Vancancy - 3/6 var ikke videre imponeret, men udemærket film. Robocop - 5/6 En fed action film fra 80'erne Election - Har jeg ikke set, desværre... atnonement - 5/6 En flot film The Crow - 6/6 Dyster som bare satans, mørket spiller helt klart en større rolle heri!
Næste stop på listen bliver i skikkelse af Kimberly Pierces anmelderroste drama baseret på virkelige hændelser om den transseksuelle Teena Brandon/Brandon Teena, der tilbage i starten af 90’erne blev offer for homofobi på den mest voldelige og brutale måde man kan forestille sig. Filmen og dens stærkt ubehagelige tema fik desuden ekstra opmærksomhed i kølvandet på dens premiere, da en ung studerende ved navn Matthew Shepard året inden måtte lade livet efter at være blevet tortureret, gennembanket og hængt op på et hegn, hvor han blev kvalt i sit eget blod udelukkende pga. sin seksuelle orientering. Dødsfaldet vakte stærke reaktioner i både det heteroseksuelle og homoseksuelle miljø og blev startskuddet på udarbejdelsen af den lov som sidste år 28 oktober blev vedtaget i kongressen, der gør hate crimes, specifikt rettet mod LGBT miljøet, strafbare og som meget passende har fået titlen The Matthew Shepard, Act.
Året er 1993 og i en mindre landsby er den lokale charmør Brandon Teenas, (Hilary Swank), held med damerne, uvidende om hans sande jeg, ved at slippe op, da hans identitet ved et tilfælde bliver afsløret, hvilket får den konsekvens at han pludselig står til solide øretæver fra et par brødre, til en pige han tidligere har datet. Det er nu ikke ligefrem fordi det er første gang at Brandon roder sig ud i problemer og det er hans fætter, som han deler en trailervogn med, efterhånden blevet godt og grundigt træt af, og gir ham et vink med en vognstang om at finde sig et andet sted at bo. Efter en mindre rejse gennem det støvede landskab ender Brandon i den lille flække Falls City i Nebraska, hvor han hurtigt falder i snak med et firkløver bestående af de to småkriminelle, afstumpede slagsbrødre John og Tom, (Peter Sarsgaard & Brendan Sexton), og deres on/off kærester Candace og Lana, (Alice Goranson & Chloë Sevigny), der efterfølgende tager ham til sig, som var han en af deres egen slags. Få dage senere går det dog op for Lana at tingene langtfra er så simple, da hun tager af sted for at hente Brandon, som har måttet afsone en tidligere dom i det lokale fængsel, og erfarer at han har opholdt sig i afdelingen for kvinder.
Selv om Brandon, pinlig berørt over situationen, forsøger sig ud i en forklaring om, at han er hermafrodit og dernæst prøver at berolige hende med, at han snart får en kønsskifteoperation, er den smaskforelskede Lana overraskende temmelig ligeglad og vælger i stedet at acceptere ham med alt hvad det indebærer. Inden længe begynder sandheden også at gå op for John og Tom, der modsat slet ikke kan forstå hverken Brandons indre kamp og slet ikke den kærlighed som er opstået mellem ham og Lana. Alt imens det forelskede par søger at finde en vej ud af elendigheden, spidser situationen til parallelt med de andres fordømmelse og had der i det stærkt dominerede machomiljø ikke findes nogen anden forløsning på end ved at lade nævnerne tale.
"Dear Lana, By the time you read this I'll be back home in Lincoln. I'm scared of what's ahead, but when I think of you I know I'll be able to go on. You were right, Memphis isn't that far off. I'll be taking that trip down the highway before too long. I'll be waiting for you. Love always and forever, Brandon."
”Boys Don’t Cry” er kort og godt et fantastisk intenst og dybt fascinerende drama, hvis stærkt ubehagelige men yderst vigtige historie i høj grad lever og ånder via sine detaljerede karakter-beskrivelser, der bærer filmens temaer om seksuel identitet og negativ ladet social arv med overbevisende styrke frem mod den uundgåelige konfrontation mellem menneskets konfliktfyldte trang til at leve efter egen overbevisning og menneskets behov for at undertrygge selv samme frihed i et forsøg på at stabilisere eller normalisere kønsrollemønstret og samfundsstrukturen, som Brandon Teena ubevidst vender op og ned på i et fast forankret og gammeldags miljø, der har påvirket sine to mandlige hovedkarakterer så meget, at de i et desperat forsvar af deres maskulinitet, perfekt skildret af især Peter Sarsgaard, ser sig nødsaget til ikke blot at ydmyge men også eliminere truslen mod deres heteroseksualitet fra denne udefrakommende identitetsopløsende skikkelse, som hverken er mand eller kvinde men blot søger at være helt sin egen person totalt fri for alle definerbare labels.
Hilary Swank vandt fuldt fortjent en Oscar for sin imponerende imitation af virkelighedens Brandon Teena og formår på mest hjerteskærende måde at skildre ikke blot kampen mod omgivelserne omkring hende, men så sandelig også den indre kamp der foregår bag den bandage, som gør det muligt at bevare det maskuline ydre. Det finder man f. eks rigtig gode eksempler på i scenen fra fængslet og senere den meget smukke og sensuelle sexscene med Lana, hvor Teena i begge tilfælde reagerer pinligt berørt både overfor Lana men så sandelig også overfor sig selv, fordi illusionen af Brandons egen identitetsopfattelse brydes og afslører den person bag ved som hun forsøger at fortrænge, hvilket er et klassisk reaktionsmønster hos transseksuelle, som jeg trods alt vælger at definere hende som når alt kommer til alt. Som Lana gør Chloë Sevigny det mindst ligeså fremragende med en tilbagelænet og hjertevarm præstation, der elegant illustrerer en typisk white trash kvinde, som håbefuldt og drømmende venter på at prinsen/prinsessen på den hvide hest vil befri hende fra forudsigelighedens dræbende trummerum.
Skulle man ha’ fået lyst til at se filmen, er der på DVD’en desværre kun blevet plads til et kommentarspor med Kimberly Pierce, (som til gengæld er rigtig godt), og en kort featurette, så derfor anbefaler jeg, at man også får fat på dokumentarfilmen ”The Brandon Teena Story”, hvis man er interesseret i mere baggrundsviden om hendes tragiske skæbne.
