Mastrantonio er også rigtig god i Limbo en lidt atypisk John Sayles film og som det rigtigt nok er angivet på IMDB ikke en film der vil falde i alles smag.
Helt enig. Havde fuldstændig glemt "Limbo", men ja det er er rigtig god film og en stærk præstation fra Mastrantonio. Et noget pudseløjeligt manuskript fra Sayles der starter som et ordinært drama og så pludselig udvikler sig til en thriller krydret med en slags Robinson Crusoe element. Meget fascinerende og klart anbefalelsesværdi film.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Fra et storladent action-eventyr og forsøg på at skabe fred i verden skal vi nu over i et helt andet og syret univers med Stuart Gordons rablende vandvittige, svært blodige, uhæmmet perverse, men dybt opfindsomme og afsindigt morsomme udaterede Frankenstein homage baseret på kultforfatteren H.P. Lovecrafts bog af samme navn, om to menneskers stræben efter at gå selveste gud i skoene og rage titlen til sig som verdens ubestridte dukkefører i det store spil om liv og død.
”Who's going to believe a talking head? Get a job in a sideshow.”
På det medicinske universitet i Zürich går et eksperiment grueligt galt da den højt respekterede Dr. Grubers unge assistent Herbert West, (Jeffrey Combs), forgæves forsøger at genoplive sin mentor, hvilket ender i en blodig og bizar fiasko af dimensioner der efterfølgende sender den eksentriske ungersvend på porten med en fyreseddel i baglommen. Nogenlunde samtidig på et hospital tilknyttet universitetet i New England oplever den medicin studerende Dan Cain, (Bruce Abbott), ligeledes et smerteligt nederlag, da han frustreret må opgive at genoplive en patient og derfor pænt slukøret skal en tur ned i lighuset, som han absolut ikke bryder sig om at være i alt for lang tid af gangen. En hektisk dag afsluttes endelig da han efter sidste time hos den egocentriske og lumre Dr. Hill, (David Gale), af universitetets rektor Halsey, (Robert Sampson), bliver introduceret for sin nye medstuderende, der præsenterer sig selv i skikkelse af den kryptiske og tilsyneladende frygtløse Herbert West som i første omgang ignorere Cain, fordi han har mere travlt med at provokere Dr. Hill, da han er bekendt med at han har skabt sin karriere ved at stjæle viden fra Dr. Gruber.
Senere på aftenen, efter Dan har fået humøret tilbage oven på en hyrdetime med kæresten Megan, (Barbara Crampton), der uheldigvis også er rektorens datter og hvem Dr. Hill i øvrigt har et kærligt øje til, dukker West op ved hans dørtrin for at leje et værelse og fristet af det ekstra tilskud til hans i forvejen trængte økonomi, vælger Dan at sige ja selv om Megan, der synes den ny logerende er lige lovlig creepy, prøver at advare ham.
Som dagene skrider frem bliver diskussionerne i klassen mellem den nye studerende og Dr. Hill, som endnu engang må lægge øre til at være en tyveknægt, mere og mere intense alt imens West ophold i kælderen, hvor han har oprettet sit laboratorium, optager resten af hans tid til stor bekymring for Dan og især Megan der begynder at frygte det værste, da deres ellers så trofaste kat pludselig er missing in action. Da der senere opstår mærkelige lyde fra kælderen, beslutter han sig for at tjekke nærmere efter og opdager til sin skræk hvilket eksperiment West er i færd med og vælger efterfølgende uforsigtigt, delvis chokeret og imponeret, at fortælle en pænt skeptisk Rektor Halsey om det overraskende genoplivningsresultat, men ender i stedet med at bringe sig selv og West i en endnu værre kattepine, da Halsey under samtalen desuden opdager hvem hans datter fjoller rundt med og beslutter sig for at presse de to studerende ud af universitetet. Da Dr. Hill får nys om hvad der foregår, ser han straks sit snit til at slå to fluer med et smæk og chancen til at stjæle både Megans hjerte og West hemmelige formel. Det har Cain & West dog på ingen måde bare tænkt sig at lade ham gøre, hvilket fører til en blodig konfrontation med op til flere lig på bordet.
