5 rigtig gode film! Saviour er rigtig modbydelig, især den grumme slutning. Synd for Don Bluth, at Disney gjorde hvad de kunne med at udsende film, som kunne tage fokus fra Titan A.E. og synd personerne ikke blev ligeså flot animeret som de fantastiske omgivelser. En rigtig god film.
Wishlist hos Axelmusic: http://www.axelmusic.com/wishlist.php?uid=11140
Er ikke meget for Titan A.E., men godt at se, at der er andre der kunne lide Savior. Det er nemlig en glimrende lille glemt film. What's Eating Gilbert Grape er en af de slags film der måske ikke siger mig så meget personligt, men man kan ikke komme uden om filmens mange kvaliteter. The Killing Fields har jeg ikke set siden jeg var kid, og da sagde den mig naturligvis intet. Der er ingen tvivl om, at jeg ville have en noget anderledes holdning i dag. The Stranger har jeg ikke set.
"Avatar blev skrevet flere år før Pocahontas, og dermed (forhåbentlig indlysende) også før Irak krigen"
Jeg er helt enig i din bedømmelse af Gilbert Grape, som er en ganske glimrende film med en fremragende præstation fra DiCaprio.
The Stranger vil jeg rigtig gerne have set, men jeg har endnu ikke fået taget mig sammen til at opstøve en ordentligt udgivelse. Den udgave jeg købt i Tiger kom jeg ikke længere end 5-10 min. ind i, da kvaliteten af transferet simpelthen var elendigt.
"Dave, this conversation can serve no purpose anymore. Goodbye."
Efter mega succesen med lowbudget gyseren “Halloween”, hvis enorme popularitet og indtjening John Carpenter kun i sin vildeste drømme ku’ ha’ ønsket sig, fik han en ekstra bonus oven i hatten da han dermed endelig fik muligheden for at lave sit postapokalyptiske sci-fi western-eventyr ”Escape From New York”, der samtidig for alvor blev startskuddet til et længere samarbejde med den allerede på dette tidspunkt erfarne skuespiller Kurt Russell. Året er 1997 og Manhattan er blevet omdannet til et top sikret fængsel for alverdens kriminelle, ligegyldig størrelsen af deres forbrydelse, som har kastet stedet ud i det totale anarki, hvor kun den stærkeste eller mest snedige har en chance for at overleve. Katastrofen indtræffer da præsidenten i Air Force One, på vej til et stormøde der vil forhindre tredje verdenskrig med Rusland og Kina, bliver offer for et terrorangreb der efterlader ham som den eneste overlevne blandt fangerne på Manhattan, ledet af superalfonsen The Duke of New York, (Isaac Hayes), der pludselig ser en vej mod friheden ved at ta’ præsidenten som gidsel. Til alt held har regeringen og militæret et ekstra es i ærmet, da de får held med at tvinge den legendariske forbryder og tidligere soldat Snake Plissken, (Kurt Russel i en herlig homage til Clint Eastwood’s mange western karakterer), til at ta’ affære og få reddet præsidenten, sig selv og hele verden fra at gå op i flammer.
”Escape From New York” formår stadig for mit vedkommende at være et stærkt underholdende og medrivende actioneventyr, hvilket klart må tilskrives Carpenters eminente blik for, via sit beskidte og forfaldne miljø, at skabe en imponerende stemning af supense. En stemning der sublimt skildres bedst i antihelten Plisskens ansigt, jo nærmere filmen når sin store finale.