Jeg hylder dig for, at have en masse film på din liste, som jeg egentlig havde lidt glemt. At jeg ikke finder dem specielt gode for det meste, er en helt anden sag, men det vækker nu stadig minder. Boy's Don't Cry rørte mig overhovedet ikke. Det er en film med et fint tempo, og en troværdig opbygget historie, men jeg fandt den noget uengageret omend ikke direkte dårlig. 3/6
"Avatar blev skrevet flere år før Pocahontas, og dermed (forhåbentlig indlysende) også før Irak krigen"
Nu skal vi så på en herlig nostalgisk rejse tilbage i tid og med ud på et forrygende eventyr i selskab med John Hustons klassiske og mesterlige drama om tre mænds desperate jagt efter guld og grønne skove i et goldt og nådesløst landskab, kæmpende mod den stegende sol, skruppelløse banditter og ikke mindst deres egen grådighed og uforudsigelige moral. “The Treasure of Sierra Madre”, som er baseret på B. travens novelle fra 1927 af samme navn og loyalt følger sit forlæg, var en af de første Hollywood producerede film der, bortset fra nattescenerne, blev optaget on location i de Mexicanske byer Durango og Tampico, hvilket gir Hustons perle en helt igennem fantastisk autensitet.
I det gudsjammerlige hul i jorden også bedre kendt som Tampico forsøger den lettere forhutlede og frustrerede amerikaner Fred Dobbs, (Humphrey Bogart), at få sig et arbejde, men erfarer at det just ikke ligefrem er nogen nem opgave og må i stedet ydmygende klare sig for de småpenge det lykkedes ham at tigge fra en venlig sjæl, (spillet af John Huston), på gaden. Mens han venter på at heldet skal tilsmile ham, ender han efter en mindre kontrovers med at købe en lodseddel, hvilket måske vil vise sig at være et ganske fornuftigt valg. Ikke længe efter støder Dobbs tilfældigvis ind i den godmodige lykkejæger Bob Curtin, (Tim Holt), som han straks falder i snak med og kort efter smiler fru Fortuna deres vej, da de begge bliver hyret af den tilsyneladende flinke Pat McCormick, (Barton Maclane). Han viser sig dog hurtigt at være en nederdrægtig svindler og så må de to hårdarbejdende gutter ud i et sandt værtshusslagsmål med deres tidligere chef for at få løn som fortjent.
En god slat penge rigere men alligevel slukørede og udbrændte, pga. den igen usikre fremtid, slentrer de to slagsbrødre i seng på det lokale motel, hvor en mulig krukke af guld dukker op for enden af regnbuen, da de overhører en gammel støder ved navn Howard, (Walter Huston), fortælle om sine tidligere eventyr, hvilket inspirer Dobbs til at foreslå de fortsætter karrieren som guldgravere i et tremandsteam, som han er sikker på nok skal gi’ smæk for skillingen. Curtin lader sig hurtigt overtale og Howard det samme, men kan nu alligevel ikke, grundet sin mangeårige erfaring, lade være med at spekulere på, om hans kumpaner overhoved kan klare mosten når alt kommer til alt. Dagen efter i toget mod Sierra Madre bjergene bliver de prompte overfaldet af en flok blodtørstige banditter, hvilket blot skal vise sig at være en ud af mange udfordringer for den umage trio, der i løbet af de følgende døgn må igennem det ene mere dramatiske intermezzo efter det andet, som vil afsløre den helt store korruption, grådighed, og ultimative offervilje i blandt dem især da de får yderligere selskab af den ligeledes desperate James Cody, (Bruce Bennett).
”Now here's where we're bound for, hereabouts. Don't show properly whether there's mountains, swamp, or desert. That shows the makers of the map themselves don't know for sure. Once on the ground, all we gotta do is open our eyes and look around. Yes, and blow our noses, too. Believe it or not, I knew a fellow once who could smell gold like a jackass can smell water.”
”The Treasure of Sierra Madre” vandt oscar for bedste instruktion og manuskript baseret på andet forlæg, samt for bedste birolle til John Hustons far Walter, (som spiller fantastisk som den gennemrutinerede old timer der kender alt til grådighedens mange faldgrupper), og burde ret beset også ha’ vundet i mange flere kategorier, for her er i den grad tale om en film hvor alting går op i en højere enhed. Man fornemmer hurtigt inde i handlingen, at der virkelig er kælet for detaljen i dette medrivende drama, som tager sig god tid til at beskrive sine karakterers tilstand, deres desperation for at opnå en bedre levestandard, samt deres respektive fejl og mangler, som alt sammen udstilles elegant i en refleksion af byen Tampicos lurvede og barske gadebillede, inden de tre protagonister drager ud på den store manddomsprøve i bjergene. Det er dog primært Tim Holt, (der gør det glimrende i en svær rolle målt imod de to legender), og Humphrey Bogarts karakterer der i filmens indledning er mest interessante at følge i kontekst til de senere begivenheder, hvor opgøret med Pat McCormick tidligere både viser deres evne til at samarbejde og samtidig illustrerer, at deres moral er intakt fordi de kun lige præcis tager de penge, de har fortjent fra fuskerens bugnende pung og ikke en dollar mere.
Men hvor Bob Curtin som udgangspunkt er tro mod sine egne idealer og søger lykken efter guld med rene intentioner, er Fred Dobbs en type der i stedet lever af sine enorme mindreværdskomplekser mod resten af samfundet, som han konstant føler gør alt for at forhindre ham i at få succes, hvilket man får et glimrende eksempel på i scenen hvor trioen, efter de har fundet guld, fortæller hinanden hvad de har tænkt sig at bruge deres rigdomme på. Her skiller Dobbs sig fuldstændig ud fra de andres drømme, fordi hans udelukkende består i at få chancen for at ku’ hæve sig over andre og vise hvor meget bedre end dem han er blevet. Humphrey Bogart som ofte har spillet kyniske og hårdhudede roller i f.eks. ”The Maltese Falcon”, ”Casablanca” og ”In a Lonely Place”, dog altid med charmen intakt, piller i sin præstation som Dobbs al glamour der har tidligere har omgivet ham fuldstændig fra hinanden og efterlader publikum med en bitter, smålig og møghamrende usympatisk mand, der gradvist har forvandlet sig fra en lettere mavesur stodder til et vildt dyr med paranoiaen og galskaben lysende ud af øjnene, klar til at gøre hvad som helst for at forsvare sit bytte. En præstation der i mine øjne er en af, ja hvis ikke den bedste præstation, Bogart har leveret i sin lange karriere.