”I must say, Dr. Hill, I'm VERY disappointed in you. You steal the secret of life and death, and here you are trysting with a bubble-headed coed. You're not even a second-rate scientist!”
Ud fra traileren og et kort resume at dømme kan det forekomme temmelig absurd for folk ubekendte med denne lemlæstelsernes vagtparade af blod og indvolde, at “Re-Animator” skulle have andet end kulørt underholdning at byde på, men det har den skam og netop det faktum at der bag al den blodrøde virak rent faktisk gemmer sig en ret alvorlig historie flydende rundt i materien af groteske godbidder gør at Stuart Gordon og Brian Yuznas værk, modsat mange andre af sin slags, holder den dag i dag. I en fornemt eksekveret fortælling der lader sine to hovedroller slutte præcis hvor de startede i en slags komprimeret livscyklus, eller forkortet dannelsesrejse om man vil, inden for filmens tema om liv og død, bliver de hver især tvunget til at udleve deres vidt forskellige ideologiske overbevisninger og intentioner, som alligevel ikke ligger så frygteligt langt fra hinanden, til deres profession på fuld styrke i deres respektive dueller mod charlatanen Dr. Hill, som af natur er en blodsugende ile der for at overleve er nød til at snylte på andres livskvaliteter, her i form af hhv. Herbert West idealisme og Dan Cains empatiske følelser, (illustreret i hans forhold til Megan), uden dog at være i stand til at assimilere disse evner til noget som helst positivt og formøbler det i stedet til rendyrket grådighed og seksuelle overgreb, der understreger hvilket monster han i virkeligheden er bag sit polerede ydre.
Dr. Hill bliver så at sige skræmmebillede på hvad den dynamiske duo bestående af helten og antihelten Cain & West kunne risikere at ende som med tiden, hvilket ingen af dem selvfølgelig er interesserede i. Til at starte med er det en reaktion umiddelbart motiveret af personlige årsager, men efterhånden som handlingen skrider fremad viser det sig i lige så høj grad at være for at hjælpe og nå hinandens mål inspireret af deres forskellige syn på liv og død, der i filmens store finale af et zombiebrag i hospitalets lighus, hvor John Naulin’s imponerende make-up arbejde virkelig folder sig ud, viser en hidtil uset vilje til at ofre sig for et andet menneske fra den ellers så asociale Herbert West og modsat en kynisk og egoistisk handling fra den indtil da gennemført sympatiske Dan Cain, der efterlader begges skæbner og valg, trods det at være truffet ud fra gode intentioner, om at bestemme over andres eksistens forblive et åben spørgsmål som er helt op til tilskueren efterfølgende at sidde og filosofere over, mens man samtidig frydes over manuskriptets knastørre humor, herlige ord udveksling, samt ikke mindst en formidabel intens skuespilspræstation fra Jeffrey Combs, der på smukkeste vis illustrere Stuart Gordons evne til at balancere perfekt mellem det grav alvorlige og grotesk morsomme.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Og så er det blevet tid til endnu en klassiker i gyser genren denne gang i kølig skikkelse af Rob Reiners hamrende effektive værk, baseret på Stephen Kings berømte novelle af samme navn, som for første gang viste den ellers så muntre instruktør, med speciale i komedier, fra en helt ny side der understregede, at han bestemt også mestrede den svære kunst at skabe hårrejsende og nervepirrende suspense, hvilket blev udført så sublimt at det gav den ene af filmens hovedroller sit helt store gennembrud, samt to af de fornemmeste priser i branchen.
”I am your number one fan. There is nothing to worry about. You are going to be just fine.”