Trods det at John Buchan’s novelle har været indspillet hele 4 gange, senest i 1999, ja så er det stadigvæk goe gamle Alfred Hitchcock’s udgave fra dengang ruder konge var knægt, som er den suverænt højest elskede blandt eksperter og filmnørder i samlet flok. I hvad der var the master of suspense’s første af slagsen som talefilm hvor temaet, om en uskyldig mand på desperat flugt for at rense sit navn, blev anvendt, (Hitchcock lavede senere den perfekte version med ”North By Northwest”), bliver der holdt et imponerende højt tempo i stort set samtlige minutter af det forrygende og snørklede plot, der tager publikum med på en hæsblæsende jagt ud over det skotske højland. Canadiske Richard Hannay, (en fantastisk energisk Robert Donnat), er på ferie i London og bliver under et show med magikeren Mr. Memory ved tilfældighedernes spil viklet ind i en speget affære om en større konspirationsring, da han støder på den charmerende Anabella Smith, (Lucie Manheim). Hun viser sig at være spion på jagt efter et mystisk projekt kaldet ”De 39 Trin”, (en typisk McGuffin), men bliver så pludselig myrdet og før Hannay kan nå at få sig om, er han på flugt fra både politi og forbrydere i et nervepirrende kamp mod tiden for at få løst gåden og renset sit navn inden det er for sent.
Kan godt være at mange vil tvivle på, om en film med så mange år på bagen virkelig skulle ku’ formå at holde dampen oppe, så man sidder helt ude på kanten af sofaen. Men det kan den sagtens, for ”The 39 Steps” er nemlig action-adventure i ordets bedste forstand, lavet af en mand der om nogen mestrer stor dramatik og intensitet.
Det er store eksistentielle spørgsmål om racerenhed, skabelsen af det perfekte menneske og normaliseringen af mangfoldighedens uforudsigelige charme, som bliver taget op i Andrew Niccol’s intelligente og underspillede sci-fi drama, der centrere sin multilagrede historie blandt fire unge sjæle hvis veje krydser hinandens spor og som alle deler samme drøm om at ændre den måde det fascistoide genetiksystems samfundsstruktur og dens idealer er bygget op på. Loren Dean spiller den korrekt modificerede reagensglasskabte Anton, der har gjort karriere inde for efterretningstjenesten og som er overbevist om at hans indoktrinerede ideologiske syn på samfundet må være den bedste måde at leve på. Men i duellen mod broderen Vincent, (Ethan Hawke), der er skabt på gammeldags manér, med alt hvad det indebærer af fejl og mangler, får han langsomt øjnene op for at verden ikke nødvendigvis bliver hverken bedre eller mere retfærdig, hvis den racerene ideologi helhjertet skal føres ud i livet.
Vincent drømmer modsat om at blive astronaut, men må ta’ til takke med et usselt job som pedel, (pga. sine medfødte fejl), på terminalen for ekspeditioner i rummet, hvilke kun er forbeholdt de genetisk perfekte. Han har dog fundet et smuthul i systemet og ved at leve et dobbeltliv som den kunstigt skabte Jerome, (en identitet han har erhvervet sig ved at lave en deal med en tidligere perfekt/nu handicappet, og derfor ubrugelig astronaut elev, Jerome, spillet af Jude Law), får han muligheden for at få sit største ønske opfyldt. Vincent’s drøm bliver dog sat på en nervepirrede prøve, da der sker et dødsfald på terminalen og han samtidig forelsker sig i den stræbsomme aspirant Irene, (Uma Thurman), der selv op til flere gange er gået glip af chancen for en tur i rummet.
Andrew Niccols manuskript må siges at være et af de mest opfindsomme af slagsen indenfor sci-fi genren og der ligger masser af spændende konflikter mellem de forskellige karakterer, som er meget interessant at sidde og analysere på. Med en blanding af lige dele filosofisk drama og detektivfilm, der også byder på store skuespilpræstationer fra især Ethan Hawke og Jude Law, samt en laber og elegant designet billedside, har Niccol lavet en sci-fi thriller som er unik og helt igennem anbefalelsesværdig.