John Hustons film er stadig i dag en sand fornøjelse og selv om man måske ikke er til film med en del år på bagen, eller er den store Humphrey Bogart fan, ja så bør man alligevel gi’ denne sprudlende guldklump en chance.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Så står den på en storladen horror fortælling om den legendariske Grev Dracula fra det sagnomspundne Transsylvanien, her i skikkelse af Francis Ford Coppolas blodige og erotiske film, baseret på Bram Stokers klassiske novelle fra 1897, der via en nærmest vulgær visuel slagside genren sjældent havde set mage kombineret med en sand stjerneparade af store Hollywood navne, atter fik skærpet interessen blandt folk og fæ for de forførende men dødsensfarlige og blodsugende bæster.
Året er 1462 og den nådesløse rumænske hærfører Vlad Dracul vender hjem efter endnu et blodigt slag mod tyrkerne blot for at opdage at hans kone i mellemtiden, grundet falske rygter om hans død, har begået selvmord. Sønderknust over tragedien går Dracul amok og forkaster i et sandt raserianfald sin tro på gud, til præsternes omkring ham store forargelse, og sværger et hævntogt over alt og alle for tid og evighed. Mange hundrede år senere, nærmere bestemt 1897, er den unge advokat Jonathan Harker, (Keanu Reeves) på vej mod Grev Draculas, (Gary Oldman), borg i Transsylvanien for at få underskrevet de sidste formaliteter i forbindelse med grevens opkøb af et mansion i Londons fashionable kvarter Carfax Abbey. Just ankommet til den skumle beliggenhed i bjergene fornemmer Harker så småt, at der er ugler i mosen og kan ikke undgå at føle sig en lille smule anspændt især taget i betragtning af at kollegaen Reinfeld, (Tom Waits), der havde sagen før ham, blev skingrende sindssyg efter sit møde med den kryptiske greve. Under deres samtale spotter Dracula et billedet af Harkers forlovede Mina, (Winona Ryder), der har en utrolig lighed med hans afdøde og højt elskede kone, som greven nu vil sætte alt ind på, igennem Mina, at få igen. Harker må derfor se sig offer for en grusom og udspekuleret plan og efterlades som foder for Draculas blodsugende elskerinder, imens den forelskede greve drager mod London i forsøget på at generobre sin udkårne.
I London begynder Dracula så småt at pisse territoriet af og overfalder Minas sagesløse veninde Lucy, (Sadie Frost), der lader sig forføre af hans svulstige magnetisme og efterfølgende må se sig selv sengeliggende i en sygdomslignende tilstand så slem, at Mina og et par af Lucys tidligere bejlere samt hendes nuværende kæreste Arthur, Cary Elwes), beslutter sig for at hidkalde Dr. Van Hellsing, (Anthony Hopkins), der er ekspert i okkulte fænomener, i håbet om at redde hende. Hellsing slår hurtigt fast, at Lucy er offer for et af mørkets mest perverse bæster…en vampyr. Et par dage efter bliver Mina opsøgt af en ung mystisk fremmed der gør sit ypperste for at charmere hende, men må gå forgæves, da hun bliver nød til at rejse til Ungarn, hvor hendes elskede Jonathan Harker nu befinder sig efter en mere end besværlig flugt. Frustreret over sin fiasko forvandler Dracula nu Lucy til en fuldblods vampyr, som Hellsing og co. ikke ser nogen anden udvej på end at eliminere for at undgå en større epidemi af død og ødelæggelse. Da Jonathan og Mina er tilbage i London igen eskalerer tingene helt ud af kontrol, da Dracula får held til at bide hende mens de andre er på jagt efter ham, og pludselig er der ingen anden udvej end at drage tilbage mod grevens hjemmebane i Transsylvanien, hvis de skal ha’ bare den mindste chance for at redde Mina fra at falde ind i det totale mørke.
”She lives beyond the grace of God, a wanderer in the outer darkness. She is "vampyr", "nosferatu". These creatures do not die like the bee after the first sting, but instead grow strong and become immortal once infected by another nosferatu. So, my friends we fight not one beast but legions that go on age after age after age, feeding on the blood of the living.”
Trods det at man kan finde en del hovsaløsninger og plot-huller undervejs i James v. Harts svulstige manuskript, specielt i den midterste del, er ”Bram Stokers Dracula” alligevel min absolutte yndlingsfilm inden for vampyr-genren, fordi de forskellige enkelt-scener & locations hver især er lavet med en sans for detaljegrad, der bringer atmosfæren fra de gamle gyserfilm helt ud over rampen og presser, i fornemt samarbejde med hhv. gammeldags brug af lys og skygger samt nutidige kulørt ramasjang og Wojcieck Kilars stemningsfulde score, ofte pulsen helt op i det blodrøde felt, efterladende tilskueren med bankende hjerte og svedige håndflader. I det hele taget er Coppolas vision et storslået eksempel på filmteknisk håndværk i verdensklasse og det er da også her i syndfloden af eye candy proppet med farvestrålende kostumer, herlige oldschool speciel effekter og detaljerigt make-up arbejde, at filmen har sin absolutte vitalitet, nerve og sjæl, som fotograf Michael Ballhaus formår at udnytte med maksimal effekt i både de suspense-prægede scener, så som Jonathan Harkers første møde med Greven eller Draculas senere forførelse af Mina, og i de mere action-prægede, som Draculas overfald af Lucy eller den imponerende og stærkt medrivende finale, der kendetegnede for filmen er tæt på overkill men som aldrig bliver det, fordi Coppola på de helt rigtige tidspunkter går ind og med et fast greb om tøjlerne sørger for at holde kareten fra at styre ud over den overdådige afgrund.
Samme præmis gør sig egentlig også gældende for filmens andet trumfkort i skikkelse af de, kan man vist roligt sige, kulørte præstationer dog med undtagelse af Keanu Reeves der, (selv om jeg synes han faktisk gør det ganske glimrende), klart, både pga. måden rollen er skrevet på men så sandelig også fordi han ikke selv har variation nok i sit skuespil, må stå i skyggen af både Gary Oldman, Winona Ryder og Anthony Hopkins som for alle tres vedkommende spiller med en ofte skræmmende indlevelsesevne i deres respektive roller. Balancegangen mellem de helt store følelser og ultimative modsætninger, kærlighed og had, leveres med en så storladen teatralskhed, at det er snublende nær på at være for meget af det gode, men det forbliver heldigvis kun lige ved og næsten og dermed bliver måden at udtrykke sig på i sidste ende, frem for en svækkelse, blot en yderligere styrke der både gør de pompøse replikker spiselige og desuden er med til at give en ekstra slagkraftig dimensioner og dynamik til de effekt-drevne set-ups som er fyldt med saft, kraft og blod i overflod.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Så skal vi et smut ud i den dunkle skov i part II af Sam Raimis forrygende kult gyser trilogi, der både er en slags opfølger og remake på én og samme tid af originalen fra 1982. Her 5 år senere har alle elementer så fået en gevaldig ansigtsløftning, som i høj grad afspejler sig i langt bedre effekter, bedre timede jokes og et ofte hæsblæsende tempo, der gør at man som tilskuer ikke keder sig et eneste sekund imens den helt igennem absurde, men absurd underholdende, handling farer hen over skærmen.