På vej hjem fra sit faste feriested i bjergene hvor den berømte forfatter Paul Sheldon, (James Caan), netop har færdiggjort sin seneste bog, kommer en voldsom snestorm uventet i vejen og resultere i et dramatisk biluheld, der sender den uheldige skribent i en komalignende tilstand midt i den bidende kulde. Men just som alt håb synes pist borte dukker hjælpen op i skikkelse af den lokale eneboer Annie Wilkes, (Kathy Bates), der tager den svært tilskadekomne Sheldon med sig hjem og gør sit ypperste for, at han kan få det så behageligt som muligt, indtil hans krop atter er tilbage ved fuld styrke. Mens Annie, som stolt fortæller at hun er hans allerstørste fan, umiddelbart virker som et venligt og sympatisk menneske, fornemmer han så småt at tingene ikke helt er som de ser ud til, da hun nærmest ud af det blå mister besindelsen og får et skræmmende raseri anfald efter, som tak for at redde hans liv, at ha’ læst hans nyeste værk der er af en helt anden og mere rå type historie end den pladderromantiske “Misery” serie hun forguder Sheldon for at ha’ opfundet, men som han til gengæld er ved at brække sig over, selv om den har givet ham både en karriere og masser af penge på kontoen.
Mens dagene går bliver Sheldons forlagsredaktøren Marcia, (Lauren Bacall), hjemme i New York bekymret, da hun intet har hørt fra sin klient og tager derfor kontakt til byens lokale sherif, (Richard Farnsworth), for at få ham til at undersøge hvad der er sket. I mellemtiden hos Annie bliver Sheldons bange anelser ang. værtens mentale tilstand endegyldigt bekræftet, da hun går fuldstændig amok og nær er ved at slå ham ihjel efter hun opdager at hendes elskede karakter afgår ved døden i den nyligt udkomne og sidste bog i Misery-serien, hvortil hun efterfølgende gør sin paniske patient opmærksom på, at hun på intet tidspunkt har kontaktet hverken hospitalet, hans chef, eller hans familie og at han dermed er i hendes hule hånd. Skræmt fra vid og sans begiver Sheldon sig straks i gang med et flugtforsøg men må smerteligt indse, at han på ingen måde er i stand til at gennemføre det, og herefter bliver tingene kun endnu værre for ham, da Annies skizofrene temperament kører helt af sporet i en blanding af både psykisk og fysisk vold, der vil tvinge den hårdt prøvede forfatter tilbage foran skrivemaskinen for ikke blot at genoplive Misery, men også for at redde sit eget liv fra den psykotiske superfan og samtidig håbe på at lovens lange arm vil finde frem til ham, inden timeglasset render ud.
”The rain. Sometimes it gives me the blues. When you first came here, I only loved the writer part of Paul Sheldon. Now I know I love the rest of him, too. I know you don't love me, don't say you do. You're beautiful, brilliant, a famous man of the world and I'm... not a movie star type. You'll never know the fear of losing someone like you if you're someone like me.”
Hver gang jeg sætter ”Misery” i afspilleren, kan jeg ikke lade være med at tænke på at denne fremragende gyser faktisk er lavet af Rob Reiner, som er manden bag meget morsomme og løsslupne film så som ”This Is Spinal Tap” ,”The Princess Bride”, ”The Sure Thing” og ”When Harry Met Sally” og betragtet ud fra det cv ikke lige umiddelbart den mest oplagte kandidat til at instruere en film i horror genren. Man kunne derfor sagtens ha’ forventet et lettere middelmådigt resultat med dette første forsøg på fremmed territorium, men Reiner får dog hurtigt gjort alle spekulationer til skamme og lykkedes særdeles overbevisende med at bygge filmens handling op i bedste Alfred Hitchcock stil, fornemt suppleret af Marc Shimans til tider ”Psycho” inspirerede underlægningsmusik og Barry Sonnenfelds elegant fotografering/kameraføring, der uden de store og unødvendig dramatiske armbevægelser fanger karakterernes humørsvingninger millimeter præcist og har stor ære i at gøre skuespilspræstationerne og de overlappende scener, når stemningen skifter, i dette klaustrofobiske kammerspil hamrende intense og nervepirrende ud over alle grænser. Reiner bevarer dog sin humoristiske touch i den parallelle historie, der følger sheriffen og hans kone spillet af Richard Farnsworth og Frances Steenburgen, hvis pingpong dialog er herlig at sidde og følge.