Hvis navnet Jeremiah S.Chelnik virker bekendt, ja så er det egenlig ikke så underligt endda, for 4 år tidligere var han nemlig manden bag humørbomben “Fars Fede Juleferie”, som efterhånden har opnået samme elskede juleklassiker status som ”It’s a Wonderful Life”, hvilken denne romantiske komedie lægger sig mest op af stilmæssigt med sin gammeldags, smånaive, håbløst romantiske og hjertevarme historie, som for mit vedkommende er umulig ikke at holde af. I filmen, der minder en hel del om ”What’s Eating Gilbert Grape” tematisk set, spiller Aidan Quinn den godmodige men smågnavne mekaniker Ben der som teenager, efter en bilulykke hvor begge forældrene døde, har måtte ta’ sig af ansvaret for sin lillesøster Joon, (Mary Stuart Masterson der ud over at spille fantastisk også er vildt charmerende), som er blevet så traumatiseret, at hun har udviklet en vildt uberegnelig skizofreni som tærer hårdt på Bens psyke, for slet ikke at snakke om hans stort set ikke eksisterende kærlighedsliv.
Ben overvejer kraftigt om han skal sende sin søster på et handicaphjem, men kan, når det kommer til stykket, alligevel ikke få sig selv til at svigte hendes tillid til ham. Nærmest ud af det blå dukker en af vennernes spøjse fætter Sam, (Johnny Depp), op i byen og efter en misforståelse ved et spil poker, ender han som logerende hos de to søskende og forelsker sig blindt i den skøre men skønne Joon, der føler mindst ligeså stærkt for den kiksede outsider med en fetich for de legendariske filmstjerner Buster Keaton og Charlie Chaplin.
Forholdet bliver dog langtfra problemfrit, og således må de to unge elskende op imod både Ben, (der bliver nød til at træffe nogle for ham svære valg undervejs), samt det bedrevidende og småarrogante behandlingssystem i kampen for at bevare deres kærlighed. ”Benny & Joon” er en film som vil smelte selv det mest kyniske hjerte, med sin smittende livsglæde og fortryllende romantik i en hyldest til det spøjse, alternative og outsiderne, som Masterson & Depp rammer lige på kornet, specielt hvad angår sidstnævnte der i sin immiation af Keaton og Chaplin skaber ren magi med sin præstation..
Allerede i filmens indledende voice-over og første scener hænger der en tyngede sky af depression og afmagt over Jane Campions historie om den stumme kvinde Ada, (Holly Hunter), der styret af datidens mandsdominerede samfund og dets spilleregler ankommer fra Skotland med sin datter Flora, (Anna Paquin), til en ny verden i New Zealand, hvor hun er blevet lovet væk i et arrangeret ægteskab, (besluttet hjemmefra uden hun har haft noget som helst indflydelse), med den lokale farmer Stewart, (Sam Neil) ; en mand der er ligeså følelsesmæssigt engageret i giftermålet som det grå, isnende kolde og regntunge stormvejr, der tager imod dem da de med slet skjult bekymring træder deres første skridt på den foruroligende strandbred. Mens de venter på at Stewart og hans folk skal komme og transportere dem til hans gård, fordriver Ada tiden ved hendes medbragte piano som er det eneste, ud over Flora, der holder hendes lyst til livet oppe. Senere da alt er er på plads i de fastsatte rammer hos Stewart, erfarer hun at han har solgt hendes elskede piano til naboen Baines, (Harvey Keitel).Eneste måde hun kan få sin ejendom/sjæl tilbage igen, er ved at la’ sig seksuelt ydmyge af Barnes, som hun dog gradvist forelsker sig i og lader sig frigøre af i et opgør med Stewart og det etablerede system.
Jeg holder virkelig meget af Jane Campions film og i særdeleshed ”The Piano”, som er utroligt stærkt spillet af hele castet, (Hunter & Paquin vandt begge fortjent en Oscar), eminent flot filmet af Stuart Dryburgh, der skaber en ekstra dimension med en billedside så visuelt smuk, at man efterfølgende sidder som var man ramt af Stenhal syndromet. Historien er umiddelbart ligetil, men så let spiller klaveret naturligvis ikke hos Campion, hvis film altid indeholder masser af symbolik og metaforer, som gør persongalleriet og deres ageren dybt fascinerende.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Første og indtil videre eneste gang, jeg så den (for temmelig mange år siden), halvsov jeg og syntes egentlig ikke specielt om den. Men med alle de positive reaktioner, jeg hele tiden hører på den, og fordi jeg siden er blevet ret glad for John Carpenter, er jeg nødt til at genoverveje dén sag ... :)
"nå jeg er i biffen så er der alt tid en der skal sparke i det sæd jeg sidder i"
#81 filmz-Bruce 14 år siden
#82 Lord Beef Jerky 14 år siden
#83 evermind 14 år siden
#84 Kruse 14 år siden
The Stranger vil jeg rigtig gerne have set, men jeg har endnu ikke fået taget mig sammen til at opstøve en ordentligt udgivelse. Den udgave jeg købt i Tiger kom jeg ikke længere end 5-10 min. ind i, da kvaliteten af transferet simpelthen var elendigt.