For at fejre deres bryllupsdag har Ash, (Bruce Campbell), arrangeret en romantisk weekend i den nærliggende skov, hvor han har været så heldig at lokalisere en hytte som ham og Linda, (Denise Bixler), kan tilbringe deres hyrdetimer sammen i. Mens de hygger sig og fjoller lidt rundt vil tilfældet det, at Ash opdager en båndoptager hvis optagelse han af bar nysgerrighed ikke kan dy sig for at høre igennem. Her beretter hyttens ejer, den gamle professor Knowby, om en ekspedition hvor ham og hans kone Henrietta, samt datteren Annie, (Sarah Berry) og kollegaen Ed ,(Richard Domeier), fandt frem til en legendarisk bog kaldet The Necronomicon, også bedre kendt under navnet med den ildevarslende titel The Book of The Dead, som han efterfølgende tog med tilbage til sit residens i skoven for at kunne studere i fred og ro. Under oplæsningen af bogens remser sker der pludselig ting og sager udenfor, og før Ash kan nå at reagerer, bliver Linda besat af en mystisk ond kraft, der kort efter også sætter jagten ind på ham.
I sin vilde og desperate flugt over stok og sten for at undgå at blive opslugt af de bestialske ånder, får han senere selskab af Annie og Ed, der netop er vendt hjem fra udlandet for at besøge hendes forældre, samt en hillbilly mekaniker, (Danny Hicks), og hans kæreste Bobby Jo, (Kassie Wesley), der er blevet betalt for at fragte deres bagage. Da de ankommer til hytten møder der dem et grufuldt syn af død og ødelæggelse og straks tror de selvfølgelig, at det er den forslåede fremmede der er gået amok. Nu er det op til Ash ikke blot at overbevise den umage flok om sin uskyld, men også, og hvad der er endnu sværere, at overbevise dem om at samarbejde, hvis de skal have bare den mindste chance for at overleve imod den grusomme, nådesløse og perverse overnaturlige ondskab.
”Legends has it that it was written by the dark ones, necronomicon ex mortes, roughly transcipted the book of the dead. The book served as a passage way to the evil worlds beyond. It was written long ago, when the seas runned red with blood. It was this blood that was uset to ink the book. In the year 1300’th A.D... the book...disapeared…”
Med en fandenivoldskhed og opfindsomhed der ville give selv de fleste gysere baghjul i dag, skrev “Evil Dead 2” sig øjeblikkeligt ind i gyserhistoriens hall of fame med sin herlige cocktail af rendyrket horror, splat, slapstick, (kædet sammen efter premieren og herefter kendt som splatstick), og tegneserieagtig absurditeter i en film, der ikke umiddelbart synes at fremstå særlig original, men som alt lagt sammen alligevel er lige netop det. Den ydre struktur inddrager f.eks. en del scener fra 1’eren, som handlingen trygt kan læne sig op ad, mens der i den indre struktur på horror siden med fuldt overlæg er hentet inspiration fra klassiske gyserfilm så som George Romeros “Living Dead” trilogi, William Friedkins “Exorcisten”, Wes Cravens “A Nightmare On Elm Street”, (husk i den forbindelse bl.a. at se efter Freddys handske i redskabsskuret) og Tobe Hoopers “Texas Chainsaw Massacre”. I det humoristiske hjørne mikser Raimi så det bedste fra falden-på-halen-komikkens mestre “The Three Stooges” sammen med alt godt fra havet fra Warner Bros. enorme bagkatalog af deres fantastiske Looney Tunes serier. Det der så trods alt gør “Evil Dead 2” til en frisk, sprudlende og, ja, super original film ligger derimod primært i måden alle disse forskellige del-elementer bliver samlet på til et nyt kludetæppe, som nu pludselig danner en helt ny fortælling på baggrund af fortidens bedrifter, der for filmnørder samtidig er sjovt at spotte undervejs.
Men der er nu også tre andre faktorer som skal tages med i betragtning, når man kigger nærmere på hvorfor filmen er så højt værdsat af mange, og her skal Greg Nicotero & Howard Berger især roses for et, budgettet taget i betragtning, fantastisk stykke speciel-effekt/Make-up arbejde, der når sit klimaks i den klassiske “Who’s laughing Now” scene, samt den svært imponerende finale. Dernæst opfinder Sam Raimi og fotograf Peter Deming en ny teknisk vinkel indenfor genren i en opgradering af slasher-genrens “killers point-of view”, med det transparente og altseende “ghost/spirit point-of view”, som gør åndernes jagt på Ash endnu mere frygtindgydende og intens, fordi vi som tilskuere føler vi er med helt fremme på første række i denne rutsjebanetur fra helvede. Alle disse mange ting havde dog i princippet været temmelig ligegyldige, hvis ikke manden i centrum kunne forstå at udnytte virkemidlerne omkring sig, og så er det jo heldigvis godt for Raimi at han har et, og jeg mener absolut ikke det er nogen overdrivelse, komisk geni som Bruce Campbell ved sin side, der med sin mesterlige timing for fysisk humor, (scenen hvor hans hånd bliver besat er fænomenalt godt spillet), så afgjort må være en reinkarnation af Buster Keaton og Charlie Chaplin. Campbell falder, fumler, løber, bliver besat og får tæsk i stride strømme og det er en fornøjelse at se på, fordi han på ingen måder holder igen med sit kropssprog, og vidste man ikke bedre, ja så troede man virkelig på at han var jagtet af onde ånder.
“Evil Dead 2” er i mine øjne et uomtvisteligt mesterværk inden for genren. Den er gory, den er god damn funny, og sidst men ikke mindst allerhelvedes groovy...og derfor et absolut must i enhver film-entusiast samling.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Ingen tvivl om at Evil Dead 2 er en episk film. Jeg tror stadig jeg foretrækker den første, men 2'eren er sateme tæt på. 5 eller 6 ud af 6 bør den da få.