Men Stephen Kings forholdsvis enkle dog stadigvæk genialt udtænkte historie, om en forfatters værste mareridt af hvad dertil medfølger af tanker om bristede illusioner, manglende inspiration, og måske værst af alt konfrontationen med hysterisk fanatisme, der alt sammen går op i en højere enhed i den skærsilds agtige duel mellem Annie Wilkes og Paul Sheldon, var dog aldrig blevet til den klassiker den betragtes som i dag havde det ikke været for de to hovedroller, som begge gør det bragende godt med hhv. Kathy Bates imponerende flydende og ubesværede humørskift, der på sekunder svinger fra venlig og imødekommende til skingrende psykopat og i enkelt tilfælde til en tragisk person man næsten får helt ondt af, men også kun næsten, sat overfor James Caan der spiller stik imod sit typisk fandenivoldske machopersona, men kval sin stærkt svækkede tilstand tvinger sig selv til at levere en af de bedste og mest nuancerede præstationer i karrieren, først med håbløsheden, frustrationen og panikken sivende ud igennem huden, for sidenhen at forvandle selv samme følelser til noget positivt, viljefast og determineret, der gør karakteren i stand til at genfinde og bruge det som kendetegner de bedste forfattere, nemlig evnen til adaptere og assimilere oplysninger fra de omgivelser de befinder sig i for på den måde at kunne sætte sig ind i en persons væremåde og miljø i en klassisk arbejdsproces, som måske vil vise sig at blive vejen frem mod overlevelse på flere planer.
"There can be no understanding between the hand and the brain, unless the heart acts as mediator."
Åh ja, Misery er klart én af mine yndlingsgysere og én af de allerbedste Stephen King-filmatiseringer. Kathy Bates fortjente uden tvivl sin oscar - hun er satme creepy i den rolle ;)
"he won the Nobel Prize for inventing the artificial appendix.”
#251 jessup 14 år siden
#252 NightHawk 14 år siden
Jeg synes det er en af de bedste i genren i nyere tid, så min karakter ligger på, 8/10.
Du kan købe den her for kun 61 kr, inkl. moms og fragt. :)
http://www.amazon.co.uk/Class-Action-DVD-Gene-Hack...
Tjek også Roger Eberts anmeldelse af filmen ud her :
http://rogerebert.suntimes.com/apps/pbcs.dll/artic...
# 251 -
Helt enig. Havde fuldstændig glemt "Limbo", men ja det er er rigtig god film og en stærk præstation fra Mastrantonio. Et noget pudseløjeligt manuskript fra Sayles der starter som et ordinært drama og så pludselig udvikler sig til en thriller krydret med en slags Robinson Crusoe element. Meget fascinerende og klart anbefalelsesværdi film.
#253 NightHawk 14 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/0131314851...
Fra et storladent action-eventyr og forsøg på at skabe fred i verden skal vi nu over i et helt andet og syret univers med Stuart Gordons rablende vandvittige, svært blodige, uhæmmet perverse, men dybt opfindsomme og afsindigt morsomme udaterede Frankenstein homage baseret på kultforfatteren H.P. Lovecrafts bog af samme navn, om to menneskers stræben efter at gå selveste gud i skoene og rage titlen til sig som verdens ubestridte dukkefører i det store spil om liv og død.
”Who's going to believe a talking head? Get a job in a sideshow.”
På det medicinske universitet i Zürich går et eksperiment grueligt galt da den højt respekterede Dr. Grubers unge assistent Herbert West, (Jeffrey Combs), forgæves forsøger at genoplive sin mentor, hvilket ender i en blodig og bizar fiasko af dimensioner der efterfølgende sender den eksentriske ungersvend på porten med en fyreseddel i baglommen. Nogenlunde samtidig på et hospital tilknyttet universitetet i New England oplever den medicin studerende Dan Cain, (Bruce Abbott), ligeledes et smerteligt nederlag, da han frustreret må opgive at genoplive en patient og derfor pænt slukøret skal en tur ned i lighuset, som han absolut ikke bryder sig om at være i alt for lang tid af gangen. En hektisk dag afsluttes endelig da han efter sidste time hos den egocentriske og lumre Dr. Hill, (David Gale), af universitetets rektor Halsey, (Robert Sampson), bliver introduceret for sin nye medstuderende, der præsenterer sig selv i skikkelse af den kryptiske og tilsyneladende frygtløse Herbert West som i første omgang ignorere Cain, fordi han har mere travlt med at provokere Dr. Hill, da han er bekendt med at han har skabt sin karriere ved at stjæle viden fra Dr. Gruber.
