons i en fragmenteret klippestil til Elia Cmiral’s klaustrofobiske score, får Schmidt således på fornemmeste vis sørget for inden vi møder hovedpersonerne, at man allerede sidder med svedige håndflader og høj puls og spekulerer på hvad der nu venter dem af uhyrligheder i den dunkle og tilsyneladende altopslugende skov.
Personbeskrivelserne er i ”Wrong Turn” holdt til et minimum og her ku’ man sagtens kritisere filmen for at ha’ sine mangler. Men det virker nu som et helt bevidst træk fra Rob Schmidts side, da det ikke på noget tidspunkt er vigtigt for historien at ha’ et dybere kendskab til karaktererne. Der er altså her ikke tale om en moralsk fortælling, hvor ondskaben har forbindelse til sine ofre, eller at hovedpersonerne udvikler sig gennem deres møde med selv samme. Rob Schmidt er gået efter at skabe ren terror i stort set alle sine 86 min. i bedste oldschool 70’er stil, a’la inspirationskilderne Texas Chainsaw Massacre og The Hills Have Eyes og til dels fra thrilleren Deliverance, som også er eneste popreference, og det lykkedes hamrende effektivt i en stramt fortalt historie der, ud over sin retrofeel, bæres frem af intensitet kreeret i en perfekt mikset gryderet af lige dele splat og lige dele suspense rørt op med en god dosis make-up latex effekter, samt et drys af det kunstige sødemiddel CGI, fordelt på den helt rigtige facon så man ved det er der, men alligevel ikke skænker det nogen større tanker, der kan aflede opmærksomheden fra det det drejer sig om. Velbekomme!
(117) : 30 Day’s of Night, 2007
http://www.videodetective.com/TitleDetails.aspx?pu...
http://www.axelmusic.com/productDetails/0433961961...
Med denne gyserperle lavet over tegneserien af samme navn, har David Slade på fornemmeste vis kreeret en vampyrwestern med ”30 Days Of Night”, der imponerer i sin visuelle stil med smukke og nærmest poetiske billeder af den lille landsby flække og dens snedækkede omgivelser, men som modsat også er ligeså grafisk potent i sine blodrøde og vilde splatteorgier, (bedst illustreret ved overgangen i starten af filmen fra den lysende idylliske by til de parterede og maltrakterede hunde), hvilket skaber en malerisk kontrast mellem den overnaturlige og menneskelige verden, der langsomt opsluges i et alt omfavnende mørke, der på skift trækker persongalleriet ned i dybe psykiske huller, som de hver især må kæmpe deres egen kamp for at grave sig op af. Med sig som sikker styrmand gennem det visuelle landskab har David Slade fået selskab af fotograf Jo Willems hvis øje for at fange skuespillernes forpinte og plagede ansigtsudtryk, (mens de langsomt bliver slidt op af både vejr og blodsudgydelser,) er blændende godt udført, hvilket betyder at indlevelsen i karaktererne bliver desto mere intens.
Josh Harnett leverer som politichefen Eben Olson vel nok en af hans bedste præstationer til dato. Rollen synes nærmest skræddersyet til en langt mere erfaren og ældre type, men unge Hartnettt formår mod forventning, på en herlig underspillet facon, alligevel at gøre karakteren helt sin egen og er yderst troværdig fra første scene af som en person, der er i sikker balance med sig selv og sine omgivelser. Som handlingen skrider frem ændres denne ellers så kølige og velovervejede helte arketype dog i form af sin lederrolle, der uomtvisteligt fører et hav af ubehagelige beslutninger med sig som betyder, at Eben gradvist forvandles til det han frygter allermest og som vampyrerne derfor bliver et spejlbillede på, nemlig hans egen kamp for at holde sine indre dæmoner og mørke sider nede, midt i den krigslignende vanhvidsituation Barlow befinder sig i. Selvom broderen Jake,(spillet med en følelsesmæssig og skræmmende ægte skrøbelighed af Mark Rendall) og kæresten Stella, (hvis navn Melissa George i sandhed lever op til med sin smukke, hjertevarme og yndefulde præstation), er hans lys i mørket som hele tiden holder hans psyke ved lige, bliver de også hans motivationsfaktor der får ham til at handle som han gør i filmens slutning. Finalen virker ved første øjekast umiddelbart som et antiklimaks, men er, som jeg ser det, faktisk det stik modsatte både hvad angår Ebens udvikling, men også mht. filmens altoverskyggende budskab om offervilje, overlevelse af racen og et forsøg på at sikre sig at historien ikke gentages.