"Avatar blev skrevet flere år før Pocahontas, og dermed (forhåbentlig indlysende) også før Irak krigen"
#171 filmz-Martychris 14 år siden
Robocop - 5/6 En fed action film fra 80'erne
Election - Har jeg ikke set, desværre...
atnonement - 5/6 En flot film
The Crow - 6/6 Dyster som bare satans, mørket spiller helt klart en større rolle heri!
#172 NightHawk 14 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/0245430017...
Næste stop på listen bliver i skikkelse af Kimberly Pierces anmelderroste drama baseret på virkelige hændelser om den transseksuelle Teena Brandon/Brandon Teena, der tilbage i starten af 90’erne blev offer for homofobi på den mest voldelige og brutale måde man kan forestille sig. Filmen og dens stærkt ubehagelige tema fik desuden ekstra opmærksomhed i kølvandet på dens premiere, da en ung studerende ved navn Matthew Shepard året inden måtte lade livet efter at være blevet tortureret, gennembanket og hængt op på et hegn, hvor han blev kvalt i sit eget blod udelukkende pga. sin seksuelle orientering. Dødsfaldet vakte stærke reaktioner i både det heteroseksuelle og homoseksuelle miljø og blev startskuddet på udarbejdelsen af den lov som sidste år 28 oktober blev vedtaget i kongressen, der gør hate crimes, specifikt rettet mod LGBT miljøet, strafbare og som meget passende har fået titlen The Matthew Shepard, Act.
http://www.nytimes.com/2009/05/06/opinion/06wed3.h...
Året er 1993 og i en mindre landsby er den lokale charmør Brandon Teenas, (Hilary Swank), held med damerne, uvidende om hans sande jeg, ved at slippe op, da hans identitet ved et tilfælde bliver afsløret, hvilket får den konsekvens at han pludselig står til solide øretæver fra et par brødre, til en pige han tidligere har datet. Det er nu ikke ligefrem fordi det er første gang at Brandon roder sig ud i problemer og det er hans fætter, som han deler en trailervogn med, efterhånden blevet godt og grundigt træt af, og gir ham et vink med en vognstang om at finde sig et andet sted at bo. Efter en mindre rejse gennem det støvede landskab ender Brandon i den lille flække Falls City i Nebraska, hvor han hurtigt falder i snak med et firkløver bestående af de to småkriminelle, afstumpede slagsbrødre John og Tom, (Peter Sarsgaard & Brendan Sexton), og deres on/off kærester Candace og Lana, (Alice Goranson & Chloë Sevigny), der efterfølgende tager ham til sig, som var han en af deres egen slags. Få dage senere går det dog op for Lana at tingene langtfra er så simple, da hun tager af sted for at hente Brandon, som har måttet afsone en tidligere dom i det lokale fængsel, og erfarer at han har opholdt sig i afdelingen for kvinder.
Selv om Brandon, pinlig berørt over situationen, forsøger sig ud i en forklaring om, at han er hermafrodit og dernæst prøver at berolige hende med, at han snart får en kønsskifteoperation, er den smaskforelskede Lana overraskende temmelig ligeglad og vælger i stedet at acceptere ham med alt hvad det indebærer. Inden længe begynder sandheden også at gå op for John og Tom, der modsat slet ikke kan forstå hverken Brandons indre kamp og slet ikke den kærlighed som er opstået mellem ham og Lana. Alt imens det forelskede par søger at finde en vej ud af elendigheden, spidser situationen til parallelt med de andres fordømmelse og had der i det stærkt dominerede machomiljø ikke findes nogen anden forløsning på end ved at lade nævnerne tale.
"Dear Lana, By the time you read this I'll be back home in Lincoln. I'm scared of what's ahead, but when I think of you I know I'll be able to go on. You were right, Memphis isn't that far off. I'll be taking that trip down the highway before too long. I'll be waiting for you. Love always and forever, Brandon."
”Boys Don’t Cry” er kort og godt et fantastisk intenst og dybt fascinerende drama, hvis stærkt ubehagelige men yderst vigtige historie i høj grad lever og ånder via sine detaljerede karakter-beskrivelser, der bærer filmens temaer om seksuel identitet og negativ ladet social arv med overbevisende styrke frem mod den uundgåelige konfrontation mellem menneskets konfliktfyldte trang til at leve efter egen overbevisning og menneskets behov for at undertrygge selv samme frihed i et forsøg på at stabilisere eller normalisere kønsrollemønstret og samfundsstrukturen, som Brandon Teena ubevidst vender op og ned på i et fast forankret og gammeldags miljø, der har påvirket sine to mandlige hovedkarakterer så meget, at de i et desperat forsvar af deres maskulinitet, perfekt skildret af især Peter Sarsgaard, ser sig nødsaget til ikke blot at ydmyge men også eliminere truslen mod deres heteroseksualitet fra denne udefrakommende identitetsopløsende skikkelse, som hverken er mand eller kvinde men blot søger at være helt sin egen person totalt fri for alle definerbare labels.
Hilary Swank vandt fuldt fortjent en Oscar for sin imponerende imitation af virkelighedens Brandon Teena og formår på mest hjerteskærende måde at skildre ikke blot kampen mod omgivelserne omkring hende, men så sandelig også den indre kamp der foregår bag den bandage, som gør det muligt at bevare det maskuline ydre. Det finder man f. eks rigtig gode eksempler på i scenen fra fængslet og senere den meget smukke og sensuelle sexscene med Lana, hvor Teena i begge tilfælde reagerer pinligt berørt både overfor Lana men så sandelig også overfor sig selv, fordi illusionen af Brandons egen identitetsopfattelse brydes og afslører den person bag ved som hun forsøger at fortrænge, hvilket er et klassisk reaktionsmønster hos transseksuelle, som jeg trods alt vælger at definere hende som når alt kommer til alt. Som Lana gør Chloë Sevigny det mindst ligeså fremragende med en tilbagelænet og hjertevarm præstation, der elegant illustrerer en typisk white trash kvinde, som håbefuldt og drømmende venter på at prinsen/prinsessen på den hvide hest vil befri hende fra forudsigelighedens dræbende trummerum.
Skulle man ha’ fået lyst til at se filmen, er der på DVD’en desværre kun blevet plads til et kommentarspor med Kimberly Pierce, (som til gengæld er rigtig godt), og en kort featurette, så derfor anbefaler jeg, at man også får fat på dokumentarfilmen ”The Brandon Teena Story”, hvis man er interesseret i mere baggrundsviden om hendes tragiske skæbne.
http://www.axelmusic.com/productDetails/7676851147...