Senere på aftenen, efter Dan har fået humøret tilbage oven på en hyrdetime med kæresten Megan, (Barbara Crampton), der uheldigvis også er rektorens datter og hvem Dr. Hill i øvrigt har et kærligt øje til, dukker West op ved hans dørtrin for at leje et værelse og fristet af det ekstra tilskud til hans i forvejen trængte økonomi, vælger Dan at sige ja selv om Megan, der synes den ny logerende er lige lovlig creepy, prøver at advare ham.
Som dagene skrider frem bliver diskussionerne i klassen mellem den nye studerende og Dr. Hill, som endnu engang må lægge øre til at være en tyveknægt, mere og mere intense alt imens West ophold i kælderen, hvor han har oprettet sit laboratorium, optager resten af hans tid til stor bekymring for Dan og især Megan der begynder at frygte det værste, da deres ellers så trofaste kat pludselig er missing in action. Da der senere opstår mærkelige lyde fra kælderen, beslutter han sig for at tjekke nærmere efter og opdager til sin skræk hvilket eksperiment West er i færd med og vælger efterfølgende uforsigtigt, delvis chokeret og imponeret, at fortælle en pænt skeptisk Rektor Halsey om det overraskende genoplivningsresultat, men ender i stedet med at bringe sig selv og West i en endnu værre kattepine, da Halsey under samtalen desuden opdager hvem hans datter fjoller rundt med og beslutter sig for at presse de to studerende ud af universitetet. Da Dr. Hill får nys om hvad der foregår, ser han straks sit snit til at slå to fluer med et smæk og chancen til at stjæle både Megans hjerte og West hemmelige formel. Det har Cain & West dog på ingen måde bare tænkt sig at lade ham gøre, hvilket fører til en blodig konfrontation med op til flere lig på bordet.
”I must say, Dr. Hill, I'm VERY disappointed in you. You steal the secret of life and death, and here you are trysting with a bubble-headed coed. You're not even a second-rate scientist!”
Ud fra traileren og et kort resume at dømme kan det forekomme temmelig absurd for folk ubekendte med denne lemlæstelsernes vagtparade af blod og indvolde, at “Re-Animator” skulle have andet end kulørt underholdning at byde på, men det har den skam og netop det faktum at der bag al den blodrøde virak rent faktisk gemmer sig en ret alvorlig historie flydende rundt i materien af groteske godbidder gør at Stuart Gordon og Brian Yuznas værk, modsat mange andre af sin slags, holder den dag i dag. I en fornemt eksekveret fortælling der lader sine to hovedroller slutte præcis hvor de startede i en slags komprimeret livscyklus, eller forkortet dannelsesrejse om man vil, inden for filmens tema om liv og død, bliver de hver især tvunget til at udleve deres vidt forskellige ideologiske overbevisninger og intentioner, som alligevel ikke ligger så frygteligt langt fra hinanden, til deres profession på fuld styrke i deres respektive dueller mod charlatanen Dr. Hill, som af natur er en blodsugende ile der for at overleve er nød til at snylte på andres livskvaliteter, her i form af hhv. Herbert West idealisme og Dan Cains empatiske følelser, (illustreret i hans forhold til Megan), uden dog at være i stand til at assimilere disse evner til noget som helst positivt og formøbler det i stedet til rendyrket grådighed og seksuelle overgreb, der understreger hvilket monster han i virkeligheden er bag sit polerede ydre.