David Slade har lavet en af de bedste vampyrfilm jeg har set længe. Ganske enkelt af den simple grund at den er så meget mere end blot endnu en vampyrfilm. Dens personskildring er ikke dyb hvis man ser på de andre beboere i byen og heller ikke overdrevet nuanceret når det kommer til Jake, Stella eller sågar vampyrerne, særligt deres leder Marlow, men de er sådan set heller ikke vigtige at få beskrevet ned i mindste detalje, da det i bund og grund er Eben det hele drejer sig om. Stella fungerer som den lyse side, vampyrerne den mørke og i midten står en mand hvis hvide og rene hjerte presses ind i en moralsk gråzone, som han ikke kan se nogen anden udvej på end det valg han træffer til sidst hvis han selv skal frelses, for nu at bruge et lettere teatralsk ordvalg. ”30 Days of Night” er en visuel fryd for øjet, har en enkel men godt fortalt historie, (hvis deprimerende tone bliver opvejet med et rørende closing shot, samt et smukt budskab), er fremragende spillet af samtlige medvirkende og har masser af blood & guts for horrorfans.
(116) : Chance, 2003
http://vids.myspace.com/index.cfm?fuseaction=vids....
http://www.chancemovie.com/
I hvad der roligt kan beskrives som et vaskeægte indie projekt, hvor der bliver trukket stor vægt på familiemedlemmer og venner, lykkedes det på imponerende vis multitalentet Amber Benson, kun bevæbnet med et minimalt budget og et DV-kamera, at kreere en romantisk komedie der er vildt charmerende og charmerende spillet, eksperimenterende, samt hamrende morsom med en dialog jeg grinte ligeså meget af som, da jeg første gang så Kevin Smith spilde sit ligeledes lowbudget hjerteblod i form af Clerks.Allerede fra start af fornemmer man, at det her bliver en mere en god filmoplevelse ved den måde hvorpå Benson lader sit kontinuitetsbrydende manuskript udspille sig på efter en dramatisk indledning, (der involverer et lig), da countrysangeren Grant Langston, i en smuk introsang skrevet af Joss Whedon, som en tilbagevendende alvidende fortællerolle guider tilskueren gennem nabolaget, inden han til sidst ender ved Chances, (Amber Benson), hoveddør nu tilbage i tiden nogle dage før dødsfaldet, hvor handlingen for alvor tager sin begyndelse.
Tager man et hurtigt kig på handlingen, ligner filmen dog ikke lige umiddelbart den store nyskabelse indenfor genren romantisk komedie og følger for så vidt en traditionel formel, hvor det ulykkeligt forelskede par må igennem flere forhindringer før de indser, at de er perfekte for hinanden. Men når man går mere i dybden åbenbare der sig efterhånden flere lag, som gør ”Chance” til en ekstra sjov og interessant filmoplevelse især for dem som kender til Amber Bensons holdninger ang. homoseksualitet og brud med kønsroller, samt hendes forbindelse til Buffy universet der alt lagt sammen vendes og drejes så hende og James Marsters, trods det at ha’ bevaret deres look, ender med at spille helt modsat deres faste karakterer i tv-serien. Den kejtede og nervøse måde Benson spillede Tara McClay på er her forvandlet til en viljefast, (dog småneurotisk), selvsikker kvinde, der siger hvad hun mener, og den ellers så normalt ubercool Spike spillet med tonsvis af machoattitude af James Marsters, er som Simon nu blevet en klodset, småhysterisk og famlende nærmest underdanig mand.