#173 Lord Beef Jerky 14 år siden
#174 AP 14 år siden
#175 NightHawk 14 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/0853930979...
Nu skal vi så på en herlig nostalgisk rejse tilbage i tid og med ud på et forrygende eventyr i selskab med John Hustons klassiske og mesterlige drama om tre mænds desperate jagt efter guld og grønne skove i et goldt og nådesløst landskab, kæmpende mod den stegende sol, skruppelløse banditter og ikke mindst deres egen grådighed og uforudsigelige moral. “The Treasure of Sierra Madre”, som er baseret på B. travens novelle fra 1927 af samme navn og loyalt følger sit forlæg, var en af de første Hollywood producerede film der, bortset fra nattescenerne, blev optaget on location i de Mexicanske byer Durango og Tampico, hvilket gir Hustons perle en helt igennem fantastisk autensitet.
I det gudsjammerlige hul i jorden også bedre kendt som Tampico forsøger den lettere forhutlede og frustrerede amerikaner Fred Dobbs, (Humphrey Bogart), at få sig et arbejde, men erfarer at det just ikke ligefrem er nogen nem opgave og må i stedet ydmygende klare sig for de småpenge det lykkedes ham at tigge fra en venlig sjæl, (spillet af John Huston), på gaden. Mens han venter på at heldet skal tilsmile ham, ender han efter en mindre kontrovers med at købe en lodseddel, hvilket måske vil vise sig at være et ganske fornuftigt valg. Ikke længe efter støder Dobbs tilfældigvis ind i den godmodige lykkejæger Bob Curtin, (Tim Holt), som han straks falder i snak med og kort efter smiler fru Fortuna deres vej, da de begge bliver hyret af den tilsyneladende flinke Pat McCormick, (Barton Maclane). Han viser sig dog hurtigt at være en nederdrægtig svindler og så må de to hårdarbejdende gutter ud i et sandt værtshusslagsmål med deres tidligere chef for at få løn som fortjent.
En god slat penge rigere men alligevel slukørede og udbrændte, pga. den igen usikre fremtid, slentrer de to slagsbrødre i seng på det lokale motel, hvor en mulig krukke af guld dukker op for enden af regnbuen, da de overhører en gammel støder ved navn Howard, (Walter Huston), fortælle om sine tidligere eventyr, hvilket inspirer Dobbs til at foreslå de fortsætter karrieren som guldgravere i et tremandsteam, som han er sikker på nok skal gi’ smæk for skillingen. Curtin lader sig hurtigt overtale og Howard det samme, men kan nu alligevel ikke, grundet sin mangeårige erfaring, lade være med at spekulere på, om hans kumpaner overhoved kan klare mosten når alt kommer til alt. Dagen efter i toget mod Sierra Madre bjergene bliver de prompte overfaldet af en flok blodtørstige banditter, hvilket blot skal vise sig at være en ud af mange udfordringer for den umage trio, der i løbet af de følgende døgn må igennem det ene mere dramatiske intermezzo efter det andet, som vil afsløre den helt store korruption, grådighed, og ultimative offervilje i blandt dem især da de får yderligere selskab af den ligeledes desperate James Cody, (Bruce Bennett).
”Now here's where we're bound for, hereabouts. Don't show properly whether there's mountains, swamp, or desert. That shows the makers of the map themselves don't know for sure. Once on the ground, all we gotta do is open our eyes and look around. Yes, and blow our noses, too. Believe it or not, I knew a fellow once who could smell gold like a jackass can smell water.”
”The Treasure of Sierra Madre” vandt oscar for bedste instruktion og manuskript baseret på andet forlæg, samt for bedste birolle til John Hustons far Walter, (som spiller fantastisk som den gennemrutinerede old timer der kender alt til grådighedens mange faldgrupper), og burde ret beset også ha’ vundet i mange flere kategorier, for her er i den grad tale om en film hvor alting går op i en højere enhed. Man fornemmer hurtigt inde i handlingen, at der virkelig er kælet for detaljen i dette medrivende drama, som tager sig god tid til at beskrive sine karakterers tilstand, deres desperation for at opnå en bedre levestandard, samt deres respektive fejl og mangler, som alt sammen udstilles elegant i en refleksion af byen Tampicos lurvede og barske gadebillede, inden de tre protagonister drager ud på den store manddomsprøve i bjergene. Det er dog primært Tim Holt, (der gør det glimrende i en svær rolle målt imod de to legender), og Humphrey Bogarts karakterer der i filmens indledning er mest interessante at følge i kontekst til de senere begivenheder, hvor opgøret med Pat McCormick tidligere både viser deres evne til at samarbejde og samtidig illustrerer, at deres moral er intakt fordi de kun lige præcis tager de penge, de har fortjent fra fuskerens bugnende pung og ikke en dollar mere.
Men hvor Bob Curtin som udgangspunkt er tro mod sine egne idealer og søger lykken efter guld med rene intentioner, er Fred Dobbs en type der i stedet lever af sine enorme mindreværdskomplekser mod resten af samfundet, som han konstant føler gør alt for at forhindre ham i at få succes, hvilket man får et glimrende eksempel på i scenen hvor trioen, efter de har fundet guld, fortæller hinanden hvad de har tænkt sig at bruge deres rigdomme på. Her skiller Dobbs sig fuldstændig ud fra de andres drømme, fordi hans udelukkende består i at få chancen for at ku’ hæve sig over andre og vise hvor meget bedre end dem han er blevet. Humphrey Bogart som ofte har spillet kyniske og hårdhudede roller i f.eks. ”The Maltese Falcon”, ”Casablanca” og ”In a Lonely Place”, dog altid med charmen intakt, piller i sin præstation som Dobbs al glamour der har tidligere har omgivet ham fuldstændig fra hinanden og efterlader publikum med en bitter, smålig og møghamrende usympatisk mand, der gradvist har forvandlet sig fra en lettere mavesur stodder til et vildt dyr med paranoiaen og galskaben lysende ud af øjnene, klar til at gøre hvad som helst for at forsvare sit bytte. En præstation der i mine øjne er en af, ja hvis ikke den bedste præstation, Bogart har leveret i sin lange karriere.
John Hustons film er stadig i dag en sand fornøjelse og selv om man måske ikke er til film med en del år på bagen, eller er den store Humphrey Bogart fan, ja så bør man alligevel gi’ denne sprudlende guldklump en chance.
