Så til en meget barsk omgang med New Queer Cinema legenden Gregg Arakis, (bl.a. "The Living End", "Totally Fucked Up", "The Doom Generation"), nyeste film i rækken der også er hans bedste værk i karrieren grundet en langt bedre balance mellem det abstrakte og den virkelige verden, som hans tidligere film alle har været præget af med større og mindre held som fortællermæssigt værktøj for de underliggende budskaber. I det hele taget lader der til at være faldet ro på over hele linjen i hans måde at udtrykke sig på og det klæder både ham og i særdeleshed ”Mysterious Skin”s stærkt ubehagelige emne om børnemishandling og alvoren omkring det, samtidig med at filmen også handler om seksuel udvikling og seksuel identitet på én og samme tid.
Som 8 årige spiller de to knægte Brian, (George Webster), og Neil, (Chase Ellison), på samme baseball hold, men det er så også det eneste de har tilfælles, for hvor Brian er indelukket, nervøs og elendig til sport stærkt præget af sin følelseskolde fars præstationskrav, er Neil det stik modsatte og opnår hurtigt status som holdets ubestridte golden boy, der hurtigt får trænerens, (Bill Sage), fulde opmærksomhed og hermed opfyldt sit behov for en faderfigur som uheldigvis også grundet knægtens spirende seksualitet bliver en skæbnesvanger erotisk besættelse for ham. 10 år senere forsøger Brian, (Brady Corbett), nu bosiddende i nabobyen med sin mor, forgæves at huske tilbage på en episode der skete under en kamp, hvor han pludselig fik et blackout på 5 timer for herefter at vågne op med næseblod hjemme i sin kælder, og har langsomt overbevist sig selv om, at hans hukommelsestab skyldes at han har været bortført af en ufo. Opsat på at lære mere om de mystiske fremmede tager han kontakt til den unge kvinde Avalyn, (Mary Lynn Rajskub) , der, efter udveksling af deres respektive alien beretninger, opfordrer ham til at opsøge den eneste person han husker fra sine drømme, nemlig en dreng ved navn Neil.
Imens de to knægte har været adskilt er Neil, (Joseph Gordon-Levitt), vokset op som en slacker type der tjener lidt ekstra skillinger ved at arbejde som hustler i den lokale park, hvor han ifølge hans kommentar til sin eneste venner den flamboyante Eric, (Jeff Licon), der har et evigt uforløst crush på ham, og den übercool og evig loyale Wendy, (Michelle Trachtenberg), har serviceret samtlige mænd i nabolaget, hvilket ingen de to forståeligt nok er hverken særligt trygge ved eller glade for at vide besked om, men intet kan stille op overfor da Neil er en type, der gør stort set lige hvad det passer ham. Han ved dog godt at han har brug for de to i sit liv, da de mere udgør en familie for ham en hans egen mor, (Elisabeth Shue), som bestemt ikke er noget ondt menneske men blot alt for selvoptaget til at bekymre sig oprigtigt for sin søn. Da Brian langt om længe har fundet frem til Neil, er han uheldigvis rejst til New York for at bo sammen med Wendy, der forgæves prøver at overtale ham til at droppe sin dødsensfarlige levevis speciel nu efter han er ankommet til storbyen, hvor AIDS truslen florerer heftigt i gaderne. Et hjerteskærende møde med en dødeligt syg kunde og et efterfølgende brutalt et af slagsen der er tæt på at slå Neil ihjel bliver et wake up call af dimensioner, der sender ham retur til sin fødeby og i armene på Brian, som i mellemtiden har fået et tæt, dog ikke seksuelt. venskab med Eric. Sammen tager de to skæbnebunde teenagere nu en sidste tur tilbage til baseball-trænerens hus i håbet om at få en afklaring på og mulig forsoning med deres traumatiske fortid.