Dr. Hill bliver så at sige skræmmebillede på hvad den dynamiske duo bestående af helten og antihelten Cain & West kunne risikere at ende som med tiden, hvilket ingen af dem selvfølgelig er interesserede i. Til at starte med er det en reaktion umiddelbart motiveret af personlige årsager, men efterhånden som handlingen skrider fremad viser det sig i lige så høj grad at være for at hjælpe og nå hinandens mål inspireret af deres forskellige syn på liv og død, der i filmens store finale af et zombiebrag i hospitalets lighus, hvor John Naulin’s imponerende make-up arbejde virkelig folder sig ud, viser en hidtil uset vilje til at ofre sig for et andet menneske fra den ellers så asociale Herbert West og modsat en kynisk og egoistisk handling fra den indtil da gennemført sympatiske Dan Cain, der efterlader begges skæbner og valg, trods det at være truffet ud fra gode intentioner, om at bestemme over andres eksistens forblive et åben spørgsmål som er helt op til tilskueren efterfølgende at sidde og filosofere over, mens man samtidig frydes over manuskriptets knastørre humor, herlige ord udveksling, samt ikke mindst en formidabel intens skuespilspræstation fra Jeffrey Combs, der på smukkeste vis illustrere Stuart Gordons evne til at balancere perfekt mellem det grav alvorlige og grotesk morsomme.
#254 NightHawk 14 år siden
http://www.axelmusic.com/productDetails/0276160898...
Og så er det blevet tid til endnu en klassiker i gyser genren denne gang i kølig skikkelse af Rob Reiners hamrende effektive værk, baseret på Stephen Kings berømte novelle af samme navn, som for første gang viste den ellers så muntre instruktør, med speciale i komedier, fra en helt ny side der understregede, at han bestemt også mestrede den svære kunst at skabe hårrejsende og nervepirrende suspense, hvilket blev udført så sublimt at det gav den ene af filmens hovedroller sit helt store gennembrud, samt to af de fornemmeste priser i branchen.
”I am your number one fan. There is nothing to worry about. You are going to be just fine.”
På vej hjem fra sit faste feriested i bjergene hvor den berømte forfatter Paul Sheldon, (James Caan), netop har færdiggjort sin seneste bog, kommer en voldsom snestorm uventet i vejen og resultere i et dramatisk biluheld, der sender den uheldige skribent i en komalignende tilstand midt i den bidende kulde. Men just som alt håb synes pist borte dukker hjælpen op i skikkelse af den lokale eneboer Annie Wilkes, (Kathy Bates), der tager den svært tilskadekomne Sheldon med sig hjem og gør sit ypperste for, at han kan få det så behageligt som muligt, indtil hans krop atter er tilbage ved fuld styrke. Mens Annie, som stolt fortæller at hun er hans allerstørste fan, umiddelbart virker som et venligt og sympatisk menneske, fornemmer han så småt at tingene ikke helt er som de ser ud til, da hun nærmest ud af det blå mister besindelsen og får et skræmmende raseri anfald efter, som tak for at redde hans liv, at ha’ læst hans nyeste værk der er af en helt anden og mere rå type historie end den pladderromantiske “Misery” serie hun forguder Sheldon for at ha’ opfundet, men som han til gengæld er ved at brække sig over, selv om den har givet ham både en karriere og masser af penge på kontoen.
Mens dagene går bliver Sheldons forlagsredaktøren Marcia, (Lauren Bacall), hjemme i New York bekymret, da hun intet har hørt fra sin klient og tager derfor kontakt til byens lokale sherif, (Richard Farnsworth), for at få ham til at undersøge hvad der er sket. I mellemtiden hos Annie bliver Sheldons bange anelser ang. værtens mentale tilstand endegyldigt bekræftet, da hun går fuldstændig amok og nær er ved at slå ham ihjel efter hun opdager at hendes elskede karakter afgår ved døden i den nyligt udkomne og sidste bog i Misery-serien, hvortil hun efterfølgende gør sin paniske patient opmærksom på, at hun på intet tidspunkt har kontaktet hverken hospitalet, hans chef, eller hans familie og at han dermed er i hendes hule hånd. Skræmt fra vid og sans begiver Sheldon sig straks i gang med et flugtforsøg men må smerteligt indse, at han på ingen måde er i stand til at gennemføre det, og herefter bliver tingene kun endnu værre for ham, da Annies skizofrene temperament kører helt af sporet i en blanding af både psykisk og fysisk vold, der vil tvinge den hårdt prøvede forfatter tilbage foran skrivemaskinen for ikke blot at genoplive Misery, men også for at redde sit eget liv fra den psykotiske superfan og samtidig håbe på at lovens lange arm vil finde frem til ham, inden timeglasset render ud.