#176 Geekalot 14 år siden
#177 NightHawk 14 år siden
Mange tak. :)
#178 NightHawk 14 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/0433961291...
Så står den på en storladen horror fortælling om den legendariske Grev Dracula fra det sagnomspundne Transsylvanien, her i skikkelse af Francis Ford Coppolas blodige og erotiske film, baseret på Bram Stokers klassiske novelle fra 1897, der via en nærmest vulgær visuel slagside genren sjældent havde set mage kombineret med en sand stjerneparade af store Hollywood navne, atter fik skærpet interessen blandt folk og fæ for de forførende men dødsensfarlige og blodsugende bæster.
Året er 1462 og den nådesløse rumænske hærfører Vlad Dracul vender hjem efter endnu et blodigt slag mod tyrkerne blot for at opdage at hans kone i mellemtiden, grundet falske rygter om hans død, har begået selvmord. Sønderknust over tragedien går Dracul amok og forkaster i et sandt raserianfald sin tro på gud, til præsternes omkring ham store forargelse, og sværger et hævntogt over alt og alle for tid og evighed. Mange hundrede år senere, nærmere bestemt 1897, er den unge advokat Jonathan Harker, (Keanu Reeves) på vej mod Grev Draculas, (Gary Oldman), borg i Transsylvanien for at få underskrevet de sidste formaliteter i forbindelse med grevens opkøb af et mansion i Londons fashionable kvarter Carfax Abbey. Just ankommet til den skumle beliggenhed i bjergene fornemmer Harker så småt, at der er ugler i mosen og kan ikke undgå at føle sig en lille smule anspændt især taget i betragtning af at kollegaen Reinfeld, (Tom Waits), der havde sagen før ham, blev skingrende sindssyg efter sit møde med den kryptiske greve. Under deres samtale spotter Dracula et billedet af Harkers forlovede Mina, (Winona Ryder), der har en utrolig lighed med hans afdøde og højt elskede kone, som greven nu vil sætte alt ind på, igennem Mina, at få igen. Harker må derfor se sig offer for en grusom og udspekuleret plan og efterlades som foder for Draculas blodsugende elskerinder, imens den forelskede greve drager mod London i forsøget på at generobre sin udkårne.
I London begynder Dracula så småt at pisse territoriet af og overfalder Minas sagesløse veninde Lucy, (Sadie Frost), der lader sig forføre af hans svulstige magnetisme og efterfølgende må se sig selv sengeliggende i en sygdomslignende tilstand så slem, at Mina og et par af Lucys tidligere bejlere samt hendes nuværende kæreste Arthur, Cary Elwes), beslutter sig for at hidkalde Dr. Van Hellsing, (Anthony Hopkins), der er ekspert i okkulte fænomener, i håbet om at redde hende. Hellsing slår hurtigt fast, at Lucy er offer for et af mørkets mest perverse bæster…en vampyr. Et par dage efter bliver Mina opsøgt af en ung mystisk fremmed der gør sit ypperste for at charmere hende, men må gå forgæves, da hun bliver nød til at rejse til Ungarn, hvor hendes elskede Jonathan Harker nu befinder sig efter en mere end besværlig flugt. Frustreret over sin fiasko forvandler Dracula nu Lucy til en fuldblods vampyr, som Hellsing og co. ikke ser nogen anden udvej på end at eliminere for at undgå en større epidemi af død og ødelæggelse. Da Jonathan og Mina er tilbage i London igen eskalerer tingene helt ud af kontrol, da Dracula får held til at bide hende mens de andre er på jagt efter ham, og pludselig er der ingen anden udvej end at drage tilbage mod grevens hjemmebane i Transsylvanien, hvis de skal ha’ bare den mindste chance for at redde Mina fra at falde ind i det totale mørke.
”She lives beyond the grace of God, a wanderer in the outer darkness. She is "vampyr", "nosferatu". These creatures do not die like the bee after the first sting, but instead grow strong and become immortal once infected by another nosferatu. So, my friends we fight not one beast but legions that go on age after age after age, feeding on the blood of the living.”
Trods det at man kan finde en del hovsaløsninger og plot-huller undervejs i James v. Harts svulstige manuskript, specielt i den midterste del, er ”Bram Stokers Dracula” alligevel min absolutte yndlingsfilm inden for vampyr-genren, fordi de forskellige enkelt-scener & locations hver især er lavet med en sans for detaljegrad, der bringer atmosfæren fra de gamle gyserfilm helt ud over rampen og presser, i fornemt samarbejde med hhv. gammeldags brug af lys og skygger samt nutidige kulørt ramasjang og Wojcieck Kilars stemningsfulde score, ofte pulsen helt op i det blodrøde felt, efterladende tilskueren med bankende hjerte og svedige håndflader. I det hele taget er Coppolas vision et storslået eksempel på filmteknisk håndværk i verdensklasse og det er da også her i syndfloden af eye candy proppet med farvestrålende kostumer, herlige oldschool speciel effekter og detaljerigt make-up arbejde, at filmen har sin absolutte vitalitet, nerve og sjæl, som fotograf Michael Ballhaus formår at udnytte med maksimal effekt i både de suspense-prægede scener, så som Jonathan Harkers første møde med Greven eller Draculas senere forførelse af Mina, og i de mere action-prægede, som Draculas overfald af Lucy eller den imponerende og stærkt medrivende finale, der kendetegnede for filmen er tæt på overkill men som aldrig bliver det, fordi Coppola på de helt rigtige tidspunkter går ind og med et fast greb om tøjlerne sørger for at holde kareten fra at styre ud over den overdådige afgrund.
Samme præmis gør sig egentlig også gældende for filmens andet trumfkort i skikkelse af de, kan man vist roligt sige, kulørte præstationer dog med undtagelse af Keanu Reeves der, (selv om jeg synes han faktisk gør det ganske glimrende), klart, både pga. måden rollen er skrevet på men så sandelig også fordi han ikke selv har variation nok i sit skuespil, må stå i skyggen af både Gary Oldman, Winona Ryder og Anthony Hopkins som for alle tres vedkommende spiller med en ofte skræmmende indlevelsesevne i deres respektive roller. Balancegangen mellem de helt store følelser og ultimative modsætninger, kærlighed og had, leveres med en så storladen teatralskhed, at det er snublende nær på at være for meget af det gode, men det forbliver heldigvis kun lige ved og næsten og dermed bliver måden at udtrykke sig på i sidste ende, frem for en svækkelse, blot en yderligere styrke der både gør de pompøse replikker spiselige og desuden er med til at give en ekstra slagkraftig dimensioner og dynamik til de effekt-drevne set-ups som er fyldt med saft, kraft og blod i overflod.