Historien i ”Mysterious Skin” lyder unægtelig som noget af en svær balancegang at mestre og virker umiddelbart som et projekt man nemt kan knække nakken på med sit multilagrede plot og dets dobbelttydige budskaber, men her går Araki hurtigt ind i forløbet og viser stort mod og overblik med et manuskript der helt uden filter både formår at skildre det pædofile tema med en stærkt ubehagelig styrke jeg ikke mindes, (heldigvis fristes jeg til at sige), at ha’ set før beskrevet i lignende film, men som samtidig også gør en dyd ud af at understrege, at Neil’s seksuelle orientering som teenager hele tiden har været en del af ham og derfor ikke er en effekt af trænerens misbrug af ham som barn. En ekstrem vigtig detalje efterfølgende at ta’ med i betragtning, når man ser nærmere på hvilken påvirkning det har haft for de to drenge. Men dermed ikke sagt at Neil ikke er et offer, for det er han. For skønt hans fascination af træneren er oprigtig nok fra start af, ja så er han naturligvis slet ikke i en så tidlig alder klar til at træffe de beslutninger, som han bliver lokket til at udføre, hvilket betyder at han senere i sin opvækst får et meget afstumpet forhold til sex og følelser, som forstærkes yderligere og i forlængelse heraf af omsorgssvigt i svær grad fra en ignorant mor og en total fraværende faderfigur der ang. sidstnævnte ting er paralleller til Brians liv og derfor fungerer som et yderligere bindeled imellem de to drenges fælles opvækst og senere skæbne.
Den primære årsag til at filmen gør et så stort og smerteligt indtryk på mig er Arakis måde at skildre misbruget på ved at la’ det foregå fra de to børns synsvinkler, der opfatter sexovergrebet hhv. som et farvestrålende Willy Wonca eventyr og et fantasirigt sci-fi technicolor show, som blot gør det hele endnu mere kvalmende ubehageligt, fordi men selv ved hvad der i virkeligheden ligger bag symbolikken. Der er dog midt i al elendigheden også plads til smukke poetiske scener, som da det pludselig begynder at sne ned over Wendy og Neil ved en forladt drive-in biograf, eller mødet med den aidsramte kunde der grædende ønsker en fysisk kontakt som ikke længere er mulig, og især den afsluttende scene med Brian og Neil der vil efterlade enhver med tårer i øjnene mens rulleteksterne kører hen over skærmen. Skuespillet er hele vejen rundt imponerende godt, hvor jeg var meget positiv overrasket over både Michelle Trachtenbergs, (”Buffy TVS”), og Mary Lynn Rajskub, (”24 Timer”) præstationer. Det er dog ubestridt filmen to hovedroller spillet af Brady Corbett og Joseph Gordon- Levitt der brænder igennem skærmen på ekstrem overbevisende facon, begge i en slags underspillet stil der gør deres karakterer ægte og troværdige ud over det sædvanlige.
Jeg kan ikke anbefale ”Mysterious Skin” nok og vil derfor opfordrer alle til at gi’ den en chance. Men hver forberedt på at den vil efterlade dig i en tilstand af chok og afmagt, som godt kan være svært at ryste af lige med det samme. I mine øjne burde Araki som minimum ha’ fået mindst et par oscarnomineringer for dette svært afrystelige mesterværk.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
#161 Jeg er helt enig med dig i, at det er en fantastisk film, der er uafrystelig i timerne/dagene efter man har set den, og hele temaet er virkelig håndteret rigtig godt af Araki.
Araki er bestemt en instruktør jeg vil holde øje med i fremtiden, og man skal heldigvis ikke vente længe, da hans næste film "Kaboom" står til at få premiere i år.
Jeg har ikke selv set så forfærdeligt mange film af Araki, men udover "Mysterious Skin" har jeg set "Nowhere" og "Splendor", og jeg synes at begge er rigtig gode.
Du kan roligt glæde dig til at se filmen, men som sagt sagt så vær forberedt på, at den også gør fandes ondt indeni et godt stykke tid efter du har set den.