#85 Åkepool 14 år siden
#86 NightHawk 14 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/0276168995...
Efter mega succesen med lowbudget gyseren “Halloween”, hvis enorme popularitet og indtjening John Carpenter kun i sin vildeste drømme ku’ ha’ ønsket sig, fik han en ekstra bonus oven i hatten da han dermed endelig fik muligheden for at lave sit postapokalyptiske sci-fi western-eventyr ”Escape From New York”, der samtidig for alvor blev startskuddet til et længere samarbejde med den allerede på dette tidspunkt erfarne skuespiller Kurt Russell. Året er 1997 og Manhattan er blevet omdannet til et top sikret fængsel for alverdens kriminelle, ligegyldig størrelsen af deres forbrydelse, som har kastet stedet ud i det totale anarki, hvor kun den stærkeste eller mest snedige har en chance for at overleve. Katastrofen indtræffer da præsidenten i Air Force One, på vej til et stormøde der vil forhindre tredje verdenskrig med Rusland og Kina, bliver offer for et terrorangreb der efterlader ham som den eneste overlevne blandt fangerne på Manhattan, ledet af superalfonsen The Duke of New York, (Isaac Hayes), der pludselig ser en vej mod friheden ved at ta’ præsidenten som gidsel. Til alt held har regeringen og militæret et ekstra es i ærmet, da de får held med at tvinge den legendariske forbryder og tidligere soldat Snake Plissken, (Kurt Russel i en herlig homage til Clint Eastwood’s mange western karakterer), til at ta’ affære og få reddet præsidenten, sig selv og hele verden fra at gå op i flammer.
”Escape From New York” formår stadig for mit vedkommende at være et stærkt underholdende og medrivende actioneventyr, hvilket klart må tilskrives Carpenters eminente blik for, via sit beskidte og forfaldne miljø, at skabe en imponerende stemning af supense. En stemning der sublimt skildres bedst i antihelten Plisskens ansigt, jo nærmere filmen når sin store finale.
(139) : The 39 Steps, 1935
http://www.axelmusic.com/productDetails/0374291352...
Trods det at John Buchan’s novelle har været indspillet hele 4 gange, senest i 1999, ja så er det stadigvæk goe gamle Alfred Hitchcock’s udgave fra dengang ruder konge var knægt, som er den suverænt højest elskede blandt eksperter og filmnørder i samlet flok. I hvad der var the master of suspense’s første af slagsen som talefilm hvor temaet, om en uskyldig mand på desperat flugt for at rense sit navn, blev anvendt, (Hitchcock lavede senere den perfekte version med ”North By Northwest”), bliver der holdt et imponerende højt tempo i stort set samtlige minutter af det forrygende og snørklede plot, der tager publikum med på en hæsblæsende jagt ud over det skotske højland. Canadiske Richard Hannay, (en fantastisk energisk Robert Donnat), er på ferie i London og bliver under et show med magikeren Mr. Memory ved tilfældighedernes spil viklet ind i en speget affære om en større konspirationsring, da han støder på den charmerende Anabella Smith, (Lucie Manheim). Hun viser sig at være spion på jagt efter et mystisk projekt kaldet ”De 39 Trin”, (en typisk McGuffin), men bliver så pludselig myrdet og før Hannay kan nå at få sig om, er han på flugt fra både politi og forbrydere i et nervepirrende kamp mod tiden for at få løst gåden og renset sit navn inden det er for sent.