#179 NightHawk 14 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/0131313215...
Så skal vi et smut ud i den dunkle skov i part II af Sam Raimis forrygende kult gyser trilogi, der både er en slags opfølger og remake på én og samme tid af originalen fra 1982. Her 5 år senere har alle elementer så fået en gevaldig ansigtsløftning, som i høj grad afspejler sig i langt bedre effekter, bedre timede jokes og et ofte hæsblæsende tempo, der gør at man som tilskuer ikke keder sig et eneste sekund imens den helt igennem absurde, men absurd underholdende, handling farer hen over skærmen.
For at fejre deres bryllupsdag har Ash, (Bruce Campbell), arrangeret en romantisk weekend i den nærliggende skov, hvor han har været så heldig at lokalisere en hytte som ham og Linda, (Denise Bixler), kan tilbringe deres hyrdetimer sammen i. Mens de hygger sig og fjoller lidt rundt vil tilfældet det, at Ash opdager en båndoptager hvis optagelse han af bar nysgerrighed ikke kan dy sig for at høre igennem. Her beretter hyttens ejer, den gamle professor Knowby, om en ekspedition hvor ham og hans kone Henrietta, samt datteren Annie, (Sarah Berry) og kollegaen Ed ,(Richard Domeier), fandt frem til en legendarisk bog kaldet The Necronomicon, også bedre kendt under navnet med den ildevarslende titel The Book of The Dead, som han efterfølgende tog med tilbage til sit residens i skoven for at kunne studere i fred og ro. Under oplæsningen af bogens remser sker der pludselig ting og sager udenfor, og før Ash kan nå at reagerer, bliver Linda besat af en mystisk ond kraft, der kort efter også sætter jagten ind på ham.
I sin vilde og desperate flugt over stok og sten for at undgå at blive opslugt af de bestialske ånder, får han senere selskab af Annie og Ed, der netop er vendt hjem fra udlandet for at besøge hendes forældre, samt en hillbilly mekaniker, (Danny Hicks), og hans kæreste Bobby Jo, (Kassie Wesley), der er blevet betalt for at fragte deres bagage. Da de ankommer til hytten møder der dem et grufuldt syn af død og ødelæggelse og straks tror de selvfølgelig, at det er den forslåede fremmede der er gået amok. Nu er det op til Ash ikke blot at overbevise den umage flok om sin uskyld, men også, og hvad der er endnu sværere, at overbevise dem om at samarbejde, hvis de skal have bare den mindste chance for at overleve imod den grusomme, nådesløse og perverse overnaturlige ondskab.
”Legends has it that it was written by the dark ones, necronomicon ex mortes, roughly transcipted the book of the dead. The book served as a passage way to the evil worlds beyond. It was written long ago, when the seas runned red with blood. It was this blood that was uset to ink the book. In the year 1300’th A.D... the book...disapeared…”
Med en fandenivoldskhed og opfindsomhed der ville give selv de fleste gysere baghjul i dag, skrev “Evil Dead 2” sig øjeblikkeligt ind i gyserhistoriens hall of fame med sin herlige cocktail af rendyrket horror, splat, slapstick, (kædet sammen efter premieren og herefter kendt som splatstick), og tegneserieagtig absurditeter i en film, der ikke umiddelbart synes at fremstå særlig original, men som alt lagt sammen alligevel er lige netop det. Den ydre struktur inddrager f.eks. en del scener fra 1’eren, som handlingen trygt kan læne sig op ad, mens der i den indre struktur på horror siden med fuldt overlæg er hentet inspiration fra klassiske gyserfilm så som George Romeros “Living Dead” trilogi, William Friedkins “Exorcisten”, Wes Cravens “A Nightmare On Elm Street”, (husk i den forbindelse bl.a. at se efter Freddys handske i redskabsskuret) og Tobe Hoopers “Texas Chainsaw Massacre”. I det humoristiske hjørne mikser Raimi så det bedste fra falden-på-halen-komikkens mestre “The Three Stooges” sammen med alt godt fra havet fra Warner Bros. enorme bagkatalog af deres fantastiske Looney Tunes serier. Det der så trods alt gør “Evil Dead 2” til en frisk, sprudlende og, ja, super original film ligger derimod primært i måden alle disse forskellige del-elementer bliver samlet på til et nyt kludetæppe, som nu pludselig danner en helt ny fortælling på baggrund af fortidens bedrifter, der for filmnørder samtidig er sjovt at spotte undervejs.
Men der er nu også tre andre faktorer som skal tages med i betragtning, når man kigger nærmere på hvorfor filmen er så højt værdsat af mange, og her skal Greg Nicotero & Howard Berger især roses for et, budgettet taget i betragtning, fantastisk stykke speciel-effekt/Make-up arbejde, der når sit klimaks i den klassiske “Who’s laughing Now” scene, samt den svært imponerende finale. Dernæst opfinder Sam Raimi og fotograf Peter Deming en ny teknisk vinkel indenfor genren i en opgradering af slasher-genrens “killers point-of view”, med det transparente og altseende “ghost/spirit point-of view”, som gør åndernes jagt på Ash endnu mere frygtindgydende og intens, fordi vi som tilskuere føler vi er med helt fremme på første række i denne rutsjebanetur fra helvede. Alle disse mange ting havde dog i princippet været temmelig ligegyldige, hvis ikke manden i centrum kunne forstå at udnytte virkemidlerne omkring sig, og så er det jo heldigvis godt for Raimi at han har et, og jeg mener absolut ikke det er nogen overdrivelse, komisk geni som Bruce Campbell ved sin side, der med sin mesterlige timing for fysisk humor, (scenen hvor hans hånd bliver besat er fænomenalt godt spillet), så afgjort må være en reinkarnation af Buster Keaton og Charlie Chaplin. Campbell falder, fumler, løber, bliver besat og får tæsk i stride strømme og det er en fornøjelse at se på, fordi han på ingen måder holder igen med sit kropssprog, og vidste man ikke bedre, ja så troede man virkelig på at han var jagtet af onde ånder.
“Evil Dead 2” er i mine øjne et uomtvisteligt mesterværk inden for genren. Den er gory, den er god damn funny, og sidst men ikke mindst allerhelvedes groovy...og derfor et absolut must i enhver film-entusiast samling.
#180 Lord Beef Jerky 14 år siden