# 163 -
Det lyder super med "Kaboom", den må jeg lige få læst lidt mere om inden den får premiere. :)
Jeg mangler kun selv at se "Splendor", så den skal jeg helt sikkert også ha' tjekket ud snart. "The Doom Generation" var jeg ikke så vild med, men kan til gengæld anbefale dig at få fat på "The Living End" og "Totally Fucked Up", som jeg betragter som hans næstbedste film. "Nowhere" vil jeg nok placere på en 4. plads.
Næste film på top 200 listen bliver i øvrigt en tegneseriefilmatisering. :)
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Så står den på en omgang grum og dyster superhelte action-fabel i skikkelse af Alex Proyas visuelle lækkerbisken, lavet over James O’Bars gotiske tegneserie fra 1989, der først opnåede stor respekt for sin præcise gengivelse af sit illustrerede forlæg og efterfølgende opnåede kult-status grundet den absurde tragedie der opstod, da filmens hovedrolleindehaver Brandon Lee blev skudt og dræbt under optagelserne, da man havde glemt at tjekke en atrap-pistol nærmere efter. Paradoksalt nok, hvor forfærdeligt det end er, gav det samtidig filmen en ekstra dimension ved det, at ”The Crow” set i et retrospektivt lys er interessant i forhold til de paralleller, der kan drages mellem Lee & Dravens liv og død.
I et af Detroits stærkt belastede kvarterer dagen før Halloween, også bedre kendt som Devils Night, bliver rockmusikeren Eric Draven, (Brandon Lee), og hans forlovede Shelly, (Sofia Shinas), overfaldet af den lokale udlejer og gangsterboss Top Dollar’s, (Michael Wincott), perverse og psykotiske håndlangere, der hurtigt forvandler de to unge elskendes lykkelige stund til et sand mareridt som ender i blodig voldtægt, tortur og død. På gerningsstedet få timer efter må den unge skatertøs Sarah, (Rochelle Davies), der har knyttet sig til Eric & Shelly som var de hendes forældre, deprimeret konstatere at hendes verden igen er på vej ned i rendestenen, skønt politibetjenten Albrecht, (Ernie Hudson), forsøger at nedtone situationens alvor. 1 år efter dukker en mystisk krage op ved gravstedet, genopliver Eric Draven og guider den forvirrede og skræmte levende døde tilbage mod sin lejlighed, hvor minderne om fortidens tragedie atter får det kolde hjerte til at boble og syde af sorg og frustration i et overvældende hav af følelser, der efterfølgende sender den fortabte sjæl ud på et blodigt og nådesløst hævntogt, alt imens den skumle Top Dollar og hans mænd er i færd med forsikringssvindel i den helt store stil der er tæt på at sende byen, som nærmest har forvandlet sig til et flammende helvede, ud på afgrundens rand at det totale kaos.
"People once believed that when someone dies, a crow carries their soul to the land of the dead. But sometimes, something so bad happens that a terrible sadness is carried with it and the soul can't rest. Then sometimes, just sometimes, the crow can bring that soul back to put the wrong things right".
Et langt stykke hen ad vejen er ”The Crow” egentlig ikke mere end en ganske traditionel revenge-movie, der er præget af sit imponerende filmtekniske håndværk, som omfatter et sublimt udført miks af gotisk stil og film noir, nogle forrygende og hæsblæsende kameraturer, samt en både stemningsfuld og hårdtslående redigering der bæres frem i en kombination af hhv. Graeme Revells poetiske score og et potent punk/rock soundtrack, der hver især på deres måde gir de forskellige scener ekstra slagside, men så sandelig også fungerer fantastisk overbevisende når de krydser hinandens spor. Her er er scenen på taget hvor Draven igennem et guitarsolo prøver at genfinde fortiden, men kort efter indser hvilken situation han befinder sig i, et glimrende eksempel.