Linket og spejlbillede til Buffy bliver yderligere slået fast, da Simon efter en aften på den lokale bar pludselig dukker op iført den klassiske mørkerøde T-shirt med skriften ”Dragon Inn” som karakteren Oz spillet af Seth Green, også en udpræget ”real man”, bar i serien. Senere da rolleskiftet hvor Chances mor kigger forbi, er det interessant at bemærke, at Benson nu i sin rolle som Simon har iført sig selv samme T-shirt og understreger hvad hun allerede slår fast fra starten af, at hendes karakter svinger både til høje og venstre på det seksuelle barometer. Simon er mere hvad jeg vil kalde for openminded, både hvad den scene angår, men også i tidligere scener som da han brokker sig over Chances date med Sara, som dog intet har at gøre med at det er en kvinde, men i stedet bunder i at hans egen chance for et forhold med hende bliver forringet. Kysset på spejlet er et yderligere eksempel på Bensons tema, der både indikerer at Simon søger at smelte sammen med sit kvindelige forbillede, hvorpå han samtidig ender med at assimilere det kvindelige køn. Og endelig er der den afsluttende scene i parken mellem Simon og Jack, (Andy Hallet fra Angel der i princippet spiller sig selv), som kløgtigt bruger spørgsmålet om seksuel orientering til et målrettet kompas, der fører Simon og Chance sammen efter de har flakset rundt på må og få i det romantiske trafiksystem ind og ud mellem det andet tema, jagten på true love, som middagen med moderen og faderen repræsenterer uden at den del af historien dog kan betragtes som hovedplottet i det fragmenterede manuskript. For når alt kommer til alt handler Amber Bensons film, der går hånd i hånd med hendes livsfilosofi, om at se stort på seksuelle labels og i stedet lade kærligheden og følelserne styre hvem du bliver forelsket i.
Det kan anbefales at holde øjne og ører ekstra åbne under ”Chance”, som byder på op til flere små skjulte jokes og budskaber, (bl.a. et ud fra en dialog om Portland og Oregon som jeg ikke lige fangede første gang), men det skal jer der har fået lyst til at se filmen selv sidde og more jer med at spotte. Og husk at se rulleteksterne færdigt for undervejs her, mens Grant Langston spiller sin afsluttende sang hvori der også ligger en ”Buffy” reference, får man en ordentlig bunke fraklip der er ret underholdende, især dem mellem Amber Benson og Andy Hallet hvis høje latter, det er umuligt ikke at blive i godt humør af, ligesom jeg også blev det generelt af denne 75 min. lange perle, som har fået en helt speciel plads i mit hjerte.
#104 wimmie 14 år siden
#105 Skeloboy 14 år siden
#106 MMB 14 år siden
Jep, jeg har stort set ikke set nogen af dem... :S
#107 NightHawk 14 år siden
Parteringsscenen cirka midtvejs i "Wrong Turn" har nogle af de klammeste lydeffekter, jeg har hørt, og den stemning af suspense Schmidt så efterfølgende får ud af det er jo helt suveræn. Første gang man ser filmen, vil man sidde med hjertet helt oppe i halsen det meste af tiden. Det er efter min mening en af de bedste slashers i nyere tid. :)
2'eren og 3'eren var så til gengæld noget bras. Dem kan jeg ikke anbefale nogen at bruge tid og penge på.
# 105 & 106 -
Så håber jeg da, at min liste har givet jer lyst til få fat på nogle nye film til jeres samling. :)
#108 wimmie 14 år siden
Jeg så 2'eren...og derfor har jeg ingen intentioner om at se 3'eren ;)
Men ja, 1'eren overraskede rigtig positivt. Også scenen hvor de kravler op i vagttårnet (ikke JV-bladet) og i træerne var ret så nervepirrende.
#109 NightHawk 14 år siden
Ja, jeg er helt enig. :)
Scenen lige efter parteringen hvor de må liste sig ud for ikke at vække kannibalerne, og så duellen i trætoppene er filmens absolutte højdepunkter. Og så er Eliza Dushku jo bare supercool badass at se på.
Kan i øvrigt anbefale at tjekke kommentarsporet ud på DVD'en med Eliza Dushku, Rob Schmidt og Desmond Harrington. Det er ret underholdende. :)
#110 Lord Beef Jerky 14 år siden
Wrong Turn - 2/6
30 Days Of Night - 4/6