Kan godt være at mange vil tvivle på, om en film med så mange år på bagen virkelig skulle ku’ formå at holde dampen oppe, så man sidder helt ude på kanten af sofaen. Men det kan den sagtens, for ”The 39 Steps” er nemlig action-adventure i ordets bedste forstand, lavet af en mand der om nogen mestrer stor dramatik og intensitet.
(138) : Gattaca, 1997
http://www.axelmusic.com/productDetails/0433962388...
Det er store eksistentielle spørgsmål om racerenhed, skabelsen af det perfekte menneske og normaliseringen af mangfoldighedens uforudsigelige charme, som bliver taget op i Andrew Niccol’s intelligente og underspillede sci-fi drama, der centrere sin multilagrede historie blandt fire unge sjæle hvis veje krydser hinandens spor og som alle deler samme drøm om at ændre den måde det fascistoide genetiksystems samfundsstruktur og dens idealer er bygget op på. Loren Dean spiller den korrekt modificerede reagensglasskabte Anton, der har gjort karriere inde for efterretningstjenesten og som er overbevist om at hans indoktrinerede ideologiske syn på samfundet må være den bedste måde at leve på. Men i duellen mod broderen Vincent, (Ethan Hawke), der er skabt på gammeldags manér, med alt hvad det indebærer af fejl og mangler, får han langsomt øjnene op for at verden ikke nødvendigvis bliver hverken bedre eller mere retfærdig, hvis den racerene ideologi helhjertet skal føres ud i livet.
Vincent drømmer modsat om at blive astronaut, men må ta’ til takke med et usselt job som pedel, (pga. sine medfødte fejl), på terminalen for ekspeditioner i rummet, hvilke kun er forbeholdt de genetisk perfekte. Han har dog fundet et smuthul i systemet og ved at leve et dobbeltliv som den kunstigt skabte Jerome, (en identitet han har erhvervet sig ved at lave en deal med en tidligere perfekt/nu handicappet, og derfor ubrugelig astronaut elev, Jerome, spillet af Jude Law), får han muligheden for at få sit største ønske opfyldt. Vincent’s drøm bliver dog sat på en nervepirrede prøve, da der sker et dødsfald på terminalen og han samtidig forelsker sig i den stræbsomme aspirant Irene, (Uma Thurman), der selv op til flere gange er gået glip af chancen for en tur i rummet.
Andrew Niccols manuskript må siges at være et af de mest opfindsomme af slagsen indenfor sci-fi genren og der ligger masser af spændende konflikter mellem de forskellige karakterer, som er meget interessant at sidde og analysere på. Med en blanding af lige dele filosofisk drama og detektivfilm, der også byder på store skuespilpræstationer fra især Ethan Hawke og Jude Law, samt en laber og elegant designet billedside, har Niccol lavet en sci-fi thriller som er unik og helt igennem anbefalelsesværdig.
(137) : Benny & Joon, 1993
http://www.axelmusic.com/productDetails/0276168577...
Hvis navnet Jeremiah S.Chelnik virker bekendt, ja så er det egenlig ikke så underligt endda, for 4 år tidligere var han nemlig manden bag humørbomben “Fars Fede Juleferie”, som efterhånden har opnået samme elskede juleklassiker status som ”It’s a Wonderful Life”, hvilken denne romantiske komedie lægger sig mest op af stilmæssigt med sin gammeldags, smånaive, håbløst romantiske og hjertevarme historie, som for mit vedkommende er umulig ikke at holde af. I filmen, der minder en hel del om ”What’s Eating Gilbert Grape” tematisk set, spiller Aidan Quinn den godmodige men smågnavne mekaniker Ben der som teenager, efter en bilulykke hvor begge forældrene døde, har måtte ta’ sig af ansvaret for sin lillesøster Joon, (Mary Stuart Masterson der ud over at spille fantastisk også er vildt charmerende), som er blevet så traumatiseret, at hun har udviklet en vildt uberegnelig skizofreni som tærer hårdt på Bens psyke, for slet ikke at snakke om hans stort set ikke eksisterende kærlighedsliv.