Bag alle øretæverne og den dystre dommedagsstemning gemmer der sig dog en ret enkel men meget smuk historie, som knytter sig til Dravens ”plejedatter” Sarah, (Rochelle Davies der sammen med Lee og Wincott skuespilmæssigt er filmens ultimative trumfkort), som han parallelt med sit eget hævntogt igen må agere faderfigur og frelsende engel overfor fordi Sarahs egen mor grundet sit narkomisbrug, som Top Dollar og co. holder hende fast i, ikke selv er i stand til at ta’ vare på sin egen datter. Dermed får den forholdsvis simple hævnhistorie langt mere betydning og er væsentligt mere interessant at følge, fordi en evt. fiasko ikke blot har konsekvenser for Draven selv, samtidig med at det så naturligvis også gør bifiguren Sarah til andet end en slags overfladisk sidekick. Så selv om ”The Crow” for det meste bliver rost rundt omring for sin visuelle tekniske panache, ja så sørger Proyas for med denne sidehistorie at gi’ filmen både et hjerte og en sjæl oven i.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Det er godt nok længe siden jeg har set The Crow - det må have været kort efter at den udkom, men det er klart én jeg snart må have set igen :) God beskrivelse.
"he won the Nobel Prize for inventing the artificial appendix.”
Vacancy - 2/6 (jeg kan slet ikke fange den stemning folk påstår filmen har, og selve historien er bestemt set mange gange før, så det må være stemningen der har gjort indtryk) RoboCop - 6/6 (en af de bedste actionfilm... period!) Election - 4/6 (fin nok skæv lille komedie/drama) Atonement - 5/6 (jeg kunne forestille mig et gensyn kunne skubbe den op på 6/6) The Crow - 5/6 (tr00 goth! Gid de der Twilighter-film havde lært lidt her, da stemningen er helt i top)
"Avatar blev skrevet flere år før Pocahontas, og dermed (forhåbentlig indlysende) også før Irak krigen"
#161 NightHawk 14 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/7122672600...
Så til en meget barsk omgang med New Queer Cinema legenden Gregg Arakis, (bl.a. "The Living End", "Totally Fucked Up", "The Doom Generation"), nyeste film i rækken der også er hans bedste værk i karrieren grundet en langt bedre balance mellem det abstrakte og den virkelige verden, som hans tidligere film alle har været præget af med større og mindre held som fortællermæssigt værktøj for de underliggende budskaber. I det hele taget lader der til at være faldet ro på over hele linjen i hans måde at udtrykke sig på og det klæder både ham og i særdeleshed ”Mysterious Skin”s stærkt ubehagelige emne om børnemishandling og alvoren omkring det, samtidig med at filmen også handler om seksuel udvikling og seksuel identitet på én og samme tid.
Som 8 årige spiller de to knægte Brian, (George Webster), og Neil, (Chase Ellison), på samme baseball hold, men det er så også det eneste de har tilfælles, for hvor Brian er indelukket, nervøs og elendig til sport stærkt præget af sin følelseskolde fars præstationskrav, er Neil det stik modsatte og opnår hurtigt status som holdets ubestridte golden boy, der hurtigt får trænerens, (Bill Sage), fulde opmærksomhed og hermed opfyldt sit behov for en faderfigur som uheldigvis også grundet knægtens spirende seksualitet bliver en skæbnesvanger erotisk besættelse for ham. 10 år senere forsøger Brian, (Brady Corbett), nu bosiddende i nabobyen med sin mor, forgæves at huske tilbage på en episode der skete under en kamp, hvor han pludselig fik et blackout på 5 timer for herefter at vågne op med næseblod hjemme i sin kælder, og har langsomt overbevist sig selv om, at hans hukommelsestab skyldes at han har været bortført af en ufo. Opsat på at lære mere om de mystiske fremmede tager han kontakt til den unge kvinde Avalyn, (Mary Lynn Rajskub) , der, efter udveksling af deres respektive alien beretninger, opfordrer ham til at opsøge den eneste person han husker fra sine drømme, nemlig en dreng ved navn Neil.