”The rain. Sometimes it gives me the blues. When you first came here, I only loved the writer part of Paul Sheldon. Now I know I love the rest of him, too. I know you don't love me, don't say you do. You're beautiful, brilliant, a famous man of the world and I'm... not a movie star type. You'll never know the fear of losing someone like you if you're someone like me.”
Hver gang jeg sætter ”Misery” i afspilleren, kan jeg ikke lade være med at tænke på at denne fremragende gyser faktisk er lavet af Rob Reiner, som er manden bag meget morsomme og løsslupne film så som ”This Is Spinal Tap” ,”The Princess Bride”, ”The Sure Thing” og ”When Harry Met Sally” og betragtet ud fra det cv ikke lige umiddelbart den mest oplagte kandidat til at instruere en film i horror genren. Man kunne derfor sagtens ha’ forventet et lettere middelmådigt resultat med dette første forsøg på fremmed territorium, men Reiner får dog hurtigt gjort alle spekulationer til skamme og lykkedes særdeles overbevisende med at bygge filmens handling op i bedste Alfred Hitchcock stil, fornemt suppleret af Marc Shimans til tider ”Psycho” inspirerede underlægningsmusik og Barry Sonnenfelds elegant fotografering/kameraføring, der uden de store og unødvendig dramatiske armbevægelser fanger karakterernes humørsvingninger millimeter præcist og har stor ære i at gøre skuespilspræstationerne og de overlappende scener, når stemningen skifter, i dette klaustrofobiske kammerspil hamrende intense og nervepirrende ud over alle grænser. Reiner bevarer dog sin humoristiske touch i den parallelle historie, der følger sheriffen og hans kone spillet af Richard Farnsworth og Frances Steenburgen, hvis pingpong dialog er herlig at sidde og følge.
Men Stephen Kings forholdsvis enkle dog stadigvæk genialt udtænkte historie, om en forfatters værste mareridt af hvad dertil medfølger af tanker om bristede illusioner, manglende inspiration, og måske værst af alt konfrontationen med hysterisk fanatisme, der alt sammen går op i en højere enhed i den skærsilds agtige duel mellem Annie Wilkes og Paul Sheldon, var dog aldrig blevet til den klassiker den betragtes som i dag havde det ikke været for de to hovedroller, som begge gør det bragende godt med hhv. Kathy Bates imponerende flydende og ubesværede humørskift, der på sekunder svinger fra venlig og imødekommende til skingrende psykopat og i enkelt tilfælde til en tragisk person man næsten får helt ondt af, men også kun næsten, sat overfor James Caan der spiller stik imod sit typisk fandenivoldske machopersona, men kval sin stærkt svækkede tilstand tvinger sig selv til at levere en af de bedste og mest nuancerede præstationer i karrieren, først med håbløsheden, frustrationen og panikken sivende ud igennem huden, for sidenhen at forvandle selv samme følelser til noget positivt, viljefast og determineret, der gør karakteren i stand til at genfinde og bruge det som kendetegner de bedste forfattere, nemlig evnen til adaptere og assimilere oplysninger fra de omgivelser de befinder sig i for på den måde at kunne sætte sig ind i en persons væremåde og miljø i en klassisk arbejdsproces, som måske vil vise sig at blive vejen frem mod overlevelse på flere planer.
#255 wimmie 14 år siden
#256 BN 14 år siden
Ja, hun er hamrende dygtig. ;-)
#257 Lord Beef Jerky 14 år siden
#258 evermind 14 år siden
Men Misery er nu også fed. :)
#259 Åkepool 14 år siden
#260 evermind 14 år siden