Ben overvejer kraftigt om han skal sende sin søster på et handicaphjem, men kan, når det kommer til stykket, alligevel ikke få sig selv til at svigte hendes tillid til ham. Nærmest ud af det blå dukker en af vennernes spøjse fætter Sam, (Johnny Depp), op i byen og efter en misforståelse ved et spil poker, ender han som logerende hos de to søskende og forelsker sig blindt i den skøre men skønne Joon, der føler mindst ligeså stærkt for den kiksede outsider med en fetich for de legendariske filmstjerner Buster Keaton og Charlie Chaplin.
Forholdet bliver dog langtfra problemfrit, og således må de to unge elskende op imod både Ben, (der bliver nød til at træffe nogle for ham svære valg undervejs), samt det bedrevidende og småarrogante behandlingssystem i kampen for at bevare deres kærlighed. ”Benny & Joon” er en film som vil smelte selv det mest kyniske hjerte, med sin smittende livsglæde og fortryllende romantik i en hyldest til det spøjse, alternative og outsiderne, som Masterson & Depp rammer lige på kornet, specielt hvad angår sidstnævnte der i sin immiation af Keaton og Chaplin skaber ren magi med sin præstation..
(136) : The Piano, 1993
http://www.amazon.co.uk/Piano-Special-DVD-Holly-Hu...
Allerede i filmens indledende voice-over og første scener hænger der en tyngede sky af depression og afmagt over Jane Campions historie om den stumme kvinde Ada, (Holly Hunter), der styret af datidens mandsdominerede samfund og dets spilleregler ankommer fra Skotland med sin datter Flora, (Anna Paquin), til en ny verden i New Zealand, hvor hun er blevet lovet væk i et arrangeret ægteskab, (besluttet hjemmefra uden hun har haft noget som helst indflydelse), med den lokale farmer Stewart, (Sam Neil) ; en mand der er ligeså følelsesmæssigt engageret i giftermålet som det grå, isnende kolde og regntunge stormvejr, der tager imod dem da de med slet skjult bekymring træder deres første skridt på den foruroligende strandbred. Mens de venter på at Stewart og hans folk skal komme og transportere dem til hans gård, fordriver Ada tiden ved hendes medbragte piano som er det eneste, ud over Flora, der holder hendes lyst til livet oppe. Senere da alt er er på plads i de fastsatte rammer hos Stewart, erfarer hun at han har solgt hendes elskede piano til naboen Baines, (Harvey Keitel).Eneste måde hun kan få sin ejendom/sjæl tilbage igen, er ved at la’ sig seksuelt ydmyge af Barnes, som hun dog gradvist forelsker sig i og lader sig frigøre af i et opgør med Stewart og det etablerede system.
Jeg holder virkelig meget af Jane Campions film og i særdeleshed ”The Piano”, som er utroligt stærkt spillet af hele castet, (Hunter & Paquin vandt begge fortjent en Oscar), eminent flot filmet af Stuart Dryburgh, der skaber en ekstra dimension med en billedside så visuelt smuk, at man efterfølgende sidder som var man ramt af Stenhal syndromet. Historien er umiddelbart ligetil, men så let spiller klaveret naturligvis ikke hos Campion, hvis film altid indeholder masser af symbolik og metaforer, som gør persongalleriet og deres ageren dybt fascinerende.
#87 Lord Beef Jerky 14 år siden
#88 MMB 14 år siden
#89 Kruse 14 år siden
Snake Plissken er alt for sej!
#90 evermind 14 år siden
Første og indtil videre eneste gang, jeg så den (for temmelig mange år siden), halvsov jeg og syntes egentlig ikke specielt om den. Men med alle de positive reaktioner, jeg hele tiden hører på den, og fordi jeg siden er blevet ret glad for John Carpenter, er jeg nødt til at genoverveje dén sag ... :)