Imens de to knægte har været adskilt er Neil, (Joseph Gordon-Levitt), vokset op som en slacker type der tjener lidt ekstra skillinger ved at arbejde som hustler i den lokale park, hvor han ifølge hans kommentar til sin eneste venner den flamboyante Eric, (Jeff Licon), der har et evigt uforløst crush på ham, og den übercool og evig loyale Wendy, (Michelle Trachtenberg), har serviceret samtlige mænd i nabolaget, hvilket ingen de to forståeligt nok er hverken særligt trygge ved eller glade for at vide besked om, men intet kan stille op overfor da Neil er en type, der gør stort set lige hvad det passer ham. Han ved dog godt at han har brug for de to i sit liv, da de mere udgør en familie for ham en hans egen mor, (Elisabeth Shue), som bestemt ikke er noget ondt menneske men blot alt for selvoptaget til at bekymre sig oprigtigt for sin søn. Da Brian langt om længe har fundet frem til Neil, er han uheldigvis rejst til New York for at bo sammen med Wendy, der forgæves prøver at overtale ham til at droppe sin dødsensfarlige levevis speciel nu efter han er ankommet til storbyen, hvor AIDS truslen florerer heftigt i gaderne. Et hjerteskærende møde med en dødeligt syg kunde og et efterfølgende brutalt et af slagsen der er tæt på at slå Neil ihjel bliver et wake up call af dimensioner, der sender ham retur til sin fødeby og i armene på Brian, som i mellemtiden har fået et tæt, dog ikke seksuelt. venskab med Eric. Sammen tager de to skæbnebunde teenagere nu en sidste tur tilbage til baseball-trænerens hus i håbet om at få en afklaring på og mulig forsoning med deres traumatiske fortid.
Historien i ”Mysterious Skin” lyder unægtelig som noget af en svær balancegang at mestre og virker umiddelbart som et projekt man nemt kan knække nakken på med sit multilagrede plot og dets dobbelttydige budskaber, men her går Araki hurtigt ind i forløbet og viser stort mod og overblik med et manuskript der helt uden filter både formår at skildre det pædofile tema med en stærkt ubehagelig styrke jeg ikke mindes, (heldigvis fristes jeg til at sige), at ha’ set før beskrevet i lignende film, men som samtidig også gør en dyd ud af at understrege, at Neil’s seksuelle orientering som teenager hele tiden har været en del af ham og derfor ikke er en effekt af trænerens misbrug af ham som barn. En ekstrem vigtig detalje efterfølgende at ta’ med i betragtning, når man ser nærmere på hvilken påvirkning det har haft for de to drenge. Men dermed ikke sagt at Neil ikke er et offer, for det er han. For skønt hans fascination af træneren er oprigtig nok fra start af, ja så er han naturligvis slet ikke i en så tidlig alder klar til at træffe de beslutninger, som han bliver lokket til at udføre, hvilket betyder at han senere i sin opvækst får et meget afstumpet forhold til sex og følelser, som forstærkes yderligere og i forlængelse heraf af omsorgssvigt i svær grad fra en ignorant mor og en total fraværende faderfigur der ang. sidstnævnte ting er paralleller til Brians liv og derfor fungerer som et yderligere bindeled imellem de to drenges fælles opvækst og senere skæbne.
Den primære årsag til at filmen gør et så stort og smerteligt indtryk på mig er Arakis måde at skildre misbruget på ved at la’ det foregå fra de to børns synsvinkler, der opfatter sexovergrebet hhv. som et farvestrålende Willy Wonca eventyr og et fantasirigt sci-fi technicolor show, som blot gør det hele endnu mere kvalmende ubehageligt, fordi men selv ved hvad der i virkeligheden ligger bag symbolikken. Der er dog midt i al elendigheden også plads til smukke poetiske scener, som da det pludselig begynder at sne ned over Wendy og Neil ved en forladt drive-in biograf, eller mødet med den aidsramte kunde der grædende ønsker en fysisk kontakt som ikke længere er mulig, og især den afsluttende scene med Brian og Neil der vil efterlade enhver med tårer i øjnene mens rulleteksterne kører hen over skærmen. Skuespillet er hele vejen rundt imponerende godt, hvor jeg var meget positiv overrasket over både Michelle Trachtenbergs, (”Buffy TVS”), og Mary Lynn Rajskub, (”24 Timer”) præstationer. Det er dog ubestridt filmen to hovedroller spillet af Brady Corbett og Joseph Gordon- Levitt der brænder igennem skærmen på ekstrem overbevisende facon, begge i en slags underspillet stil der gør deres karakterer ægte og troværdige ud over det sædvanlige.
Jeg kan ikke anbefale ”Mysterious Skin” nok og vil derfor opfordrer alle til at gi’ den en chance. Men hver forberedt på at den vil efterlade dig i en tilstand af chok og afmagt, som godt kan være svært at ryste af lige med det samme. I mine øjne burde Araki som minimum ha’ fået mindst et par oscarnomineringer for dette svært afrystelige mesterværk.
#162 wimmie 14 år siden
Tak for denne fine anmeldelse - det er ikke så længe siden jeg fandt filmen i Blockbuster til 20 kr, så glæder mig til at få den set :)
#163 Herrguth 14 år siden
Araki er bestemt en instruktør jeg vil holde øje med i fremtiden, og man skal heldigvis ikke vente længe, da hans næste film "Kaboom" står til at få premiere i år.
Jeg har ikke selv set så forfærdeligt mange film af Araki, men udover "Mysterious Skin" har jeg set "Nowhere" og "Splendor", og jeg synes at begge er rigtig gode.
#164 NightHawk 14 år siden
Mange tak for de pæne ord. :)
Du kan roligt glæde dig til at se filmen, men som sagt sagt så vær forberedt på, at den også gør fandes ondt indeni et godt stykke tid efter du har set den.
# 163 -
Det lyder super med "Kaboom", den må jeg lige få læst lidt mere om inden den får premiere. :)
Jeg mangler kun selv at se "Splendor", så den skal jeg helt sikkert også ha' tjekket ud snart. "The Doom Generation" var jeg ikke så vild med, men kan til gengæld anbefale dig at få fat på "The Living End" og "Totally Fucked Up", som jeg betragter som hans næstbedste film. "Nowhere" vil jeg nok placere på en 4. plads.
Næste film på top 200 listen bliver i øvrigt en tegneseriefilmatisering. :)
#165 NightHawk 14 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/0659351442...
Så står den på en omgang grum og dyster superhelte action-fabel i skikkelse af Alex Proyas visuelle lækkerbisken, lavet over James O’Bars gotiske tegneserie fra 1989, der først opnåede stor respekt for sin præcise gengivelse af sit illustrerede forlæg og efterfølgende opnåede kult-status grundet den absurde tragedie der opstod, da filmens hovedrolleindehaver Brandon Lee blev skudt og dræbt under optagelserne, da man havde glemt at tjekke en atrap-pistol nærmere efter. Paradoksalt nok, hvor forfærdeligt det end er, gav det samtidig filmen en ekstra dimension ved det, at ”The Crow” set i et retrospektivt lys er interessant i forhold til de paralleller, der kan drages mellem Lee & Dravens liv og død.
I et af Detroits stærkt belastede kvarterer dagen før Halloween, også bedre kendt som Devils Night, bliver rockmusikeren Eric Draven, (Brandon Lee), og hans forlovede Shelly, (Sofia Shinas), overfaldet af den lokale udlejer og gangsterboss Top Dollar’s, (Michael Wincott), perverse og psykotiske håndlangere, der hurtigt forvandler de to unge elskendes lykkelige stund til et sand mareridt som ender i blodig voldtægt, tortur og død. På gerningsstedet få timer efter må den unge skatertøs Sarah, (Rochelle Davies), der har knyttet sig til Eric & Shelly som var de hendes forældre, deprimeret konstatere at hendes verden igen er på vej ned i rendestenen, skønt politibetjenten Albrecht, (Ernie Hudson), forsøger at nedtone situationens alvor. 1 år efter dukker en mystisk krage op ved gravstedet, genopliver Eric Draven og guider den forvirrede og skræmte levende døde tilbage mod sin lejlighed, hvor minderne om fortidens tragedie atter får det kolde hjerte til at boble og syde af sorg og frustration i et overvældende hav af følelser, der efterfølgende sender den fortabte sjæl ud på et blodigt og nådesløst hævntogt, alt imens den skumle Top Dollar og hans mænd er i færd med forsikringssvindel i den helt store stil der er tæt på at sende byen, som nærmest har forvandlet sig til et flammende helvede, ud på afgrundens rand at det totale kaos.
"People once believed that when someone dies, a crow carries their soul to the land of the dead. But sometimes, something so bad happens that a terrible sadness is carried with it and the soul can't rest. Then sometimes, just sometimes, the crow can bring that soul back to put the wrong things right".
Et langt stykke hen ad vejen er ”The Crow” egentlig ikke mere end en ganske traditionel revenge-movie, der er præget af sit imponerende filmtekniske håndværk, som omfatter et sublimt udført miks af gotisk stil og film noir, nogle forrygende og hæsblæsende kameraturer, samt en både stemningsfuld og hårdtslående redigering der bæres frem i en kombination af hhv. Graeme Revells poetiske score og et potent punk/rock soundtrack, der hver især på deres måde gir de forskellige scener ekstra slagside, men så sandelig også fungerer fantastisk overbevisende når de krydser hinandens spor. Her er er scenen på taget hvor Draven igennem et guitarsolo prøver at genfinde fortiden, men kort efter indser hvilken situation han befinder sig i, et glimrende eksempel.
Bag alle øretæverne og den dystre dommedagsstemning gemmer der sig dog en ret enkel men meget smuk historie, som knytter sig til Dravens ”plejedatter” Sarah, (Rochelle Davies der sammen med Lee og Wincott skuespilmæssigt er filmens ultimative trumfkort), som han parallelt med sit eget hævntogt igen må agere faderfigur og frelsende engel overfor fordi Sarahs egen mor grundet sit narkomisbrug, som Top Dollar og co. holder hende fast i, ikke selv er i stand til at ta’ vare på sin egen datter. Dermed får den forholdsvis simple hævnhistorie langt mere betydning og er væsentligt mere interessant at følge, fordi en evt. fiasko ikke blot har konsekvenser for Draven selv, samtidig med at det så naturligvis også gør bifiguren Sarah til andet end en slags overfladisk sidekick. Så selv om ”The Crow” for det meste bliver rost rundt omring for sin visuelle tekniske panache, ja så sørger Proyas for med denne sidehistorie at gi’ filmen både et hjerte og en sjæl oven i.
#166 wimmie 14 år siden
God beskrivelse.
#167 NightHawk 14 år siden
Kan også varmt anbefale soundtrack'et som er fyldt med fedt rockmusik. :)
Har du fået set "Mysterious Skin" ? Hvis du har, må du meget gerne skive lidt om den i tråden. :)
Glemte lige at skrive, at de to næste film på listen blir med hhv. Hillary Swank og Humphrey Bogart.
#168 wimmie 14 år siden
Jeg har ikke set Mysterious Skin endnu - skal nok skrive om den :)
#169 NightHawk 14 år siden
Det er ikke helt utænkeligt. Men det ku' også sagtens være en helt anden film. ;)
Cool. :)
#170 Lord Beef Jerky 14 år siden
RoboCop - 6/6 (en af de bedste actionfilm... period!)
Election - 4/6 (fin nok skæv lille komedie/drama)
Atonement - 5/6 (jeg kunne forestille mig et gensyn kunne skubbe den op på 6/6)
The Crow - 5/6 (tr00 goth! Gid de der Twilighter-film havde lært lidt her, da stemningen er helt i top)